Straks peppede hun atter op af interesse. Denne gang var illusionen ikke farlig. Det var i det hele taget ikke gået op for hende, at det var dét, det var. En illusion. For hende var det blot en svævende blomst. Og ikke mindst, var det en blomst, som hun genkendte. Hun tøvede stadigvæk med at lukke den trygge afstand, hun havde gjort sig til den fremmede. Selv da hun endelig fik mod nok til at kravle det lille stykke blev det gjort med lignende forsigtighed, som hun havde gjort første gang, han havde introduceret skinken og dermed fået hende ud fra sit gennemsted under hylde.

Hun strakte sig så meget som hun kunne for at nå blomsten med sin næsetip og vippede snusende med den. Blomsten voksede der hvor hun kom fra. Og den duftede altid så sødt. Så ufatteligt sødt. Sødere end sukkerrødderne, hun fra tid til anden var heldig at finde. Faktisk så voldsomt sødt, at det næsten fik en til at blive rundt på gulvet, så hun havde aldrig forsøgt sig med at spise den, selvom dens fortyndede duft kunne få munden til at løbe i vand som duften af honning.
Men denne blomst duftede ikke. Den duftede slet ikke af noget. Det forvirrede det lille væsen med det samme, og samme forvirring fik hende faktisk tættere på, så hun bedre kunne fokusere på fænomenet end sin balance og udstrakte kropsholdning. Hun snuste hårdere. Snuste til et par andre områder. Hun løftede så endelig sin hånd med et mål for at tage om blomsten for nærmere undersøgelse, men der var heller intet at tage fat om.
Dette fik hende til at stivne helt op. Det var som, når hun havde prøvet at fange sit eget spejlbillede på søernes overflade. Men blomsten var der jo! Hvorfor kunne hun så ikke få fat på den?! Hun rakte ud efter den igen. Men igen lukkedes det hende ikke at få fat i den, så hun prøvede igen.

Nå. Så er det i hvert fald ikke magien i sig selv, tænkte Hyde og lod billede af måneblomsten falme, mens han forsøgte at finde en måde at forklare på, hvad det var, der skete. Til sidst holdt han hænderne op foran sig for at være sikker på, at hun holdt øje med ham. Så satte han en finger til sin tinding og trak endnu en illusion frem, som han fik til at se ud som om, at den ligesom blev trukket ud af hans hoved for derefter at finde ned i hans hånd. Her løftede den sig op ligesom før som et billede. Denne gang forestillede det ham sig, der trak en illusion ud af hovedet. Dernæst - for at vise, at han var klar over, at det ikke var virkeligt - kørte han hånden på tværs gennem illusionen et par gange. Den delte sig omkring hans hånd og lukkede sig igen, da hånden var fri.

Det var lidt af en skuffelse for hende, da blomsten forsvandt, før hun kunne finde ud af, hvordan hun skulle få fingrene i den. Men billedshowet stoppede ikke dét, og blomstens tilstedeværelse – og dermed også skuffelsen – meget hurtigt glemt igen. Hun blinkede utrolig forundret med øjnene og fulgte dybt koncentreret, hvad der foregik. Fulgte hans håndbevægelse. Den lille streg af magi, der sivede ud af hans hoved. Og som billedet poppede frem, blev hun ikke skræmt af det, som hun havde gjort før. Det var ikke længere et farligt motiv, selvom det forvirrede hende at pludselig se to af den samme fremmede. Normalt var de fremmede lidt anderledes at se på. Hendes forvirring kom også meget i udtryk på måden, hvorpå hun hastigt stå fra illusionen, op på den sande, tilbage på illusionen, tilbage på ham. Og så til slut mod illusionen

Som hun selv løftede sin lille hånd mod illusionen, blev det gjort med umådelig forsigtighed lige indtil den stak igennem og billedet brød op omkring den, som det havde gjort ved den fremmedes. Det var virkelig underligt! Men foruden det lille set, det gav i hende, forblev hun rolig, og hun begyndte selv at stryge igennem illusionen. Det fascinerede hende, det kunne man se i hendes ansigt og igen, hvordan hun en enkelt gang prøvede at lukke fingrene omkring det.
At dette var ’magi’ forstod hun. Men at det havde et navn og blev kaldt ’magi’ var ikke en del af hendes daværende viden. ’Magi’ var trods alt bare en ting der fandtes. Ligesom vandet i søerne og fiskene i vandet. Og træerne og hvad der voksede på dem. Og disse fremmede.

