"Vi er praktisk talt Dianthos' konger," jokede Juno med et selvsikkert grin, da Mia gav udtryk for, at hun var glad for at Juno og Hector var i Dianthos, der ikke var det samme uden dem. "Det går ikke at vi er væk fra byen for længe, så går den helt i opløsning." Han blinkede til hende ved den noget overdrevne udtalelse om hvad der ville ske ved Dianthos uden dem, og satte sig ligesom hende lidt rankere op.

Imens hun talte videre, tog han hendes hånd og gav den et trøstende klem. Da det lød som om hun var færdig med at tale, trak han blot på skuldrene og sad i stilhed i mørket i et par sekunder. Det var svært at snakke om, og han vidste stadigvæk ikke helt hvordan han skulle sætte ord på det der var sket eller det han havde følt efter det. 
"Du er... Du er jo vores ven, ikk? Du fortjener at vide den slags," endte han med at sige, og så op på hende med et forsigtigt, halvhjertet smil. 

"Har du lyst til at, øh.." Juno strøg en hånd igennem sit lyse hår, til det stod op i alle retninger, og smilede så mere oprigtigt til Mia igen; "lyst til at komme med ned i huset? Hænge ud med Hector også?"

Han gjorde det da heller ikke nemmere for hende, sådan som hans hånd lagde sig oven på hendes. Som var det et planlagt stykke, slap hun ligeledes sit ene tag omkring sin ankel for i stedet at tage hans hånd lidt bedre i sin. De flettede ikke fingre. De holdte blot fast i hinanden. Holdte i hånd, vel og mærket. Hendes lune hud mod hans køligere. Mia havde absolut intet der kunne støtte hendes konklusion, men ifølge hende selv hjalp denne simple gestus at holde dem begge jordnære.

”Hm?” Den lettere sørgmodige idyl forsvandt med ét fra hendes ansigt igen, idét hendes blik fluks fløj op på energiske manere. ”Så du er klar til at tage tilbage nu?” spurgte hun mest af alt forbløffet. Hun så sig lidt omkring, fra den ene side til den anden - der var ærligt ikke meget andet at se end andre tagtoppe i en mørklagt og gadeforladt by, men det var nok til at forbløffelsen havde forvandlet sig til et smil, smittet af hans eget, da hun så tilbage på ham og nikkede bekræftende. ”Med glæde. Gortrosh vil nok ikke være tilfreds med, at jeg kommer vadende hjem så sent, så efter det er din seng sikkert den næstbedste kilde af sikkerh-..”

”Det bliver nød til, at blive gjort i nat.” Pludselig svang en dør, hvis hængsler skreg efter en god omgang olie, op. Og ikke bare hvilken som helst dør. Døren til det selv samme hus, som Mia og Juno sad og havde deres genforening under stjernerne. Det var ikke en høj lyd, da hvem end stemmen tilhørte tydeligvis ikke ønskede at vække hele nabolaget. ”Vi ved ikke, hvor længe at det her udgangsforbud fortsætter.” fortsatte manden. Mia havde forstummet helt automatisk og straks drejet sin opmærksomhed mod lyden. Eller lydende, for inden længe blev den første mand mødt af en anden, dybere stemme.
”Der er squ større chance for, at udgangsforbuddet bliver ved. Dronningen holder ikke længe, af hvad jeg har hørt.” Mia så diskret tilbage på Juno. Oprindeligt var det selve dette udgangsforbud, der havde fået hende til at holde sin mund, men som det blev klart, at disse mænd var på vej ud, blev chokkets fornemmelse mere tyngde på brystkassen. Hun møvede sig da op på alle fire for at forsigtigt kravle henover taget og det lille stykke hen til kanten. Her lagde hun sig helt ned på maven. Tittede frem for at se, hvad der foregik på gaden lige nede for dem.

Hun så ikke to, men tre mænd. Skumle typer, uden tvivl. Den mænd, der bedst beskrev udseendet på den med den dybere stemme, bar på en fyldig sæk over skulderen. En anden bar på en tændt lygte. ”Hvad med alle byvagterne? Det vrimler med dem omkring hvert hjørne?” spurgte den tredje, der endnu ikke havde talt og blev svaret, af den første: ”Vaugn har sørget for d-.. Hvad var det?!” En enkel forkert bevægelse fra Mias side havde rusket lidt for meget i en løs tagsten. Det var ikke helt nemt at hurtigt trække sig tilbage fra den position hun lå i, så da manden så op, var hun ikke til at overse. Hendes hjerte stoppede kortvarigt idét deres øjne mødte hinanden.
”Ubudne gæster,” hørte hun ham hvisle arrigt. Noget sagde hende, at han ønskede at råbe men lod være. ”Skynd jer! Fang dem!” Det tegnede ikke godt.

