Det blev et næsten triumferende smil, som han sagde det var en god historie. Det i sig selv, var en af de større komplimenter hun havde fået længe. Hun var trods alt ikke en historie fortæller, men måske var manden også nem at underholde. Hun lagde hoved på skrå, det var jo ganske tydeligt ikke den første alkoholisk vare han havde indtaget denne aften. 
“Åh?” Sagde hun spændt, og kunne mærke hvordan at hendes foder begyndte at balancerer mellem hælen og fodballen. Tog endnu en tør, men nød den mere nu. Den varme fornemmelse der bredte sig i hendes mund, og blev skyllet ned i svælget. Et grin forlod dog hendes læber, og hun lukkede øjnene i glæde. “Jeg mener min datter fortalte samme ting for nogle uger siden..” hun lod sine fingre glide hen over læberne, som hun kiggede intenst ud i luften. Hvordan var det nu at den gik? 
Hvad gør edderkoppen, når den har drukket sin te? 

Det var ganske tydeligt at den yngre kvinde tænkte som det knagede, også slog det hende og hun jublede en anelse som hun slog hænderne sammen. “Han æder koppen ikke?” Grinte hun, og kiggede afmålt om det var rigtigt det hun havde gættet. Hendes datter, havde altid været en krudtugle, som hang ud sammen med nogle af de større børn i slumkvarteret. Foruden at hun lærte flere bandeord, end hun ønskede som moder. Så blev hun ganske ofte, udsat for lige præcis sådan nogle sjove gåder. 

Da hun nævnte at hun havde hørt den lille limerick før, ventede Alexander på at hun kom i tanke om det og betragtede hende imens at hun tænkte så det knagede. Han tog en slurk af sit mjød og foldede bagefter igen hænderne om det mørke lerkrus, inden at han så op i det hun jublende kom i tanke om slutningen på det lille stille satire han havde opsat. Han nikkede imens at hans kinder, der syntes en smule rødere end før, trak sig op idet hans læber strakte sig i en varmt smil og han gav en latter der mest af alt kunne betegnes som et smigret klukken. Det var dog en mørkere lattere der passede til Alexanders dybe røst og havde den maskuline undertone af noget dybt. Hans væsen havde en varm energi som han lo, det fik de blå øjne til at lyse op på en helt bestemt måde og hans kropssprog til at virke mere åbent. Hvor det før havde virket en smule akavet, forfjamsket samt en kende utilnærmelsesværdig, men det virkede til at han begyndte at bløde op nu. Hans blå blik lå varmt over Sif idet han nikkede: 
"Den æder koppen, ja!", samtykkede han. 

Hans blik blev på hende i nogle øjeblikke før han så ud i kroen og fjernede sine store hænder fra ler-kruset for endnu engang at gribe ud efter sytøjet der lå på bordet. Hans lange fingre greb om hovedet på den trådet nål inden han med den anden hånd greb om den ødelagte pung.
"Deres datter lyder som en kvik pige.", sagde han imens at han strak tråden ud fra nålen så den ikke slog knude når han igen begyndte at sy. "Hvor gammel er hun?". 

Hun klappede glædeligt sine hænder sammen, da han medgav at det var det rigtige svar. Og som var hun hendes datter, lyste hun helt op. For den profession hun gjorde sig i, var Sif en umådelig livsglad person. Og der skulle meget til, før hun oprigtig vidste følelser som sorg og vrede. 
Selvom de altid var der, og lige som alle andre. Men hvorfor fokusere på det negative, frem for alt det positive? Ellers havde hun jo nok hellere ikke valgt, at sætte sig ned igen. Især ikke efter hans, ikke så fine antagelse af hvorfor hun snakkede med ham. 

“Ah, jeg er glad for jeg huskede det! Den er god” grinede hun glædeligt, og lod igen fingrene ligge sig omkring hendes krus, lige som Alexander selv gjorde. Blikket lagde sig på hans fingre, mens et næsten sagligt udtryk dvælede i hendes ansigts mimik. Hun lod blikket glide op igen, da han fremlagde at han synes hendes datter lød som en kvik pige. Hun nikkede hurtigt; “Ja, hun er mit livs største gave. Og hun bruger altid sin sunde fornuft!” Grinte hun, ja, der var ikke mange som kunne løbe om hjørner med hende. 
“Hun er fem vintre” sagde hun og nikkede, tænk at der allerede var gået så mange år. Det var næsten ikke til at forstå. Og Sif forsvandt igen lidt fra omverden, som hun lod blikket glide ned i den gyldne væske, der var i kruset. 
“Kan du lide børn?” Spurgte hun, og blev en smule forbavset over hendes spørgsmål. Det var ikke typisk noget man spurgte en fremmede om, men nu havde han jo spurgt ind til datteren. Så det kunne jo være, at - ja, hun vidste ikke lige. Men noget skulle de vel også have at snakke om. 

