Maya var faktisk ikke helt sikker på hvad hun skulle tænke om det svar. Det lød sødt, venligt og som bedste mening, men hvem sagde at noget af hendes familie højst sandsynligt ikke ønskede at være i kontakt med hende. Så havde det nok for længst gjort sig nogle overvejelser for at finde hende. Eller måske vidste de bare ikke hun fandtes. Selvom bitterheden i Maya næsten var nok til at overbevise hende om at de bevidst havde undgået hende, kunne hun ikke sætte sig helt fast i bitterheden når der var et glimt af håb.

Næste svar fik Maya til at rynke øjenbrynene i undren. Hun havde ikke set et stolt smil eller blik blive sendt i sin egen retning. Svagt havde hun set noget der kunne antages at være stolthed da Jarko havde været i gang med at oplærer hende i at forsvare sig selv, men det var anderledes end det her. Hun sank en klump i halsen, usikker på hvad hun skulle svare. Både til første og næste bemærkning. Det var ganske rart at havde det afklaret, men det var stadig ikke nok til at slippe enhver form for skeptiskhed. Dette var en underlig og magisk verden. Så mange ting kunne lade sig gøre. På godt og ondt.

Maya forholdte sig tavs som de kom ind på hvad Maya nok ville kalde en normal kro. Hun opdagede ikke de støvede hjørner, eller den tydelige karakteristika af kroens stamgæster. Intet faldt hende unaturligt ej hellere nedværdigende. Hun kendte ikke bedre når det kom til stykket. Men hun var påpasselig med hvordan hun satte sig ved bordet hun blev sendt til. Satte sig med så meget beskyttelse til ryggen hun nu engang kunne finde, og et frit udsyn til døren. Hun var ikke på kro ofte. Maya kunne ikke undgå at komme med et skævt smil over kommentaren, der i hendes øre fik Jabari til at lyde møg forkælet. Som en storby pige på udflugt i lavlandets menneskelighed. ”Alt der ikke smager af opvaskevand er en forbedring” konstaterede hun stadig med trækningen i siden af læben.

Der var noget spændende over hvad pigen følte, så meget afslørede hendes øjne for Jabari. Der var noget over dem, som at der var noget der havde sat en ændring igang i hende, den var ikke stor men havde mulighed for at spire til noget større med tiden.  

Åh hvor måtte Maya have været ensom, sjældent havde hun set nogen reagere så skeptisk over at få en kompliment og en sandfærdig trussel. Bevares det var ikke mange ned nød et blive truet, men hun havde lovet at svare sandfærdigt så det var sådan det blev. Det var nok også bedre at hun vidste fra starten at hun så med milde øjne på at hun gjorde hende ondt.

Et skævt smil fald da også over dødsyndens læber som pigen sikrede sig mod at nogen hoppede ind af vinduet for at dolke hende i ryggen. Smart men noget paranoid af hendes unge alder. "Hvor ofte har du da smagt på det?" lød det med et påtaget løftet øjenbryn, men morskaben spillende i de isblå øjne.  To skummende krus øl blev båret hen til bordet af en ranglet kropige, der nok var ejerens datter. Kropigen var på alder med Maya, og havde tydeligt haft et noget anderledes liv. "Jeres mad er på vej" kommenterede hun kort før hun listede tilbage ud i køkkenet.
Jabari to en sluk af øllen, den var bedre end hun havde frygtet, men god ville hun ikke kalde den. "Siden at jeg har svaret på nogle af dine spørgsmål, så tænker jeg at du kan svare på et af mine" Et skævt smil over læberne viste sig som hun lænede sig ind og bordet og tættere på Maya "Hvordan håber du på at det liv bliver, når vi finder mere af din og vores familie?"

