Det var som et puslespil med alt for mange brikker, og brikkerne havde alle den samme farve og skulle alligevel finde en måde at blive samlet på. Trykkede man brikkerne ned med vold, gik de i stykker, eller også blev de bøjet og skadet. Desuden betød det at andre brikker heller ikke kom til at passe ind til sidst, og også skulle enten skades eller ligges helt til side. Baldwin havde i mange år, fået lov at følge ældre og mere ædle Riddere end ham selv, og hvordan de havde forsøgt at ligge dette fine puslespil uden at gøre skade på noget. Det var endnu ikke lykkes nogen – Baldwin tvivlede på at han kom til det heller. Han svarede ikke Atheena men blev for en stund helt grebet af tankerne. Tankerne om brikker der skulle passe sammen.

Baldwin fik revet blikket tilbage til nutiden fremfor fremtiden og det lette trætte smil kom igen frem. Det var sjældent at han blev kaldt Baldwin mere. Kun af familien, og enkelte gange Dronningen og Reina. Ellers var det hr. General. Han vidste det var hans titel og han skulle være stolt ved den – hvilket han også var. Men han var stadig Baldwin. Langsomt begyndte han at spise igen og betragtede hvordan Atheena skovlede det ind. Hun havde virkelig ikke spist i lang tid. ”Bare stil dem på bordet. Beatrice kommer tilbage senere eller i morgen efter dem. Hun har rigeligt med andre krigere at sørge for får noget at spise. Vi har desværre en tendens til at leve os alt for meget ind i vores arbejde” og glemme almene ting som at gå i bad, spise mad og sove. Baldwin var ikke bedre eller for den sags skyld værre.

Der gik et godt stykke tid hvor der ikke kom et eneste ord fra generalen. Han så igen ud til at være helt fortabt i sine tanker og Atheena lod ham være sådan. Han havde nok brug for sine tænkepauser og hun ville ikke berøve ham dem. I stedet blev hun bare ved med at spise hurtigt, ikke kun fordi hun var sulten, men lige så meget fordi hun, uden at tænke over det, gjorde det af ren og skær instinkt. Ude på gaden var der ikke tid til at sætte sig ned og nyde maden. Den skulle bare ædes så hurtigt som det var muligt, især de sidste stykke tid med kilepræsterne. 

Det gik først op for hende hvordan hun havde skovlet maden ned da hun fik øje på generalens skål og så at han ikke var tilnærmelsesvist færdig med sin mad. Hun rystede tankerne af sig ret hurtigt dog.
"Så er det godt at I har Beatrice.. Man kan ikke arbejde på tom mave," og med det samme tilføjede hun: "Ikke i lang tid i hvert fald," bare for at undgå at få tilbage for hvad hun havde sagt. For det var jo lige præcis det hun havde gjort, men det havde ikke været med vilje dog. Hun havde hverken haft råd eller tid. Uden at sige mere for at grave sig selv længere ned i pinlighedens grav, rejste Atheena sig med sin skål og stillede den over på bordet, før hun slentrede langsomt tilbage til stolen og ploppede ned i den. Øjnene var farligt trætte, kunne hun mærke. Og selvom hun kun lige havde spist, samt kun lige havde sat sig, så vidste hun at hun ville kunne falde i søvn på nul komma fem, lige nu og her. Men det ville være uhøfligt over for generalen. "Tak for maden.. Den smagte....." hun undertrykte et gab bag sin hånd og afbrød dermed sig selv. "Rigtig godt," fik hun til sidst afsluttet sin sætning, mens hun kiggede søvnigt hen på Baldwin, med et lille smil i sit unge ansigt.

Det var bestemt godt at de havde Beatrice der kunne gå rundt og være mor for dem alle sammen. Sørge for at alle fik noget at spise, og blev sendt på healerhuset når de var syge og generelt havde en mental oversigt over alles velbefindende. Hun var en god kvinde, med hjertet helt på rette sted. Samtidigmed at hun havde en meget lav tollerance overfor dårlige undskyldninger. En tanke der fik det til at trække lidt i mundvigen på den efterhånden gamle fugl.

Smilet voksede en smule som Atheena gabte. Pigen måtte være træt. Det havde ikke været nemt for nogen, og mindst af alt dem som boede på gaden. Han måtte se at få udarbejdet et alternativ. Gøre det mere eftertragtet at bo på børnehjem fremfor at leve som kriminel i de skumle gader. Alt for mange børn og unge forsvandt sporløst, og ingen holdte nogen form for oversigt med det. "Godt. Du trængte til det" Baldwin holdte stadig sin skål i hænderne og glemte igen at spise mere af den som hans tanker kredsede nye steder hen. Så meget arbejde der lå i vente, og hvor meget han skulle argumentere for, etablere og få til at passe ned i de rigtige kasser. Det var lige til at få hovedpine af, bare at tænke tanken.

Stilheden begyndte at blive mere afslappende for Atheena der nød at sidde og kigge på Baldwin, der tænkte. Han virkede så langt væk og samtidig så årvågen. ”Tjah, det gjorde jeg vel,” erklærede hun, før hun rejste sig og begyndte at gå lidt rundt. Hun ønskede ikke ligefrem at være træls og falde i søvn herinde. Baldwin havde jo nok at se til.

”Såå.. Du ser ud til at have meget i tankerne? Er det bedre, hvis jeg går ned til barakkerne og finder ud af tingene der?” spurgte Atheena i et mildt tonefald mens hun kiggede over mod Baldwin fra den hylde med bøger hun var gået hen til.

Baldwin holdte kun halvt øje med hvor Atheena gik hen. Faktisk orienterede han sig selv ikke om det, trods han fornemmede hvor hun var. Han tog en dyb indånding og valgte til sidst at stille skålen fra sig. Han fik alligevel ikke spist det hele, når alt kom til alt. Fordelen ved at være halvfugl var også at han ikke behøvede nær så meget føde. Det bildte han i hvert fald sig selv ind.

Det var først som Atheena stilte et spørgsmål der krævede hans opmærksomhed at han syntes at vågne en smule op igen til den virkelige verden, og ikke sidde og kun have sine tanker at dvæle ved. "Det har jeg." gav han hende ret, og fik rejst sig op fra stolen. "Hvis du gerne vil derned, må du gerne. Beatrice skal nok hjælpe dig, hvis der kommer problemer." han ville ikke smide hende ud, for hendes tilstedeværelse generede ham ikke, men han ville heller ikke hindre hende i at tage ned og finde ud af tingene, og dermed også få sig et sted at sove og hvile ud efter de prøvelser hun havde været på.