Daphnie nikkede lidt til det Jaris sagde. Det havde han vel egentlig fat i. Siden hun var flyttet hjemme fra, og ikke længere kunne høre sine forældre og lillebror rende rundt, var det blevet en hel del mere ensomt. Men han ville jo ikke sove helt alene, hun ville jo stadig være her. Hun ville ikke bare gå sin vej. 
 "Men jeg er jo lige her, så du er ikke alene.. "  sagde hun roligt, og holdt blikket lidt på ham. Da han tog fat om hendes håndled, stoppede hun med at klappe, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun havde et lidt leende smil på læberne mens hun lyttede til hvad han sagde. Daphnie kunne ikke helt lade vær med at grinte lidt. Hele den her situation mindede hende om de gange, hun skulle putte hendes lillebror, da de var mindre. Hun nikkede lidt til det.
 "Det skal jeg nok.. " svarede hun roligt og rejste sig op. Det næste han sagde fik den røde farve til at snige sig lidt frem i hendes kinder igen, da det pludselig gik op for hende at Jaris hele tiden havde haft hentydet til at hun skulle ligge i sengen sammen med ham. Hun så lidt ned på tæpperne på gulvet, og følte sig af en eller anden grund en smule dum. 

Kort og næsten utydeligt rystede Daphnie på hovedet, for at bringe sig selv ud af fine tanker inden hun satte sig på sengen og tog skoene af. Hun bed sig kort i underlæben, inden flyttede blikket hen på Jaris. I et øjeblik sad hun lidt og betragtede den stakkel dreng, der var så træt han næsten ikke kunne holde sig vågen når han sad op. Der var et eller andet bedårende over hvor anderledes han var nu, hvor han var så træt, i forhold til sidst. 
 "Så lig dig ned, Jaris.. "Sagde hun så endelig og ventede med at ligge sig til han havde lagt sig.

Jaris nikkede svagt, stadig en anelse muggent, for så længe hun ikke var ved siden af ham i sengen, var han alene. Så længe han ikke havde fysisk kontakt til nogen, var han alene og der var ikke noget værre for ham, end at være alene. Derfor ville han helst altid sove sammen med nogle, desværre var det sjældent at andre gad at sove med ham. Det var dog en detalje han ikke delte, noget ingen kendte dybden til og sådan skulle det forblive. Det var stadig hans irriterende, energifyldte ydre, alle skulle se. Det var alle de dårlige vittigheder, alle skulle høre, hvilket var grunden til at han altid sov alene. Alle gik ud fra at han var lige så irriterende når han sov, selvom ucharmerende nok ville beskrive ham bedre. De få hæmninger han havde normalt, røg ind i flammerne i pejsen, lige så snart han sov.

Det utilfredse udtryk blev straks ændret til et svagt smil, da hun gik med til at ligge hos ham, eller rettere sagt, da han fik sin vilje. Han slap hendes håndled idet hun satte sig, møvede sig lidt længere ind på sengen for at gøre plads til hende, inden han lagde sig ned. Øjnene blev straks lukket i, men han holdt den ene arm løftet lidt, for at indikere at han ville lægge armen om hende så snart hun lagde sig. Han sørgede for at ligge så tæt op ad hende som muligt og det var ikke mange sekunder der passerede, før den lidt tungere, langsomme vejrtrækning indikerede at han var faldet i søvn.

Der gik ikke mere end en time, som Jaris havde brugt i dyb søvn, som altid lidt savlende, før han blev vækket af sin sult, der nu fyldte alt for meget til at han kunne ignorere den. Han udbrød en anstrengt lyd, som han fik sat sig op og gabte højlydt. "Mm.. Daffe?" Lød det døsigt fra ham, for han havde ikke tænkt over at åbne øjnene og kigge efter hende. Selvom han ikke havde sovet meget, lød han langt fra lige så træt som han gjorde før. Han lænede sig lidt frem, bøjede det ene ben, så han kunne hvile armen mod knæet. Den anden hånd blev ført over den ene kind, så han kunne fjerne lidt savl.

 Da Jaris havde lagt sig, og løftede armen op, så hun kunne ligge sig ind til ham, lagde hun sig ned til ham, og fik trukket benene op i sengen. Da hun havde lagt sig, rykkede hun sig en smule længere ind i sengen, men nåede ikke langt inden Jaris nærmest havde suget sig op af hende som en sugekop. Hun smilte over det, og lukkede øjnene lidt. Det var rart at ligge så tæt, og mærke varmen fra Jaris krop mod hendes ryg. Så tæt som de lå, kunne Daphnie tydeligt både mærke og høre, at Jaris hurtigt faldt i søvn, og selvom hun egentlig kun havde gået med til at ligge i sengen til han faldt i søvn, blev hun alligevel liggende lidt. Der var et eller andet beroligende over at ligge som de gjorde. Daphnie kunne mærke hans rolige vejrtrækning mod hendes ryg, og hun lagde en hånd på hans arm der lå om hende, og nussede den stille og roligt. 

 Daphnie blev liggende i et godt stykke tid, inden hun meget forsigtigt viklede sig ud af hans arm, og satte sig op. I stedet for at rejse sig med det samme, sad hun lidt og så på Jaris. Det var et fredfuldt, men ikke spor kønt syn, og hun kunne ikke lade hver med at grine en lille smule. Hun samlede et af tæpperne op fra gulvet, og lagde det lidt over ham, inden hun rejste sig, og gav sig til at finde noget mad. 
 Mens Jaris lå og sov fik hun sat nogle grønsager over at koge til noget suppe. Det var nemt, og lige nu det hun havde til at kunne lave. Hun ville ikke gå ud og købe noget andet, for hun havde trods alt sagt at han ikke ville være alene. Daphnie stod og rørte rundt i gryden, da hun hørte Jaris kalde over fra sengen. 
 "Godmorgen, sovetryne.. " sagde hun med et skævt smil.
 "Det var en kort lille lur.. "  kommenterede hun og så tilbage til suppen. Den kunne vidst godt passe sig selv lidt. Hun tog skeen op, og lagde den til siden, inden hun gik over mod sengen.

Maven begyndte at komme med lyde. Lyde Jaris ikke hørte ofte, fordi han altid havde et eller andet sukkerfyldt til stoppe i munden. Han lagde hånden mod det øverste af maven, i et dårligt forsøg på at få den til at tie stille, men det hjalp selvfølgelig ikke. Hånden blev i stedet flyttet til madrassen ved siden af ham, der hvor Daphnie havde ligget. I et øjeblik nåede han at blive ramt af en svag følelse af angst af at være blevet efterladt, fordi hun ikke lå samme sted han sidst havde set hende. Idet han hørte hendes stemme, gik det dog op for ham, at hun selvfølgelig havde flyttet sig, efter han var faldet i søvn. For selvom han foretrak at have nogen ved siden af sig hele tiden, havde han sagt at det bare skulle være til han faldt i søvn.