Hvad end det var der gjorde ham en smule mindre akavet at sidde med, det der havde blødt ham op, idet han havde givet sin milde latter af hendes energiske måde at gestikulere på, blev siddende over ham i tiden efter hvor hun talte. De blå øjne lå over sytøjet idet hun talte imens han atter begyndte at sy det ødelagte stykke stoff. Det skete med kyndige hænder, der vidste hvad de lavede og ikke en forfjamsket begynders forsøg på ikke at stikke sig i fingrene. Han virkede til at være ganske vant til at reparere sine egne klæder - noget der ellers ikke tilkom mænd. En rød lok, fra den rodet hastehale der var bundet med en doven knude i nakken, gled ned og dinglede nænsomt over det buskede røde bryn, imens at han arbejdede på at sy videre. 

"Ja.", svarede han uden meget tøven til hends spørgsmål. "Sandheden skal man høre fra børn..", hans blå blik fandt Sif endnu engang og selvom hans mund ikke spandes i det typiske smil, kunne man se smilet i hans øjne. Til trods for deres isblå farve var der noget varmt, og dog lettere beruset i dem også. ".. og ikke voksne."

Han så hen imod hans sytøj igen efter at have holdt øjenkontakten et stykke tid, imens at varmen fra alkoholen satte sig i bryster og det igen gik op for ham at han ikke fattede hvorfor en smuk kvinde gad bruge tid på at tale med ham. Han fortsatte med at sy imens at hans hjerte slog en smule hurtigere. 

Hun betragtede hans fine arbejde med pungen, og måtte indrømme hun blev imponeret. Hun var selv ganske ferm med at sy, mange af de - beklædningsdelen, var vel et pænere måde at beskrive det tøj de havde på. Gik gerne i stykker, og der var hun blandt de kvinder der stod for at fikse dem. Til gengæld var hun ikke så super dygtig til at lave mad. 
Hun betragtede hårstrået der gled hen over hans øjne, og da han svarede hende strålede hendes øjne af glæde. Og hun nikkede, som han kom med sætningen sandheden skal man høre fra børn. Og ikke voksne? Hun grinede “Plejer det ikke at være, sandheden skal man høre fra børn - og fulde mennesker?” 

Deres øjne holdt fast i hinanden, og hun gav ham et stort smil. Hvilket fik nogle røde plamager til at dukke op, havde hun igen formået at gøre ham forlegen? 
Som hun betragtede ham, og han stadig syede på sin pung der var gået i stykker, rakte hendes hånd frem uden hun nåede at tænke, om det var en god idé eller ej. Fingrene greb omkring hårstrået der var gledet ud af hans knold, og lagde det bag hans øre. 
“Syr du selv alt dit tøj?” Spurgte hun, og betragtede igen hans fingre der havde været igang med at arbejde på det ødelagte stof. 

