Panikken bredte sig og Sobek kunne ikke andet end at være tilfreds. Han havde endnu ikke mødt nogen, der kunne klare tanken om at være lukket inde i det lille bur. Nogen blev tavse og lukkede ned, andre reagerede som den unge mand her. Tavst lod han ham kæmpe og råbe af ham, mens han sørgede for at lågen ikke åbnede sig mere end at han lige netop ikke kunne komme ud. Det var ikke svært at holde den der, selvom Avi ikke ligefrem var den mindste knægt i verden. Han fyldte bare ikke så meget.

Da han havde stønnet de sidste ord, flåede Sobek lågen åben og greb ham i kraven. Med en hård bevægelse væltede han ham om på gulvet på ryggen og satte sig ind over ham med en knæ i gulvet ved siden af ham. Uden at slippe ham, uden at sige noget, begyndte han at slå. En knyttet næve blev hamret ned i hans ansigt flere gange. Ikke så hårdt som han kunne, drengen skulle gerne virke nogenlunde bagefter, men hårdt nok til at han fik en lærestreg ud af det. Efter en fem-seks slag stoppede ham igen og kom på benene, mens han trak ham op. En stor krog, en han normalt brugte til hjorte, hang fra en loftbjælke og han hang ham op på den i hans tøj, ligeglad med om det gik i stykker.

"Du skal tale ordentligt til mig." Som om, at det var alt, lod han ham hænge, mens han hev liget af varulven ud af buret og slæbte det hen til bordet. Han burde flå den nu, så kødet ikke blev fordærvet i løbet af natten. Feberen var begyndt at tage til og små svedperler var dukket op i hans hårgrænse under den fysiske aktivitet. Men det var der ikke noget at gøre noget ved. Så han tog en af knivene fra væggen og gik i gang med at flå det store dyr. Blodet væltede ud over bordet og ned i karret, der stod ved det lidt skæve bords udløbstud. Hans bevægelser var helt uden tanke bag, han havde flået så mange dyr igennem sin snart totusinde år lange liv, det hele kørte på automatik. Pelsen skrabede han hurtigt fri fra fedt, inden den kom i en sæk. Snart var han ved at pille organer ud. Skidt blev adskilt fra brugbart og det gode røg også i poser. Magiske poser, der ville beholde kødet frisk og endda lunt, så det virkede som om, at det altid lige var blevet taget ud af dyret.

Kødet var ikke værd at spise, men han skulle bruge skelettet. Det var heldigvis godt noget, der kunne vente. Så resten af liget kom i en ekstra stor sæk, inden han ryddede op og vaskede sine hænder og arme i et kar med vand.
Til sidst gik han hen til drengen, løftede ham ned og smed ham ind i buret og smækkede lågen, inden han tog nøglen og låste. Nøglen blev hængt om halsen på ham selv, hvilende mod hans bare, behårede brystkasse. Det var ret tydeligt at se på ham, at han var ved at blive syg over biddet og hans blik var dødt, da han så på Avi.
"Opfører du dig pænt, kommer du ud igen."

Avior væltede om på gulvet og øjeblikket efter vred han sig nyttesløst under Sobek. Han slog ud efter ham, og forsøgte at skærme sit ansigt med sine hænder, men Sobek fik flere slag ind alligevel og inden Avior vidste af det, var han ved at blive kvalt i sit eget blod.
Han hostede og hakkede efter vejret, da han blev hevet på benene igen, og løftede armene for at gøre modstand, men hans hoved var så omtåget af han knap nok kunne se Sobek, og da han blev hængt op på kødkrogen i sin jakke faldt han ind og ud af bevidsthed flere gange.

Han kunne heller ikke kæmpe den mindste smule imod, da han blev smidt ind i buret igen, og han væltede op imod tremmerne, usikker på benene. Han tørrede blod væk under sin næse med sin håndryg og så på Sobek med et sløret blik.

Mandens løfte om at lukke ham ud, hvis han opførte sig pænt, fik en smag af galde frem i munden på ham. Langsomt gik det op for Avior at døren var blevet lukket og låst, og øjeblikket efter gik han i panik igen. Han hev i hver eneste tremme, afprøvede sin evne med fornyet desperation, og frygt fik hans hoved til at klare op igen.

"Hvor er min ulv?" skreg han efter Sobek, da han forlod ham. "Hvor er den?!" Han hamrede sine hænder imod tremmerne og kæmpede efter vejret, imens blod fortsat dryppede fra hans næse.

Han fik slet ikke sovet den nat, men til gengæld skreg han ikke mere. Han hyperventilerede så kraftigt, at han ikke kunne få nok luft i lungerne til at hverken skrige eller råbe, og han var så panisk i det lille bur at han ikke fik lukket et øje. Hans hjerte galoperede i brystet på ham hele natten og selvom han var så udmattet, at han var på nippet til at besvime, nægtede hans krop ham søvn.

