Hun havde et forspring, faktisk et ganske godt et af slagsens, men kniven, der havde ramt få centimeter fra hendes hånd, havde fået hende til at tøve et par sekunder. Og lige nu var det alt Ash kunne bede om: et par sekunder til at indhente hendes forspring i den sindssyge jagt, der på en eller anden måde ville ende med en afslutning. Enten en afslutning af hendes liv, eller en afslutning af hans jagt, alt efter hvor kompliceret dette ville ende med at blive. Og lige nu var det kompliceret nok.

Da han nåede vinduet lagde hans hånd sig om dolke for at hive den ud, inden han gentoptog forfølgelsen og kravlede ud af vinduet ud på flugttrappen, som han kunne høre hende flygte ned fra. Et hvin og lyden af tumult, som var hun faldet ned af trappen. Han gav sig ikke tid til at tjekke efter eventuelle skygger han kunne hoppe ned af, men hastede ned af trappen. Modsat hende var han vandt til sin krops fysiologiske formåen, så han undgik at falde, som han hoppede fra trin til trin med mere fart end han brød sig om. For hvis han faldt skulle han nok komme til skade, så det var med tungen lige i munden at han bevægede sig nedad indtil han til sidst havde solid jord under fødderne.
Han stoppede op et kort øjeblik og vejrede i luften. En blanding mellem at forsøge at opfange hendes duft og på at få øje på hende. Han trak ikke vejret og var derfor ikke hæmmet af stakåndethed eller sidestik, men han vidste, at han ikke kunne fortsætte sådan her alt for længe. Hendes blod havde givet ham et kortvarigt skud af energi, men det ville ikke vare evigt, og han havde allerede brugte en hel del af sin magi allerede nu. En tanken der fik ham til at skæve til en skygge, overvejen om han skulle rejse mellem den, inden han fik øje på hende og satte i løb. ”SÅ STANDS DOG, FOR HELVEDE!” Han regnede ikke ligefrem med, at hans råb ville nytte noget som helst, men nu vidste hun i det mindste, at han ikke havde opgivet forfølgelsen.

”NEJ!” råbte hun fast besluttet tilbage med det samme uden at sænke farten. Nu var stjernen ikke just den hurtigste løber. Langt fra, faktisk. Nej, lige på dét punkt, var hun ikke noget særligt. Et menneske ville nemt kunne overhale hende. Og værst af alt, var hendes udholdenhed knap nok noget, hun kunne juble hurra over. At hun havde spildt yderligere energi på at svare voldsmanden i midt flygte, havde ikke været nogen smart del af planen. Og det kunne da også høres i hendes stemme, hvor forpustet hun allerede var. Hun løb dog stadigvæk.

Brat drejede hun fra den større gade og ned ad en mindre og smallere. Hun var selv mere end klar over, at hun ikke ville kunne holde ud at løbe for evigt og altid. Og hun var ligeledes klar over, hvordan denne mand, denne vampyr potentielt kunne nå en fart højere end dobbelt hendes egen. Så hvad nytte var der i at fortsætte i en lige linje? Der var kun en minimal chance for hende at komme væk fra ham på den måde, hvis det overhoved var en chance. Hun måtte tænke anderledes. Hun måtte klargøre sit hoved. Tænk. Tænk! Og svaret var kommet.
Mia risikerede sin klodsethed og usikkerhed på sine jordiske ben til fordel for strategien. Hjørner ville sænke ham - forhåbentlig mindre end de ville sænke hende, eftersom hun i det mindste ville vide, at de blev taget.

Det begyndte at gøre ondt i hendes brystkasse jo mere hun hev efter vejret. Og at få den kolde natteluft så voldsomt ned igennem luftrøret sveg og trykkede. Og kulde sneg sig længere og længere op igennem hendes bare fødder. Kulde stemte ikke overens med folk som hende. Alligevel havde vintrene, hun havde tilbragt på Jorden, ikke været forfærdeligt. Men dér havde hun også haft klart mere tøj på end nu.

Hun tog endnu et hjørne i farten og stødte på en blokade, hun ikke havde forventet. Men Mia havde ikke tid til at stoppe op. Hun ville ikke kunne løbe videre, hvis hun stoppede. Det vidste hun med sikkerhed. Så hun gjorde, hvad der som det eneste var at gøre, hvis hun ikke ville rende direkte ind i de stakkede cargokasser. Hun satte af og sprang op på den stak, der var lav nok for hende at faktisk kunne gøre stuntet - det vil sige én kasse. Det lykkedes hende faktisk at gøre i en glidende bevægelse, men så snart hun var oppe mistede hun balancen. Og hun faldt fra kassen og ned i gruet igen. Denne gang blev hun liggende. For… hun havde stoppet. Og hendes ben ville ikke mere.
Hun var ikke bygget til flygt.

Mørket havde lagt sig over Dianthos. Der var stille i gaderne, som Storm bevægede sig igennem den ukendte by. Det var lykkedes ham at fare vild et par gange i de små kringlede gader, især i den Nedre bydel, men denne gang var han nogenlunde sikker på, hvilken vej han skulle.
Det var Zahinael, der havde sendt ham med nogle folk, der smuglede mad ud af byen. Storm skulle sørge for at holde vagt og beskytte vognen. Ikke at der var sket noget overhovedet, så det havde været let. Han havde stået i porten og set efter vognen med et lidt længselsfuldt udtryk i ansigtet. Han ville også gerne snart ud af denne by, hvor han ikke kunne slappe ordentligt af. Som en kriger for Mørket i en by kontrolleret af Lyset, var det umuligt ikke at være på vagt hele tiden. Heller ikke selvom han på ingen måde kunne afsløres som en fra Mørket, selv medaljonen havde han efterladt på sit værelse.

Så selvom han burde være lidt opmærksom, var hans tanker et andet sted, da han traskede hjem mod huset, han boede i. Han savnede lidt at kunne se horisonten, at mærke varmen fra et bål og bare have lidt fred og ro. Minder, der lå helt tilbage fra før han var blevet snydt ind i Mørkets rækker. Åh, hvor ville han gerne væk fra Mørket og få sit liv tilbage. Få fokus tilbage på at finde sin far. Og ellers bare have tid til at nyde livet.

