Cecilio kiggede lidt undrende op på Lyuba. Trøstede hun ham? Han havde vundet, men noget lå måske under. Han var dog næppe så dårlig en taber, at han ikke kunne holde ud af at spille med de to af dem. Forhåbentlig da.
Da Neagu nævnte at Cecilio havde vundet de fleste af gangene kiggede han op på Lyuba og trak lidt på skuldrene, med et skævt smil på læberne. Ærligtalt havde han heller ikke regnet med det, men sket var sket.
Ligeså snart Neagu kom væddemålet på bordet, der gik alarmer af. Som de gjorde hver gang væddemål blev inkluderet i spil. Han var måske en anelse beruset, men han var ikke en idiot.
”jeg overlever da ikke aftenen hvis jeg går med til det. Det kunne godt være at jeg vandt mellem os to, men hvis Lyuba også er en del, så har jeg ingen chance,” sagde han og kiggede bekymret mellem dem. Et par glas eller tre kunne han holde til, men ikke den halve flaske!
Det var trods alt hans familie i Balzera der havde lært ham hvor dum en ide det var at gamble.
Alligevel tog han dog et glas op for at skåle om at han var en del af familien. Det kunne have være med på.
"Jeg er glad for at jeg er en del af jeres familie," sagde han, med et smil og kiggede op på Lyuba. Han var tydeligvis dybt forelsket i hende, til trods for omstændighederne.