Giles’ beroligende tone så ud til at have virket, for den ældre dame så lettet ud. Godt. Det næste spørgsmål fik ham kort til at sænke blikket. Nej, der var ingen børn, hvilket både var en sorg og en glæde. Han vidste ikke, hvor længe kvartdæmoner ville leve, og han ville ikke kunne leve med at lægge endnu mere familie i graven, fordi han levede så længe. Hvor længe var ikke til at sige, men længe. Trods sin krops tilsyneladende gamle alder, følte han sig ikke gammel. Han havde ingen skavanker som andre med hans krops alder virkede til at have. Nej, tanken om at skulle se sine børn ældes og dø som han havde set Sophia og så mange andre gøre, det ville have været for stor en byrde for ham at leve med.
”Nej, desværre. Det var åbenbart ikke gudernes vilje.” Han løftede blikket igen og så lidt beklagende på hende.

Han bed i sin småkage og tyggede på den med nydelse. Han gav sig god tid, da Hecates spørgsmål krævede en diplomatisk udformning af et svar. Kvindfolk, mandfolk, folk helt generelt. Killian tiltrak vist det hele. Da Giles havde lært den unge mand at kende, havde selv han været lokket, men han havde heldigvis ikke givet efter. Uanstændigheder virkede til at være størstedelen af staldmesterens liv, hvilket Giles måske ikke ligefrem godkendte, men han sagde alligevel ikke noget til det. Killian virkede glad det meste af tiden og det var det vigtigste.
”Jeg stoler på, at Killian kan varetage sine egne interesser og passe på sig selv. Han passer sit arbejde til stor tilfredsstillelse for firmaet og han står smilende op hver dag, det er det vigtigste for mig.” Der var noget bestemt i hans tonefald, som han sagde det, hvilket angav, at han så emnet som uddebatteret.

Han nikkede og kastede et kort blik mod hendes ben. Han havde nok lagt mærke til hendes lidt stive gang. Det gav ganske god mening.
”Det er også en heroisk ting at gøre, kæmpe for sit land og sin tro. Jeg var dog bestemt til at skulle overtage min morfars forretning, så jeg har brugt mere tid ved skrivebordet end med et våben i hånd.” Ikke at han ikke kunne slås. Ikke at han havde et sværd ved hoften som så mange andre, men man så ham ofte med en stok, han ikke havde brug for. Et diskret, men hårdtslående våben. Og han havde en ganske effektiv måde at slås ubevæbnet på. Han betragtede hende roligt over koppens kant, da han førte den til læberne igen.

Resten af småkagen blev spist og munden omhyggeligt duppet med et lommetørklæde, før Hecate igen tog til orde. "Det kan af og til være svært for os almindelige dødelige at forstå Gudernes vilje." Nikkede hun. Åh jo, hun havde selv skreget sin afmagt til Isari, da hendes belønning for at tjene hende havde været et invaliderende sår og hendes tjeneste i Krigerordenen var ophørt som følge deraf. Hun, som aldrig selv havde stiftet familie, kunne kun forestille sig, hvilken rædsel man måtte føle, når Kile tog ens kæreste for tidligt.

Emnet var igen faldet på Killian og Hecate var igen en anelse stram i masken, som Giles forklarede. Jovel, det var godt at høre, at han udførte sit arbejde, men der måtte uden tvivl flokkes pigebørn, som ikke vidste bedre, til så kønt et ansigt..
På trods af arbejdsgiverens tonefald, sneg hun derfor en afsluttende bemærkning ind: "Det forstår jeg naturligvis, er det vigtigste for Dem. Men man kunne altid overveje, om der mon kunne findes et passende giftemål til ham." Ikke at det afholdt en hver mand fra uanstændighed, men det var ofte godt at få dem bundet med et ægteskabsløfte.

Hun nikkede mod Giles. På trods af, at han ikke bar våben og påstod at have brugt sit liv ved skrivebordet, ville hun ikke bryde sig om at skulle slås med manden. Hans køn var desværre oftest stærkere end hendes, og hun var blevet gammel og stivbenet. Det var mange år siden, hun havde lagt sværdet fuldstændigt på hylden.
"Det er et værdigt erhverv og jeg nyder stadig respekt fra det i mine ældre dage." Sagde hun samtykkende. "Man risikerer dog også, at blive ganske ensom på sine ældre dage. Der er ingen børn eller børnebørn til at tage sig af mig.." Reier-familien bød naturligvis på masser af slægtninge og Hecate nævnte intet om, at det nok mest af alt var hendes skarpe tunge og attitude, der holdt familiemedlemmerne på afstand.