Efter noget tid trak hun sine pilfingre til sig igen og gule øjne landede tilbage på den sande person. Hendes læber skilte sig ad igen og allerede før lydene kom ud, var det til at se, hvordan hendes hals spændte op. ”…Ejd.” Hendes stemme var både lys og piget. Ikke lige så ru og rå som, hvordan det lød når hun knurrede. Det var hidtil hendes bedste forsøg på at gentage, hvad han før havde sagt. Men i det mindste havde hun kunne få lyd på det.

//'Ejd' høres så som 'Hyde' men uden H-lyden og og et mere hårdt D//

Hyde lod hende undersøge illusionen lige så meget, som hun havde lyst til. Det var stadig det bedste håb han havde for at kunne oprette kommunikation med hende eftersom hun ikke lod til at have et sprog. Der lod dog ikke til at gå den prås op for hende, som han havde håbet. I hvert fald reagerede hun ikke, som om hun forstod, at det var billeder, som han frembragte. 

Han skulle lige til at forsøge igen, da hun gjorde en synlig anstrengelse og endelig frembragte en lyd, som ikke var dyrisk og han smilede og nikkede opmuntrende til hende, simpelthen fordi hun forsøgte sig med noget. Han havde nemlig ikke forstået, at hun havde forsøgt at gentage hans navn, men hun havde i det mindste forsøgt at sige noget og det var fremskridt.

Så han forsøgte igen med illusionen og trak igen et billede frem fra hovedet, som forestillede sig selv. Så pegede han på sit eget bryst og sagde "Hyde," hvorefter han pegede på sin dobbeltgænger i billedet og gentog det engang mere. "Hyde."

Så det var en Hyde. Han var en Hyde. Det var næsten muligt at se på hende, hvordan et eller andet klikkede fast oppe på øverste etage. Ikke at hun udtrykte sine følelser meget teatralsk. Faktisk var hendes ansigtsudtryk af udseende ret neutrale eller bare dæmpede, men alligevel så var der noget ved hende, der fortalte disse følelser videre til, hvem end der observerede hende. Og man behøvede ikke engang at være ekspert eller i det hele taget have et perfekt syn. En blind kælling kunne sikkert også opfange udstrålinger, det lille væsen gjorde sig.

Hendes blik lå i længere tid på illusionen af, før blikket landede mere afsluttende op på denne Hyde. Roligt faldt hun så lidt tilbage, indtil hendes nøgne bagdel placerede sig helt på det kolde gulv. Benene, der allerede var bøjet ved at siddet på hug, faldt smidigt ud til vær sin side, og hun greb automatisk fat omkring sine ankler, som hun sad der i en smidig skrædderstilling.
Hun åbnede igen sin mund og spændte op i sit stemmebånd. ”…Ej..” Hun blev nød til at klemme læberne sammen igen for at synke både tungt og besværet. Det her var svært! Denne gang gav hun dog ikke op, og så snart klumpen var forsvundet, skilte læberne sig ad på ny. Hun lænede sig endda en smule fremover. ”..Hyde?” For folk der kun så hende som det dyr, hun opførte sig som, ville nok finde hendes stemme malplaceret. Den passede til et barn, måske et lidt ældre barn, ikke en beskidt unge.

”Hyde,” sagde hun så igen, nu med mere sikkerhed i ordet. Hun pegede godt nok ikke på ham for at få konfirmation på, om det nu var rigtigt, at det var ham, der var Hyde. I stedet så hun blot på ham og nikkede hentydende med hovedet.

Hyde var vant til at holde øje med folks ansigtsudtryk. Det var vigtigt i hans branche, at man var i stand til at læse folk rigtigt og derfor var det da heller ikke noget problem at forstå, hvad der skete i pigen foran ham det meste af tiden. Hun havde intet filter og fremviste alle sine følelser på ansigtet. Hendes nye forsøg på at sige hans navn, fortalte ham dog også, at det rent faktisk var det, hun havde forsøgt at sige sidste gang og da hun endelig fik rigtigt fat i det, smilede og nikkede han med et opmuntrende smil. 

