”Varme?” Gløden var overraskende nok ikke noget, hun selv lagde mange tanker omkring. For hende var det en naturlig ting, så hvorfor skulle hun forvente at andre fandt den besynderlig? Mange andre før Techers havde rigtigt nok kommenteret på den, men selv dét havde indtil videre ikke vist sig at været nok til, at hun ikke blev forundret, når det blev spurgt indtil. Per automatik lod hun ham tage stakken med bøger uden hun tog blikket fra hans ansigt. Tankespindet sad som alt andet, på hendes ydre side. Først som de begyndte at gå, kiggede hun ned ad sig selv for at få et sikret overblik over, hvor meget gløden stod frem.
”Ja. Jeg har stort set fuld kontrol over den, hvis man kan kalde det det. Med koncentration kan jeg i hvert fald selv vælge hvilken styrke jeg ønsker, at den skal være på,” forklarede hun ganske ubekymret for, at hun muligvis uddelte informationer, som hun ikke burde. For ærligtalt, hvor farligt kunne det være? Hun udtrykte en mild latter for en stund, inden hun fortsatte. ”Med det sagt, så er den nok mere følelseskontrolleret på nuværende tidspunkt. Jeg har endnu ikke fået helt styr på den, så den har det med at ændre sig i takt med mit humør.” En pludselig bekymring skyllede ind over hendes ansigt. ”Den generer dig ikke gør den?!” og straks som hun var nået den konklusion blev hendes lys sænket. Sænket så markant, at den i bibliotekets lys ikke var til at se længere. Og for uden at efterlade hende med et langt mindre guddommeligt og verdens-fremmed udseende faldt hendes kropstemperatur ligeledes til det af et alment menneske.

De nåede hendes bord. Kappen og bøgerne stadig der. Sedlen stadig der. Som forventet af hende var intet blevet rørt. Straks samlede hun de før-læste bøger op og stillede dem lidt mere til siden for at lade de nye blive stillet fra sig. ”Men du er nok ikke forkert på den at tro, at det er min ’varme’, der først fik dem til at få disse forestillinger om mig,” sukkede hun. ”Hvad jeg ikke forstår er, hvad der går det så specielt! For jeg er ikke den eneste. Jeg har mødt andre hvis hud har lyst op, som min.” Okay, ikke præcis som hendes, men det ændrede ikke på noget.
Hun rystede på hovedet. Ikke som et ’nej’ men for at vige sig selv væk fra et spor, hun ikke ville ned ad. ”Undskyld. Jeg bryder mig ikke vitterligt om tanken, om at blive tilbedt. Det virker forkert, hver gang nogen har faldet på knæ foran mig og bedt om velsignelse. Det er ikke noget, der står i min magt at give dem.”

Mia drejede sig om mod stablen af bøger, de havde bragt med sig og lod en hånd stryge nedover omslaget på den øverste. Hun kunne godt lide denne egenskab. At føle. Meget bedre end hun brød sig om smagssansen, havde hun opdaget. ”Har du aldrig hørt om folk, der har bedt mod stjernerne i deres gudløse øjeblikke?” spurgte hun med en afslappet tone. ”Om sømænd og vandrende, der har fulgt os fordi vi er konstante og til at se men stadig udenfor rækkevidde for jordiske væsner. Jeg har hørt mange bønner, men som jeg ikke har knyttet mig til, fordi jeg intet har kunne gøre andet end at lytte. Men… du ville blive overrasket over, at vide, hvor mange der blot har brug for nogen – eller noget -  til at lytte.” Hun var kommet af sporet igen. Og hun havde sikkert ikke engang svaret på, hvad han præcist havde spurgt om.

"Bare rolig, dit lys generer mig på ingen måde," forsikrede han hende hurtigt. "Den interesserer mig skam blot. Det er ikke mange, der lyser op på den måde. Dem du har mødt med noget lignende har næppe være stjerner lige som du, gætter jeg på? Mit indtryk er, at det er sjældent I sådan falder ned fra himlen."

