Forfærdelig. Midt i dette smukke vidunder havde Etienne fuldstændig fortrængt alle de hjerteskærende ting, der var hændt ham, og alt ondt var for en stund forduftet til fordel for forbløffelsen over naturens billedskønne fremtoning. Ved englens ord vendte brudstykker tilbage til ham, men bravt forsøgte han ikke at lade dem påvirke sig. For én gangs skyld fortjente han at lade glæden fylde sig bekymringsfrit.

Landsbyen under dem var intet andet end små, gule lys i mørket, og han måtte klemme øjnene sammen for at danne sig et overblik. "Det er fint nok nu, medmindre det er en elverlandsby." Hovedet blev lagt tilbage, så han kunne skue op på englen fra en skæv vinkel. "Jeg har hørt, at de er farlige."


Nok havde Etienne tilbragt store dele af sit liv på ufrivillige fægtetimer, og han kunne med lethed håndtere et sværd, men han manglede råstyrke og kampgejst. Han ville ikke have en chance imod en flok elvere.

Le koncentrerede sig et øjeblik, mens hendes evne strakte sig ned og fik lidt føling med de sjæle, der opholdt sig i byen. Men hun var for langt væk til at bedømme racen på landsbyfolkene. Hun kunne mærke mænd og kvinder og børn, dyr og nogle enkelte andre væsner. Om det var trolde, mennesker, satyrer, elvere eller noget helt andet, kunne Le ikke mærke. Hun kunne til gengæld mærke deres følelser; glæde, sorg, ensomhed, forelskelse... Det var et stort miskmask. Som altid.

"Jeg er sikker på, de ikke vil gøre dig noget," sagde hun og gave Etienne et lille klem, mens hun langsomt dalede længere ned til landsbyen. "Jeg skal nok passe på dig."

De var kommet tættere på, og Le kunne ane en lille markedsplads i midten af landsbyen. Pladsen var tom - det var jo også lidt sent - så hun landede dér og satte forsigtigt fødderne i jorden, inden hun blidt slap Etienne, så han lige kunne finde balancen igen.

//Lukket pga. inaktivitet