Det tog Jaris lidt tid endelig at åbne øjnene og få ordentlig samling på sig selv. Han skulle vel fungere bare lidt, hvis han skulle have noget at spise. Det var fristende bare at ligge sig til at sove igen, men maven larmede for meget. Han gabte igen, mens han rettede blikket mod hende. "Min mave larmer.. Jeg tror den mangler mad." Han troede ikke, han vidste, men som sædvanlig tænkte han ikke meget over sin formulering af sætninger, før han sagde det. Han var alligevel imponeret over at han ikke fik sagt det på en måde, der antydede at han forventede mad her, for det gjorde han ikke. Han var i forvejen ikke vant til at blive budt ind i andres hjem, da slet ikke at sove i andres senge end sin egen og da slet ikke, at spise andet end det han selv formåede at skaffe, hvilket ofte var sukker. Han løftede en arm, rakte ud efter hende for at hive hende ned i sengen. Mad kunne vente lidt, hvis det betød et par minutters putning.

 Daphnie grinte lidt over, hvordan han fik sagt at han var sulten. Det var en noget bemærkesværdig måde at sige det på. Det virkede ikke lige frem til at Jaris var frisk endnu. Han havde dog også kun sovet en lille time, så det kom heller ikke bag på hende. Jaris burde nok sove mere, men det var jo ikke noget Daphnie skulle bestemme, og hvis han egentlig også var sulten, var det også forståeligt at ikke var klar til at sove igen. 
 "Jeg tror du har ret.. Den lyder meget farlig og sulten..  Så er det heldigt jeg er ved at noget ma..Uh! " Daphnie blev hevet ned i sengen med et forskrækket hvin. Hun grinte lidt og så Jaris lidt i øjnene. Hun bed sig lidt i underlæben.
 "Maden er klar lige om lidt.. " sagde hun stille, uden at fjerne blikket fra hans. Blidt prikkede hun ham i maven.
 "Tror du den der sultne mave, kan klare sig lidt endnu, og ikke spise mig.. "  sagde hun med et kækt smil på læberne. Hendes blik flyttede sig en smule ned på hans læber, og et lille sug gik gennem hendes maven, som minder om hvordan det føltes at mærke hans læber mod hendes, poppede op. Hun slog blikket lidt ned.

 En anelse utroligt rykkede hun sig lidt på sig. Hun havde lyst til at kysse ham. Mærke hans læber mod hendes igen. Mærke hans krop tæt mod hendes. Dele kropsvarme med hinanden. Hun foldede læberne lidt. Kinderne blev varme og en anelse røde. En lille kamp mellem fornuft og lyst var gået i gang i Daphnie og fik hende til at blive en hel del usikker på sig selv. Med en svag hoste, rystede Daphnie tankerne ud af hovedet. Hosten virkede, i Daphnie hoved, til at være mindre mistænkeligt og indlysende end at rømme sig. Hun flyttede blikket tilbage på ham med et lille smil. Sidst havde Jaris være meget hurtig til at opfange hende små signaler, men hun håbede på han stadig ikke var vågen nok til at lægge mærke til dem den her gang. 



 

Jaris så på Daphnie med lidt store øjne, som om han var helt overrasket over at hun egentlig havde ret. Hans mave lød ikke bare farlig, den lød decideret ond. Det var virkelig ubehageligt! Men slet ikke ubehageligt nok til at springe lidt putning over. Han slap hendes håndled, drejede overkroppen lidt og lagde en armen om hende. Den anden hånd blev lagt mod madrassen, så han kunne undgå at ligge sig ned, men stadig hive hende lidt tættere på sig. "Hvis maden først er klar lige om lidt, har vi jo masser af tid til at lave noget andet," sagde han med et lille smil. Det blev sagt med samme seksuelle undertone han næsten altid havde og var egentlig også ment sådan, selvom han godt var klar over, at han ikke havde energi til noget. Han havde bestemt brug for mad og en del mere søvn, men han gjorde et raskt forsøg på at virke lidt mere vågen, end han egentlig var.

Jaris fik ubevidst rykket sig selv en anelse tættere på hende, idet han mærkede det blide prik i maven. At lægge mærke til små tegn og signaler, var ikke et af hans største talenter i dag, så hendes lidt røde kinder forbigik også hans opmærksomhed. "Jeg lover intet," svarede han, holdt stadig lidt afstand, mens hun fik hostet færdig. Måske kunne han strække den til at love, at han ikke ville spise hende nu, i hvert fald ikke så meget, men selv han kunne ikke vide hvad der ville ske, så snart han havde sovet lidt mere. Han slap det lette greb om hende, så han kunne skubbe tæppet af sig og vendt sig om, for at komme op på knæ. Han lænede sig en anelse ind over hende og startede et kys op, så krævende han kunne, men koncentrationen blev erstattet af træthed. Han fortsatte det, kravlede ind over hende for at sætte sig overskrævs på hendes skød. Den ene hånd dansede lystigt over hendes tøj, kærtegnede først i siden, hen over maven, op over brystet og endte til sidst i hendes nakke, hvor han tog blidt fat i hendes hår. Han lænede sig længere ind over hende, fik hende halvt ned at ligge, lagde mere og mere op til at fortsætte, før han stoppede alt, både kærtegn og kys, og rettede sig lidt op. "Jeg fylder allerede i din seng, jeg behøver ikke at spise din mad også," sagde han, før han fjernede sig fra hende. "Jeg kan sagtens finde noget et andet sted." Det var han overbevidst om! Selvom han hverken havde taget sin træthed, eller det faktum, at markedspladsen nok ikke havde åbent ret meget længere, i betragtning. Det var meningen at rejse sig fra sengen, men kanten var tættere på end han troede, så han endte med at trille ned på gulvet. Alt for træt til at udtrykke at det egentlige gjorde ondt at lande på det hårde gulv, fik han hurtigt sat sig op og rettet blikket mod hende. "Okay, måske ikke.." På den her måde ville han da aldrig komme helskindet nogle steder hen.

 Daphnie lod bare Jaris trække hende tættere på sig, og hun tillod sig også at læne sig en anelse mere ind mod ham, uden det var noget hun selv tænkte over. Hun bed sig lidt i underlæben og så på ham, mens hun nikkede til det han sagde. Måden han sagde det på fik endnu et sug til at læbe gennem hendes maven, fik det til sitre lidt rundt omkring i hendes krop. 
 "Som hvad..? " Spurgte hun stille, selvom hun nok egentlig godt vidste hvad han havde i tanker. I virkeligheden havde hun nok det samme i tankerne. Det virkede ikke til at Jaris var vågen nok til at opdage de små signaler, han kommerede i hvert fald ikke på dem, eller noget. Daphnie smilte svagt over hans kommentar.