Zahinael smilede venligt til hende, og fik bakset bøgerne ned på bordet, hvorefter han delte dem op i forskellige bunker, mens hun talte. Hendes varmeudstråling kunne hun selv justere, men Nael kunne ikke rigtig se pointen med den. Hvad gjorde den? Havde pigen overhovedet nogle brugbare evner?
"Nej jeg kan forestille mig, det kan blive belastende i længden at have folk rendende efter sig og bede om ting, man ikke kan give dem," Nael hev en stol hen til bordet fra et af nabobordene. "Det er nu heller ikke på grund af tilbedelsen, jeg har valgt den her stak om stjernetilbedelse til dig. Det er faktisk mere fordi, du måske kunne nikke genkendende til nogle af tingene, eller få en forståelse for, hvorfor de vælger at tilbede jer. Hvis det blot er det lys, du udskiller, de fokuserer på, kan du jo som nu, dæmpe det, så de ikke ser det. Nu ved jeg ikke, hvilke himmelse kræfter, du ellers har taget med ned i faldet, men det er værd at læse, om der er noget af det, der går igen hos kulternes historier. Det kan gøre dig klogere på, hvad vi ved om jer, og måske lede til at besvare et par ustillede spørgsmål."

Nael havde ikke tænkt meget over folk, der snakkede til stjernerne. Udover sømænd, men de snakkede lige så meget til havet, og det spyttede sjældent dråber tilbage i menneskeskikkelser. Folk der snakkede til ting, der ikke kunne svare, havde han altid fundet lidt spøjse. Så hellere rent faktisk have rigtige samtaler. Og ikke pludselig få sine hemmeligheder brugt imod sig, fordi den stjerne, man havde antaget for evigt ville lyse på himlen, pludselig skød ned på jorden og rent faktisk kunne huske ens ord. 
Men, det var netop sådan noget Nael havde tænkt sig at bruge, så det var fint, Mia var faldet til jorden. Hvis de kunne puffe lidt til hendes hukommelse, lå der måske en guldgrube af spændende samtaler fra Lyset lagret i hendes sind.
Han kommenterede ikke så meget på den del af samtalen, men nikkede bare tænksomt. Der var ikke så meget mere at komme efter der, medmindre han fik hende ind på et mere specifikt spor, og det var ikke noget, han havde tid til nu. Han skulle bruge tiden til at vurderer, om hun var værd for Mørket at bruge, og komme væk inden bibliotekaren vågnede og væltede et eller andet på lageret, så folk tjekkede baglokalet på grund af støjen. 
"Af nysgerrighed kunne vi jo lige sammenligne," sagde han og slog op i en af kult-bøgerne. En samling observationer fra en præst, der havde studeret kulter i et forsøg på at påvise, at de faktisk tilbad de samme guder som ham, bare med en uplyst og primitiv tilgang. "De her snakker om at tilbede stjerner, der" Han holdt en finger på linjerne og læste op. "Skinner i mørket, heler vores sårede, svæver en smule over jorden, kan tænde ild med de bare hænder..."

Han var bestemt inde på noget ufatteligt brugbart. Selvfølgelig skulle hun have veget hurtigere mod disse kulter, og nu hvor det blev serveret til hende på et sølvfad, og hun endda blev tildelt grundlag for, hvorfor det ville være det mest optimale sted at starte, forstod hun ikke, at hun faktisk ikke havde. Hun skulle forestille at være klog, skulle hun ikke? Men som nogle ville blive fornærmet over at støde på folk, der havde set en detalje, de ikke havde, stod hun igen meget mere frem som en tør svamp, der netop var blevet proppet ned i en spand med friskt vand. Der havde været et kort øjeblik, hvor hun havde følt et skyl af.. en ubehagelig trykkende følelse, hun ikke havde fundet et ord for, da han havde mindet hende om, hvor sjældent det var at en stjerne faldt og gik omkring jordens befolkning, men han havde hurtigt formået at lægge et slår over det med så meget andet interessant snak.

