Romeo tog det ikke så tungt at Grimm ikke svarede ham. Han var vant til at lufte alle sine tanker og til at det kun var halvdelen af dem der blev anerkendt eller reageret på. Det var også kun omkring halvdelen, der var noget værd.

Han var i gang med at se ned i sin tekop, som han snurrede i hånden på kanten af sengen, da Grimm inviterede ham over til mad. Han kom på benene og tømte resten af teen, inden han gik over til bordet. Hans vinger holdt sig pænt tæt ind til ham, men de optog stadig plads han ikke helt kunne vende sig til, og så snart han sad ned på stolen fladede de ud, så det meste af dem hvilede mod gulvet. Romeo skævede til dem og tænkte på dem som en slags overdrevet kost. Det var det bedste de kunne bruges til indtil videre, af alt han vidste af. De kunne i hvert fald ikke flyve med ham, i den tilstand de var i nu.

"Det gik ikke så godt første gang, nej," svarede Romeo lidt forsinket og så tilbage på Grimm. Han tænkte ikke selv over at han sad helt nøgen til bords, men tog blot en skive brød til sig. "Kan du vise mig tilbage, hvor du fandt mig? Mit lig er... ikke så langt derfra. Jeg tænker, at det ikke er gravrøveri, hvis det er mit eget tøj jeg hugger." Han ville helst ikke se sit lig igen, og endnu mindre ville han i det tøj, han var blevet begravet i, men efter en god vask, ville man nok ikke kunne lugte det længere og desuden havde han brug for tøj.

Grimm betragtede Romeo, mens han satte sig ved bordet. Om knægten selv vidste, at han gik rundt nøgen var ikke helt til at gætte. Han virkede trods alt en smule ude af den. Men Grimm klagede nu ikke; det var jo et kønt syn.

Han rakte et par skiver skinke med sennep til Romeo og tog selv noget bagefter. Han gryntede ved drengens ord og slugte sin mundfuld mad. Meo vidste altså godt, han var nøgen.

"Det kunne jeg vel godt," mumlede han, ikke helt glad ved tanken. "Men du skal da ikke rende rundt i dit døde tøj. Det er sikkert fuldt af maddiker nu, og desuden tvivler jeg på, det er varmt nok. Jeg skal nok lave dig noget tøj. Noget ordentlig tøj, så du ikke fryser. Her kan godt blive koldt om natten, når ilden går ud."

Han havde lidt lyst til at tilbyde, at Romeo kunne sove sammen med ham i hans seng, så Grimms kropsvarme kunne holde ham varm, men det var nok lidt i overkanten. Desuden var Grimm slet ikke sikker på, han kunne holde sig fra knægten, hvis han lå nøgen i hans seng.

Romeo fik kvalme, da Grimm nævnte maddikerne i hans lig og tøj, og han udtrykte straks sin kvalme med sit kropssprog. Hans skuldre trak sig sammen og hans hoved faldt ned og han vendte det væk fra Grimm og lagde en hånd over sin mund.

Grimm havde også ret. Der var uden tvivl maddiker i det og det var heller ikke varmt nok. Han var blevet begravet i pænt og formelt tøj, ikke varmt og praktisk tøj.

Han sank en klump. "Tak," sagde han, men var ikke færdig med at snakke om sit lig. "Det vil jeg nok foretrække... Mit lig så lige så grimt ud som det lugtede..."

Han tog en bid af sin mad og forsøgte at finde noget andet at snakke om sin egen død. Det var godt nok det eneste vigtige der var sket i hans liv for nyligt, men det virkede ikke som et passende samtaleemne.

"Så... Øh... Du lever af pels, eller?" spurgte han og så sig endnu en gang omkring i hytten.

"Mh," brummede Grimm til svar på Romeos spørgsmål. "Jeg fanger dyrene og sælger deres pels og skind. Kødet spiser jeg selv for det meste."

Det var et simpelt liv, men et godt liv, der havde en stor portion frihed oveni. Grimm havde ikke lyst til at bytte det væk for noget, heller ikke hans gamle liv som soldat, selvom han godt kunne savne visse... elementer af det.

"Og du?" spurgte han og tog endnu en bid brød. "Hvad levede du så af? Dine forældres krystaller?"