 Som Jaris lænede sig ind over hende, flyttede Daphnie den ene hånd, det støttede sig på sengen, op i nakken på ham og hun lod svagt læberne skille sig inden hans læber ramte hendes og hun lukkede øjnene. Nærmest sultent gengældte hun kysset, mens hun fik trukket begge ben ordenligt op i sengen. Den anden hånd støttede sig forsat mod sengen, så hun stadig holdte sig en anelse oppe. Daphnie sukkede svagt mod hans læber, som hans hånd kærtegenede hendes krop. Hun reagerede slet ikke lige så voldsomt som sidst, men det var også en hel del mere privat, og ikke lige så nyt for hende. Da han tog fat i hendes hår, slap endnu et suk ud. Da han lænede sig mere ind over hende, bukkede hun i armen der støttede i sengen, så hun kunne komme mere ned at ligge. Pludselig begyndte hun at kunne mærke usikkerheden igen, som det hele pludselig virkede som om de skulle til at gå hele vejen. 
 Hun havde jo suppen over varme. Stod den for længe ville den sikkert brænde på. Og Jaris var sikkert stadig træt, han havde jo slet ikke sovet særlig meget, de kunne jo ikke bare forsætte, han ville bare falde om af energi mangel eller noget. Det sitrede i hele hendes krop, som den egentlig skreg på mere, skreg på at mærke Jaris hænder mod nøgen hud. Pludselig forsvandt det hele, og Daphnie lå lidt tilbage med en flad og tom følelse i kroppen. Hun åbnede øjnene og lod tungen glide fugtende over læberne, inden hun bed sig lidt i underlæben. Hun ville have mere. Hun ville have det skulle forsætte. Dog tænkte hun også det var en god ide at få noget at spise. Hun lyttede til det han sagde, inden hun rystede på hovedet og satte sig lidt mere op igen. Hendes vejrtrækning der var blevet en smule tungere under kyssende, var ved at være tilbage til normal. 
 "Nej nej! Det skal du ikke tænke på.. Det er slet ikke noget pro... " hun nåede ikke længere med sin sætning, inden Jaris væltede rundt nede på gulvet. Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt af ham. Svagt rystede hun på hovedet til at det kunne han nok ikke, inden hun rejste sig og rettede en smule på kjolen.
 "Kom glad og få mad..! " rimede hun og sendte ham et kækt smil, inden hun tog gryde af varmen, og  fyldte to skåle op med suppe, som hun satte på bordet. Havde Jaris brug for hjælp til at komme op til bordet, ville hun hjælpe ham, inden hun selv sætter sig ved bordet.

Jaris svarede ikke på hendes spørgsmål, trak bare let på skuldrene og smilede. Så måtte hun selv gætte, men det var som regel ikke svært at gætte, hvad han havde i hovedet. Alt for ofte var det seksuelt. Var det ikke dét, tænkte han på sukker. Som han nu sad nede på gulvet og stirrede på hende, kunne han godt fornemme, at han havde efterladt hende i at ville have mere. Han opfangede ingen signaler, kun disse, fordi det lige netop var det han var gået efter. Formålet af hans nærvær, havde udelukkende kun været for at forstyrre hende lidt. Han kunne jo ikke være helt så villig hver gang. Så kom folk ikke tilbage efter mere. Derudover kunne han dufte suppen, hvilket kun gjorde ham mere sulten, selvom det overhovedet ikke duftede lige så sødt, som alt andet han plejede at spise.

Jaris blev siddende på gulvet, for doven til at rejse sig, før det blev nødvendigt. Stod det til ham, havde han siddet på gulvet og spist, for så var sengen også tættere på bagefter, men han måtte vel gemme sine hjemlige vaner bare lidt væk, når han nu ikke var hjemme. Så med endnu en anstrengt lyd, kom Jaris op at stå og slentrede over til bordet, hvor han dumpede ned at sidde på stolen der var tættest på. Her sad han dog som han også ville alle andre steder, med det ene ben trukket op under sig, den ene arm lagt om, så han stadig kunne bruge den anden til at spise med, og hagen hvilende mod knæet. "Jeg skal altså nok betale dig tilbage." For han kunne da ikke bare vælte forbi, stjæle halvdelen af hendes seng og spise hendes mad, uden at give hende noget igen. Han havde ofte stjålet fra boderne på markedspladsen, men han havde altid planer om at betale dem tilbage også. Så tænkte han heller ikke, at hun ligefrem havde regnet med at skulle sørge for mad til en anden end sig selv. "Altså.. Med noget andet end kjolen.." Han rystede let på hovedet over sig selv. Ja, han kunne stadig huske det løfte, men han håbede stadig at kunne slippe udenom på en eller anden måde. Selv hvis han alligevel endte med at gøre det, var det langt fra nok, så meget som hun havde gjort for ham. Det tog ham lidt tid at samle overskud nok, til at gå i gang med at spise, indtil videre sad han mere eller mindre bare og stirrede på skålen. "Hvem har lært dig at lave mad?" Spurgte han halvt mumlende, som om det kom som en mindre overraskelse, at hun overhovedet kunne finde ud af det. Det bundede nok mest i, at han ikke selv var vant til kvinder, der kunne kokkerere. Hvis kvinderne på bordellet kunne, fik han i hvert fald aldrig glæden af det.

 Henne ved bordet gav Daphnie sig bare til at spise. Hun var sulten og så ingen grund til at det bare skulle stå på bordet og stirre op på hende. Hun fulgte Jaris med blikket, som han formåede et sætte sig op til bordet. Hun viftede lidt med hånden, for at indikere at han ikke skulle tænke på, mens hun tyggede af munden.
 "Det er fint nok.. Jeg gør det fordi jeg vil, ikke fordi jeg skal.. " hun trak lidt på skulderne. Hun forstod ikke rigtig hvorfor han gik så meget op i ikke at spise hendes med, eller betale tilbage for det. Det var ikke noget fantastisk hun havde lavet, og hun kunne jo ikke bare tillade sig og lave mad til sig selv, og sidde og spise det for næsten af ham, uden at give ham noget. Og et eller andet sted følte Daphnie også lidt det var hendes skyld Jaris stod og var så sulten og ikke havde fået ordenligt søvn. En svag latter slap ud mellem hendes læber da Jaris tog det med kjolen op igen. Hun havde egentlig allerede glemt det igen, så det var meget heldigt han lige nævnte det igen. 
 " Kjolen er mere end rigelig betaling..! "  hun sendte ham et drilsk smil, inden hun spiste lidt mere af suppen. Daphnie lod bare Jaris tage sig den tid han havde brug for. I sidste ende vidste Daphnie egentlig slet ikke om Jaris kunne lide suppe, eller grøntsager. Det kunne sagtens være derfor han gik sådan op i at betale tilbage - fordi han egentlig ikke ville spise det. Uanset hvad gjorde det ikke Daphnie noget. Hun skulle nok få det spist.
 "Min mor.. " Svarede hun. Der var egentlig ikke så meget mere i det. Hun tænkte sig lidt om.
 " Jeg lavede mad til min bror og jeg, når mine forældre var nødt til at arbejde om aften... " hun nikkede lidt mens hun så ned på suppen og tog en skefuld mere. Hun løftede blikket igen og sendte ham et smil mens hun trak kort på skulderne. Det var han vel egentlig nok ret ligeglad med. 

Der blev stirret næsten helt intenst på skålen, men Jaris fik endelig taget sig sammen til at vågne lidt fra sin lette trance, ved at ryste kort på hovedet og tage en dyb indånding. Han nikkedet svagt, men ikke fordi han ville lade emnet helt gå. Han kunne tydeligvis ikke få hende til at gå med, til at han skulle betale hende ordentligt tilbage, så han måtte vel bare gøre det en anden gang, uden hendes tilladelse. Han gik alt for meget op i ikke at skylde nogen noget, måske fordi han holdt det over hovedet på alle sine ansatte, at de fleste kun var der fordi de skyldte ham. Han fik også endelig taget sig sammen til at samle skeen op og få noget at spise. Det kunne godt bruge noget sukker, men selv sukker kunne bruge lidt mere sukker, efter Jaris' mening. "Hvis det er så nemt at betale folk tilbage, burde jeg låne en kjole noget oftere," grinede han kort, før han fortsatte med at spise. En enkelt tur ned ad gaden på markedspladsen og alt hans gæld hos alle boder, ville lige pludselig være betalt.

