Atlas hørte Asad bevæge sig, og et øjeblik stod hans hjerte helt stille, indtil det gik op for ham, at Asad bevægede sig væk fra ham og klatrede om på den anden side af træstammen. Atlas havde lyst til at spørge, om der var noget i vejen, om han havde gjort noget forkert, men han var allerede så tæt på, at han ikke kunne stoppe nu. Hans hånd bevægede sig hurtigere og hurtigere, og det samme gjorde hans vejrtrækning, indtil han, mindre end et minut senere, kom med en halvkvalt støn. 

Hele hans krop rystede, mens orgasmen susede igennem ham, og han åbnede øjnene og slap et lidt skælvende suk. Han havde det meget bedre nu - blodet var på vej tilbage til hans hjerne - og han tørrede hurtigt sin hånd af på træstammen, inden han vendte sig og stoppede sin pik tilbage i sine bukser.

"Undskyld," sagde han lidt forlegent og hoppede op på træstammen og gik hen til Asad. "Det var ikke, fordi... Jeg er bare ikke så god til at gøre to ting på én gang."

Han lagde mærke til bulen, der stadig var mellem Asads ben, og Asads hånd over den. Atlas' kinder var stadig meget varme, da han nikkede mod den. "Skal du ikke...?"

Atlas kom alt for hurtigt. Asad hørte det og han havde på ingen måde tid til at gøre noget ved sin egen situation. Ikke at han havde haft nogen planer om at gøre noget. Han skulle bare tænke på rynkede gamle damer, højlydte slagtere med et lige så højt ego, et eller andet der kunne hjælpe ham, men det lykkedes ham ikke at tænke på noget som helst andet end Atlas, ikke når han kunne høre ham, ikke når han lige havde set hans hårde pik. 

Asad fnøs, da Atlas talte ned om sine evner. Måske han ikke kunne gøre de her to ting på én gang, men der var som regel ikke det, han ikke kunne gøre. Det hele handlede om hans pik nu, ikke andet.

Asads kinder blev lige så røde som Atlas', tænkte han, da Atlas spurgte ham om ikke han skulle noget. "Nej, det er ikke lige..." Asad grinede forlegent og kom på benene. Den stod kun endnu mere ud nu, men det var der intet han kunne stille op imod. "Den slags er ikke lige min ting. Ikke med mine venner, jeg er... øh..." Han grinede og kørte en hånd over sine korte krøller. "Jeg gør kun den slags med kærester, det er ikke..." Han vidste ikke, hvad han selv prøvede at sige, så han endte med blot at trække på skuldrene. 

Noget varmt boblede i Atlas' mave, da Asad først sagde nej, og tanken om at have Asad kravlende rundt på sig med den bule - at den ville gnide sig op mod Atlas - fik ham til at synke en klump igen. Det var bestemt ikke nogen ubehagelig tanke. Slet ikke faktisk. Men han glemte det lidt, da Asad nævnte ordet 'kærester'. Jalousi erstattede straks den varme følelse i Atlas' mave, og det kriblede i hele kroppen efter at gennemtæve disse 'kærester', hvem end de så var. Der var ingen, der skulle stå mellem ham og Asad. Ingen.

"Har du haft mange af dem? Kærester?" spurgte han i hvad han håbede var et nonchalant toneleje, mens han rakte en hånd frem, så han kunne trække Asad med op på træstammen, hvis han ellers tog den. Atlas havde slet ikke overvejet, at Asad havde haft kærester, mens han havde været væk. Der havde aldrig været snak om kærester, mens de stadig var sammen i cirkusset, og Atlas havde aldrig selv tænkt over det, hverken dengang eller siden. Kærester var sådan noget, andre folk havde. Atlas havde bare ikke lige regnet Asad som 'andre folk'.

Asad tog Atlas' hånd og kunne ikke lade være med at tænke på, at den for et øjeblik havde været om hans pik. Han sank en klump og kom op på træstammen, hvor han holdt fast i Atlas' hånd. Bare lidt endnu.