Han drejede rundt et hjørne og nåede lige at se en eller anden forsøge at springe op på nogle kasser og derefter falde om på jorden. Med et overrasket udtryk gik han nærmere. Det var tydeligvis en kvinde, der var skvattet om. Hun var uden tvivl nøgen under et tæppe, hun havde haft slynget om skuldrende, men som nu var gledet til side og afslørede den blege hud under. Han stirrede lidt ned på hende.
"Hvad i alverden laver du?" I samme øjeblik hørte han skridt og han førte automatisk den ene fod lidt tilbage, som han trak sværdet halvt op af skeden, klar til at slås. Han havde ingen anelse om, hvem kvinden var, men han fik dog straks fornemmelsen af, at hun var i problemer. Noget han skulle blande sig udenom, men han alligevel ikke kunne.

En skikkelse kom løbende rundt hjørnet på den anden side af kasserne. En mand. Det tog et øjeblik før Storm genkendte ham i mørket, men da han gjorde, rettede han sig lidt op igen og skubbede sværdet på plads.
"Ash. Hvad laver du her?" Det var et stykke tid siden, at Storm havde set den anden fra Mørket, men han var ikke i tvivl om, at det var ham.

Det her var det meste frustrerende lort Ash nogensinde havde oplevet. Og han havde levet forholdsvis længe, så der var noget at vælge i mellem!
Men hvorfor, hvorfor, kunne hun ikke bare stoppe op?! Hvorfor skulle hun absolut ødelægge noget, der ellers skulle have været et ganske simpelt job?! Og hvorfor fortsatte hun med at løbe nu, hvor udmattelsen måtte være ved at melde sig?!
Det var vel den eneste fordel Ash havde: han ville ikke blive udmattet som hende, og så længe han bare havde hendes spor ville han kunne finde hende, når hun til sidst ikke kunne mærke.

Ash kunne godt lide en god jagt, det kunne han, men det her var ved at blive åndssvagt, som hun siksakkede mellem hjørnerne, så hurtigt at han mistede et par sekunder da han måtte skifte retning meget pludseligt, og derved sætte farten ned.
Men hun var udmattet, det var der ingen tvivl om. Men han havde mistet færten af hende. Et kort sekunds uopmærksomhed og hun var væk. Det var ikke en besked han havde lyst til at gå tilbage med, og han havde derfor haft planer om at gennemgå samtlige gader og stræder, da et mindre brag gav ham et praj om, i hvilken retning hun var løbet.

Det tog ham endnu et par sekunder igen at finde færten af hende, men da han først havde fundet den satte han i løb ned af endnu en gyde, hvor han hurtigt spottede et par væltede kasser. Et par væltede kasser, kvinden han jagtede og en skikkelse, der i første omgang virkede fremmed, men som Ash genkendte på nogenlunde samme tid, som Storm genkendte ham. ”GRIP HENDE, FOR HELVEDE!” Ikke noget med ”hej Storm, spøjst at støde på dig her”, nej Ash var frustreret, og frustrationen kom til udtryk i en aggressiv snerren, rettet mod kvinden på jorden. ”Det her skulle kraftædme ikke have været så svært! Jeg vil nyde at tømme dig for hver eneste dråbe.” Hvæsede han, og spyttede på jorden i nærheden af hende.

Hjælp. Det simple, korte ord havde ellers siddet så godt som parat på hendes tunge, men det blev straks forstummet og slugt ved lyden af genkendelighed i mandens stemme. Værst var, at genkendeligheden ikke var rettet mod hende. Hun hørte skridtene fra den person i mørket, den var tænkt, og hun vidste ærligt ikke, hvordan hun skulle tage roligheden der lå i sætningen. Ikke når hun selv var så panisk. Ikke når hendes voldsmand var så højlydt arrig.
Men det gav mening. Hun var en fjende af Mørket, den ene side af de to som landet, hun var endt i, var delt op i. Hun var endda set på som så meget af en risikabel fjende, at Mørket ønskede hende død! På stedet! Så hvorfor skulle der ikke stå en anden klar på sidelinjen? Ingen løb bare væk fra Mørket. Så meget havde hun i det mindste kommet til at forstå. Dette var ikke som at løbe fra opstående problemer med vrede fiskehandlere.

”Nej!..” faldt det pludselig ud af hende, da bare der kom den mindste hentydning til, at der blev rakt ud for at gribe hende. Det var en alt for stor anstrengelse oven på hendes voldsomme forpustelse at strenge de resterende, forklarende ord på, og selv hun kunne høre, hvordan hun lød gentagende. Og fortsat modstridende mod ’det uundgåelige’. Men hun var stadig varm. Hun havde ingen måde at mærke på sig selv, om hun stadigvæk var brændende varm. Hun kunne kun antage. Det var ikke længe siden, hendes glød havde blusset faretruende op, og hun havde manglen på tøj til at bevise for, hvor høj temperaturen havde været i dét øjeblik.
Tæppet hun havde om sig havde dog slet ikke taget nogen skade. Og suset fra at have løbet, måtte have gjort noget. Ikke? Måske var det bare hendes puls, der påvirkedes hendes varmefornemmelse? Hun ønskede bare ikke at gøre situationen værre for sig selv ved at have dem, hvem end de var, brande sig på hende.

Forsigtigt kæmpede den lille faldne stjerne for at rejse sig igen. Ikke at hun nåede særlig langt. Hendes ben var fulde af mælkesyre og nægtede at støtte hende, selv hvis hun var kommet op at stå. I stedet måtte hun nøjes med at i det mindste komme lidt mere op at sidde frem for at ligge fladt i gruset. Håndfladerne sveg.
Hun hev efter vejret endnu. Så markant at de udmattede vejrtrækninger nærmest fik hele hendes krop til at hæve og sænke sig. Og hendes glød afslørede det lige så meget, sådan som dens lysstyrke diskret gjorde det samme i takten. Tæppet dækkede heller ikke det helt store længere, gledet af hende, som hun havde sat sig op.
Mia løftede så endelig sit blik op for at se, hvem denne anden mand var. Det hjælpeløse og bedende blik stadig placeret dybt i hendes øjne, som ville det aldrig forsvinde.

Grib hende. Ashs stemme var helt forvrænget af vrede og Storm så forvirret ned på pigen. Hvorfor jagtede han hende? Vampyrens næste ord fik en rynke frem i Storms pande og han trådte frem for at forhindre Ash i at komme til pigen. Hvad end der var sket, var han ikke ligefrem villig til at lade den anden mand slå pigen ihjel sådan uden videre. 
"Rolig nu, hvad med lige at rapportere, hvad der foregår?" Han rakte en arm ud for at stoppe Ash, inden han kom helt frem til pigen. Der var bedst ikke at slå tilfældige piger ihjel i selveste Dianthos, deres tilstedeværelse skulle jo helst holdes så anonym som muligt.