Maya rynkede let på næsen og skar en grimasse. "Lidt for ofte" Selvom det ikke var direkte opvaskevand, smagte det oftest som om, at alle kroens bundrester af suppe var stoppet en spand og blandet med vand. Ikke alle vintre havde det været muligt at opstøve en ordentlig buillion af smag nogen steder. Der var det vigtigere blot at få noget at ligge i maven som bund.

Mayas grønne øjne drejede sig til kropigen der satte krusene fra sig, gav information om maden og ellers forsvandt ud igen. Helt automatisk begyndte teenageren at spekulere over hvor meget nemmere hendes liv havde været hvis hun var blevet født ind i en krofamilie.

Hun tvang blikket tilbage til Jabari igen. Hun fik en let modvillig rynken i panden og løftede krusset for at skjule mere af sit udtryk. Hun delte helst ikke informationer om sig selv. Det ragede ikke andre. Så derfor blev første svar også givet ved at hun trak åbenlyst på skulderne. "Det ved jeg ikke.. Nemmere?" let tør kommentar, som hun hurtigt fandt vej til at drikke af øllet igen. Ikke fordi hun kunne li smagen, men så behøvede hun ikke at sige noget.

En bekymret rynke formede sig henover Jabaris pande, det kunne ikke passe at nogen af hendes skulle leve af andres rester eller noget der mindede om! Om det var moderlige instinkter, smerte fra hendes egen barndom, eller noget så simpelt som at hun og hendes slægt var hævet over den slags, der fik hende til at reagere så tydeligt var svært at sige. Men det var sikkert at det var noget der ikke fik lov at ske igen.

Dødsynden fulgte den unge piges grønne øjne med hendes egne isblå, hvor mon hendes sind vandrede hen? Det lignede ikke at hun var betaget af kropigen, nærmere at hendes tanker udsøgte kroge de nok ikke havde vandret af før.

Et skævt smil fra Jabari mødte pigens skuldertræk, det var tydeligt at hun ikke kunne lide at tale om sig selv, om det kom fra at hun ikke mente at hun selv var værd at tale om, eller at hun ikke ønskede at andre vidste hvordan hun havde det, vidste Jabari ikke. "Nemmere hvordan?" kom det hurtigt efter, hun kunne lige så godt se hvor meget hun kunne få ud af pigen, hun havde tid nok. Kruset blev ført til læberne atter engang før hun fortsatte. "Under alle omstændigheder er du ikke alene længere, du har mig" en sikkerhed Maya nok ikke ville anderkende at hun havde brug for, så det var heldigt at Jabari kunne tage beslutningen for hende.

Maya havde gjort mange ting for at overleve. Leve af affald, stjålet fra folk som ikke ligefrem behøvede deres ting mindre end Maya gjorde. Mange uetiske ting og mange desperate ting. Mest af alt for at undgå at havne i samme forretning som sit moderlige ophav. Men det havde absolut ikke været sjovt.

Maya kom med en ubevist brummen, som det hurtige svar tilbage kom fra Jabari. Hun var ikke komfortabel med det og forsøgte at skubbe det væk med endnu et skuldertræk. "Bare.. livet er nemmere når man ikke konstant skal klare sig selv" forsøgte hun sådan let at forklare i en lavmæld tone. Man kunne se den indre vrede af at have levet sådan blusse frem i kinderne. Uretfærdigheden. Hun syntes at hele hendes liv havde været ret uretfærdigt! og at hun havde ret til at være sur over det.

Maya kom med et let fnys og kiggede ned i øllet. "Ja, det siger du.. Du er ikke den første som påstår de er der for mig, og så når det galt- puf" kommenterede hun tørt. Hun ville gerne tro på Jabari. Hele hendes indre hungrede efter at have en hun kunne stole på til at være der når lokummet brændte. Men nej, så heldig var hun næppe.