"To," svarede han ærligt, uden at fjerne blikket fra Atlas. Han skulle jo vide det på et eller andet tidspunkt alligevel. Først da slap han Atlas' hånd og lagde sine arme over kors i stedet. "Det varede ikke så længe. Den ene af dem var mig utro til sidst. Jeg var sgu nok heller ikke så god en kæreste." Asad slog blikket væk og trak på skuldrene. Han havde jo selv fantaseret om Atlas engang imellem, når de var sammen. Hvor gik grænsen til utroskab overhovedet? Han havde tilgivet fyren, selvom de ikke ligefrem havde haft et pænt break up. 

Atlas vidste logisk set godt, hvad 'utro' betød, men han kunne simpelthen ikke forstå, hvordan man kunne være Asad utro. Selv havde han aldrig følt seksuel tiltrækning til andre end Asad, så han forstod det overhovedet ikke. Hvem end denne person var, så skulle Atlas nok sørge for, at vedkommende mistede samtlige af sine tænder, hvis han nogensinde mødte dem. 

Om vreden skinnede igennem i hans blik, vidste han ikke, men hans stemme var en del hårdere, da han sagde, "Det nægter jeg at tro på. Personen må have været mentalt ustabil."

Men nej, han ville ikke være vred! Han ville have det sjovt med Asad, så før stemningen kunne blive ødelagt alt for meget af Atlas' dårlige humør, smilede han og trådte tættere på Asad. Uden at spørge eller tøve, greb Atlas fat i Asad og smed ham over sin skulder. Det var først nu, at det gik op for Atlas, at Asads hårde pik nu blev mast mod hans skulder, men han tvang sig selv til at ignorere det, selvom det var utroligt svært. Heldigvis var hans egen pik stadig for udmattet til at reagere på følelsen.

"Nu skal vi klatre!" annoncerede ham og bar Asad ned langs træstammen og hen til et af de store træer, der var fyldt med fantastiske klatregrene. Først her lod han Asad komme ned fra sin skulder.

Asad kunne godt se Atlas' vrede, men Atlas vidste jo heller ikke hvad der var sket. Asad havde måske været der fysisk for sin kæreste, men mentalt? Han havde ikke introduceret ham for banden, nogen af sine venner, for Mahir eller sine forældre. Han havde ikke ville have fysisk kontakt med ham udenfor sin eller hans lejlighed. Han havde holdt ham skjult, holdt sin seksualitet skjult, og des mere på afstand det kom, des mindre kunne Asad bebrejde ham. Det gjorde dog stadig ondt og han ville ønske, at de bare havde slået op, i stedet for at kaste sig ud i det rod, de endte i.

"'Personen'," gentog han grinende. Som om Atlas var bange for at sige kønnet. Asad havde aldrig givet udtryk for at han var til mænd, ikke mere end hvordan generelt gav udtryk for at han var til Atlas, så han regnede ikke med at hans ven vidste at han var til begge køn, men det var sødt at høre ham køre rundt i det. Han skulle tids nok finde ud af det.

"Hey!" Udbrød han, da Atlas samlede ham op, og grinede, selvom hans pik blev mast lidt for behageligt op imod Atlas' skulder.
Han stønnede højlydt, da han endelig blev sat ned, og så med varme kinder væk fra Atlas, imens han rettede på sin pik udenpå sine bukser. "Okay, dig først," mumlede han og skævede tilbage til Atlas og derefter på træet, som han gav et opmuntrende nik imod. 

Asads støn sendte små chokbølger igennem Atlas' krop og direkte ned mellem hans ben, men han ignorerede det stædigt. Fokusér, mand! Han rømmede sig og lænede hovedet lidt tilbage for at se på i træets krone. Det var et højt, gammelt træ, men stammen var tyk og stærk, og grenene ligeså. De skulle nok kunne holde deres vægt, så længe de ikke bevægede sig for langt ud på grenene, men holdt sig inde ved stammen.