Havde Jaris været hos sig selv, ville suppen være forsvundet allerede nu, men han spiste en del langsommere end han plejede. Han var virkelig ikke vant til at sidde og spise på denne måde, ved et bord, sammen med en anden. I stilhed. Han var vant til ingen ordentlige måltider og larm fra samtlige værelser på bordellet. Han havde en anelse svært ved at placere sig mentalt i dette scenarie. Kendte man ham, ville det ikke være svært at se, at han var lidt akavet. Ellers kunne man bare tro, at han altid var sådan, når han spiste. Han slap sit ben og satte sig ordentligt, for at sætte sig på kanten af stolen og læne sig lidt ind over bordet, mens han lyttede til hende. "Hvor er de nu? Altså din... familie." Han ville hellere end gerne lære hende bedre at kende, men han havde det en smule anstrengt med familie, hvilket også kunne høres på hans tone. Nok fordi han ikke rigtig havde haft noget forhold til sin egen. Han spiste muligvis langsomt, men stadig hurtigere end de fleste, så skålen blev tømt for suppe kort efter. Han blev dog siddende, ventede pænt på at hun også var færdig, for igen ville han ikke gå i seng uden hende.

 Daphnie syntes ikke det virkede til at Jaris var helt tilfreds med at hun ikke ønskede en betalting for maden og huslyen, men hun syntes bare heller ikke hun rigtig kunne komme på noget der virkede som en rimelig betaling. Hun grinte svagt over hans kommentar og var ved at få maden galt i halsen, så det endte ud i en hoste. Da hun havde hostet færdigt rystede hun lidt på hovedet for at komme til sig selv, og hostede kort en enkelt gang mere. 
 "Ellers må du jo bare lave mad til mig en gang, og låne mig din seng.. " hun sendte ham et drilsk smil, men der var alligevel lidt seriøsitet bag det. Det var ikke noget Daphnie ville have noget i mod, selvom hun godt nok ikke vidste noget om hvor han boede eller noget, men det betød heller ikke så meget for Daphnie. Hun var egentlig meget klar på et eventyr!

 I et stykke tid sad Daphnie bare og betragtede Jaris som han sad og spiste, og hun glemte helt selv at spise. Han flyttede lidt rundt op hvordan han sad, og hun lagde hovedet lidt på skrå, mens hun tænkte lidt. Efter bare at have siddet og stirret lidt kom hun endelig til livs igen, og flyttede blikket op i hans øjne.
 "Du behøver ikke at sidde så..... " Daphnie rynkede panden mens hun tænkte lidt over hvad det var for et ord hun tænkte på. I et par sekunder sad hun bare og så tænkende ud mens hovedet vippede lidt fra side til side.
 "Ehm.. så højtideligt.. Bare sid som du gerne vil.. Det gør mig ikke noget.. " Hun trak lidt på skulderne og tog en mundfuld suppe mere. Hun havde næsten spist det hele. Daphnie tænkte lidt over hvad hun skulle svare på hans spørgsmål.
 "Her i Dianthos, også. Min bror bor stadig hos mine forældre.. " Hun nikkede lidt og overvejer kort om hun skulle spørge ind til hans, men noget i måden han sagde 'familie' på, fik hende til at lade vær. Et kort grin slap over hendes læber.
 "Min bror roder sig tit ud i problemer, fordi han er så stædig.. Så jeg skal tit.. Fixe tingene for ham.. "  forklarede hun, men hun småleende rystede lidt på hovedet over det. 

 Daphnie så på Jaris som han tømte skålen og nikkede over mod gryden.
 "Du tager bare noget mere, hvis du vil.. Du behøver ikke holde sig tilbage.. Du må bare have kjolen på i længere tid så.. " Hun sendte ham et drilsk smil, selvom hun mente han bare skulle spise. Hvis han stadig var sulten skulle han bare tage for sig!

Det var en træt, doven latter, der lød fra Jaris. Troede hun virkelig, at han kunne lave mad? Det var næsten helt sødt, så meget tiltro hun havde til ham. Han havde få talenter, men madlavning var ikke en af dem. Tanken om at sætte ham til at lave noget, der var spiseligt, var komisk. "Hvis jeg skal lave mad, må du lære mig det først," sagde han, men med en klar undertone af sjov, da han ikke engang selv ville turde at spise noget, som han havde lavet. "Men kommer du til Rubinien en dag, sætter jeg gerne Anna til at lave noget. Og jeg låner dig gerne min seng." Utroligt så hurtigt Jaris kunne formå at skifte mellem tonefald, for der var ingen tvivl om at han mente den sidste kommentar ukristeligt. "Så længe du ikke har noget imod en del larm." Havde hun virkelig tænkt sig at besøge ham en dag, var en advarsel om larmen vel på sin plads.

Først da Daphnie kommenterede det, blev Jaris opmærksom på hvor akavet han egentlig så ud. Han stoppede straks med at bevæge sig og gav sig i stedet til at komme på en plan, der ville gøre det lidt nemmere for ham, men det var ikke let. "Jeg er ikke vant til at sidde sådan.. Og spise.. Ved et bord," sagde han, som forklaring på hvorfor han sad så underligt. "Og her er så stille.." Halvt hviskede han, som om han ikke ville ødelægge den stille atmosfære. Han grinede kort for sig selv og trak let på skuldrene. "Hvis jeg altså ikke tæller stemmerne i hovedet med." For de fyldte stadig, dog var han blevet rimelig god til at lukke dem ude. Han skænkede det ikke en tanke, at han egentlig lød en anelse skizofren, for stemmerne i hovedet var bare evnen til at høre mere end normalt. For ham var det hverdag, han tænkte bare ikke over, at ingen andre kunne høre de ting han kunne.

Måske hvis han flyttede sig, så han ikke sad overfor Daphnie? Underligt nok, kunne opstillingen af deres måde at sidde på, påvirke ham mere end det burde. Jaris' smil blev ændret fra let underholdning over sig selv og stemmerne, til behageligt over hvad hun fortalte. "Det må være rart. Altså, at have dig til at hjælpe, ikke problemerne," smilede han, men kort efter lagde han hovedet let på skrå og så meget tænkende ud. "Eller egentlig også problemerne. Efter min erfaring, gør de ofte livet lidt mere farverigt." Han nikkede let, som han gav sig selv ret. Idet hun startede sætningen om, at han gerne måtte tage noget mere, forsvandt hans underlæbe ind i munden og han stirrede på hende, som en tiggende hund ville se på sin ejer. Måtte han virkelig? Men først rejste han sig op og gik rundt om bordet, for at sætte sig på stolen tættest på hende. Så rykkede han lige stolen lidt tættere på. Og lidt tættere. Indtil han nærmest sad direkte op og ned ad hende. Meget bedre! Skålen blev flyttet med, og fyldt op igen og denne gang behøvede han ikke at tage sig sammen først, inden han gav sig til at spise. At få lidt mad havde gjort ham mindre træt, dog ikke nok til at han ikke stadig skulle sove snart.

