Den lille lavapige ville give alt hvad hun havde - og mere til. Et svagt smil trak hendes ene mundvig opad, da han svingede med staven foran sig. Hastigheden fik staven til at tegne lange streger i luften, så illusionen af et cirkulært skjold dukkede op foran hendes læremester. Yiyi vidste, at hvis hun prøvede at slå ind gennem hans forsvar, ville hendes stav blive ramt med en sådan kraft, at den ville blive slået ud af hænderne på hende. De havde trænet denne kampteknik til hudløshed efterhånden. Hun skulle om bag ved. Langsomt, en fod ad gangen, stillede hun sig i position. Lysander vidste udmærket, hvad hun lavede, men en modstander der ikke havde mødt hende før, skulle ikke se, hvad hun lagde an til, før det var for sent. 
Hun løb et par skridt til siden, og som han drejede med hende, hamrede hun staven ned i jorden og brugte sin egen vægt til at lave et spring den modsatte vej, henover ham. Hun så ualmindeligt yndefuld ud i sit spring, og den lange kjole flagrede omkring hende. Hendes bare tær ramte underlaget hårdt og sandet hvirvlede op omkring hende. Hurtigt var hun på benene og langede et slag ud, som blev pareret af elveren lige som øvet. Havde det været en modstander, der ikke havde forventet den manøvre, havde hun måske kunnet slippe af sted med det. 

De næste slag var mere lige. Frem, slå, blive pareret. Tilbage, parér, pres frem.
Der var mere plads til udfoldelse her, og langt mindre plads til at slække det mindste på koncentrationen. Ét forkert trin, og hun ville blive ramt af hans slag. Yiyi frygtede det ikke. At blive ramt var bare midlertidig smerte, og hun skulle kunne komme op at stå igen så længe, hun var kampdygtig. Man gav ikke op, det havde Lysander lært hende. 
Det røde sand føg op omkring dem, og deres hårde sving med stavene fik støvskyerne til at flytte sig omkring dem, så tilskuerne stadig kunne se på de kæmpende. Åh hvor ville hun gerne gøre Onelyas stolt. 

Så snart tanken manifesterede sig, blev den unge halvelemental en smule ukoncentreret. Hun fik sat sin ene fod for langt tilbage og fik næsten overbalance. Hun måtte støde staven bag sig for at justere sin vægtfordeling, og det gav en åbning i hendes ene side, hvor et tungt slag ramte. Lidt lysende lava-spyt forlod hendes mund med det meste af luften fra hendes lunger, og hun tumlede omkuld. Kun lige akkurat fik hun vinklet sit momentum, så hun endte i et rullefald og kunne komme tilbage op igen hurtigere end hun var endt en tur i støvet. Hendes hår var nu dækket af røde sandkorn, og et par steder på hendes hud, satte de sig fast ovenpå det af hendes sved, der ikke var størknet helt endnu. 
Hun bed tænderne sammen og indtog sin grundstilling igen. Hun blev nødt til at tage sig sammen og holde hovedet i kampen. Hun ville imponere Onelyas. 

"Uhfff!" Iksenyi mistede pusten af det hårde spark i brystet, og hun vidste allerede, at hun havde tabt, inden hun ramte jorden. 
Presset fra staven ville være nok til at kvæle hende, hvis han kunne få den helt ned over hende, men der kom hendes styrke hende til gode, for med begge albuer solidt plantet i underlaget, kunne hun holde sin stav en centimeter fra halsen, og sådan ville hun kunne blive ved med at holde den ganske længe. Der var nu fordele ved at have årerne fyldt med lava.