//Hvis du har lyst, har du også frie tøjler til at styre NPC'erne.//

Det var lidt af en lettelse at Mia gerne ville med ham hjem. Hun var deres ven, hun var hans ven, men hun var også... flygtig. Hun havde ikke slået rod i Dianthos på samme måde som Juno og Hector havde. Tværtimod føltes det som om Mia ikke havde slået rod nogen som helst steder. Juno stolede på hende, men han regnede ikke med, at hun ville blive ét sted, eller med at hun ville gøre noget, bare fordi hun havde gjort det før. 

Juno stivnede, da døren under dem gik op, og først da Mia begyndte at kravle mod kanten af taget, rørte han på sig, ved at gribe ud efter hende uden held. Det ville være bedre at vente til de var væk, med at kravle ned. Det var bedre at forholde sig stille. Hvad skulle nysgerrighed nytte dem nu? De lød som helt normale kriminelle, og selv hvis de ikke havde været, selv hvis de havde planlagt et plot mod dronningen, hvad skulle Juno så gå op i det for? Han kendte ikke dronningen, han skyldte hende ingenting. Hun havde aldrig beskyttet ham og han havde ikke tænkt sig at beskytte hende. Så han havde da slet ikke tænkt sig at blande sig i noget småkriminelt. For helvede, han var jo selv småkriminel. 

"Pis! Pis, pis, pis," hvæsede Juno, da mændene under dem fik øje på Mia, og han skyndte sig at hive hende på benene. "Kan du finde vej hjem til banden?" spurgte han så hurtigt at han næsten snublede over ordene, imens han hev sin jakke af. "Vi mødes dér. Løb," bad han imens han smed jakken over hendes hår og skuldre, så den skjulte det meste af den glød hun afgav, inden han trådte ud til kanten og kaldte hvert eneste skældsord han kunne komme på af dem.

Det ene øjeblik lå hun fladt ned på maven og havde øjenkontakt med en fremmed mand. Det næste stod hun solidt - hvis man kunne kalde det dét, når det omhandlede Mia - på sine to ben og stirrede i stedet inde i øjnene på Juno med en tydelig forskrækket forvirring i hele ansigtet over den kraftigt smittende hast, han skyndte hende på. Og så det tredje øjeblik var hans jakke omkring hende som et sjal. Unødvendigt, siden kappen, hu havde på, allerede havde en god hætte til netop samme formål, som hun mistænkte Juno i at opnå, men det var betænksomt alligevel. Så hun lod ham. Forundringsværdigt, faktisk. Nok til at hun måtte blinke et par gange ekstra med øjnene af ham. Hun havde nær glemt at gøre, hvad han beordrede hende til; at løbe.

”Ju-..!” Igen blev hendes ord afbrudt af lyde. Denne gang ikke af en dør, der blev åbnet, men af kasser ved bygningens ene mur, der blev besteget og så væltet efterfulgt af skovlende sprog lignende, hvad Juno ytrede sig med. Straks skød hendes øjne og opmærksomhed hen i retningen og måtte til sin misfornøjelse indse, at det var, hvor hun var kommet fra. Og dermed hvor hun havde forventet at komme tilbage til. Men en anden var kommet hende i forvejen. Det var trods alt den eneste vej op på taget.
Eller ikke den eneste. Bare nemmeste.

Mia flyttede jakken til at sidde bedre fast om hendes hoved og vendte sig mod en anden kurs. ”Vi ses ved huset,” bekræftede hun fluks i håb om, at han kunne høre hende over hans egne skældsord. Og så sprang hun. Taget var ikke alt for langt væk fra det næste, men det var kun med nød og næppe at hun nåede over, og hun endte også med at falde for en stund, før hun kom på benene igen. Hun var ikke egnet til den slags. Hun var trods alt stadigvæk som et dådyr på is.
Hvordan hun efterfølgende nåede ned på gaderne igen, var lidt af et virvar, der ligeledes havde gjort sin entré med en klodset landing i en vogn af hø. Rent hø, heldigvis, så strå i håret var den eneste skade sket. Og så at hendes hjerte hamrede på livet løs over adrenalinen. Hun havde ikke lagt mærke til, hvordan der var gået hul på skorpen af såret over hendes øjenbryn. Men det var også adrenalinen, der hjalp hende med at fortsætte. Hun kendte vejen, selvom hun ikke havde givet Juno et direkte svar. Hun huskede vejen fra første gang Hector havde samlet hende op. Og hvad end Juno havde gjort, så havde det virket, for Mia stødte ikke ind i nogen på sin vej.
Ankommende til det faldefærdige hus bragte med sig en stor trang til at komme indenfor. Det havde været længe siden, og selvom det lignede noget der ville kollapse hvert øjeblik det skulle gøre, så føltes det som et trygt sted. Hun gik dog ikke indenfor. Hun blev stående ude i mørket og kulden. Ventede på Juno, mens hendes blik søgte nærmest desperat ud i natten uden at vide, hvilken retning han ville komme fra.