 Med hovedet let på skrå og et forvirret udtryk, sad Daphnie og så på Jaris mens han grinte. Havde hun sagt noget sjovt? Hun forstod ikke helt, men som hun lyttede til hvad han sagde, løstnede hendes ansigt sig op og hun grinte lidt sammen med ham. 
 "Så kommer du da til at skylde mig en hel del mad.. " sagde hun med en drilsk tone og blinkede kort til ham med det ene øje. Ikke fordi det gjorde Daphnie noget. Hun ville ikke have noget imod at skulle lærer Jaris at lave mad. Heller ikke hvis det kun ville være et forsøg. Det ville betyde mere tid med Jaris, og tanken fik en ukendt varme til at brede sig i hendes brystkasse. En anelse overrasket løftede hun øjenbrynene til at han kom helt fra Rubinien. Hun nikkede lidt til det han sagde.
 "Så er du da også langt væk hjemme fra.. " sagde hun en anelse tænkende. Så gav det også lidt mere mening for hende, hvorfor han havde sagt der var langt hjem til hans seng tidligere. 

 Med en smag rynke i panden, lyttede Daphnie til hvad Jaris fortalte, mens hun prøvedet at holde en svag latter tilbage. Hun følte han sad og var seriøs og åbnede op for hende, og så sad hun her og kunne næsten ikke lade vær med at grine. Der var bare et eller andet sjovt over de virkede så.. underlige. Da han så snakkede om stemmer i hovedet, ændrede hendes udtryk sig til et mere bekymret udtryk. Det kom lidt bag på hende.
 " Eh.. stemmerne i hovedet? " spurgte hun en anelse usikker. Havde hun hørt rigtigt, eller var det noget andet han mente? Ikke at der var noget i vejen med det, hvis han hørte stemmer, men det kunne da være rart at vide.

 Daphnie trak lidt på skuldrene og smilte lidt skævt over det. Hun var sikker på hendes bror i hvert fald fandt det ret skønt, ikke selv at skulle tage stilling til hans problemer. Hun burde virkelig stoppe med at fixe det for ham hver gang.. 
 "Tror jeg også han synes det er.. " lo hun lidt. Hendes øjenbryn fandt vej op til hendes pande, som han pludselig sad der og næsten så sølle ud. Hun kunne ikke lade vær med at grine over ham som han kom tættere og tættere på, ikke at det gjorde hende noget. Han måtte komme så tæt på han havde lyst. Helt hen, tæt op af hende. Trække hende op på hans skød og køre hænderne ind under hende kjole. Hun bed sig lidt i underlæben.
 Med et svag host og let røde kinder flyttede hun blikket hen på hendes  skål, som hun tog den og fyldte den halvt op. Hun var midt i at spise.. Hvad var det dog for nogle tanker at have ved bordet.. Tankerne havde fået det til at sitre lidt i kroppen igen, og hun havde pludselig en voldsom lyst til lade bene glide op og ned af Jaris', bare for at mærke ham. Daphnie kæmpede for at ignorere følesen og gav sig i stedet til at spise suppen, lidt hurtigere end før, i et forsøg på at få tankerne hen på noget andet.

Endnu en skefuld suppe blev skovlet ind i munden, det var helt klart ikke bordmanerer der fyldte mest hos Jaris, hvis han da overhovedet have nogle. Han var ikke direkte ucharmerende, talte ikke med mad i munden, for det var gået galt en del gange før og han forsøgte nu stadig ikke at opføre sig helt så klamt, som han plejede. Han sad ved bordet og spiste, i stedet for at sidde på gulvet, fordi det havde været nemmere og han brugte en ske, i stedet for at spare på opvasken og spise fra skålen. Det var mere for hendes skyld, end sin egen. Han rettede sig lidt op, stoppede kort med at spise for at se mod hende, i et forsøg på at finde ud af om hun mente det. Han trak så let på skuldrene og nikkede svagt. "Okay," sagde han, for en gang skyld uden at mene det i sjov. Hvis hun ikke havde noget imod at bruge sin tid på det, var han ikke bleg for at prøve noget nyt. Så måtte han bare huske at advare hende om sine klodsede tendenser, for det kunne hurtigt ende galt. "Men du må fortælle mig hvad jeg skal finde på markedspladsen til det," tilføjede han kort efter, for han havde da ingen idé. Det var jo kun boderne der solgte noget med en masse sukker, som han blev tiltrukket af. Han nikkede en anelse hurtigt til hvad hun sagde, som om han var tæt på desperat for ikke at være i Rubinien. "Der er meget varmt, så jeg vil hellere bruge noget tid på at tage til Dianthos." Han havde aldrig været god til den varme, heller ikke selvom han var vokset op i den. Nætterne i ørkenen var bedre, medmindre man ikke havde et tæppe eller to, for så var der alt for koldt. Det var ikke nemt, at være tilfreds.

Jaris fortsatte glædeligt med at få tømt skålen for suppe, men vendte et undrende blik mod hende, da hun spurgte ind til stemmerne. Havde han sagt noget forkert? Han grinede kort, som det gik op for ham at hun selvfølgelig ikke kunne vide, hvad han mente. "Oh, jeg er altså ikke sindsyg," skyndte han sig at sige, bare for at forsikre hende om at hun ikke skulle være bekymret. Selvom det vel ikke var helt sandt, for lidt sindsyg var han vel. "Jeg har overnaturlig hørelse. Jeg kan høre alt i en radius af tre kilometer," forklarede han, før han fik skovlet de sidste par skefulde suppe ind. Han lod en finger glide hen over læberne, ren refleks for at fjerne suppe, der havde forvildet sig væk fra munden, men der sad intet. Langsomt lænede han sig lidt til siden, tættere på hende, som han skubbede hænderne ned mellem sine lår for at holde dem varme. "Tak for mad!" Sagde han med et stort smil, før han lagde hovedet mod hendes skulder og sukkede tungt af mæthed. Han ville ikke være alt for irriterende, mens han ventede pænt på at hun også var færdig, men han kunne alligevel ikke lade være med at sidde og vippe lidt, dermed også skubbe lidt til hende igen og igen. Han var bare nødt til at gøre et eller andet, for ikke at falde i søvn op ad hende, for det var ikke utænkeligt, nu han både var træt og mæt. "Det kommer jeg aldrig til at kunne lave lige så godt som dig, så nu slipper du ikke for at skulle besøge mig en dag." Hvis hun ikke kom forbi ham, så fik han aldrig suppe igen og det var han ikke tilfreds med. Han havde slet ikke tålmodigheden til at lære, at gøre det lige så godt som hun havde gjort det.

