Han var i gang med at se ned i sin tekop, som han snurrede i hånden på kanten af sengen, da Grimm inviterede ham over til mad. Han kom på benene og tømte resten af teen, inden han gik over til bordet. Hans vinger holdt sig pænt tæt ind til ham, men de optog stadig plads han ikke helt kunne vende sig til, og så snart han sad ned på stolen fladede de ud, så det meste af dem hvilede mod gulvet. Romeo skævede til dem og tænkte på dem som en slags overdrevet kost. Det var det bedste de kunne bruges til indtil videre, af alt han vidste af. De kunne i hvert fald ikke flyve med ham, i den tilstand de var i nu.
"Det gik ikke så godt første gang, nej," svarede Romeo lidt forsinket og så tilbage på Grimm. Han tænkte ikke selv over at han sad helt nøgen til bords, men tog blot en skive brød til sig. "Kan du vise mig tilbage, hvor du fandt mig? Mit lig er... ikke så langt derfra. Jeg tænker, at det ikke er gravrøveri, hvis det er mit eget tøj jeg hugger." Han ville helst ikke se sit lig igen, og endnu mindre ville han i det tøj, han var blevet begravet i, men efter en god vask, ville man nok ikke kunne lugte det længere og desuden havde han brug for tøj.