Det svage nej fra pigen på jorden fik ham til at se ned mod hende. Hun lyste. Det gik endeligt op for hans hjerne, at pigebarnet lyste. Ikke vildt og voldsomt, men nok til at lyse mørket en smule op. Hvad i alverden?
Der var noget med en pige, der lyste. Noget han havde hørt, endda for nyligt. Oppe ved Zahinael. Om en pige, der lyste, dæmonen gerne ville have fat i. Han kunne ikke huske detaljerne, men det var helt sikkert i live!
"Vent. Er det hende, der er en efterlysning ude på? Hun skal fanges i live." Han sagde det sidste bestemt. Nok var han og Ash af samme rang, men tonen i Storms stemme var pludseligt uvant bestemmende.

Så snart han var sikker på, at Ash ikke bare sprang på pigen, satte Storm sig på hug ved hende. Hendes øjne var... han måtte blinke for at holde koncentrationen. Hendes blik borede sig lige ind i ham, i den del af ham, der slet ikke hørte til i Mørket.
Tæppet var faldet af hende, så hun sad nøgen på jorden i kulden. Med rolige bevægelser for ikke at skræmme hende, rakte han ud og trak tæppet tilbage over hendes skuldre.
"Jeg gør dig ikke noget." Hans stemme var dæmpet og han så ind i hendes øjne for et øjeblik, inden han løftede blikket til vampyren.
"Ordren går på at fange hende i liv, din skovl."

Ash brød sig på ingen måde om Storms tone. De havde samme rang og var derfor ligeværdige, men lige nu fik Storm det til at lyde som om han skulle bestemme. Ash havde altid haft det svært med autoriteter, men det blev bestemt ikke nemmere at lytte til dem, når de ikke var hans autoritet. "Hvad med, at du blander dig udenom?!" Gav han derfor igen, stadig hvæsende af ren og skær arrigskab. Der havde dog været den fordel i Storms medaljepusning, at Ash nu var nået helt hen til pigen. Og som hun sad der på jorden, nøgen og ynkelig, gik han ikke ud fra, at hun ville forsøge sig med endnu et flugtforsøg lige med det første. Medmindre Storm havde tænkt sig at knævre for lang tid, for så ville hun måske samle nok kræfter til at forsøge på noget igen.

"Gu' skal hun ej!" Svarede han, da Storm begyndte at fyre noget bavl af om, at tøsen på jorden skulle fanges i live. "Og ja, det er hende der er en efterlysning på. Hvad tror du jeg laber her, når jeg kunne være ude og jage langt mere interessant bytte." Han himlede med øjnene da Storm sætte sig på hug ved siden af pigen og begyndte at udvise hende en omsorg, der var fuldstændig unødvendig, når hun alligevel ville være død om lidt. "Det kan godt være det var dine ordre, Storm, men jeg fik besked på at skille mig af med hende. Hvilket jeg har brugt næsten en time på nu. Og ved alle mørkets magter om hun ikke er død inden solen står op. Det skal jeg i hvert fald nok sørge for!" Det var sgu ikke så meget det der med jagten der generede ham, som det faktum, at hans selvtillid havde lidt et slag ved at lade sådan en spinkel pige snyde ham så lang tid. "Du må gøre hvad du vil, Storm, jeg efterkommer de ordre jeg har fået." Rundede han af i en mere neutral tone inden Storm endte med at anse hans frustration som fjendtlighed. For det var ikke andet end ren og skær frustration, hvilket også lyste ud af ham da han bukkede sig ned for at gribe fat i hende.

//Jeg svarer fra en tablet, så jeg beklager hvis det er blevet lidt rodet.

Fanges i liv?? Efterlyst?! Død? I live? Der var ikke meget at sige til, at Mia pludselig havde problemer med at følge med. Hun hørte selvfølgelig hvert et ord der blev sagt, men det var samtidig ikke en samtale hun brød sig som. Særdeles ikke siden hun var fokuspunktet for det. Hendes blik sprang fra den ene til den anden jordiske mand og udviste blot mere og mere panik jo længere tid der gik. Surrealistisk. Det var en fantastisk måde at beskrive det hele på. Surrealistisk og skræmmende.
Diverse af stjernens muskler spændte sig straks op, da den ene af dem mødte hende på hendes daværende øjenhøjde, og for en stund skøjtede øjnene ikke frem og tilbage men holdte sig stift mod manden, som han endda rakte omkring og sørgede for, at hun blev dækket af sit tæppe igen. Det var virkelig ikke til at finde ud af. Normalvis ville dette få hende til at falde til ro. Føle sig tryg, om man ville. Intet af det skete bare! Og fortvivlelsen kom hurtigt til udtryk i krumningen af hendes bryn… og egentlig bare i hele hendes ansigt. Og hvordan hendes vejrtrækninger ikke blev mere afslappede, selvom hun i øjeblikket sad helt stille.

Som havde Mia siddet og været på vagt hele tiden, opfangede hun bevægelse ud af øjenkrogen med det samme, da den anden mand langede sig ud efter hende igen. Og hun reagerede mindst lige så hurtigt. Med nerverne helt ude på tøjet hvinede hun skræmt, og kastede sig - så godt som man kunne siddende, som hun gjorde - imod den retning, hvor hun hverken ville ende ind i den ene eller den anden. Paniske åndedrag var opstået igen.
”Stop! Fanges?! Skilles af med?! Hvad foregår der? Jeg forstår ikke!...” Endelig lykkedes det hende, at flette en helt sætning sammen. Kun én gang var hun lige nød til at tage en pause og synke tungt, før hun kom med det sidste. ”Jeg har intet gjort. Er… Er det fordi jeg faldt? Tro mig nu, jeg er selv desperat for at vende tilbage!” Det var ærligt den eneste teori, hun kunne komme frem til. Mest fordi den anden teori, der eksisterede i hende, var en teori hun nærmest benægtede.

Hun pressede sine læber endnu tættere mod hinanden. Spændte voldsomt i sine kæbemuskler. Og trak så med ét sine ben lidt mere til sig og kæmpede sig klodset og med summende lår op at stå for at forsøge sig med at sætte i løb igen for at komme væk. Den ene havde ikke lyttet til hende før. Så hvor stod chance var der for at denne anden ville?

Situationen virkede alt for intens, Ash var så vred. Hvad i alverden havde pigen gjort ved ham?! Sagt nej til en tur under lagnerne? Hun var trods alt stukket af fra ham nøgen. Storm kunne mærke en begyndende udvilje mod Ash, selvom han ikke var sikker på, hvad der var sket. Sammen med det, var hans egen vrede begyndt at røre på sig. Den der vrede, der altid fik ham i problemer. Han vidste, at det ikke nyttede noget lige nu, så han tog en dyb vejrtrækning og sendte pigen et kort beroligende smil, inden han kom på benene og vendte sig mod Ash.

