“Så bitter - så bitter” han rystede på hoved af hvordan smeden valgte at snakke til dem. Men smilet var hurtigt tilbage, da han begyndte at sende fornærmelser imod dem. Evlyn sad stadig og nød udsigten, mens hun drak af sin kolde øl, efter den løbe tur som strudsen var stukket i. Gjorde det alligevel vidunder for hendes tørre hals. Hvorfor hun ikke bare gik, og efterlod manden til sin egen skæbne. Det vidste hun faktisk ikke helt, hvilket gjorde at så snart tanken gled ind i hendes hoved, lagde hun hoved på skrå og betragtede ham noget mere. Måske var der bare noget over ham? Noget hun ikke helt kunne beskrive. Hun grinede lidt, eller også var det fordi at chancen for at se en slåskamp bryde ud i kroen.

“Tyvetøs?” fedbjerget slå en latter op “Tyv måske, men selvom hun ikke fik din struds skal du ikke løbe om hjørner med hende” manden ved hans side, der havde noget fedtet mørkerød hår nikkede med et stift ansigt. “Hun er ikke bare hvem som helst. Og følger hun efter dig, er det fordi det er det hun ønsker. Havde hun ikke ville med dig, havde du ikke siddet her nu. Og nok manglet en finger eller to” han kløede sig lidt i nakken og tog en slurk af sin øl. Det var tydeligt at manden bare var der fordi han var blevet spurgt. Så snart at der blev nævnt kujoner, rejste manden der havde snakket mest sig op med et eksploderende vred udtryk. Den store vom, skubbede til bordet og knusende med øl begyndte at skvulpe over. “Kujoner!?” vrissede han “Jeg Greven, er bestemt ikke nogen kujon!”

Evlyn, der stadig sad og nød synet, begyndte at grine. En lille stille latter, hvem i alverden kaldte sig også for Greven? Hun fugtede sine læber, og tømte resten af sin øl. Men i stedet for at blande sig, valgte hun bare at bestille en ny.

“Jeg hader dine typer! Du kommer her i kroen, for drukket det du vil have. Blander dig i vores typer, men pludselig så du ikke god nok længere? Det var på tide nogen trak dig ned fra din høje hest kammerat!” med et nik, rejste elverne sig op og pegede sit sværd imod Alran. Dog var kniven i bordet der stadig, og kiggede man lidt efter. Så var det tydeligt at denne bestemte elver, havde en ting eller to med våben. Der hang yderligere to ved hans hofter, ud over det han også havde i hånden. Hvad der ellers gemte sig på den spinkle mand, var måske lidt op til fantasien. Men Evlyn tog et bud, at der nok var mere.

Sårede følelser… Sårede følelser var grunden bag lortet! Alran kunne ærligtalt ikke tro sine egne ører. De lavede sjov, gjorde de ikke? Det måtte de. Det var ikke bare et bundt kujoner, men også en gruppe klovne. En skygge lagde sig hen over hans ansigt, som han blev siddende med sit hoved bukket en smule fremover i stilhed. Stadig ganske afslappet udadtil – kun lige den boblende atmosfære omkring ham, der så småt var blevet mere og mere intens. Det var lidt noget andet fra hvor skrigende klart hans aggression havde stået frem før. Han havde før lignet en, der ikke ville have tøvet med at springe på dem var blevet den nye midte af hans vrede med klør og knyttede næver. Ikke den samlede, tikkende bombe, han udtrykte i den tid, inden elveren trak sit sværd.

Med ét strakte Alran sit ene ben langt ud og fik med nød og næppe kroget sin fod omkring stolebenet tilhørende stolen, hvor den godt plørede mand sad – og indtil videre ikke havde gjort lige så meget kende på sig selv som sine to makkere. Så i et hårdt ryk trak han benet til sig og fejede stolen væk under fulderikken. Han kunne umuligt have god nok balance i sin tilstand til at rette op for domino-effekten, Alran havde sat i gang, så som stolen væltede, væltede han med. Væltede direkte ind i den bevæbnede elver.
I splitsekundet hvor det lykkedes Alran at enten få distraheret den spidsørede eller være heldig nok til at den spinkle bygning faktisk var lige så spinkel og svag, som den så ud, og elveren mere eller mindre væltede med sin fordrukne partner, kom han fluks på benene. Og lige så fluks røg hænderne op ad lommen og greb omkring kniven i bordpladen. Overraskende nok valgte han dog ikke at holde den frem for sig. I stedet satte han den med en stålfast erfarenhed i sit bagerste bælteloop, hvor den kunne sidde og hygge sig, indtil det for alvor ville blive nødvendigt at bruge den.

”Ikke god nok? Narh, nu skal I hører. Jeg er netop for god til jer og jeres krummede lille selskab, I inkompetente fjolser!” udbrød Alran med en minimal kontrol, stadig i sin rasende stemme. Stolen, der mirakuløst ikke var blevet væltet omkuld, da han havde rejst sig op, blev brugt som første trin til at derefter træde direkte op på bordet. Ligeglad med om hans skosåler var beskidte. Stedet var klamt i forvejen. Med et ekstra lag skidt for at gøre det ekstra helbredsskadeligt. Hans ene handske var blevet taget af og fremviste dens sodede fingre, der lukkede sig om et af krusene. Følte det bøjede og bulede metal.
Som spadserede han ned ad gaden, trådte han et par skridt over bordpladen og satte sig til sidst på hug direkte foran Greven. Med armene hvilene på sine knæ. Og et blik så koldt, at det ikke matchede den røde nuance i den brune iris. Det resterende øl sivede ud af kruset, før metallet, stadig med øjenkontakt med fedmebjerget, blev svagere og svagere indtil Alran blot skulle give det et let klem og det knuses som sprødt fladbrød. ”Det eneste der ville rede en kujon som dig fra et blive spiddet igennem hjertet på slagmarken, er din ekstraordinære mængde af fedt. Og din klamme ånde, der vil kunne holde en hver på afstand af sig. Du kalder dig selv for ’Greven’? Må jeg være fri! Hvor er din klasse dog?” Der var blevet mere stille på kroen, så selvom Alran hvislede rungede hans stemme stadig.

Da greven, som han så fint havde kaldt sig selv, proklamerede at fyren foran ham var for god til at være blandt de andre. Var det som om atmosfæren skiftede i rummet. Folk blev stille, en enkelt sad med kruset halvvejs oppe til munden, og kiggede middelstalt hjernedød ud som han prøvede at finde ud af hvad der var sket. En lavtmeld summen gled igennem de mange folk, da de hviskede blandt hinanden hvad det var der foregik. Det var dog ikke normalt, at folk blev tossede på hinanden. Og slåskampe var da bestemt også noget der skete i ny og næ. Evlyn måtte gemme hendes store smil bag kruset, og det blev kun bredder da hun så scenariet udfolde sig foran hende.
Først havde hun troet, at han bare ville tage imod at den gammel mand, havde stået og råbt af ham. Hvor tog hun dog grueligt fejl, da der pludselig i en ganske flydende bevægelse blev sat gang i tingene. Manden med det rødbrune hår, der var lige ved at tage en tår af sin øl væltede pludselig bagover. Elveren havde været på vej imod Alran med sværdene for at vise ham hvad der skete, hvis man trådte forkert over deres meget små og følsomme tær. Blev væltet af den forfjamsket fulderik, der prøvede at komme på benene, men endte i panikken at hive stolen med sig, og sværdet elveren havde i hånden var millimeter fra at skære hånden af på ham.

