Først lød det trampende og hastende skridt henover dækket. Og så lyden af hud mod hud, idét Fjell daskede til Minas ene hånd, som købmanden daskede uartige børns hænder væk fra slik eller andet godt, der stod fremme. Der blev ikke ytret et ord til goplepigen, og straks derefter blev Bastian løftet op i stærke arme. Der var måske ikke den største højde forskel på de to mænd, men Fjell var klar mere bredskuldret og fysisk stærkere end den unge mand, der egentlig også var bedre til at undvige, springe omkring og udnytte en modstanders ubalance.

Bastian var ikke alt for godt tilredt. Han var ikke engang ordentligt ved bevidstheden længere, og hans ansigt diskret vrængede sig smertende. Han hang lidt slapt i Fjells arme, og Fjell var langt fra lige så forsigtig med knægten, som han ville have været overfor en kvinde. En mand kunne trods alt holde til mere. Så efter at have sikret, at han havde et stabilt nok løft om Bastian, faldt hans mørke øjne endelig tilbage på Mina med det samme hårde blik. Det eneste der havde ændret sig var det lille hint af bekymring.
”Hmpf!” brummede han henkasteligt og trådte så ellers blot forbi halvdyret, som hun sad der, halvnøgen og sikkert bange for, hvad der var sket. Han gik med direkte kurs mod samme dør, han var kommet ind ad, men efter et par lange skridt talte han, dog stadig uden at vende sig om mod hende.

”Skynd dig, sirene. Jeg ved ikke, hvad du har gjort ved ham, men hvis det ikke bliver set til hurtigt, frygter jeg det værste. Du bliver nød til at forklare mig, hvad der dog er sket med ham, så jeg kan gøre noget ved det.” At hun muligvis ikke ville kunne gå, havde ikke faldet ham ind. Hun var tydeligvis civiliseret nok til at tale forstående. Og hun kunne få ben, så hvorfor skulle hun ikke også kunne bruge dem? Han havde i hvert fald hænderne for fulde til at hjælpe hende. Hun virkede som en der kunne finde en løsning. Han fortsatte så ellers. Heldigvis havde han ikke lukket døren ordentligt bag ham, så det var nemt at åbne den op med en fod og dermed komme videre indenfor i skibets indre. Et indre der virkede større end det så ud til at være udefra. Og som var badet i varmt lyd fra hængende lamper, der virkelig fremhævede den klamme, koldsvedsfornemmelse hos Bastian.

Mina kiggede med store sørgmodige øjne op på Fjell, som hendes hånd blev dasket væk. Hun ville jo bare tjekke at Bastian var okay, fordi hun før havde set hvordan hendes fangearme kunne skade folk mere end hvad godt var. Det gjorde ikke så meget nede i havet, da der var mere kendskab til gopler, men heroppe, var det kunne hende der kunne have nogen som helst idé om hvad der kunne gøres.

Det virkede dog til at Fjell helst ikke ville have Mina i nærheden, så hun blev siddende på dækket, som Bastian blev taget væk fra hende, indtil at hun hørte at hun blev bedt om at komme med. Hun var stadig ikke enig i navnet Sirene, men det var jo ikke alle der kunne huske regulære navne vel?
Rent faktisk at følge efter var dog ikke ligeså nemt som Mina havde forventet. Hun havde set hvordan de andre gik, så selvfølgelig forsøgte hun at komme op på benene, for at følge efter, men hendes ben vaklede, og virkede slet ikke til at have musklerne til at stabilisere hende, eller også manglede hun selv balancen til det, så hun faldt meget hurtigt ned på knæ igen. Men hun ville følge efter, så hun prøvede at komme op på benene igen, og gik et par skridt før at hun faldt sammen igen. Derefter begyndte hun nærmere at kravle efter Fjell.

Hun havde ikke rigtig tid til at kigge sig omkring i det indre af skibet, da hun efterhånden var fokuseret på Bastian, og at hun også blev nødt til at forklare Fjell hvad der var sket med Bastian. "Han... han rørte en af mine....." hun tog fat i fletningen der hang ned på gulvet, som hun havde samlet fangearmene i. "Men han sagde at han havde det fint, så jeg troede ikke at der var noget galt!"

