Det var svært for Killian at holde skuffelsen ude af sit ansigt, da den yngre mand trak sig væk og satte sig mere ret op med en mistroisk tone i sin stemme. Han havde alligevel presset lidt for hårdt på. Som Enzel trak sig væk, rettede Killian sig også op for at skabe afstand i mellem dem. Der var ingen grund til at gøre noget, den anden ikke ville have.
Lige som han var ved at åbne munden for at undskylde, gled den spøjst påklædte mand længere ned i stolen og det gav et lille ryk i Killian, da hans fod rørte hans ben. Med lidt store øjne så han overrasket på Enzel, da foden bevægede sig op ad hans ben, forbi hans knæ og op ad hans lår. Han gispede svagt, da foden trykkede sig i mod hans skridt og derefter begyndte at bevæge sig. Med let spredte læber stirrede han bare på manden, der nu kærtegnede ham igennem bukserne. Noget hans krop reagerede på med det samme, hvilket den yngre mand nok ikke ville være i tvivl om.

Sådan sad de bare i tavshed i et stykke tid, mens Killians vejrtrækning blev lidt tungere. Det var på samme tid en umådelig rar følelse, men samtidigt også frustrerende, fordi han ikke selv kunne røre og gøre ved. At de sad midt i en kro skænkede han ikke en tanke, selvom han dog afholdt sig fra at stønne, selvom lysten var der.
Og så stod pigen ved siden af dem med en bakke med mad. Helt uvidende om, hvad der foregik under bordet. Killian trak sit blik væk fra Enzel og så op på Idrianna, som han sendte et stort smil.
"Så er der mad." Hun smilede tilbage og begyndte at stille maden på bordet. Foran Killian placerede hun en skål med grød med æbler og bær og noget juice i et krus, hvorefter hun stillede Enzels specielle mad foran ham,
"Åh, det ser godt ud! Tak, smukke Idrianna." Han blinkede til hende, fuldstændigt skamløst, som han sad der med en rejsning, skabt af en anden mands fod. Hun daskede til hans skulder med en let latter og forsvandt igen.

Killian havde mistet al interessen for maden og flyttede straks blikket tilbage til Enzel.
"Jeg gætter på, at du er... sulten." Han grinede lydløst til ham og blinkede. Sulten efter hvadend Killian havde i bukserne, åbenbart. Han var stadig lidt i chok over, hvor hurtigt det pludseligt var gået, men han havde ikke noget i mod det. Langt fra. Han ville gerne mere, men et eller andet sagde ham, at det måske var den anden mand, der skulle tage initiativet. Nu fik han at se. Men tændt, det var han, og det kunne også godt ses på ham, hvis man vidste, hvad der foregik under bordet.

Killian bed sig i læben, som manden fortsatte sine kærtegn så snart pigen gik sin vej. Det var næsten ikke til at holde til, sådan at blive rørt på den måde, uden at kunne gøre noget tilbage. Han skubbede sit underliv en smule frem, bare for at vise, at han kunne lide det. Men det var der nok ikke så meget tvivl om.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt frækt, da Enzel sagde, at han ikke havde "spist" længe. 
"Så er det godt, at der sidder et godt måltid foran dig." Og det var ikke maden på bordet, han snakkede op, men mon ikke, at han kunne fortsætte deres lille ordleg.

Han blev siddende og tyggede lidt på sin læbe, mens kærtegnene fortsatte, helt væk fra tanken om at skulle spise, men da Enzel huskede ham på maden, rettede han blikket mod skålen. Hans krop havde tankerne et helt andet sted henne end hans mave, men nu var maden der. Efter et lille lydløst støn, greb han skeen og begyndte at spise. Det gik ikke såå stærkt, for han havde svært ved at koncentrere sig om den gode grød. Normalt blev den serveret med æbler og flæsk, men Killian spiste ikke kød, så de var så søde at putte bær i, i stedet for.

Havde kærtegnene været mere intense, havde Killian nok haft et lille problem, men i stedet trak fodens berøring bare nydelsen ud og han kunne ikke lade være med at vride sig lidt ind i mellem. Han trak vejret tungt og måtte kæmpe lidt for ikke at komme med små lidende nyde, der ville afsløre, hvad der foregik. 
Han spiste så hurtigt han kunne, uden at kløjs i det, og skyllede det ned med juicen. Hans blik forlod sjældent Enzels, som han stirrede på fyldt med lyst og et lidt drillende smil, bare for at se, om han ikke kunne holde ham til ilden også. Åha, han ville bare så gerne lade sine hænder tage på opdagelse under den yngre mands anderledes tøj. Se, hvad det skjulte af hemmeligheder. 