Onelyas' stemme skar igennem luften, og Yiyi krympede sig i sin position på jorden. Heldigvis ville kun Lysander kunne se det. Der var noget i Onelyas' stemmeføring, der tydede på at han ikke var helt tilfreds. En skarphed, Yiyi ikke brød sig om, og en knude samlede sig i hendes mave, mens hun kom på benene. 
Så snart hun var oppe, børstede hun det værste røde sand af sin kjole, og hun skyndte sig at placere sine bare fødder, så kjolens bund dækkede dem. De måtte være fuldstændigt dækket af sand nu, og hun vidste, at Onelyas ville foretrække, hvis hun gik med sko. Men det var bare så besværligt, og hun brændte igennem dem på ingen tid. At have bare tær gav hende en meget bedre fornemmelse af underlaget - sko var altid bare i vejen. 
Som hun børstede sand af, blev hendes fingre fanget i et par små huller, der var kommet i stoffet lige under hendes bryster. Selvom det havde været en kort træningskamp, havde det fået hendes puls op og sat gang i svedproduktionen, så nu trængte endnu en kjole til at blive lappet. 

Med bagsiden af hånden, fjernede hun det meste af sin lysende og kulsorte sved fra ansigtet, og fik kun smurt en smule rødligt støv udover den ene kind i processen. 
Hun rettede sig op og stod med den ene hånd på staven, bed tænderne sammen og mødte sin onkels blik. Havde hun imponeret ham? Det var umuligt for hende at læse i de lilla øjne. Knuden i hendes mave blev kun større, mens den kæmpede om pladsen med det håb i hendes hjerte om, at han syntes hun var god nok.

Hvorfor hun ikke brugte sin lava? Yiyis ansigtsudtryk så forfærdet op på Onelyas. Hun ville da ikke skade Lysander! Hun åbnede munden for at sige noget, men stoppede sig selv, for hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Selvom hun ikke havde brugt lava aktivt i sin kamp, havde Lysander lært hende alt hun kunne med den. Alle de smykker, hun lavede, var fordi han havde hjulpet hende med at forstå sine evner til at få det til at størkne. At hun ikke havde brændt hele templet ned, var hans fortjeneste. Hvorfor så Onelyas ikke det?

"Men, Onk..." begyndte hun, men han begyndte at tale igen, og hans stemme var meget hårdere end hun havde forventet. Hvad gik ham på? Hans humør var slet ikke som det plejede at være. "Lysander har..."
Hun blev afbrudt igen. Ikke at der skulle meget tid. Hendes stemme var spæd og svag under Onelyas' og hun turde ikke hæve den. Så hun sænkede blot blikket og fokuserede på de små lavasten, der blev hvirvlet op ved Onelyas' tunge skridt væk fra dem. Han gik bare. Nu var han her endelig efter så lang tid, hvor hun ikke havde set ham. Hvor hun faktisk havde savnet ham. Hvor... hun bare havde været alene. 

Der gik et par sekunder, hvor hun bare stirrede efter ham. Så ham forsvinde ud fra træningspladsen... 
Så kiggede hun ned på Lysander, der frustreret slog i jorden. Hun havde lyst til at gøre det samme, men følte sig bare tom og ulykkelig. 
"Jeg... Jeg skal nok lære det," sagde hun spagt. "Lysander, jeg skal nok gøre ham stolt af dig."
Der var ikke nogen opmuntring i hendes stemme. Den rystede en smule af undertrykt gråd.

"Mhn," mumlede Yiyi bare og begyndte at trisse hen for at stille staven fra sig. Hendes skuldre hang langt nede ad hendes ryg. "Jeg må vel kun være med til maden, som altid."

Hun havde ikke lyst til at tænke på det. Hun skulle vente efter maden, bevogtet og lænket og immobil på gulvet. Ydmyget, bare fordi hun ikke måtte se sin fars flamme. Hun havde aldrig forstået hvorfor, og hun havde aldrig fået et ordentligt svar fra Onelyas, de gange, hun havde turdet spørge. 
Igen skulle hun ... Vent. Den stjålne kæde! Yiyi stoppede op og rettede sig lidt op i sin statur. Hun havde rent faktisk fået stjålet en lænke, jo! 
Der var håb. Et spinkelt håb om at hun kunne tage lidt kontrol over sit eget liv. Hun tørrede lidt tårer ud af øjenkrogen med sin arm, og stillede staven på plads med et stålsat smil. Det var besluttet. I aften ville være aftenen, hvor hun endelig ville få sin far at se!