Grimm smilede lidt i skægget; han kunne godt lide at provokere, men han sørgede for at se relativt venlig ud imens, så Romeo kunne se, at han ikke mente noget ondt med sin provokation. Det onde skulle de nok nå til på et senere tidspunkt, efter nogle dage, når Romeo følte sig mere tryg i hytten.

Romeo fnøs af Grimms spørgsmål, men kun fordi svaret var så indlysende at han følte Grimm kunne have sagt sig selv at han havde ret.

"Hvad ellers?" svarede han, men ligesom Grimm så han venlig ud imens - oprigtigt venlig, fordi han var oprigtigt taknemmelig overfor manden, der havde hjulpet ham så meget. "Rige drenge som mig - det er ikke meningen, at vi skal gøre andet, end at følge i vores fædres fodspor. Jeg hjælper ham med at styre godset, og til gengæld har jeg nok krystaller til at leve som jeg vil." Uden at lægge mærke til det selv, talte han som om han stadig levede sit gamle liv. 

Grimm lyttede med interesse, for jo bedre han kendte Meo, jo nemmere ville det være, at manipulere ham. Mens de talte om løst og fast i løbet af aftenen, syede Grimm også noget af sit tøj om, så Romeo kunne passe det. Det blev til et par bløde skindbukser, en ligeså blød vest til at have på indenfor, samt en tyk, pelset jakke til hvis de skulle udenfor i kulden. Men Grimm var ikke færdig endnu; mens Romeo sov, lavede han også en sele, som han lagde sin magi i. Den dag, Romeo fik selen på, ville han være bundet til Grimm, indtil selen blev fjernet igen.

Den næste uges tid var rolig og egentlig ganske hyggelig set udefra. Grimm tog Romeo med ud for at tømme fælder og sætte nye op, da knægten var stærk nok til at gå rundt, og han sørgede hele tiden for, at Romeo var varm og mæt. Vingen healede langsomt, og da ugen var gået, kunne Grimm godt se på det hele, at der efterhånden ikke var ret meget grund til, at Romeo skulle blive hos ham længere. Han måtte rykke nu. 

"Nu har du ligget på gulvet i en uge," sagde han en aften, mens de spiste den gryderet, han havde kogt sammen af kaninkød og rodfrugter. "Jeg synes, du skal tage min seng i nat. Så sover jeg herude. Det må vist være min tur, synes du ikke?"

Romeo var glad for at få noget tøj, ikke fordi han havde noget imod at gå nøgen rundt, men fordi det ville være stort set umuligt at forlade hytten, medmindre han fik noget tøj. Det var for koldt at gå udenfor uden, især når han ikke vidste hvornår han næste gang ville få tag over hovedet. Han havde ikke talt med Grimm om, hvor længe han kunne blive, men hvis han skulle videre, ville han foretrække at det blev inden snefald.

Han havde det ellers godt hos Grimm. Han fik mad og et tag over hovedet, og han fandt det næsten hyggeligt at gå rundt i skoven med Grimm.

Han sad også et øjeblik i stilhed, da Grimm tilbød ham sengen. Normalt ville han have afvist sådan en venlighed, opdraget til altid at være høflig, men han havde drømt om en rigtig seng hele ugen og hvem vidste, hvornår han næste gang ville få chancen? "Tak," svarede han i stedet for at svare på hvor fair det var. Han havde trods alt intet krav på sengen.


På trods af at have fået en vest, gik Romeo sjældent med den i hytten. Han brugte det meste af sin tid indenfor på at hænge ud foran pejsen, hvor ilden varmede hans krop og han kunne betragte Grimm arbejde.
Så da han gik i seng den aften, Grimms rigtige seng, var det kun sine bukser han tog af, inden han kravlede op i den. Madrassen lugtede af ham; af røg og fyrretræ og jord. Romeos hænder gled over madrassen og selvom han vidste at han ikke burde, lod han med sin evne mærke efter på den.
Han havde regnet med at blive overvældet af seksuel energi. Regnet med at Grimm havde kneppet alle slags damer i den, at hans kone måske havde født i den eller var død i den, at han i det mindste ville finde ud af, hvilken type Grimm var i sengen. I stedet var alt han mærkede mindet af sin egen hånd om sin egen pik og en svag vrede.
Alligevel var det nok til at få Romeo til at indånde Grimms duft igen, imens han holdt fast i følelsen hans evne gav ham, og følte sig selv blive hård imod madrassen. Ikke at han gjorde noget ved det - han faldt i søvn kort efter, liggende på maven takket være sine vinger.