"Okay!" sagde Atlas og gned sine hænder. Han havde efterladt sine fingerløse handsker hjemme hos Asad, og det fortrød han lidt nu. Han gad ikke have splinter, men der var ikke noget at gøre ved det lige nu. Atlas smilede skævt til Asad, inden han tog tilløb, satte af mod stammen og sprang op og greb fat i en af de nederste grene. Med lethed fik han hevet sig op i armene og kom op og stå på grenen. Selvom de lige var gået i gang, blev Atlas straks grebet af en drenget glæde, som han kun oplevede, når han i disse situationer. Et stort, lyst smil spillede på hans læber, mens han greb fat i den næste gren og svang sig opad, og så den næste, og næste igen.

"Kom så!" kaldte han ned til Asad. 

Asad havde aldrig været lige så god til at klatre som Atlas, ikke engang tæt på. Han havde fulgt efter ham så godt som han kunne, men han havde også fået en hestesko når det var nødvendigt, især i den alder hvor Atlas pludselig havde overhælet ham højdemæssigt. Atlas havde jo nærmest kunne kaste ham hvor som helst hen.
Desuden var det ikke et talent han havde haft brug for. Han havde taget rebstigen op til linen eller trapezerne. Det eneste han rigtigt havde klatret på havde været Atlas. Resten havde han kun klatret fordi Atlas havde og Asad havde nægtet at blive efterladt på jorden.

Af samme grund var han nu taknemmelig for de speciallavede sko han havde på. Små sager, var de. Ment til bedre greb på linen, men de gav det samme imod barken, da Asad tog tilløb og havde brug for deres hjælp for at kæmpe sig helt op på grenen. Snyd var tilladt, hvis det handlede om at holde trit med Atlas. Asad anså ingen af sine egne tricks som snyd.

"Det her er ikke ligefrem hvad jeg brugte min fritid på, imens jeg ventede på dig," svarede han grinende sin utålmodige ven.

Han fulgte efter ham så godt han kunne, taknemmelig for at kunne koncentrere sig om noget andet end hvad der skete imellem sine ben.

Atlas grinede bare af Asads kommentar og svang sig højere op. Han var over fem meter over jorden nu, og han skulle højere op! Deroppe, omkring ti meters højde, ventede der en lille overraskelse til Asad, som Atlas havde installeret dagen før. Hele kroppen summede af spænding over, hvad Asad ville sige til det. 

Den ru bark var hård mod fingrene, og Atlas havde allerede revet sig lidt halvdybt et par gange, da han endelig nåede til sit udvalgte sted på træet. De kunne sagtens komme endnu højere op, men det var her, tingene skete. Han suttede blodet af sin hånd og skyndte sig at tjekke knuden, inde Asad indhentede ham. Knuden tilhørte et tykt reb, som Atlas havde fået spændt ud mellem dette træ og dets nabo, der stod omkring syv meter væk. Det havde taget et godt stykke tid at få rebet spændt stramt nok ud - det måtte helst ikke være for løst og usikkert - men det var da lykkedes til sidst, og det var heldigvis ikke blevet løst i løbet af natten. Rebet var spændt stramt som en bue, og Atlas hoppede nærmest op og ned i spænding over, hvad Asads reaktion ville være.

"Jeg har lavet noget til dig," sagde han med et bredt, lykkeligt smil på læberne, da Asad var kommet tættere på. Atlas lod sin hånd glide over rebet.

Asad klatrede noget mere forsigtigt end sin ven og ville desuden slet ikke kunne følge med, hvis ikke det var for sine sko. Hans skuldre var ømme, da han endelig nåede op ved siden af Atlas, men han fik ikke mulighed for at brokke sig før hans blik ubevidst fulgte Atlas' hånds bevægelse og han blev slået mundlam.

Han lagde én hånd på Atlas' skulder og klemte den, som for at sikre sig at han virkelig var der, at han ikke bare drømte, og den anden hånd lagde han imod rebet. Det var perfekt spændt ud, en lige gang over til et stort, solidt træ ligesom det de stod i, og Asad kunne næsten ikke tro det.
"Atlas, dit svin," udbrød han, så kærligt han kunne, helt overvældet. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Han kunne ikke engang tage sit blik fra rebbet for at takke ham, men kravlede i stedet straks op på det.

