Jaris udbrød en luftig latter over Kahns kommentar til Bea. Nej, så slemt var det altså ikke. Havde hun ikke været så irriterende, ville han muligvis have haft bare lidt ondt af hende. Han var til gengæld selv lykkelig over ikke at være på hendes side af dette scenarie.
Han fik også ret i sine antagelser, da han gættede sig til at det nok ville blive en dyr handel. Ikke at han ville ændre mening på grund af Kahns priser. Han var egentlig klar til at betale hver en krystal der skulle til, men blev nysgerrig over hvilken god pris der blev nævnt. Nu når det var Jaris, ville det jo næsten være underligt, hvis han ikke havde taget den sætning til at betyde noget lidt perverst. Derfor bredte der sig et lidt lummert smil over hans læber, idet han samtidig løftede en hånd lidt og skulle til at føre den hen mod Kahn buksekant. Så langt nåede han dog ikke, før han fik stukket flasken med den klare væske mod sig. I stedet for at føre hånden mod bukserne, ændrede den retning og tog imod flasken.

Selvom de fleste andre måske ville have udvist bare en anelse mistro til Kahns ord, gjorde Jaris det ikke. Han så den klare væske an, men tøvede ellers ikke med at sætte den for munden og drikke. Han så ingen grund til ikke at tro på Kahn. Hvis Kahn ønskede ham død, havde han nok allerede gjort forsøget. Derudover ville han jo miste en kunde, der var villig til at betale dyrt. Tiden ville vise om Jaris’ godtroende sind ville bide ham i røven senere, men han forventede det ikke.
”Jeg troede ellers det var dig der skulle betales, ikke mig.” Ikke at Jaris nogensinde ville brokke sig over noget, der ville kunne sende ham i ekstase, men med den gode pris, var han da mere forberedt på at skulle give Kahn lidt andet end krystaller. Han flyttede sig helt hen foran ham og stillede sig så tæt på han kunne, før han løftede hånden med flasken for at give den tilbage. Han var nødt til at vippe hovedet lidt tilbage, for at kunne se Kahn ordentligt. Jaris var ikke voldsomt høj selv, men han var alligevel vant til at være i selskab med lavere folk. Han så lidt afventende på ham, stadig med det lidt lumrer smil på læberne, som han pænt ventede på Kahns næste træk.

Kahn så på Bea, ret opgivende, for hun havde været noget af det mest irriterende offer han havde arbejdet med til dato. Ganske vidst var mange af hans ofre døde inden han i det hele taget kunne nå og teste ret meget på dem, men så var der altid de gifte og salver der ætsede huden, det behøvede de trods alt ikke at være i live for. Jo, det var væsentligt sjovere når der var vrid og skrig af smerte, men han måtte fra tid til anden nøjes med det næstbedste. Kahn’s syregrønne øjne rettede sig mod dæmonens hånd, der var på vej mod hans buksekant, men gjorde ikke den mindste bevægelse udover at række ham flasken. Udtrykket på dæmonens ansigt var på sin vis skuffende, men på samme tid gjorde han hvad der var blevet sagt og tømte flaskens indhold, hvilket fik et kækt smil til at sprede sig på hans læber.

Svagt trak Kahn på skuldrene over Jaris’ ord og sendte ham et kækt smil som dæmonen kom helt tæt på. Den tvedelte tunge kom ud mellem læberne som han så ned på Jaris ”Det du drak… Var modgiften til den gift jeg har… Man kan i og for sig sige du har fået en overdosis af det, men på den måde, er både du og jeg sikre på du ikke dør af dette” sagde han med et kækt smil kom han lænede sig ned mod dæmonens hals og uden nogen form for tøven, huggede han ud efter halsen og begravede sine tænder i det bløde hud. Der gik ikke længe før Kahn’s gift ville sprede sig i Jaris’ krop og give ham en følelse af en let svimmelhed, følelsen af at hænge i en tynd tråd mellem liv og død, men stadig være ved fuldkommen bevidsthed på samme tid, takke været den store mængde modgift der var i hans krop.