Lige i tide til at gribe fat i vampyren, inden han nåede frem til pigen. Storm vidste ikke, om han kunne kæmpe mod det blodsugende væsen, det kom an på, hvornår han sidst havde indtaget blod. Men lige nu tog han hårdt fat i ham for at bremse ham.
"Efterlysningen lyder på, at hun skal fanges i live!" Han skubbede Ash tilbage og fangede hans blik. "Men du skal være velkommen til at slå hende ihjel og så hjælpe mig med at slæbe liget tilbage til Zahinael, der venter på at nogen bringer ham pigen i live. Så du skal være velkommen til at lægge dig ud med selve Skyggen. Jeg regner med, at du ved, hvad den mand er i stand til. Det ved jeg." Han lagde tryk på det sidste. Han havde pisset Zahinael og havde også fortrudt det. 

Ud af øjenkrogen så han pigen komme på benene. Åh, han havde lyst til at lade hende løbe. Han havde virkeligt ikke lyst til at tage hende med tilbage til Zahinael. Hvad ville Mørket med hende? Efter Storms erfaring, var det aldrig noget godt, Mørket ville med dem, de efterlyste. Og han havde da før lukket øjnene og ladet folk stikke af. Men nu stod Ash lige ved siden af. Og Zahinael ville få at vide, hvis Storm lod hende smutte. Og så tvivlede han på, at han kunne nøjes med det, der var sket sidst, dæmonen havde set sig sur på ham. Hans kæbemuskler spændtes kort ved tanken, inden han snurrede rundt og greb pigen i armen. Ikke så hårdt som han kunne, men hårdt nok til, at hun ikke bare kunne stikke af.
"Du bliver nødt til at blive her." Han så tilbage mod Ash. "Han gør dig ikke noget. Vel?" Der var en advarende undertone i Storms stemme. Han ville slås mod Ash, var det nødvendigt.

Ash brød sig ikke om at blive holdt tilbage. Han brød sig især ikke om at blive holdt tilbage af en goody-two-shoes, der lige havde besluttet, at han kunne argerer, som var han højere rang end Ash. Og han brød sig især ikke om den tone Storm diskede op med.
Han vidste dog det ikke kunne komme til kamp. Han havde allerede brugt alt, alt for meget energi på tøsen på jorden, og selvom han havde været heldig at smage på hende, var det slet ikke nok, hvis situationen udviklede sig. "Giv slip, Storm!" De advarende ord blev akkompangeret af den dyriske snerren, der kom helt inde fra det dybeste sted af hans ikke-eksisterende sjæl.
Han havde været så selvsikker i sin sag, men som Storm nævnte Zahinael kunne Ash alligevel ikke forhindre øjnene i at flakke usikkert, bare for et øjeblik. Så genvandt han fatningen og rev sig fri fra Storm med en voldsom bevægelse. "Det er ikke de ordre jeg har fået!" Gentog han. "Men jeg skal da glædeligt fortælle Zahinael, hvem der forhindrede mig i at udføre mit arbejde. Du er jo allerede bekendt med ham. Jeg er sikker på han ville elske endnu en tur med en gammel kending." Ash burde ikke være så kry, langt fra, for det havde været Zahinaels ordre der havde kostet ham hans liv, men som med alle andre fra mørkets hær vidste han, at Storm frygtede den forhadte Zahinael og at det var en trussel, der var til at tage at føle på.

Hen pegede på pigen, som hun endelig kom på benene og begyndte at stille alt for mange spørgsmål Ash ikke kunne besvare. "Hold din kæft!" Advarede han. "Og lad være med at lytte til Storm, selvfølgelig gør jeg dig noget. Jeg har allerede lovet at slå dig ihjel. Nu er du bare ond, Storm. Der er ingen grund til at love pigen noget jeg ikke kan holde."

//Jep sidder stadig på en tablet, skal nok rette fed til når jeg kommer hjem fra ferie.

Stjernen blik var straks på den lavere af de to – Storm, hed han? Først hans hånd, der havde taget fat i hende og så hans ansigt, hvor hun mødte… fortvivlelse? Det var meget svagt, men hun var overbevist om, at hun havde fået et glimt af det, før han havde set bort fra hende for at videre konfronterer vampyren. Hans ord havde ikke beroligeret hende, som han måske havde håbet, at de ville. Og da slet ikke sådan som det blev benægtet direkte derefter. Meget voldsomt endda. Den rene aggressivitet var nok til at rette hendes fulde forskræmte opmærksomhed mod ham, når han talte.

”Jer jordiske uddeler utallige løfter, men kun få af dem bliver overholdt,” brød hun pludselig igennem de to mænds frem og tilbage. Hun havde ikke hævet stemmen meget, da slet ikke nok til at råbe, som hun havde gjort før, men der var ingen tvivl om, at hun ønskede at blive hørt. Særlidt efter at være blevet fortalt at holde sin kæft. Såvidt hun havde kommet til frem til, så var den eneste måde at kommunikere med denne Ash var at være afbrydende med hævet stemme.
Mia knugede desperat sin ene hånd om tæppets ender for at holde det lukket og svøbt omkring sig. Forundrende, at hun ikke lod de dybe afskrabninger på hendes håndflader stå i vejen for det. Sandheden var at hun var fyldt så meget med adrenalin, at hun ikke længere lagde mærke til, hvordan det sveg. ”Hvad gør et løfte om drab og mord mere gældende!”

Det var ikke mere end et splitsekund efter, at hun havde kastet de bebrejdende ord mod, ikke bare Ash, men dem begge, at hun trådte frem mod vampyren. Med det værende den modsatte retning, som hun var blevet stoppet i at flygte i, gjorde Storms greb i hendes arm det ikke umuligt. Og så snart hun var i rækkevidde sparkede hun en bar fod op mellem Ash’s ben. Igen; som hun var blevet vist. En selvforsvarsmetode der virkede mest af alt malplaceret udgjort af hende, som værtshus skovl lød fra en fornem prinsesse. Ingen havde fortalt hende at den slags ikke var en kvinde værdigt. Bare at det kunne immobilisere en mand for en stund.
Men Ash var ikke den eneste mand. Og Ash var ikke den eneste, der fik sparket. Det eneste hun kunne, var at håbe, at Storm ikke havde nået at se det komme…

Storm slap ikke Ash, selvom denne krævede det. Nej, han ville beskytte pigen mod den vrede vampyr. Storm vidste udmærket godt, hvad Mørkets krigere var i stand til at gøre, han havde set det så mange gange i den tid, han havde været fanget hos dem. Det var ikke altid, at han kunne gøre noget for at forhindre volden, men lige nu ville han forsøge. Det var først, da Ash trak sig selv fri, at Storm tog sin hånd til sig. Den andens mands sikkerhed på sine ordre fik Storm til at tøve umærkeligt. Tog han fejl? Ville Zahinael ikke have pigen i live? Nå, det var for sent at lave om nu, og han ville hellere bringe pigen til ham, så han selv kunne slå hende ihjel, hvis det var det, der skulle ske, end han ville stå med et lig og en rasende dæmon, der kunne torturere uden at efterlade mærker.