Sobek efterlod drengen i burdet, upåvirket af hans reaktion på at være lukket inde. Han havde det efterhånden ikke så godt, så han kravlede ned under de varme pelse i sin seng og lagde sig til at sove. Til hans held var knægten stille, han havde lidt frygtet, at han ville råbe og skrige hele natten.

Nok faldt Sobek i søvn, men han sov uroligt, som hans feber steg, mens hans krop kæmpede varulvens virus af, lidt som om, at han havde fået influenza. Nogle timer senere vågnede han, badet i sved samtidigt med, at han rystede af kulde. Lidt efter fik han et hedeanfald og kom ud af sengen. Med et feberblankt og sløret blik, gik han ud i tilbygningen og stillede sig i døren for at se på sin uvillige gæst. Nøgen, siden han åbenbart havde fået smidt bukserne, mens han sov, sikkert af varme. Svedperler sad i hans kropsbehåring, især på hans brystkasse, og hans hår virkede vådt. Han blev stående for et øjeblik, inden han vendte rundt og forlod huset ud igennem døren i tilbygningen. Lidt efter kunne man høre den umiskendelige lyd af en mand, der var ved at brække sig til man skulle tro, at det indre kom med op.
Lidt stavrende kom han ind igen, lukkedes døren bag sig og gik ind i seng igen.

På et tidspunkt faldt feberen og han sov mere naturligt. Solen stod op, men selvom han normalt stod op med den, eller her om vinteren, før den, sov han videre til op af formiddagen. Endeligt væltede han ud af sengen og gned sig i ansigtet. Han var stadig træt, men kvalmen var væk og han havde det noget bedre. Han var dog sulten som en bjørn efter vinterhi, så han fik noget tøj på, inden han gik over til ildstedet og tændte op. Kort var han lige ude i sit slagterum og hente en af poserne fra dagen før, hvor han benyttede lejligheden til at kaste et blik på den unge mand. Men han sagde ikke noget. I stedet gik han i gang med at lave mad. Det var hjertet, han havde taget, som han skar ud i strimler og stegte på en pande sammen med en god håndfuld svampe. Samtidigt kogte han nogle tørrede bønner sammen med krydderier, og ristede noget lidt tørt, men spiseligt brød.

En vidunderligt duft bredte sig, og da det hele var færdigt, placerede han det på sit solide lille bord, han fik skubbet på plads efter Aviors teen sig fra dagen før. Og endeligt gik han ud til buret.
"Jeg har lavet mad. Hvis du vil have noget, lukker jeg dig ud, men du kan lige så godt lade være med at overveje at flygte. Jeg kender disse skove bedre end mit eget hjem. Du kommer ikke langt. Forstået?" Hans dybe stemme var en smule mere hæs efter natten og hans blik mørkt og med et udtryk af træthed. Men man skulle ikke være i tvivl om, at han var klar til at banke livet af knægten, hvis det var det, der skulle til.

Avior brugte natten på at tælle tremmerne omkring sig og forsøge at synkronisere sin vejrtrækning til det. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 - så nåede han et hjørne og talte næste side; 1 2 3 4 5 6 7 8 9. Igen og igen nåede han 36, og forsøgte at være en helt side om at trække vejret ind. Han startede også fra bunden - han kunne knap holde til at tælle de to første tremmer, inden han panisk hev efter vejret, og det blev ikke bedre over natten. Han var nået op på fire, da han fik øje på Sobek.

Mandens nøgne krop var en fornærmelse mod Avior, hvis krop ikke var meget anderledes, men han havde stor stolthed i alt, hvad der adskilte ham fra mennesker, også selvom hans glød lige nu var mere dæmpet end han nogensinde havde set den før.

I løbet af natten fandt han også frem til, at det var læderbåndet om hans hals, der stoppede ham fra at tilgå sin evne, og han flåede i det, indtil hans hals var kradset til blod flere steder og læderet havde efterladt aflænge blå og grønne mærker, hvor det var lykkes Avior at få hevet i det, men intet han havde gjort havde kunnet få det af ham.

Da Sobek endelig vendte tilbage og tilbød en aftale var Avior klar til at tage den. Han satte sig på knæ foran døren til buret og løftede begge hænder med håndfladen mod manden i fuldstændig overgivelse. Hans hoved hang ned og han forsøgte at tælle, imens han trak vejret ind igen. Han nåede stadig kun til fire.

Han sagde ikke noget. Ember havde forsøgt at lære ham at opføre sig pænt, men det var en af de få ting han ikke var god til, og han vidste at han han havde en bedre chance for at kunne opføre sig pænt, hvis bare han kunne holde munden helt lukket.