Han testede det forsigtigt, med én hånd fortsat på en gren ved siden af sig, men det var spændt præcis som det skulle. Han tog et skridt ud på det og så endnu et. Han var en tredjedel af vejen, før han drejede rundt på linen på én fod, med et hop i hjertet ved følelsen af usikkerhed der var, indtil hans anden fod igen støttende på den. Det var et farligt trick, især uden øvelse, men Asad havde ikke kunnet lade være. Han var nødt til at se på Atlas nu.

Tak, sagde han, men det kom ingen lyd ud, det var kun hans mund der formede ordet. Han stolede ikke på sin egen stemme lige nu.

Atlas vidste, at han havde ramt rigtigt, da han så Asads ansigtsudtryk, og han kunne ikke huske, hvornår han havde følt sig så lykkelig. Begejstringen lyste ud af øjnene på ham, og han havde næsten lyst til at kravle op på linen sammen med Asad. Men nej, Asad skulle have lov til at have den for sig selv, og desuden var Atlas ikke nær så sikker på en line, som Asad var. 

I stedet lænede Atlas sig mod træstammen og så på, mens Asad testede linen ud. Hans hjerte gav et lille hop, da Asad lavede tricket, men han var ikke urolig. Han stolede på Asads evner, også selvom han ikke havde trænet i et par år. En balanceevne som Asads var ikke noget, der bare lige forsvandt. Et helt livs træning forsvandt ikke så nemt, og selvom Asad måske ikke selv stolede på sine evner, så gjorde Atlas det helt og holdent.

"Det ser godt ud!" råbte han til Asad (han var lige ved at sige, 'Du ser godt ud!" men tog sig i det) og grinede bredt til ham. "Jeg vidste, du stadig kunne!"

Asad tog ikke blikket fra Atlas. Bredskuldrede Atlas, der stod der, lænet nonchalant op af stammen, musklerne i hans overarm spændt, stoffet i hans trøje tæt spændt op af ham. Et øjeblik følte Asad styrke i sine ben forsvinde og han skyndte sig at slå blikket væk.

"Det her har jeg sgu også holdt ved lige så godt jeg kunne," svarede Asad imens han langsomt, men roligt gik tilbage mod Atlas. Han smilede; kunne slet ikke lade være. 

"Skal du ikke med?" Han spurgte først, da han stod tæt nok på Atlas og på træet til at kunne holde fast i en af dets grene et stykke over sit hoved. Han kom op at stå på tæer og strakte ryggen imens. Han så ikke nær så nonchalant ud som Atlas, men han gjorde sit bedste forsøg, selv som hans løse bluse blev hevet op af hans tætsiddende bukser og afslørede hans let svedige hud.

"Eller skal vi have sat et net op først?" drillede han med et smil. Han var faldet fra linen et par gange, men altid kun når der var net under. Hans forældre havde garanteret ret i, at den gjorde ham skødesløs. Når Rosna syntes at Asad hoppede for sorgfrit rundt på linen, havde hun også haft for vane at få Harkan til at sætte et net op under Asad og minde ham om konsekvenserne ved ikke at tage faren ved linen seriøst. 
Asad følte sig nu kun endnu mere levende, når han mærkede sig selv falde. Det var hårdt for ham at koble et harmløst fald sammen med alvorlige konsekvenser, hvis nettet ikke var der, også selvom han vidste, hvad hans mor prøvede at fortælle ham med sine handlinger. 

"Pff, net," gryntede Atlas med et skævt smil. Han skulle sgu ikke have noget net! Med et fast greb i en gren fik Atlas kravlet op på linen. Han havde ikke helt de rigtige sko på, men han var nu ikke bekymret alligevel. Hvis han faldt, ville han slå sig, men han ville ikke komme alvorligt til skade. Han var faldet fra værre højder uden at få andet end skrammer.