"Fint, du kan komme med og forklare ham det selv!" Storm hvæsede tilbage af den anden kriger, og ville sige noget mere, men blev afbrudt, da pigens stemme blandede sig i deres skænderi. Hendes ord gav ikke så meget mening. Jer jordiske? Inden nogen kunne nå at gøre så meget, trådte hun frem og placerede en fod midt i mellem vampyrens ben, noget der gav et jag af sympati i Storm. Men samtidigt måtte han anstrenge sig for ikke at komme til at le. Nok en god idé, for hun snurrede rundt mod ham og ville gentage sammen succes. Selvom hun var hurtig, var hun ikke hurtig nok, som han straks havde set det komme, så han fik med en hurtig bevægelse sat en hånd i vejen, sådan at han greb hendes ankel, lige inden hendes fod ramte hans mere følsomme område.

"Så er det godt." Hans hånd, der stadig havde fat om hendes overarm, gled ned og greb hende om håndleddet. Uden at slippe hendes ankel, rev han hende rundt, så han holdt hendes arm mod hendes ryg og samtidigt trak hendes ankel op mod hendes bagdel. Han lænede sig ned for at snakke dæmpet ved hendes øre.
"Her forsøger jeg at være sød ved dig, men hvis du prøver at gøre modstand, lader jeg Ash her gøre hvad han vil. Forstået?" Han ventede ikke på svar, men i et par hurtige bevægelser havde han hende pludseligt løftet op i favnen med en arm under hendes ryg og en under hendes ben. Der var ikke så langt hjem til Zahinael, og han havde en fornemmelse af, at det ville gå hurtigere, hvis han bar hende. 

"Klarer du dig?" Han så med et løftet øjenbryn på Ash, inden han begyndte at gå uden at forvente et svar.

Ash var, for at sige det mildt, i skide dårligt humør. Han havde haft en lorte nat - sådan en nat hvor intet var gået som det skulle, og alt til gengæld var gået galt. Men han havde haft en forhåbning om at kunne rette op på den da han havde optaget forfølgelsen af tøsen. Lige indtil Storm havde blandet sig og gjort Ash' humør endnu værre. Og vreden var tydelig at høre i hans stemme, som Storm havde den frækhed at foreslå, at Ash da bare kunne tage med til Zahinael og forklarer ham tingenes tilstand. "Det kan jeg love dig for, at jeg har tænkt mig!" At han ikke bare hoppede på pigen i Storms arme, ligeglad med om han ville være nødt til at hive Storm med, var lidt af et under, for han kunne ikke huske han nogensinde havde været så vred før. "Og når Zahinael bekræfter min historie har jeg tænkt mig at bede om lov til selv at give dig en omgang tæv." Han ville have sagt noget mere, noget om hvor meget han ville banke Storm, men nåede det ikke før pigen pludselig handlede. Hendes bevægelse var så hurtig, at han ikke nåede at reagere før en eksplosion af smerte bredte sig mellem hans ben, som hun sparkede ham lige der, hvor det var aller ømmest. Ash hverken sagde eller gjorde noget, i stedet knækkede han sammen med et smertensgrynt mens han så sol, måne og stjerner. Denne gang var det ham, der endte på jorden, som hans knæ bukkede sammen under ham og smerten næsten fik tårerne til at stige op i hans øjne. 

Han registrerede ikke hvad der foregik omkring ham mens smerten et kort øjeblik fik ham til at overveje, om han kunne besvime under den og der gik relativt lang tid før smerten endelig begyndte at fortage sig nok til, at han kunne se op på Storm, der var begyndt at bære af sted på hende. "Hvis du tror du slipper, så tager du fejl. Og når jeg får fingre i dig trækker jeg det ud så længe, at du ville ønske du havde givet op første gang." Halvråbte han efter hende. "Og vi er ikke færdige, Storm!" Fortsatte han, mens Storm forsvandt rundt om et gadehjørne.

I et langt øjeblik sad Ash og ømmede sig inden han endelig, og på ben der rystede svagt, kunne rejse sig. Han måtte støtte sig til muren, mens den nærmeste skygge rakte ud efter ham, for til sidst at omfavne ham helt. Da den trak sig tilbage igen var han væk.

//OUT - jeg tænkte det var et godt tidspunkt for Ash at runde af. Men jagten er nu i gang ;)
((Og beklager det sene svar, men har været på ferie))

Det var vel egentlig lidt af en skam, at det ikke havde virket på Storm på samme måde, som det havde virket på Ash. Havde Mia ikke haft både travlt med andet og haft tanker et lidt andet sted, ville hun have bedre kunne overvære, hvordan vampyren gik i gulvet af noget så simpelt som et spark. Selvfølgelig lå der en hel del mere bag et spark fra hende, og det kunne nok ikke beskrives som ’et simpelt spark’, nu når dén definition oftest var i sammenhæng med et menneskes fysiske styrke. Eller en der var bedre til at holde igen eller kontrollere den end hende. Hun skulle have gjort det noget før så effektivt, som det vidste sig at være…

Men som nævnt, var hendes fokus et lidt andet sted, da den samme løsning ikke virkede på begge af hendes problemer. Hun havde ikke nået at skule af Storm for at have stoppet hendes spark med en fast hånd, før han tvang en overrasket lyd ud af hende. ”Wargh!” udbrød hun straks idét at hun blev drejet fint omkring. Dog stadigt stående på et sølle ben. Og lige så hurtigt enten mistede hun sin balance eller bare fik rigeligt af den. I det mindste væltede hun ikke, som hun bestemt ville have gjort, og egentlig også var lige ved at gøre, hvis ikke det havde været for stabilisatoren, som holdet i hende udgjorde.
Eller hvis det ikke havde været fordi, at hun pludselig ikke havde nogen som helst fast grund under fødderne men var endt løftet op i armene på den ene af de to mænd. Den der tilsyneladende ville hende det bedst? Være sød ved hende? Men tidligere ord fra denne mand bragt sjovt nok kun tvivl med sig til dét. Dog sagde hun ikke et pip. Målløs, ja bestemt, og ærligt var hun ikke helt klar over, hvad hun skulle gøre der i armene på Storm.