”Hm..?” Med Techers siddende lænet en smule ind over den første bog, nærmede Mia sig ham helt nonchalant og stillede sig, stående, nær ham. Halvt bag ham ved hans ene side, så hun nemt kunne se ham over skulderen og på den måde følge med i, hvad han læste. Hænderne havde igen samlet sig på ryggen og åbnet hende op for hendes barnlige frihed. Hun så tilmed ikke noget galt i at stå mere eller mindre lænet over ham for at få et bedre kig på de skrevne ord. Det feminine ansigt fyldt ud med opmærksom nysgerrighed. Igen, som en hvalp.

Kan tænde ild med de bare hænder. Her måtte hun undlade en mild latter igen. Lige så varmende som alle de andre, hun havde ytret sig med i hans selskab. ”Jeg kan godt nok ikke prale af, at kunne tænder ild med mine bare hænder,” indrømmede hun med det samme, stadig med latteren siddende omkring orden. Hun rettede sig høfligt op igen, og fik efterfølgende fat i den anden stol ved bordet, som hun trak helt hen ved siden af Techers for at sætte sig der. Hun var med ét mere peppet, som havde nogen tændt en lygte over hendes hoved.
”Med mindre de mener, at jeg kan afgive så meget varme, at jeg sætter ild til ting. For i sammenhæng med at jeg hæver eller sænker min gløds styrke så stiger min jordiske krops varme også.” Flugt så hun op på bibliotekaren, mens hun sagde det næste, som en fluks tilføjelse. ”Det er derfor, at jeg foretrække at ikke begive mig rundt helt slukket. Særligt ikke i jeres koldere måneder. Jeg tager ikke godt imod kulde, må du forstå.” Hun var trods alt vant til enorme mængder varme i sin oprindelige form. Hun så tilbage i bogen og lige strøg en tot hår om bag øret. ”Men så i teorien ville jeg nok kunne hæve min lysstyrke nok til at varmen ville kunne starte en ild, eller i hvert fald svitse. Jeg ville demonstrere det for dig, hvad jeg mener, men jeg er sikker på at du kan regne ud, hvorfor jeg ikke ville risikere det. Hvis ikke ved risikoen for en solskoldning så for ikke at blænde dig indtil fyrarften.”

Havde hun kunnet se igennem hans facade, havde Mia nok ønsket at varme Zanihaels iskolde indre. Men det kunne hun ikke, og hans let sleske smil fremstof venligt og interesseret, som hun frit gav ham sine evner og svagheder. Han lænede sig lidt tilbage og drejde overkroppen mod hende, stadig med en finger hvilende på den sætning i bogen, han lige havde læst op.
"Hvordan undgår du at sætte ild til dig selv? Hvis du kan blive så varm, at noget kan bryde i brand, hvordan kan din krop, dit hår og dit tøj holde til det?" spurgte han med et nærstuderende og meget videnskabeligt anlagt udtryk i de blå øjne. Det dækkede over hans hunger for mere viden. Mia havde allerede givet ham meget, og han håbede at vride svampen lidt mere endnu.

"Jeg påskønner at have mit syn resten af dagen, ja," tilføjede han med et skævt smil og et nik ud mod rummet. "Og jeg tror bøgerne foretrækker et liv uden ild i nærheden."
For nu lod han være med at læse mere op for hende. Emnet om hendes evner var noget af det, han var allermest interesseret i, og han ville holde samtalen på det indtil han havde tømt hende for de ord, hun havde om emnet. Forhåbentlig var det mange. Hendes barnlighed skinnede igennem, når hun talte - helt uden filter, uden bekymringer, og uden nogen tanke på at noget info burde holdes tæt til kroppen. 
Det var kun til Zahinaels fordel at hun var sådan. Han gættede på det var opstået som en reaktion på ikke at kende til konsekvenserne ved det jordiske liv, og så at have fået fortalt en masse hemmeligheder. Når man fik fortalt hemmeligheder uden at få forklaret, at de ikke skulle siges videre, mistede man nok lidt fornemmelsen af, at noget som helst kunne være for personligt til at sige højt til andre.
Og konsekvenser... Dem ville hun få at se senere alt efter hvor brugbar og samarbejdsvillig hun viste sig at være. Det var en opgave for en anden dag. I dag var kun sat i informationssøgningens tegn.