Sandheden skal man høre fra børn og fulde mennesker - jo det var vist sådan nogenlunde i den dur at den gik. Men efter at han havde arbejdet på Den Magelige Mis i godt et halvt år, havde han erfaret at det sidste ikke nødvendigvis altid var rigtigt. Jovist kunne børn da også godt lyve, de kunne stjæle og forsøge sig at imitere det de voksne gjorde for at overleve. Men børn - i det mindste i Alexanders optik - var neutrale lærreder der alt efter hvilke farver man brugte, kunne blive det ene eller det andet. En sand neutralitet, der som i Aladrios's lærdom ofte bragte visdom med sig og kom i deres tilfælde til udtryk som ærlighed. Han plaprede dog ikke til Sif om den mere filosofiske del af hans tankegang, men fortsatte derimod med sit gøremål, før han stoppede brat idet hun rakte en hånd frem for at korrigere den løbske røde tot hår, der selv efter hun havde smøget den bag hans øre, let gled fremad igen. Hans hår var langt og tjavset, han selv var heller ikke et skønsyn der fik kvinder til at dåne. Til trods for hans brede bygning, var hans lemmer lange og tynde. Hans kæbe, overlæbe og hage, var omfavnet af det tykke røde skæg der trængte til noget kærlighed. Og man kunne, hvis man så godt efter, ane de mange orange fregner der lagde sig som et tæppe over kinder, næse, pande og kindben. Hans skuldre bar osse præg af disse mangfoldige pletter, der var at finde på hals og hænder ligeså. Og så havde han den velkendte duft af en kro: øl.
Da han var stoppet med at sy på grund af hendes nænsomme berøring, virkede han igen til at blive lidt for selvbevidst, nærmest genert - det tog ham derfor nogle sekunder før han svarede på hendes spørgssmål og roligt gik igang med at så igen.
"Uh.. ja. Ahem- jeg mener. Ja, det gør jeg, Frøken.", han stak nålen igennem det tykke stoff og trak tråden ud på den anden side i en glidende bevægelse. "Jeg rejser meget, eller.. det gjorde jeg. Så går ting i stykker og man må lære sig selv at nogle tricks.", han tog en kort pause før han spurgte: "Har De..", han så flygtigt hen på hende men som turde han ikke lade blikket blive forlænge over hendes smukke væsen, så han hurtigt men fattet tilbage igen: "... rejst meget?".

Hun betragtede ham, prøvede at mærke efter om hun var gået over grænsen. Så hvordan hans fingre stoppede med at arbejde, og at genertheden vente tilbage. Måske forstod hun sig blot ikke på folk, som var som ham? Selvom hun trods alt havde haft en del mænd der kom forbi bordellet, uden helt at vide hvad de lavede der. Eller, det vidste de jo godt, men at gå ind på et bordel og faktisk tage skridtet til at ligge med en som tog penge for det. Ja, det var ikke altid at folk faktisk gik det ekstra stykke. Eller også lå de altid og blev forfjamskede og undskyldte hvis det ikke var okay - eller godt nok. 
Hun fik jo betaling for at gøre en service, så lige i det tilfælde var det jo ikke hende der skulle tænkes på. Men dem som betalte for servicen. Men sådan var folk jo forskellige, og hun fornemmede godt, at manden foran hende - nok havde nogle underliggende ting, som gjorde han ikke fandt sig selv tiltrækkende nok, og derfor ikke fortjente hendes opmærksomhed? 
Hun trak langsomt hendes hånd tilbage, og gav et skævt smil, næsten undskyldende. 
Hun grinte dog, da han kaldte hende frøken. “Jeg ville ikke kalde mig selv for frøken.. men tak.” Hendes hoved nikke dog som han forklarede, hvorfor at han havde lært sig selv at sy. 
Havde hun hvad? Oh, hun lo igen. Og rystede hurtigt på hoved “Nej, jeg har aldrig været ude for Dianthos grænser.. der har ikke været nogen som har taget mig derud.” Hun så næsten drømmende ud i luften, som hun forestillede sig det. 
“Hvor mange steder har du været?” Spurgte hun nysgerrigt, og lænede sig en anelse frem imod ham. Hænderne havde igen fundet rundt omkring kruset der stod foran hende på bordet.

Hendes hånd havde lagt et aftryk over huden, efter hun havde trukket den til sig igen. Det kunne ikke ses med det blotte øje, men det var der. Tydeligt og hjemsøgende. En påmindelse om hvor længe siden det var at Alexander havde opsøgt selskab: kvindeligt selskab. Aftrykket var som et print af nænsom varme imod en kølig hud - det var et spørgsmål om temperaturer, om den kollisions sans der forekommer når kroppe presser sig imod hinanden for dernæst at rive sig væk, efterladende et minde over huden fra der hvor der var sket en berøring. Kroppen huskede, på en måde som sjæle ikke kunne. Og Alexander blev igen meget bevidst om kvinden ved siden af ham, der til trods for hans ranglede væsen tog sig tiden til at tale med ham. 
Hans øjne var fortsat på hans sytøj imens at han på overfladen roligt lappede den, men det var et skalkeskjul for hans indre føltes vågent. Opstemt, men vagtsomt. Imens at han forbød sig selv at være alt for håbefuld, for han havde ingen illusion om hvor uden betydning han selv var. I en verden med smukke elvere og forførende skabninger, var en tjavset fordrukken druide ikke på listen over mulige bejlere - i hvert fald ikke i følge ham selv.
Han lyttede imens at hun talte, men med en åbenlys interesse i samme: 
"Åh, jeg..", han granskede sin hukommelse. "Jeg var været mange steder.", brummede han en smule betænksomt. "Elverly, Tusmørkedalen, Amazonit-skovene, Medanien..", han trak tråden igennem stoffet i en lang bevægelse og stak endnu engang nålen igennem pungen med kyndige fingre. 