Jabari lod til at have en evne for at stille præcis de spørgsmål der fik Maya til at føle sig umådeligt utilpas, bevares det var sikkert ganske grænseoverskridende for hende at dele den slags med andre. Hun lignede en der havde måtte klare sig selv så længe at hun ikke ville lade sig binde til andre... men samtidig hungrede hun efter ikke at være alene, en følelse Jabari selv kendte bedre end Maya anede. 
"Du har nok ret, det kan være meget betryggende at have nogen at vende hjem til" medgav hun stille, fascineret over følelserne der boblede lige under overfladen i den unge pige, åh hvor hun mindede om hende om sig selv da hun havde været yngre.

Et skævt smil skød frem på dødsyndens læber "Jeg er ked af at de har såret dig, men det er vel en risiko du må finde ud af om du er villig til at løbe? Om du vælger at tro mine ord, eller mener at jeg bare skrider" lød det med en let skuldertrækning, stilheden mellem dem forstyrret af lyden af en ny gæst der trådte ind i kroen.
"Huh" Hun havde ikke ventet at skulle agere så hurtigt på løftet hun havde givet pigen. "Manden der lige er trådt ind er din far" nikkede hun kort mod herren, sendende ham et fragment af misundelse gennem hendes aura, men det ville sikkert være nok til at få hans opmærksomhed.

Det var ikke altid nemt at være på kant med loven. Jarko forbandede stadig sit held, der havde ført til, at den krikke af en byvagt havde taget hele kassen med enhjørningehorn og med den Jarkos indkomst. Han var kun sluppet væk i sin krageform, og det havde bidraget til en mindre pris på hans hoved. Pis og lort.

Så med slunkne lommer havde Jarko fundet det fornuftigt at forlade Dianthos for en tid. Udgangsforbuddet gjorde det i forvejen besværligt at lave illegalt arbejde, og for en tid havde han fundet lidt arbejdet på et skib. Derefter var han rejst mod Medanien, hvor byvagterne ikke havde så travlt med at stikke næsen i alting, og hvor han håbede at lave sit et lille lager for sine ulovlige handler.
Det bedste sted at starte var naturligvis en af de mindre kroer. Her kunne man høre lidt om, hvad der rørte sig, få sig et godt krus øl, der forhåbentlig ikke kostede for meget, og skabe sig lidt kontakter. 

Solen stod lavt på himlen, da Jarko nåede landsbyen og mørket var efterhånden faldet på, da han skubbede døren til krostuen op. Han vandrede op mod bardisken, spurgte krofatter hvad øllet kostede og skar en smule ansigt da han hørte prisen. Hånden ragede ned i lommen efter et par krystaller, som han lagde på bordet. 
Et eller andet fik ham til at vende sig om og kaste et blik ud over resten af rummet, og hans bevægelse stivnede, da han så en bekendt skikkelse i selskab med en mørk kvinde. Han havde ofte tænkt over, hvad der var blevet af Maya siden deres sidste samarbejde, men af en eller anden grund gav synet af hende med kvinden et stik af misundelse i ham. Var det fordi han havde håbet at oplære hende og nu så, at hun havde fundet sine egne veje med en anden vejleder? Han tøvede, usikker på, om han skulle lade dem være eller opsøge dem. 

Maya var begyndt så småt at blive tvær. De indgående spørgsmål, og måden Jabari formåede at grave ind i hendes sind uden særlig stor besvær, men bare ved at stille de rigtige spørgsmål, begyndte så småt at gøre hende gnaven. Hun trak på skulderen som svar. Forsøgte at genskabe noget af den mur hun havde tabt ned på gulvet, selvom Maya aldrig havde været specielt god til at skjule hvor sur, tvær og bitter hun kunne være.

Det var også med det samme mistoriske løft i øjenbrynet at Maya lagde sine arme over kors. Imens hvilede de grønne øjne på hende, stadig med pustet af mistillid. "Hvad ville du gøre i mit sted?" lettere hypotetisk spørgsmål, men alligevel noget Maya fandt relevant. Jabari kunne love hende guld og grønne skove, og stadig bare tale hende ørene fulde. Men Maya nåede ikke at grave videre i den anden kvindes ord, før dennes opmæksomhed var et andet steds.

