Mahir gispede skræmt, da Asad greb fat i ham, han havde nær mistet fodfæstet på grenen, han stod på, men han havde ikke sluppet den, han havde fat i med den ene hånd, og hans greb strammedes om den, så han ikke væltede nogen steder. Den anden arm gled op for at beskytte hans ansigt i mod de slag, han var sikker på, ville komme. Men de kom ikke. I stedet begyndte hans storebror at smile, og de store skræmte øjne fyldtes med en blanding mellem forvirring og lettelse. Han havde været så sikker på, at Asad ville slå ham. Der skulle intet til at pisse ham af, Mahir havde ikke fundet nogle regler for, hvad han kunne gøre eller ikke gøre. Men dette havde han godt nok troet var på den forkerte side af grænsen af, hvad Asad ville finde sig i.

Han dukkede sig svagt, da Asad rakte ud for at stryge ham over håret. Et kærtegn. Det var lige før, at Mahir kunne mærke tårerne komme op, og han skyndte sig at synke den klump, der dukkede op i halsen af ham. Ikke tude, ikke, tude! Han svarede ikke på noget af det, Asad sagde, stadig hylet ud af den over både sine egne ord og Asads reaktion. Og inden han kunne nå at tage sig sammen, puffede Asad ham ud på rebet. Han spredte armene ud og vippede lidt, inden han fandt balancen.

Spørgsmålet om Harkan fik en klump is til at dukke op i maven på ham, og han skyndte sig et par skridt ud på rebet, hvor Asad ikke ville kunne nå ham. Ordene om blå mærker fik ham til kort at samle armene og lægge en hånd om det andet håndled. Selvom hans hud var gylden i det, var det ret tydeligt at se de sorte mærker. I det mindste havde Asad ikke set ham uden tøj. Han var ret sikker på, at man stadig kunne se mærkerne efter den tur, Harkan havde givet ham for et stykke tid siden. Det havde været aften og Mahir havde været segnefærdig efter en lang dag, hvor han både havde hjulpet til i bageren og også havde løbet ærinder. Et stort fad med dej var smuttet fra ham, som han var ved at vælte over sine egne ben i ren og skær træthed. Fadet var gået i stykker og dejen var splattet ud på gulvet. Inden han havde nået at gøre noget, havde Harkan grebet fat i ham, hovedet under armen, og var begyndt at slå løs på hans ryg med den store træske, han havde haft i hånden. Mahirs smerteskrig havde hidkaldt hans mor, der havde forsøgt at få Harkan til at stoppe, hvilket først var lykkedes, da hun havde grebet fysisk fat i ham. Så snart Mahir var fri, var han stukket af, ned på sit værelse, hvor han havde smækket døren, der ikke havde en lås, men han havde sat en trækile i klemme, så ingen kunne komme ind. Og så var han sunket grædende sammen på gulvet, mens han kunne høre sine forældre råbe af hinanden. Over ham.

Mindet gjorde hans blik tomt for et øjeblik, inden han skilte sine arme af igen og spredte dem ud, så han kunne dreje sig på rebet og vendte ansigtet mod Asad. 
De blå mærker på håndledet var også fra Harkan, der havde haft fat i ham, da han ville forhindre ham i at gå ud et par dage før. Mahir havde lavet en aftale med Mars, men Harkan ville have ham til at blive hjemme. For én gangs skyld havde Mahir holdt på sit og var gået. Harkan havde ikke sagt et ord til ham siden.
"Det er ikke så slemt," løj han, så overbevisende han kunne, som han stod der med blikket ned på rebet uden at gøre andet end at stå. Han vidste godt, hvad Asad ville. Skabe mere splittelse i deres familie. Det var ikke fordi, at Mahir havde det store behov for at være i samme hus som deres far, men han kunne ikke bare efterlade sin mor. De havde brug for ham. Brug for de krystaller, han kunne tjene. Han kunne ikke bare gøre som Asad og være ligeglad.