Miaplacidus le Arimh kunne prise sig højtideligt på at være observant så meget som hun ville, men hun var stadig alt for blind for eksistensen af løgne og bedrag. Hun vidste skam godt at den slags fandtes, hun ønskede bare ikke at se det og havde som sin vis undertrykt det så dybt, at selv hendes mistro – en ting hun faktisk ejede lige som en hver anden – nærmest var gået i dvale. Det var nemmere at forholde sig uden at være i tvivl. Hvis hun overbeviste sig selv om at ingen løj, behøvede hun ikke bruge energi på at tænke sig over, om det hun hørte var sandt eller falskt. Så ingen advarsler havde rejst sig, som de nok ville have gjort, havde en anden nær hende havde været tilstede sammen med dem.

”Det er meget nemt. Alt organisk der bærer mine DNA-koder bliver som sådan ikke påvirket af varmen. Ligemeget hvor ekstrem den skulle ende med at blive. Min krop er bygget til at kunne håndtere det. Andet ville også være meget underligt. At blive givet en overnaturlig egenskab og så have en krop der ikke var skabt til at bruge den,” forklarede hun ham nonchalant, som sad hun blot og forklarede en eller anden tilfældig videnskabelig teori eller forsøg. Hun løftede knap nok sit blik, mens hun talte. For hende var det virkelig ikke meget andet end dét. Hvordan skulle hun vide, at alt hun sagde ville risikere at blive brugt mod hende?
”Min beklædning vil dog ikke kunne overleve, hvis jeg skulle ende med at skrue for meget op for min glød. Selvom at jeg ikke ville afgive en hedebølge i samme forstand som at man kan nærme varmen prikke når man står på afstand af et tændt bål eller holdet en hånd over et stearinlys’ tændte flamme, så kan jeg forestille mig, at man ikke burde røre direkte ved mig i sådan en situation.” Mia floppede ret abrupt mere henover bordet. Et suk på læberne og armene foldede sig kors over halvt på bordet og halvt på bogen, hvorefter hun dovent tillod sig at hvile sit hoved oven på sine arme, dog stadig med ansigtet drejet i retningen af Techers side af sig og blikket ufokuseret på bogen. Og derefter hen på hånden, hun straks viklede fri og holdt uskyldigt frem for sig, mens gløden vendte tilbage. ”Jeg har dog aldrig afprøvet min teori af.”

Skarpt løftede hun sit blik fra sin hånd, der vendte tilbage til kludderet under hendes hvilende hoved, op på hans navneskilt og så til sidste mere direkte op på Techers ”Hey, Techers…” Hun ventede et øjeblik med at fortsætte for at give plads til, hvis hun ikke havde udtalt hans navn korrekt. ”Du er ikke menneske, er du vel?”

Wauv en evne at have. Selvom hun ikke havde afprøvet det meget, var det som at blæse endeløst potentiale lige op i ansigtet på Zahinael at sige, at man kunne blive ekstremt varm uden selv at tage skade. Det var bare en evne, der skulle finpudses, udforskes og peges i den rigtige retning.
Hendes pludselige næsten opgivende lænen henover bordet, fortalte Nael, han nok snart skulle til at holde lidt igen med spørgsmålene. De var vist ved at overvælde den lille stjerne en smule. For at holde sine hænder beskæftiget, rykkede han lidt på bogstakkene, så hun bedre kunne være der.

Hmm, en enkelt sandhed kan hun vel godt få, tænkte han til hendes spørgsmål og smilede til Mia.
"Nej, jeg er ikke menneske," svarede han roligt. "Hvad fik dig til at spørge?"

Han pudsede brillerne igen og skottede til det store ur på væggen. Det var vist snart ved at være tid.