Juno opfattede Mias bekræftelse, men reagerede ikke på den. Først da han hørte, hvad han gættede på var hendes spring fra den ene tagtop til den næste, reagerede han. Hun var nogenlunde i sikkerhed, hvis bare mændene ikke kom op på taget til at følge efter hende, så Juno sprang ned, med noget af et rabalder, da han valgte at gøre det direkte ned i den mand, der var ved at klatre op af de kasser der stod langs muren, så både mand, kasser og Juno faldt ned på de kolde og hårde brosten. Juno rullede videre hen ad dem, men var på benene inden mændene havde fået fingrene i ham, og han sprang straks af sted, så hurtigt hans ben kunne bære ham.
Han var hurtigere end dem, men ikke meget, så han var nødt til at skille sig af med dem på en anden måde end fart.

Så snart han var ude af deres syn, bare et enkelt hjørne fra dem, sprang han ind igennem et hus ved hjælp af sin evne, over en sofa og over et bord, og trak et slidt tæppe med sig, som han kastede over sine skuldre. Inden han var ude på den anden side af huset, havde han lavet sin næse stor og lang, helt ubehagelig at se på, sit hår sort og krøllet og uglet, og da han var udenfor igen, satte han sig ned på brostenene, indtil mændene kom løbende i hans retning.

"Han løb dén vej," sagde Juno straks og pegede med en krøllet finger. Han lignede på ingen måde sig selv, men alligevel råbte han; "hey, hvad med en lille belønning for mit tip?" efter dem, i sin bedste efterligning af en hjemløs. Han kunne høre mændene grine, af ham, for at være hjælpeløs, og fordi de nu følte sig sikre på at han havde fortalt dem sandheden.

Juno rejste sig først op, da de var ude af syne, men slappede ikke af endnu. Han løb ikke længere, men var mere opmærksom på ikke at blive hørt eller set af nogen, og han fiksede også langsomt sit udseende, indtil han lignede sig selv igen.

Da han så Mia vente på sig udenfor bandens hus, åndede han ud med et lettet smil. "Du må have ventet længe. Jeg tog lidt en omvej," undskyldte han med et grin, og lod diskret blikket glide over hende, for at sikre sig, at hun var uskadt. "Godt undsluppet," roste han så og løftede en hånd, for at ville klappe den imod hendes, som ham og Hector altid gjorde, når noget var vellykket.

Der var en stor chance for, at Juno og Mia havde åndet lettet op på præcis samme tidspunkt. Men der var en lige så stor chance for, at hun havde fået øje på ham først, sådan som hendes øjne altid havde skuet igennem mørket bare den smule bedre end hans. Dét var dog ligegyldigt. De var begge nået i mål. Begge uskadte - sådan da. Og Juno smilede og lo som han altid gjorde. I det mindste virkede det ægte denne gang. Som om at adrenalinen virkelig var noget, der fik hans humør til at stige i takt med at hans pels gjorde. Dét var næsten det mest lettende.

Straks trippede hun ham i måde med luntende skridt. Det var muligvis ikke rigtig til at se for kappens teltlignende dække af hendes krop, men hendes brystkasse hævede og sank stadigvæk af forpustelse efter at have løbet omkring. At det havde lykkedes hende at holde et tempo, der gjorde det muligt for hende at fortsætte i tempoet hele vejen, var lidt af en personlig sejr for hende. Første gang hun var blevet ført til dette selv samme hus, havde hun også løbet lige inden. Dengang var det gået meget værre, og hun kunne stadig mærke hivet i sine lunger.
Hun stirrede de første par øjeblikke på hånden, han holdt oppe, før det gik op for hende, hvad der foregik, og hendes blik faldt på sin egen hånd, der tittede frem fra kappen. Klappet, der skete, da hun endelig slog sin håndflade mod hans, kunne have været bedre, men Mia havde ikke haft meget erfaring med den slags. Og hun var en smule stærkere end hun så ud. En store smule. ”Kun 13 minutter og… 40 sekunder,” svarede hun ham tilbage, som havde hun faktisk stået og talt, siden hun var nået deres destination. Det havde hun vel også. Ubevidst. Når solen ikke var fremme var det jo svært at kende tiden ellers. Hun strålede selv lidt efter op i et smil.

Mias ansigtsudtryk ændrede sig pludselig til noget mere undersøgende, og hun tog et skridt nærmere ham, mens hendes blik stadig havde hæftet sig til noget på hans ansigt. Over hans øjne. ”Hm, dine øjenbryn har fået sig en anden nuance end… tidligere,” pointerede hun og lod så blikket falde til hans øjne og skabte kontakt. ”De plejer at ikke at være mere end én tak mørkere end dit gyldne hår.” Og så rettede hun sig op igen. Genfandt smilet. Hun trådte dog ikke tilbage. Juno burde nok være vant til hendes nærgåenhed nu.