Giles drak lidt af sin te og svarede ikke på den sidste stramme bemærkning fra Hecate. Han ville aldrig kunne forklare hende, hvem Killian var, og hun ville uden tvivl forsøge at få drengen kastreret, hvis han gjorde. Så han tav diplomatisk, ikke villig til at kaste sig ud i en diskussion, der ikke ville bringe noget godt med sig alligevel. Han havde gjort, hvad han kunne for Killian, skulle han løbe ind i Hecate igen. Resten måtte han selv håndtere. Eller slæbe hende herhjem igen. Giles ville have forståelse for, at den unge mand ikke ville kunne klare en dame som Hecate. De færreste virkede til at kunne.

Han fik et medfølende udtryk i ansigtet, som hun begyndte at snakke om, at der ikke var børn eller børnebørn, hvilket var ensomt. Han var jo selv i samme situation, men han gjorde, hvad han kunne for ikke at blive for alene. Han havde sine ansatte, sin husholderske og endda en ung mand ved navn Juno, der til tider kom forbi. Og han var også ganske aktiv i det sociale liv i byen, både til mere festlige komsammener, men også i forhold til sit firma. Han følte sig heldigvis ikke ensom, selvom han ikke havde noget familie mere.
At Hecate nok kunne skabe sig et socialt liv også, vidste han godt var lidt usandsynligt. Kvindens holdninger og hendes skrappe opførsel fik de fleste til at sky hende som pesten. Giles var forstående for det, selvom han syntes det var synd for kvinden.

"Ja, det er desværre et lod man kan få foræret i alderdommen." Han rakte ud og tog en kiks mere, men inden han fik sat sig til rette igen, bankede det på døren. Han rakte ud for at stille koppen fra sig og gjorde tegn til at rejse sig, men Serena kom susende forbi ham. Med et skævt smil satte han sig igen, den ældre kvinde skældte ham til stadighed ud over ikke at lade hende udføre sit arbejde. Der blev mumlet lidt ved døren, og Serena kom tilbage med en mand i hælene. Manden kastede et lidt forskrækket blik på Hecate, som han tydeligvis genkendte. Giles lyste op i et smil.
"Leigh, dejligt du ville komme! Serena, vil du vise ham op på mit arbejdsværelse?" Den ældre dame nikkede og førte manden ud af stuen. Giles rettede blikket mod Hecate. 
"Jeg er bange for, at arbejdet kalder, frøken Reier." Han kom på benene. "Vil De have krystallerne med det samme, eller sende en regning, når arbejdet er gjort?" Han så venligt afventende på hende.

Hecate tog Giles' tavshed som accept. I hvert fald for nu. Knægten havde jo vist sig at være ganske høflig og talt sandt omkring sin arbejdsgiver, så hun havde ikke mere at udsætte. Selv om det naturligvis ville være godt at få ham afsat, så han ikke rodede sig ud i noget uanstændigt. Hun noterede sig i sit stille sind, at hun ville huske på ham, skulle hun støde på et passende parti.

Hans tavse medfølelse var tydelig, og hun drak resten af teen inden hun sagde mere. "Jeg ville blot ønske, at de unge havde en anelse mere respekt for min status og livserfaring." Lød det fra hende. At det måske havde en del at gøre med, at hun altid råbte og skreg op om, at de ikke opførte sig passende, var en detalje, der ikke var nødvendig at komme ind på. I Hecates øjne skyldte de hende alle respekt, og burde lytte til, hvad hun havde at sige!