Havde kroen været mere fyldt, havde han nok gjort noget andet, og var kravlet ned under bordet for at pille lidt ved sin nye vens bukser og vist ham, hvad Killian kunne med munden andet end at smile frækt, men desværre ville han være ret synlig som det så ud nu. 
Anstrengt fik ham spist de sidste par mundfulde, slikket sig om munden og så fangede han Enzels blik igen.
"Skal vi finde et andet sted og nyde noget... dessert?" Hans stemme var klemt og forpustet, men han smilede stadig stort, selvom hans blik næsten virkede helt tåget af fysisk tilpashed.

Killian lagde ærligt talt ikke mærke til Enzels måde at spise på eller at han ikke helt opførte sig så rig, som han måske så ud. Han var ret så optaget af følelsen mellem sine ben, blandet sammen med forsøget på at koncentrere sig om at spise imens. Og så gik han normalt ikke ret meget op i den slags ting. Faktisk gav det ham en form for ubevidst ro, at manden foran ham ikke virkede til at være så snobbet og højt på strå, som man måske kunne komme til at tro. Killian var et gammelt gadebarn og de finere manerer havde aldrig sagt ham det helt store.

Han bed sig i læben, da den varme fod blev flyttet fra hans skridt. Åh, han skulle ligefrem op at stå. Til hans held var hans bukser ikke så stramme, så det var forhåbentligt ikke ligefrem meget synligt, hvad der foregik dernede. Ikke at han var genert over det, men han skulle trods alt følges med Enzel, der lidt havde virket til at holde sådan noget skjult. Og så igen, han havde lige kærtegnet ham under bordet... 
Enzel var hurtigt oppe at stå og gik mod døren. Killian sprang på benene og greb det sidste af æblestykkerne fra Enzels tallerken, som han hurtigt stak i munden, inden han fulgte efter sin nye ven ud af kroen.

Han stoppede op ved siden af den turbanklædte unge mand, og man kunne se på ham, at ordene om ikke at ville rode rundt i en høstak udgjorde et problem. Han kunne godt høre, at Enzel ikke havde planer om at tage ham med hjem, hvilket også var i orden, men Killian havde ikke rigtigt lyst til at tilbyde andet end en høstak, det der med at tage fremmede med ind i rummet, der var hans hjem, det gjorde han ikke rigtigt. Det var hans rum. Hans sikre sted. Han åbnede kort munden for at foreslå, at de gik ind igen og fik et værelse, men han lukkede usikkert munden igen. Normalt ville han ikke holde sig tilbage fra at foreslå alle andre steder, men en del af hans krop havde gjort frygteligt meget opmærksom på sig selv, og han bed sig kort i læben, inden han usikkert trak på skuldrene.
"Jeg plejer ikke at tage folk med hjem. Men..." Han flyttede lidt uroligt på sig og sukkede så. "Kom med." Han greb den yngre mands hånd og begyndte at trække ham med tilbage mod Mathis Transport, lidt mere travl end da de gik den anden vej.

Killian skar ansigt, da Enzel sagde, at ingen ville komme til at vide, at han havde været der og at han ikke ville snage i hans ting. Det var ikke derfor, at han tøvede sådan med at tage ham med. Nej, med hans løse liv, skete det ret ofte, at folk ville have mere. Og Killian ville bare have et sted, hvor han kunne sove og føle sig sikker. Det lille rum var ikke meget, men der var en slå på døren, og der var ikke mange, der vidste, at det eksisterede. De kendte kun stalden.
"Jeg plejer bare ikke at vise folk, hvor jeg bor." Det føltes heller ikke helt rigtigt at tage Enzel med derhen, selvom han ind til videre havde været så sød. Men nu var beslutningen taget og han sendte sin nye ven et smil, der skjulte betænkelighederne.