Grimm havde på ingen måde tænkt sig at sove, men han sagde alligevel godnat til Romeo og lænede sig tilbage i sin stol, som om han havde tænkt sig at sove dér. Da Romeo havde forladt stuen, tog Grimm dog seletøjet frem og lod det glide imellem sine fingre. Det skulle på knægten i nat ligegyldigt hvad. Han lukkede øjnene og lod endnu mere af sin magi flyde over i læderet, bare for en sikkerheds skyld. Han ville ikke risikere, at knægten slap væk, nu hvor Grimm næsten havde ham.

Hvorfor han ville beholde Romeo, vidste han egentlig ikke. Han havde altid været en enlig svale, nydt ensomheden, men efter Cayden - Grimm strammede sit greb en smule - havde han også indset, at det var værdi i tosomheden. Nå ja, og så var der lige dét, at Grimm også havde en dybtfølt lyst til at pille drengen fuldstændig fra hinanden, se ham bryde ned og blive bygget op igen og igen... Grimm kradsede igennem sit skæg, mens fantasierne hvirvlede rundt i hovedet på ham. 

Efter et par timer rejste Grimm sig fra sin stol. Med seletøjet i den ene hånd, begav han sig ind på værelset, hvor Romeo sov. Det var et smukt syn; en gyldne krop, de brune vinger... Grimm rakte ud og hev tæppet af Romeo og stod bare der og beundrede den smukke krop et øjeblik, inden han  lænede sig på lidt ned for at tage fat ved roden af begge Romeos vinger med den ene hånd, seletøjet holdt godt fast i den anden. Uden forklaring eller tøven hev han Romeo op fra madrassen og op at sidde.

Romeo sob tungt og vågnede langsomt. Selv da han blev hevet op at sidde, var han omtåget og søvning. Han følte sig tryg hos Grimm, selv når han ikke lige kunne huske, at det var der han var, og på trods af den hårdhændede behandling af ham, var han afslappet.

"Far?" mumlede han, da hans hjerne lavede en logisk konklusion udfra det eneste menneske, der kunne finde på at vække ham så pludseligt, og sekundet efter, da han fik tvunget sine øjne åbne, følte han sig dum og pinligt berørt.

"Grimm," rettede han sig selv og nåede at føle et øjebliks ro, inden det gik op for ham, at der var noget i vejen. Grimms greb om hans vinger gjorde ondt, og han kunne ikke bevæge sig, så længe han holdt fat i dem.

"Slip mig," bad han, lavmælt og høfligt, med sin værdighed intakt med undtagelse af en svag klynken bag sine ord. Han var sikker på at Grimm ikke gjorde ham ondt med vilje.

"Shhh, lille fugl," brummede Grimm blot, da Romeo vågnede op og bad om at komme fri. Med sin frie hånd tog Grimm nu  fat og seletøjet og fik det over hovedet på den søvndrukne Romeo. med et snuptag spændte han det på ryggen af drengen. Det så ikke ud af noget specielt; en seletøj lavet i lysebrunt læder, der spredte sig som en stjerneform over Romeos bryst og samlede sig på hans ryg. Men forsøgte nogen anden end Grimm af fjerne det, så ville det brænde og ætse sig ind i huden på knægten. Nu var han Grimms, om han ville det eller ej. Han tilhørte Grimm nu, indtil Grimm blev træt af ham.

"Det var straks bedre," mumlede han og slap Romeo, men kun for at åbne skuffen i det lille natbord og finde en flaske med olie frem. Han smilede til Romeo.

Romeo fnøs irriteret, hans høflighed glemt, da Grimm kaldte ham lille fugl. Det var måske meget sødt ellers, men det var bestemt ikke sødt, når han samtidig havde et jerngreb om Romeos stadig ømme vinger. Grimm så dog ikke ud til at tage sig den mindste smule af Romeos ellers tydelige utilfredshed, men havde gang i noget andet, som Romeo først rigtigt registrerede, da Grimm slap ham.