Det var som om alle i rummet glemte at trække vejret. De sad bare og stirrede, Evlyn så ud af øjenkrogen hvordan manden; som hun før havde givet et kassen hjernedød, begyndte at spilde øl ud over sig selv. Og hun var tæt på at bryde den igennemtrækkende stilhed med et grin. Hendes blik, blev dog draget imod ham hvis struds hun havde stjålet. Navnet hun faktisk endnu ikke kendte. Da han begyndte at gå frem på bordet. Grisen, som hun hellere ville kalde ham nu. Var blevet rød i hoved, svedet begyndte at glide ned af panderene og det ulækre fedtede hår. Havde pludselig en ekstra effekt på at gøre ham ekstra charmerende. Som han stod der og måbede over hvad der var sket. Kunne hun ikke lade være “Hah! Ligner Greven er blevet degraderet til Grisen, og hellere må løbe hjem til hans mor. Eller er det normalt at man pisser i bukserne over sådan en lille trussel?” Det bredte præcis den effekt hun havde håbet på, folk begyndte at grine og det huede tydeligvis ikke manden der skræppede op med en meget lys stemme. “IDIOTER JEG SKÆRE FINGRENE AF HAM OG FODRE DEM TIL JER!” Elveren der havde ligget og rodet rundt nede på gulvet, fik endelig kæmpet sig op, og kastede sig imod manden på bordet. Intetanende om hvad der foregik, alt imens at fedmebjerget sendte en knytnæve afsted imod knægten der havde trynet ham foran hele kroen.

Okay. Så tyvetøsen var ikke helt galt at have omkring sig. Hun var åbenbart ikke sky for at stikke sine ’venner’ i ryggen, hvis hun da så sig i et bedre lys andet sted, og netop dét opviste hun til nær perfektion med hendes højttalende hån af Greven. Omgivet af den høje latter, der kun blev overdøvet kortvarigt af, hvad kun bedst kunne beskrives som en hvinende gris, krøllede et sadistisk smil frem på Alrans ellers så sure ansigt. Og her havde han gået og bekymret sig om, at han stod nederst i fødekæden ligemeget, hvad han gjorde.
”Jeg må give hende ret. Grisen passer meget bedre til dig, tyksak. Fedet op til fest og klar til at blive slagtet.” De ville have en skurk ud af ham? Så skulle de ved Zaladin’s næsehår da også få sig en skurk! Han genkendte ikke dem, men de kendte til ham, så det var åbenlyst, at de ikke kendte ham godt nok til, at vide med sikkerhed, om han kastede om sig med tomme trusler. Men samtidig kendte de ham måske godt nok til at vide, at han hvis han valgte at give truslerne fylde, ville han ikke være bange for at gå igennem med dem.

Straks fløjs Alrans hoved op, som han så bevægelse ud af øjenkrogen, og han nåede knap nok at registrere, at det var elveren, der var kommet på benene igen, før han sprang mod ham. Smilet og den gysende morskab var hurtigt forsvundet fra smedens ansigt og var blevet erstattet med irritabel koncentration, som han gjorde et forsøg på at undvige. Alt det gjorde var at give Grisen en bedre chance for at lande sit slag. Hvilket det gjorde. Direkte ind mellem øjnene og næseryggen dunkede med det samme. Varme flød igennem næseborene.
Det sendte Alran tilbage, hvorpå han ligeledes mistede balancen, så han endte med at ligge halvt ned på bordet – at det ikke væltede i processen var endnu en velsignelse fra guderne. ”Arh! Forbandede..!!” Flere svovlende ord røg ud af munden på ham, men med hånden løftet op for at ømme sig, blev det meste af det oversat til en utydelig og arrig mumlen. Længe lod han sig dog ikke ligge og have ondt af sig selv. Faktisk var han ret hurtig til at kaste håndfulden af knus metalkrus, han havde beholdt i sin anden hånd, imod elverens ansigt. Igen; som første distraktion før han sparkede ud og gjorde kontakt med hans brystkasse. Tænk engang, at hans forslående stilling faktisk kom til god brug.

Samme ben blev i momentummet svunget omkring og resten af Alran trillede med ned fra bordet. Det var ikke en smart idé at blive liggende. Og han havde andre ting at tage sig til. Så snart han var kommet på benene, var kursen sat tilbage mod hidsigproppen. Han var en tung mand. Men uden kontrolleret træning, var det kun ensbetydende med at han faldt tungt tilbage i sin stol, idét Alran, med hænderne på hans skuldre, skubbede ham ned at side. Den ene hånd blev liggende, mens den anden fandt kniven frem fra sin ryg.
”Grynt for mig, grisebasse,” vrissede Alran lavmælt lige inden han sendte knivens spids mod Grisen. Ironisk som han netop havde prædiket om, at manden ville være for fed til at blive spiddet i hjertet. Heldigvis var han ikke en morder. Midt i stikket blev taget i kniven løsnet, så taget blev ændret og spidsen af kniven stak ud fra lillefingeren i stedet. Dette gjorde det derfor muligt at stoppe stikket og hamre bladet ned i hans lår. Lidt ekstremt, ja. Men Alran var virkelig ikke i godt humør.

Med dét gjorde trådte han et par vaklende skridt bagud og tørrede næseblodet væk med håndryggen. Betragtede sit mesterværk og var fortsat opmærksom. Hvem sagde at kampen var ovre endnu?

Det var et helt show der udfoldede sig foran hende, det kunne næsten ikke betales med krystaller. Hvem skulle have troet at strudseejeren, havde så meget gods i sig? Hun morede sig i hvert fald gevaldigt, som hun sad der på disken og drak sin øl. Og hun var tydeligvis ikke den eneste, da folk var kommet op og stå. Desværre kunne hun også mærke at energien begyndte at blive lidt mere vild, det var som om at kampen der udfoldede sig foran dem. Gjorde at det trillede i deres fingre, for selv at slå nogen i ansigtet. Det gav hende en bekymret fuge mellem brynene, måske dette ikke var så godt når det kom til stykket.
Kroppen veg en smule tilbage, da hun hørte hvordan knoerne blev slået ind imod hans næse. Det lød ikke godt, også skete det. En i den anden ende af rummet, hævede deres flaske og hamrede det over en anden person. Noget blev råbt omkring, at han også var en nar og nu fortjente han at få af samme skuffe.

Hun veg en smule tilbage, og kiggede først over da hun så hvordan en kniv blev stukket ned i låret på Grisen. Hun spærrede øjnene op, det var, hold da op. Hun var så overrasket, at hun ikke lagde mærke til, at nogen fejede hende ned fra bordet. Hun lavede et ufrivilligt skrig, da hendes albue hamrede imod det klamme hårde trægulv. Men held i uheld var det, da en stol fløj hen over hendes hoved. Så var det sket, hele kroen var brudt ud i spontan slåskamp. Nu var det alle for dem selv, men hun kunne mærke en lille form for skyldfølelse. Nu var han allerede komme til skade på grund af hende en gang, hun ville næsten ikke kunne bære det hvis mere skete. Det var jo hendes skyld at han var her i første om gang. Og han havde været ganske rimelig! Hun begyndte at kravle hen over gulvet, som hun undgik flyvende krus og og næver. Dog kom hun på bedre tanker, da nogen sparkede hende i maven. På trods af smerten, var hun hurtigere oppe end manden kunne nå og reagere. Hendes hånd lukkede sig omkring et ler krus, som hun smadrede imod bordet. Det største skår greb hun og placerede imellem pegefingeren og langemanden. Med nogle hurtige skridt, dansede hun næsten op på en stol, videre på et bord og smed sin knyttede næve lige imod manden. Der skreg af smerte, da skåret borede sig ind i kinderne på ham. Ingen sparkede hende når hun lå ned!

Derefter var hun hurtigt væk fra ham, og prøvede at kæmpe sig igennem mængden imod strudsemanden. Der var nok var travlt optaget af elveren der stadig prøvede at kæmpe imod manden, der lige havde stukket en kniv i benet på hans arbejdsgiver.

Slaget mod hans ansigt havde for en stund dæmpet funktionen af hans sanser. Alt fra hans lugtesans til hans hørelse og også hans syn. Så det bar da præg af lidt ekstra held fra hans side, at han ikke ramte helt ved siden af. Og svinet hylede endda som instrueret idét kniven borede sig ned i hans lår. Men Alran blev først for alvor opmærksom på, hvordan hele krostuen var brudt ud i et værre kaos på rigtige værtshus manere, i det lille pusterum, han endelig fik derefter. Et kvindeligt skrig midt i det hele var nok også lidt skyld i, at han lod blikket falde rundt på de andre til stede. Indtil da havde han trods alt kun haft de tre mænd i sigte.