Da hun vendte sig om imod Lysander igen, var smilet væk, for hun vidste, han ville prøve at stoppe hende, hvis han vidste, hvad hun havde i tankerne. Det gjorde lidt ondt på den måde at skulle føre ham bag lyset, mendet var ikke noget, han skulle bestemme. Han bestemte over hendes træning, ikke over hendes fritid. Og hun var træt af at skulle blive holdt fanget som et vildt dyr, hver gang templets beboere skulle tilbede Jyoti. Han var hendes far, og hun havde ret til at se ham.

"Skal vi træne mere?" spurgte hun og krummede tæerne lidt om noget klumpet sand. Det føltes rart under hendes fødder. "Jeg kan godt holde til at træne lidt magi. Du kan altid sidde og hvile dig imens, eller noget. Jeg kan jo godt lidt. Bare ikke så meget kamp-agtigt."

"Jeg kan... Hm, jeg kan vise dig den nyeste dans, jeg har lært!" svarede hun og priste sig lykkelig over at de kunne lade være med at tale mere om ceremonien og gøre noget fysisk i stedet. Hvis hun sagde at Lysander ikke behøvede tale med Onelyas, ville han sikkert bare blive mistænkelig, og nu kunne hun gemme sin iver efter at overrumple vagterne på den mest snedige manér i aften, bag at hun prøvede at muntre sin læremester op.

Hun tog et par skridt baglæns, og fejede lidt støv op med fødderne.
"Du må ikke fortælle Onelyas det, vel, men jeg så nogle slaver danse en aften i en baggård, og jeg tænkte at det kunne blive virkelig flot med lava på, så jeg fik dem til at lære mig trinnene. Jeg ved ikke om jeg kan huske det hele, og deres fløjter kan jeg ikke, så dem har jeg bare i hovedet - dem må du tænke dig til," forklarede hun og hoppede lidt på stedet for at få gang i lavaomløbet.
Hendes krop var nok blevet 17 år nu, men på mange måder mindede hendes uskyldige, naive sind stadig om et barns. Hun sneg sig ud for at møde folk og danse om natten - ikke fordi hun som andre teenagere nød at byde forældrene trods, men fordi hendes barnlige nysgerrighed og vidensbegær hev hende ud i den forbudte nat til ukendte danse og nye bekendtskaber. De fleste af de almene borgere og slaverne ville gerne snakke med hende, når hun lige forsikrede dem, at hun ikke ville brænde dem levende - hvorfor netop det skulle være en ting, havde hun ikke helt forstået endnu, måske var det en talemåde - og så virkede de faktisk glade for at have gjort sig hendes bekendtskab, når hun listede tilbage i seng igen. 
Ingen andre i hendes tilladte omkreds ville danse med hende. Kun Lysander, og for tiden var alt gået op i kamtræning.

Langsomt begyndte hun at bevæge sig. Satte fødderne lidt usikkert i de første par trin for at blive komfortabel  med dem og det sandede underlag. Så tog hastigheden til, og hun lod sig snurre hurtigere rundt, hoppe og vifte sand op. Snart boblede lava frem som sved på hendes hud, og hun holdt det fra at størkne med en sådan koncentration, at hun sprang et par trin over. Så var det ude og snurrede rundt om hende, og hun kunne igen fokusere på dansen. 
Lavaen delte sig om hende, blev til små faste kugler i luften når hun kun bevægede arme og ben, og blev trukket i lange lysende streger omkring hende, når hun snurrede. Det blev ført rundt om hende, frem mod tilskueren, og ned på jorden for kortvarigt at lave mønstre i sandet.
Rytmen holdt hun i sit hoved, mens hun dansede en næsten perfekt kendt ørkenelver-dans, som hun selvfølgelig ikke kendte hverken navn eller oprindelse på. 
Da hun var færdig med den sidste takt, samlede hun det lava, hun havde brugt i sin lille opvisning, til en halvstor kugle, som hun med en kort kraftanstrengelse pressede sammen, så det størknede i skinnende obsidian.

"Hvad synes du?" spurgte hun storsmilende og rakte den obsidiankuglen frem mod Lysander.