Der var ingen tvivl i hans skridt, som han trak Enzel med sig, han havde boet i Dianthos i omkring otte år og kendte alle de små gader, især omkring sit hjem. Og ruten til kroen tog han alligevel oftere end så mange andre. At det var ren tortur at gå med det, han havde i bukserne, det var så en anden sag, og også derfor, at han skyndede lidt på Enzel.
Der blev ikke sagt mere, som han førte sin ven tilbage til Mathis Transport, men i stedet for at gå hen til porten, tog han ham med om til bagindgangen, der førte ind til baggården. Så skulle han ikke igennem lageret, hvor der var risiko for at Thoran ville dukke op og hidse sig op igen. Det ville heller ikke vare længe, inden de første ansatte ville dukke op. Killian havde lidt dårlig samvittighed over at tage noget tid til sig selv, men så længe han ikke brugte flere timer med Enzel, skulle det nok gå.

Der var nok ikke nogen tvivl om, at Killian var på vej ind i stalden. Lugten af hest og hø lå i den morgenfriske luft. Og i samme øjeblik han trådte ind i stalden, vrinskede den første hest. Killian skævede til Enzel, inden han hev ham ned af staldgangen.
"Jeg har et rum nede for enden." Hestenes uro voksede som han gik forbi dem, men lige nu var hans fokus at få Enzel med ned til værelset. Der var to døre, den ene ledte ind til et redskabsrum, den anden, der så lige så anonym ud, gemte på Killians lille værelse. Han stoppede op foran den og bed sig i læben.
"Jeg bliver nok nødt til at morgenfodre først, ellers får vi ikke ro." Han slap ikke hans hånd, men trak ham lidt forsigtigt nærmere, inden han selv flyttede sig ind til ham, trykkede sin krop mod hans, inden han langsomt lagde hovedet en smule på skrå og trykkede sine læber i mod Enzels. 

Efter et øjeblik trådte han tilbage og åbnede døren ind til værelset. Det var ikke stort, men der var et skab, en lille reol, et bord med en stol og vigtigst af alt - en seng. Og så lidt tøj smidt hist og her. Der var kun et lille vindue oppe for oven, så Killian greb en olielampe, der hang ved døren med en svag flamme i, og skruede lidt op, inden han rakte den til Enzel.
"Jeg skynder mig!" Et grin gled over hans ansigt, inden han hastede ned for at hente foder. Det var ikke så ofte, at han bare kastede foder til højre og venstre, men i dag skulle det gå stærkt. Så snart han var færdig, skyllede han hænderne og hastede tilbage til sit værelse. Bare Enzel ikke var blevet sur, men hestene kom først. Altid.

Kysset og fornemmelsen af, hvad der gemte sig bag Enzels tøj havde ikke hjulpet på Killians lyster, og forventningen holdt ham kørende, mens han fodrede dyrene. Han nåede lige at hilse på staldkatten, inden han kom frem til døren ind til sit værelse med et stort smil på ansigtet, trods sin nervøsitet for, at Enzel var blevet utilfreds. Men han sad pænt og ventede på sengen. 
"Så! Så er der ro." Han kom ind på værelset og lukkede døren efter sig, hvorefter han rakte op og slog slåen for. Der var ingen grund til at risikere, at blive forstyrret. Selvom der nok ikke var nogen i firmaet, der var i tvivl om, at man bankede på hos Killian først. Ikke på grund af risikoen for at se noget, man ikke havde lyst til, men fordi den unge staldmester ville have sit privatliv på værelset i fred.

Killians blik vendte hurtigt tilbage til gæsten og han bed sig i læben, mens han overvejede, hvordan han skulle håndtere ham. Ind til videre havde han været svær at læse, også selvom Killian vidste, at han ejede et bordel. Han havde slet ikke forudset, at den yngre mand kunne finde på noget som det, der var foregået under morgenmaden.
Tænderne gled af læben igen, der straks formede sig som et smil, mens han tog fat i kanten af sin trøje med begge hænder og langsomt og lokkende trak den op over sin overkrop og over hovedet. Trøjen røg på gulvet og Killian gik over til Enzel i sengen, hvor han satte sig ind over ham med et knæ i sengen på hver side af ham.

De grønne øjne søgte Enzels blå, som han satte sig til rette i skødet af ham, så tæt op ad ham han som muligt. Hans hænder lagde sig på hans skuldre, tæt nok på hans hals til, at han kunne kærtegne den bløde hud med fingrene. Her sad han og betragtede ham lidt, mens han trykkede sig ned mod ham, glad for at mærke, at Enzel var interesseret. Hjertet bankede lidt hårdere i brystet på ham, som forventningen steg. Endeligt krøllede han sig lidt sammen, så han kunne føre hovedet ned og begynde at placere små blide kys på hans kindben, kind, kæbe og videre ned til halsen, hvis Enzel lod ham.