Fjell var ikke en modbydelig og følelsesløs mand, og den hårde attitude havde hovedsageligt kun været til for Bastian. Ikke Mina, da hun som sådan ikke havde gjort noget forkert. Lige indtil drengen havde mistet bevidstheden, og så var hun den nærmeste forklaring. Men et forfærdeligt menneske uden et hjerte, var han ikke, så allerede da han hørte det første bump bag sig, havde han stoppet op for at se tilbage. Det burde virkelig ikke have kommet bag på ham, at pigen ikke kunne gå, og han havde endda i sit hoved gjort sig parat på at tvinge hende til at kravle, hvis det var det eneste hun kunne, men at se hende falde og prøve igen, som et nyfødt dådyr, rørte både sømandens hjerte og medlidenhed.
En beslutning blev dermed taget, og efter et par lange skridt, stod han foran hende, vendte ryggen til hende igen og kom ned på hug. Det var besværligt at skulle se til to uden evnen til at gå, og endnu mere besværligt at gøre tegn til, hvad han ville have hende til. Så for en stund blev Bastian langt tilbage på dækket, så han havde hænderne fri til at først klappe henvisende på sine skuldre og derefter fumle med at tvinge – hvis hun da ikke var meget for det – hendes spinkle arme omkring sine skuldre og hals. ”Hold godt fast.” Bastian kom tilbage i hans favn og med anstrengelser rejste Fjell sig stærkt op igen. En bevidstløs dreng i armene og en halvnøgen pige på ryggen.

”Tro ikke på det, når en mand siger, at han har det fint,” svarede Fjell, som han atter begav sig ind dybere ind i skibet med sit slæb. ”Det er meget sjældent, at du vil finde en mand, der lader sin stolthed blive såret af at indrømme, at en lille skramme svier. Det har siden tidernes morgen været enden på mange mænd. En enkelt ignoreret splint kan få fingre til at dø og visne, hvis ikke set til.” Der var ikke rigtig noget der fortalte, at denne mand var at finde i samme kategori, men han måtte trods alt havde den viden fra et eller andet sted. Og det var altid nemmere at påpege andres fejl end sine egne. Særligt når det var samme laster.
Inden længe ankom de til en lille hyggelig aflang kahyt, med to enkeltsenge bygget ind i hver sin væg over for hinanden. Begge var tomme, så Bastian blev lagt i den ene, før Mina blev møvet af på gulvet. Stearinlys blev tændt og der kom lys. Dog ikke længe, for Fjell var fluks til at dirigere hende mod en taburet før han begyndte at lede diverse kroge af kahytten igennem.
”Du sagde, at han rørte ved dit hår. Kan du forklare lidt bedre, hvad der ved dit hår kan gøre sådan ved en ung knægt?”

Mina forstod i starten ikke hvad Fjell ville have hende til, men som han begyndte at gøre tegn til skuldrene, blinkede hun lidt, før at det gik op for hende, at det var ligesom da hu havde været lille, og hun var træt af at svømme. Så var der nogen der havde båret hende på deres ryg. Ikke at hendes minder rakte længere end at huske det vage minde om lige netop den situation.
Hun kravlede hen til ham, og lagde forsigtigt sine arme om hans hals, men hun gjorde sit bedste for at holde fangearmene væk fra ham, så de bare faldt ned af hendes egen ryg. Hvis Bastian var så hårdt ramt, så var der en sandsynlighed for at Fjell heller ikke kunne tåle det.
Det føltes dog underligt som Fjell rejste sig op, og Mina kunne praktisk talt mærke tyngdekraften på hende, stærkere end når hun sad ned, og en anelse stærkere end når hun forsøgte at stå op. Det var en underlig følelse, når man var vant til havet, og hun måtte alligevel anstrenge sig for ikke bare at give slip på Fjell og synke tilbage ned på dækket.

"Men hvorfor vil man dog lade det stå i vejen? Der er mange farlige ting, så det er da bedre at få tilset sine skrammer hvis man kan," svarede Mina tilbage, uforstående hvorfor noget som fjollet som stolthed kunne stå i vejen. Hun havde set dybhavsvæsnerne i havet, og vidste hvor farligt det kunne være at få selv de mindste skrammer. For ikke at nævne at hun havde før set væsner og havfolk reagere på hendes fangearme. Det var farligt.