Og idét ordene fra den nedlagte voldsmand blev råbt virkede det til at hendes krop reagerede lidt væk fra al fornuft, og hun trak sig ikke bare sammen i armene på Storm, men hun trak sig også tættere ind mod ham. Skræmt. Hun forsøgte tilmed at lukke lydene af ved at klemme øjnene sammen. Ingen burde være overrasket over, at det ikke virkede. Specielt ikke hende. Og anstrengelserne skabte igen flik i hendes glød. Tæerne krummede.

Men realiteten af, hvad der potentielt skete med hende satte efterfølgende bare mere og mere ind ved hvert skridt som Storm tog med hende. Hun kunne ikke jo ikke glemme, hvad hun havde hørt. Han havde reddet hende fra at miste sin jordiske bevidsthed lige der. Men for hvad? At tage hende et andet sted hen? Fange hende i live. Ikke ’bringe’ hende i live. Fange.
Som noget der virkede ud ad ingenting, begyndt Mia at vride sig i hans arme for at komme fri. Ignorerede svien fra både hendes hænder og hvor Ash tidligere havde sat tænderne i hendes ene underarm. Det var ikke den smarteste idé, da hun, hvis det lykkedes hende, bare ville ende med at falde hårdt til jorden. Men hvad andet kunne hun gøre?! Og skrækken var mere eller mindre vendt tilbage til hendes ansigt såvel som hendes øjne.

Storm kom med en lydløs tak til guderne over, at han havde formået at reagere hurtigt nok til at stoppe pigen i at sparke ham i klokkeværket. Han kunne næsten fantommærke den smerte, den anden mand gik igennem, på knæ på jorden og krøllet godt sammen.
"Du sparker godt til," mumlede han dæmpet, mens han bar hende ud af gyden. Ash' stemme fulgte dem, som han truede pigen i Storms arme. Og Storm selv.
"Det kan du lige tro, at vi ikke er!" Lort. Endnu en fjende inden for egne rækker. Han var ikke ligefrem den mest populære halvdæmon i Mørkets hær. På en eller anden måde kom han altid i vejen for folk. Og hans vrede fik også nogle gang ting til at eskalere. Nå, det måtte han tage som det kom. Og kigge sig over skulderen for endnu en.

Pigens reaktion på vampyrens trusler gik lige i hjertet på ham, og han holdt hende lidt tættere på sig. Selvom han ikke så forfærdeligt gammel ud, var han alligevel tre et halvt århundrede, og selvom han forstod sig på kortlivede væsners alder og hvad den indebar, var hun for ham næsten bare et barn. Af udseende, i hvert fald, som han ingen mulighed havde for at vide, hvad hun var. Hendes store øjne, skrækken og en eller anden fornemmelse af uskyldighed fik hende til at ryge under kategorien barn i hvert fald. Og selvom han ikke var en god mand, fik han en eller anden lyst til at beskytte hende. Så Ash kunne bare komme an.

Men vampyren fulgte ikke efter dem. Storm bar pigen ned af gaden med et lidt sammenbidt udtryk. For selvom de var kommet væk fra Ash, var alting ikke godt endnu. Nej, langt fra. Storm ville under andre omstændigheder ikke udføre sit arbejde. Han ville have ladet pigen gå, men med den anden kriger involveret, var det ikke rigtigt muligt. Han var ikke i tvivl om, at Ash ville følge op på pigen. Og Zahinael ville få at vide, at Storm havde svigtet sit ansvar. Og hvad dæmonen så kunne finde på at gøre, ja det havde han ikke lyst til at tænke på.

Hans tanker blev afbrudt, som hun begyndte at vride sig i hans arm. Det var ligefør, at han nær havde tabt hende.
"Hey, pas på." Han havde ikke så mange muligheder, andet end at sætte hende ned, så det gjorde han. Dog med et fast tag i hendes skulder, så hun ikke bare rendte sin vej.
"Du vover på at sparke!" Hans blik låste sig fast i hendes og han bukkede sig en smule frem for ikke at være så høj i forhold til hende. "Jeg ved ikke, hvad Ash har gjort ved dig, men jeg har ikke tænkt mig at røre dig. Men... Jeg bliver nødt til at tage dig med til min overordnede." Han tøvede kort. Hvor meget skulle han fortælle? Hvor meget kunne det skade? Man skulle tro at han var klog af skade fra sidst, han fortalte en ung kvinde om sit erhverv, men han tænkte, at hende her alligevel vidste det.
"Jeg ved ikke, hvorfor du er efterlyst af Mørket. Men Ash tager fejl, de vil have dig i live." Et suk forlod ham. "Mit navn er Storm."

Der var noget ganske heldigt – for ham - ved at han lige gik fastlagt for hende, at hun ’vovede på at sparke’, for det havde lige været ved, at hun faktisk havde gjort det, så snart hun var blevet sat tilbage på fast grund. Så man godt efter ville det endda have været muligt at se musklerne i hendes ene ben slappe af igen efter at have spændt op og gjort sig klar. Og med dét afviklet, følte Mia sig pludselig den smule mere i tvivl om, hvad hun skulle gøre.
Hun sank besværligt en klump, der havde sat sig fast i halsen og lod hans blik mødes med hendes. Det gav hende også rig mulighed for at prøve og finde noget i hans øjne. At få et detaljeret billede af hans ansigt og hans detaljer.

”Ja, det var hvad han kaldte dig. Storm,” sagde hun med et snert af forsigtighed i stemmen. Hendes ene hånd havde turde finde vej ud fra tæppets svøbt for at lukke sig omkring håndleddet på den af hans hænder, der klemte til om hendes skulder. Det var som sådan ikke et forsøg på at tvinge ham til at slippe hende, men det var en form for stabilisator for hende. Frem for at stramme sit eget greb på en truende facon ville det nok mest af alt virke som omklamrende.