"Mange flere steder men.. min hukommelse svigter mig.", tilstod han en smule skyldigt og lod igen sine isblå øjne, vove at se over på hende idet Sif sad badet i kroens varme skær med hænderne om kruset. 
"Er du født i Dianthos?".

Hun betragtede ham spørgende, det var tydeligt at hun havde mærket noget da hendes fingre havde fjernet sig fra hans arm. Men hvad, det kunne hun ikke helt være sikker på. Nogen gange, kunne selv hendes evne svigte hende. 
Med et svagt smil, betragtede hun dog hans hænders flittige og præcise arbejde med pungen. Det var stadig et finurligt, men om ikke andet et skønt syn for hende at betrakte. Og i Stearinlysets skær, og deres sind lidt tættere på hinanden end før, var det som om at lyden dæmpede sig i rummet og hun kun havde fokus på ham. En speciel evne, man efterhånden tilegnede sig, når man var vokset op som en glædepiges datter. Og selv var fulgt i moderens fodspor.

Dog blev det spørgende udtryk langt mere interesseret, ja næsten lyste op af nysgerrighed som han forklarede hvor han havde været. Så mange steder, som hun kun havde drømt om, når hendes kunder havde fortalt hende om stederne. Og noget sagde hende, at han ville have nogle fantastiske historie som han kunne beskrive for hende. Men måske det ikke var tidspunktet at spørger?
Lige som hun skulle til at gøre det alligevel, vente han igen samtalen mod hende. En let latter forlod hendes læber, som hun trak på skuldrene og pillede ved den mørke lerkrus håndtag. 
"Ja, født og opvokset her." hun bed sig i underlæben, inden hun kiggede op på ham med et skævt smil. Overvejende, om hun skulle fortælle hvor - "Nærmere betegnet, er jeg født og opvokset i horehuset - eller bordelhuset, hvis vi skal være lidt mere fine i munden." stadig med et lystigt smil der spillede i hendes øjne, drak hun resten af øllen i kruset. 

Til trods for mængden af alkohol der susede igennem hans åre på givne tidspunkt, formåede han at sy den ilde tilredte pung uden megen tøven. Det sad på rygraden. Præcis som at læse eller gå. Noget man ikke tænkte for meget over men bare gjorde. Hullet blev lappet forholdsvist hurtigt, imens at de talte og hun indvigede ham i hendes fødsels-sted. Da hun nævnte bordellet, stoppede han midt i sin bevægelse: nålen var næsten igennem den sidste ødelagte søm og han skulle lige til at trække den ud på den anden side, idet hun nævnte horehuset. Hans is-blå blik lagde sig over hende med en medfølende varme, idet han ikke kunne lade være med at føle en snært af medlidenhed - født til glæde for andre. Det var for ham tragisk. Aladrios havde en sær form for humor hvad angik balancen. At en kvinde så smuk, skulle fødes til at være underholdning - han kunne mærke en bitterhed blusse op men valgte ikke at overgive sig til den. 
"Det... kan ikke have været nemt?", sagde han en smule tøvende, idet han ikke vidste om det var et omtåleligt emne.
Hans hænder slappede imellem tiden af og han holdt inde med at sy, imens at hans blå øjne, der til trods for deres klare farve havde en fattet varm kerne, lå over hende. Noget stabilt og sikkert. Idet Alexander til trods for at være beruset stadig formåede at hvile i balance med sig selv, sådan som hans Gud havde lært ham det. 

Smilet blev bredder, og afslørede nogle dybe smilerynker i kinderne. Det var trods alt en af de typiske spørgsmål, når folk hørte hvor hun voksede op henne. Hun trak hurtigt på skuldrene, og kiggede hurtig over den ene side. Måske der var en der kunne fylde hendes glas op? Hun rakte det i vejret, da hun havde øjenkontakt med en af dem som gik rundt, som kom hen og fyldte det op - hun pegede også mod Alexanders "På min regning" svarede hun med et smil, og da hun var gået igen, lænede hun sig hen over bordet. Hendes albue lagde sig mod den hårde træplade og lænede sin kind mod hånden. 