Hun gav glædeligt slip på Fjell, og mærkede det solide underlag under hende. Hernede føltes luften ikke helt så tung, som når hun hang ned fra Fjell. Hun kiggede lidt undrende på taburetten, før at hun formåede at møve sig op på den, så hun sad næsten som et almindeligt menneske, selvom den nøgne krop stadig fortalte en lidt anden historie.
Hun pillede lidt ved et par af de låse fangearme der ikke var kommet ind i fletningen. "Altså.... jeg plejer normalt at fange mad med dem," sagde hun stille. "Men, folk har en tendens til at blive syge når de rør ved det. De bliver helt røde, og hæver op! Jeg gør det ikke med vilje!" Det var sjældent hun faktisk var blevet omkring folk der havde fået de varige mén af dem, så hun kendte ikke rigtig omfanget af evnen.

”Unge mænd som Bastian her lærer desværre bedst ved at støde på konsekvenserne frem for at sin kære mor fortæller det. Der er jer piger født med mere fornuft i hovedet,” forklarede Fjell i god tro om, at det da var det bedste svar til hendes manglende forståelse. Der var ikke nogen videnskabelig forklaring, og hvis der var, ja, så sad han ikke inde med den. Han gav heller ikke udtryk for at accepterer yderligere spørgsmål, der ville grave dybere. For var der virkelig nogen dybere forklaring på emnet? Narh.

Endelig trak den mørkhårede sømand ud i den rigtige skuffe og ytrede sig ligeledes i et tilfredst ”Ah!”, inden han fluks flyttede et par ting og sager, så han kunne få fat i lige netop dén krukke, der formentligt indeholdte, hvad der kunne bruges. Krukken var af ler og ikke meget større end, at han fint kunne kuple sine fingre omkring den. Krukken blev flyttet til den anden ham, hvorefter han for en sikkerheds skyld tog en anden krukke af en lidt anden farveglasur op. ”Syge ligefrem? Puh, det tegner ikke godt så,” udåndede Fjell, som han passerede Mina på vejen tilbage mod Bastian, der stadigvæk bare lå på grænsen af bevidsthed og lavede nogle være grimasser med ansigtet, der tilmed var dækket af sved nu. Til det punkt at sveden var synlig i perler på hans pande.
”Men med vilje eller ej, så hjælper det ham ikke vel?!” Det ville næsten have været bedre, hvis det var noget, der blev gjort med egen vilje. På den måde ville det være nemmere at finde ud af, hvad der var sket. Fjell rystede lidt på hovedet af Mina og slentrede de sidste par skridt hen til Bastian, hvor han satte sig solidt ned på hug. Lagde krukkerne fra sig på sengen for at tage et bedre gik på den unge sømands hånd. Og ganske rigtigt var den både rød og hævet. Men kun i det mønster, hvor usynlige strenge havde lagt sig.

”Ved Valeria og alt hun har kært, knægt. Du finder altid måder at få dig selv i problemer. Det ligner umiddelbart, at han har brændt sig på en brandmand, hvilket der i det mindste er muligt at tilse,” lød det mumlende og eftertænksomt fra manden. Han så kort hen mod Mina - eller rettere sagt; hendes hår. Og så ellers tilbage til Bastian og hans hånd. Det gav fin nok mening, så med et pop var proppen af den ene krukke og en god mængde tyk og blålig salve blev samlet op med pege- og langfingeren og derefter smurt i et tykt lag henover de røde afmærkninger. Dette fik endnu flere grimasser frem på Bastians ansigt. Det sveg ikke. Det brændte til gengæld. Som tøris.
”Det burde tage det værste for nu.” Skulle Bastian have brug for en healer, så lå de heldigvis ikke alt for langt fra kysten. ”Kaptajnen bliver ikke vitterligt tilfreds, når han hører om det her.”

Mina kunne ikke forstå hvorfor der skulle være forskel pga. et sølle køn, men på den anden side så virkede det til at Fjell vidste rigtig mange ting om hvordan verden hang sammen, så det var vist bedre bare at tage hans ord for det.

Da Fjell spurgte om at de blev syge, nikkede hun meget fast. ”Ja meget, de stopper med at bevæge sig alt for meget, men det er kun hvis de er..” hun stoppede og tænkte sig kort om, før at hun forsatte. ”Ja, hvis de har rørt for mange af dem. Sådan virker det i hvert fald.” Mina havde jo også mødt folk der bare svømmede videre som om intet var hændt, eller bare havde gjort et eller andet ved det, og så var det som om at det aldrig var sket. Hun forstod ikke rigtig sin egen evne, hvis hun skulle være helt ærlig.