Meget kunne man sige om Bea, det stakkels pigebarn. Hun brokkede sig voldsomt meget og helt medgørlig var hun bestemt ikke, men lige meget hvad, så holdt hun fast i livet, som ingen anden. Hun var allerede blevet udsat for mere end rigeligt og mange andre ville have givet op. Men til besvær for Kahn, så kæmpede hun videre, velvidende at hun ikke ville slippe levende fra dette rum.
Jaris skænkede hende ikke en eneste tanke, som han stod der foran Kahn og ventede spændt. Hvad end han havde drukket, måtte det have et formål og det formål fik han forklaret et øjeblik efter.
"Det sætter jeg pris på," nåede han lige at kommentere, inden han mærkede Kahns tænder i halsen. Han udbrød et lidt anstrengt støn, for godt nok var han mere eller mindre vant til at blive bidt i, men da slet ikke på dén måde. Derfra gik der ikke længe, før han begyndte at blive lidt svimmel. Han måtte skynde sig at stille flasken på bordet, for ikke at tabe den på gulvet og så lagde han en hånd i Kahns nakke, borede neglene i for at holde sig oppe.

Det føltes underligt. Meget underligt. Jaris havde aldrig før været påvirket af noget og selvom han ikke var i tvivl om, at Kahn talte sandt, når han sagde at modgiften sørgede for han ikke faldt død om, så kunne han ikke lade være med at trække vejret lidt dybere. Han havde det som om, at han var ved at... forsvinde? uden egentlig at flytte sig. Derfor holdt han stadig fast i Kahn og jo mere den følelse tog til, fandt den anden hånd op til Kahns skulder, hvor han også tog fat. Trods sin meget underlige tilstand, lagde han alligevel mærke til Bea ud af øjenkrogen, der var i fuld gang med at kæmpe sig vej hen over gulvet og mod vinduet.
"Måske skulle vi have bundet hende alligevel," mumlede han lidt sammenbidt, men med et svagt smil bredt over læberne. Beas flugtforsøg gik utrolig langsomt, men hvis Kahn ville have fat i hende, så måtte han først få Jaris hen på madrassen eller ned i en stol, for han havde ikke i sinde at slippe Kahn, så længe de stod op.
"Er du helt sikker på at jeg ikke.... dør?" Spurgte han lige så mumlende under den tunge vejrtrækning. Han stolede da på Kahn, men selvom han stadig var ved fuld bevidsthed, så følte han sig underligt ikke helt forbundet til sin krop længere. Han var ikke helt sikker på hvordan han havde det med ikke at være i så meget kontrol, som han plejede at være.

Kahn havde stadig Bea i baghovedet, men vidste hun ikke ville have ret meget energi til at flygte alligevel, desuden ville hun sikkert vælte, taget i betragtning af hun efterhånden havde siddet på gulvet foran ham i noget tid, så der ville være lukket for blodet og så snart hun rejste sig, ville det sende en syndflod af blod til hendes ben. Kahn sukkede som han lod tænderne synke ind i dæmonens nakke. Han var ganske vidst ikke typen der aktivt drak blod, men når det var sådan noget her, så kunne han tildels og han havde fået en hunger for dæmonblod. Den krydrede smag var næsten det bedste ved det. De syregrønne øjne blev lukket i et kort sekund som han mærkede hvordan dæmonens negle borede sig ind i hans nakke, ivrig for at blive stående på sine ben.