Drengen reaktion var tilfredsstillende. Ydmygheden og opgivenheden. Det var tydeligt, at han havde haft en hård nat i buret, han måtte virkeligt hade at være lukket inde. Det overraskede Sobek lidt, at det gik så nemt, så han var en lille smule mistroisk, men det hængende hoved og sammenfaldne krop virkede nu oprigtige nok.
"Det tager jeg, som et ja." Han hev nøglens snor over hovedet og åbnede for buret. Med en arm tilkendegav han, at han gerne ville have ham til at gå først.

Selv efter solen var stået op, kunne man se drengen lyse i det hele mørke rum, der ikke besad vinduer, ud over et par udluftningshuller øverst oppe under taget. Nu hvor Sobek var lidt mere frisk og var på hjemmebane i sit eget hjem, havde han mere tid til at undre sig over fænomenet. Især fordi det ikke virkede til at være en de af en evne, som den ting han kunne med at eksplodere ting. Det måtte have noget med hans race at gøre, men hvad var han?

Sobek ledte drengen til til borde, hvor han trak en stol ud for at fortælle ham, at han skulle sætte sig. Derefter gik han over og satte sig på den anden side af bordet, inden han skubbede en flad skål over mod ham med kødet, svampene og bønnerne i. Brødet lå på et en lille træplade til fri afbenyttelse og en kande af træ og nogle krus af samme materiale stod klar ved siden af.
"Spis." Det var en ordre, ikke et forslag. Han tog selv sin egen flade skål og begyndte at spise med en ske og med brødet som ske også. Det smagte godt og var nærende, især efter en nat som den, Sobek havde haft. Kødet smagte sødt, havde man spist grisehjerte før ville man kunne genkendte lidt af smagen, men det havde en hel anden form for bitterhed og en rund eftersmag. Det var mere et menneskehjerte end noget andet, hvilket ikke rørte Sobek overhovedet. 

Han betragtede Avi, mens han spiste.
"Hvad er du?" Han spiste en skefuld mere. "Og hvad hedder du?"

Avior nikkede, eller troede at han nikkede - hans hoved føltes som om det svømmede, og han var ikke sikker på, om det rent faktisk bevægede sig. Det var også ligegyldigt, for han blev lukket ud alligevel, og han rejste sig og gik på usikre ben ind i hytten, hvor han taknemmeligt lod sig falde ned at sidde på den stol Sobek havde hevet ud til ham.

Han var for træt til at være sulten, men han var også for panisk over buret til at turde modsætte sig mandens direkte ordre, så han løftede en ske, uden så meget som at skænke brødet et blik, og spiste lidt. Det var varmt og godt, og sammen med dét, at han ikke længere sad i et bur, begyndte han langsomt at slappe mere af. Hans øjne faldt i og han lavede et pludselig ryk med hovedet, der afslørede, at han for et øjeblik var faldet i søvn siddende. Han spiste lidt mere og øjeblikket efter skete det samme igen.

Mandens spørgsmål fik ham til vågne lidt op igen, men han så med et sløret blik på ham, imens det tog ham flere sekunder at forstå de ord manden havde sagt.
"Mit navn er Avior... Jeg er en stjerne... Vi kan ikke overleve i... små rum," svarede han, fuldt ud overbevist om at han selv fortalte sandheden. Han havde aldrig været i så småt et indelukke før og han havde haft det som om han skulle dø hele natten, som om hans krop var ved at slå ham ihjel.
Endnu en gang blev det afsløret, at hans krop var lige ved at falde i søvn, da han lavede et ufrivilligt spjæt, selv imens han sad og så manden foran ham direkte i øjnene. "Og hvem tror du at du er?" spurgte han alligevel med en attitude, på trods af hvor svagelig han var. 

Trætheden skinnede ligefrem ud af drengen. Det var ret tydeligt, at han ikke havde lukket et øje hele natten. Faktisk virkede han lidt til at være skubbet til kanten for nu, hvilket igen var tilfredsstillende. Det var næsten nemmere, end Sobek havde troet. ikke at han forventede, at kampen var ovre, nej, der var nok mere krudt i knægten, når han havde fået sovet. Lidt tænksomt overvejede Sobek, om han skulle tilbage i buret eller om han skulle tilbyde ham noget andet. Det måtte han lige se på, når han fandt ud af, hvor samarbejdsvillig drengen var.

Han spiste videre, mens han ventede på, at der kom et svar igennem træthedens tåger. De buskede øjenbryn løftede sig. En stjerne. Var det en ting? Han så lidt vantro på drengen, men kom frem til, at han talte sandt. Han var - eller troede i hvert fald, at han var - en stjerne. Et brum af morskam kom fra ham ved de sidste ord.
"Det tror jeg nu nok, at du kan. Selvom angsten i klaustrofobi kan føles som om, at man er ved at dø." Han havde prøvet det selv en enkelt gang før, hvor han havde efterladt et hylster, simpelthen fordi han ikke kunne komme ud af det lille hul, han var endt i.