”En… brandmand?” sagde Mina og lagde hovedet lidt på skrå, som hun overvejede ordet. Navnene på væsner i havet var ikke altid lige kendt for Mina. Det kom an på om hun havde mødt nogen bruge ordene før.
Der gik dog kun et øjeblik, før at det nærmest lyste op i hendes øjne. ”Ah, det er jeg blevet kaldt før!” hun vidste ikke hvordan det kunne hjælpe, men i det mindste havde hun en ide om hvad det var. I forhold til så mange andre ting.

”Men han ved det jo allerede?” sagde Mina uforstående over hvorfor det pludselig skulle kommenteres på at Bastian ikke ville blive tilfredst. Hun havde stadig i baghovedet, at Bastian jo havde introduceret sig selv som kaptajn på skibet. En ting der ikke lige var nået at blive bragt op mellem Mina og Fjell.

Hun var tilsyneladende en meget farlig lille fisk at have ombord, hvilket gjorde Bastians dumdristige handlinger endnu værre. Knægten burde se til at få sig et bedre hoved på sine skuldre, hvis han skulle ende nogen steder i fremtiden, som ikke var på bunden af havet eller ved bunden af en flaske. Meget bedre. Fjell havde da set lidt af det samme potentiale i ham, som admiralen havde, så det var virkelig en skam, hvis den unge mand ikke kunne få rystet sin spontane og hormonstyrende fremgangsmåde af sig. Hvis han kom godt nok ud af det på den anden side af dette møg, så ville han også forhåbentlig vide bedre næste gang, ligesom Fjell havde forsøgt at lægge op for Mina.

”Ahva?!” udbrød Fjell pludselig og havde straks drejet al opmærksomhed væk fra den koldsvedige Bastian i sengen og over mod den benede sirene. Hvad havde hun lige sagt? ”Ved det allerede? Sig mig, hvor i alverden ved du det fra, frøken?” Fjell krummede sine sorte bryn og fremhævede nogle af de begyndende rynker i hans blege ansigt. Ikke bebrejdende, men undersøgende. Han prøvede så vidt muligt at finde små tegn hos hende, der kunne indikere, at hun muligvis var synsk. Eller blot en stærk telepati-udøver.
Men hun virkede så blank, som hun havde gjort hele tiden, han havde været omkring hende. Og så faldt hans blik mod Bastian i samme øjeblik, som dét faldt ham ind. Fjell vidste ikke, om han skulle begynde at le eller hvad. For det lignede ham, den ballademager.

Alligevel lød der et par dybe klukkende lyde fra Fjell efter noget tid. ”Nu har knægten ikke fået bildt dig ind, at han er kaptajnen på det her skib? Han er knap nok 18 år, en bette skid! Næh, du. Et skib som dette kræver mere end, hvad han er nu. Han løj vist ikke kun om, at det ikke gjorde ondt,” lagde han det ud foran Mina uden den før fremtrædende bekymring for Bastian i stemmen.
Efterfølgende klaskede dæmonen hænderne mod sine lår og fik rejst sig. Så kortvarigt mod Bastian. Og så mod Mina. ”Klarer han den til morgengry, skulle han klare sig helt. Der er gjort, hvad der kan gøres. Hold øje med ham for mig, tøsebarn. Det kan endda være, at han allerede er vågnet igen. Ikke sandt, Bastian?” Stemmen blev hævet lidt. Og et mindre set kunne også lige ses fra Bastian til trods for, at hans øjne forblev lukkede… Opdaget.

Mina var fuldstændig uvidende og forvirret over hvad Fejlls udbrud handlede om, og hvorfor han var så forvirret over det. Hun havde jo bare givet informationen, som hun havde fået af Bastian, videre. Han ville jo nok gerne vide at kaptajnen vidste det. Altså lige indtil at Fjell begyndt at påstå at Bastian havde bildt hende ind at han var kaptajn.
"Det lyder da fjollet," mumlede hun og kiggede ned på Bastian. Hvorfor ville man lyve om at man var kaptajn. Selvom hun godt forstod at det var ret utroligt at være det. Måske var det ligesom en drøm. Når man ønskede noget nok, ville man så ikke også få det?

