Asha altid svært ved at huske, hvad der reelt var sket i en kamp, når hun tænkte tilbage på det. Alt forsvandt i en råd tåge af blodrus, lyden af øksebladet, der bed sig ind i kød og de døendes skrig. Hun knugede et kort, fattet øjeblik om medalionen om sin hals, der fik et tæt mørke til at brede sig ud fra hende, for en stund påvirkende modstandernes øjne.

Og så kastede hun sig for alvor ind i det.

Hun havde ikke længere styr på hvor Pan var, hun hørte kun sine egne, hæse kampråb og skrigene fra banditterne, der faldt for hendes økse. Hendes mørke rustning var plettet af blod og mudder og hendes ansigt i et faretruende grin. Det var jo dette hun åndede og levede for! Øksebladene hvirvlede videre, glimtende i skarpe, velplacerede hug, mens mørket langsomt opløste sig bag hende.

For sent opfattede hun den tunge vægt, der ramte hende bagfra. Hendes mund og næse indåndede mudder og de kæmpede for at få kontrol over hendes arme. Hun hørte en menneskestemme råbe en ordre: "Få fat I dem og bring dem tilbage til lejren.. Vi skal vide, om der er flere på vej.."
Ashas læber, stadig presset ned i jorden, krusedes i et svagt smil. Tåbeligt at tage fanger.. der var kun dem! Men de var kampdygtige nok til at udgøre en hel hær!

Blod sprøjtede omkring omkring ham. Knogle knasede under hans slag. Skrig rungede og døde fra en kant, men blev altid erstattet af nye. Stedet var blevet en slagmark. En lille en, men helt bestemt en slagmark.
Nu kunne kampen rigtig begynde!
Pantaleon tabte sig selv til kampen.
Farligt, men berusende og han kunne intet andet i den halve form.
Hans kampform var til dette formål alene. Fjerne alle fjender. Fjerne alle trusler. Fjerne alt der bevægede sig og ikke var gemt som noget at beskytte dybt i hans bevidsthed.
Ikke meget her havde den beskyttelse.

Hans angreb tog ham væk fra Ashas ryg og fratog hende den beskyttelse der var i ham kæmpende der. Han langede ud, rev fra hinanden, tog våben og brugte for et par sving, før han lod dem sidde i hvad de havde sat sig fast i og fortsatte fremefter. De lasede og særligt trænede mænd begyndt at flygte fra ham og han fulgte. Myrdede alle fra en kant til et skift i råb og smerte skiftede.
Hans fælles stemme var forstummet.
Brølende skiftede han retning tilbage til hvor han var kommet fra og på tværs af lejren. Et væsen, en mand, stod på en væltet person med hævet våben og blev af den grund slynget væk. Pantaleon så efter ham givende lyd for sin frustration, som manden ramte en kommende gruppe af fæller, så de trimlede om i en bunke.
Den gik han efter næst.
Ensidig og blødende fra flere steder hvor slag var gået ind var han intet nogen havde lyst til at angribe.
Ikke alene det var og lejren havde snart samlet sig helt med det ene mål i fokus.

Asha smagte jord og blod. Hun var ikke sikker på om det var hendes eget, eller om det kom fra de fjender, hun havde fældet med sin økse. Mængden af folk, de var oppe imod havde ikke bekymret hende - dels var de jo tydeligvis bare banditter, dels havde halvorken aldrig præsteret at lære at tælle..

En støvle hvilede tungt på hende, tyngende hende nedad, men hun formåede at dreje hovedet og suge en mundfuld luft ind, hostende. Hvor var øksen? Tabt i mudderet uden for hendes rækkevidde .. men i bæltet sad flere knive. Halvorken ville kæmpe, selv om hun måtte bruge negle og tænder. Hun brølede og forsøgte at få væltet manden af sig, men I samme øjeblik blev han ramt af en frygtelig kraft og slynget ind i en bunke af andre. Asha sprang på benene, trækkende begge knive fra bæltet.

Hævn. De skulle betale for at slynge hende i jorden!

Hun bakkede mod bunken, der i øjeblikket var ved at blive flænset af hendes makker. Var hun ikke selv så tabt i blodrusen, ville hun have nydt synet af halvkattens blodige leg med fjenderne. I stedet så hun sig dog langsomt omringet af banditterne..
Hvor var deres fanger? Brølene greb hun mere fast om knivene og sprang mod den nærmeste..