"Nårh, så det er dét den er!" udbrød Yiyi glad. Ørkenelvernes soldans. Det var alligevel noget at have lært. Den lød i hvert fald vigtig. Solen havde været vigtig, da de havde boet på Topalis, men nu var det efterhånden længe siden hun havde set den. Den virkede mindre vigtig hernede. "Så burde jeg jo  have haft en lille sol med."

Noget af lavaen på jorden var ikke fuldt størknet endnu, og hun skyndte at hive det op og danne en lille lysende kugle. Den skinnede og boblede, og lignede solen mere end Yiyi overhovedet kunne vide. Hun havde altid blot set den som en cirkel på himlen, lysende og konstant, og hun havde ingen anelse om, at den faktisk var præcis, hvad hun havde lavet - en flydende, levende kugle af brandvarm lava, boblende og sprudlende.
"Den er ikke helt stor nok. Den kugle jeg lavede til sidst var større. Men ikke rigtig en sol, når den var mørkt," hun lod lavaen falde igen og dele sig i små stykker på jorden, så det kunne størkne hurtigere.

Iksenyi var glad for, at Lysander havde kunnet lide hendes lille optræden, og det kunne ses i en nyfunden lethed i hendes skridt, der var blevet mere fjedrende igen. Hun havde et større smil på læben nu, som hun følte, det var lykkedes hende at muntre sin læremester op. 
"Skal vi træne mere, eller er du ved at være træt?" spurgte hun, venligt ment, selvom det ikke var den bedste formulering. Selvom hun selv stadig var tydeligt forpustet, følte hun sig ikke træt. Det gjorde hun sjældent.

"Den historie vil jeg gerne høre," svarede hun, og fulgte med sin læremester hen mod de vagter, der stadig stod uden for pladsens åbning for at holde nysgerrige borgere væk. 
Der var stadig mange timer til aften, og mens Lysander sikkert var lykkelig for at kunne få lov til at sove lidt, så Yiyi ikke frem til tiden alene på sit værelse. Men gnisten af at have en plan for at bryde sine lænker senere, åh den holdt hende på benene og fortrængte frygten om ensomhed. Udsigten til at få historier efter ceremonien plejede at være hendes højdepunkt, men i aften... I aften skulle selve ceremonien være højdepunktet!

Iksenyi skænkede det sjældent tanker, at Lysander var lige så fanget her under jorden, som hun var. Han havde heller ikke set solen, siden de flyttede til ørkenen, men alle havde vidst, at det var for at bekytte Jyoti, at de gjorde det. Yiyi huskede stadig, hvor sur hun havde været over at skulle flytte, men der var ikke meget hun kunne have gjort eller sagt. Dengang var hun stadig et barn... Ikke at hun havde noget at skulle have sagt nu egentlig. Mon Onelyas nogle gange gik op til overfladen og så solen? Måske kunne hun bede om en tur derop. Hvis hun nu havde rigtig mange vagter med, kunne der vel ikke ske noget ved en kort tur. Ørkenen var ret tom, var den ikke?

"En dag snart tager vi vores aftensmad med derop, ikke?" spurgte Iksenyi, mens de nærmede sig vagten. Hun sendte Lysander et mildt smil. "Så ser vi solnedgangen, mens vi spiser. Det lover jeg."
Vagten nikkede til Lysander og gav Iksenyi et let buk, hvorpå han førte hende væk fra træningspladsen og op mod isolationen.

Så snart stuepigen trådte ind ad døren, åbnede Yiyi munden for at forsikre hende om, at hun allerede havde lænker og alt var i orden. Lige inden hun sagde noget, kom hun i tanker om, at det var meningen, at hun skulle virke flad og tung, når hun havde lænkerne på, så hun skyndte sig at lukke munden igen. 
Heldigvis virkede det til, at stuepigen ikke anede uråd, og gik igen, da hun havde afleveret maden. Der var to vagter i det lille rum med hende - i tilfælde af, at hun gjorde modstand - og den ene kom hen og tog lænkerne af hende, så hun kunne få lov til at spise i normalt tempo, hvor hun faktisk kunne overskue at løfte sine hænder. Så snart, hun var færdig, fik hun dog lænkerne på igen, og blev forventet at sidde stille på sin sengekant de næste mange timer. 
Iksenyi havde efterhånden vænnet sig til at spise, mens vagter så på. Imens kunne hun snakke en smule med vagterne, men i dag kendte hun dem ikke lige så godt. Hendes yndlingsvagter havde hun ikke set i nogle dage, og hun mistænkte at nogen havde sladret om, hvor gode venner hun var blevet med dem. Men når hun først havde fået lænkerne på, kunne hun ikke samtale mere, og stilheden sænkede sig over rummet. Vagterne begyndte at kede sig og deres blikke vandrede...