 Da Jaris sagde okay, løftede Daphnie øjnene lidt, i en svag overraskende. Det var egentlig ikke fordi hun havde forventet han ville sige nej, men hun havde nok egentlig heller ikke forventet et okay. I virkeligheden forventede hun nok slet ikke et svar. Ikke at hun ville bakke ud fra det, hun skulle glædeligt lærer ham at lave lidt mad. Uanset hvor anstrengende og håbløst det skulle blive. Hun var klar på en udfordring! Hun nikkede lidt til det med at købe ind til det.
 "Alle slags grøntsager kan næsten bruges.. " hun træk lidt på skulderne. Det var lige før hun kunne lave suppe af alt. Hun var efterhånden blevet ret god til blande de ting sammen hun havde liggende, og få det til at smage godt, næsten lige godt hvad det var. Hun skulle selvfølgelig nok hjælpe med at få købt det der skulle købes, eller fortælle han hvad han eller skulle bruge, men det kunne være lige godt nu. Hun var ret sikker på han nok havde glemt det inden han nåede hen til sengen igen. 
 " Hmmm.. hvorfor så blive boende der? " Spurgte Daphnie en anelse uforstående, til at han hellere ville være i Dianthos. For hende gav det ikke mening at være et sted man ikke havde lyst til at være. Så var det meget smartere at flytte et sted hen man kunne lide at være. Hun lagde hovedet lidt på skrå, mens hun sendte ham et drilsk smil, med et kækt glimt i øjnene. 
 "Ellers må du bare komme og lærer at lave mad, mange gange..! " hun grinte lidt. Hun mente hvad hun sagde, selvom det var sagt i en drilsk tone. Hun ville gerne bruge mere tid sammen med Jaris. Hun var glad og hyggede sig i hans selskab. At der lå noget helt andet bag at hun gerne ville have ham på besøg, noget hun ikke selv var helt forstående over for endnu var en helt anden sag.

 Daphnie sendte Jaris et undskyldende smil og blik, da han sagde han ikke var sindssyg. Det var ikke fordi hun ville antage noget, det var bare lidt svært når man fik sådan en sætning smidt mod sig. Der var ikke mange måder det kunne forstås på, andet end der måske var lidt galt inde under håret. Og det var da også helt okay, hvis der var det.
 " Oh.. okay..! Det lyder vildt spændende! .. og.. en anelse irriterende.. "  Hun nikkede lidt. Det måtte være cool at kunne høre hvad folk snakkede om, selvom man ikke var lige ved dem. Alt det sladder og drama man kunne opleve, uden at være en del af det. Det kunne være så nemt at få stillet sin nysgerrighed med mange ting. På den anden side var det nok også noget så trælst med stemmer hele tiden. 
 "Jeg kan bare lave lysende sommerfugle... " sagde hun med et suk. Hun synes selv det var en ret kedelig evne. Den var da praktisk til tider når der var mørkt, men andet kunne det heller ikke rigtig bruges til.. 
 "Velbekomme! Håber det smagte godt nok.. " sagde hun og spiste selv videre. Hun havde fået styr på sine.. urene tanker fra tidligere, og havde sat tempoet hun spiste i, lidt ned igen. Hun grinte lidt af ham som han sad og vippede. Hun forstod ikke helt hvorfor han ikke bare lagde sig hen i sengen igen, men hun valgte ikke at kommentere på det.
 "Jeg har stort set bare kogt nogle grøntsager.. Og så fået dig til at tro det skulle smage godt.. " grinte hun svag med et drilsk smil på læberne igen. Det var ikke helt sandt, men det var meget tæt på. 
 Da det var en anelse forstyrrende, at Jaris sad og vippede op af hende, tog hun skål i den frie hånd, og tog den tættere til munden. Hans vippen fik hende til hele siden og ryste suppen af skeen igen og igen, så med det hele tættere på munden gik det nemmere og hun var hurtig færdig med at spise. Da skålen var tom, satte hun den på bordet med skeen i.
 "Hik, prut, bøvs, og så godnat.. " sagde hun og så på Jaris, der vidst efterhånden var nået til 'godnat'.

Det var et direkte opgivende udtryk Jaris fik i ansigtet, da hun nævnte grøntsager. Det havde han vist aldrig brugt krystaller på før. Hvis han havde, så var det før han overtog gården fra forældrene og den tid kunne han ikke huske meget af. Eller også undgik han det bare, det var nok mere sandsynligt. Han måtte få hende med, når der skulle handles ind til det, så han var sikker på ikke kun at komme tilbage med slik. Chancen for at han ville glemme, hvorfor han overhovedet var taget til markedspladsen var rimelig stor, for han blev alt for hurtigt distraheret af alt andet. Han rystede let på hovedet, han kunne ikke side og se så opgivende ud resten af aftenen. I stedet gjorde han hvad han kunne, for at få et mindre uskyldigt smil over læberne, som han tænkte over hvordan han skulle svare på hendes spørgsmål. Måske det ikke var oplagt at fortælle sandheden allerede. Han ville ikke risikere at gøre hende utilpas og blive smidt ud. "Uhm.. Jeg driver min forretning fra min gård. Det ville være for besværligt at flytte den," svarede han. Så var han vel tæt nok på sandheden, uden at sige for meget. Hans smil blev lidt bredere, da hun sagde at han skulle komme forbi flere gange, det var helt underligt at være i selskab med en, der helt frivilligt bad ham om at komme. "Jeg kan godt finde tid til at komme forbi, når jeg kommer til Dianthos fremover," sagde han, mens han puffede let til hende med skulderen.

Jaris nikkede, for at give hende ret, både i at det kunne være spændende men egentlig også ret irriterende. Det var heller ikke alle samtaler, eller lyde, der var lige interessante at høre og det var ikke hver gang han lige kunne få det ud af hovedet igen. "Jeg kan næsten lukke af for det hele. Jeg kan til gengæld høre et par være i gang med..." Han stoppede, inden han fik færdiggjort den sætning og bed sig i læben, for ikke at smile alt for bredt, da han så mod hende. Ja, hun kunne vel tænke sig til resten, det var bare ofte de lyde han opfangede ret hurtigt og han kunne ikke finde ud af at holde kæft. Efter hendes næste kommentar, lyste hans øjne op, helt fascineret over tanken om lysende sommerfugle. "Det må du vise mig en dag!" Insisterede han straks. Men han valgte at sige en dag og ikke nu, fordi han ikke følte sig vågen nok til at være opmærksom. Han var dog opsat på at han skulle se det. Han var klart mere imponeret over hendes evne end sin egen, også hans evne til at manipulere glas, for dem var han så vant til.

Som svar, på om han mente at det smagte godt, kom der en tilfreds lyd fra Jaris og han lagde hånden på sin mave og nussede den lidt. Det var dog muligt, at han udelukkende kun havde den mening, fordi han havde været mere sulten, end han nogensinde havde været før. "Imponerende, så er du den første, der har formået at snyde mig," sagde han med en svag latter. Det var først da hun var færdig med at spise, at han rettede sig op og vippede videre, uden at det gik ud over hende. Han stoppede med at vippe for at høre hvad hun sagde, som om hans vippen forhindrede ham i det, før han tog fat om hendes ene håndled. "Okay, så kom." Han rejste sig op, hev hende op at stå også, og trak hende afsted mod sengen. Nu når hun alligevel sagde godnat, så var der da ingen grund til at vente længere! Han tænkte ikke det mindste over oprydningen, for det kunne vel klares i morgen. Måske han også var lidt for vant til, at havde nogle til at rydde op efter ham.