Så drengens navn var Avior. Godt at vide.
"Min navn er Sobek. Jeg er en dæmon." Noget han sagde med stolthed. For ham var dæmoner den øverste race over alle, den stærkeste og mest uovervindelige race. Selv hvis Avior var en stjerne, ville han ikke kunne måle sig med dæmonerne. Sobek spiste tavst for et øjeblik, inden han stillede sit næste spørgsmål.
"Vil du tilbage i buret? Eller skal jeg regne med, at du kan opføre dig ordentligt og gøre, som jeg siger?" Han tog en bid af sit brød og så afventende på ham, ikke i tvivl om, hvad svaret ville blive, men han ville høre det fra drengen selv.

Avior rynkede på næsen, da Sobek slog hans nærdødsoplevelse væk som værende angst. Avior var ikke bange for noget og han vidste, hvad han havde følt. Dødens hænder om sin hals. Sobek forstod bare ikke. Det kom dog heller ikke bag på Avior - mennesker forstod meget lidt af, hvad der foregik omkring dem. Sådan havde han følt det, allerede før han var kommet til jorden. 

Så da Avior fik af vide, at Sobek var en dæmon, løftede han straks begge øjenbryn. Dæmoner var til at arbejde med, mere end mennesker var. De var mere logiske, mere voldelig, havde færre, uduelige følelser. Avior kunne godt lide dem, i hvert fald i teorien. Han havde aldrig selv mødt én, kun betragtet dem fra sin plads på himlen.

Avior åbnede munden for at sige noget om Sobeks race, da Sobek kom ham i forkøbet og tilbød ham at blive udenfor buret, hvis han kunne opføre sig ordentligt.

"Jeg..." svarede Avior og klemte øjnene hårdt i, inden han sagde det næste; "kan gøre hvad end der skal til, for at slippe for buret."

Sokeb nikkede til stjernens svar og fortsatte med at spisen uden at sige mere. Han var tilfreds og vidste, hvad han ville gøre, når han var færdig med at spise. Ikke at han slugte maden, men den forsvandt alligevel noget hurtigt. Snart tørrede han skålen af med et stykke af brødet, ræbede dæmpet og drak noget af vandet. For et øjeblik sad han bare og betragtede Avior, men til sidst rejste han sig og gik over til sengen. Her rodede han lidt rundt i skindene, fjernede et par stykker og hentede så et par nye ude i rummet med buret. Hele tiden havde han sine sanser rettet mod Avior, men han anså ham vitterligt ikke som en trussel lige nu.

Da han var tilfreds med det rene og ikke febersvedige sengearrangement, vendt han sig mod drengen igen. 
"Læg dig i sengen og sov. jeg kan ikke bruge dig til noget, så slatten som du er nu." Hvad end det var, han mente, han skulle bruge ham til, lå hen i det uvisse, men tilbuddet var reelt nok. Han ville have Avior til at sove i sin seng. 
Han ventede til at den unge lysende mand var kravlet under skindene, inden han begyndte at gå rundt og rydde op efter hans kasten rundt med ting aftenen før. Nok var Sobek stor, farlig, lettere sindssyg og ganske morderisk, men han var overraskende ordentlig og der var altid ryddet i hans hjem.

Derefter gik han ud i rummet med bordet, hvor han gav sig til at ordne det sidste af det, der skulle klares i forhold til liget af varulven. Igen med bevægelser, der fortalte, at han havde gjort det uendeligt mange gange før. En gang i mellem så han ind i stuen mod drengen i sengen, men sørgede for ikke at larme for meget for ikke at vække ham. Ikke fordi at han bekymrede sig, men så skulle han ikke styre en vågen Avior. 
Da han var færdig, ryddede han også op derude, inden han endte med at beslutte sig for, at det var sikkert nok at forlade hjemmet, så han tømte karret med blod og affald og så til sin hest, der havde været lukket inde siden dagen før. Den var godt tilfreds med at komme ud på folden igen.

Han lod Avior sove så længe han ville, og brugte til sidst tiden på at få lidt håndarbejde af hånden, siddende i den store stol ved pejsen.

Avior spiste så meget som han kunne, men det gik langsomt og trætheden gav ham også en smule kvalme, så efter et stykke tid blev det svært at få maden ned, hvor dejlig og varm den så ellers var.

Han fulgte også Sobek med blikket, da han rejste sig op, og spiste selv langsomt videre imens, fortsat uden at røre brødet. Han ville ikke gabe over mere end han kunne overkomme, og skålens indhold var svært nok i sig selv. Alligevel havde han næsten spist op, da han blev bedt om at lægge sig i sengen. Derfra tænkte han slet ikke over skålens indhold længere - én ordre gik automatisk over den forrige, følte han, så han rejste sig blot og gik over til sengen. Han lod sin jakke falde af skuldrene og lande på gulvet, inden han med et støn smed sig i sengen.