Et brøl lød bag Pantaleon fortalte ham at Asha var tilbage i kampen. Godt det samme for flokken havde sluttet sig om dem i en kreds. Perfekt til lidt ryg mod ryg. Han lod et brøl runge ud over dem foran sig og så tvivlen blomstre frem i deres øjne, men for sent. De var der og hans kløer flænsede dem med en brutalitet, der så længe havde været ubrugt af ham i solen.
Han havde savnet det.
Et sværd bed ham i siden, før ejeren bed i græsset og den sidste stående for ham kastede sit våben ned. Manden fortsatte selv ned på knæ foran ham med bøjet hoved. En overgivelse så tydelig at den trængte igennem blodrusen.

Bag ham døde kamptumlen også ud. Rettende sig op og rystende blodet af kløerne, drejede han sig langt nok til siden til at se Asha. "De slået, vi befrie folk?" Brøl var nemmere i denne skikkelse end at forme ord. Han overraskede gerne ved at få enkelte ud alligevel.
Langsomt gled hans blik over ridderen og tog hendes skader ind. Af de to var han ramt mest, men de store flænger i siderne var så småt begyndt at lukke sig. Et syn der alt andet end hjalp på den knælende mands sjælefred.
"Viden ham?" Han nikkede mod manden. Han kunne have viden de kunne bruge eller viden andre end de kunne bruge.

De befandt sig ryg mod ryg nu i kampens hede og Ashas kniv skreg efter blod. Hun måtte fjenderne lidt nærere og det betød også, at de gav hende nogle knobs, men de begyndte at tøve, nu hvor de for alvor havde set halvkatten og halvorkens vildskab.

Det gik kun langsomt op for hende, at der ikke var flere at slås mod, da hun hvirvlede på stedet for at møde den næste fjende, og han ikke kom.
I stedet var de der - blandt faldne og forslåede. En mand knælende ved Pan.

Hun virrede hovedet lidt, før hun stak den ene kniv i bæltet og nikkede grumt. Viden. Jo, det var vidst meget godt. Bladet på den anden dolk fandt vej til mandens strube og hun hvæsede:

"Hvad er I ude på? Hvorfor har I taget vores folk til fange?"

Pantaleon trak sig et skridt baglæns, så Asha havde fri adgang til deres stadig levende modstander, men stillede sig samtidig også så han ikke var til at overse bag hende. Øjnene lyste med kattens lyst til leg med byttet, mens han holdning og få ord tydeligt lagde ledelsen hos den grønne af de to. Gav halvorken signal, så var legen hvad der skete.

Den knælende bandit emmede af skræk allerede før kniven fandt hans strube. Hvad var kommet brølende ud af buskene havde virket som en søle modstanden - til de havde været alt andet end det. Han var ikke så gammel som han var ved overmod eller loyalitet til døden, men ved at tænke på sig selv først.
Ligenu en svær ting at se muligheder for.
Halvorkens ord fik dog forvirring til at fortrænge alt, som mandens blik gled til hvor fangerne var. "Jeres folk?" Hans blik kom hurtigt tilbage til truslen foran ham, mens alt farve forsvandt og han alt for hastigt fortsatte. "De var jeres? De forrådte os! Udleverede os til nogle Lys folk! Havde nær fået os alle slået ihjel!"

Pantaleon lod sit blik glide til de sortklædte folk og rynkede brynene. De mørke rustninger så nu også ud til at have stykker af anden rustning tilføjet.

Det glædede Asha at have den over 2 meter høje ludende katteskikkelse stående bag manden. Hun var ikke ligefrem en ekspert i at udspørge folk - alt for hurtigt løb temperamentet af med hende, og så var der ikke nogen at udspørge længere..
Sådan som han rystede i bukserne nu, skulle det dog forhåbentlig blive nemt.

Tungen fugtede kort læberne, der smagte lidt af jord og blod. Hun troede ikke, at det var hendes eget. Presset på kniven mod struben blev lettet en smule for at give manden luft til at tale.

Lys .. folk?