Kahn skævede til Bea der var på vej mod vinduet og sukkede opgivende ”Hvad sjov er der i det?” sagde han med et kækt smil på læberne som han gik over mod sengen med dæmonen tæt til sig. Han fnyste ganske kort ”Ak og jeg troede i dæmoner var mere hårdføre… Du dør ikke, slap af… Men måske gør hun…” sagde han med et smil som han fik Jaris placeret på madrassen. De syregrønne øjne rettede sig mod Bea og langsomt tog han nogle skridt over imod hende, før han gik om foran hende og satte sig på hug. Hun stoppede et stykke fra ham ”Bea, kæreste… Du ved vel godt hvorfor det netop er dig vi valgte, ikke?” sagde han med et nærmest skræmmende venligt smil. Kahn’s ene hånd rakte ud efter Bea’s hage som han greb om den og lod de lange negle bore sig ind i pigebarnets kinder ”Du er helt speciel… Hvilket er derfor…” mere sagde han ikke for han satte af med sine ben og landede over Bea som faldt under ham.

Kahn satte en hånd på hendes ryg og holdt hende nede som han selv fik sat sig op hen over hende og rettede blikket mod Jaris. Et næsten dystert smil kom frem på Kahn’s læber ” Så Jaris… Nu er hun jo en af dine… Så du skal da have æren af at bestemme det arme pigebarns skæbne” sagde han og greb i Bea’s hår og holdt hendes hoved op fra gulvet.

Som Jaris stadig holdt godt fast i Kahn, for ikke at føle, at han var ved at falde, smågrinede han lidt over hans kommentar. Han skævede mod Bea, der desperat prøvede at slæbe sig videre hen over gulvet, men det gik stadig langsomt. Nej, det ville nu ikke være det samme, hvis hun var blevet bundet fra starten.
"Jeg er da hårdfør. Jeg kan håndtere utrolig meget sukker," grinede han, for selv i sin meget underlige tilstand, af følelsen af at være fuld eller høj på rusmidler, kunne han selvfølgelig ikke lade være med at komme med sine sædvanlige, dumme kommentarer. Han spændte lidt ekstra op i armene, som Kahn flyttede ham hen på madrassen. Han lagde sig ned og lukkede øjnene kort, idet han lige skulle tjekke om han nu alligevel faldt hen, hvis han ikke holdt sig vågen. Men nej. Så han åbnede øjnene igen og løftede sig op på albuerne, så han lige kunne følge med i Kahns leg med Bea.

Jaris fulgte Kahn med blikket og trods han følte, at han måtte kæmpe lidt for at holde øjnene åbne, formåede han alligevel at følge ordentligt med. Han så næsten helt tilfreds ud, som Kahn gav ham ansvaret for den stakkels piges skæbne.
"Hun ligner en der kunne bruge lidt kærlighed, Kahn," sagde han og så mod Bea, der hurtigt rettede et helt håbefuldt blik mod Jaris. Han fik det jo næsten til at lyde som om, at han havde tænkt sig at lade hende gå. Men det var ikke tilfældet.
"Bid hende," sagde han kort efter, idet han rettede blikket tilbage på Kahn. Han var jo udmærket godt klar over, at hun ville dø inden længe, hvis Kahn bed hende.
"Og så kom tilbage og hold fast i mig, ellers tror jeg, at jeg forsvinder." Selvom det ikke havde været tilfældet endnu, kunne Jaris stadig ikke slippe følelsen af, at han ville svæve væk, hvis han ikke blev holdt på plads. Så han måtte også lige gribe fat i lagnet under sig, bare for en sikkerheds skyld.

Kahn lod den tvedelte tunge komme ud og fnøs ganske kort ”Sukker… Ak ja” sagde han og kluklo. Sukker ville han sikkert få brug for efter dette, for dæmonen ville sikkert ikke have alverdens energi tilbage, taget gift og modgift i betragtning. Når effekten begyndte at stilne af, ville man som regel blive efterladt ret forvirret og omtåget, men det var altid noget der forsvandt igen, efter noget hvile.