Juno brød ud i latter, delvist i smerte, da Mias hånd klaskede mod hans. Havde hun altid været så stærk? Han grinede kun højere, da hun kunne det præcis antal sekunder for den tid hun havde ventet. Det var så typisk Mia.

"Ah, pis, har de?" spurgte han, stadig gispende efter vejret, efter sin latter, og han strøg straks en hånd over sin pande, hvor han brugte sin evne, indtil hans øjenbryn var deres egen farve igen. Eller den farve han gik ud fra at de skulle være - han havde ændret sit udseende så ofte, at han ikke længere var sikker på, hvad der var hans egen farve. Han havde sin signatur blonde farve nu, men sådan havde det ikke altid været. Han var glad for at Mia ikke havde kendt ham, dengang han havde haft sin røde periode. Eller for den sags skyld sin blå periode. Det havde set ret godt ud, hvis man spurgte ham, men han havde også været alt for nem genkendelig til at kunne stjæle noget som helst med det. 

"Går du og lægger mærke til min øjenbrynsfarve, hva?" spurgte han og skubbede drillende til hende. "Hvis du forelsker dig i mig, skal du ikke sige det højt til Hector, så får han et flip." Han blinkede konspiratorisk til hende, inden han åbnede døren ind til bandens hus. "Damerne først," bød han med et bredt smil.

”Det er ikke kun dine øjenbryns farve. Jeg lægger mærke til hver enkel lille detalje ved dig,” lo hun lettere kækt i samme øjeblik, at hun passerede ham med ryggen lidt ekstra rank og trådte indenfor i mere lune omgivelser end aftenkulden udenfor.
Straks søgte hendes øjne rundt i opgangen, som de havde gjort, da hun allerførste gang var blevet budt indenfor. Det føltes så længe siden, at det faktisk gav hende en fornemmelse af ukendthed. Også selvom at det hele lignede sig selv, præcist som hun huskede det. Hvis ikke med lidt ekstra støv i krogene. Men hun skulle bare lige være sikke. Noget lettede ligeledes fra hendes brystkasse, som hun bekræftede det hele med sin hukommelse, og ubevidst tittede antydningen af et tilhørende smil frem.

Mia førte så sine hænder op for at åbne op for den robuste kappe, alt imens hun endelig drejede sig selv og sit blik tilbage mod Juno. Og samtidig med at hun trak kappen af sig, kom hendes tunge på arbejde igen. ”Ved du hvem de der mænd, vi stødte på, var?” Smilet havde falmet igen til fordel for alvoren, der lå bag hendes spørgsmål. Og faktisk hele situationen, de netop var kommet ud af. Hun håbede lidt, at han havde haft en bedre forståelse af, hvad der var sket. Det havde trods alt været ham, der fluks havde sendt hende på flygt fra dem. Det var ikke til at vide, hvad der ville være sket, havde hun ikke lukket af og bare gjort, hvad han havde sagt.
Kjolen, der havde gemt sig under det tykke dække fra kappen var af en mørk skovgrøn farve. Den var enkel, som al andet af hendes beklædning, kun lige set bort fra systemet af snore bag på, der sørgede for at stramme dens tætsiddende overdel fast ind mod hende. Ærmerne var trekvarte lange, eftersom hun foretrak den smule frihed fra håndledende – og så gjorde det, det nemmere for hende at bære ædelstensarmbåndet – og skørtet var luftigt men nåede da ned omkring hendes ankler. Halsudskæringen var stor. Bred men ikke dyb. Hendes kraveben var blottede men ikke hendes kavalergang.

”Jeg brød mig ikke om tonen i deres stemmer. Og der var noget i den ene af dem’s øjne der gjorde mig yderst utilpas,"  fortsatte hun. Kappen blev foldet lidt og langt henover den ene arm. Den frie hånd tog muligheden til at stryge en tit hår væk fra ansigtet. En handling der med det samme resulterede i et vridende ansigtsudtryk, da hun blev mindet om ømheden ved flængen over hendes ene øjne. Det sveg, og endelig lagde hun mærke til, hvordan såret var gået op igen. Hun kunne lægge lige så meget mærke til andre, som hun ville, men hun havde tilsyneladende svært ved at gøre det samme ind mod sig selv.

Juno havde på ingen måde glemt Hector eller ladet sine følelser for ham falme, men han kunne ikke gøre for det - han rødmede, da Mia indrømmede at hun lagde mærke til hver enkel lille detalje ved ham. Dem alle sammen? Selv det mindste? Det var noget af et kompliment. Fra Mia, der ellers altid havde afvist hans flirten. Han var taknemmelig for mørket, og for at være de få sekunder bag hende, da han kom ind i huset, så farven forhåbentlig var falmet lidt fra hans kinder, da han kom helt ind. 