Dét var øjeblikket, Iksenyi gjorde brug af. Hun fik kun denne ene chance, for efter i aften ville Onelyas finde ud af, hvad hun havde gjort, og de konsekvenser... Dem skulle hun ikke tænke på lige nu!
Med et spring kom hun på benene og svingede en knytnæve mod den første vagt. Han faldt til jorden, mens den anden vagt gispede og tabte den bog, han havde stået med og prøvet at smuglæse i på vagten. Inden han kunne nå at gøre mere, havde Yiyi langet ham en tilsvarende knytnæve, og da han ikke faldt om efter den, måtte hun lige give ham et slag til. 
"Undskyld!" udbrød hun, mens de faldt bevidstløse om, og hun rodede i deres lommer efter nøglerne til lænkerne. 
Lænkerne blev efterladt på gulvet, og Yiyi smuttede ud af døren let på bare tær. 

Gangene var tomme, for alle var til ceremonien. Yiyi sneg sig alligevel lidt langsomt frem i frygt for at støde på nogen, der vidste, at hun ikke burde være her. Da hun nåede dobbeltdørene, var der dog vagter ude foran, og hun skyndte sig om bag det hjørne, hun netop var kommet fra, inden hun blev set. Hun bed sig i læben og mærkede, hvordan hendes hjerte pumpede lava ud i hendes system så hurtigt, at små svedperler brød frem på hendes pande.  
I den gang hun stod i nu, var der en lille dør, som Yiyi prøvede. En køkkenindgang? Blev tronsalen egentlig ikke brugt til mad engang imellem? Der var tomt lige nu, men der stod nogle høje gryder med rester op ad siderne, som lignede det, hun lige havde spist. Det var egentlig lidt ligemeget for hende at spise. Om det var fasan eller beder - det hele havde smagt af kul i hendes mund, fordi det var smeltet så hurtig. 
Der var en dør til i enden af det her rum, og når hun lagde øret til, kunne hun høre stemmer - mange af dem. Hun åbnede døren lidt på klem og blev mødt af rigtig mange rygge og baghoveder. Der blev talt længere oppe foran. Var det Onelyas? Det var svært at høre så langt tilbage, og folk stod også og hviskede til hinanden. 

Uden at nogen skænkede hende et ekstra blik, smuttede hun langs væggen forbi folk. Herfra kunne hun ikke se noget, men Jyoti måtte være deroppe, og hun måtte se ham! Det her var hendes eneste chance! Mens hun maste sig igennem mængden, begyndte den at mase igen, og hun sænkede hovedet og stod imod, så folk måtte lade hende komme fremad, selvom nogen tydeligvis ville den modsatte vej. Støjen tog lidt til, som flere begyndte at snakke omkring hende, og pludselig følte hun presset lette og løftede hovedet. Deroppe, foran hende, måske ti meter væk, stod en brændende rød mand med lysende øjne og tøj i samme farve som hendes eget. 
Hele hendes verden gik i stå, og hun stivnede midt på gulvet, lidt ude til siden, alene, mens folkemængden var ved at forlade tronsalen. Jyoti.
"Far?"

Lysanders hvisken var let at ignorere, omend smertefuld. Iksenkyi var nået så langt, var kun få meter fra sin far, og selvom hun holdt uendeligt meget af Lysander, skulle han ikke stoppe hende nu. Hun knyttede kort hænderne i forberedelse på en skideballe, men så rakte Onelyas hånden frem mod hende. Hun kunne ikke aflæse hans ansigt overhovedet. Hvad tænkte han? Hun vidste, hun ikke måtte komme her. Hun vidste, hun havde forbrudt sig mod hans ord. Hun havde slået vagter ud for at nå hertil. Hun havde stjålet fra  templet for at nå hertil. Næppe ting, der ville gå ustraffet hen. 