 Med et koncentreret og tænkende udtryk sad Daphnie lidt og prøvede at komme på en løsning. Det var da synd for ham, at han var tvunget til at være et sted han ikke havde lyst til at være, fordi han havde arbejde og forretning der. Hun lyste op da hun kom frem til en ide.
 "Så må du få dig en.. under boss! " hun nikkede lidt. Det var helt klart løsningen, den bedste ide hun nogensinde havde fået, det var hun sikker på!
 " En der styre det hele, ud fra hvad du siger og vil have, så du ikke behøver at være der helt så tit! Så kan du have dig et lille sted at bo et andet sted, som et feriehus, og du kan være der og gøre alt det du har lyst til, uden at skulle tænke for meget på forretningen. Og når der så er brug for at rejser hjem til forretningen, behøver du kun at være der til at det hele er løst, og så overlade det hele til under bossen igen! " Det hele endte nok med at være mere en fortælling end en ide, men Daphnie kunne stadig godt lide ideen. Så kunne hun også nemmere komme og besøge ham, hvis det nu var i Dianthos området, han fandt et sted. Da han puffede til hende, så hun på ham med et kækt smil, og nikkede til det.
 "Du skal være mere end velkommen! Hvis jeg så ikke er her, er jeg nok på arbejde.. "  hun trak lidt på skulderne. Det kunne dog også være hun var ude og se verden eller noget andet, men der var størst sandsynlighed for at hun var på arbejde.

 Daphnie så på ham med store øjne som han fortalte, og kunne så ikke lade vær med at fnise over det. Det måtte da være noget irriterende noget at kunne hører. Hun kunne forstille sig, det var noget man nok egentlig hørte overraskende tit. Hun rystede lidt på hovedet over det, mens hun grinte.
 "Din stakkel... " hun slog blikket ned og bed sig en smule i underlæben, da hun kom til at tænke på, hvor mange der mon havde hørt dem, ude på landevejen. Hun havde jo ikke lige frem været stille. Hendes kinder blev pludselig meget varme og meget røde. Hun håbede lidt at Jaris ikke lagde mærke til det, men hun kunne også mærke, at det nok ville være svært ikke at ligge mærke til. Hun måtte vel bare lade som ingenting, så gjorde han vel også.  
 Jaris' glæde over hendes evne smittede, og hendes smil lyste lidt mere op over hans begejstring. Hun nikkede til det, der var vel ikke brug for at sige mere. Det gjorde hende en anelse glad og smigret over hans reaktion, da hun selv fandt evnen kedelig og ligegyldig. 

 Med hovedet på skrå betragtede Daphnie Jaris, som han nussede sin mave, og gav sig til at grine lidt af det. Hun børstede for sjov sig på skulderen.
 "Der er jo nogen der kan.. " sagde hun drilsk og forsatte med at grine lidt. Da hun pludselig blev hevet med, hvinede hun kort en anelse forskrækket inden den svage latter tog over igen. Hun så sig lidt over skulderen. Egentlig burde hun rydde op, men det var lidt som om den fornuftige side, kunne være lige godt lige hun, for inderst inde, ville hun hellere bare være sammen med Jaris. Hun flyttede blikket frem, og så på Jaris igen.

Jaris forsøgte ihærdigt at følge med i alt der blev sagt, men jo flere ord der kom ud, desto mere forvirret så han ud. Han måtte tage en dyb indånding og bruge et par sekunder på, at forsøge at finde hoved og hale i hele Daphnies forklaring, men han var slet ikke vågen nok og var nødt til at give op. "Woow, det var mange ord," lød det, næsten helt forpustet fra ham. "Det har jeg sikkert glemt igen lige om lidt, så du må nok gentage det i morgen." Der var ingen tvivl om, at havde han formået at høre efter hele forklaringen igennem, havde han selv set det som en fantastisk idé! Specielt fordi Anna alligevel fungerede mere eller mindre som en slags souschef, hun havde bare ikke selv fået valget, om det overhovedet var det hun ville. Han regnede heller ikke med, at hun ville gå med til det, medmindre han gik med til at kræve en mindre betaling fra hende hver uge. Hvis han stadig kunne huske noget i morgen, ville han da prøve at tænke lidt mere over det. Jaris smilede stort, da han fik lov til at komme forbi igen. Det var egentlig meget rart at vide, at man havde et sted at tage hen, hvis man nu skulle få brug for det. For det var sikkert ikke sidste gang, at Jaris satte sig til at tælle blade, han var trods alt stadig lidt for stædig til at lade det væddemål gå. Om det så først blev afsluttet om nogle år, det var lige meget, det skulle nok lykkes en dag.

Det var et lettere trist nik, der kom fra Jaris, som svar til hendes kommentar, selvom man tydeligt kunne se, at han overhovedet ikke mente det. Før han havde fået styr på at holde stemmerne lidt på afstand, havde han en vanvittig hovedpine konstant, men det var blevet meget nemmere med årene og nogle ting var da helt sikkert mere underholdende at lytte til, end andre. Daphnies rødmen var ikke til at overse og som altid, kunne han ikke lade være med at grine svagt, næsten lydløst. Siden hun ikke selv bragte det op, overvejede han selvfølgelig at følge hendes eksempel og gøre det samme. Men sådan var han jo ikke. "Er det noget jeg har sagt?" Spurgte han, mens han smilede, så uskyldigt han kunne, til hende. Det var ikke fordi han ikke havde en idé om hvorfor hun reagerede som hun gjorde, men han kunne vel tage fejl. Han var stadig ikke helt vant til at folk følte noget andet, end irritation, måske også had, mod ham, så han kunne ikke lægge skjul på, at han morede sig lidt over hendes røde kinder.

Så snart de nåede sengen, slap Jaris grebet om Daphnies håndled. Denne gang havde han i det mindste overskud nok til at få trøjen af, så han trak den over hovedet og smed den på gulvet, ved siden af sengen. Mindre elegant, dumpede han ned i sengen og lagde sig endnu engang klar til at lægge en arm over hende. Tanker om hvordan dagen var forløbet, bragte et varmt smil frem på hans læber. Der var noget mærkværdigt over Daphnie, at hun sådan havde slæbt en fremmed mand med sig hjem. "Du er altså lidt underlig.." smilede han, mens han vred sig lidt i sengen for at ligge sig til rette og gøre lidt bedre plads til hende. "Jeg kan godt lide dig," tilføjede han kort efter, mest for at gøre det klart, at han mente det som noget godt, når han sagde, at hun var underlig. Normal var så kedeligt.

 Da Jaris kommenterede på, at det var mange ord hun kom af med, lagde Daphnie den ene hånd lidt for munden mens hun grinte lidt. Hun kunne godt blive opslugt lidt når hun snakkede, nogen gange. Hun tog hånden væk fra munden igen og lagde han lidt i nakken med et skævt smil. 
 "Hovsa... Jeg skal prøve om jeg kan huske det... " hun trak på skulderne med en 'jeg skal gøre mit bedste'-grimmasse. 