Juno kastede sin egen kappe op mod væggen, hvor den på magisk vis hang fast i en anden kappe og blev hængende, og trak distræt på skuldrene af Mias spørgsmål. "Der er så mange bøller i byen," svarede han uden at tænke mere over det, da Mia tilføjede mere.

"En af dems øjne?" gentog han undrende, inden han så smerten i hendes ansigt. "Kom," bad han og tog hendes hånd for at føre hende med sig ud i køkkenet, hvor han fandt en relativ ren klud og vædede den i koldt vand. Han stillede sig tæt op af hende igen, så han forsigtigt kunne duppe kluden imod blodet på hendes ansigt og samtidig se hvad han lavede.
"Hvad mener du med at du så noget i deres øjne?" gentog han uden at tage blikket fra sit arbejde. Han kunne mærke hendes umenneskelige kropsvarme mod sin underarm, der var løftet til hendes ansigt, og han tog sig selv i at ønske at Hector ville komme hjem og slutte sig til dem. 

Som en ælling efter sin andemor, havde Mia fulgt efter Juno ud i køkkenet og ligeledes sørget for at forblive i nærheden af ham. Hun kendte køkkenet. Hun kendte huset. Så helt fortabt i at danne sig et visuelt billede til sin hukommelse var ikke en prioritet længere. Så som han stod ved vasken og fik fugtet en brugt klud, stillede hun sig blot afventende op ad køkkenbordet ved siden af ham. Fulgte med i, hvad han havde gang i. Der gik derfor ikke længe, inden hun, stående med ryggen til, satte hænderne i køkkenbordet og med et let og elegant hop fra gulvet, løftede hun sig op for at sætte sig på bordpladen.
På den måde var hun også i en bedre højde for Juno. Stjernen blev næsten helt forundret over, at kunne se ham så direkte i øjnene. Det var lidt noget andet end at ligge i hans skød og se op.

”Noget… ubehageligt. Noget meget foruroligende,” svarede hun ham ærligt og så præcist, som hun følte hun kunne beskrive det og samtidig have ham til at forstå. Hans egen forkastelse af mændene som intet andet end  sædvanlige bøller, havde også fået hende til at tvivle lidt på sin egen opfattelse af dem. Hun lod ham komme helt tæt på. Dog var hendes ben ikke spredt for ham. Lårene beholdte hun fint klemt mod hinanden.

Hun sugede skarpt ind, da kluden gjorde kontakt, og hun blev helt overrasket over, hvor lidt hun havde været forberedt på det, selvom hun jo havde været fuldt bevidst om, at han var ved at gøre. Hun klemte per automatik øjnene sammen og lavede en lignende grimasse, som da han havde kærtegnet hendes ansigt. ”Det sviger..!” udbrød hun bestemt men også sagte, som havde hun ikke luft nok i lungerne til at pibe højere. Hun rakte i blinde op og greb fat omkring hans håndled. Det var en refleks. Hun brød sig virkelig ikke om, når noget gjorde ondt, så hendes krop reagerede ved at prøve at få det til at holde.

Der gik dog ikke længe - ikke mere end et sekund eller tre - før hun var helt okay igen og holdte op med at skære ansigt. Åbnede øjnene igen. ”Jeg forstår fuldt ud, hvorfor i jordiske foretrækker at tilse jeres skader med magi. Det må gøre væsentligt mindre ondt, korrekt?”

Juno var uden tvivl også mest tilpas med at Mia ikke åbnede sine lår for ham - det ville have været så nemt at stille sig ind imellem dem, hvis hun havde gjort dét, og han var ikke sikker på at han ville have kunnet modstå. Selvom han elskede Hector, så havde han aldrig været god til monogami, og han havde da slet ikke været god til at modstå søde piger, og Hector var hverken sød eller en pige. 

Juno rystede lidt på hovedet af sig selv, som for at kaste tanken væk, og duppede lidt mere til Mias sår. Han grinede åbent af hende, da hun nævnte magisk healing. "Jo, det er lidt mere behageligt, men det føles stadig underligt. Som at blive aggressivt kildet med en fjer af en fremmed. Ikke ligefrem det fedeste, vel?" spurgte han med et grin. 
"Men det er også en luksus vi ikke har råd til her. Jeg er kun blevet healet med magi imod min vilje. Det kan være at det føles bedre, når man gerne selv vil det. Har du ikke prøvet det?" Juno tilså Mias skade og trådte et skridt væk, da han var tilfreds med at han havde fået det meste af blodet væk. Han kunne ikke forestille sig at det her var første gang Mia var kommet til skade - hun var alligevel en utroligt nysgerrig pige, og nysgerrige piger, ligesom nysgerrige katte, kom altså til skade engang imellem. Sådan var livet bare. 