Han sagde dog ikke mere - af frygt for at forvirre hende. I stedet satte han igen hånden på hovedet og trak endnu et billede ud, som flimrede over hans hånd. Det var et billede af han selv og pigen, som sad, som de gjorde nu. Så pegede han på sig selv og på illusionen af sig selv, mens han sagde "Hyde." Derefter pegede han først på hende og så på illusionen i billedet og lænede sig lidt frem, som for at høre, hvad hun havde at sige.

Det var ikke svært for hende at forstå, hvad det betød, sådan som han pegede rundt mellem de to. Det lille væsen troede i hvert fald, at hun havde fanget fidusen. Så da hans finger havde været forbi både hende selv og det underlige, flimrende billede, rystede hun blot på hovedet så blonde lokker flagrede diskret omkring hendes hoved. Hun vidste ikke, hvem denne anden person på hans billede var. Det var trods alt ikke gået op for hende, at det var hende. Der var ikke høj tilgængelighed af spejle eller gode refleksive overflader der, hvor hun kom fra, så ligheden havde ikke faldet på plads.
Men havde hun alligevel forstået hans intentioner korrekt, så ville hendes svar dog have været det samme. Et ryst på hovedet. For hun var ikke en Hyde. Hun var ikke noget der havde et navn. Hun var bare. Meget var hun dog blevet galt af disse talende fremmede.

Pludselig flyttede hun på sig igen og var efter flere af hendes ikonisk smidige bevægelser, sad hun først på knæ. Og så kravlede hun ellers bekymringsfrit op på ham, denne Hyde. Hun skubbede sig forbi hans hånd med den fremviste illusion og stoppede først, da hun havde det ene knæ på gulvet mellem hans ben og det andet boret godt ned i hans ene lår, idét hun rejste sig op på dem.
Lige så nådesløst lagde hun så en flad lille hånd ind mod hans ene kind og drejede - eller skubbede nærmere hans hoved til siden, så det blev muligt for hende at undersøge den tinding, hvor han flere gange havde trykket disse strenge af magi ud fra. Men der var jo intet! Ikke noget hul. Bare… hud. Ikke engang en rynke eller kløft. Eller misfarvning, selvom dét ville være en smule sværere at fange i kælderens mørke.

Hyde kvalte et suk, da hun rystede på hovedet igen. Han var ikke sikker på, om hun rystede på hovedet, fordi hun ikke havde et navn, eller om det var fordi, hun simpelthen ikke havde forstået spørgsmålet. Igen. Han sad lidt i sine egne tanker, mens han forsøgte at finde en ny indgangsvinkel og blev derfor en smule overrumplet, da hun pludselig begyndte at klatre på ham som et træ. 

Helt tæt på, var hendes aroma ikke ligefrem appetitlig og han funderede for sig selv, hvor længe der mon kunne gå, inden han kunne begynde at forhandle med hende om, at hun skulle tage et bad. Han lod hende rode i sit hår og ignorerede det hårde knæ i sit lår, mens han tænkte videre. Hendes nøgenhed var naturligvis komplet åbenlys, men for øjeblikket tog han sig ikke af det. Det var vigtigere for ham, at de fandt ud af at kommunikere med hinanden og til sidst blev han enig med sig selv om, at han var nødt til at sikre sig, at hun vidste, hvordan hun selv så ud. Før da ville hun ikke kunne forstå noget af det, han forsøgte at sige til hende.

Forsigtigt tog han fat i hendes skulder og forsøgte at presse hende lidt tilbage, så de igen ville kunne se på hinandens ansigter. 

Det lille væsen besad ikke stor fysisk styrke, så selv hvis hun virkelig havde gjort noget for at afholde ham, blev Hyde’en ikke mødt af nogen særlig modstand, da han rykkede hende lidt på hende. Det blev også gjort langsomt nok til, at hun ikke automatisk opfangede det som noget farligt, selvom at hun var blevet ultrafokuseret på, at han havde fat i hende. Der var konstant en meget fin og tynd snor for hvad hun brød sig om. Det skulle som altid helst foregå på hendes egne præmisser. Hun havde lov til at kravle rundt på ham og undersøge og snuse så meget som hun ville, men han skulle da bestemt ikke komme for tæt på! Faktisk var det et mindre mirakel, at hun ikke straks var begyndt at vise tænder ad ham.