Killian kunne ikke lade være med at smile, da Enzel begyndte at spinde. Han lød godt nok meget som en kat. Ikke nok til, at Killian kunne forstå ham, men alligevel. Det var ikke noget, han tænkte nærmere over, som hans læber bevægede sig rundt på den bløde hud, og han havde hans duft i næsen. Han bevægede sig svagt i skødet af ham, gned sig op af ham og sugede fornemmelsen af ham til sig. Åh, hvor ville han gerne røre mere, føre hænderne ind på hans bryst og mave. Mærke den varme hud og pille lidt ved ham. Men tøjet gjorde det svært og et eller andet fik ham til at holde hænderne, hvor de var. Måske var det Enzels hænder på hans arme, måske var det en underbevidst forståelse af, at manden ikke var så glad for at smide tøjet. Også selvom han hverken havde sagt eller gjort noget, men Killian havde mødt mange, der følte sig utilpas ved deres egen nøgenhed, og det respekterede han, også ubevidst.

Enzels ord fik ham til at smile endnu mere, inden han kyssede hans hals igen. Han trak hovedet lidt tilbage og lod hænderne glide opad, så de lagde sig langs hans kæbe med tommelfingrene på hans kinder, inden han krævende kyssede ham. Lod sin tunge røre hans læber og måske endda gå på opdagelse, hvis Enzel lod ham. Man kunne måske tro, at Killian ville styre, men det var nu ikke sagen. Han havde ikke noget i mod, at Enzel stillede krav, snarere tværtimod. 
Så han slap ham ret hurtigt igen, inden han med et frækt smil og et glimt i øjnene trak sig tilbage fra ham. 

Inden han smed resten, gjorde han sig lidt til. Førte armene op over hovedet, så Enzel havde et godt udsyn til hans allerede bare overkrop. Lod hænderne glide ned af sig selv, inden han bukkede sig forover med røven lige i vejret, så han kunne få sine støvler af. Også bare lige for at vise, hvor smidig han var.
Støvlerne var hurtigt af og han rettede sig op igen, med hænderne stadig kærtegnende ham selv. Til sidste fandt de frem til buksekanten, og selvom det var svært at være elegant, når man smed et par bukser, gjorde han det nu meget godt, syntes han selv.

Og der stod han så, lige så bar som den dag han blev født af en kvinde, han aldrig havde kendt. Og det kunne ikke længere skjules, hvor meget Enzel tændte ham.
Stadig smilende satte han sig tilbage, hvor han havde siddet før, i skødet af Enzel med et ben på hver side. Hans hænder lagde sig på hans bryst uden på tøjet, inden han lænede sig frem og hviskede mod siden af hans hoved, hvor hans øre burde have været.
"Er der mere, jeg kan gøre for dig?" Det lå lidt i hans tonefald, at han var villig til det meste. Han kunne ikke lade være, men sænkede hovedet lidt og nappede ham i halsens bløde hud med tænderne. Blidt.

Killians kinder blev lidt varme, da hans nye ven sagde, at han var perfekt. Og et ganske lille stik af generthed gled igennem ham, men det var væk med det samme igen. Han var bare ikke så stærk i at modtage komplimenter. Men det glædede ham usigeligt meget, at Enzel kunne lide, hvad han kunne tilbyde. Det var ikke bare hans ord, der fortalte ham det, men også den aflange form i hans bukser. Åh, Killian ville så gerne have lov til at pakke den ud, men han måtte nøjes med at sætte sig på ham og mærke den. Der var mere end man måske skulle have regnet med, når man så på Enzel, men Killian havde forlængst lært at lade være med at tænke ting om folk, før de fik tøjet af. Udseende kunne være vildledende på så mange punkter.

Det gav et sug i maven på ham, da Enzel begyndte at røre ved ham og hans bare hud og hans fingre pressede sig ganske let ind i brystet på ham. Opdagelse. Killian sukkede svagt, som han næsten var skuffet over, at han ikke skulle lave noget. Han ville gerne modtage, meget gerne, fordi han elskede at blive rørt ved, men han havde næsten et endnu større behov for at behage. Men han brokkede sig ikke, men nikkede svagt. Han kunne godt lade den anden gå på opdagelse.
En svag lyd kom fra ham, da en hånd fandt vej ned i mellem hans ben og han bed sig i læben. Hans fingrene begyndte at kærtegne Enzels bryst igennem stoffet og de fandt snart vej til de to små hårde knopper, som han ikke kunne lade være med at nive ganske blidt i og gnide fingrene over.