Mia gøs ved den pure tanke om at blive kildet, og hun tog ikke lang tid om at give ham ret i, at det.. ’ikke ligefrem var det fedeste’. Hun rystede på hovedet så det nu lidt længere hår svang med bevægelsen og ind mod hendes kinder. Normalt havde venlige byfolk gjort hende opmærksom, når håret havde groet sig længer ned over hendes skuldre. Selv krofatteren henne på Kyklopen - en bredskuldret ork - havde til tider siddet med saksen og givet hende en robust klipning. Men siden hendes tilbagekomst til Dianthos, havde det ikke rigtig været vigtigt nok til at komme på tale. Hun gik alligevel ikke nok op i at være den der nævnte det.
”Fremmed eller ej, vil jeg næsten foretrække at bide mig selv i tungen end at blive kildet!” satte hun straks på plads med en lidt mere alvorlig tone end Juno’s eget morende latter. Og hun var skam også meget seriøs omkring det. Hun brød sig ikke om at blive kildet!... Men hun overdrev nu også.

”…Men det ville være overstået så hurtigt. Jeg har altid forestillet mig det som enten et blidt strøg. Eller en stigende varme. En opspændende følelse når et sår ville blive lukket.” Forsigtigt rakte hun en hånd op til såret, efter at han havde trådt lidt tilbage. Hun var åh, så delikat med at prikke til det med en finger, og som hun burde have forventet, sveg det nok til, at hun måtte lave endnu en grimasse. Sammenlignet til ømheden, hun følte i de andre blå plamager så var hun næsten mere til svien. Den var klart skarpere, havde et andet bid i sig, men den varede ikke længe, så længe såret ikke blev iltet.

Hendes hånd faldt igen, og hendes blik faldt kortvarigt på den røde farve på hendes lyse fingerspids. ”Folk har prøvet at bruge det på mig, men min kropslige form kan jo ikke rigtig påvirkes af jer Jordiskes magier. Det bliver neutraliseret. Så jeg kan ikke blive brændt af en manipuleret flamme, men jeg kan heller ikke have mine hudafskrabninger healet på magiskvis.” Fluks tørrede hun sin finger ren i sit skørt og så atter tilbage på Juno med et smil, så ubekymret, at havde hun været ked af det, ville det ikke være til at se.

Juno svarede ikke, da Mia beskrev, hvordan hun forestillede sig at magisk healing føltes. Han havde allerede givet hende sin version og selvom hun på nogle punkter ikke var helt ved siden af, så havde han ikke lyst til at tænke på det. Især fordi han ikke var blevet healet med sin gode vilje, og fordi det var for dyrt for ham. Netrish havde været sød at heale ham efter Thanos havde haft fat i ham, men de havde vidst alle sammen haft det dårligt da. Det havde drænet Netrish for kræfter, hun var blevet tvunget til det, og havde det ikke været fordi Hector havde været så bekymret for Juno, kunne de måske have overmandet Thanos sammen. De kunne have undgået så meget lidelse, hvis ikke Junos ansigt var blevet fuldstændig smadret af Thanos' knytnæver.

Han zonede lidt ud i sine egne tanker, indtil Mia begyndte at snakke om sin krop. "Det er en rimelig vild evne at have," svarede han og mødte undrende hendes blik. "Ærgerligt, at du ikke kan blive healet på magisk vis, men... så er du til gengæld immun overfor alt muligt andet pis. Det ville jeg vælge til enhver tid."

Han smilede forsigtigt til hende og tilbød hende så en hånd, hvis hun ville have hjælp med at komme ned, fra hvor hun sad. "Desuden, så har du jo mig til at tilse dine sår. Er det ikke bedre end en eller anden magisk healer?" spurgte han med et flirtende blink. 

Mia’s mundvige blev først og fremmest løftet i et smil, før det tilbageholdte grin førte trop. Fik hendes skuldrer til at give et enkelt lille hop fra sig og fik hendes hoved til at dreje sig et par grader, som ville det være nok til at skjule morskaben, som hun havde fundet i hvad han havde sagt. ”Det er selvfølgelig rigtigt. Det giver mig et ekstra stykke… beskyttelse. Bare ikke fra mundæne skader. Dém må jeg have dig til at sørge for efterfølgende. En med erfaring.” Der var altid en følelse af useriøshed i Juno’s stemme. Noget der gjorde det muligt at tage en vis form for afstand fra potentiel bedrøvelse. Hun havde for længst konkluderet, at det var netop dérfor, at hun havde så nemt ved at tale med ham. Være omkring ham.

Hun tog ikke imod hans hånd, for hun havde ikke lyst til at skulle ned fra køkkenbordet endnu. Det var virkelig ikke en høflig ting at gøre, havde hun forstået andre steder fra, men det var blevet et så betryggende sted. Det førte hende i en bedre højde til andre, værende givet en så lav skikkelse. Med orken på kroen var det blevet en nødvendighed. Og her i dette hus havde ingen hidtil vrisset hende af det.