"øøhmm... okay?" svarede hun, og kiggede efter Fjell der forlod dem. Hun sad stadig et lille stykke væk fra ham, så hun forsøgte at rykke sig lidt tættere, med stolen, på Bastian. Det var ikke det mest elegante, og hvis han ikke allerede havde været vågen, så havde påstyret nok forstyrrede ham.

"Jeg er virkelig ked af det Bastian. Det var ikke min mening at såre dig," sagde hun, og rakte ud efter hans sårede hånd, siden det var den hun var tættest på. Hun var dog omhyggelig, og rørte ikke der hvor han var brændt, men holdt den ligeså forsigtigt. Hans hånd var utrolig varm i forhold til hvad hun selv var vant til, og hun kunne ikke lade vær med at kigge lidt fascineret på den.

Der var kun enkelte, sjældne ting, der var mere pinligt for en sprudlende ung mand som Bastian end at blive afsløret i hans egne flyvske løgne. Det var en ting at blive mødt med mistro, når man fortalte dem. Det var en helt anden ting at have en anden være skylden i at løgnen kom ud, nu hvor han var kommet godt af sted med den til at starte med. Der var virkelig ikke noget at sige til, at han følte sig flov. Det var jo meningen, at han skulle være sej og imponerende overfor Mina! For guderne også!..
Men mon han ikke kunne nå at redde sig selv ud ad den.

I det mindste forlod Fjell dem, så han behøvede ikke blive konfronteret foran andre. At konfrontationen så aldrig kom, havde han ærligt ikke forudset. Normalt ville det have resulteret i en kvindelig lussing eller et fornærmet fnys fra en dybt fornærmet pige. Men Mina undskyldte.
”Hm?” var den første lyd, Bastian gjorde sig. Det var en doven og strækkende lyd, som når man lige var vågnet fra en god lur. Problemet var bare, at han endnu ikke havde lært, at ikke overdrive med sit skuespil. Og hvem ville også tro, at han ville have sovet behageligt efter at have været oppe i feberhøjder. Narh. Den kæreste Bastian havde skam ligget vågen i lidt tid, som Fjell havde gættet sig til. Men det behøvede Mina ikke at vide. ”Hva-..? Åh hej, Mina. Hvad sker der?” Hans ansigt fortrak sig lidt, inden han forsigtigt åbnede sine øjne op og drejede hovedet for at se mod den benede sirene. Hans stemme havde han til gengæld ingen kontrol over. Den var ret hæs, mere end hvad han havde håbet og måtte straks klargøre halsen for ikke at lyde for svagelig. Han var en mand. Han kunne klare lidt af det hele.

Han lukkede selv hånden, hun holdte om, omkring hendes og måtte bide den sviende smerte i sig, da han selv var ude om at lægge et pres på den dunkende skade. Han tænkte slet ikke over at han også kom til at tvære salven, som Fjell umage havde smurt på, ud på hendes hånd.

Bastian udnyttede, at han i forvejen måtte se noget tåget ud med det lettere blege ansigt. I det mindste var der ved at komme farve tilbage dertil, så han ikke skulle ligge og ligne et lig. Et fjoget, men selvsikkert smil prydede atter hans læber. ”Har du altid set så… strålende ud?” Afled! Distraher hendes tanker. Og hvad var bedre end komplimenter til at distrahere. ”Eller er det bare feberen, der har fået et ordentligt tag i mig?”

Heldigt for Bastian havde Mina ikke været nok omkring mennesker til at vide hvad det ville sige at overspille, eller at det var meningen at man skulle blive sure over løgne. Der var jo nok en grund til at Bastian havde sagt som han gjorde, og det ændrede ikke rigtig hendes mening om ham. Andet end at han måske var en anelse dum fordi han ikke sagde når han havde ondt.

"Oh, er du vågen?" spurgte hun bekymret og kiggede med store øjne på Bastian. Selve salven var hun ikke så bekymret for at få på sig. Den føltes lidt underligt, sådan lidt en bedøvende effekt, ikke at hun rigtig lagde mærke til det, da Bastians hånd var så varm.
Mina kunne også godt se at Bastian var blegere end han  havde været tidligere, men for en der ikke var bekendt til menneskenes lidt mere lyserøde kulør, ville hun ikke have tættet på at det var feberen der havde gjort det.