”Jeg har lagt mærke til, at mennesker har en hel særlig jordnær atmosfære omkring dem. Jeg har mødt en god mængde af jordens forskellige væsner, men mennesker har hidtil virket… tungest,” forklarede Mia mindst lige så roligt, som Techers havde taget imod hendes meget direkte indskydning. Det var ikke alle der tog det lige så pænt. Hun havde da kommet forbi nogle der antog, at hun spillede smart. Eller prøvede at afsløre dem, hvis de da havde forsøgt at skjule deres væsen. Hvad de fleste ikke vidste var, hvor fladt og faktuel begrundelsen for spørgsmålet egentlig var.
”Selvom jeg langt fra er lige så sensitive overfor den slags, som jeg var lige efter mit fald, så fornemmede jeg alligevel… Jeg vil ikke kalde det ’lethed’, men du bære en velkendt fornemmelse af friere bånd end, hvad jeg opfanger ved almene mennesker.”

Techers vandrende opmærksomhed mod uret gik, lige som så meget andet, heller ikke hendes næse forbi, men i stedet for at lægge sig om hendes i form af fornærmelse over, at han ikke virkede til at være yderligere interesseret i at snakke med hende, var det mild bekymring, der malede stregerne i hendes ansigt. ”Åh!” udbrød hun pludselig højere end tonelejet, de havde talt med før, og straks løftede hun sig selv op i strakte arme. ”Jeg har holdt dig forlænge for mig selv, har jeg ikke! Det var ikke min mening.” Kortvarigt så hun sig omkring, som søgte hun efter noget, som hun ikke helt var klar over, hvad var, og så så tilbage på ham.
Allerede siddende i stillingen udnyttede hun den ved at strække og svaje godt i ryggen. Overraskende nok hørte hun svage knas et sted ved hendes skulderblade. Så meget havde hun da heller ikke siddet eller gået rundt. Eller båret tunge bøger rundt. Var det kulden der gjorde hende stiv?

Lettere end mennesker? Måske tyngede dødelighed mere, end Zahinael tænkte over. En sær måde at fremlægge det på, men måske værd at kigge på. En mental note blev lavet om at få informationen videre til nogen, der gad bruge deres tid på sådan noget forskning. 

Han sendte Mia et smil og tog brillerne af.  "Nej, nej, det har skam været mig, der har taget din tid, lille stjerne," sagde han, mens han klappede brillerne langsomt sammen. Han havde fået rimelig meget det, han var kommet efter, og lidt til. "Og det har været ganske lærerigt. Men nu har jeg desværre andre ting, jeg må videre til."
Og andre ting, der skulle undgås. Den virkelige bibliotekar ville nok snart vågne inde på lageret og få lavet larm nok til at nogen ville tjekke op på det. Han rejse sig, skubbede stolen ind til bordet og tog et skridt hen mod den nærmeste bogreol.

"Farvel for nu. Jer er sikker på, vi nok skal ses igen inden længe, Mia," sagde han som afsked, velvidende at hun aldrig havde præsenteret sig. Intet havde ændret sig i hans tonefald, der stadig var det samme behagelige, det havde været hele tiden. Han vendte sig for at gå, og stoppede så kort, som om en eftertanke lige ramte. "Åh, og fortæl Cayden, han er fyret, så er du sød."

Med de ord, forsvandt han bag den høje reol, og brillerne lå tilbage på den hylde, han havde været nærmest, hvor de glimtede i skæret fra et af vokslysene på bordet. Med lange skridt var han for enden af gangen mellem hylderne inden for et par sekunder, og striktrøjen lå sløset glemt halvejs på en lille skammel. Skjorten blev rettet, mens han tog den næste hyldegang, og et på forhånd bundet slips blev trukket op af lommen og sat til rette om kraven. Som han bevægede sig ud fra hylderne og ud blandt de studerendes borde, sank han lidt i knæ og skuldre, så han ikke virkede så høj. Med vilje stødte han ind i en pige, undskyldte og gav hende den bog, hun havde tabt, samtidig med, at han tog en hue fra en jakkelomme, der hang på ryglænet af en stol i nærheden. Da han passerede stumtjeneren ved skranken, tog han en stor jakke fra den, og forsvandt ud af hovedindgangen som en træt udseende helt almindelig borger, der let forsvandt i mængden. De sidste rester af personaen blev let rystet af, og hans figur lignede nu på ingen måde den energiske og ranke bibliotekar, der for få øjeblikke siden havde opholdt sig længere inde i den store sal.