”Hey, Juno?” ytrede den blåøjede stjerne sig så. Hendes ene ben strakte sig frem mod ham så foden for enden kunne prikke til ham. Bringe hans opmærksomhed yderligere til hende. Hendes hænder havde grebet om bordet kant og hendes ryg ranket således at der var et mindre svaj i det. Genkendelig nysgerrighed i hendes blik. Uafbrudt rettet mod den lyshårede unge mand. ”Vil du sige, at vi er venner?”
Hector havde fra starten været den, hun havde på sin vis havde knyttet sig til, som var Juno en tilføjelse pga. de to drenges venskab. Juno havde altid bare… været der. Oftere end Hector, var hun pludselig kommet til at tænke på. At hun havde knyttet sig nærmere til Juno virkede næsten bizart, når han tog med, at han ikke just have kommet særlig godt ind på hende første gang de mødtes.

….hvad betød det overhoved at være venner?

Det var ikke meget, der var bedre for Juno, end lyden af hans venners latter, og lyden af Mias latter fik også en vægt til at lette fra hans skuldre. Det var en vidunderlig lyd og det føltes som det bedste han havde gjort hele dagen, var at få hende til at grine.

Juno var ligeglad med om Mia sad på køkkenbordet eller ej, så det gjorde ham heller ikke noget at hun ikke tog imod hans hånd. Hun måtte blive siddende lige så længe hun ville, så længe hun vidste at han var en gentleman, der til enhver tid ville tilbyde hende sin hjælp.

Han så undrende og afventende på hende, da hun sagde hans navn med en vis vægt i det, og han kunne ikke stoppe sig selv fra at gribe fat om hendes ankel og hive drillende i den, da hun stak sin fod frem mod ham. Hans blik fløj dog op til hendes igen, ved hendes spørgsmål. 
"Selvfølgelig," røg det ud af ham, inden han havde nogen som helst chance for at tænke sig om. "Jeg mener - altså - vi hænger da ud og snakker sammen og sådan?" Nu var det ham, der var forvirret og nysgerrig. "Tror du jeg ville fortælle andre, hvad jeg lige har fortalt dig? Oppe på det der tag? Havde vi ikke et øjeblik af ægte venskab dér, eller hvad?" Selvom Juno godt kunne lide at joke med andre, nem faldt i snak med fremmede og generelt elskede at charmere sig frem hvorend han var, så var det ganske få han tillod sig at tænke på som sine venner. De fleste var bare bekendte. Men Mia var en ven. Og Killian. Mange flere venner end de to havde han ikke og nu blev han bange for at Mia ville påstå noget andet. 

Selvfølgelig.
Miaplacidus le Arimh var et varmt individ. Hun var varmere end det almene menneske. Hun producerede varme. Men alligevel lagde hun pludselig mærke til en mere lokal fornemmelse af varme ved sin brystkasse. En der dominerede, selv hvis hun strålede så kraftigt, som hun overhoved kunne. Og selvom den holdte til i brystkassen, så sneg den på en eller anden måde op til hendes ansigt. Satte sig i hendes runde kinder. Spændte i deres muskler. Fik dem til at brænde. Lige på samme måde, som når hun kom indenfor efter at have været ude i kulden, men… anderledes. Lidt dybere og mindre overvældende. Alt det bare på grund af det ene udbrudte ord fra Juno.

”I jordiske væsner har en langt bedre forståelse af, hvad venner er, end jeg har fået stablet sammen endnu. Jeg ville blot være sikker. Jeg ville høre det fra dig,” Med sin fod stadig i hans hænder, strakte hun igen sin vristfor at prikket til ham med tåspidsen. Han havde hende fanget, så meget andet kunne hun ikke rigtig gøre. Hun kunne godt lide denne venskabelige nærhed. Kropslige nærhed. Og hun smilede så varmen i hendes kinder begyndte at føles mere brændende.

Mia havde skam rødmet før. Hun havde oplevet sensationen før. Under lidt andre omstændigheder men i det mindste var det ikke nyt og derfor en distraktion for hende længere. ”Jeg blev spurgt om at liste mine venner op. Jeg er glad for, at jeg ikke nævnte dig der. Det var ikke en mand, jeg ønskede havde dit navn. Jeg er glad for at jeg løj. Men han fik mig da til at tænke. På hvad en ven er.”
Pludselig virkede det til at al støtte i hendes nakke forsvandt, og hendes hoved faldt tilbage i en træt manøvre. Hun lukkede øjnene. ”Jeg tænker for meget. Hvordan gør I? Hvordan ved I bare ting? Accepterer dem som ting, der ikke burde tænkes for meget over. Hvordan er I okay med at ’ikke vide’. Det er udmattende. Jeres verden er mere kompleks end, hvad jeg nogensinde kunne have drømt om, hvor jeg var før.” Det var vel ret morsomt. Sådan som et væsen som hende havde problemer med at kapere... noget som helst.

