Dragonflower 08.12.2018 21:45
Netrish virkede først overrasket ved det pludselige skift i Hector, men satyrens ord fik hende til at forstå, og hun lagde armen om ham for at gengælde omfavnelsen.
"Frygt ikke. Det er ikke hans tid endnu" hviskede hun beroligende tilbage, inden de skiltes igen.
Elverens blå øjne faldt på Juno igen som de alle sad ned på ny, og nikkede til hans ord. En del af hende lagrede indformationen til senere. Det ville blive en del nemmere at finde ham, når hans tid oprandt, hvis han blev i Dianthos.. Og Netrish havde al intention om at være der, og sikre han ikke skulle krydse over alene.
Et øjebliks tung stilhed lagde sig, inden Netrish fugtede læberne, og svarede spørgmålet hun havde vist ville komme igen.
"Jeg var heldig" erkendte hun blankt
"Jeg blev solgt og sendt nordpå med skib, til Azurien, og dernæst fragtet til Opalslottet" hun stoppede kort og så op på de to
"der plejede at være en ruin der, i Diamantbugten, men den er nu genopført" indskød hun inden hun fortsatte
"Tilsyneladende var jeg at blive givet i gave til slottets herre, Valkar, for at skade hans rygte. Men han er en god, retskaffen mand, der gav mig min frihed på stedet, og tilbød mig husly til jeg igen var kommet til hægterne" fortalte hun, og en svag farve kravlede ubudt ind over hendes blege kinder, som hun talte om Opalslottets herre og taknemmeligheden var tydelig i hendes stemme. Netrish håbede dog det ville være nok for de to drenge. Hun ville ikke lyve for dem, men der var meget hun havde udeladt fra historien, og rejsen, absurditeten ved hendes ankomst, og hendes graviditet.
You got what everybody gets. You got a lifetime.