Det her var ikke godt. Det var meget hurtigt blevet til en vildmark. Og hvad værre var; han stod midt i det hele, kun reddet af den afstand folk havde taget til konfrontationen. Men den slags holdte sjældent særlig længe, og rigtigt nok nåede Alran knap nok at se sig omkring, før et krus fløj igennem luften mod hans hoved. I et hårdt ryk, lykkedes det ham at undvige sammenstødet, dog mens han søgte med at skarpt blik efter, hvem der havde mistet sin fornuft, og kastet det, blev han distraheret af et ordentligt hug direkte ind i siden, der automatisk fik ham til at knække lidt sammen og bryde ud med en dybt beklagende lyd. Elveren var tilbage på sine tandstikben
Alran skulle nok være taknemmelig for at han havde opgivet at svinge om sig med sit sværd og gået direkte til den med sine næver problemet var bare, at næverne ikke var nøgne. Den smule belysning, der var til stede, glimtede mat fra et metaldække over den spidsøredes knoer. Og om det ikke kunne mærkes og fik tænderne bidt arrigt sammen. Det ville bestemt kunne mærkes senere. Der havde været et lille håb i Alran, at sende et vredt nok udtryk mod elveren, ville sende ham lidt tilbage, men nej. Idioten var for hjernedød til at opfange faresignaler og sprang blot på ham igen. Denne gang var Alran til gengæld mere parat. Og ædru. Selvom elveren virkede til at have godt styr på sig selv, så havde han stadig fået rigeligt indenbords, så da det næste slag blev sendt afsted, var det overraskende nemt for Alran at blot træde til siden, og slaget fortsatte direkte mod en nærtstående, der ikke tog det pludselige bagangreb godt.

Hvad der videre skete med elveren, havde Alran ikke tid til at se til. Han skulle ud derfra! Og det kunne kun få for langsomt. Så med en arm støttende omkring sig og ømmende mod hans forslåede side, begav han sig ind i samme krig for Evlyn. Evlyn, som han kort tid efter så i mængden med blod på hænderne. Hvad hun ikke så ud til at se selv, var en ny modstander med en stol hævet over hovedet. Lige præcis, hvad der drev ham, ville han hverken kunne elle ville svare på, men han skubbede sig mere aggressivt igennem vildfarende mænd for at i tide kaste sig mod denne lallende ældre herre. Hamrede sin skuldre ind i mandens mave, som en tyr, og sendte ham dermed voldsomt ud af kurs. Kortvarigt lå Alrans øjne på Evlyn, før han uden at ord til hende fortsatte sin kamp mod udgangen.
Bare ikke før et besøg til selve bardisken, hvor han stoppede op længe nok til at skue efter den unge pige, der før havde skænket kunderne med et kækt smil, men som nu var krøbet i skjul og sikkerhed fra flyvende flasker. Fluks var Alrans hånd omkring en mindre pose, der raslede af en håndfuld mønter, og lige så fluks var den blevet kastet mod pigen med en tilhørende håndfuld ord: ”Til Asja for at have spild blod på hendes beskidte møbler!”
Og så var han videre. Uden at vide om pigen faktisk ville give beskeden og pengene videre eller bare beholde dem som dagens drikkepenge. Turen derfra var faktisk ikke så besværlig igen. Han så endda sit til at gribe om en tilfældig kappe, der lå uden opsyn og nåede at svinge den over skulderen, inden han brød igennem den knirkende dør og endelig stod udenfor i frisk åbenhed, hvor den dybe hætte blev løftet over hovedet. Den støttende og ømmende arm fandt igen sin plads. Forbandede elver havde alligevel ramt hårdt.

Hvad var det også der drev mennesker, til at opføre sig på denne måde? Man så et slagsmål, også skulle man pludselig deltage. Det var et eller andet sted fuldstændig grotesk, og hun elskede det! Måske ikke det at være i kampen, men at overvære hvor idiotiske mænd kunne være. Nogen kvinder selvfølgelig også, men lige nu - ville hun vove den påstand at de kvinder der var i rummet. Havde søgt dækning, eller allerede fundet vej ud af kroen.
Der var han! Hun nåede lige at betragte ham bekymret, da hun så hvordan han holdte sig i siden. Men så var den bekymring også væk! For lige som hun skulle til at gøre noget, havde han valgt at styrte forbi hende og løbe ind i en mand. En mand der havde været tæt på at sende en stol i hendes retning. Dem fortrak hun at sidde på, ikke over sig. Hendes blik fangede hans, før han var afsted igen.

Først stod hun lidt og måbede, da stolen der havde tiltænkt hende, var blevet smidt over en anden i stedet. Og nu var nye næver sendt imod den ældre herre. Hun skulle ud her fra, og det kunne kun gå for langsomt! Hendes blik flakkede rundt, der var alt for mange mennesker. Og der var ikke plads til at hun kunne komme forbi, så måske det. Hendes tanker arbejdede hurtigt, hvor at hun ikke havde styrke i sin krop til at kæmpe. Var hun en snu ræv, en kvinde der hurtigt fandt en ny udvej. Med et grin der forlod hendes læber, løb hun i modsatte retning af døren. Hun hoppede op, og brugte en mand der havde bukket sig ned, som springbræt til at kaste sig op imod den store lysekrone der var i loftet. Tydeligvis et levn fra da huset havde haft dens storhedstid. Hendes hænder lukkede sig omkring det kolde støvede metal, som hun hæv sig selv op. Hendes blik flakkede og så hvordan at Grisen sad og skreg, hvor ham med det rødbrune hår var i færd med at hive kniven op af låret. Hun rystede på hoved, den skulle bare blive siddende i ind til de kunne bringe ham til en healer. Men hun havde ingen intentioner om at hjælpe. Ulækre røvhuller. Med nogle lette og akrobatiske spring, kastede hun sig fra lysekroner videre fra bjælke til bjælke der var i loftet.

Hun var lige ved at nå døren, da hun pludselig hørte en meget gennemskærende skrig. “Hvad fanden foregår der her!?” hendes blik landede på en lille skikkelse der havde stillede sig op på barens disk. Hvordan i alverden var der kommet så meget lyd ud af sådan en lille Alf? Det måtte være ejeren. Men hendes råb var som at kaste en våd pølse igennem et tomt rum. Fuldstændig nytteløst og åndssvagt.

Alfen forsvandt også hurtigt igen, da det gik op for hende at det ikke ville hjælpe. Det kunne næsten kun betyde en ting, hun hentede hendes håndlanger. Dem som slog hårdt. Nu var det bare om at komme ud i en fart. Hun så hvordan at strudseknægten brød igennem døren til frihed. Men som han var forsvundet ud, var der to mænd der slåes foran den. Så den vej var hun spæret, hendes næseryg rynkede sig mens hun måtte tænke hurtigt. Hun så ud af øjenkrogen at alfen kom tilbage, og ikke alene. Så var det nu eller aldrig! Hun tog nogle hurtige skridt fra bjælke til bjælke og sprang igennem et lille vindue. Hun skærmede lige for hendes ansigt som hun røg igennem glas. Måske ikke hendes bedste flugt nogen sinde, men som hun landede i noget hø. Kunne hun ikke lade være med at lave et lille hyl og grine.

Selvom det havde absolut ingen effekt inde i krostuen at råbe og skrige om ro og orden, så havde Alran bestemt ikke nogle problemer med at høre den forfærdelige lyd af alfens hævede skråleri. Et meget klart bevis på, at han var nået ud lige akkurat i tide. Han ønskede ikke at vide, hvad der ville ske med ham, hvis han var blevet set og det derefter var kommet ud, at han egentlig var lige der i midten af problemet. Nej vent. Det var squ da ikke hans skyld! Grisen, Marsvinet og Trællen kunne have tænkt sig bedre om. Måske endda gro et ordentligt par klokker mellem benene frem for at føle sig trådt sådan over tæerne. Og så var der tøsen, Evlyn..