Kahn så Bea’s nærmest håbefulde øjne da Jaris sagde ordet kærlighed, men det forsvandt næsten lige så hurtigt det var kommet, for de næste ord fik hende bestemt til at gyse, hvilket fik de syregrønne øjne til at lyse op. Med et ryk rev han hendes hoved til siden og uden tøven, borede han sine tænder ind i hendes hals og lod sin gift blandes med hendes blod. Som han slap hende, så han mod Jaris, der bestemt så ud til at være i en helt anden verden. Med et smil på læberne gik Kahn over til den nærmest døende Jaris og satte sig om bag ham, skubbede lidt på hans ryg så han lå mellem hans ben og mod brystkassen ”Og nu… Går der cirka et minut” sagde han og så ned mod dæmonen i hans favn. Bea var langsomt begyndt at mærke effekten af hans gift, hvordan hun blev let til hovedet, hvordan hun langsomt begyndte at mærke hvordan hendes hjerte kæmpede med at få blodet rundt i hendes krop og til sidst stoppede hendes bevægelser.

Jaris kunne ikke lade være med at smågrine over Kahns kluklatter. Han fandt det tydeligvis mere morsomt, end nogen anden ville gøre, og om det var grundet giften eller bare hans generelle dårlige humor, var han ikke helt klar over. Men der var noget om det. Jaris kom med et par næsten lydløse, små smask. Han kunne godt bruge noget sukker allerede nu. Det var nok mest bare hans lidt for store behov for sukker, nu hvor han trods alt var blevet godt afhængig af det gennem flere hundrede år. Effekten var dog ikke begyndt at stilne af endnu.

Den dybe skuffelse i Beas øjne var overvældende, som Jaris bad Kahn om at bide hende. Var hun ikke så påvirket af alle de ting, som Kahn havde udsat hende for, ville hun uden tvivl have skreget noget så forfærdeligt, men det var kun udtrykket i hendes ansigt, der antydede det. Ingen lyd kom fra hende, udover en hel masse rallen. Jaris holdt blikket på hende, betragtede hende intenst, som han egentlig havde lidt svært ved at fokusere ordentligt. Først da han mærkede Kahn bag sig, fjernede han kort blikket fra hende. Han lænede sig godt tilbage mod Kahn, han havde vist ikke rigtig så meget valg, og så lagde han hovedet let på skrå, som han rettede blikket mod Bea igen.
”Og mig? Hvor lang tid før jeg bliver… normal?” Hans stemme var let og luftig som han talte og i stedet for at holde fast i lagnet under sig, greb han fat i Kahns ene bukseben, mens han fortsat betragtede Bea. Der gik ikke længe, kun det lille minut, før hun stoppede med at kæmpe og faldt helt sammen på gulvet.
”Hm.. Effektivt…” Mumlede han. Han kunne da bestemt ikke brokke sig over ikke at få noget for krystallerne, for Kahns gifte virkede upåklagelige. Han lænede hovedet tilbage mod Kahns brystkasse, så han kunne se op mod ham.

Kahn’s grønne øjne lyste nærmest op som han sad der og betragtede Bea der langsomt begyndte at mærke giften, dog blev blikket rettet mod dæmonen som han greb fat i buksebenet. Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Ikke nok med at modgiften gjorde ham ør i hovedet, så ville Kahn’s gift også gøre det ret svært at fokusere ordentligt. De lysende øjne rettede sig mod Jaris som han trak på skuldrene ”Orh, der går omtrent halvanden time” sagde han ganske køligt. Han var helt klar over at dæmonen ikke ville dø inden for de halvanden time, men hvis Kahn ikke var sikker på tiden, så kunne det ende galt på ganske kort tid.

Kahn’s blik rettede sig på Bea som hun blev stille og som Jaris lænede hovedet tilbage mod hans brystkasse og så op på ham, blev blikket rettet mod dæmonen. En hånd gled op over dæmonens arm og over hans hals, til hans hage hvor han greb omkring og lænede hovedet ned mod dæmonen, kun med ganske få centimeter fra hans ansigt ”Jeg går ingen steder… Jeg bliver her indtil du har det godt igen” sagde han med et kækt smil, som den tvedelte tunge gled over læberne.