Ingen af drengene havde været vant til at blive slået som børn. Et slag her eller der, når de ikke tog deres arbejde seriøst, når de ikke respekterede linen og hvor farlig den kunne være, et par slag når de engang imellem røg i totterne på hinanden. Det normale. Bare et par slag til at makke ret, et par slag for at minde dem om, at de kunne dø, hvis ikke de var koncentrerede på linen. Men de havde alle tre taget deres arbejde seriøst det meste af tiden, havde alle tre elsket det de lavede, så det var sjældent nødvendigt.

Men efter cirkusset var gået fallit havde det været noget andet. Asad var ikke kun blevet voldelig fordi Atlas havde forladt ham, han var blevet voldelig fordi hans far var. Harkan havde haft det lige så hårdt som nogen af dem med pludselig at skulle leve et andet liv end det han altid havde forestillet sig. Og sammen med de smerter han havde i hænderne, havde han haft brug for at lade det gå ud over nogen.
Asad havde taget størstedelen af dem til at starte med. Han var mere provokerende end Mahir. Men så var han flyttet ud. Og nu, hvor Atlas havde stillet sig imellem ham og Harkan, sidst Harkan havde forsøgt at slå ham? Asad skulle have set det komme, at Harkan ville lade det hele gå ud over Mahir nu.

"Hvis du alligevel bare har tænkt dig at lyve for mig, kan vi lige så godt gå hjem," svarede Asad tørt. Han kunne se på Mahir at han løj. Ikke bare på hvordan han så ud nu, men hvordan han altid så ud som om han var lige ved at bryde ud i gråd. Asad havde forsøgt at gøre ham mere hårdfør, men det var tydeligvis ikke lykkedes. Mahir så helt generelt mere ulykkelig ud end nogensinde, selvom han lige i dag havde været mere smilende end normalt. Asad havde for en enkelt gangs skyld heller ikke tvunget ham til at være sammen med banden.

Asads ord fik Mahir til at dukke sig, som havde han slået ham over nakken. Det var ikke fordi, at han gerne ville lyve, men han ville heller ikke fortælle Asad, hvordan det var blevet, efter han var flyttet hjemmefra. Og slet ikke efter, at Asad, Atlas og Harkan havde haft deres konfrontation. Det var som om, at Harkan havde vendt al sin vrede over deres situation i mod Mahir. Ja, også lidt deres mor. Han slog hende ikke, men de skændtes mere, og han var mere efter hende. At nogle af skænderierne havde bund i hans nyfundne vrede mod Mahir, vidste Mahir heldigvis ikke rigtigt.
Nej, Asad ville bare bruge det som argument for, at Mahir skulle flytte ud og deltage i volden, han og hans venner var så glade for. Kriminaliteten. Og det ville Mahir ikke. Så hellere få bank af sin far en gang i mellem. Men det vidste han godt, at Asad ikke kunne forstå, og det var derfor, at han havde løjet.

"Harkan har nogle dårlige dage ind i mellem," sagde han dæmpet uden at hæve blikket fra rebet. Han ville virkeligt ønske, at Asad ville lade ham komme af rebet igen, han brød sig ikke om at stå der og blive forhørt, som han ikke var i tvivl om, var Asads plan. Kunne han distrahere ham ved at lave kunster på rebet, ville han gøre det, men det krævede hans egen koncentration, og den havde han ikke lige nu. Ikke med de spørgsmål, hvor han skulle træde så forsigtigt, mere forsigtigt end på det tynde reb. Den eneste trøst var, at han ikke var inden for Asads rækkevidde. Selvfølgelig kunne broren hurtigt komme ud til ham, men det ville bare skabe den fare, at de begge kunne falde. Så han var egentligt mest tryg herude, hvis man så bort fra højden. Gik det helt galt, måtte han flygte over i det andet træ og håbe, at han var hurtigere til at ramme jorden end sin bror. Han var ikke i tvivl om, at han kunne løbe fra ham, men det ville tvinge ham til at efterlade sine sko, der lå nede på jorden. Han havde ikke andre.