Det var som om, at den simple tanke i hendes retning automatisk hidkaldte hende til ham. Foruden det kortvarige tilbageblik på hændelsen, havde han forkastet hendes eksistens, velvidende – troede han – at han aldrig skulle se noget til hende igen, men kursen havde knap nok ført ham et par lange skridt væk fra kroen, før hun var der igen. Lige der. Som smidt ud af et øverste vindue, som havde en ork forvekslet dværgkast med kvindekast derinde et sted i den tid, han havde været væk.
I ren og skær lamslåelse stoppede Alran meget brat op. Så brat, at han nær havde måtte tage et skridt bagud for ikke at komme helt ud af balance. Lyden af splintrende glas havde egentlig været det første, der havde gjort ham varsom, men hendes krop, der dumpede ned i høet, havde været, hvad der for alvor låste ham fast på stedet. Under den dybe hætte stirrede mørke øjne i lige så dyb overraskelse direkte mod hende, og som hendes latter begyndte at runge, gravede der sig en ligeledes dyb rynke ned mellem hans øjenbryn. Der var noget over det, der gik ham til at bekymre sig om, han havde haft en flygtning fra galeanstalten på slæb.
Bare gå videre… Ignorer hende…

”Jeg burde have dig betale for min healer regning,” åbnede han nu alligevel munden og fik sagt, efter at fundet sig selv allerede over ved siden af hendes høstak, før han kunne gå sin vej og efterlade hende til hendes tydeligvis sjovere verden. Han druknede hurtigt lysten til at sparke ud efter hende i fornuft, og blev i stedet bare stående, bevidst indenfor hendes synsvinkel, skulle hun ikke have overskuddet til at dreje hovedet. ”Men noget siger mig, at du ikke har en eneste ærlig mønt på dig til at kunne betale den. Særligt ikke eftersom din… arbejdsgiver bliver nød til at bruge din belønning på sin egen.” Selvom hans stemme var hård som altid, var der alligevel et snert af tilfredshed at finde derinde et sted uden et åbenlyst smil. Gemt under den letter nasale lyd, slaget mod hans næse havde forsaget. I det mindste var den ikke brækket.

Da hun hørte hans stemme, stak hun hoved op fra vognen fyldt med hø. Hendes allerede uregerlige hår, strittede i alle retninger med høstrø som havde fundet sig vej ind i mængden. Hendes smil på læberne, og de mange fregner som der var bredt i hele hendes ansigt. Gav hende et meget yngre udtryk, end hvad hun i virkeligheden var. Nu var det selvfølgelig sådan, at på grund af hendes forbandelse, så ældres hun ikke på samme måde som så mange andre. Men lige nu, kunne hun nok gå for en lille skarnsunge i nærheden af de seksten år.
Der gik noget tid, før at hun endelig fik øje på ham. Og der blev smilet bare bredere, nu var hendes nummer jo ligesom blevet afsløret. Så hun havde ingen grund til at lade som om, hun var en stakkels ung lille pige der ingen penge havde. Og måske havde han en pointe, måske skyldte hun ham at betale for en healer regning. Men de skader han måtte have tilegnet sig, det kunne hun også sagtens se til. Skulle han give hende lov. Hendes øjne blev smule smallere, mens den ene mundvige hæv op i den ene side af hendes læber.
Men hun måtte dog indrømme, han så en del værre ud end hun gjorde. På trods af at hun lige var hoppet ud gennem et vindue, der havde efterladt en del små snit i ansigtet og hendes hænder. “Nu skal du ikke dømme en person på dens udseende, ligesom bonden hellere ikke burde sælge sine får før han havde talt dem.” hun var tydeligvis upåvirket over hans kommentar, og hoppede ned på fast jord igen.

Hun flexede kort for at se om hun kunne finde nogen skader. Hendes trøje havde nogle nye huller der ikke havde været der før. Men pyt, hun havde - trods struds ejerens overbevisning, ganske godt med krystaller i hendes pung! Bare ikke på sig.
“Hvis du skulle have lyst, eller ture. Så kan jeg godt skaffe nogle krystaller så du kan betale en healer for at fikse næsen og … ribbenene?” hun betragtede ham med hoved på skrå, og stak nogle af hendes hårtotter bag det ene øre. Han nåede dog ikke at svare, før at hun hørte en skingert skrig, noget i lig med; hvem i alverden var den snotdumme troldelignede røvbombe der havde ødelagt hendes vindue? Også hørte hun nogle skridt og en dør der blev hævet i. “Yes! Lyder som om vi skal skynde os strudsemand!” hun greb ham om hans arm, i et forsøg på at trække ham med sig. Og hvis hun tillod ham det, ville hun sætte benene på nakken som man så fint beskrev det til tider!

Rynken mellem hans bryn blev kun dybere af… alt, hvad hun gjorde. Det morende smil, der kun virkede til at blive større og større. Hendes yderst fristrende tilbud. Om han ville lægge sine skader i hendes hænder. Den dag, han frivilligt gjorde det, ville være dagen hvor ham og en helt særlig lille alf ville have en hyggelig snak over en kop nydelig te. Og han var mere end bare sikker på, at spørge man alfen selv, ville hun være enig med ham i, at det ville aldrig ville ske. Desuden var hans skader langt fra lige så alvorlige, som man skulle tro. Hans ansigt så rigtig nok noget farligt ud med blodet og den lille flænge over næseryggen og de begyndende bananmåner ved de inderste kroge af hans øjne.
Hun skulle nærmere være mere bekymret for sig selv. Han kunne ikke se noget, som de stod, men chancen for at der sad små stykker af glas i de mange små snit var da stadigvæk til stede.

”Jeg har ikke tid til a-…” Det lykkedes hende faktisk at forstumme ham midt i sin sætning ved ikke meget andet end at gribe fat i ham. Han havde været mere fokusere på den mængde af indre irritation, hun bragt op i ham end at lægge mærke til, hvordan faren endnu var lige omkring hjørnet. Strudsemand?! Det var da lige godt grov. Det gav et ordentligt ryk i hans arm, sådan som hun forsøgte at rende af sted med ham, men frem for at lade sig blive hevet af sted, stod han standhaftigt fast, hvor han stod. Man skulle næsten tro, at sålerne i hans sko var blevet tungere, for Alran i sig selv var ikke et bjerg af vægt som Greven.
Følgende af hans hold udnyttede han den potentielle fjedereffekt. I en fluks bevægelse havde han drejet i sit håndled og dermed selv havde fået et fat omkring hendes arm og ved det rette tidspunkt hev han hende i stedet til sig. Så uden at indikere om han var på hendes side eller om hans intentioner var at have hende afleveret – hun havde trods alt pålagt ham en hel del besværligheder – slap han sin støtte om ribbenet for at få et godt tag i hende. Det var en meget klodset manøvre, og han havde egentlig brug for hendes egen hjælp og lidt af hendes frie vilje til at komme succesfuldt i mål. Målet være at kaste hende direkte tilbage ind i høstakken. Den var stor nok til at have hende lande blødt og sikkert fra, hvad? 2. sal?, så var der da også rigeligt med hø til at udgøre et bedre skjule sted. For han havde squ ingen planer om at løbe forvildet igennem Dianthos. Igen.

Med hende i høet fulgte Alran trop. Møvede sig ind og sørgede på et hængende hår at have dem begge dækket. I stedet for at se var endt spredt ud i hver sin side af vognens hjørne, var de – både til hans misfornøjelse og glæde – endt meget nær hinanden, og han kunne med lethed signalere hende til at være musestille med en pegefinger oppe foran sine læber.