Han ville gerne have sagt noget om, at han aldrig var slatten, at han var klar til en slåskamp lige nu og her, hvis det skulle være, men skindene var så bløde og varme, og Avior endte med blot at trække et helt op til under hagen. Med et tungt suk faldt han øjeblikkeligt i søvn. 

Han vågnede flere timer senere, desorienteret. Til at starte med kunne han slet ikke genkende hvor han var eller hvordan han var endt der, og det tog ham flere sekunder at huske det, men da han gjorde satte han sig straks op. Det var blevet mørkt udenfor og Avior gned sine lysende hænder imod sit ansigt, imens han kom til sig selv. 

"Sobek," mumlede han, ikke fordi han skulle bruge manden til noget, men fordi han pludselig kom i tanke om hvem der havde gjort alt det her imod ham og at dæmonen selv havde givet ham sit navn. En dag ville han myrde ham for det. 

Knægten måtte have været træt, for han faldt i søvn med det samme. Sobek blev stående for et øjeblik og betragtede ham, stadig lidt forundret over hans lys. Til sidste rystede han på hovedet over sig selv og gik i gang med at rydde op. Han havde været alene for længe.

Han var ved at sy et par bukser, da hans navn pludseligt blev udtalt. Efter at have sat nålen fat i læderet, drejede han i overkroppen og så tilbage mod sengen, hvor drengen havde sat sig op.
"Ah, du er vågen." Han så lidt på ham, inden han lagde læderet fra sig på et mindre bord ved siden af sig og kom på benene. Med de lange ben tog det ikke mange skridt for ham at gå ehn til sengen, hvor han uden at sige noget, greb fat i nakken af Aviors tøj og hev ham ud af sengen. Næsten som gentagelse fra dagen før, begyndte han at slæbe ham hen over gulvet hen i mod døren ud til tilbygningen. Bare fordi han havde fået lov til at sove, betød det ikke, at han slap for buret. Sobek havde ting, der skulle laves, der krævede, at der var styr på, hvor Avi var.

Sobek var ikke en rar mand, og han havde ingen medfølelse, så at knægten var så skrækslagen for det lille bur, ragede ham. Faktisk fandt han det næsten bare morsomt, at han kunne gøre folk så bange ved at lukke dem inde i et lille bur. Der var tremmer, ikke vægge. Luft, lys og udsigt. Han kunne måske bedre kunne have forstået det, hvis han havde gravet dem ned ude i skoven. Men det var nu meget praktisk, at buret kunne gøre det. Det var godt, at han havde fået købt det. Dværgehåndværk, når det var bedst. Utroligt hvad man kunne få fingrene i, ved lidt trusler og ved at lære de rigtige folk at kende!

Avior mødte Sobeks blik, men reagerede slet ikke på at den store mand kom hen til ham. Han var på ingen måde frisk endnu, og han vidste heller ikke hvor han havde Sobek, så han var et underligt sted imellem at stole på ham, frygte ham og hade ham, så han var kun mildt skeptisk ved mandens nærvær.

Indtil Sobek greb fat om hans trøje i nakken. Så mistede Avior det meste af sin tiltro til ham igen, men det, der var tilbage, fik ham til at forsøge at resonere med manden. "Jeg - jeg sover videre," tilbød han panisk. "Jeg gør ikke noget. Jeg kan sidde eller ligge pænt, helt stille. Du kan binde mine hænder og - og mine øjne og mine ben, bare -" Han hev efter vejret, og blev dårligere og dårligere til at tænke klart, des tættere de kom på buret.

Hvis Sobek virkede den mindste smule til at tage Aviors tilbud, ville han blive ved med at forsøge at forhandle, men blev han ved med at gå mod bordet, ville han begynde at kæmpe imod, præcis som i går; gribe fat om ting og dørkammen, sætte hælene i, forsøge sig med sin evne igen, skrige, bore sine fingre ned i hans sår igen og forsøge at flå øjnene ud på ham, slå, bide og rive, hvad som helst for at kæmpe imod at blive smidt i buret. 

Sobek stoppede op, da Avior var halvvejs igennem sin tiggen om at slippe for buret. Med et lidt tænksomt udtryk betragtede han ham lidt, før han hev ham op foran sig, næsten så meget, at drengens fødder ikke rørte jorden. Sådan holdt han ham lidt, tavs, inden han brummede.
"Måske vi kan finde en løsning." Han satte ham ned, men slap ham ikke. I stedet lod han sit blik glide ned over ham.
"Hvis du nu kan bruge den pæne lille mund til andet end at plapre med, kan det være, at du kan gøre mig så tilfreds, at jeg vælger at lade dig slippe for buret." Nej, det kunne ikke være, men det behøvede den lille stjerne ikke at vide. Ikke før det var for sent.