I stedet forblev hun musestille mellem hans hænder på hver side af sig og stirrede tilbage på ham. Hendes spinkle krop sitrede noget så svagt. Ikke af kulde, selvom hun ikke ligefrem var klædt til vejret. Men under huden lå det enorme chok af storbyen stadig og ulmede.
Meget abrupt fik hun dog nok. Følte sig nok egentlig lidt for fanget alligevel. Og med ét skød bittesmå nåle ud fra hendes hud – godt nok kun hvor hans hænder havde kontakt. De stak uhyrer hurtigt ind i hans håndflader og forsvandt så ellers igen, før det var til at se, hvad der var sket eller hvad der egentlig havde stukket. Det var umiddelbart hendes primære forsvarsmekanisme, og så snart hans tag om hendes skuldrer blev bare løsnet lidt, fór hun op afstand fra ham med en sagte knurrende lyd fra halsen.

Midt i rummet, stoppede hun for at se sig omkring endnu engang efter en udvej. Og med manden nær hendes indgang, søgte hun mod døren. Dér var der nemlig sprækker at finde. Desværre for hende havde hun ikke stødt på en dør før. Og hun havde ikke set hvordan man egentlig åbnede den, så da hun nåede den, forblev den urokkelig, da hun skubbede til den. Så hun prøvede igen. Og så igen.
Var hun endt i en kæmpe boks? 

Hun var rykket tilbage, som han havde foreslået og Hyde skulle netop til igen at starte ud med sine illusioner. Uheldigt nok fik han ikke flyttet hånden fra hende hurtigt nok og endte derfor med at trække dem til sig noget hurtigere, end han ellers havde tænkt sig. Chokeret så han ned på sine hænder, som var overdækkede af små sår, som han ikke anede, hvordan hun havde påført ham. For at hun havde påført ham dem, var han ikke det mindste i tvivl om. 

At hun havde knurret af ham og igen var løbet sin vej, var en ganske lille smule irriterende, men det var endnu til at ignorere. Hun var stadig for spændende til, at han kunne få sig selv til at smide hende ud. Han overvejede dog ganske indgående, om han burde lænke hende til væggen med en halsring og en kæde. Det kunne måske blive nødvendigt og han holdt sig det for øje, da han tørrede det tykke blod fra de små sår af i bukserne - og samtidig håbede på, at der ikke var gift i dem. 

"Hvorfor gjorde du nu dét, dit lille bæst?" spurgte han og holdt bestemt sin stemme rolig og venlig. Hendes måde at undersøge døren på, bekræftede ham i hans antagelse om, at hun nærmest var som et vildt dyr. At hun var intelligent nok til at kunne gentage hans navn og forstå, at det var ham, bekræftede ham ydermere i, at hun ville kunne trænes. "Dét gjorde altså ondt." Han havde ikke rejst sig fra sin siddende stilling endnu, men var klar til at gøre det, hvis det viste sig, at hun måske ville kunne åbne døren alligevel.

Bæst. Det lille væsen genkendte det ord. Hun havde hørt det mange gange nu. Hun havde bare ikke nået en forståelse af det. Dog havde hun opbygget en form for registrering af selve ordet. Som om at hun egentlig havde fået forståelse for, at det var, hvad disse fremmede kaldte hende. Og hun reagerede derfor mildt på det, da ordet lød fra hans mund.

Desværre - for ham - havde hendes lille grå hånd faldet på dørens håndtag blot splitsekunder før, og døren knirkede åben i samme øjeblik, som hun stoppede op for at se tilbage på ham. Var hun en Bæst ligesom han var en Hyde? Eller var hun en bæst i samme facon som, han var en fremmed? Tankerne forsvandt meget hurtigt fra hendes hoved igen, som hun for en stund bare stirrede på ham. Det var måden, hvorpå døren knirkede igen, der straks fik hendes opmærksomhed tilbage til den, og hun var fluks vendt mod den.