Hun tog dog godt nok et halvt skridt bagud idét han lænede sig ned. Fra hendes side, var det jo ikke bare gjort for at mindste deres imponerende højdeforskelle. Særligt på bar og flad fod var Mia ikke af nogen intimiderende højde. Heller ikke iført sko, desværre. Men… han forblev så… rolig. Sød som han selv havde nævnt. Hun spændt lidt mere op i sine kindmuskler og sænkede atter sit overjordiske blå blik i usikkerhed og fortvivlelse. ”Jeg er en fjende for Mørket. Det var hvad han – Ash – sagde, at jeg var.” Hendes ansigt trak lidt anstrengte folder. ”Men jeg forstår ikke, hvad jeg nogensinde har gjort for at blive det. For at ende med en pris på mit hoved.” Hun holdte en kort pause, da hun blev mindet om, at det ikke længere var tilfældet. Eller jo. Halvt. ”Eller for at skulle ’fanges i live’.”

Hun strammede sit andet greb i tæppet og krøb nærmest mere ind i det, som hun stod der i det kolde mørke. Hun rystede. Men ikke kun af kulde. Faktisk var det meste ikke begrundet kulden. Atter løftede hun blikket mod ham og udtrykte sig endnu en gang bedende. ”Jeg er ikke farlig. Jeg hører ikke til hernede, det er jeg mere end klar over, men jeg er ikke farlig.”

Ah ja, det var sandt. Ash havde sagt hans navn. Det havde Storm glemt igen, men det var jo ikke sikkert, at hun havde fanget det, så det var nok godt nok at sige det. Plus det virkede nok noget mere venligt at introducere sig selv, nu han var ved at kidnappe hende til en ukendt fremtid. Noget han ikke ligefrem var stolt over at gøre, men hans muligheder var meget begrænsede. Forbandede vampyr.
Hendes hånd om hans håndled virkede ikke rigtigt som et forsøg på at komme fri, så han gjorde ikke noget ved det. Men han slap hende ikke, han var godt klar over, at hele hendes skrækslagne udstråling kunne være et trick. Noget han selv ikke ville holde sig tilbage for at benytte. Selvom han var en granvoksen mand, kunne hans alt for nuttede udseende sagtens få folk til at blive bløde i knæene. Hvilket både kunne være en velsignelse og en plage.

Tavst lyttede han til hendes ord, og han var ked af det på hendes vegne. Når Mørket først besluttede sig for at vise interesse i en, var det ikke bare lige til at komme ud af igen. Hverken som kriger eller eftersøgt.
"Jeg ved ikke, hvorfor de er efter dig. Jeg har bare fået en beskrivelse af dig og en ordre om at du skal fanges. Mere får en som jeg ikke at vide." Han trak svagt på skuldrene og sukkede. "Ikke at det er noget, jeg har lyst til, men jeg bliver nødt til det." Jeg bliver også nødt til at tænke på mig selv. Ord der ikke blev sagt, men som måske alligevel kunne læses mellem linjerne. Han ville ikke lægge sig ud med Zahinael. Det var ikke fordi, at han ligefrem var skrækslagen for manden, men den ene kugle af smerte havde demonstreret, hvad dæmonen var i stand til, og Storm havde ikke ligefrem til at prøve mere end den. Nok ville han ikke dø af det, men smerte var ikke ligefrem noget, han nød.

Hun rystede under hans hånd. Kulde. Chok. Smerte. Hvem vidste. Han tøvede kort, men åbnede så sin jakke med den frie hånd, inden han slap hende i de få sekunder det tog ham at tage jakken af. Den var varm, både i materiale, men også fordi han lige havde haft den på, og han lagde den over hendes skuldre, inden han tog ved hende igen.
"Jeg ved ikke, hvad de vil dig." Han ville ikke give hende nogle løfter om, at det hele nok skulle gå og de ikke ville gøre hende noget. Han vidste bedre. Åh, hvorfor vidste han ikke, hvor han kunne finde Zirra, så han kunne aflevere pigen der og få brygget en eller anden historie sammen om Lyset og deres indblandingen, så han havde en god grund til ikke at aflevere hende ved Zahinael. Men nej. Zahinael vidste jo nu, at Storm bøjede sandheden til egen fordel, så sandheden skulle nok komme frem i sidste hende.

Han tog en dyb indånding og gjorde sit hjerte hårdt, som han havde gjort så mange gange før, hvor han ikke kunne gøre noget alligevel. Forbandet være Mørket og deres tag i ham!
"Vil du ikke hellere have, at jeg bærer dig? Det er koldt for bare fødder og der er ikke så langt." Han kunne i det mindste gøre hendes tur dertil så behagelig som mulig.

At få lagt jakken henover sig gav Mia en meget underlig fornemmelse i maven. Selvom hun ikke viste det på ydersiden, blev hun umådeligt taknemmelig for den smule varme, der straks sivede videre igennem tæppet og nu spredte sig igennem hendes skuldre og ryg, de stedet hvor hendes arme ikke havde været for at give et ekstra lag kød, blod og hud, som hendes front. Og det mindede hende endnu mere om den ene dag for 18 måneder siden. Hendes første sammenstød mod Jorden. Hendes første øjeblik i en kødelig form.
Men det virkede så forkert at have de to minder ligge så tæt opad hinanden. For det ene bragte så meget glæde med sig. Og det andet mindede hende blot om den smertende trykken for sin brystkasse, som hun følte særligt nu, hvor den fatale fare var overstået. Alligevel endte hun med at slippe taget i hans håndled for i stedet at gribe godt fat i jakkens stof, hvor hun til gengæld tillod sig at virkelig klemme til. Og et dybt bedrøvet udtryk malede sig over hendes ansigt, som hun atter så væk fra ham. Gløden fra hende syntes også at falme en enkelt grad.
Han vidste ikke hvorfor… Han vidste ikke, hvad der skulle ske med hende… Så meget havde hun da forstået. Og det fyldte kun endnu mere i hendes hoved.

Som var det ikke helt gået op for hende endnu, at hun løb rundt uden noget på fødderne, førte hun sit blik længere ned ad sig selv. Og ved at udnytte hans tag i hendes skuldre, lagde hun nok støtte dér til at hun ikke ville vælte, da hun løftede sin ene fod op og lige tjekkede undersiden. Den smule grus der havde sat sig fast derunder blev dog bare børstet af op ad det modsatte ben.

Forsigtigt rystede hun så på hovedet. ”Jeg blev givet fungerende ben til at gå, så jeg vil foretrække at bruge dem,” sagde hun med en sagte og lettere besejret tone i sin stemme. Det kunne meget vel være at det sendte små stød af smerte op igennem hendes ben, når hun trådte på en dårligt placeret sten på vejen, men før i tiden havde hun helst været uden sko. Det fik hende til at føle sig mere jordnær.