Hun satte tekoppen fra sig, rejste sig og glattede skørterne, som det tydede på, at besøget var forbi, og hendes skarpe blik havde fulgt Leigh ud af døren. "Naturligvis, jeg vil ikke plage Dem mere med en ældre kvindes besværligheder." Sagde hun undskyldende i et tonefald der antydede, at hun bestemt ikke beklagede at bruge hans tid.
"Jeg sender regningen for det præcise beløb. Til denne adresse?" Hun fik omhyggeligt arrangeret kappen over skulderen igen og gjorde sig klar til at drage videre. Hun måtte hellere besøge skrædderen med det samme - det gik ikke, at hun skulle gå rundt med en revnet kappe.

Det var ret tydeligt, at den ældre dame ikke havde følt, at hun havde været en plage, og Giles smilede af det, men venligt, så hun ikke troede, at han smilede af hende. Hun var en meget speciel dame, og selvom Giles var meget åben overfor de fleste folk, var hun ikke ligefrem en kvinde, han kunne lide. Ikke at hun nogensinde ville finde ud af det, som han var ren og skær venlighed og diplomati udadtil. Den slags var halvdæmonen en mester til, og det var sjældent, at han ikke kunne holde masken overfor folk, han ikke brød sig om. Så skulle det være virkeligt slemt. Og selvom Hecate var, i hans øjne, et hysterisk og frygteligt kvindemenneske, der, bevidst eller ubevidst, gjorde mange væsners liv besværligt, var hun stadig bare en kvinde, der havde haft et hårdt liv og havde reageret dårligt på det. Han tvivlede på, at hun var af ond vilje.

”De plager skam ikke,” sagde han venligt og trådte tilbage, så hun kunne bevæge sig ud i stuen og ned mod den lille gang med hoveddøren. Hans tanker var allerede ved at bevæge sig mod sin anden gæst, der var blevet vist ovenpå til kontoret.
”Ja, det ville være fint.” Han fulgtes med hende ud til hoveddøren og åbnede den for hende. ”De må have en fortsat god dag. Mon ikke, at vi støder på hinanden igen en dag. Hvis De nogensinde har problemer med mine ansatte, skal De være velkommen til at komme forbi.” Han smilede til hende og så snart det var høfligt at gøre, lukkede han døren bag hende. Med en suk gned han sig i tindingerne og gik ud i køkkenet, hvor Killian sad på en stol med en kop te og et lidt utrygt udtryk i ansigtet.

Giles smilede beroligende til ham.
”Hun er gået. Tilfreds. Tror jeg. Det er lidt svært at vurdere.”
Killians lettelse var tydelig.
”Det var altså et uheld, jeg blev skubbet og kom til at træde på hendes kappe. Du … du kan bare tage pengene fra min løn.” Han skar ansigt. Giles rystede på hovedet.
”Skidt med det. Nå, jeg har noget arbejde at se til. Det er din fridag? Du kan bare blive, hvis du vil, og underholde Serena.”
Killian satte kruset fra sig og rejste sig.
”Det er okay, jeg var ikke helt færdig på markedspladsen.” Han gik hen og omfavnede Giles. ”Tak for hjælpen. Den kvinde skræmmer livet af mig.” Det sidste hviskede han med store øjne. Giles smilede og strøg ham over krøllerne.
”Det kan jeg godt forstå.”

De sagde farvel og Giles gik op for at snakke forretninger med Leigh, en noget mere jovial mand, hvis rolige personlighed fik Giles til at glemme den ældre kvindes besøg. Forhåbentligt kom hun ikke igen.

//Out

Hecate nejede høfligt og formfuldent på trods af det dårlige ben i døren for Giles. Hun følte sig godt tilfreds med dagens handlinger - selv om det naturligvis var en frygtelig skam med kappen, havde hun gjort sig nogle nye bekendtskaber, og Giles var jo en mand, der havde meget at gøre i byen. Hun ville ikke tøve med at banke på hans dør igen, skulle der være det mindste, der generede hende!

"Tak skal De have - og for Deres tid og gæstfrihed. De må hilse den unge Killian og sige til, hvis De en dag får brug for hjælp med et finde et passende parti til ham.." Hecate havde ikke helt opgivet tanken om, at få knægten afsat. Det skulle gerne ske, mens det stadig kunne påstås, at han var ung, og med et hæderligt arbejde, skulle det ikke være alt for svært.

Tilfreds med sig selv forlod hun huset for at besøge skrædderen. Heldigvis vidste hun intet om samtalen, der kort efter foregik i køkkenet..