"Forretningen kører kun lige rundt, og det er de dage, hvor der har været færrest kunder, han er mest... vred." Han var ved at sige ulykkelig, for det var uden tvivl det, han var, men det var åbenbart ikke en følelse Harkan kunne håndtere, så han blev vred i stedet for. Mahir flyttede en hånd op og gned sig i ansigtet.
"Og han forstår ikke altid, at jeg gør, hvad jeg kan." Han var så træt. Træt var ikke ordet. Udmattet ind til knoglerne, fordi han aldrig stod stille. Han var i bevægelse fra morgen til aften og fik sjældent nok søvn. Han var god til at skjule det, men nogle dage hang han ikke sammen og endte med at sove lidt i løbet af dagen, hvis han kunne finde et sted at gøre det. Han snøftede ind og rømme sig, inden han rettede sig op og så på Asad. Der var ikke noget smil i hans udtryk, bare opgivelse. Kunne de ikke bare tage hjem nu?

Asad kunne knap nok håndtere sine egne følelser, men der var noget ved Mahirs desperate forsøg på at skjule, hvor slemt det egentlig stod til derhjemme, der skabte en nødvendighed i ham efter at hjælpe Mahir. Asad vidste udmærket hvornår ændringen i ham selv var sket, i forhold til at gå fra at være vred på Mahir, til pludselig at bekymre sig lidt for ham. Det var skræmmende så stor en effekt Atlas' tilbagevenden havde haft på alle aspekter af hans liv.

"Kom med ned," beordrede han i stedet for at svare sin lillebror. Der var ikke noget at sige. Ikke noget Asad kunne finde ud af at sige, under alle omstændigheder. Han klatrede selv ned fra træet og trådte et par skridt væk fra stammen, så Mahir ikke ville føle sig alt for fanget imellem træet og ham, når han fulgte efter ham ned. Det ville ikke være første gang Asad smækkede ham op imod noget hårdt og han ville gerne vise ham, at det ikke ville være tilfældet den her gang.

"Fortæl mig hvad jeg kan gøre," sagde han i stedet, da Mahir kom ned på jorden med ham. "Og hvis du siger 'kom hjem' eller på nogen som helst måde indikere, at jeg skal arbejde for den nar i et skide bageri, så kan du lige så godt stikke af med det samme, for så får du slag." Asad jokede ikke og det regnede han med at Mahir vidste. "Men hvis der er noget som helst andet jeg kan gøre, så sig til."

Mahir vidste ikke helt, hvad han havde regnet med af reaktion fra Asad, men hans ordre kom lidt bag på ham. Han blev stående. Hvorfor ville Asad have ham med ned på jorden? Mahirs første tanke var ikke rar, for på jorden kunne Asad slå på ham uden fare for at nogen faldt ned. Han vidste ikke, hvad han skulle have slag for, men Asad havde sikkert fundet noget i hans ord, der var slag værd. Det varede lidt, inden at han rørte på sig, opgivende. Han kunne ikke bare blive stående på rebet til Asad blev træt og gik hjem. Så efter at have fulgt ham med øjnene ned, balancerede han selv hen til træet og begyndte at klatre ned. Langsomt i forhold til farten, han havde haft på, på vej op.

Da han satte fødderne på jorden, vendte han sig hurtigt mod Asad, forberedt på det værste. Men der var ingen knyttede næver eller vrede miner. Eller, ikke så vrede. Asad var altid vred. I stedet spurgte han ham, hvad han kunne gøre. Mahir kunne ikke skjule sin overraskelse. Havde Asad nogensinde spurgt ham om sådan noget før?
Men som spørgsmålet sank ind, sænkede Mahir blikket til jorden og knyttede sine hænder. Der var så meget Asad kunne gøre. Han kunne starte med at holde op med at være sådan en røv. At være voldelig. At være kriminel. Han kunne tage sig sammen og blive en rigtig storebror.