Med et først forvirret og måske for ivrigt blik, drejede hun de grønne øjne mod døren. Det kunne ikke være sandt. Nej, Jabari legede med hende! Men hun havde alligevel vendt blikket for at kigge mod døren. Med et snert af den indre længsel. Det alvorlige dybtfølte udtryk ændrede karakter på få sekunder som hun blev klar over hvilken mand der var trådt ind. Hendes træk blødte op til fuldkommen morskab som hun gav sig til at grine. Et grin der startede fra maven og på ingen måde var overfladisk eller skuespil. "Ham?! Selvfølgelig er han ikke det" fuldstændig overseende at Jabari havde aflæst på Maya alene at de var koblet sammen af blod. Jarko var bare en lusket gammel krage! Som hun alligevel følte var lidt vigtigere end de andre i gaden. Hun vinkede derfor også til ham, overraskende glad for at se ham. Det måtte være hvad Jabari havde aflæst. Bekendtskabet, der stræbbede sig til at Maya så op til den lurvede mand, uden at ville indrømme det.

Jabari trak lidt på skuldrene over spørgsmålet, hvad ville hun faktisk have gjort hvis hun havde været i sit tiptiptiptiptipoldebarns sted? "Jeg ville nok have taget chancen, været irriteret over at være så naiv at jeg gjorde det, og samtidigt finde på en måde at straffe personen hvis den løj" forklarede hun med en finger på underlæben, måske var det ikke hvad man fortalte unge piger, men det var tydeligt at Maya havde været igennem nok til at hun ikke havde den slags fine fornemmelser.

Kavalkaden af føleser der udspillede sig på pigens ansigt var ganske morsom, men latteren kommende fra pigen overraskede selv Jabari. Dødsyndens øjne blev smalle stirrenede olmt på pigen et øjeblik, indtil at viste sig at latteren ikke var vendt mod hende men mod manden, og tilbage var det venlige ansigt hun ellers havde vist. "Ikke? Jeg kan nu ellers fint se slægtskabet, men lad det komme an på en prøve!"
Jabari sendte et skævt smil i retning af manden og endnu et skud misundelse, før hun med en finger bevægelse førsøgte at kalde ham over.
"Kom sæt dig ned, jeg har nogle spørgsmål jeg gerne vil stille dig i bytte for drikkelse!" lo hun muntert, han havde intet hun behøvede at misunde, endnu.

Følelsen blev ved med at stikke i Jarko som han tog imod sit ølkrus fra krofatteren og vendte sig imod krostuen igen. Det var besynderligt - hans gamle kragehjerte holdt af Maya, men han var ikke klar over, at synet af hende i en anden vejledende voksens selskab kunne gøre ham ondt. Hans hånd knugede et øjeblik hårdt om krusets hank og han tog en dyb indånding. 

Kvinden smilede til ham. Hans blik gled fra hende til Maya, hendes latter nåede tydeligt til ham gennem krostuen. Der havde dog været et mystisk udtryk i den mørke kvindes øjne for et øjeblik siden, da hun kiggede på Maya, og Jarko bestemte sig for, at forbindelsen under alle omstændigheder måtte undersøges nærmere. Om ikke andet for Mayas sikkerheds skyld.

På opfordring fra invitationen bevægede han sig gennem krostuen og tog plads ved deres bord. "Godaften." Brummede han, igen undrende sig en smule over følelsen, han fik ved at se på kvinden. Han forsøgte at skubbe den til side og lægge ansigtet i en venlig grimasse i stedet: "Lille verden.. Jeg vidste ikke, at du også var søgt mod de lunere egne.." Sagde han med et nik imod Maya, inden han vendte sig mod kvinden. Han studerede et øjeblik arret, der løb ned af hendes ansigt og spekulerede på, hvad det skyldtes.
"De fleste kalder mig Kragen, men det har Maya måske allerede sagt?" Han kastede et hurtigt, lidt advarende blik mod den unge pige. Han brød sig ikke rigtig om, når der blev snakket om ham uden han vidste, hvad der blev sagt.