Hun kiggede forvildet tilbage på ham, da han ikke var til at rokke eller trække i. Hvad havde han forestillet sig? Det gibbede i hende, havde han tænkt sig, men hvorfor efter alt det besvær de lige var gået igennem? Nervøsiteten greb fat i hende, selvom det ikke lå til hende tit. Kunne hun alligevel mærke hvordan den begyndte at boble frem i hendes mave, gribe den ubehageligt, så en kølig fornemmelse bredte sig i hele kroppen. Og pludselig havde han hævet hende til sig, hans kropsvarme bredte sig i hende. Og fik hende kort til at glemme at trække vejret. De havde kun lige mødt hinanden, men derfor var det da ikke gået hende umærket forbi at han var en attraktiv mand. Også selvom hans nylige erhvervet skavanker i ansigtet. Og hvilken som helst kvinde, ville aldrig kunne bilde hende ind, at de ikke ville føle bare en lille bitte gnist. Hvis de stod presset så tæt på af en vel proportioneret mand.

Lyden af mennesker der snart ville finde dem, forsvandt for hende, da hendes øjne var meget mere optaget af ham der stod foran hende. Derfor kom det også fuldstændig som et chok, da varmen pludselig forsvandt. Og han havde løftet hende op og smidt hende ned i høstakken! Den så bratte opvågning kom som en stor overraskelse for hende, så det var et simpelt held at hun ikke udbrød et hvin. Men chokket havde alligevel været så pludseligt, at hun slet ikke noget at registrerer ret meget, før at han pludselig var der ved siden af hende, og havde sat en finger foran læberne. Hun kiggede på ham med store øjne, tydeligt med et ganske forundret ansigt. Hvad var der lige sket? Hun havde stået op af ham, hans varme. Hendes øjne spilede endnu mere op, da det gik op for hende hvilke tanker hun havde haft. Varmen steg i hendes kinder, som nok fik en fin rødlig farve. Hendes underlæbe blev trukket ind under overlæben, mens hun nikkede ganske svagt. Gud hvor var det pinligt, hun var ellers meget mere professionel end det her.

Også hørte hun stemmerne ude for høstakken. De typiske, hvor er de, så du hvor de løb hen? Det kan da ikke passe de bare er forsvundet! Hun møvede sig lidt frem, måske hun kunne skubbe lidt hø til side, også se om de var gået? Hun hørte to sæt fortrin der løb afsted, men hun var ret sikker på at hun havde hørt tre mennesker der var kommet ud fra kroen. Hun fugtede læberne, og lukkede øjnene. Og tog en dyb indånding. Verden åbnede sig lige så stille for hende, Hun kunne først kun høre sin egen vejrtrækning, men lige så stille kunne hun høre personen ved siden af sig. Høet der raslede omkring dem, når de bevægede sig bare det mindste. Og til sidst, kunne hun også høre personen der stod og prustede og stønnede lige så sagte lige foran høstakken. Hun åbnede øjnene, en lille rynke formede sig på næsen. Hun vente hoved tilbage, for at få øjenkontakt med ham der teknisk set havde reddet hende for noget af en løbe tur igennem byen, igen. Og havde sørget for at hun også ville blive skjult fra hvem end der prøvede at få fat i dem igen.

Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun ikke helt forstå hvorfor. Hun lagde hoved på skrå, og betragtede personen foran hende. Hvorfor?

Alran havde ubevidst holdt vejret, siden de havde begravet sig i høet, og som tiden gik, og som øjenkontakten med tyvetøsen blev dybere, følte han sig blot mere og mere døvet af lyden af sin egen hjertebanken i ørene, så han næsten ikke kunne lytte efter deres forfølgere. Blev de opdaget ville det ikke være verdens ende, men han foretrak ikke at skulle stilles foran konsekvenserne. Og han forventede da at hans kriminelle partner foretrak det samme. Hendes ånde var varm mod hans ansigt…
Fingeren faldt fra hans læber, og han sad ellers parat til at stoppe hende, skulle hun finde på at gøre noget dumt. Som at snige et smugkig ud fra deres skjulested. Han stolede underligt meget på hendes evner til at være snedig. Med hendes baggrund ville det ikke komme bag på ham, hvis det havde lykkedes hende at snige sig væk, inden han kunne nå at blinke færdig med øjnene. Men deres gemmested var også et åbenlyst et, og alt det tog var for vagterne at dreje hovedet mod høstakken for at se koralblå øjne kigge tilbage mod dem.

Støv dryssede lydløst ned mellem høet mange tørrede strå. Endnu mere, når den ene af dem rykkede på sig. Alran kæmpede en brav kamp om at ikke løfte hånden op for at gnide sig på næsen. Fjerne den krilrende følelse i næseborene. Han forsøgt sig med at vrikke lidt med næsen i stedet. Snøftede forsigtigt. Han blev nød til at bryde det fangende blik med Evlyn for at lægge koncentrationen på andet. Brynene krummede sig. Det var slemt. Meget slemt. Og så umådeligt typisk. Selvfølgelig!

I sidste ende måtte han erkende sig besejret. For mens han kunne vinde en slåskamp som på kroen, så var han forsvarsløs i denne. Det havde været en tabende kamp fra starten.
Hvorvidt man kunne kalde det heldigt, at han havde drejet sig væk fra Evlyn, inden han brød ud i et voldsomt nys, kunne diskuteres. Hun kunne være glad for ikke at være dækket af en sky af mundvand, men der var ingen tvivl om, at nyset var blevet hørt, så højt det havde lydt. I det mindste ville der ikke være nogen Alran at finde i høstakken. Han var som forsvundet. Kun hans slatne og tømme klæder var blevet efterladt i høstakken. Ingen tvivl på at dets ejermand havde været iført dem bare et sekunds tid siden.
”Hvad var det?!” Den prustende vejrtrækning af den tredje vagt var hurtigt blevet til hårde ord efterfulgt af lyden af et sværd, der blev trukket fra sin skede. ”Ey! De gemmer sig her! Jeg hørte noget. De snedige ballademagere…” blev der snerret ad høstakken efter at have kaldt efter de to, der ellers allerede var videre ned ad gaden. De to sæt fødder vendte skam også hurtigt tilbage. Der var stille for en stund, som alle tre stod og gå mod høstakken. Sværd trukket og rettet mod den.

”Kom ud! Vi ved I er derinde,” kommanderede den ene stemme strengt, og som på befaling begyndte høet at rumsterer endnu mere afslørende. Indtil det første hoved stak frem. Efterfølgende af resten af den lille krop. Dækket af en knaldgul fjerpragt. Vinger baskende vildt og ujævnt, som var den en ene vinge beskadiget på en eller anden måde. Alran skræppede på bedste manere, idét han kæmpede for at lette længe nok til at kunne lande på sine små spinkle fødder på ladens kant. Hvis ikke han hadede hvert eneste øjeblik af sit fugleliv, så ville han havde moret sig grænseløst over det målløse udtryk i vagternes ansigt. Dét havde de ikke forventet.

”Flot, Rasmus. Du fangede en fugl,” lød det sarkastisk fra den ene af de tilbagevendte. ”Fortæl mig så, hvordan sådan en startede en startede en barkamp. Sked den i alfens mjød?” Vreden skiftede hurtigt til en hånende morskab og der blev uddelt latter mellem to af vagterne. Rasmus lo ikke. Han måtte føle sig noget flov, for han skulede i stedet til dem og satte frustreret sværdet tilbage i sin skede.
”Jeg sværger, jeg hørte nogen nyse!”
”Du må have forvekslet det med et ’pip’. Kom nu. Vi spilder vores tid med en eller anden dum fugl.” Resterne våben blev lagt væk. Og vagterne marcherede bort i al hast. Et par mobbende ’pip’-lyde blev lige kastet mod deres kollega efterfulgt af flere grin. I det mindste var Rasmus ikke den eneste, der følte sig ydmyget. Alran var i samme båd, som han sad der og kiggede efter dem med øjne som mørkebrune perler.