Alligevel kunne han ikke lade være med at række en hånd ud mod Asad og sige, "Hold lige ved mig."

Han tog Asads hånd og begyndte roligt at gå længere ud på linen. Da de kom fri af træet, og der var frit udsyn til jorden under dem, gav det et lille sus i maven, og Atlas smilede til Asad. Balancen holdt, men han nu alligevel lidt usikker på den tynde line. Hans greb strammede sig lidt mere om Asads hånd, indtil de var nået ud på midten af linen.

"Er jeg lige så god som dig nu?" spurgte han drillende og slap Asads hånd og strakte begge arme ud for bedre at holde balancen. Han var mest vant til at skulle holde balancen på husmure og tagkanter, ikke tynde liner.

Atlas' svar fik Asad til at grine igen, og han flyttede sig et skridt bagud, da Atlas kravlede op på linen med ham, for at give plads til at lade ham finde sin balance på den.
Det var også uden tøven at han tog Atlas' hånd. Alle tanker om en dag at skulle skubbe Atlas ned fra noget højt, at lade ham mærke den samme smerte, som Atlas havde efterladt Asad med, var forsvundet som dug for solen fra hans tanker. Lige nu kunne han kun tænke på at holde Atlas sikker, at hjælpe ham længere ud på linen uden at lade ham falde.

Asad bevægede sig baglæns på linen og hans fødder fandt helt af sig selv plads, en fod direkte bag den anden.

"Nej," svarede Asad drillende, men ærligt, og, med den hånd Atlas lige havde sluppet, nev han i Atlas' venstre brystvorte. Hans pik var stadig semi-hård og selvom han ikke var bevidst om det, tænkte han med den. "Men du er god nok til at jeg har inviteret dig med ud på linen. Jeg stoler på at du ikke får den til at svinge under os eller til at du ikke falder ned fra den. Er det ikke godt nok?" Han stolede på Atlas med noget mere end dét, men det var det vigtigste, her på linen i hvert fald. 

"Av!" hylede Atlas dramatisk og spjættede lidt på linen, da Asad nev ham, men han blev dog stående. Han grinede og gned sin ømme brystvorte uden rigtigt at lægge mærke til det lille spjæt, hans pik gav i de løse bukser.

"Du er ond og modbydelig," grinede han og han havde allermest lyst til at gribe ud efter Asad for at tage hævn, men det var trods alt for farligt at gøre på linen. Atlas ville ikke komme noget alvorligt til, hvis han faldt, men det var en anden snak med Asad. Hans blik landede på Asads skridt, men han tvang det væk igen. Asad gjorde ikke "den slags" med venner, og det måtte Atlas bare acceptere og komme væk fra. I stedet fokuserede Atlas på et trick, som han havde lavet mange gange dengang i cirkusset.

"Se nu bare her!" sagde han overmodigt til Asad, mens han rykkede et par skridt tilbage på linen. Med begge hænder over hovedet, tog han en dyb indånding, inden han svang sig forover og stillede sig på hænder på linen med begge ben strakt lige op i luften. Hans arme skælvende en smule, men han holdt balancen, mens han langsomt men sikkert løftede den ene arm og strakte den ligeud i luften, så han kun holdt sig selv oppe på én hånd. Det så ud af meget for almindelige folk, men det var et simpelt trick. De ting, Asad kunne, var meget mere imponerende.

Asads hjerte gjorde et hop, da Atlas spjættede og han selv blevet mindet om, at Atlas' balance ikke var ufejlbarlig. Han havde aldrig set ham falde, ikke uden et net, ikke fra en line, men han frygtede det alligevel. Der var forskel på aldrig at have faldet og ikke at kunne falde. Atlas kunne godt falde. Asad var glad for at se, at han ikke gjorde det.

"Du har min opmærksomhed," svarede han med et forventningsfuldt smil, da Atlas annoncerede at han ville lave et trick, og han fulgte opmærksomt sin ven med blikket, imens han kom op at stå på sine hænder. Han klappede også langsomt i hænderne, da Atlas kom op at stå på én hånd.