 Daphnies ønske og håb om at Jaris ikke lagde mærke til hendes rødmen, eller i det mindste ikke kommenterede på det, var desværre intet andet end ønske-tænkning. Da der blev kommenteret på det, havde Daphnie flyttet blikket lidt væk, og rømmede sig lavt da han spurgte.
 " ... hva... Oh.. nej.. Hva.. Nej du har ikke sagt noget.. "  mumlede hun lidt, og kom med et lettere akavet grin, mens hånden fandt vej til nakken, for at ligge sig der et øjeblik. Hånden blev hurtigt flyttet igen dog, og fandt vej til en plet på kjolen den kunne pille i. Daphnies blik skævede lidt over mod Jaris, inden det også fandt vej til pletten. 
 "... jeg ved ikke hvad du snakker om.. " mumlede hun videre, lavere end før. Det var da også irriterende af ham, at han skulle kommentere på rødmen altså.. 
 Jaris gav sig til at tage trøjen af, og Daphnie blik skævede igen mod Jaris, så hun kunne følge hans bevægelser. Hendes læberne blev foldet sammen. Det var nu ikke et syn man ligefrem kunne klage over. Uden egentlig at vide det, stod hun næsten og forventede han også smed bukserne, så da han lagde sig i sengen, uden at tage bukserne af, mærkede hun et lille stik af skuffelse i maven. Hun slog blikket væk fra ham, da hun blev en anelse overvældet og flov over følelsen.  
 I et øjeblik stod Daphnie og overvejede om hun skulle tage kjolen af. Ville det virke mærkeligt? Nu havde han jo tage trøjen af, så det ville vel næsten være for mærkeligt ikke at tage den af? Eller ville det virke som om hun havde nogle andre tanker, end bare at sove? Hun bed sig lidt i læben, men endte endelig med at trække kjolen af, så hun kun stod i underkjole. Efterfølgende kravlede hun op i sengen til han, og lagde sig så hun kunne se på ham. 
 Daphnie skulle til at komme med et fornærmet fnys for sjov, men Jaris nåede at redde den hjem. Et smil lidt genert spredte sig over hendes læber, og en varm følelse spredte sig i hendes krop som et sus vandre gennem hende og sendte lidt mere farve i hendes kinder. Hun slog blikket lidt væk, inden det faldt tilbage på hans ansigt.
 "Du er altså også selv lidt underlig.. Men det er jo også kedeligt at være som alle andre.. " Hun så ham lidt i øjnene med et kækt smil og et lidt genert glimt i øjnene. 

Mens Daphnie forsøgte at finde ud af hvad præcis hun skulle sige, lagde Jaris hovedet på skrå og ventede pænt. Hendes usammenhængende ord og fumleri med pletten på kjolen, fik ham til at indse, at han måske havde været mere irriterende end han troede. Ikke at han fortrød at han havde spurgt, for det gjorde han bestemt ikke. Det var da underholdende at se hende prøve. Han nikkede let, da han var sikker på, at hun ikke sagde mere, men det var rimelig tydeligt, at han ikke nikkede fordi han troede på hende. "Jeg håber bare, at det er fordi jeg har gjort noget godt," smilede han, mens han trak svagt på skuldrene. Selvom det virkelig ikke skulle undre ham, hvis det var fordi han havde sagt eller gjort noget dumt. Det ville trods alt ikke være første gang og højst sandsynligt heller ikke sidste gang.

Selvfølgelig lagde Jaris ikke det mindste skjul på, at han nød synet af hende, der smed tøjet, tværtimod rettede han sig lidt op, for bedre at kunne følge med. Havde han registreret hendes skuffelse over, at han ikke smed resten af sit tøj, ville han med glæde have gjort det, også selvom han ikke tænkte på meget andet end søvn. Den eneste grund til at han altid beholdt lidt tøj på, var fordi han som regel faldt i søvn på sin sofa og der var mange, der gik ud og ind hos ham hele tiden. Det var vel blevet en vane. Men det stoppede ham ikke i at være lidt pervers, i sin tankegang over for Daphnie. "Du behøver ikke at beholde den på for min skyld," sagde han, mens han kort lod blikket glide op og ned ad hende, mest for at vise at han hentydede til underkjolen, men da også for at få det hele med. Han forventede dog ikke at hun ville rette sig efter hans perverse kommentar, så han strakte sig lidt for at gribe fat om tæppet og hive det over dem begge. Han kom med et kort, lettere doven latter til hendes kommentar. "Hm.. Tak," svarede han muntert, for han tog det altid som en god ting at være underlig. Han lagde sig ordentlig ned, rykkede sig endnu engang helt ind til Daphnie, men det var ikke tæt nok. Så han møvede sit ene ben ind mellem hendes, så han kunne komme endnu tættere på hende, før han lagde hånden, der altså ikke lå under hans hoved, mod hendes lår. Han sørgede for at ligge sig en anelse længere nede end hende, så hans ansigt lå lige over for hendes. Et kortvarigt kys blev placeret på hendes læber. "Godnat, Daffe," mumlede han, før der kom en afslappet lyd fra ham. Ikke mange minutter passerede, før han faldt i søvn og hånden mod hendes lår blev rykket længere op og blev hvilet mod hendes hofte.

-------------------------

Lidt over to åbnede Jaris langsomt øjnene med en lav, brokkende lyd. I løbet af natten havde han krøllet sig en anelse sammen og skubbet næsen mod Daphnies hals. Hånden mod hendes hofte havde flyttet sig længere op og lå nu mod hendes ryg, næsten som om han havde lagt armen om hende for at være sikker på, at hun ikke smuttede. Han gabte, tog en dyb indånding for at dufte til hende, før han sukkede tungt. Han orkede ikke rigtigt at rejse sig, men han havde brug for vand. Han blev liggende lidt endnu, lagde blidt læberne mod hendes hals og gav et kærligt lille klem med armen om hende, før han endelig tog sig sammen. Forsigtigt, meget forsigtigt, trak han benet, der stadig lå mellem hendes, til sig. Han anede ikke hvor tungt hun sov, men han ville helst ikke vække hende. Han løftede tæppet af sig selv, rettede på det for at lægge det ordentligt over hende, før han langsomt kravlede ud af sengen. Med halvt åbne øjne og i mørke, bevægede han sig videre. Det første han ramte, var bunden af en sofa og det gik ud over hans ene fod. "Argh.." Mumlede han. Det gjorde ondt, men han var egentlig mere irriteret over at han ikke var stille. Han nåede ikke langt, før han hamrede skinnebenet ind i noget, han ikke kunne se hvad var. ".. For Zaladin..!" Lyden af at han havde ramt, var langt højere end hans irriterede udbrud, for han formåede at hviske, selvom det andet slag gjorde mere ondt end det første. Han ramte heldigvis ikke flere ting resten af vejen.

Det her var helt klart lettere hos ham selv. Der havde han perfekt styr på hvor alt stod og behøvede dårligt at åbne øjnene for at finde rundt, men det var ikke tilfældet her. Vandet blev drukket og Jaris valgte bevidst en anden rute tilbage til sengen, så han kunne undgå at larme mere og komme mere til skade. Så lidt haltende og en anelse krøllet sammen i smerte, gik han mod sengen igen. Utroligt nok, havde han dog glemt at bordet, de havde spist ved aftenen før, stod hvor han var på vej hen og bordkanten sagde pænt goddag til hans underliv. Han udbrød et anstrengt "hm!" efterfulgt af en mindre mandig lyd. Stadig gjorde han hvad han kunne for ikke at larme, men denne gang var det ikke så nemt. Han lagde en hånd på bordet, for lettere at guide sig selv udenom det og bøjet forover i smerte, og med den anden hånd lagt mellem sine ben, tøffede han tilbage til sengen. Han kravlede op ved siden af Daphnie og dumpede ned på maven i sengen, så han nu lå på sin ene arm, for stadig at holde hånden mellem benene, og begravede ansigtet mod puden. Nu håbede han bare på, at hun sov ekstremt tungt, ellers havde bordkanten da lige sørget for at vække hende.