Jaris smågrinede lidt over Kahns ord, som om han tog hans svar som en dårlig joke. Halvanden time uden at have særlig meget kontrol over sin egen krop, det var helt bestemt ikke sådan Jaris foretrak at bruge sin tid. Trods han egentlig følte sig utrolig afslappet, på en helt anden måde, end han nogensinde havde gjort før, så kunne han ikke ryste ubehaget af sig heller. Afslappet, ja, men måske lidt for afslappet. Men Kahn havde flere gange forsikret ham om, at han ikke ville blive helt så slap, som han lidt frygtede, hvilket gjorde ham en anelse mindre utilpas. Kahn forsikrede ham også om, at han ikke ville ville gå nogle steder, at han ville blive indtil effekten fortog sig.

Jaris lod kort øjnene glide i, som han lige forsøgte at samle sig bare lidt. Han sukkede lettere nydende, som han mærkede Kahns hånd, der gled fra armen og op mod halsen, hvor den greb fat. Så åbnede han øjnene igen og mødte hans blik.
"Er det meningen, at jeg skal betale dig inden effekten forsvinder?" Spurgte han halvt hviskende, som han rettede ryggen en smule, for at få sine læber lidt tættere på Kahns. Samtidig førte han stille og roligt den frie hånd om bag sig, ned mellem Kahns ben, hvor han gav sig til at kærtegne. Den anden hånd holdt stadig godt fast i buksebenet, bare så han følte sig nogenlunde sikker på ikke at forsvinde helt. Kahns bukseben fungerede lidt som et sikkerhedsnet lige nu. Men lige meget hvor underligt han havde det, så ville han da stadig gerne betale Kahn med lidt andet end bare krystaller. Det ville være mærkeligt, hvis det tilbud ikke kom fra Jaris, for det gjorde det altid.

Kahn hævede et øjenbryn som dæmonen smågrinede lidt over hans ord ”Halvanden time… Er lang tid Jaris… Halvanden time i min varetægt i dette stadie, kommer til at føles som… En uendelighed” sagde han med et lettere dystert smil på læberne. Det var ikke fordi han havde planer om at skade dæmonen, for så havde han gjort det for længe siden, inden han havde afprøvet de gifte på Bea.

De syregrønne øjne søgte dæmonens og et kækt smil kom frem på hans læber som Jaris talte. Kahn flyttede sig ikke den mindste smule som dæmonen rettede sig op og han kunne næsten mærke hvordan deres læber mødtes, men der var stadig et lille stykke vej og det havde Kahn ikke tænkt sig at lade forsvinde endnu. Han smilede kort til dæmonen som hånden kom mellem hans ben og begyndte at kærtegne.  Kahn’s frie hånd gled ned over Jaris’ overkrop og stoppede ved buksernes kant ”Betaling? Hmm det lyder jo næsten som om du indikerer til noget” sagde han med et kækt smil på læberne som han lænede sig ned til dæmonen og lod bed let i dæmonens underlæbe som hånden ved buksekanten gled længere ned, stadig uden på bukserne og begyndte at kærtegne dæmonen.

Jaris lyttede til Kahns ord, som han i forvejen havde taget det hele som en dårlig vittighed, men egentlig godt vidste, at det var alvor. Han var bare ikke forberedt på at skulle have det sådan her, så underligt, i halvanden time mere. Og Kahn havde ret. Det ville komme til at føltes som en evighed, men Jaris var nu alligevel overbevist om, at Kahns selskab ikke ville gøre det værre. Tværtimod. Trods Jaris teknisk set ikke ville være alene, hvis Kahn skred, fordi Beas livløse krop stadig lå i den anden ende, så var han glad for ikke at skulle være foruden slangefyrens selskab.