Hvor længe de havde siddet der og kigget på hinanden, kunne Evlyn ikke helt finde ud af. Det var som om hans øjne havde en næsten hypnoserene effekt på hende. Dybe, eftertænksom – som var der en hel fortælling at fortælle, blot ved at betragte dem. Hun fugtede læberne, og kunne mærke hvordan en behagelige fornemmelse gled ned over hendes rygsøjle. Den våde sensation af tungen imod læben, hjalp ikke på følelsen der bredte sig helt ud til finger og tåspidser. Hvordan var de endt her, det var som om at alt det der havde ledt dem til dette øjeblik blev glemt. Det eneste der var tilbage af hendes minder var ham, manden der sad lige foran hende.

Men denne ganske behagelige stilhed, og bånd de delte, kunne desværre ikke blive ved. Hendes bryn knyttede sig imod hinanden, da hun så hvordan han begyndte at få et mærkeligt ansigtstræk. Dog havde hun været så opslugt af hans øjne, at det var først for sent at det gik op for hende. At han skulle nyse, ved alle guder i dette land. Kunne det være mere uheldigt!? Hun fór sammen, da den højlydte lyd ramte hendes øregang. Krøb sammen til den mindste størrelse hun kunne blive, mens hun med skræmte øjne kiggede imod hvor at mandens stemme lød. Han havde hørt det, og hun var spillet sluppet op. Selvfølgelig ville der altid være muligheden for at undslippe på ny. Men efter den korte tid i høet, kunne hun mærke hvor ømme hendes ben var, og hvor lidt hun ville have lyst til atter at flygte fra nogen.

Også var det, at det gik op for hende at der manglede noget. Eller retter, nogen manglede. Manden foran hende, var der ikke længere. En fugl skræppede i nærheden af hende. Hvornår havde der været en fugl i nærheden? Forvirringen bredte sig hurtigt i hendes sind, mens en lille panik greb med spinkle fingre rundt omkring hende. Hvor var han? Da hun hørte dem gå væk, sad hun stille i et øjeblik mere, lyttende – afventende. Og først da hun følte at de var langt nok væk, følte hun sig modig nok til at begyndte at rumstere rundt i høet. Det eneste hun fandt var hans, tøj!? “Oh gud, oh gud” fik hun hæst frem, som hun prøvede at mærke frem for sig. Men måtte til sidst give op, han var her ikke!
Med panik i øjnene stak hun hoved op af høet. Fuglen gav hun ikke nogen videre opmærksomhed, som hun kravlede fri fra det stikkende hø, med Alrans tøj i armene. “Det er sidste gang jeg nogen sinde stjæler en fugl på to ben” mumlede hun forvirret for sig selv, og vente rundt for at komme væk fra stedet. De kunne jo ombestemme sig og komme tilbage igen. Og siden han havde valgt at forlade hende, kunne hun jo intet gøre!

Så snart at Evlyn endelig valgt at forlade høstakken, landede kanariefuglens opmærksomhed tilbage på ham frem for at skule videre efter byvagterne. Lidt, som var den blevet skubbet eller shoo’et væk fra sin plads, spredte den straks vingerne og baskede dem nok til at lette med fornærmede vingeslag. Imens hun havde møvet sig op ad laden, havde hun ikke just været hensynsfuld med at ikke komme til at albue ham. Havde hun da slet ikke set ham? Eller troede hun virkelig at hun nu ejede al verdens plads bare fordi hun var så meget større end han var? Hun blev heller ikke frigivet af blive skræppet af i processen, inden han landede tilbage på sin trofaste kant. Det var vel en af de få fordele ved forbandelsen. Hans balance havde aldrig været bedre, som når han blev fanget i den gule fjerpragt.
Stjæle fugle på to ben? Hvad var hun? Dum? Alle fugle havde squ da kun to ben. Egentlig havde han ikke megen grund til at følge hende yderligere. De var kommet væk fra de problemer, de – eller som hun havde bragt dem ind i. Han ville uden tvivl stadig skulle tilbringe en nat eller to i arresten, når der blev sladret om hans tilstedeværelse på kroen. Og hans involvering. Hans fjæs var for kendt. Dér var hun lidt mere heldig. Havde sikkert ikke engang et fast arbejde, som ordensmagten ville vide til at finde hende…

Men hun havde stadig noget af hans. Hans tøj. Det var i hvert fald dét han brugte som den endelige begrundelse for, at han igen lettede og fløj mod hende. Hun skulle tro nej! Frem for at være en god fugl og lande på hendes skulder, landede han på toppen af hendes hoved og var ikke helt nænsom med ikke at sætte sine små, men skarpe klør ned i hendes hovedbund. Det var ikke nok til at gøre nogen skade, men det kunne da sikkert mærkes. Også da fuglefødderne greb om en tot af hendes hår og han lod sig bære af sine vinger igen for at hive lidt i dem for at sikre at han fik hendes opmærksomhed.
Han skræppede endnu engang og slap hurtigt hendes hår. Fløj højt nok for ikke at skulle være inden for hendes armes potentielle rækkevidde. Gjorde sit bedste for at snørkle sig igennem dem, skulle hun prøve at vifte ham væk fra sig med dem, indtil at han til slut fandt hvile på hendes skulder og samlede fint sine vinger.

Selv som noget så kært som en forbandet kanariefugl, hvis fjer var samme farve som glædende solskin, så var det ikke noget problem for Alran at på en eller anden fiks måde at udtrykke sig meget vrissende og irritabelt. Selv uden de menneskelige ansigtstrækninger og folder. Det var altid til at fornemme. Som en konstant aura omkring ham.

Det var slet ikke gået op for Evlyn hun selvfølgelig havde ment en kæmpe fugl på to ben som ikke kunne flyve. Men hvem prøvede vi at narre, det med fugle og generelt dyr var bestemte ikke noget hun ville gøre sig klog på. Ikke just noget som hun havde behov for,  i hendes branche. Med mindre selvfølgelig hun fik behov for nogen sinde, at udgive sig for en der havde. Men igen, slet ikke sagen vedkommende. Da den uvidende kvinde, blot samlede tøjet lidt bedre i armene og begyndte at bevæge sig væk fra stedet. Dette var alt sammen, alt for mærkeligt.

Også mærkede hun pludselig noget ganske skarpt der ramte hendes hovedbund. “hvad fanden” udbrød hun forvirret, som hun kiggede rundt, dog nåede lyden at ramme hendes øre, før at øjnene så hvad der havde landet på hendes hoved. En fugl?

Hun himlede med øjnene. Nu havde hun haft sit med fugle! Og da den begyndte at hive hende i håret. Var det tydeligt at se i hendes ansigt at hun havde fået nok. “Fis af” brummede hun irritabelt som hun gik videre. Med tøjet i armene, synes hun alligevel ikke det var det værd at prøve at fange fuglen. Eller slå ud efter den, her havde hun alligevel snilde nok til at vide. Det var ikke muligt at fange den – hun havde måske katteligende reflekser. Men ikke lige nu, og bestemt ikke energien til at give det et forsøg.

Men da den landede på hendes skulder, kiggede hun alligevel en smule betuttet. Hvad ved alle guder. “Sagde jeg ikke lige fis af? Hvad fanden skal det gøre godt for at sidde på mine skuldre.” hun fortsatte dog med at gå, mens hun betragtede det sidelæns. Der var ét eller andet over denne fugl. Dens måde at opføre sig på. Ej det kunne ikke passe. Hun løftede et øjenbryn lukkede øjnene og rystede på hoved. Inden hun lagde sin opmærksomhed på vejen foran hende. Nu galt det bare om at komme ude af syne og væk fra vejene. Med beslutsomme ben begav hun sig afsted imod hendes skjule sted i kloaksystemet.

Hvad folk dog ikke vidste, hvad der levede under deres fødder. Og hvis man blot glemte tanken om hvor ulækkert det kunne være. Ville man blive overrasket over hvor mange tunneller, var ganske beboelige.