Juno åndede lettet op og brød straks ud i et smil, da Mia fortalte at hun bare havde ville høre det fra ham. At de var venner. For det var de. Det måtte hun også mene. Det lød som om hun også mente det. Juno slappede lidt mere af og smilede bredt til hende - et smil, som han fik tilbage. 

Smilede falmede først, da Mia forklarede hvorfor hun havde spurgt. Det lød suspekt. Det lød som om der var nogen, der havde ville Mias venner ondt. Han var pludselig også glad for, at Mia ikke havde givet den mand sit navn. Han havde nok problemer og nok fjender som det var. Han ville helst ikke have flere. 
Hans bekymring steg, da luften pludselig lod til at gå ud af Mia. Juno trådte tættere på, ind imellem hendes ben og lagde sine arme om hende. Han trak hendes varme krop tæt ind mod sin, og lagde en hånd om hendes nakke, så han kunne lede hendes hoved ned på sin skulder og hendes ansigt ind mod sin hals. Han holdt beskyttende om hende og var ubehageligt klar over, at hun havde været udsat for noget, der måske havde været lige så ubehageligt, som det han selv havde været udsat for. 

"Jeg tror du væner dig til det," prøvede han at berolige hende. "Og ellers må du altid spørge mig eller Hector. Vi ved alt muligt lort. Og vi lyver ikke for dig." Det sidste var et løfte. Han vidste kun alt for godt hvordan folk ville lyve for børn eller for kønne kvinder. De troede de beskyttede dem, ved at holde sandheden fra dem, men løgne havde aldrig beskyttet Juno. 

Med ét skød stjernens alt for blå øjne op i gennemtrængende forundring. Armene omkring hende og måden, han trak hende nær, havde lykkedes at overraske hende til trods for, at deres omgivelser havde været stille nok og rolige nok til, at hun sagtens ville have kunne lægge mærke til, at han kom nærmere allerede inden, han havde gjort kontakt. Eller blot havde sluppet sit blide greb i hendes fod.
Blinkende lod hun sig selv være en kludedukke i hans arme. Lod ham fører hendes hoved, som var hun et spædbarn, der ikke havde fået opbygget styrken til at holde nakken stabil endnu. Det var en besynderlige oplevelse. Der var ingen tvivl om, at Mia stolede på Juno, at hun ikke ville føle sig nervøs eller bange for at lade sig selv være fri hans hænder, men det var nu alligevel en anden form for frigivelse. Som var hun pludselig alt for træt og bare overlod sig selv til ham. Indtil at hendes hoved lå hvilende på hans skuldrer og hans arme tæt omkring hende.

Han var rigeligt spinkel. Spinkel i forhold til hendes egen bløde og runde krop, hvis sul både var en blanding af formen, hun var blevet givet ved ankomst og den mad, hun altid havde haft til rådighed igennem tiden på Jorden. Dette var en anden nærhed, end hvad de havde haft før. Kram havde hun fået fra og givet til andre i det falde færdige hus, men det var gået op for hende, at det ikke rigtig havde sket med Juno. Ikke sådan her i hvert fald. Hun kunne godt lide det…
Stivheden forsvandt fra hendes overraskende skuldre, og hun lod sig selv falde dybere ind i hans favn. Løftede sine egne arme op og omkring ham, og som hendes øjne faldt i igen, tittede et veltilfreds smil frem på de rosa læber. Hendes ben hang og dinglede på hver sin side af ham. Ingen grund til at holde ham fanget. Han gik ingen stedet. Det var den følelse, denne omfavnelse gav hende.

Hun puttede sit ansigt lidt tættere ind mod hans hals. Fangede ubevidst den svedige duft fra ham og alle de steder, han måtte have omgået siden han sidst var blevet skrubbet bag ørene. ”Det her er rart…” mumlede hun lavmælt.

”MIA!!” Desværre holdte idyllen aldrig længe i netop dette hus. For det tog aldrig en af de andre beboere lang tid at finde frem til en. Denne gang var Freja vinderes af gemmeleg, og hun syntes næsten at udstråle Mia med sit enorme smil.


//lukket efter aftale

Mia gav kram, som det var meningen at man skulle give kram. Helfølt, afslappet, men trygt, varmt. Hendes ånde killede mod hans hals, men det var en rar følelse. Mia kom og gik som det passede hende, lige så fri som vinden i hans øjne, men når hun endelig var her, i deres hjem, så var hun lige så meget en del af den som ethvert andet af børnene. 

"Enig," mumlede han tilbage, og skulle til at sige mere, da han blev afbrudt af et børneskrig. Langsomt slap han Mia og vendte sig imod lyden, der selvfølgelig var kommet fra Freja. Han gengældte hendes smil, også selvom det var ment til Mia, og klappede så Mia på låret. 

"Jeg tror ikke jeg kan holde dig for mig selv længere," sagde han med et skævt smil og trådte væk, så Mia kunne komme ned fra køkkenbordet og ud til de børn der uden tvivl ville overfalde hende med kærlighed.