Det var ikke fordi, at han havde tænkt sig at tvinge ham. Hvis han kunne få ham til at gøre det frivilligt, ville det være et knæk for drengen i sig selv, et knæk der ville komme til at betyde meget i de næste dage. Sobek havde absolut ingen planer om at bruge ham til andet end fornøjelse i de to uger, han havde med ham i hytten. Og ville slavekøberen ikke have ham, jamen så ville det ikke være det første lig, der ville forsvinde i disse skove. Langt fra.
Men Sobek kunne godt lide at lege med folk. Det var ikke altid, at han havde tålmodigheden, men han havde kedet sig lidt på det seneste, så Avior ville blot være en god mulighed for at lave noget andet end det sædvanlige trommerum. 

Skulle drengen ikke fatte, hvad han mente, lod Sobek blikket falde mod luften i mellem deres skridt, sigende.

Avior så op på Sobek med store øjne, da manden rent faktisk stoppede op. Han havde lært ikke at forvente for meget at jordens væsner. Han forventede ingenting af mennesker, men dæmoner var ikke meget bedre. Det eneste han fandt bedre ved dem var deres krigeriskhed, og det var ikke dén han havde brug for lige nu. Han havde brug for nåde og medfølelse.

Han trippede på sine tåspidser, da han blev trukket op foran Sobeks grumme ansigt, og så tavst på ham, indtil Sobek selv brød tavsheden. Han vidste, at des mindre han selv sagde, des større sandsynlighed var der for at han ville virke som om han opførte sig pænt.
Da han blev sat ned, rettede han på sin trøje, og så undrende op på Sobek, imens han fortsat lod sin hånd glide over det krøllede stof. Han forstod ikke, hvad det var Sobek bad ham om. Bruge sin mund til hvad? At spise? Spise og tale var indtil videre det eneste han havde fundet ud af, at hans mund kunne bruges til.

Det hjalp ikke, da Sobek lod sit blik falde ned imellem deres skridt, men det var tydeligvis noget Avior burde forstå og han var ikke meget for at indrømme, at der stadig var jordiske skikke han ikke havde fået styr på, så han lagde tøvende en hånd over Sobeks skridt, opmærksom på ikke at gøre noget, der ville gøre Sobek vred på ham igen.

"Vil du have at jeg... tager den her i munden?"

Sobek havde ikke nogen forventning til, hvordan drengen ville reagere. Han virkede panisk nok til at sige ja til alt for at slippe for buret, men samtidigt også selvtilfreds nok til at sige nej og fortælle ham, at han var en klam stodder. Reaktioner Sobek var forberedt på. Men det der faktisk skete, overraskede ham en del.
Hånden mod hans skridt fik noget til at bevæge sig og Avior burde kunne mærke, at han allerede var en smule ophidset ved tanken om det, han lige havde bedt om, og han ikke ikke andet end at skubbe sit skridt en smule i mod hans hånd. Det var længe siden, at nogen havde rørt ham lige der. Som alt andet ved Sobeks krop, var det ikke noget småt, der gemte sig bag stoffet.

Der gik et sekund eller to, inden Sobek brød ud i latter. Spørgsmålet havde lyst så oprigtigt forundret, at han ikke kunne være i tvivl om, at tanken aldrig havde krydset drengens sind. Fascinerende. Var den lille arrogante møgunge virkeligt så uskyldig?
"Ja, det var tanken. Du må virkeligt være dumpet ned fra himlen." Det sidste blev sagt med morskab i stemmen, for han troede nu ikke rigtigt på, at knægten virkeligt var en stjerne. Det var jo absurd. Ikke? Og trods tanken, var Sobek egentligt ret ligeglad. Det betød ikke noget, hvad drengen var, for de eneste der var mere end Sobek selv, var guderne.

Tanken om at tvinge Avior til alt, hvad Sobek havde i tankerne lige nu, var meget lokkende, men han gjorde det ikke. Hvis knægten ikke vidste, hvad et blowjob var, hvad vidste han så overhovedet om sex? Tanken om at kunne forme ham som han ville, var fascinerende og han havde brug for at tygge lidt på det. Finde ud af, hvordan han håndterede det. Ikke at det nogensinde ville blive specielt kærligt med en mand som Sobek, men der var trods alt forskel på meget voldelig og tvang. 
Med hånden lavede han en bevægelse mod sit skridt.
"Nå? Bliver det til noget eller skal vi fortsætte ud til buret?"

Aviors blik faldt ned mod hans hånd om Sobeks skridt, da han mærkede mandens pik bevæge sig under stoffet. Avior havde aldrig så meget som rørt ved sig selv. Han var vågnet op med en hård pik nogle morgener, men havde altid ignoreret den, og havde mærket den bevæge sig, som Sobeks havde nu, en enkelt gang da han forestillede sig selv kvæle en anden mand indtil lyset gik ud af hans øjne, men han havde ikke fundet ud af at bruge det til noget endnu. Hvis han skulle være helt ærlig med sig selv, fandt han sin menneske-lignende krop frastødende og han ville helst slippe for at tænke på at han befandt sig i den.