Men lige nu... Lige nu kunne Iksenyi ikke få øjnene fra sin far. Det majestætiske væsen, hun var blevet skabt ud fra. Brændende, opslugende. Som den ild, hun kunne styre, som den lava, der flød i hendes årer. 
Hun tog lettere fraværende imos Onelyas' hånd og kom ubesværet op ad trappetrinnene på sine bare tær. Hendes mund var let åben, og det svage lys fra hendes lavaspyt kom til syne på kanten af hendes tænder og strakte sig ud over læberne. Hendes opspilede, nysgerrige øjne syntes at flyde med flere lavastykker i sig end de plejede, og som hun fugtede sine læber i en pludselig nervøsitet, blev de dækket af et tyndt lag gyldenhed, der ikke efterlod nogen tvivl om, at hun ikke var et almindeligt menneske.

Lige så let som lavaen flød henover hendes læber, lige så svært havde hun ved at finde ord. Hvad skulle hun sige til ham? Hans ansigtsudtryk fortalte hende, at han måske ikke engang vidste noget om hende. Havde han været ligeså meget afskåret fra hende, som hun havde været fra ham? Hvorfor måtte det være sådan?
Onelyas havde aldrig villet give svar på hendes spørgsmål, bare at det var for det bedste. Det bedste for hvem?
Et eller andet sted i hendes hoved blev de forkullede kroppe ved siden af hende registreret. Hun kendte til ofringer, men havde aldrig overværet dem selv, aldrig set angsten i en fordømts ansigt. Hendes unge, uskyldige sjæl var endnu gået fri af den slags brutalitet, og med det, kunne hendes sind ikke helt begribe, hvad der havde fundet sted. For nu var hendes fokus så meget på Jyoti, at det blev skubbet bagud i hendes hoved og de spørgsmål kunne vente til senere.

Yiyi hørte Onelyas tale til folket bag sig, men det forsvandt i den øjenkontakt hun havde med Jyoti. I forvejen var hun vant til at folk knælede for hende, så at høre Onelyas påbyde den dette, kom ikke bag på hende. Hun havde trods alt lige forlænget deres ceremoni uden helt at ville det, så folk var sikkert forvirrede alligevel. 
Hun kunne mærke en varm tåre glide ned over sin ene kind, og det overraskede hende selv, at hendes øjne reagerede før hendes sind. I sine trin op ad trappen havde hun ikke mærket meget til følelserne indeni, for hun havde været alt for optaget af at det endelig skete. Det skete faktisk. Hun stod over for sin far. I egen høje person. 
Han var så smuk. Ilden var så smuk. Så fantastisk. Hans udseende, selvom han nu lignede noget mere almindeligt, end det hun havde fået et glimt af før, mindede hende om den følelse, hun fik, når hun håndterede ild og lava. Den buldrende, frie, brølende sensation af ustyrlig kraft, guidet af hendes bevægelser, hendes ønsker. Men hun var aldrig herre over ilden, den gjorde som budt, men hun skulle altid være varsom. Den havde sit eget liv, selv med hendes magi til at guide. 

Hun tørrede hurtigt den allerede størknede tårer væk, og så så Jyoti træde et varsomt skridt frem. Verden stod stille mellem dem, i hvert fald for Yiyi. Hun ænsede end ikke Onelyas mere, og opfattede slet ikke hans skarpe blik. Skænkede ikke den knælende Lysander en eneste tanke. 
Langsomt rakte hun hænderne frem med håndfladerne opad ud mod Jyoti. Hendes håndflader var blevet svedige af nervøsiteten, så små størknede lavaklumper lå på overfladen og faldt af, som hun bevægede hænderne. Stadig med hænderne strakt ud i en indbydende gestus, holdt hun øjenkontakten med ham, hendes gullige øjnes blik mødende hans.
"Jeg har ventet så længe på at møde dig," sagde hun lavt.