"Hvis vi nu tager alt det væk, som så mange føler er .. forkert, eller uhumsk ved et bordelhus. Så det der er tilbage, er en masse mennesker der er umådeligt tæt knyttet med hinanden. En stor familie om man vil. Vi spiser blandt andet morgenmad sammen hver dag." grinede hun og tog en slurk af sit krus. Og kunne selv mærke, hvordan at alkoholen begyndte at boble igennem hendes krop. En let og behagelig følelse tog fat i hendes krop, og hun følte sig pludselig meget lettere. Også et tegn på, at hun normalvis ikke drak så meget, som hun gjorde lige nu. Men selskabet var behageligt, og hun havde ikke lyst til at det skulle slutte endnu.

Da hun bare smilede efter at Alexander havde spurgt, rynkede han brynene en smule forvirret; havde han sagt noget morsomt? Havde han sagt noget forkert? En pause kom, da en tjener kom hen til deres bord ved Sif's opfordring og fyldte deres krus. Alexander sendte et venligt blik til den velkendte tjener, før at han gav samme et kort anerkendende nik, inden han greb om kruset for at føre det skummede øl imod hans læber. Han tog en slurk og lod igen den beroligende summen knitre igennem kroppen, inden han satte kruset ned igen og brugte håndryggen til at tørre ølskummet i overskægget væk. Ligesom han gjorde havde hans selskab lænt sig over bordet og med sin bløde stemme forklarede de gode aspekter af at bo i et lysthus. Alexander's blik var på bord overfladen imens at han lyttede til modsvaret på hans egen fordomsfulde medlidenhed - der var altid mere en én side af en historie, og han følte sig et øjeblik barnlig for at have tyet til bitterhed og tvivlet på hans Gud. Selvfølgelig var der en balance, selv på et bordel: noget godt der opvejede det som Alexander anså som dårligt. Han blev så småt bevidst om hvor beruset han efterhånden var; han kunne mærke det melankolske i baghovedet, som en djævelsk hvisken der ønskede hans emotionelle forfald - men han lod det ikke vinde. Ikke når der var noget så dejligt distraherende, som en smuk kvinde. 
"Det lyder idyllisk...", svarede han en smule lavt, idet han skammede sig over den medlidenhed han havde pålagt hende før. 
"... kan du lide det?", spurgte han i sin uhæmmede rus.
Det var et intimt spørgsmål, men det faldt ud af ham - uden omtanke for at de knap nok kendte hinanden.
"Dit arbejde..?". 

Hun lod fingrene fra den frie hånd, glide hen over kruset's kant, som hun betragtede manden foran sig. Varmen der lagde sig omkring, kunne hun ganske godt lide - og hun følte hellere ikke han var kommet til at kaste en medlidenhed over hende, som hun følte var påtrængende. Hun havde trods alt oplevet værre ting som folk havde spurgt hende, og det kunne ikke slå det han havde startet ud med at sige til hende, da han havde fundet ud af hendes erhverv. 

"Idyllisk er så meget at sige, men det er bestemt bedre, end de kvinder der står i slumringskvarteret og sælger sig selv. De har hellere ikke sammen sikkerhed, som bordellet giver til deres glædespiger og mænd." svarede hun og sendte ham et uskyldig smil. Om hun kunne lide det? Hun kiggede ned i kruset med øl igen, som kunne det fortælle hende svaret på hans spørgsmål. Men  hun skulle kigge dybt og længe, tænkte hun, hvis svaret på noget nogensinde skulle ligge på bunden af et krus af alkohol. 
"Hm, det kunne jeg en gang - nu, ville jeg måske ønske jeg kunne finde mig selv i en situation, hvor jeg kunne opfostre min datter, som min mor ikke opfostret mig. Du ved, på en gård lidt uden for Medanien, og leve et stille og roligt liv. Men, ja, for det meste kan jeg godt lide mit arbejde. Jeg har også mange kunder, der ikke kommer til mig for den seksuelle del.. jeg har også gaven til at lindre deres behov på andre måder." kom der med et svagt smil, og hun forventede hellere ikke han ville forstå hvad hun mente. Det var trods alt, ikke mange der kunne forestille sig hvad hun kunne, før de havde prøvet det på egen krop.