Hun havde nær rendt direkte tilbage ind i døren, sådan som den åbnede indad mod rummet, de befandt sig i, men med finpudsede reflekser undveg hun med præcision og smøg igennem til sin frihed. Eller som det blev afsløret for hende, det samme øjeblik, hun var på den anden side; et andet rum. Lige så koldt, mørklagt og indelukket som det andet. Det var anderledes, ja, men det var ikke den velkendte Dunkelskov. Det var ikke ruinerne, hvor hun havde slået ’rede’.
Hun behøvede ikke at stoppe op for at lede efter, hvad hun skulle gøre som det næste. Man kunne kalde det for et instinkt. Automatisk havde hun fundet og sat kurs mod det næste brud i det nye område. Trappen. Der var nærmest ingen yderligere bekymring for, at den fremmede potentielt var efter hende. Han havde været en mild trussel, men ikke en så kraftig trussel, som dem der før havde jagtet hende. Og hvorfor skulle hun ikke måtte forlade ham? Hun var ikke et flokdyr. Hun havde ikke den form for tilknyttelse til andre. Det vil sige, jo, til få. Ting og væsner.

Hyde havde været sikker på, at han havde fået fat i hendes opmærksomhed igen og han mærkede en nervøs bølge glide gennem sig, da døren nærmest som et tilfælde gled op. Hun lod dog ikke til at bemærke det og han kom langsomt på benene også, for at kunne gøre ét eller andet, hvis hun pludselig stak af. Hvilket hun gjorde kun få sekunder senere. Han fulgte efter hende i hastigt trav og hævede et overrasket bryn, da hun uden videre søgte op af trappen. Men måske var det logisk nok, at hun ønskede at søge opad. Det var trods alt mange dyrs instinkter. Men dét ville han vel få svar på, når de nåede op i det almindelige hus. Her var der også adskillelige døre - hvoraf to førte ud til friheden - men også endnu en trappe, som førte op til første sal. Ét var i hvert fald helt sikkert. Hun var virkelig hurtig og han havde svært ved at følge med.

Han var efter hende. Den fremmede jagtede efter hende. Hun hørte pludselig hans skridt bag sig, og hendes egen hastighed steg fra at være mere luntende til et oprigtigt løb i takt med at panikken med ét blev bygget op inde i hende. Hun havde næsten nået toppen af trappen, da hun i sidste ende ikke kunne dy sig selv at ikke se tilbage. Blot for at se ham efter hende. Men det lille væsen var ikke just kalkuleret, og dette sidestep i koncentrationen distraherede hende fra døren for enden af det øverste trappetrin.

Hun braste direkte ind i døren, og havde hun ikke være så heldig, at den allerede havde stået på klem, ville det ikke have været nogen blød landing for hende. Hun faldt dog i stedet hårdt igennem den og tumlede igennem et par kolbøtter hen over gulvet på den nye etage. Det lange hår gjorde det heller ikke just nemt for hende at hurtigt finde fodfæste igen, så som hun faktisk kom på flad og balanceret fod i en glidende bevægelse fra rulleturen, så havde hendes ene fod placeret sig direkte oven på en tot af det og resulterede i en meget klodset bevægelse fremad.
Hun faldt straks til sine knæ, men kom ligeledes på fødderne igen. Denne gang uden flere ulykker. Det havde nu alligevel sænket hende en del fra det forspring, hun havde fået.

Mange ting kom pludselig i vejen for hendes flygt. Ting som nådesløst blev sprunget op på eller løbet ind i og væltet. Hun havde absolut ingen fornemmelse af, at hun potentielt ødelagde mindre eller større værdier. Faktisk blev det lille væsen kun endnu mere skræmt af lyden af glas eller porcelæn eller hvad ellers, der faldt og klirrede på gulvet.
Hun vidste skam heller ikke, hvor hun ville finde sin vej ud. Eller vidste, at hun lidt efter lidt blev jaget mere og mere op i en krog.

Hendes vanvittige flugt tydede på høj grad af frygt og det fik Hyde til at sætte farten ned og stoppe op, da han først var oppe i den almindelige del af boligen igen. Hun tonsede rundt og ragede ting ned fra væggene og væltede vaser og alt muligt andet. Og Hyde kendte symptomerne godt nok til at vide, at hvis han forsøgte at lægge hånd på hende nu, så ville hun forsøge at kradse ham eller gøre ham ondt på anden måde. Og han havde stadig ikke opdaget, hvordan hun havde fået ham til at bløde tidligere.