"Manegen ville være fyldt med unge, frodige kvinder, der kaster roser efter dig, og vil have dig til at holde dem i dine store arme," fortalte han grinende. "Sådan som du ser ud nu, venter de sikkert på dig udenfor teltet, ivrige efter din autograf, din opmærksomhed, dit smil. De vil høre om du kan bære dem også, eller om du tror de kan blive cirkusprinsesser. Så vil de nemlig stikke af sammen med dig. Dig og dine åndssvage overarme." Asad grinede igen, for Atlas' arme så virkelig ud som om de var på vej ud af hans ærmer, og det hjalp på ingen måde på bulen i hans bukser eller på følelsen i hans mellemgulv. 

I stedet for at vente på at Atlas kom på benene igen, satte Asad sig langsomt ned på linen, uden at skabe turbulens på den. Han sad med et ben foran sig, sit lår til knæ hvilende imod linen, benet bøjet ud til venstre for linen under knæet. Det andet ben hang løst ned også på venstre side af linen. Asads ryg var helt rank og uden at være opmærksom på det selv, lå hans hænder, som poserede han for det publikum der ikke var der. På linen var han allermest sig selv, men det var også der, han var allermest opmærksom på publikum, selv når der ikke var ét, selv når han trænede en enkelt meter over jorden, selv når han trænede i en øde lysning i en skov, selv når han naboens vasketøjssnor som et genvej hjem. 

Asad sendte Atlas et smil, inden han i en langsom, dramatisk bevægelse lagde sig helt ned på linen bag sig. "Det var sådan vi fik forført dig til vores cirkus, var det ikke?" spurgte han lavmælt, en fortsættelse af hvordan han lige havde fortalt at Atlas ville kunne få enhver kvinde til at slutte sig til sit cirkus. "Du opsøgte os og Harkan fik overbevist dig om, at der var en fremtid indenfor det?"

Atlas kunne ikke lade være med at grine over Asads beskrivelser af alle de mange kvinder, der åbenbart ville have ham. Det var bare en skam, at han overhovedet ikke ville have dem. Piger, kvinder, hunkøn havde aldrig sagt ham noget, heller ikke selvom han virkelig havde prøvet. Da han var 15 havde en sød pige ventet på ham udenfor teltet efter forestillingen, og hun havde inviteret ham med bag en af skurvognene. Atlas var fulgt med, for han havde jo set, hvordan de andre drenge og unge mænd i cirkusset rendte efter damer hele tiden, og han var nysgerrig på, hvad det var for noget. Men da de var kommet i skjul bag vognen, havde pige gnedet ham mellem benene og lænet sig imod ham for at kysse ham. Atlas var sprunget tilbage i halvt forskrækkelse, halvt væmmelse, og det måtte have været tydeligt at se på hans ansigt, for pigen begyndte straks at græde og stak af. Atlas stod blot tilbage med stor forvirring og en undren over, hvorfor de andre drenge var så vilde med det der. Han havde aldrig fortalt det til nogen, for han havde glemt det næsten med det samme, da han kom tilbage til sin egen skurvogn, og Asad havde spurgt ham, om de skulle øve et nyt nummer.

"De damer bliver slemt skuffede," grinede Atlas og satte forsigtigt den anden hånd ned på linen, inden han elegant svang sig ned og sidde på linen. Bulen i Asads stramme bukser var endnu tydeligere, når han lå ned på den der måde, og Atlas måtte synke en klump og se ned på jorden under dem for at forsøge at køle lidt ned. Det summede i hans arme og hænder.

"Overbevist?" mumlede Atlas og så op på Asad igen, dog meget fokuseret på hans ansigt og ingen andre steder. "Det var da mig, der tiggede og bad om at få lov til at være med. Det var først, da jeg bøjede mig selv halvt over, at Harkan blev overbevist. Og..." Han smilede lidt og rødmede en smule. "Jeg havde jo set dig i forestillingen inden. Du var flot... Du gjorde ting på den line, som jeg kun havde drømt om."