Da Sif begyndte at male et billede af et landligt familieliv i en af medaniens forstader, kunne Alexander ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet. Det var et smukt billede. Det simple liv, der tilbød hvad end glæder og sorger der fulgte med det. Alexander havde også engang haft samme drøm, en gård med dyr og planter. Et sted at gå og nusse om, og blive gammel på. Da han havde været barn, havde den drøm syntes så utroligt ligetil og absolut - men nu hvor han var ældre og klogere, måtte han sande at det ikke var hans kald. Hans gud havde haft andre planer med hans eksistens fra starten, selvom han endnu ikke helt vidste hvad næste skridt i den plan var. 
Da hun nævnte at hun havde evner til at tage sig af kunder på alternative måder, så de isblå øjne væk fra hende forlegent, idet han havde svært ved at forestille sig hvad sådanne evner gik ud på og antog hvad der for ham virkede mest logisk. Han greb igen om sytøjet og tvang nålen igennem den sidste søm, vis rejse var blevet stoppet halvvejs igennem fra tidligere. 
"Det.. det lyder -", han ledte efter ordret. "-praktisk.", endte han på. 

Han trak tråden igennem sømmen og stak nålen et par gange igennem syningen, før han bed tråden over og slog en knude på den. Pungen der nu havde fået sig en lille lap, var atter indtakt og kunne igen være til nytte. 
Imellem tiden pulserede musikken i baggrunden. Folkene inde på den Magelige Mis dansede og der var en trubadur der sang en ballade med tempo. Det fik de fleste folk til at rejse sig fra deres sidde pladser, imens at andre vippede med på rytmen til den lallede sang, der handlede om en bonde dreng der blev forelsket i en greve datter. Imens at nogle vippede med på stolene, var andre igang med at spille kort og vædde kapital - der var skam også nogle få som havde smyget sig over i krogene og klamrede sig intimt til hinanden.
Alexander tog fat om øl kruset efter at han havde færdiggjort pungen og tog nogle gode drag af den, før han igen tørte sit overskæg med håndryggen, og satte kruset på bordet overplade igen.  

Hun nikkede og tog en dyb indånding, inden hun sukkede. “Og besværligt” med gjorde hun, som hendes fingre begyndte at tromme mod hendes kind. Der var så mange ting, man kunne sige omkring hendes evne, og de fleste glædespiger i bordellet, ville nok give deres højre arm for at kunne det samme som Sif hun kunne. Men det var kun fordi at de ikke forstod ulempen. De kunne ikke begribe hvor hårdt det kunne være, at sidde i en sitation hvor at man kunne mærke alle omkring sig. Alles ønsker, forhåbninger - deres lyster og hvad de ville have og ikke ville have. Det var en skræmmende ting, især når hun lå i sengen flere uger i træk, uden hun kunne gøre noget ved det. 
Hun sugede underlæben ind, og bed i den som hendes blik betragtede omgivelserne omkring dem. Den glade stemning af folk der dansede, grinede - krus der bankede mod hinanden og øl der skvulpede over kanterne. Der var levende her, en fantastisk stemning der havde bredt sig, som musikken var gået igang. 

Blikket vente dog tilbage mod Alexander, som han lagde pungen fra sig og tørrede sig hen over munden. “Vil du prøve?” Spurgte hun, og fjernede sin hånd fra ansigtet og lagde sine hænder frem mod ham. Hun var faktisk ikke klar over, hvorfor at hun tilbød ham dette. Men samtalen virkede til at være gået i stå, og hun havde trods alt et ønske, om ikke at vende tilbage til bordellet endnu. 
“Og bare rolig, det skal ikke koste dig - men, bare så du kan forstå hvad jeg mener.” Hendes hænder lå nu med håndryggen på bordpladen. “Og jeg lover det hellere ikke er farligt.”

Kruset stødte igen imod bordets overflade og han spejdede ud i kroen med et påvirket men vågent blik, for at tjekke at der ikke var nogen der forsøgte at køre en stemning op på den dårlige måde. Han havde trods alt et job, selvom man ikke skulle tro det på den måde han havde drukket. Hans tankespind blev stoppet af Sif's stemme, efter at han havde siddet og lyttet på sangen som blev mesterligt fremført, og hans blik lagde sig igen over hans smukke selskab. Han betragtede hendes ansigts form på en lettere beruset måde, der hvor at hæmningerne slipper op og man som et barn, stirre betaget af en fremmeds ansigts mimik. Han lavede et langsomt blik, imens at han registrerede hvad der blev sagt: vil du prøve? Hans røde bryn trak sig imod hinanden i et uforstående udtryk, før hans øjne faldt over hendes hænder der lagde sig med håndryggen nedaf. Prøve? Det kostede ikke noget. Hans hjerte bankede lidt hurtigere, inden at det gik op for ham at hun mente en demonstration af hendes alternative evner. Alexander's uforstående udtryk mildnedes og han så et øjeblik på Sif, før hans blik faldt på hendes hænder igen. 
"Tjo...", brummede han en smule usikkert. 