Fis af? Ved guderne havde han ikke tænkt sig at fisse af! Hun havde hans tøj! Og denne gang var det ikke flygtige gadebørn der havde hapset dem og drønet af sted hurtigere end, hvad hans uduelige små vinger kunne præsterer, så han havde da tænkt sig at sørge for, at han fik dem igen. Når han på et tidspunkt blev befriet fra sit bur af solskinsfjer. Hellere snarere end senere, tak! …men måske ikke lige der og lige med det samme.
Så han skræppede modvilligt af hende og blev stædigt siddende på hendes skulder. Og efter et par skridt fandt han endda sig selv i at lige trippe sig bedre til rette. Møvede sig lidt til siden for at sidde mere i hendes skulders naturlige kurve, som hendes hastige bevægelser havde gjort det besværligt at ikke begynde og glide. Selvfølgelig havde hans skarpe klør sivet ned i hendes bluses tynde stof, men det var stadigvæk begrænset hvor godt et greb og for fast et greb, han kunne udføre med sine… fødder.

Alran blev ved med at emme en atmosfærer af utilfredshed, der sikkert virkede noget mærkværdigt kommende fra en så sød lille fugl, men i det mindste forblev han stille på turen. Med mindre hun begyndte at kæfte på. Han havde efter hånden opfanget, at hendes skridt var meget målrettede. Ikke på samme måde, som var hun stadigvæk på flygt, for af hvad han kunne mærke igennem pulseringerne af hendes hjerterytme, var hjertet ikke længere påvirket af alt for meget adrenalin. Nej, måden hun drejede af og nærmest ubevidst var klar over, præcist hvor mange skridt hun skulle tage, før hun skulle dreje igen, var anderledes. Og det var med til at holde ham standhaftig. Hvor var hun på vej hen? Ikke tilbage til Svinet, for så gik hun da i den komplet modsatte retning.

Samtidig med at de gik af sted igennem det nedre distrikt, søgte Alrans mørke perleøjne også omkring sig for at danne sig et billede af, hvor de befandt sig. Han kom squ ikke nok til at genkende det meste af omgivelserne. Han kom der for billig grog og mindre utåleligt selskab, end hvad man fandt i de højere rækker af samfundet.

Hun blev en smule overrasket, over den måde fuglen blev ved med at holde fast – men ydermere, at den formåede at sætte sig sådan tilrette – at det faktisk var ganske behageligt for dem begge, nu når den insisterede på ikke at flytte sig.
Jo mere hun gik, desto mere måtte hun også indrømme, at denne dag havde været en af de mest mærkværdige hun havde haft; meget, meget længe.
Ikke nok med, at en højbenet fugl, havde løbet igennem Dianthos gader – som havde dens liv været afhængig af det. Så havde hun derefter, været med i en af de største værtshusslagsmål hun nogen sinde havde været en del af.  For så slet ikke at snakke om, at Alran var blevet væk – hans tøj efterladt og nu en gul kanariefugl på hendes skulder. Der var kun en logisk forklaring – fuglen på skulderen, måtte være ham. Men problemet var bare, hvordan skulle hun hjælpe ham? Eller, skulle hun overhoved vise ham, hvor hun var på vej hen. Med et stoppede hun brat op – kiggede sig over den skulderen, hvor en lille fugl ikke havde logeret sig.
Nu var gode råd dyre, lige meget hvor hun tog hen. Ville det være en afsløring af sig selv, noget hun ikke ønskede – men nok desværre var nød til. Fuglen kunne jo trods alt ikke fortælle hende, hvor den boede, desuden hvis hun spurgte – så var hun ret sikker på, at han ikke ville gøre det.
Så som de stod der og dalrede den, lod hun tankerne glide frit igennem hendes tanker – ind til hun drejede om, og gik ned af en anden gade, end der hun havde tænkt sig at gå hen. Hun valgte at stole på ham, tro at ved at vise ham dette hus – så ville han ikke sige det videre. Og hvorfor skulle han, han vidste ikke hvem hun var. Ud over selvfølgelig, at hun stjal en struds og hun var dumdristig nok til at kaste sig ud af et vindue.
Så derfor valgte hun denne løsning, bedre end at vandre rundt i kloakerne virkelig.

Inden længe, ville de komme til et snusket kvarter, folk holde sig ganske tydeligt for dem selv. Katte løb rundt, som var i gang med at gøre deres job. Jobbet der indebar at dræbe de rotter, der var vovet nok til at komme op fra kloakerne.
Et par børn legede i området, inden hun dukkede ind i en lille gyde, mellem to huse der begge havde døre ind til dem på denne side.  Med en hurtigt bevægelse, lod hun fingrene glide hen over nogle murbrokker – ganske opmærksom på hendes omgivelser, inden hun rev en af dem ud og fandt en nøgle bag. Derefter lukkede hun døren op, og trådte ind i huset.
Et lille et etagers hus, hvis man så bort fra kælderen, hun hvad lavet om til hendes soveværelse. Det hele var et i plan; køkken, stue – selvom hvis man skulle være ærlig, lignede det hele bare et atelier. Den måde det var fyldt med alle hendes malerier, tuber af maling spredt ud på spisebordet. Pletter af maling over det hele – som hun sagde, for hende var dette orden. For andre, ville det nok lige en stor bunke rod.
“Velkommen til mit ydmyge hjem – kan jeg byde på noget at drikke?” kom der med en drillende toneleje, som hun gik hen til skabende, og hæv en flaske rom – og to glas frem.

Dét at hun bare sådan stoppede op midt i det hele, gjorde allerede dér Alran en tand mistænksom på, hvad hun havde gang i. Hun havde squ da virket så målrettet for bare et øjeblik siden! Hvad fik hende til at stoppe op nu? Han lagde godt mærke til, at hendes blik hovedsageligt søgte i én retning, men han sørgede nu for at være fuldt dækket og så derfor hele vejen omkring dem. Fra side til side. Søgte efter nogle skumle typer, der aldrig stod frem i hans synsvinkel. Var det her noget a la ’et skridt frem og to tilbage’? Et lille ritual for tyveknægte, når de drog tilbage til deres trygge huler?
Og pludselig var der gang i hende igen. Omdrejningen sendte straks fuglen ud ad balance og tvang ham dermed at lige lette fra hendes skulder og rette sig op med nogle bad med vingerne, for ikke at tumle mod gruset. Der gik dog ikke længe, før han havde kollideret med hendes skulder igen. En smule misfornøjet over, at hun havde bevæget sig så skarpt, men som det - desværre - var fysisk umuligt for en forbandet kanariefugl at knurre, så kom der ingen lydeffekt på det.

Rejsen i, hvad der havde lignet den stikmodsatte retning fra før, gik i samme tjeppe tempo. Man skulle næsten tro, at hun havde glemt hans tilstedeværelse, så ligeglad hun åbenbart var, at han havde hæftet sig på hende. Omgivelserne blev ikke nødvendigvis værre, som de bevægede sig igennem skumringskvarteret, men det blev mere fattigt. Hvor de havde været før, havde det været et langt mere barskt miljø. Her kunne man fornemme undertrykkelsen af fortabte familier. Det var et bedrøvet sted. Det var svært ikke at ændre mening om tyvetøsen, bare lidt, når man sådan blev åbnet op for, at dette var stedet hun kom fra. Heldigvis havde den snedighed han havde oplevet fra hende, gjorde ham delvist immun.
Han måtte da også indrømme sig imponeret af nøglens gemmested, som han sad på første række til at beskue.
Husets indre, som hun efterfølgende åbnede op for ham, var på lige fod… imponerende. Det virkede forfalsket, så det var langt fra indtrykket, han havde fået af hende. Så snart hendes første skridt indenfor var blevet taget lettede han atter fra hendes skulder, strøg hendes hals med en blød vinge, og fløj tværs igennem stuen… køkkenet.. rummet… for at lande på hendes staffeli. Godt brugt. Godt elsket. Han fløjtede kort, så sig omkring, og selv igennem sensorerne i hans næb, kunne han lugte den hængende lugt af maling. Perle øjne faldt så på Evlyn. Skulende, hvis det da var muligt for en fugl. Dette var en malers hjem… ikke en tyv. Hvad andet var; hun havde tilsyneladende kunne lægge to og to sammen. Det forklarede den abrupte kursændring.

