Coras taske bankede mod hende ved hvert skridt hun tog og sværdene raslede svagt i deres skeder på hendes ryg. Regnen havde gennemblødt hendes hår og hun blinkede dråber væk fra sit syn.
Endeligt åbnede verden sig op foran hende, som de løb igennem de sidste bygninger. Der var mørkt og regnen gjorde alting sløret. Et stik af håb gled igennem hende. Hvis de var hurtige nok, ville landsbyboerne ikke kunne se dem i mørket. Hun vidste, at der lå en skov et stykke derfra, men der var for langt at løbe. Men der ville hun være i sikkerhed. 

Hun var begyndt at kunne smage jern og hun fik pletter for øjnene. Tegn på, at det var på tide at stoppe med at løbe og i stedet slås, hvis det var det, der skulle til. 
Lige som tanken gled igennem hende, var hun ved at miste fodfæstet, da der kom en fordybning i jorden foran hende. Med armene svingende ud til siden, gled hun ned af en lille mudret skråning og det lykkedes hende ikke at vælte. Et hurtigt blik rundt fortalte hende, at det nok var et gammel udtørret flodleje. Det perfekte sted at gemme sig, så uden tøven smed hun sig på skråningen, så hun kunne se mod landsbyen uden selv at kunne blive set. Hendes hjertes banken fyldte hendes ører og hun forsøgte at få styr på sin vejrtrækning, men hendes lunger kørte som blæsebælge. Hun kastede kun et kort blik mod sin følgesvend.

Cayden havde ikke løbet så meget siden han have været kadet. Med sin evne, med sine kampevner, og med sin generelle smag for at spionere og skjule sig i stedet for at løbe, var det længe siden han havde haft brug for at løbe. Han blev ikke længere sendt igennem den hårde træning, han havde været igennem som kadet heller.

Så han var taknemmelig, da han så Cora forsvinde foran sig ned ad en skråning, som han aldrig ville have set i mørket, hvis ikke det havde været fordi Cora meget tydeligt forsvandt ned i den.
Han gled med hende ned ad den, dog noget mere kontrolleret, og han kæmpede stakåndet efter vejret, da han endelig lå ned ved siden af hende. 
"Er de efter os?" spurgte han i en hvisken, uden selv at rulle om på maven for at kigge efter. 

Om de var efter dem? Cora kneb øjnene sammen mod vandet, der til stadighed faldt i en lind strøm fra skyerne. Hun vidste allerede nu, at hun kunne bruge et par dage på at få sine ting tørre igen. Men det tænkte hun ikke over nu, som faren stadig lurede ude i mørket.
Hun var tavs et øjeblik, betragtede et par lygter, hun svagt kunne skimte bevæge sig rundt i mørket, men de forsvandt en eller en. Det så ud til, at de vendte tilbage til byen.
”Det ser ikke sådan ud.”

Hendes mørke øjne gled til ham. Han var lige så forpustet som hende, hvis ikke mere. Hans tilstedeværelse provokerede hende. Hvorfor var han løbet med? Var det ham eller hende de havde været efter? Begge to? Nej, hun forventede, at det var hende, han havde trods alt ikke afsløret sit tilhørsforhold, neutral i sit udseende.
Så spørgsmålet var – hvad ville han hende?!

I en hurtig bevægelse trak hun sin kniv og skubbede sig op at sidde overskrævs på ham, kniven sat mod hans hals.
”Hvorfor løb du med mig?” Hun hvæsede forpustet og dæmpet af ham med en vred grimasse.

Cayden tænkte højt om sig selv, men han tænkte ikke så højt om sig selv, at han forventede at kvinder blot sprang op på sit lår, når de så chancen til det. Derfor så han også overrasket op på elverkvinden, da hun pludselig sad der, også selvom hendes intentioner ikke så ud til at være den mindste smule seksuelle. 
Han tog sig også god tid til at reagere - han troede trods alt ikke på at hun ville slå ham ihjel. Ikke lige med det samme. Så ville hun allerede have gjort det. Men måske senere, alt efter hvad hans svar blev. Så der var intet tabt ved at bruge sit hoved, inden han åbnede sin mund. 

Han troede ikke den mindste smule på, at det ville virke på en mørkelver at spille en ung og dum knægt - de fleste ville tage ét blik på hans øjne og vide, at selvom han i menneskelig standard lignede én i slut tyverne, så var han hverken ung eller dum længere.
"Ville du tro på mig, hvis jeg sagde, at jeg bare ville sikre mig, at du var i sikkerhed?" spurgte han og sank en klump, der fik hans hals til at presse faretruende tæt på hendes kniv. Han bed mærke i, at hun ikke flyttede den for ham.

Cora så afventende på manden, mens han tydeligvis overvejede sit svar meget grundigt. Hendes ansigt var lidt forvredet i vrede og afsky over at sidde i skødet af en mand, og hun håbede, at han ville svare hurtigt, så hun kunne kom af ham så hurtigt som muligt. Det var afskyeligt at mærke hans varme op igennem deres tøj. Og nej, hun flyttede ikke kniven, da hans adamsæble tog en tur op og ned, som han sank en klump.
Da han endeligt svarede, fnøs hun og rettede sig lidt op, men uden at fjerne kniven fra ham.
"Nej. En som dig tænker kun med pikken." Hun spyttede i foragt i mudderet ved siden af dem, inden hun endeligt tillod sig selv at flytte sig. Kniven blev sat tilbage i bæltet, inden hun flyttede blikket tilbage mod byen. Ingen lys. 

Hun kom på benene og rettede lidt på sin taske, inden hun så ned på ham med foragten malet i ansigtet og regnen dryppende fra næsen og sit våde, lange hår.
"Det ville være dumt at forsøge at følge efter mig." Hun sendte ham et sidste blik og begyndte så at gå ud i mørket og regnen. Hun havde ikke problemer med at se, hvor hun gik, som alle mørkelvere så godt i mørke, men hun var forsigtig, for alting var sløret på grund af regnen. Og mudder. Der var så meget mudder.

Hendes hoved var fyldt med eder og forbandelser, for hun var våd. Det ville tage lang tid at få det hele tørt igen, når det først stoppede med at regne. En nat på kroen ville have været fantastisk, men det var ikke muligt nu. Måske hun var heldig og stødte på en lade eller noget andet, hvor hun kunne finde læ.
Det måtte natten vel vise. Lige nu skulle hun væk fra landsbyen, dem der jagtede hende og idioten fra Mørket.

Cayden forsøgte at kvæle et grin, da hun påstod at han kun tænkte med pikken. Hun tog ikke helt fejl. Når hun sad på ham som hun gjorde, kunne han i hvert fald ikke lade være. Som regel forsøgte han at bruge sin hjerne bare en smule også. Men hvad end der fik hende til at lade være med at forsøge at myrde ham, ville han godtage.

Han blev liggende, selv efter hun havde rejst sig, og først da hun begyndte at gå, kom han på benene. Et øjeblik overvejede han at følge efter hende på trods af hendes advarsel. Han ville gerne se, hvad hun ellers gemte på, og om han kunne overtale hende til at slutte sig til Mørkets Hær, men han var hård og der var andre ting han hellere ville, så til sidst fik hun ret og han tænkte med pikken, da han teleporterede sig hjem og besluttede sig for at tage sig lidt af sig selv i stedet.