Han tøvede inden at hans store hænder lagde sig i Sif's. Han havde lange fingre, brede håndflader og man kunne se de orange fregner ligge i et asymmetrisk tæppe over begge hænder. Ligeledes var der fine røde hår der strakte sig over håndryggen og skabte et meget tyndt lag pels, der forsvandt ind under skjortens kant. Han så fra sine egne hænder og til Sif's, der i hans optik var fine og elegante. Bløde - ulig hans egne der bar stærke præg af en ydmyg herkomst.

Hun valgte bare at beholde smilet på læberne, som hun afventede hans reaktion. Hans øjne svømmede, og det var tydeligt hvor beruset han var - ikke at det gjorde hende noget. Han slog hende som typen, der var mere, hvad kunne man sige, hyggelig fuld? 
Tænderne slap læben, som nu var gennemvædet fra tænderne og tungen der havde kørt hen over kødet. Også lagde han sine fingre på hendes. 
Hendes tommelfinger kørte langsomt hen over hans håndryg. Fulgte de små fregner der lå hen over dem, lige som stjernerne man kunne se på himlen, på en skyfri nat. 
De var ru, fortalte en historie om en mand som havde brugt sine hænder godt. Og ikke var nervøs for at få ar, eller ruheden der kom af det arbejde han nu en gang lavede. 
Også mærkede hun de små pulseringer der flød gennem hans berøring ind i hendes. Det var tydeligt at han var tiltrukket af hende, hvilket fik smilet til at glide mere frem på hendes ansigt. Men han var også svær at tyde, det kom ikke som en spand kold vand i hoved - og hun tog sin ene hånd væk, og lagde den oven på hans hånd der lå i hendes højre. Langsomt begyndte hun at køre fingrene i cirkulere bevægelser hen over hans hud, ned af hans håndled og tilbage op igen. 
Umådelig blid, og nænsom - som hun mærkede efter, hvad det egentlig var han ønskede af hende, i dette øjeblik.

Hendes berøring lagde små spor der knitrede op igennem kroppen. Igennem armen og ud i brystkassen, for at forsvinge nedad imod livet og ane ud i benene. Hans tilstand gjorde ham mere ærlig, alkohollen gjorde hans resistens mindre og der var en nænsom tro på det gode i mennesker, der fik ham til ikke at begå modstand imens at hun med cirkulere bevægelser, sno sig under huden på ham. Hans øjne havde først fulgt med i bevægelsen af hendes hænder. Vagtsomt set til imens at hendes berøring sendte følelser igennem en ensom krop. Hans isblå blik lagde sig over hendes arme dernæst, så hendes overkrop og den fremhævede barm, som hævede sig i takt med at hun trak vejret. Hans blik fortsatte over den nænsomme indikation af kraveben til hendes lange hals og de yndige linjer fra hendes kæbeben, til de bløde kinder og til sidst hendes betagende øjne. På samme tid med at hans blik gled op af hendes krop, begyndte hans egen brystkasse at hæve og sænke sig mere dybt; længselsfuldt. Lidenskabeligt. Hans øjne der endte med at hvile over hendes ansigt, havde en dyb længsel i sig - et behov for varme. Et behov for kærtegn og nænsomhed. Hans krop higede efter en åndelig såvel som kødelig intimitet. Og han begærede hende, inderligt. Men der var også kontrol at spore i hans indre - han holdt tilbage. Selv med flere krus øl i kroppen var der en jern vilje der stadig formåede at holde hans dyriske drifter i skak - og det var meget nemt at tyde at selvom hans krop var varm efter at mærke hende, ville han aldrig gøre det uden samtykke. Han ville elske og elskes - og sådan et ønske ville aldrig kunne blive opfyldt med tvang.

