Killians blik blev ikke mindre nysgerrigt, da mørkelveren sagde, at han tog sine forholdsregler og derefter kiggede sig omkring, som skulle der ske noget hemmeligt. Forundret så han den lille lysende ting komme ud af munden på ham og... noget skete. Han spærrede øjnene op i overraskelse og kunne ikke lade være med at le i næsten barnlig forundring, som mørkelveren pludseligt lignede et meget kønt menneske. 
"Wauw, det må jeg nok sige, det er vildt!" Han trådte lidt nærmere for at betragte illusionen. Den var god. Han kunne ikke se, hvad Asith virkeligt var. Sikke en sej evne at have!

Så der var flere. Et stik af nysgerrighed gled igennem ham. Kunne han mon finde dem? Havde han mødt nogen før?! Ååh, det var jo næsten snyd hvis han havde, og så ikke vidste det!
"Det vidste jeg slet ikke! Jeg troede ikke, at... at de racer, Lyset ikke er så glade for, sådan færdes alt for meget i Dianthos." Altså, jo, han vidste at dæmoner ikke holdt sig tilbage, men de var også rimeligt svære at genkende. Orker og mørkelvere og deslige... Det var ikke ligefrem dem, han forventede, der kom frivilligt til Dianthos. 

Uden at kunne holde sig selv tilbage, rakte han ud mod Asiths arm. Ikke med tanke for at røre ham for at røre, men han var så nysgerrig og ville gerne vide, om illusionen holdt, når han rørte den. 
At Asith forsøgte at undgå Lyset og byvagterne kunne Killian godt forstå, det gjorde han teknisk set også selv. I hvert fald byvagterne, især under det udgangsforbud der lige havde været. Ikke alle byvagter faldt for hans charme, og selvom han nogle gange kunne bruge sine ikke-magiske evner til at slippe ud af en tur i arresten, var det nu ikke alle byvagter, der kunne overtales til lidt forkælelse og derefter at lade ham gå. Nu var det heldigvis tilladt at færdes ude om natten igen, hvilket gjorde det noget nemmere at være Killian.
"Det kan jeg godt forstå."

Det var lidt en ny verden for Killian, men samtidigt var han langt fra overrasket. Altså, tanken om at der levede uønskede racer i hovedstaden var vel ikke helt urealistisk, det var en stor by med mange små kroge og hvis man som Asith kunne gemme sig, så kunne det jo lade sig gøre. Folk ville altid udfordre regler og love og leve livet på kanten. Det vidste han alt om selv.
"Dianthos er sådan en spændende by! Jeg har vist mødt flere forskellige væsner her, end før jeg kom hertil." Havde han? Han var ikke sikker, var også ret ligeglad. Men det skulle ikke undre ham, hvis han havde. Diversiteten i byen var stor og af en eller anden grund samledes folk her, også dem, som skulle holde sig langt væk fra stedet. Hvilket Asith lige havde bekræftet med sine ord.
Killian lagde ikke mærke til den hævngerrighed, mørkelverens smil udstrålede, han havde travlt med at se på illusionen, der gik tilbage til normal, da han trak hånden til sig.

Mørkelverens spørgsmål fik et lydløst grin frem på Killians ansigt.
"Jeg tror, du misforstod mig. For mig er alle væsner spændende. Hvert enkelt individ interesserer mig, lige meget hvem det er." Det var sandt, han elskede at lære nye folk at kende. Især hvis de kunne give ham noget af det, han altid hungrede efter. Nærhed. Opmærksomhed. En følelse af at nogen ville ham. Men også bare helt generelt var han en meget social person med en åbenhed, der både var god og dårlig.

Han sendte et langt blik efter Asith, inden han så frem. Der var stadig et lille stykke endnu, men de ville snart være fremme. Der var spredt et godt lag hø i boksen i forvejen, så den altid var klar til gæster, og tæpperne lå klar inde i rummet, der var fyldt med ting, man skulle bruge i en stald. Det skete ofte, at Killian havde besøg, men ikke ville have dem med ind i hans eget rum. Det var hans sikre sted, hvor han kunne slå slåen for døren og tage en pause fra omverden.

Killian skar ansigt, da Asith foreslog, at han skulle have ladet ham stifte bekendtskab med halvorken. Ellers tak. Det var ikke ligefrem fordi, at Killian var kræsen, men lige dem, der havde været efter mørkelveren på kroen havde selv en som Killian klogelig holdt sig fra.
”Nah, han så lige lidt for brutal ud.” Altså, han kunne godt holde til, at nogen var lidt hårdhændede ved ham, men han brød sig ikke om rå vold. Og det var, hvad de væsner havde udstrålet. Nej, så hellere en som mørkelveren. Killian var ikke i tvivl om, at den høje mand kunne gøre grimme ting ved ham, hvis han ville. Det kunne de fleste, han var ikke ligefrem en, der kæmpede ret meget i mod, selvom han var stærkere end han så ud.

Killian kastede et kort blik på de to, der kom gående i mod dem, men de så ud som om, at de bare ville videre i verden og han rettede i stedet blikket fremad igen. Indtil hans følgesvend spurgte ham, om der var langt. Han sendte ham et hurtigt blik og et smil, inden han pegede ned af gaden.
”Nej, vi skal til venstre dernede og så ligger det halvvejs nede af gaden.” Dianthos’ industrikvarter var ikke det mest ophidsende og om natten var det ret tomt. Selv for et område i Nedre bydel.

Som Killian havde sagt, drejede de til venstre og snart dukkede fronten på Mathis Transport ud af mørket. I stedet for at gå ind af porten og igennem lageret, ført Killian ham ned af en sidevej og ind af bagporten, der altid stod åben, så vogne, der kom på skæve tidspunkter, kunne komme ind. Bag porten var der en stor plads med et værksted til vognene i hjørnet, nogle tomme vogne langs muren og man kunne lugte heste, som en mødding også var presset ind i gården. Stalden var til tilbygning til det store lager, begge med porte ud til gården. Killian førte Asith hen til stalden, der var halvt fyldt med sovende heste, der begyndte at røre på sig, da de to tobenede kom ind.

”Her arbejder jeg!” Der var stolthed i hans stemme og et storm smil på hans ansigt. Ikke at der var meget at se i mørket, så han greb en lanterne – åben ild var bandlyst fra stalden, han havde før set heste brænde inde, noget der forfulgte ham i hans mareridt – og snart kunne de se, hvor gik gik.
”Der er en ledig boks med halm i helt nede for enden.” Han vinkede af elveren og gik ned af staldgangen.