Konklusionen af dette blev, at han ikke genoptog jagten af hende, da døren til kælderen først havde lukket sig. I stedet gik han ud i køkkenet og væltede brændekassen. Den var stor og svær og havde store huller ned langs siderne. Rent faktisk var det en kasse, han havde designet specielt til det formål, at den ville kunne gøre sig ganske glimrende som bur. Man vidste trods alt aldrig, når man var vampyr i Lysets hovedstad, hvornår man ville kunne få brug for at bure nogen inde. Så derfor trak han haspen til side, åbnede låget og trak brændestykkerne ud, indtil kassen var tom, hvorefter han slæbte den med sig hen til køkkendøren. 

Han arrangerede den sådan, at den lå på siden og med låget åben, hvorefter han kaldte en illusion frem foran indgangen. Han havde også kastet usynlighed over sig selv og nu stod han stille og roligt ved siden af døren, mens han ventede på, at hun skulle opdage illusionen af den port, som tilsyneladende ledte direkte ud i det fri. Porten var naturligvis ikke mere end en meter høj og enhver, som havde været i huse før, ville aldrig falde for det. Men hendes opførsel havde allerede fortalt ham, at hun ikke havde været i et hus før, så han gav forsøget en rimelig sandsynlighed for at virke.

Hun farede egentlig kun omkring så længe, hun følte sig jagtet. Det vil sige, så længe, hun var sikker på, at han var i hælene på hende. Så den besynderlige jagt, de havde gang i, hvor han ikke hængte ved og trak sig tilbage ret hurtigt, var mest af alt forvirrende. Lige som de flimrende billeder, han havde trukket ud af sit hoved. Ikke at hendes tanker nåede så langt til, at hun begyndte at gruble over, hvad der foregik. De strakte sig kun så langt, at så snart hun lagde mærke til, at han ikke var efter hende - eller i det hele taget ikke var til stede længere - faldt hun ned. Hun var stadigvæk en spændt fjeder! Men hun sænkede markant sin fart og faktisk stod stoppet op for en stund, hvor hun vagtsomt så sig omkring. Ikke for at betragte husets indretning, for det var i princippet fuldkommen ligegyldigt for hende. Nej, hun søgte efter Hyde.

Lyden af noget tungt, der væltede, sendte straks et jag igennem hende, og hun faldt straks ned på hug med skuldrene hævet. Klar til hvad end, denne nye trussel var. Hun hørte flere tunge lyde derefter, der lød som træ mod træ, men hun var for opspændt til at gøre den sammenligning. Hendes hoved var på daværende tidspunkt kun fyldt med ’fare!’.
Og så faldt stilheden. Og det lille væsen vovede sig fra sin plads. Faren, hun havde ventet på, var ikke kommet efter hende, så var det virkelig en fare? Hun snusede til luften omkring sig, og hun opfangede intet… farligt. Udover lugten af den fremmede. Men hun kunne ikke se den fremmede nogle steder. Det var blot ligesom hendes rede bar lugten af hende, fordi hun holdte til der.

Hun havde atter rejst sig op og bevægede sig så ellers med umådelig forsigtighed imod lydene, hun havde hørt før. Hun var let nok til at gulvet ikke gav efter sig, så i det mindste blev hun ikke forskrækket af knirkende gulvbrædder. For havde de det, ville hun måske ikke have opdaget det fri, som det pludselig var placeret der midt i rummet. Dette var ikke hendes første gang i et hus eller et hjem, det ændrede ikke på, hvordan hun med ét kun kunne tænke på en primitiv lille ting.
Hun glemte helt at se sig omkring efter Hyde eller andre fremmede, da hun satte i løb mod mere genkendeligt og grønt terræn. Hun nåede knap nok igennem billedet, før hun stødte hårdt ind i en mur, føltes det som. Hun havde ikke løbet hurtigt, men momentummet måtte have været nok, for den store kasse, hun var end i, tippede med hende og stod nu med åbningen vendt opad.