Også begyndte den at strømme gennem hende. 
Hans blik, hans følelse omkring hvordan han betragtede hende. Og havde hun ikke været i hendes erhverv så længe, som hun havde - var hun nok begyndt at rødme nu. Det var længe siden, at nogen havde kigget og betragtede hende - med sådan en intensitet.
Hun blev en anelse tør i munden, og måtte synke, blot for at få tankerne et andet sted hen. En dyb indånding, to mere - hun burde ikke reagere på det. Men hun havde jo også lovet ham, at hun ville vise hvad hun kunne, og hun vidste hvad han ville have. 
Måske hun blot kunne gøre det på en måde, hvor det ikke blev for påtrængende. Der måtte jo være en grund til, at han holde sig så meget tilbage som han gjorde i dette øjeblik. Meget få mænd, eller kvinder for den sags skyld. Ejede den form for selvkontrol, efter at have fået så meget at drikke.

elskes.

Hun rejste sig op, og slap hans hænder. Hendes fingre der kørte hen over bordets bord, som hun trådte foran ham og skubbede bordet væk, således at hun kunne sætte sig ned på hans skød. Med et smil, lagde hun så armene omkring ham. Ikke flirterende, eller frembrusende måde - men som en ven, søskende, eller mor - ville kramme en, der virkelig havde brug for det.
Hun lagde hendes næse ind i hans rødbrune hår. Lukkede øjnene, og begyndte at nusse ham hen over nakken. "Sig til, hvis jeg skal stoppe" kom der ganske blidt, som hun fortsatte sit gøremål. 

Han så på hende. Kortlagde hendes ansigt, som havde han et behov for at huske det, men på samme tid var der en dulmet distance i hans øjne, der kom sig af giften i hans åre. Hun fremtryllede en masse varme der satte sig i hans bryst og spredte sig til hans lemmer, imens at hans tanker på samme tid hviskede selviske, djævlske, misbilligende ord til ham: du er ikke god nok. Det var den hårdeste af de mange sætninger som hans indre djævle forsøgte at overbevise ham om. Tvivl dannede sig hurtigt i det bagerste af hans sind og han kendte ikke en metode der kunne jage dem bort; foruden alkohol. Sammen med den dybe længsel der formede sig i hans bryst, var der en tyk streg der seperarede begæret og den virkelighed som Alexander befandt sig i, han vidste godt at han ikke var god nok.

Han blinkede idet hun trak sin hånd til sig og hans øjne fandt hurtigt overfladen igen, som han vågnede. Han trak sine hænder og kunne mærke hvordan den længsel der før havde fuldt ham med en barn-agtig iver, begyndte at blive erstattet med skam. Han kunne fornemme hans moral blive udfordret, idet han følte at han havde blottet sin primitive sjæl for meget - det dyriske der drev mænd og kvinder, det der fik dem til at handle uden omtanke for konsekvenser. Det var svært at forblive i balance og respektere alle skabninger som mere end blot deres køn og deres kroppe - når ens eget legeme var kompromitteret. Da kom Sif's hånd ind i hans synsfelt, som den forsøgte at skubbe bordet til side. Det tunge træbord lod sig skubbe nok, til at Sif kunne sætte sig på Alexander's skød uden at blive mast imellem ham og bordet. Alexander så op med et søgende blik da det skete, og han blev tavs da Sif placerede sig i hans skød og lagde armene omkring hans hals. Som et rådyr foran et rovdyr, frøs han imens at hans hjerte hamrede i hans bryst. Det første han opfangede i hans rus var hendes duft: hvad end for søde perfumer hun brugte, blandet med den naturlige duft af hendes tykke hår. og blege hud Så kom de nænsomme kærtegn i hans nakke og han skelvede kort, imens at hårene på hans arme og i hans nakke, rejste sig. 

... sig til hvis jeg skal stoppe ... 

Det syntes så nemt, når det blev sagt så let. Alexander's læber delte sig og han prøvede at finde ordret: stop. Det lå på tungen, men da mærkede han hendes næseryg presse imod ham og han gav efter. Hans lange arme lukkede sig om Sif's overkrop i et kram, der hurtigt blev knugende. Hans fingre borede sig nænsomt ind i stoffet på hendes kjole, imens at han med en halv-hjertet styrke - for ikke at skade hende - holdt hende tæt ind til sig. Hans læber pressede sig imod stykket imellem hendes skulder og hendes hals; idet han gemte sig imod hende, som var han ikke en stor mand, men blot en dreng der søgte trøst i en kvindes omfavnelse. En af hans store hænder gled op og lagde sig i hendes tykke hår, imens at han holdt om hende så længe han kunne mærke at hun var villig til at være i hans arme.