"Det er jeg også. Jeg efterlod mig et krater," forsøgte Avior at forklare sig, med tydelig undren over at Sobek ikke forstod at stjerner var nødt til at dumpe ned fra himlen, for at lande på jorden. Der gik flere sekunder, før det gik op for ham at Sobek muligvis ikke troede på, at han var en stjerne, men dét var lige så underligt for Avior. Hvad skulle han ellers være? Han var et pragteksemplar på sin race.

Da buret blev nævnt igen kunne Avior ikke lade være med at skæve over til det. Det var så småt. Ikke engang stort nok til at han kunne ligge ned. Han sank en klump og satte sig ned på knæ. Han havde lovet at gøre det her og selvom han ikke gik op i sine løfter, så havde Sobek også lovet ham, at det ville redde ham fra buret.
Han hev ned i Sobeks bukser og så på kropsdelen det afslørede. Den var tykkere end Aviors og ikke helt slap, men heller ikke stiv, omkranset af tykt, sort hår. Avior slikkede sine læber, inden han tog fat om den med en hånd og løftede den, så han kunne tage den i munden. Eller tage omkring halvdelen af den i munden; mindre, faktisk, da den voksede i munden på ham.
Han pustede forskrækket ud igennem næsen, men lod den blive i munden, selvom den var så tyk, at han ikke kunne tale eller trække vejret om den. Så løftede han blikket op til Sobek, for nu havde han jo gjort, hvad deres aftale gik ud på - han havde taget hans pik i munden. Han forstod ikke, at der var mere i det end dét, men han tog den trods alt heller ikke ud, for måske der var et bestemt stykke tid han skulle beholde den i munden. 

Lettere fascineret så Sobek til, mens Avior satte sig på knæ og hev hans bukser ned. Et lydløst støn forlod ham, da knægten først greb fat og derefter lod den glide ind i sin mund. Og det var det. Så sad han bare der med den i munden og på den ene siden havde Sobek lyst til at grine til at græd, på den anden side havde han lyst til at slå ham. Men det ville ikke hjælpe noget, for forvirringen var så tydelig i drengens udtryk, at han ikke kunne være i tvivl om, at han ingen anelse havde om, hvad det var, han skulle.

Havde Sobek været en mere talende, mere tålmodig mand, havde han givet sig til at forklare ham det, men det gad han virkeligt ikke, så i stedet greb han fat i knægtens hår.
"Du er virkeligt helt fortabt," mumlede han, inden han, med et fast greb i hårdt, begyndte at bevæge sig i hans mund. Overraskende stille og roligt, uden at skubbe sig for langt ind. Der var ingen grund til at få ham til at brække sig ved at få den presset helt ned i halsen.
"Bider du, mister du hovedet." Truslen var sagt ganske roligt, hvilket burde fortælle Avior, at han mente det ganske seriøst. Hvilket nok blev forstærket af de skarpe genstande, der hang på væggen.

Det varede ikke længe, inden at Sobek begyndte at ånde tung og havde nået sin fulde størrelse. Det var godt, men det kunne være bedre.
"Brug tungen." Han rykkede lidt i hans hår bare for at understrege, at det ikke var et forslag.
Det begyndte at blive lidt svært at styre sig, så hans bevægelser blev gradvist en smule hårdere, men han sørgede stadig for ikke at være for voldelig. Det kunne altid komme, men det var næsten vigtigere ikke at skræmme ham helt væk. Hvis det skulle gentages igen.
Pludseligt stønnede han hæst og hans krop føltes kort som brændende ild, mens han kom. Han nåede lige at trække sig ud, så det gik ud over drengens ansigt.

Helt instinktivt slog Avior ud efter Sobeks hånd, da han blev grebet i håret, men slaget nyttede ikke noget og Avior var ikke meget for at forsøge igen - han ville bare gerne undgå buret.
Det gjorde ham heller ikke noget, da Sobek begyndte at bevæge sig. Han gled frem og tilbage over hans tunge, og hvis det her var alt, der skulle til for at holde ham ude af buret, så syntes Avior at han var sluppet pænt af sted med det. Sobek voksede i munden på ham, men Avior kunne hele tiden få vejret igennem næsen, og der var få ting der skræmte ham udover små, indelukkede steder, så dét tog han helt roligt. Det var først da en salt smag spredte sig i munden på ham, at han følte sig lidt utilpas, og da han blev bedt om at bruge tungen, skubbede han den også uden videre blot op imod Sobeks pik, som var det en helt naturlig ting. Det var det måske også for jordiske væsner - det vidste Avior ikke noget om. 