Han så ned på selen, der sad om hans bryst og skuldre, og hev undrende ud i den, for at få den af, kun for chokeret at slippe den, da den brændte ham.

"Hvad..." mumlede han forvirret og så på Grimm efter svar. Han burde have været mere mistroisk nu, men han stolede jo på manden. De havde snakket og opført sig som noget nær venner i en hel uge.

Men da han så olien, faldt tikronen, og han rejste sig op med et nervøst grin, for at komme væk fra Grimm. "Jeg er smigret, GG, men... Jeg topper," forklarede han og afsluttede sit argument med et et skuldertræk, som havde han sagt alt der var at sige om dét og regnede med at få ret.

"Sødt," mumlede Grimm blot og greb ved seletøjet bag på Romeos ryg for at presse ham med ansigtet først ned i madrassen. Han holdt Romeo dér, uden at bekymre sig for, om knægten overhovedet kunne få luft, mens han smurte to fingre ind i olien. Han havde lyst, og hans lyst skulle tilfredsstilles nu, men han var dog alligevel flink nok til at give Romeo et minimum af forberedelse først. Desuden ville han ikke have, at Romeo sprang, for så ville det tage længere tid, før Grimm kunne gå på ham igen.

Uden advarsel skubbede Grimm de to glatte fingre ind mellem Romeos baller og ind i ham. De stramme muskler, der klemte sammen om fingrene, gjorde kun Grimm endnu mere utålmodig, men han tog sig i det og arbejdede sine fingre roligt og metodisk ind og ud af Romeo, mens han stadig holdt ham nede mod madrassen med den ene hånd.

Romeo ville have gjort mere, hvis han havde vidst, hvor langt GG ville gå. Hvis ikke han havde stolet på ham, hvis ikke han havde troet, at han vidste hvem han var.

Som det var nu, nærmest lod han GG presse sig ned i madrassen. Et øjeblik troede han, at han stadig kunne forhandle sig ud af situationen; en spiller eller et blæs, eller de krystaller Grimm før havde afvist. Han kæmpede under Grimms hold i sig, for at få frihed og mulighed til at forhandle. Han satte et knæ i madrassen og en fod mod gulvet og løftede sig op, væk fra GG, selvom han på ingen måde kunne få overkroppen med sig, ikke med GGs vægt imod den.

Han gispede forskrækket, resten af hans lyde kvalt imod madrassen, og stivnede i hele kroppen, da Grimms fingre gled op i ham. Der var ikke plads til hans fingre, Romeo ville ikke have dem, og han nægtede at lade Grimm slippe af sted med hvad end han havde gang i. Men i flere sekunder kunne han ikke bevæge sig, overvældet af skræk. Og på trods af, hvad Grimm gjorde ved ham, kunne han ikke slippe følelsen af at de var venner. Den Grimm han kendte, ville aldrig holde ham nede eller tvinge sig op i ham.
Romeo klynkede, et hulk hvor lyden stort set blev kvalt imod madrassen, men hans kropssprog sagde det lige så tydeligt; han bøjede i ryggen, spændte i skuldrene og hans vinger lukkede sig over hans hoved, i et nytteløst forsøg på at beskytte ham.

Endelig slog Romeo ud efter ham, på trods af at være tvunget til at slå blindt bag sig, uden styrke bag sine slag. Med sin anden arm fik han løfter sit ansigt langt nok op fra madrassen til at hvæse; "Stop! Stop det!"

Romeos slag ramte Grimm i brystet, men det kunne knapt nok mærkes. Der var ikke meget saft og kraft i den knægt lige nu.

"Hold kæft," vrissede Grimm irriteret. Han var ved at blive godt utålmodig, og han gad ikke slås alt for meget med Romeo. Han placerede sin frie hånd på Romeos baghoved og pressede hans ansigt hårdt ned i madrassen igen. Denne gang sikrede han sig ikke, at Romeo kunne få vejret, men pressede i stedet bare til, mens han arbejde videre med sin anden hånd. 

Ligegyldigt hvor meget Romeo sprællede, holdt Grimm ham nede, og det var først efter et par minutter, at det gik op for ham, at han nok hellere måtte sørge for, at drengen ikke ligefrem gik hen og døde. Det ville være en skam, når han nu havde investeret en hel uge i ham. Så Grimm tog en håndfuld af Romeos krøller og løftede hans hoved op med et fast tag i hans hår. 

