Kiri sagde ikke noget. Hun lod Cryan udarbejde hvad end det var han sad med i hovedet, for hvis der var en ting hun vidste, så var det at følelser ikke var noget de tog ind i deres samtaler normalt. Hun ville højst sandsynligt blot blive angrebet, hvis hun udviste at hun var bekymret for hans opførsel, og det havde hun lært for lang tid siden. Derfor stod hun bare og kiggede på Cryan, uden at sige en lyd.
Det betød dog ikke at det ikke stak en lille smule da Cryan bad hende om at gå. Der var næsten en tøven i hende, da hun fik det at vide, men det var kun for et øjeblik. Ikke mere end et sekund eller to, før at hun lukkede øjnene og gav ham et nik, for at anderkende at hun forstod hans ordre.

"Du ved hvor jeg er hvis du skal bruge mig," sagde hun så, og var meget bevidst om sit sprogbrug. Det var ikke om han havde behov for hende, men nærmere at hun var et objekt, som han kunne gøre med som det passede ham. Om det var at hente mad til ham, eller andet, så skulle han blot tilkalde hendes hjælp og hun ville droppe næsten alt andet for at stå ved hans side og hjælpe. Hun kunne nok alligevel ikke stoppe sig selv for at tjekke op på ham før eller siden, men for nu havde han behov for plads.
Hun gav ham et sidste blik, før at hun forlad værelset, for at han kunne sidde i sin egen elendighed og ensomhed. Sikkert ikke noget han var uvant med.

Cryan’s kolde øjne betragtede hende, som hun snakkede til ham.
Han kunne ikke finde ud af, hvad hun følte eller hvad der gemte bag den maske hun var blevet så god til at holde over sine følelser. Det bekymrede ham vel hellere ikke, hun skulle bare lade ham være i fred. Og hvordan hendes følelser var omkring hans nu kolde væremåde. Det kunne han ikke være mere ligeglad omkring. Hans blik gled ned til hans manglende arm. Så snart han var kommet lidt mere til sig selv, måtte han skrive rundt. Gå ned til healeren og høre deres vurdering. Og så snart han kunne, måtte han igang med hans genoptræning. Lige nu, havde han bare brug for at hade alt. Så ingen skulle være i nærheden, mest af alt havde han brug for at gå ned i ringen og mærke hans knoer blive banket ind et menneskeligt legeme. Men han trak med et suk til sig, og lagde sig tilbage i sengen. Lukkede øjnene, og prøvede igen at finde søvnen.