Men det sagde Mahir ikke. Han forsøgte at tænke praktisk i stedet for og svaret lå lige for. Han flyttede lidt uroligt på sig, for han vidste ikke om Asad ville finde ham åndssvag. Han var næsten helt bange for at spørge, men han var bare så træt.
”Kan … kan jeg få lov til at sove … hjemme ved dig? Om dagen, altså.” Det var svært at spørge, mest fordi han hele tiden forsøgte at skjule, hvor træt han var. Og nu stod han her og blev nødt til at indrømme det. Han kunne mærke gråden presse sig på, men han gjorde alt hvad han kunne, for at holde den tilbage. Det lykkedes næsten, men hans stemme fik et svagt hæst skær og hans øjne var blanke, da han så op.
”Jeg er bare så træt, og far hiver mig ud af sengen og ud på bageriet, hvis jeg forsøger at sove i løbet af dagen. Han … han siger, at hvis jeg har tid til at sove, har jeg tid til at hjælpe ham i bageren.” Han rømmede sig og sank. ”Det vil bare være et par timer en gang i mellem, og jeg lover ikke at forstyrre.” Han var så desperat, at han var lige ved at sige, at han ville sove på gulvet, bare han kunne få lov til at lukke øjnene lidt. Det kunne nok også ses på ham. Han hang i med neglene, og han vidste godt, at det snart ville begynde at glide for ham, hans hjerne og hans krop begyndte at bære præg af udmattelsen af at være bevægelse i alle vågne timer og sove alt for lidt.

Mahir bad ikke om meget. Hvis han skulle være ærlig, kunne Asad ikke huske sidste gang Mahir havde bedt ham om noget som helst. Og heller ikke nu, bad han om noget særligt. Et sted at sove. I dagstimerne, oven i købet.

Asad havde lyst til at fortælle ham at selvfølgelig, selvfølgelig kunne han sove hos ham, når som helst. Men sandheden var, at med Atlas i sit hjem gad han ikke have sin lillebror sovende om natten. Selvom han havde svært ved at indrømme det, var han forelsket, og han ville have Atlas så tæt på sig som muligt, og alle andre så langt væk som muligt.
Derfor så Asads ansigtsudtryk også et øjeblik ud som om han var ved at afslå Mahirs ønske. Ikke fordi han var ved at afslå ham, men fordi han inde i sit hoved afslog sin egen dumme ide om at lade Mahir sove hos sig om natten også.

"Selvfølgelig," udbrød han endelig, efter Mahir havde haft al for længe til at forklare sig selv. Den slags burde han ikke føle behov for, men Asad var også godt klar over, at deres forhold ikke var så tæt som det kunne være.
Asad lagde en hånd om sin lillebrors nakke og gav ham et klem, der var ment som beroligende, imens han så ham an igen. "Du kommer bare. Ligegyldigt om jeg er hjemme eller ej. Jeg lader et vindue stå åbent til dig. Det ser ud som om du stadig ved, hvordan man kravler ind ad sådan ét." Asad gav sin lillebrors nakke endnu et klem, inden han slap ham. "Men kun i dagstimerne," mindede han ham om, og lod sin hånd falde ved sin side, hvor han stod og blot så på Mahir et øjeblik, inden han skævede tilbage til bymuren de kom fra. "Er du klar til at tage hjem?"

Mahirs håb sank, som Asad fik et udtryk i ansigtet, der sagde, at han ville sige nej. Hvad havde han også regnet med? Asad ville have sit eget private liv, han kunne ikke bare have sin lillebror til at ligge og sove på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. Det var dumt, at han havde spurgt. Han skulle bare have sagt nej, der var ikke noget, hans storebror kunne gøre. Mahirs blik gled ned fra Asads ansigt og til jorden i mellem dem. Ikke at det nåede at hvile der længe, før Asad sagde noget andet med sine ord end med sit ansigt. Selvfølgelig. Han så overrasket på ham, svagt måbende, som han understregede, at det skulle være om dagen, og sagde, at han ville lade et vindue stå åbent, når han ikke var hjemme. Ville han virkeligt gøre det for ham? 

Hånden om hans nakke fik ham til at krympe sig svagt, men den tog ikke hårdt ved, og han gjorde ikke noget for at komme fri. Faktisk gav den ham en varm følelse i brystet, trods den svage utryghed. En fysisk godkendelse og bekræftelse af det, der blev sagt. Han nikkede hurtigt, for at sige, at han havde forstået, mens han lukkede munden og fik et lidt mere samlet udtryk i ansigtet. Tænk at Asad havde sagt ja. Tanken fik ham til at synke en klump, for udsigten til at kunne få lov til at sove, når han var ved at segne, var næsten mere end han kunne forholde sig til.