Da Enzels anden hånd fandt vej ned i mellem hans balder, stønnede han svagt og pressede sig en smule bagud mod hans fingre. Det var næsten ikke til at holde til, og han lænede sig lidt frem for at kunne kysse den anden mands tinding. Pande. Kind. Små blide kys og nap, der også fandt ned af hans hals igen. Hans hænder kunne ikke finde ro og blev ved med at finde nye steder at kærtegne på Enzels brystkasse. Men de bevægede sig ikke andre steder hen, selvom han havde svært ved ikke at føre dem ned over hans mave. Han ville så gerne have fat i, hvad der var nede i mellem hans ben. 
Små lyde kom fra ham over Enzels kærtegn, så hans nye ven ikke ville være i tvivl om, at Killian kunne lide det. Og gerne ville have mere, selvom han ikke krævede noget. Han var glad for det, han fik.

Selvom hans nye ven ikke ligefrem udstrålede lyst, andet end hvis man så ned i mellem hans ben, var Killian ikke i tvivl om, at han kunne lide deres fysiske nærhed. Hans vejrtrækning, de små umærkelige ryk i hans krop, den forhøjede puls. Han skjulte det godt, men langt fra godt nok til, at en som Killian ikke kunne mærke det.
Killian træk hovedet tilbage, da Enzel begyndte at snakke om hans nysgerrige hænder. Han kunne ikke lade være med at smile stort, for han havde nysgerrige hænder. Men for nysgerrige? Kunne de være det? Han lod uden brok Enzel tage fat i hans håndled og holde dem fast. Nysgerrig så han på ham, som han samlede det og lænede sig ned for at samle noget op fra gulvet.

Et reb. Killians smil blev mindre og et lidt usikkert udtryk dukkede op i hans ansigt, mens han stivnede en smule. Han brød sig ikke om at blive bundet, i hvert fald ikke af fremmede. Det var ikke så meget manglen på kontrol, men mere den manglende mulighed for at slippe væk. Normalt når folk havde bundet ham i hans fortid, havde det altid været med negative grunde. Men som Enzel begyndte at sno rebet om hans håndled, gjorde Killian ikke noget for at få han til at lade være. Ind til videre havde Enzel virket sød og venlig, og den måde, hvorpå han bandt ham, virkede også mere forsigtig end voldelig og Killian tog en dyb vejrtrækning, inden han langsomt tvang sig selv til at slappe af i kroppen. Det skulle nok gå.

Killian fik ikke lov til at svare på Enzels forsikring om, at han ville få sine hænder igen, for halvkatten kyssede ham med en spinden. Berøringen fik ham til at slappe lidt mere af. Som det korte ubehag begyndte at trække sig tilbage, fik han tænkt ved sig selv, at det var Enzels måde at undgå at blive rørt ved. Killian var nøgen og den anden mand havde slet ikke taget et eneste stykke tøj af. Killian accepterede bare, at det var sådan det skulle være og han gengældte kysset en smule mere ivrigt, som hans hænder blev bundet sammen, stramt nok til, at han ikke kunne komme fri.

Han så op på Enzel, da han blev flyttet rundt, så han lå i sengen under ham. Hans hjerte satte farten lidt op, men ikke fordi han var utryg. Forventningsfuld. Hvad ville han gøre ved ham? Han bed sig i læben, da hans arme blev trykket op over hovedet på ham. I det mindste var han ikke bundet til noget. Selvom det ikke ville være svært at binde rebet fast til sengerammen.
Han så op på manden over sig med et udtryk, der fik ham til at se lidt uskyldig ud, et udtryk der ofte virkede godt på folk, der ønskede at have en sengepartner, de kunne bestemme over. Og Killian kunne være lige nøjagtigt hvad folk ville have. Undtagen voldelig. Og sjovt nok tiltrak han ofte også dem, der ønskede at være lidt hårdhændede, med sine store grønne øjne, bløde krøller og spinkle, lidt feminine krop.
"Nu kan jeg jo ikke røre." Det lød lidt som om, at han ynkede sig selv over det. Hvilket han også gjorde, for han elskede at røre.

