Krystallandet
Hobbit 29.12.2018 21:05
Klaus vidste ikke hvad det betød at grine af folk, og især ikke at der var forskellige former. Han forstod at det var et udtryk af enten glæde eller morskab. Det kunne der vel intet ondt være i. Så da han kom på benene var det stadig et venligt udtryk i de blanke sorte øjne, og man kunne ane en let aura af udtryk ved ham der afslørede at han var glad, trods der ikke var nogen mund eller menneskelige træk i ansigtet ellers."Mig kende stedet godt! Boet her hele liv. Nej, besøgt.. Skov" han pegede til et sted længere væk, trods hun ikke kunne se det. "skov hjem. Sump besøg" Forsøgte han at forklare, en smule forvirret selv.
Heldigt for Mina gik Klaus ikke ret hurtigt, men nærmest vraltede langsomt afsted på sine stilkeben og førte hende længere ind, men aldrig længere væk end hun kunne se havet i horizonten. Han ville nøddig udtøre hende.
Herinde var jorden blød, sumpet og våd, i modsætning til det tørre skarpe sand, og planterne i mørke mosefarver. Alt omkring dem så fugtigt ud, blødt og mørkt. Klaus fandt det ikke skræmmende, men hvis man ikke var vant til mørke farver kunne det godt være voldsomt.