Den unge stjerne gjorde efterfølgende ikke nogen modstand, skulle han begyndte at føre hende af sted. Hun ville ikke kunne løbe væk igen, som hun havde før. Og tanker om, at der ville stå en tredje parat lige om hjørnet, fyldte hendes hoved.
Hun forblev selv ganske tavs. Klamrede sig fortsat til både tæppet og den opvarmede jakke. Og med hovedet sænket. Hendes hår var blevet vildt af at have kæmpet for sit liv mod Ash, og nu hvor hun rigtig kunne mærke den kølige vind i totterne, kunne hun mærke ømheden fra de hårstrå, der var blevet revet ud. Det var dog intet imod fornemmelsen af hænderne om hendes hals, der stadig hjemsøgte hende. Heldigvis var der ikke kommet mærker af det endnu. Hvis der da overhoved ville komme nogle. Alt i alt så hun bare meget fortumlet ud. Og selvfølgelig nedtrykt.

Gøre sit hjerte hårdt. Det var nogle gange lettere sagt end gjort, og pigens tydelige opgivelse og tristhed borede sig ind under det beskyttende lag, han lige havde lagt over det. Hun så helt ødelagt ud. Intet håb, ingen kamp. Han måtte se ud i mørket for et øjeblik for at få hold på sig selv. Kunne han ikke bare lade hende gå? Lade som om, at... men nej. Zahinael ville snart vide, hvad han havde gjort, og Storm var ret sikker på, at han ville komme til at savne pisken over ryggen, hvis dæmonen besluttede sig for at finde en passende straf. Nej, han kunne ikke andet end at aflevere hende, pænt og lydigt. Han kunne brække sig over det.

Han nikkede, da hun sagde, at hun hellere ville gå, og han guidede hende blidt med taget i skulderen i den retning de skulle. Tavsheden lagde sig over dem, hvad var der at sige? Hans hånd havde et fast, men ikke hårdt, greb i hendes skulder. Det virkede ikke til, at hun ville forsøge at stikke af, men han kunne vel ikke være for forsigtig. 
De gik lidt i mørket, mens Storm kæmpede mod sin egen samvittighed. Hans blå øjne blev ved med at glide ned til hende. Måske var det fordi, at det virkede til, at hendes lys var dæmpet en smule, måske var det hendes kropsholdning, men hun udstrålede bare fortabelse. Sådan noget lort. 

Han tog en hurtig beslutning og ændrede deres retning en smule. Der var lidt kortere til den bygning, han boede i. Han havde hurtigt droppet den kro, han havde fundet efter episoden med Zirra, og havde fundet et andet sted, med lejligheder til ungkarle. Han ville gerne have sin nattesøvn og ikke lytte til fulderikkers skrålen nede i krostuen.
Da bygningen dukkede op foran dem, gav han hendes skulder et klem.
"Jeg bor her. Zahinael kan godt vente lidt." Han førte hende til døren og op af trappen. En nøgle blev fisket frem og døren låst op. Bag den var der et lille værelse med en seng, et bord med en stol og et skab. Der var meget upersonligt og tomt. Hans ting var pakket ned i tasken, så han var klar til at rejse med sekunders varsel.

Døren lukkede han bag dem og låste igen, inden han puttede nøglen i lommen. Endeligt slap han hende.
"Jeg tænkte, at du måske... kunne bruge en pause." Det lød dumt og han trak usikkert på den ene skulder, inden han gik over og tændte for to tællelys, der stod på bordet. Pigens svage lys var nok til at se ved, men lidt mere lys ville være rart.

Huh? Straks blev hendes hage løftet og for et øjeblik lå forbavselsen som et tykt nok lag på hendes ansigt, at den nedtrykte og nedslåede hinde, der før havde ligget der, ikke rigtig var til at se længere. Hun gloede først og fremmest mod døren, hun blev ført hen mod og så som de fortsatte videre op ad trapperne, drejede hun hovedet og skiftede sine øjnes fokus mod ham. Hun forstod tydeligvis ikke, hvad der foregik. Eller jo. Han bragte hende til sit hjem. Ikke til denne Zahinael. For han kunne… vente? Det var Storms begrundelse, som hun ikke forstod. Og det var dét der kunne ses på hende så klart, som stod det skrevet på hendes lysende hud.
Og så før, hun kunne nå at presse sine egne ord ud af sin mund, stod hun i hans hjem. Lyden af låsen, der blev drejet om bag hende igen, mindede hende dog om, hvilken situation hun stod i. Og en del af den nervøsitet, der havde forsvundet - som dug for solen - vendte krybende tilbage.

Til at starte med, blev Mia blot stående der nær døren, hvor han mere eller mindre havde efterladt hende, mens hun fulgte ham med øjnene, da han begav sig hen for at bringe lidt mere liv og lys til lejligheden. Og hun flyttede sig heller ikke, som hun lod blikke flyde videre omkring. Lyset var ikke nødvendigt for hende at se, men det var rart. Gav et behageligt skær fra den bevægende flamme. Det var et ydmygt hjem. Sendte hende tilbage til første gang hun var blevet vist op til sit værelse på Kyklopen. En seng. Et bord. Et skab. Kun lige de absolut nødvendige møbler.
”Tak… Storm,” tillod hun sig at sige efter så længe stilhed fra sig selv. En pause. Det virkede underligt og ikke passende at takke manden taget det hele i betragtning, men noget havde sat hendes tunge på gled, og med det sagt, stod hun ved det.

Forsigtigt tog hun mod til sig og bevægede sig mod sengen. Storm befandt sig nærmest stolen, så det blev ikke lige hendes første mål. Han havde udvist en stor mængde venlighed overfor hende, men det var ikke ensbetydende med, at hun frivilligt ville søge mod ham. Desuden var sengen et bare lidt blødere sted at sidde.
”Jeg troede aldrig, at jeg ville blive involveret med Mørket. Jeg forventede ikke, at påstå en interesse for mig på den her måde.” Og så kom det. Den lette usikre latter. Og så han mod hende, ville han tilmed se et tilhørende lille smil på hendes læber. ”Ingen forventer vel den slags.” Hun havde sluppet sit tag i hans jakke, og den var af sig selv gledet af hendes skuldre og landet på sengen bag hende. I stedet holdte hun hånden frem for sig og så ned på det skrabede område. Det blødte en smule, men det var ikke helt til at se, om der stadig sad grus i sårene. Det sved stadigvæk.
Hun sank. Hun havde endnu engang beskadiget sin jordiske krop. Den var da også så skrøbelig! Alt det ville tage af hende var at strække hånden fladt ud og hun ville blive mødt af et hvidt ar på tværs.