Det gav irriterende mening. Maya fnøs som svar og lod det i stedet bundfælde sig i tankerne fremfor at give et endegyldigt svar på hvad hun mente. Selvfølgelig ville hun være irriteret over at være så naiv at hun bare havde ladet det ske, men samtidig med var hun også nødt til at tage chancen i et forsøg på at ja få noget mere ud af det. Det var en irriterende cirkel hun ikke kunne se den rigtige slutning på med mindre hun sprang med hoved først. Lort. Hun foretrak ikke at udsætte sig selv alt for meget for problemer. Især følelsesmæssige problemer.

Der kom stadig nogle små kvækkende lyde af grin fra Maya som hun tørrede sig under det ene øje. Hun var ikke helt sikker på at hun havde opfanget præcis hvad hun mente. Noget med en prøve. Maya så i stedet på Jarko med morskab i blikket som han så noget tvær ud. Bevares, var han så utilfreds med at se hende her!
”Dianthos var alt andet end hyggelig den seneste tid” påpegede hun uden at sætte præcise ord på det. Han burde vide hvad hun mente. Kiles orden var et helvede at lege med.

Maya løftede forarget sine øjenbryn og lænede sig tilbage i stolen med et utilfreds udtryk. ”Hey! Siger du jeg er en sladderhank?!” tydeligt med en attitude der afspejlede en teenager der ikke ønskede at få et sigende advarende blik omkring sin opførsel. Alle hans hemmeligheder, dem alle, som hun i hvert fald kendte til, var sikre hos hende. Hun havde intet afsløret. Det ville naturligvis også afsløre hende selv, men man bed ikke hånden der havde lagt sig beskyttende imellem hende og et lag tæsk.

Med et vink fra Jabaris mørklødet hånd fangede hun kropigens opmærksomhed "Et krus til mit nye bekendtskab!" bød hun med påtaget venlighed, heldigvis var pigen hurtig til at gå i gang med sin opgave. 
Det var tydeligt at de kendte hinanden, men hvad det end var de hentydede til gik forbi hende. Normalt ville det gå hende på men for Mayas skyld lod hun det ligge, for nu ihvertfald. Samt for en god ordens skyld skærmede hun ham fra hendes aura en stund. 

Inden Jabari overhovedet fik muligheden for at svare pigens far havde Maya overfuset ham med sine ord. "Bare rolig, Maya har ikke sagt noget om dig overhovedet, men Kragen? En note til dit hår og tøj, eller måske en anden association?" Lød det med hovedet let på skrå, hun tænkte ikke meget om mennesket foran hende, han var allerede forbi hans bedste alder, men hvis han blev kaldt kragen kunne han vel ikke være helt ubetydelig. 

Men nok om fugle for nu, der var en pointe der skulle understreges "Maya? Har dig og Kragen nogensinde snakket om din mor?" Forhåbentlig kunne han vel huske at have været sammen med pigens mor, ellers havde de en lang aften foran sig.

Jarkos næve holdt stabilt om hanken på ølkruset, mens han så fra den ene til den anden. Det havde ikke været hans mening at virke utilfreds med Maya, og hun tog det tydeligvis mere nær, end han lige havde forudset. Med et suk tog han en god slurk og tørrede skummen fra skægget med bagsiden af hånden, for at give sig lidt tid til at tænke. Han forstod stadig ikke rigtig, hvad der var, der havde bragt den underlige følelse frem i ham.