Jaris var ikke i stand til at bruge flere, end de få kræfter han allerede brugte, på at rette ryggen nok til at få sit ansigt tættere på Kahns. Derfor måtte han pænt vente, til Kahn rykkede sig resten af vejen, men det gjorde han ikke.
”Du burde ikke være i tvivl, Kahn. Jeg indikerer altid til noget,” sagde han let smilende mellem et par nydende suk, som han mærkede hånden glide ned over overkroppen og længere ned. Så var det da bare en skam, at det kun var uden på tøjet. Jaris forsøgte at tage den skridtet videre, og gav sig i kast med at prøve, at få åbnet Kahns bukser, men med den kærtegnene hånd mellem hans egne ben og den manglende koncentration, takket være Kahns gift og modgiften, var det jo næsten umuligt.
”Hjælp mig,” bad han, godt nok lidt sammenbidt, for det var da direkte pinligt at skulle bede om hjælp til det. Jaris bad aldrig om hjælp. Slet ikke til at få tøjet af andre.

Kahn kunne helt lade være med at smile lidt for sig selv over hele denne situation. Gad vide hvordan dæmonen ville have det, hvis han selv var smuttet og havde efterladt dæmonen med Bea’s døde krop? Ak ja, han var vel en gentleman på et eller andet punkt, trods han nok ikke helt ville indrømme det.

Kahn så ned på Jaris med et kækt smil på læberne ” Ja, det har jeg skam ikke været et sekund i tvivl om” sagde han og holdt det kække smil. Det var næsten sødt at se hvordan dæmonen havde brugt de sidste af hans kræfter for at komme tæt på, dog ikke tæt nok, for Kahn holdt sig stadig på afstand fra dæmonen, bare lidt endnu. Kahn smilede for sig selv som han med snilde begyndte at løsne dæmonens bukser, men stoppede som han bad om hjælp. Kahn lænede sig det sidste stykke vej ned mod dæmonen ”Mhm… Hvad hvis jeg nægter, hmm?” sagde han imod dæmonens læber. Da dæmonens bukser var blevet løsnet nok, lod Kahn hånden glide under bukserne og lod en finger glide over hans lem. Et smil spredte sig på hans læber inden han lænede sig det sidste stykke mellem dem og lod deres læber mødes, dog kun ganske kort inden Kahn igen trak sig tilbage, blot for at se dæmonens reaktion, da han tog omkring hans lem og langsomt begyndte at bevæge hånden.

Jaris smilede, som Kahn sagde, at han ikke var i tvivl. Det ville næsten også komme bag på Jaris hvis han var, for det var bestemt ikke unormalt for ham at lægge op til noget, lige meget hvad han sagde. Jaris havde et talent for at dreje enhver situation til noget lummert, hvilket meget ofte var endt i en lussing, eller det, der var værre, men ikke i Kahns selskab. Nej, den giftige mand var vist mindst lige så beskidt i sin tankegang, trods han var bedre til at skjule det, end Jaris var.

Hvis bare Kahn så ville rykke sig det sidste lille stykke, så han kunne nyde godt af hans læber, men så villig var han altså ikke endnu. Han skævede kort mod Kahns hånd, der gav sig til at løsne bukserne og derfra var det ikke svært at se, at der kom rigeligt liv dernede. Man kunne næsten se skuffelsen i de orange øjne, som Kahn hentydede til at ville nægte. Nu havde Jaris endda bedt pænt og hans hjælp!
”D… Det må du ikke,” sagde han, mere eller mindre ment som en ordrer, selvom den bedende tone sagde noget helt andet. Han ville ikke være ham, der ikke engang kunne få åbnet et par bukser.

Jaris forsøgte stadig at få åbnet Kahns bukser, med de fumlende fingre, men det gik ikke helt efter planen. Endnu mindre, når han blev distraheret af fingeren, der strøg hen over hans lem og derefter det alt for korte kys, han ivrigt gengældte.
Jaris strakte halsen, i et lille forsøg på at fange Kahns læber igen, men udbrød i stedet et nydende støn, idet Kahn tog fat om ham. Han kunne ikke fokusere nok til at fumle videre med fingrene mellem Kahns ben. I stedet trak han hånden til sig, for at gribe fat i det andet bukseben. Han satte hælene i madrassen og skubbede sig lidt dovent bagud, endnu tættere ind til Kahn.
”Du må ikke stoppe,” hviskede han, som øjnene gled i, i et tungt suk. Han havde vist ændret mening. Kahn måtte godt nægte at hjælpe nu, men han måtte ikke stoppe.