Avior trak sig tilbage med en grimasse, da Sobek sprøjtede ud over ham, og så stadig utilfreds ud, da han med sin håndryg gned sæd ud af sine lyse øjenvipper og øjenbryn. Han havde en lang, tyk stribe af det hængende fra sin hage og helt op i håret, og havde Avior vidste noget om den slags, ville han have kommenteret, at det måtte have været lang tid siden at Sobek var kommet, men Avior vidste intet om hverken den slags eller om det snask han havde i håret.

"Var det det?" spurgte han med tydelig væmmelse og tørrede sin klistrede hånd af i sine bukser, imens han rejste sig op. 

Sobek trak vejret tungt igennem næsen, mens han hev sine bukser på plads. De grå øjne betragtede knægten lidt. Smukt. 
"Det var det." Og så greb han fat i nakken af drengen igen og slæbte ham hen til buret for at smide ham ind i det. Lågen blev smækket og han låste den, inden han hang nøglen rundt om halsen igen. Han ville gå, men stoppede op og så på Avior.
"Jeg skal finde noget aftensmad. Du kommer ud igen, når jeg kommer tilbage." Og så fandt han sige ting, tog jakke på og forlod den lille hytte.

Han var væk i et par timer. Tjekkede sine fælder, tog forbi et sted, hvor han normalt kunne finde noget at jage, fik lidt frisk luft. Der var ikke noget, der hastede. Vinteren gjorde dog, at solen fandt sin vej mod horisonten tidligt og han måtte vende snuden hjemad.
Hjemme i hytten tog han den varme jakke af igen og stillede bue og pilekogger på plads, inden han gik ud i rummet med slagtebænken. Her lagde han to harer og en fasan på bordet, der var rillet efter skarpe ægge. Fasanen lagde han til side, den krævede mere end blot en kniv, men han gjorde klar til at pelse de to harer. Lige som han skulle til at stikke kniven i den første, så han op og ud i det andet rum med buret. Lige meget, om Avior havde larmet eller ej, havde han ignoreret hans tilstedeværelse. Ind til nu.

Han havde lovet at lukke ham ud igen, så det måtte han hellere gøre. Den store krop bevægede sig hen til buret og han hev nøglen frem fra dens gemmested på hans bryst.
"Vil du se, hvordan man flår en hare?" Om knægten vidste noget om det i forvejen, vidste Sobek ikke, men han havde intet vidst om sex, så måske han ikke vidste noget om at flå dyr? Uden at vente på svar, gik Sobek tilbage til bordet og begyndte at flå den første hare. Lidt langsommere end han normalt ville, så man kunne se, hvad han lavede.

Avior gik i panik fra det øjeblik Sobek greb fat om ham igen - de havde indgået en aftale og han havde været en tåbe for at tro at et jordisk væsen ville overholde den slags, og nu var prisen, at han gik i panik. Han skreg og råbte, slog og sparkede om sig, og lige lidt nyttede det. Han kom ind i buret, og da Sobek låste døren, sparkede Avior ud efter mandens hånd, håbende på at ramme bare et par af hans fingre. Hvis han skulle lide, så skulle Sobek i det mindste også lide. 

"Du kan lige vove på at efterlade mig her!" Skreg han efter Sobek og kastede sig selv imod tremmerne, med sine arme ud imellem dem, for at gribe fat om ham, i et sidste desperat forsøg, men han var allerede for langt væk, og Avior skreg kun højere, da døren lukkede sig bag ham.

Han hyperventilerede ikke helt lige så hurtigt denne gang, men startede ud med at sparke og slå omkring sig, indtil det var helt sikkert at intet han gjorde kunne ødelægge tremmerne på nogen måde. Derefter begyndte han igen at hive og flå i det halsbånd Sobek havde givet ham på. Han fik kradset hul på sårene fra forrige nat, og fik hurtigt også kradset nye sår, indtil halsbåndet og hans negle og fingerspidser var klistrede af blod, hans hals øm, med blå mærker, blod og kradsemærker.

Han var stille da Sobek kom hjem igen, med undtagelse af en lavmælt tællen til 36, om og om igen, uden at han rent faktisk mærkede eller så på tremmerne imens. Hans blik var tomt, da Sobek kom ud til ham, men han fik håb, da Sobek tilbød ham at komme ud igen, og han kom usikkert på benene igen.
Han arbejdede sig vej hen til bordet, hvor han brugte et øjeblik på at støtte sig op af det og trække vejret dybt ind, imens han kom sig over det værste af traumet ved at have været indespærret, men et par sekunder senere så han også op og fulgte med trætte øjne med i hvad Sobek lavede. Skindet, der nemt blev flået af, fascinerede ham, og han så op og ned ad Sobek, uden at lægge skjul på, at han forestillede sig mandens hud komme af lige så let. 

"Der er intet blod," kommenterede han fascineret, hæs efter at have råbt så længe.