Hyde stod i en mellemting af spænding og tålmodighed, mens han så hende langsomt komme nærmere. Han så, hvordan hendes øjne udvidede sig og blev store, inden hun pludselig satte af og styrtede mod hans illusion. Han kunne ikke lade være med at føle sig en ganske lille bitte smule selvtilfreds over, at hans plan tilsyneladende havde virket fuldstændig efter hensigten og han smilede bredt bag sin usynlighed, da kassen tippede over momentummet af hendes løb.

Hurtigt trådte han tæt på og svingede låget i, inden han lukkede en svær lås omkring den hasp, som kunne låse låget fast. Han var stadig usynlig, da han trådte nogle metre væk og stillede sig i nærheden af en anden dør. Han håbede, at hendes egne lyde og tæpperne på gulvet ville skjule lyden af hans bevægelser, mens han trak sig tilbage, så hun ikke nødvendigvis ville kæde sit bur sammen med ham. Men ja.. Det var måske et spinkelt håb, men han havde tænkt sig at forsøge. Lige nu havde han tænkt sig at vente og se, hvordan hun ville reagere på buret, inden han gav sig til kende igen.

Noget blev smækket i over hende og den meget uforsete lyd forskrækkede hende nok til, at hun hurtigt og spjættende havde al sin fokus rettet mod blokaden, der nu var at finde dér, hvor hun ellers havde fundet nem adgang. Den følgende lyd - af låsen, der blev sat for - var ikke just noget, hun kunne sammenligne med en fuld forståelse. Hun vidste bare, at det ikke var nogen god lyd. Intet ved det her var godt. Til trods for, hvordan brædderne havde større mellemrum mellem sig, så hun stadig kunne se ud, følte det lille væsen sig stadigvæk indkapslet og klemt. 
Straks reagerede hun på sit fængsel. Gule øjne skød med det samme op ad, hvor hun ikke så andet end en væg. En blokade fra, hvor der ellers for lidt siden havde været åbent. Øjnene fór så ellers videre omkring det hurtigt-fremtænkte bur. Der gik ikke mange sekunder, før det lille væsen gik i gang med at mosle arrigt omkring for at komme ud igen. Ben sparkede desperat mod siderne, og hun skubbede og slog og kradsede mod det aftagelige tag over sig. Hun ville ud!

Pludselig lød der et højt peb fra hende, idet hun havde gået så voldsomt til, at en negl havde hæftet sig fast til en kantet knast i træet og rev nådesløst den ene af hendes ringefingre rent af hendes finger. Det var bare ikke nok til at stoppe hendes forsøg på at komme fri. Ikke for en stund i hvert fald. Ja, det gjorde ondt. Og ja, hun var ikke glad for det, når noget gjorde ondt. Men panikken var rigtig god til at gemme smerten væk.
Så straks derefter gik hun videre til angreb på brædderne mellem mellemrummene.

Med små hænder kantet omkring dem, møvede hun sit ansigt så meget ind mod dem for at begynde at gnave og bide i træet med sine skarpe tænder. Hun var ingen gnaver, og hendes tænder var beregnet til meget mere markabre ting end at bide igennem træfibrer, så det efterlod ikke mere end uddybninger af hendes bid og så et par løse splintrer i kanterne, som hun rev og flåede.
Det lille væsen blev dog tvunget til at stoppe meget brat, da en tand stødte på noget ekstra hårdt, der sendte en skarp pine igennem hele hendes kranium. Hun trak sig væk og som en kat, der havde noget fast mellem de bagerste tænder, lukkede og åbnede hun sit gab uden at komme i nærheden af at lukke helt sammen, før til sidst. Og så virkede det som om, at hun var ved at falde til ro. Eller ro, var nok for meget sagt. Men hun hidsede sig ikke omkring længere. Så i stedet sad hun og kiggede vagtsomt ud. Men så ingen.

Man kunne ikke påstå, at Hyde fandt det morsomt at stå og se på det lille bæst, som det kæmpede voldsomt for at komme ud. Det rev sig selv til blods kunne han lugte og måske mere til, at dømme fra de skrig af smerte, der kom fra hende engang imellem. Omsider faldt hun dog til ro og Hyde trak vejret dybt og lydløst ind. I det mindste havde hun bevist, at hun ikke kunne komme ud af kassen. Og han kunne måske forklare hende på et tidspunkt, hvorfor han ikke bare lod hende stikke af. Men indtil da risikerede han, at hun ville være temmeligt umedgørlig.