Navneskiltet med det påskrevne navn Techers lå tilbage på trappegelænderet ved udgangen. 

// Nael out //

Techers blev høfligt fulgte med de alt for blå øjne, som han rejste sig, og end ikke op til dét punkt, havde Mia ikke fået fornemmelsen af noget varslede omkring manden. Det havde været umådeligt rart at have en at snakke med på den måde, de havde ført samtalen mellem dem, også selvom at mange af spørgsmålene - og ligeledes derfor også svarene – havde været de samme, som hun havde været omkring før med andre jordiske med en ubegribelig nysgerrighed. Men overvældende var også et fantastisk ord at bruge til at beskrive det for hende. Det havde ikke været alt for meget nyt, hun skulle forholde sig til, så i det mindste var hun ikke hærget af hovedpine i øjeblikket, hvor hun blev ladt til sig selv og sine viderestudier.

Mia.
”Huh?”Det var derfor en ufattelig mærkværdig og uventet oplevelse at blive tilladt ved sit navn. Det havde ikke taget hende længe at opfange, men det var nu alligevel som om, at hendes krop lagde mærke til det før hendes hoved, for straks havde det løbet hende koldt ned ad ryggen, og de små hår i nakken rejste sig. Udefra ville man se, hvordan hun havde stoppet i al bevægelse lige efter at smilet meget brat have falmet fra hendes læber, som havde det egentlig aldrig været der til at starte med. Efterlod hende med et lettere lamslået og forvirret udtryk, som hun stirrede på ham. Kun øjnene blinkede for en stund. Og så blev Cayden Roux’s navn nævnt, og hendes øjne blev forstørret.
Det havde været en ting, at han havde kaldt hende ’Mia’, som havde hun fortalt ham det, og selvom at det ville have været langt mere logisk for ham at kun tilfældigvis kende hendes fulde navn, og ikke forkortelsen givet til hende af jordiske, så var det ordene om dæmonen, hun var så nært knyttet til, den dæmon hvis spørgsmål hun var blevet mindet om ved Techers egne, der slog hårdest. Det gav ingen mening. Hvad havde han lige sagt?

Techers var allerede så godt som forsvundet fra hendes synsvinkel, da hun abrupt havde rejst sig. ”Hey! Vent!” udbrød hun uden bekymring for at være for højlydt. Hun stod der i et øjebliks tid og lyttede, både håbede og forventede, at han ville titte frem igen, og hun kunne sætte ham til at forklare fra sig. Men han kom aldrig tilbage, og hun tog videre handling.
Hurtigt havde hun forladt sin plads og havde sat i løbende skridt i samme retning, men han var der heller ikke, da hun drejede ind på reolgangen. Kun… hans trøje. Mia blev kun endnu mere et spørgsmålstegn, og hun satte igen i løb. Denne gang ned ad gangen. Forbi trøjen. Det var som om, at han var gået i opløsning og dermed forsvundet i en støvsky.

Trøjen havde været hendes sidste ledetråd, så hun valgte blot den mest logiske vej nogen ville tage, fra hvor hun stod, hvilket i sidste ende bragte hende til den mere åbne del af biblioteket med låneskranken. Aha! Han var bibliotekar, så her burde han befinde sig! Så heldig var hun dog ikke. Der var skam nogle ved skranken, men ingen der passede til den beskrivelse, hun havde tegnet af Techers i sit hoved. Der var egentlig en større samling af folk derovre. Større og mere summende end man normalt ville forvente. Fra hvor hun stod, kunne hun ikke finde hoved eller hale i det, men idét hun faktisk gjorde til at nærme sig for at finde ud af det, braske dørene ud til forhallen op og fik hende til at stoppe brat, før hun nåede så meget et halvt skridt frem.
Byvagter marcherede ind. Hvad foregik der?!