Underdanighed klædte ham. Ikke uventede ord, men Killian nåede ikke at komme frem til et svar, før Enzel kyssede ham igen. Hans tunge rørte hans læber og han åbnede villigt munden for at lade sin møde hans. Hans overkrop hævede sig svagt fra sengen, som forsøgte han at komme endnu tættere på manden og hans krop. Røre ham mere. Få ham til at røre mere. Men han kunne ikke komme så langt, som hans arme blev holdt over hans hoved, og forhindrede ham i at gøre noget. Det var svært og en svag klynkende og utilfreds lyd lød fra ham under kysset.

Pludseligt satte Enzel sig op og slap rebet om hans håndled. Muligheden for at røre var der, men Killian lod armene blive, hvor de var, ud over at han bukkede lidt mere i albuerne for at ligge behageligt. Nysgerrigt så han på Enzel, som han begyndte at tage tøjet af. Synet fik ham til at bide sig lystent i læben, og han fulgte opmærksomt med i hver eneste bevægelse Enzels fingre lavede, som de åbnede op for herlighederne.
Killian havde ingen præferencer for udseende, han fandt alle kroppe skønne. At manden over ham var drenget, havde sin egen charme. Mest fordi Killian selv havde et hårløst bryst og en smal statur.
Lysten til at røre voksede og det rykkede lidt i hans fingre, men det lykkedes ham at lade armene blive, hvor de var.

Berøringen af hans kind fik ham til at lukke øjnene lidt og vælte hovedet den vej for at vise, at han kunne lide det. Men snart flyttede fingrene sig for at pressede sig mod hans læber. Uden forbehold åbnede Killian munden op og lod ham stikke dem ind. Det gav ham et sug i maven, som han nok kunne regne ud, hvad der skulle ske, og han lukkede lydigt sammen om fingrene for at løfte hovedet lidt, så de gled længere ind. Med et glimt i øjet så han direkte ind i Enzels øjne, mens han begyndte at bevæge hovedet lidt frem og tilbage og kærtegne med tungen, som var det noget helt andet, han havde i munden. Han kom endda med en lille nydende lyd, bare for at gøre det fuldendt.

Det bedste ved at sutte på Enzels fingre, var hans ansigtsudtryk, som han næsten virkede til at miste pusten. Killian kunne ikke lade være med at smile over det, et smil der blev til et lydløst grin, da Enzel trak fingrene til sig og roste ham. At det mindede lidt om, hvordan man ville rose en hund, valgte Killian helt at ignorere, han kunne godt lide at få ros. Al slags ros. Det gjorde ham glad og gav ham en varm fornemmelse i maven. Og lige nu var mandens nærhed det vigtigste for ham, han ville gøre alt for at gøre ham tilpas. Også selvom det inkluderede at holde armene over hovedet, så han ikke kunne røre ved ham.  Selvom han virkeligt gerne ville røre.

Da Enzel flyttede rundt med hans ben, strittede han ikke i mod. Tværtimod så han forventningsfuldt på ham, for han vidste godt, hvad der nu skulle ske. Og han glædede sig. En gysen gik igennem ham, da Enzels fingre rørte ham og kærtegnede ham, og han bed sig nydende i læben med en lille lyd, da han skubbede dem ind. Det gjorde ham ikke noget at gå hurtigt frem, det var ikke altid, at folk gav sig tid til at varme ham op, og han var efterhånden vant til det. Det gjorde ikke noget, så længe alting var dejligt.

Endeligt rørte Enzels hud ved hans, og han pressede sin overkrop op i mod ham, mens han hungrende gengældte hans kys, der var meget mere lidenskabeligt end før. Hvad der havde ændret sig, vidste Killian ikke, og det var heller ikke så vigtigt. Lige nu var det følelsen af hans varme krop, fingrene i ham og læberne mod hans, der betød alt i verdenen.
Han åndede mere og mere tungt i mod kysset, som han blev mere ophidset. Han bevægede sig svagt i takt med fingrene, lystent og allerede utålmodig efter mere. Det trak lidt i hans fingre, som han havde svært ved at holde dem væk, og en gang i mellem kunne man godt mærke, at det tog lidt mere af hans koncentration at holde dem deroppe, end godt var. 
Der var mange indtryk og følelser, og det kunne ses mellem hans ben, at han sugede hver eneste berøring til sig med nydelse.