"Stråler jeg?" Hun kiggede lidt forvirret ned af sig selv, men tog ikke hånden væk. "Du må ikke dø. Det var virkelig ikke min mening at gøre dig ondt. Du virkede bare til at have det okay, og så tænkte jeg at du nok godt kunne tåle det." Hendes læbe bævrede lidt, som hun blik flakkede bekymret over ham.

Et grin, desperat holdt tilbage bag sammenpressede læber, sprang pludselig op fra hans lunger og vibrerede halvkvalt hans stemmebånd nok til at fremkalde en kortvarig klukkende lyd. Det havde lykkedes ham – ifølge ham selv – at distrahere hende, men resultatet havde været noget lidt andet, end hvad man normalt ville forvente. Så bogstavelig. Og så bekymret. Til trods for en sømands omsorgsgivende besøg, når de gik i land, så var det egentlig blevet lidt af en mangel. Den der oprigtige og næsten overdrevne bekymring. Det var nu en rar følelse.

”Jeg dør ikke,” var han hurtig til at forsikre hende, stadig med morskaben siddende på tungespidsen. ”Skulle noget så småt som lidt svie og feber virkelig være nok til at åbne Kiles porte for mig? Næh nej, så nemt får man ikke krammet på mig, det lover jeg dig. Det er en sømands ære. Om de flår mit øje ud og tvinger mig til at gå planken ud.” Han knugede hendes lille hånd i sin, og selvom han ikke var helt på toppen, så havde han alligevel kunne finde nok energi til at være kæk. Havde den kære Fjell stadig været i rummet, var det næsten at frygte, at dæmonen ville have følt sig gammel, så meget Bastian strålede af frisk ungkarl.
Bastian var den til at give slip på deres hænders omfavn. Han kunne ikke holde ud at ligge ned. Ikke lige nu. Men det var med besvær og sammenbidte tænder, at han fik kæmpet sig op at sidde. Madrassen, han lå på, var ikke vitterligt blød, men med feberens påvirkning af hans armes muskler, så havde det været som om, han sank dybere og dybere ned i kviksand. Han sukkede anstrengt og faldt skam også tilbage med ryggen mod væggen med det samme, at han var kommet til en stilling, hvor han ikke bare ville glide tilbage ned at ligge. Ah. Det var bedre.

”Jeg har det allerede meget bedre. Men hvad ved Valeria’s nåde var det du gjorde ved mig? Jeg har aldrig oplevet at kollapse efter at være blevet brændt af en brandmand.” Og tro ham, det var sket flere gange, end han ville indrømme. Han vendte håndfladen op og løftede hånden lidt op til sig for at få et godt kig på, det dunkende område. Det var tydeligt at se, hvor hendes tråde havde gjort kontakt. Hvor kontrakten havde været, var hans hud både rødblussende og begyndende mørkelilla hist og her. Resten af hans hud var bleg og nærmest uberørt.

Bastian havde heldigvis nemt ved at distrahere Mina og få hende til at tro at det ikke var så slemt som det måske egentlig stadig var, men når han alligevel lød så frisk, så kunne det ikke være så slemt. Det var i hvert fald hvad Mina selv rationaliserede, som de sad der.
Da Bastian gav slip på hendes hånd, savnede hun varmen fra den. Den havde været rar at holde, til trods for deres forskel på varme, og generel tekstur, også selvom Mina teknisk set var i menneskeform lige nu. Hendes hud brugte stadig størstedelen af tiden nede i havet, så det var ikke underligt at den føltes anderledes. "Det var godt," sagde hun også. Måske også for at bekræfte for sig selv at det var godt, og at han havde det bedre.

"Oh... det var ikke med vilje," gentog hun, som en sød lille pige, der virkelig ikke ville komme i problemer. "MEn jeg har de her.... fangearme kalder nogen dem, eller tråde?" hun var lidt usikker, og tog fat i fletningen hun havde flettet. Den var mat, og man kunne se hvordan man godt let kunne overse fangearmene, når hun ikke havde dem samlet, men der var også bare så mange af dem. Hun var dog også omhyggelig med at hun ikke ramte Bastian.
"De plejer at fange min mad, men de gør vidst lidt ondt på andre. Jeg er virkelig ked af det," sagde hun. Hun var ikke sikker på om han virkelig ville få det bedre at se hendes fletning.