Asad fnøs af Atlas' forsikring om at alle kvinderne ville blive skuffede, hvis de forsøgte at forføre ham, men han nød det. Nød at høre, at Atlas ikke var til dem. Også selvom han vidste, at det samme ikke nødvendigvis havde været tilfældet, havde det været fyre, der kom op til Atlas efter et show.

Det var først da Atlas indrømmede, at det var synet af Asad, der havde fået ham til at slutte sig til cirkusset, at Asad fik sat sig op. Med én arm strukket ud bag sig, lagde han en hånd imod linen og skubbede sig selv op at sidde, som var hver eneste bevægelse en forestilling i sig selv, og da han sad op, endnu med et ben bøjet foran sig, strakte han sit andet ben ud bag sig, indtil hans fod hvilede imod linen bag sig. Det var så anderledes fra, hvordan han bevægede sig på gaden, at han ikke kunne lade være med at tænke på den snak de havde haft om linedansere og at Atlas fandt dem fimsede. 

"Jeg kan stadig gøre ting på den her line, som du kun kan drømme om," svarede han med et smil og skyndte sig at se væk fra Atlas og ud over den smukke udsigt i stedet. De kunne se ud over en stor del af Dianthos herfra. De kunne se ud over skoven herfra, ud over marker og bakker, men alt Asad kunne tænke på var at lave en saltomortale over Atlas på linen. Og delvist bulen i sine bukser, men han forsøgte at ignorere begge dele. 

"Jeg er ikke helt sikker på, du forstår, hvor meget jeg drømmer om dig på en line," røg det lige ud af Atlas, inden han overhovedet kunne tænke eller stoppe sig selv. Det var først, da den sidste stavelse havde forladt hans læber, at han indså, at det nok godt kunne falde under flirte-kategorien. Han smilede lidt forfjamsket og kløede sig lidt i nakken, inden han mumlede, "Altså, ikke for at flirte eller noget..."

Han vippede lidt akavet med fødderne og håbede, at Asad ikke ville blive sur på ham. Det var jo ikke med vilje, og Atlas var helt ærlig ikke sikker på, hvad der blev defineret som flirten, og hvad der ikke blev. Han var jo bare, som han altid havde været med Asad, fuld af knus og komplimenter, og det var meget svært for ham at holde den del tilbage. Men han gjorde det så godt han kunne, og det håbede han, Asad kunne se.

Asad hævede et øjenbryn. Det var sødt at Atlas var så vild med ham, lige så sødt som at Atlas var for dum til at se det, men Asad havde ikke tænkt sig at tillade flirten eller at hjælpe Atlas på vej med at indse, hvad han følte.

"Det tæller som flirten og næste gang du gør det, skubber jeg dig af linen," advarede Asad, hans stemme kold igen. Han havde ikke tid til at blive forvirret af Atlas' opførsel eller af hans flirten. Risikoen ved Atlas' flirten, bevidst eller ubevidst, var at Asad ville falde for den. Falde for Atlas. Og det nægtede han. Han kunne stadig huske hvor smertefuldt det havde været. Han kunne huske hvert eneste hemmelige blik på Atlas når han skiftede, hvert eneste smertefulde hjertesammentrækning når Atlas havde så meget som snakket med en anden fyr, hvordan han ofte var faldet i søvn med uforklarlige mavesmerter, når han havde overhørt Atlas flirte med nogen, og hvordan Atlas var faldet i søvn ved siden af ham, nogen gange halvt ovenpå ham, selvom imens tårer løb ned ad kinderne på ham, fordi han ikke vidste, om Atlas nogensinde ville elske ham på samme måde som Asad elskede ham. 

For ikke engang at tænke på smerten, da Atlas forlod ham. Aldrig igen.

Asad rejste sig, for hurtigt og uden at være opmærksom nok på sin balance. Et øjeblik stod han usikkert nok til at frygte at falde, inden han fandt balancen igen. Han lod intet af det vise sig i hans udtryk. "Skynd dig ned, inden jeg ombestemmer mig og hjælper dig."