"Helt enig.. samme grund til, at jeg er søgt herned." Brummede han. Han så på Maya og gjorde et lille, næsten umærkeligt nik med hovedet for at signalere, at det altså var OK.
"Og nej, det vil jeg sgu ikke påstå." Tilføjede han. Maya kunne godt holde på hemmeligheder, det var han ganske overbevist om. Ellers havde han aldrig gået med til det lille foretagende, de sammen havde udført i Dianthos, sidste gang deres veje havde krydset hinanden.

"Så.. vil du præsentere mig for din nye veninde?" Han gjorde et nik mod hovedet i retning af den mørklødede, som han stadig ikke helt vidste, hvad han skulle synes om. Hun virkede meget kæk og fremme i skoene, og det var ikke noget, han nødvendigvis så som et positivt karaktertræk. Han ignorerede helt hendes spørgsmål til kragenavnet. Det skulle hun nok tids nok få at se, hvis hun bragte ham i problemer.

Han greb igen om ølkruset og løftede øjenbrynet ved kvindens næste spørgsmål. Hvor i Zaladins navn skulle han vide noget om Mayas mor fra?

Maya fnøs og lagde armene over kors, en smule fornærmet. Også selvom at han tilføjede at han ikke ligefrem kunne påstå at hun var en sladderhank. Nej, det kunne han nemlig ikke nikke nej! For hun holdte sin kæft! Både for sin egen skyld, mest for sin egen skyld, men også fordi at det lort gik man bare ikke rundt og snakkede om! En mands hemmeligheder, var hans af en fucking grund! Hun rettede sig en smule op, med et ganske let træk i den ene skulder og et skævt smil på læben. ”Som om du behøver en præsentation” der var noget tydeligt drillende i hendes stemme, hældende til provokerende. ”Jabari, det her er Jar-undskyld kragen, en bekendt fra Dianthos’ møgfyldte gader” bekendt var måske et forkert ord, for de var efterhånden lidt mere end det. Maya kunne næsten snige sig til at sige at han var godt bekendtskab! ”Krage, dette er Jabari! Noget… familie” det virkede underligt at sige, og det kunne høres på hende at ordet ikke helt faldte i rette stilling, men det var nu ikke fordi hun løj. Hun forstod det bare stadig ikke helt.

Men der var ikke megen tid til at dvæle ved den mærkelige følelse ordet familie gav, som Jabari spurgte ind til Mayas mor og hvorvidt de havde snakket om det. Maya kiggede forvirret til siden på Jarkos løftede øjenbryn, der bekræftede hende i at han var mindst lige så forvirret over spørgsmålet som hun var. ”Næh, hvorfor skulle vi det? Hun døde sgu for mange år siden” trak hun på skulderne. Og hvorfor? Hvad godt ville det gøre?

Et mørkt øjenbryn løftede sig en smule, normalt fandt Jabari sig på ingen måde at blive ignoreret, især ikke af mandslinge der var forbi deres bedste alder. Men ak manden havde den værdi der for nu var værd at værne om, for pigens skyld. Og hvis han blev et reelt problem kunne han vel myrdes en anden dag. 
Som Maya introduktion rullede frem dansede et smil frem på Jabaris læber "Sikke en malerisk beskrivelse" ikke at hun havde ventet andet end de nok havde mødtes i rendestenen, gørende hvad end de kunne for at overleve, et træk hun var nødsaget til at beundre hos Kragen, hvor irriterende hun end fandt ham lige nu.

Jabari rullede kort med øjnene, tilsyneladende mente mandslingen at alt tale kunne foregå ved at have et intenst forhold til sit ølkrus. "Fordi at det kunne have gjort tinge lidt lettere for mig hvis i havde" sukkede hun kort før de isblå øjne så Kragen an. "Krage du slår mig ikke som en der ligger i med ret mange kvinder, men noget siger mig at du lå i med en mørklødet kvinde med stort krøllet hår for omkring 15 år siden" de isblå øjne søgte hans som hun så ind i hans sjæl. "Du var nok omkring 27 somre der, og noget siger mig at det var omkring maj" Det var ihvertfald tydeligt pigen ikke slægtede sin far meget på andet i opførsel.