Kahn havde næsten lyst til at pine dæmonen yderligere, bare for at se ham blive mere ynkelig. Han elskede hvor lidt magt dæmonen havde, hvordan han havde en kamp med Kahn’s bukser. Han trak sig et lille stykke væk fra dæmonen og smilede kækt smil ham ”Må jeg ikke? Årrh” sagde han og holdt en kort pause, blot for at læne sig ned til dæmonen igen ”Du er slet ikke i stand til at give ordrer, kæreste Jaris… Slet ikke i dit stadie” sagde han mod dæmonens læber, som de giftgrønne øjne søgte dæmonens gyldne øjne. Han trak sig igen og så dæmonen der gav op på at løsne bukserne og i stedet greb fat i det andet bukseben, som han fik presset sig selv yderligere op af ham.

Kahn’s frie arm, gled under hans arme og hold omkring brystkassen af ham, ikke så han ikke kunne få luft, men blot så han blev holdt på plads. Han lænede sig ned og lod tungen glide over dæmonens læber, før han nappede i underlæben. Hans hånd omkring dæmonens lem, satte han lidt op i fart og sendte dæmonen et kækt smil ”Mhm, det var skam heller ikke min hensigt” sagde han og lod fortsat sin hånd kærtegne Jaris.

Jaris havde sjældent følt sig så ynkelig og Kahn gjorde vitterligt intet, for at hjælpe på det. Han var rigeligt i stand til at give ordrer, bare ikke i stand til at gøre noget ved det, hvis Kahn ikke ville adlyde. Han var vist klar til at genvinde kontrollen igen, men det var stadig over en time til, at effekten ville give slip. Hans blik blev fanget af Kahns, men de orange øjne var langt fra så til stede, som de plejede at være. Hans blik var lidt fjernt, som han også blev distraheret af hånden i sine bukser.

Med den støttende arm omkring sig, kunne Jaris slappe bare en anelse mere af, idet han ikke behøvede at bruge så mange kræfter på at holde sig ret. Han sukkede let mod Kahns læber og smilede svagt over hans kommentar. Som han sad der og stønnede let af Kahns behagelige berøring, kunne han ikke undgå at komme i tanke om noget.
”Kahn… Jeg har et problem,” mumlede han luftigt mellem et par støn. På et eller andet tidspunkt regnede han jo med, at der skulle ske lidt mere, end der gjorde nu og sådan som Jaris foretrak det, havde han ikke kræfter til.
”Jeg kan ikke… tage dig…” Den sætning gjorde direkte ondt at sige. At indrømme, at han ikke var i stand til at udføre det akt, som han ellers altid gjorde til perfektion, hvis man spurgte ham.

Kahn kunne ikke lade være med at fryde sig lidt. Dæmonen han var blevet advaret om, lå her i hans favn, nærmest ikke til stede. Det var tydeligt at både giften og modgiften havde sparket ordentlig ind, så nu kunne han nærmest gøre hvad han havde lyst til, uden dæmonen ville ikke være i stand til at gøre ret meget ved det. Men lidt pli havde Kahn alligevel, så han gjorde blot hvad dæmonen selv havde lagt op til, trods andre ideer også poppede op i det forskruede hoved. Hånden i dæmonens bukser, bevægede sig stille og roligt, uden stress og jag, for Kahn vidste der nok skulle blive rigeligt af tid til netop det.

Et kækt smil bredte sig på hans læber som han hørte dæmonens suk der blev efterfulgt af nogle ord. Han selv sagde intet, men ventede til han var færdig med at færdiggøre sætningen. Kahn hævede det ene øjenbryn ”Årh, hvilken skam for dig, Jaris… For jeg har også andre aftaler… Havde regnet med tøsebarnet ville dø hurtigere.” sagde han og holdt det kække smil lidt på læberne endnu inden han langsomt lod den tvedelte tunge glide over sine læber og næsten strejfe dæmonens, blot for at pirre ham lidt mere.