Han nikkede igen, denne gang lidt langsommere. Ja, han var klar til at gå tilbage til byen. Ikke at han havde lyst. Han ville hellere være her under træerne i fred og ro. Han burde forlade byen noget oftere, men hvornår skulle han have tid til det?
Efter et kort øjebliks tøven trådte han hurtigt hen til sin storebror, slog armene om hans brystkasse og hvilede hovedet mod hans skulder. Han holdt godt ved, så Asad ikke bare ville kunne trække sig fri.
"Tak," hviskede han lidt hæst og indåndede sin brors velkendte duft. Tak fordi han ville gøre noget med ham på hans fødselsdag, tak for skoene og tak for at give ham, hvad han mest havde brug for - en storebror. Han holdt krammet lidt, inden han hurtigt trak sig tilbage og gik over til sine støvler for at skifte de fine linesko ud, så han ikke ødelagde dem ved at gå rundt i dem. Hans hjerte bankede hårdt og han turde ikke se på Asad, det kunne være at han blev vred over affektionen.

Asads krop spændte sig fuldstændig op, det øjeblik Mahir kom hen for at lægge armene om ham. I et alt for langt øjeblik forstod han slet ikke, hvad der skete. Krammede hans lillebror ham virkelig? Han kunne ikke huske at det nogensinde var sket før. Asad var nu heller ikke så fysisk. Han brød sig ikke om at holde kærester i hånden, han gjorde sig ikke rigtigt i kram, hverken med familie, venner eller kærester, og han havde aldrig været så tæt med Mahir. De havde arbejdet sammen, så de havde virket mere som kollegaer. Asad havde altid været tættere med Atlas, og da Atlas havde forladt dem, havde han været for optaget af sin egen sorg. Men nu så han Mahir. Og på trods af at Mahir nægtede at arbejde for gode krystaller, men insisterede på at tjene dem på lovlig vis, så kunne Asad godt lide ham.

Så trak Mahir sig væk igen, og Asad havde ikke engang gengældt krammet. Det gjorde næsten ondt. Asad stod med armene hængende ned ved siden og vidste, at dét havde manglet. Ikke for Mahir måske, men for ham selv. Han ville gerne have haft mulighed for at tænke hurtigt nok til at gengælde krammet.

I stedet så han på, imens Mahir skiftede sine sko, og sammen gik de tilbage mod Dianthos. Inden i byen fulgte Asad ham hjem mod deres forældre, men stoppede på en sidegade kort inden de nåede helt frem. 

"Jeg tager ikke med hjem. Harkan og... du ved." Der var ingen grund til at forklare det. Mahir vidste bedst af alle, hvordan Asads forhold til deres far var. "Men du kommer bare hjem til mig. Når som helst." Han lagde en hånd på Mahirs skulder og tøvede et øjeblik, inden han trak ham ind til sig i et kram. Det kram han skulle have givet ham helt tilbage udenfor bymuren. Han ville så gerne passe på sin lillebror, men det her var det bedste han kunne gøre for nu.

Mahir tænkte ikke så meget over, at Asad ikke havde gengældt krammet, mere at han i det mindste ikke havde slået ham for det. Mahir kunne kun huske én gang, han havde krammet Asad før, som helt lille, og afvisningen havde gjort så ondt, at han aldrig havde glemt det. Så at Asad havde tilladt ham at gøre det nu, var helt underligt. Men Mahir havde haft brug for det, og han havde det også lidt bedre bagefter, hvis man så bort fra angsten for, at Asad ville tæve ham for det.