Endnu en dyb indånding og så lod han usynligheden falde, inden han åbnede og lukkede en dør, som om han lige var kommet igennem den og gik så hen mod hende. Stille og roligt gik han og lod sig til sidst glide ned i siddende stilling så langt væk fra buret, at hun ikke ville kunne nå ham for at kradse ham eller lignende. Indtil videre sagde han ikke noget. Ønskede at se hendes reaktion, inden han besluttede, hvordan han skulle spille dette ud.

Gule øjne var på ham akkurat det samme øjeblik, at han kom ind i hendes synsvinkel. Løftet i hans retning så snart en dør i samme retning var blevet lukket i og gav hans tilstedeværelse til kende. Refleksen havde været skræmt, for hun var næsten alt andet end tryg i øjeblikket. Hun var fanget i et bur, der virkede umuligt at bryde ud ad, så selvfølgelig var hun ikke tilfreds. Men ligesom hun havde gemt sig under hylden i kælderen, kom hendes aggressioner ikke ud af vrede. Hun var blot bange.

Overraskende nok sprang hun ikke frem mod ham eller stak armene så langt ud ad mellemrummene, som hun kunne for at kunne nå ham og dermed bevise for ham, at han ikke skulle komme tættere på. Hun forblev… rolig, hvis man kunne kalde, hvad hun var, for ’rolig’.
Hun rykkede sig diskret et par millimeter tilbage og krøllede sig nærmest sammen. Skuldrene var helt oppe omkring ørene, og hun havde vendt sig således, at hun havde sin side vendt mod Hyde’en. På den måde lignede det, at hun skjulte sig fra ham bag sine skuldre og opspændte, tynde arme. Benene var sat i hug og hænderne placeret mellem dem på kassens bund. Igen. Hun gjorde sig mindre. Det var den mest behagelige stilling for hende, når fare var lige omkring hjørnet. Eller lige foran hende.
De gule øjne veg aldrig væk fra ham. Vidste man ikke bedre, skulle det tros, at hun ikke engang blinkede.

Knurrende lyde boblede fra hendes hals, men de var sagte, eftersom hun holdt sin mund lukket. Viste for en gangs skyld tænder. Det skulle så lige være indtil, han kom tættere på. Der kom en brat pause i hendes knur, der så blev erstattet af et kort og næsten uhørligt gisp, da hun placerede sin ene hånd forkert mod underlaget. Hånden med den manglende negl. Og som var det naturligt, at ikke støtte på den pote, der gjorde ondt, holdte hun den løftet en smule.

Hvad ville denne fremmede med hende?

Hendes reaktion var mere defensiv end aggressiv og det var trods alt positivt, mente Hyde. Det gik dog ikke hans opmærksomhed forbi, at hun havde gjort skade på sig selv, men det var trods alt ikke ret meget og omstændighederne taget i betragtning, så mente Hyde, at det nok var, hvad man kunne have forventet. Det betød dog ikke, at han ikke havde en smule medlidenhed med hende. Eller i hvert fald så tæt på medlidenhed, som Hyde var i stand til at komme. Det eneste i verden, Hyde frygtede, var at være fanget et sted, hvor han ikke kunne komme ud fra. 

Derfor endte det også med, at han rejste sig op og gik ud i køkkenet i stedet for med det samme at forsøge at kommunikere med hende igen. Han fandt den lille krukke, som han havde købt af Rumi og tog den med tilbage til hende. Igen satte han sig, så hun ikke kunne nå ham og fjernede så forsigtigt låget fra krukken. 

Han så op for at sikre sig, at han havde hendes opmærksomhed, inden han pegede på hende med en venlig, omend bestemt, mine, hvorefter han pegede på krukken. Så stak han sin egen finger ned i krukken og trak noget af cremen op, inden han forsigtigt smurte det på sin egen finger. Og så pegede han på den hånd, som hun passede på. Med endnu et lille smil skubbede han krukken hen mod hende - ikke helt sikker på, om hun havde forstået hans forklaring. Han vurderede, at risikoen var ca. 50% for, at hun ville kaste krukken i hovedet på ham. Men hvis hun smurte noget på fingeren, så ville blødningen hurtigt holde op og såret ville begynde at lukke sig.