"Hva' i Zaladins stinkende, rådne ånde mener du med Lys-folk?" Hvæsede hun af manden. Hun udvekslede et kort blik med Pan hen over hovedet på ham, ansigtet fuld af undring som for at spørge: "Ved du hvad han fabler om?"

Mandens skræmte blik gled helt over i let panik, som den grønne kriger hvæsede af ham. Frygten for at miste livet her efter kampen var sluttet fordi han ikke havde noget bedre at tilbyde de tog, havde ingen god effekt haft på hans evne til at formulere sig. Det blik der fulgte den sigende hvæsen var da også nok til at trække en dæmpet klynken fra den ellers så hærdede bandit. Han huskede godt hvad stod bag ham og at kvinden så tilbage på... det.

Bag manden trak Pantaleon uforstående på skuldrende som svar på Ashas udtryk, før han lagde en hånd om nakken på manden. Kløerne var nok fremme til at kunne mærkes og om ikke andet høres, som de skrabede metallet i halsbeskytteren.
"Lysets folk! Soldater fra Lysets hær! Det var det jeg mente!" Mandens stemme kom hurtigt som hans vejrtrækning. Ordene fik også Pantaleon til at stramme grebet et øjeblik, før han løsnede det og brugte grebet til at dreje manden over mod de sortklædte folk.
"De del af jer?"
Hans blik gled til Asha. Han var måske ikke den hurtigste, men noget ved det her lugtede af fejl langt væk og af en svær at fortælle om. Godt det nok ville blive hende og ikke ham der skulle gøre det!

Det var sådan så småt begyndt at dæmre for Asha, at noget var gået helt, helt galt. Det var slet ikke Mørkets folk, der var tilfangetaget her! For Zaladin da også! Nu ville hun komme til at stå med røde ører og skulle forklare hele redeligheden..

Meget, meget langsomt blev kniven trukket tilbage og fandt vej til hendes bælte. Det næste blik hun udvekslede med Pan afslørede et øjebliks brødebetyngethed, inden de lilla øjne igen blev hårde og hendes stemme smældede mod deres "fange":

"Hent dem til hos! Vi overtager dem fra nu af.. vi har brug for deres oplysninger!"

Ved alle guderne, hun håbede at de sortklædte ikke-mørkets fanger havde noget brugbar info om lys-folkene, ellers ville hun for alvor blive ristet.

Pantaleon slap manden, som Ashas ordre smældede og behøvede ikke meget mere skub end det for at få ham til at løbe i den ønskede retning. Kattens blik blev dog hvilende på ham blot for at se om han huskede at stoppe og gøre som de ønskede. Mere pressende var noget andet dog, som han med manden langt nok væk til ikke at kunne høre dem, kunne lufte for den grønne kvinde.
"Han snakke for let." At tage ham med tilbage var at invitere en svaghed ind i fortet. Noget Harrington næppe ville tale pænt over.

Deres fange havde fået den første af de sortklædte fri fra pælen og var kommet i problemer over det. Tydeligvis var de bundne ikke spor interesseret i at gøre noget som helst nemmere fra kujonen og slet ikke noget der ville bringe dem tættere på de to helt sortklædte. Utroligt hvor meget modstand en bundet mand kunne gøre.
Med et fnys rettede Pantaleon sig fuldt mod dem og fik alle til at stivne og bare se afventende på ham. Som bytte gjorde, når de ikke vidste hvem rovdyret ville jage.

Overmandet, som han var, adlød manden straks og Ashas lille blik fulgte ham, som han sprintede tilbage mod lejren for at finde fangerne. Pans bemærkning fik det til at synke endnu engang i maven på hende - han havde ret. Det kunne godt være, at han ikke var venner med lyset, men hvis de satte en kniv for struben på ham, rablede han tydeligvis løs..

"Vi har ikke brug for ham - bare hans fanger." Mumlede hun lavmælt, mens hun betragtede ham kæmpe med at bugsere de bundne sortklædte af sted. Hvad i Zaladins navn rendte de også rundt i helt sort for? Man risikerede jo at tro, at det var ens egne folk!!

"Hvilket vil sige, at når vi har fangerne såå.." Hendes hånd hvilede let over øksen i bæltet. Blodet brusede stadig i kroppen efter stridighederne og øksebladet sukkede efter blod.

Edit: Lukkes efter aftale