Endnu en gang lettede han og fløj denne gang tilbage til hende. Landede på bordet og hoppede det sidste lille stykke hen til glassene. Han gav et næsten brummende skrap fra sig. Et der hverken bekræftede eller afviste hendes tilbud.

Den gyldne væske blev hældt op med en rund hånd – ja næsten, så nogle dråber gled ved siden af. Inden hun satte det ene glas frem på bordet til fuglen, og det andet tog hun en ordentlig slurk af. Smilet var stadig at finde på hendes læber, trods den meget begivenhedsrige dag – ja så havde det været, en oprigtig skøn en af slagsen; og dem havde hun ikke just haft mange af, siden hendes ben atter havde sat sig på Krystallandets jord. Minderne omkring hendes familie, havde ligget tungt i hendes baghoved, som hun havde kæmpet sig med at etablere sig selv. En forfærdelig mand ved navn Pax, havde forpurret mange af hendes planer siden han var dukket op til en af udsete opgaver.
Aldrig havde hun mødt en mand, som der kunne få hendes pis så voldsomt i kog som ham.
Hendes blik blev endda kortvarig smalle, som tankerne formåede sig igen at glide over mod ham. Inden de slappede af, og betragtede en solgule kanariefugl. Det var næsten en velsignelse, da hun var ganske sikker på at manden havde; meget mere at ville irettesætte hende for.
“Så – hvor længe går der før du forvandler dig tilbage? Eller har jeg nu en fugl som beboer i ubestemt tid?” hun betragtede ham indgående, inden hun sukkede; hun kunne jo desværre ikke forstå sproget han talte. “Fantastisk” hun rullede træt med skuldrene, inden hun hældte op i de tomme glas igen.

Hvis han alligevel bare var her som gæst, kunne hun jo snildt lave noget arbejde imens.
Et nyt lærred blev taget frem, og sat på staffeliet. Hun gjorde tingene klar, inden hun gik hen og åbnede lemmen i gulvet. Hun trådte ned af trapperne, for at skifte det tøj hun var i; hans tøj, havde hun lagt på stolen på øverste etage.
Hun kom tilbage, nu iklædt en meget slidt bondekjole – med malerpletter og håret sat i en løs hestehale. Glasset blev igen fyldt op, og hun tømte det på samme måde som de andre. Et vågent øje, ville nok lægge mærke til – at dette ikke kunne være en sund opførsel. Men, hvad ville han gøre? Pippe af hende?
Smilet voksede, som hun satte sig til rette og begyndte at male.
Dette var en langvarig proces, og noget hun kunne fordybe sig i, i flere timer uden at røre på sig. Det var egentlig meningen at hun skulle have tegnet, en kendt maleri som der stod på listen over de ting der skulle stjæles. Men hånden tog en anden drejning – og manden med de sorte fingre, en irritabel maske hen over hans ansigt – kiggede pludselig tilbage på hende med meget intense brunlige øjne – som hun tilføjede en smule rødt i, hun havde lagt mærke til da de havde siddet så tæt i høstakken.
Hun rynkede brynene, da det gik op for hende, hvem hun var i gang med at tegne. Spøjst, igen rakte hun ud for at hælde op af rommen.
Nu var flasken næsten tømt.

Besynderligt som det så end måtte være, så fremstillede kanariefuglen en bevægelse med hænderne, der godt kunne hentyde til at være et uvidende træk på skulderne. Han vidste squ da ikke, hvor længe han ville være dækket af fjer! Han vidste, hvordan han kunne vende tilbage til sit sædvanlige selv, i princippet, men det havde aldrig været lige til at gå til. Og præcis lige som, når forvandlingen trådte i kraft, så skete det altid på det mindst ønskede tidspunkter og måder. Forbistrede forbandelse!..
Han hoppede tættere på glasset, nu fyldt næsten til randen med de deprimeredes livsenergi. Han stod først lidt og stirrede på det, som kom han i tanke om, at han jo egentlig ikke havde forsøgt sig med at drikke eller spise meget med næbet. Det var tæt på at være fornærmelse sådan som, det skulle vise sig, at være lige så nemt som indgraveret instinkt, da han i sidste ende gav op på sin stolthed og bukkede sig ned for at stikke i rommen. Den eneste forskel var, hvor hurtigt han kunne mærke alkoholen stige ham til hovedet for hver mikroskopisk slurk det lykkedes ham at tage. En enkel gang stak han næbet langt nok ned til at få en strøm af det i næsen. Straks havde han revet hovedet op og rystede det voldsomt fra side til side. Ah, bol Zaladin i naglen, det sveg!!
Det gik dog relativt hurtigt over, og han drejede hovedet for at følge Evlyn i sine hverdagsrutiner, virkede det umiddelbart som. Hun virkede pludselig slet ikke til at bekymre sig omkring hans tilstedeværelse. Det var nu også meget minimalt af hvilken tilstedeværelse han kunne give. Han var en skide fugl! Ikke engang en imponerende en af slagsen.

Det var med smalle øjne, at hun så hende bringe kunstneriske materialer op fra lemmen i gulvet. Så hende sætte staffeliet op og klargøre lærredet. Han havde haft et så klart billede af hende, som pludselig stod i skarp kontrast til, hvad han overværede. Det var først efter en god del penselstrøg, at han vovede sig tættere på. Satte af fra bordet, men måtte lande en enkelt gang for at genfinde balancen med den nye promille. Anden gang var nu lykkens gang og med bare et par bask med vingerne, svævede han det sidste stykke til at sætte sig på toppen af staffeliet.
Der blev han siddende. Så med på lærredet, som motivet så mere og mere form. Han var ikke sikker på, hvad han mente, om hvad han begyndte at se. Hun havde tydeligvis nogle suveræne talenter med malingen. Men hvorfor han? Han var ikke et ansigt for portrætter.

Alran lettede endnu en gang fra staffeliets top og svævede i stedet længere ned for at lande på det lille bord af materialer, hun havde ved sin side. Hans sigte var bare ikke af den bedste slags, og frem for at lande sikkert, smattede hans ene lille fuglefod direkte ned i en klart med rød maling. Automatisk – måske drevet af en smule forfængelighed – trådte fuglen med det samme tilbage, vingerne spredt ud. Han forsøgte at ryste malingen af sin fod, men uden begge ben til at balancerer sig selv, var der ikke meget at sige til, at fjerbolden i sidste ende væltede ned fra bordet.

Han kunne have landet langt hårdere, end han gjorde, havde han ikke været en fugl. Han vejede knap nok noget, som han var nu, så det gjorde som sådan ikke ondt, da han landede på ryggen. Men gulvet var støvet og sammenstødet var nok til at blæse en smule af det op omkring ham som en sky. Alran fik ikke engang lov til at registrerer det, ikke som han havde haft før. Støv blev inhaleret ind i det allerede ætsede næsebor. Og han nøs. Et klart anderledes nys, havde det kommet igennem et menneskes mands næse.
Det var én ting at gå fra noget stort til noget småt. Det var derfor noget lidt andet at gå fra noget småt til noget stort. Pludselig var der ikke længere plads, ikke til en bredskuldret nøgen mand. Et bed skød ud og væltede fuldstændig hendes lille bord med maling. Udover ham selv. Plettede ham med en regn af forskellige farver, den røde fod var stadig mindst lige så rød, af en eller anden grund. Han havde slået baghovedet mod… et eller andet hårdt. Muren måske? Han havde ikke tiden til at tjekke, for han havde travlt med at føre en menneskehånd op for at ømme sig. ”Arh, ved Thatos og al han er mægtig!!!” vrissede han højlydt.