Kahn tog hånden til sig og lod Jaris sidde som en slaskedukke op af ham ”Jeg har noget til dig… ” sagde han som han med en lille smule besvær, fik viklet sig fri fra ham og kom på benene igen. Han gik tilbage til bordet og langsomt begyndte han at pakke de gifte som Jaris ikke skulle have. Kahn så sig over skulderen på den ret hjælpeløse dæmon og holdt en mindre flaske op ”Drik det… Det fremskyder modgiften og du bliver hurtigere sober.” kom det fra ham som han gik over og satte sig på hug ved siden af Jaris. Men kun et ganske kort sekund inden han atter rejste sig for at samle resten af de ting han skulle have med igen. Det tog ham måske fem minutter i alt før alt var pakket væk og han mere eller mindre var klar til at smutte igen.

Kahn vendte sig mod Jaris og sendte ham et kækt smil ”Mind mig om at komme igen, når jeg ikke har andre aftaler… ” sagde han med et smil ”Giften virker perfekt på dig. Ville være sjovt at se hvor sølle du i længden kan blive.” sagde han og gik mod døren og greb i håndtaget ” Og lad nu være med at dø så længe… Du er ikke sjov at lege med hvis du er død.” sagde han med et slesk smil på læberne. Dette var Kahn’s sidste ord inden han forsvandt ud fra rummet og fra bordellet. Videre til den næste kunde.

De alt for langsomme bevægelser Kahn gjorde med hånden, ville normalt ikke have været godt nok for Jaris. Han ville hurtigt have krævet mere, hvis det ikke havde været for giften, der flød gennem hans system. Lige i dag satte han pris på de langsomme bevægelser, for alt andet ville næsten være for overvældende.
Jaris vidste ikke helt hvad han havde forventet. Måske bare lidt hjælp fra Kahn? Lige meget hvad, så forventede han da helt klart andet end han fik, som Kahn nu lød til at ville forlade ham. Tungen der næsten strejfede hans læber, gav ham håb endnu, men det blev vist også taget fra ham, da han også trak hånden til sig igen. Så snart han rejste sig faldt Jaris sammen med en direkte utilfreds lyd.
”Nej nej, du kan ikke gå nu!” Med lidt besvær fik han løftet overkroppen og lagt albuen mod madrassen for ikke at falde helt ned igen.

Jaris lukkede øjnene og rystede kort på hovedet, i et forsøg på lige at gøre sig lidt klarere i hovedet, men det hjalp ikke. Først da Kahn kom tilbage med den lille flaske, åbnede han øjnene igen. Det var et lidt skeptisk blik han sendte flasken og derefter Kahn, som han tydeligvis ikke var helt tilfreds med ham. Men han tog da imod flasken. Havde han ikke været så slatten, ville han uden tvivl have protesteret noget mere, men han var da godt klar over at det ikke ville nytte. I stedet kunne han surmule i stilhed, som han åbnede flasken og hældte indholdet i sig.

Inden han vidste af det var Kahn klar til at gå og mens han talte stirrede Jaris på ham, med et helt forvirret udtryk. Han åbnede munden flere gange for at sige noget, men han kunne ikke rigtig vikle hovedet om nogle ord. Lige indtil Kahn tog fat i håndtaget.
”Kahn! Kom tilbage, din kujonagtige slange! Jeg sagde du ikke måtte stoppe!” Som Jaris råbte efter Kahn forsøgte han at rejse sig, men hver gang han var lige ved at komme på benene, skvattede han igen. I stedet prøvede han at kravle hen mod døren og selvom det virkede, tog det alt for lang tid. Kahn var for længst væk.
Det skulle han få betalt næste gang. Man skred ikke fra Jaris midt i sådan en leg.