"Er du ved at være grydeklar, hm?" brummede han og lænede sig lidt ind for at lade sin tunge slikke langs knægtens kæbelinje.

Det her var slet ikke den Grimm Romeo kendte. Grimm havde været rolig og venlig hele ugen, ikke hidset sig op over noget, givet Romeo plads, når han havde haft brug for tid til at komme sig over sin død, og inviteret ham med ud for at sætte fælder op, når han havde haft brug for noget at lave for at distrahere sig selv. Grimm var betænksom og rar, og det her... Det var ikke Grimm.

Bortset fra at det var. Det var Grimm, det holdt ham nede og snerrede af ham, Grimms hvis fingre tvang sig op i ham og fik Romeo til vride sig i hans greb, ligesom det var Grimm, der holdt hans ansigt nede i madrassen indtil han ikke kunne få vejret længere. Romeo var sikker på at han skulle dø her, igen, og at Grimm ville gøre ting ved hans lig, der var værre end maddiker, men så var Grimms fingre i hans hår og hans hoved blev løftet op, hvor han hev desperat efter vejret.

Han åbnede munden for at svare ham eller for at forsøge at forhandle igen, men da Grimms tunge rørte hans hud, gik der så voldsom en skælven igennem ham, at han fuldstændig glemte det.

"Stop," bad han igen, og denne gang knækkede hans stemme da han sagde det. Han lagde en hånd imod Grimms kæbe, tilsyneladende for at skubbe ham væk, men ledte med sin evne efter en følelse han kunne forstærke, der ville hjælpe ham. Hvad end det var, der fik Grimm til at forberede ham inden - dét forstærkede Romeo, uden at undersøge grundigere hvad det var for en følelse. Det havde han slet ikke tid til, hvis han skulle nå at stoppe ham.

Grimm havde allermest lyst til at slå Romeo for at få ham til at makke ret, også selvom vold var for tabere. Men... han blev af en eller anden grund mindet om, at Romeo jo var en investering. Et dyrt legetøj, som Grimm allerede havde investeret en masse tid i, og selvom ens legetøj ikke altid gjorde, som man ville, så skulle man behandle det pænt. Nogenlunde pænt i hvert fald. Det ville jo ikke være så godt, hvis legetøjet gik i stykker.

"Shhh," hviskede Grimm og fjernede Romeos hånd fra sit ansigt. "Vær en flink, lille fugl. Så gør det mindre ondt."

Smerte havde aldrig rigtigt været en del af Grimms lyster. Det var den mentale smerte, skuffelse, sorg, tab, frygt, han levede for, og de følelser kunne hurtigt blive overskygget, hvis emnet oplevede for intens smerte. Så slukkede hjernen helt, og Grimm fik ikke noget ud af det.

Han trak sine fingre til sig og tog fat om Romeo for at vende ham om og lægge ham ned på ryggen. Grimm ville se hans øjne, hans ansigt. Uden at holde Romeo nede længere (for hvor skulle knægten flygte hen? Selen holdt ham bundet til Grimm), rettede Grimm sig op for at klæde sig af. Han smed tøjet på gulvet og greb fat om Romeos lår og hev ham tættere på sengekanten, så Grimm kunne gnide sig op mod ham. 

"Træk vejret dybt, lille pipfugl," mumlede han med blikket rettet stift mod Romeos ansigt, mens han pressede sig ind i ham.

Da Romeos hånd blev fjernet, trak han den til sig som var han blevet brændt af Grimms berøring, kun for straks at lægge den imod Grimms brystkasse i stedet. Han var nødt til at skabe afstand, eller i det mindste forsøge.

Men da Grimm vendte ham om på ryggen, lå Romeo lammet, ude af stand til at kæmpe imod eller at forsøge at stikke af. Han lå bare dér og betragtede Grimm klæde sig af, med en tung sten i maven. Han rakte en hånd op til selen, som han greb fat om blot for at have noget at holde fat i; noget at gøre af sine hænder.