Han var tavs, som han fulgtes med ham ind i byen. Det var som om, at han ikke kunen slappe af, hans hjerte bankede i brystet på ham, og han blev ved med at skæve til ham, for at holde øje med, om han pludseligt skulle skifte humør. Alting kunne få ham til at eksplodere, og tavsheden gjorde Mahir lidt for nervøs. Men intet skete, de kom ind i byen igen og nærmede sig forældrenes hjem, da Asad stoppede op. Mahir nikkede hurtigt, forstående. Han var meget ked af, at hans far og hans storebror ikke kunne sammen. Men han vidste også godt, at der nok ikke rigtigt var noget at gøre ved det. Faren havde altid været hård og ukærlig, og Asad meget selvstændig. Stædig. De mindede meget om hinanden, om de ville det eller ej. Mahir var mere som deres mor, varm og kærlig.

Han stivnede svagt under hånden, og frøs helt, da han blev trukket ind til Asad, men det tog ham ikke lang tid at opfatte, at han faktisk fik et kram. Hurtigt lagde han armene om hans liv og klemte lidt til, mens han sugede fornemmelsen til sig. Det var den bedste fødselsdagsgave, han kunne få.
Da han trak sig tilbage, gned han underarmen over ansigtet, inden han så ned på skoene. Lidt forsigtigt rakte han dem frem.
”Vil … vil du passe på dem? Jeg kan ikke skjule dem for Harkan, og … jeg ved ikke, hvad han vil sige til dem.” Han regnede lidt med, at den gamle mand ville blive vred over, at Mahir stadig havde liv i den gamle drøm, lige som Asad, men sandheden ville nok nærmere være, at han ville blive glad over det, skjult bag vrede. Men det vidste Mahir ikke, og han ville gerne have lov til at beholde skoene.

Asad tog imod skoene uden at afsløre sine følelser omkring det, indtil Mahir fortalte ham, hvorfor han gav dem tilbage til ham. På trods af deres forskelligheder, var der noget Asad og Harkan havde tilfælles; de havde indset realiteterne, da cirkusset var gået konkurs. De havde begge vidst, at de var nødt til at finde noget nyt at leve af. At de så ikke havde været enige om, hvad det var de skulle lave, det var en anden sag. Men de havde begge sluppet drømmen om at arbejde i et cirkus igen. Derfor forstod Asad også, hvorfor Mahir nu gav ham skoene tilbage.

"Jeg lægger dem et sted du nemt kan finde dem. Kom og hent dem når som helst." Han holdt blidt om skoene og så et øjeblik tavst sin lillebror an, på nippet til at sige noget, indtil han endelig fik formuleret sig selv; "Inviter mig med, næste gang du vil derud," bad han med et nik, der var en afsked, og vendte sig om for at gå. Han havde ikke brug for at høre Mahirs svar. 

Mahir nikkede hurtigt og taknemmeligt, da Asad tog i mod skoene og sagde, at han kunne hente dem, når han ville. Hvad end der var gået galt for Asad, kunne Mahir lide det. Han var pludseligt ... venlig. Lidt mere storebror. Et eller andet sted vidste han godt, at det var fordi Atlas var tilbage. Han tvivlede på, at Asad havde en eller anden nyfundet kærlighed for sin lillebror, men måske Atlas havde blødt hans hårde hjerte lidt op. Hvem vidste. Mahir sugede det til sig i vildskab. Han havde brug for lidt kærlighed, hvor lidt det end var, lidt støtte. Og nu havde Asad både tilladt ham at sove hos sig og ville passe på de sko, han ikke mente, han havde brug for. Det var stort.

Endnu større var det, da Asad bad ham tage ham med derud, næste gang. 
"Det skal jeg nok," svarede han lavt mod Asads ryg. Han blev stående og så efter ham, til han forsvandt rundt et hjørne. Lidt uroligt gik han et par skridt mod hjemmet, men ærligt talt kunne han ikke overskue at forklare sit fravær. Så han endte med at vende om og løbe ned til sit arbejde. De var ligeglade med, at han havde fødselsdag, og inden Asad var dukket op, havde han alligevel tænkt sig at tage derhen. Han fik et par sure bemærkninger om at komme så sent, men han registrerede det ikke rigtigt, som han fik den første pakke stukket i favnen sammen med en adresse. Han følte sig rundtosset efter formiddagen med Asad, og havde nær glemt adressen, men løberiet rensede lidt ud i hans tanker.

Asad havde givet ham et kram. Det var en god ting, ikke?