Han lukkede øjnene hårdt i, da Grimm hev ham tættere på sengekanten, og lagde også en hånd over sit ansigt, da han mærkede ham gnide sin pik imod sig. Han burde gøre noget. Intet havde nogensinde kunne få Romeo til at skamme sig, men da han lå der, lammet af frygt og med Grimm, der både var ubehagelig og samtidig mindede ham om at trække vejret, imellem sine ben, skammede han sig.

Han trak vejret, da han blev bedt om det, men hyperventilerede derefter med det samme. "Stop," bad han igen og hævede sig op på én albue, fordi han ikke kunne få sig selv til at slippe selen med den anden hånd. "Stop!" Gentog han, skingert, imens han kunne mærke Grimm trænge dybere ind i ham, med blikket rettet mod Grimms og med et fortvivlet udtryk i ansigtet.

Grimm kunne nærmest have nået sit klimaks blot ved udtrykket på Romeos ansigt, men der skulle dog lidt mere til end blot det. Han smilede og brummede dybt, jo dybere han trængte ind i Romeo, men da knægten begyndte at sætte sig op, lænede Grimm sig over ham og placerede sin arm og albue tværs over Romeos brystkasse. Han lagde vægt bag og tvang Romeo ned på madrassen igen, denne gang med Grimms ansigt kun få centimeter væk.

"Stakkels, lille fugl," gryntede han, mens han begyndte at bevæge sine hofter. Romeo var glat og varm omkring ham, og det var alt for lang tid, siden han sidst havde mærket et andet væsen på den her måde. "Du har sådan nogle smukke øjne."

Grimm nærmest sugede fortvivlelsen ud af Romeos blik, og han kunne ikke lade være med at smile, næsten grine, af den nydelse, det gav ham. Sengen knagede under dem og bankede rytmisk mod væggen, jo kraftigere Grimms stød blev.

Denne gang forsøgte Romeo at kæmpe imod, at forblive siddende, men Grimm var tung og stærk, og han blev tvunget ned i madrassen igen. Han håbede nærmest at han ville kunne lugte alkohol på manden, men der var intet andet end den sædvanlige lugt af sved og sødlig piberøg, og han vendte ansigtet til siden, væk fra Grimm, for ikke at se på ham eller dufte ham mere end nødvendigt. 

Tårer sprang frem i øjnene på ham, da Grimm omtalte ham som stakkels. Han følte sig stakkels og han følte sig meget lille. Hans vinger lå spredt ud over sengen og strakte sig helt ud til væggene, men denne gang hjalp de ham ikke. Han følte sig som en lille spurv, holdt nede af et rovdyr, uden nogen reel mulighed for at slippe væk, og et enkelt hulk undslap ham, da Grimm begyndte at bevæge sig. Det her var værre end bare at blive dræbt.
Han vidste, at han med sin evne og en enkelt berøring kunne tage Grimms følelse til sig som sin egen. Hvad end nydelse han fik ud af det her, kunne Romeo også få, hvis bare han ville, men tanken var ikke til at holde ud, og han knyttede begge hænder om selen, for at undgå at komme til at røre ved ham. 

Et svagt støn af smerte forlød ham for hver gang Grimm stødte ind i ham, ekkoet af sengens banken mod væggen. Det er overstået om lidt, tænkte han og en tåre trillede ned ad hver af hans kinder, da han lukkede sine øjne efter at Grimm havde komplimenteret dem. 

"Se på mig, lille Meo," brummede Grimm og tog fat om Romeos hage for at tvinge hans ansigt tilbage mod sit eget. Åh, hvor var der dog meget vidunderlig fortvivlelse og skuffelse i Romeos smukke øjne. Grimm kunne slet ikke holde sig tilbage, og han lænede sig ned for at kysse Romeos mund og tvinge sin tunge i den. Romeo vidste forhåbentlig bedre end at prøve at bide Grimm, men hvis han ikke gjorde, så var Grimm klar med endnu en straf. 

Hans grove hænder gled ned langs Romeos lange krop og tog fat on hans knæ, tvang dem opad mod brystet, så Grimm kunne støde endnu dybere ind i ham. Der var ikke længe til hans klimaks, men han forsøgte at strække den så langt som overhovedet muligt. Mellem dem gned hans bløde mave mod Romeos pik, frem og tilbage i takt med hans stød.