Der var en mystisk aura ved kvinden, som Jarko ikke helt kunne placere. Som om hun var en del mere, end blot en rubinsk kvinde i et lille værtshus i Medanien. Var det hendes tydelige selvsikkerhed, der gav ham en fornemmelse af, at hun kunne være farlig, eller lå der mere bag? Jarko var ikke sikker på, om han bare var paranoid, men der var noget ved hendes isblå øjne, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

Igen vandrede hans blik til ølkruset for derefter at skæve til Maya med et hævet øjenbryn. "Familie, ligefrem? Jeg vidste ikke, at du havde aner i syden.." Når det kom til stykket, var det egentlig umådeligt begrænset, hvad han vidste om Maya. Hun var gadebarn - men han vidste ikke hvorfor og hvordan, andet end at der et sted i hendes baggrund var et bordel i Dianthos. At skøger af og til fik børn og at de oftere end ikke endte på gaden, var et faktum, de færreste kunne benægte.

Jabaris ord fik dog Jarkos tanker sat i sving - han havde været yngre dengang, men bordellerne, værtshusene og spillestederne var allerede begyndt at drage ham. Han havde ikke tal på de skøger, han havde kastet krystaller efter, men den mørklødede kvinde havde forekommet eksotisk blandt de andre skøger. Han så op på Jabari - tankerne var tydeligt malet i hans ansigt, og det var for sent at benægte, at hendes ord ikke sagde ham noget. "Hvad.. hvorfor spørger du?" Han følte sig pludseligt utrolig tør i munden..

Maya trak på skulderne. Hun vidste heller ikke at hun havde rødder i syden, men fakta var at det nok ikke rigtig kunne undre nogen. Hendes brune hud, det store krøllede hår, ja det havde vidst en ret sydlig afspejling. Ikke at hun havde tænkt over det. Maya havde været sikker på at hun ingen familie havde. Hendes amme, eller reservemor eller hvad man kunne kalde det, havde sagt at hendes mor ikke havde noget familie. Så det havde Maya naturligvis heller ikke! Hun havde heller ikke haft den sygeste lyst til at finde mandslingen der havde tømt sine løg for at skabe Maya selv. 

Det undrede dog Maya at Jabari virkede meget stensikker i at de burde havde snakket om det. Hvorfor? Det havde aldrig været aktuelt, eller vigtigt af nogen art. Men hun forholdte sig tavs for nu, mens hendes blik gled spørgende og undrende fra den ene til den anden. Et øjeblik følte hun sig rigtig meget som et barn der overværede de voksene snakke. Maya pressede læberne en smule sammen og rynkede brynene. "Guderne må vide hvor mange kvinder af den beskrivelse han har kastet sig i sving med.. hvad har det med...-" Hendes blik gled mistroisk over til Jarko og hun mærkede hvordan hun begyndte at læne sig en smule væk fra ham. Hvad havde det med hende at gøre?! Maya var ikke dum, men hun nægtede at tænke det. "Det mener du ikke?" Blikket gled over til Jabari mens et halvhjertet grin forlod hendes læber og efterlod hendes ansigt i en fornægtelig grimasse af at smil, der bare ikke nåede de intense grønne øjne.

Jabari rullede let med øjnene, selv når hun bare brugte øjnene var det tydeligt at Maya måtte have blod fra syden, alle de andre mennesker fra Medanien og nord på var så blege i deres hud de nærmest blev mere og mere udvandede jo længere nord på de kom fra. Før eller siden ville det vel lykkes at få dem til at indse at hun havde ret. 

Og med et lignede det at krystallen endelig faldt på plads hos Kragen, og ganske hurtigt så pigen også hvad der skete. "Jeg tror at det er noget færre end du tror Maya" kommenterede hun med et sigende smil, nu blev tingene først rigtig interessante. 
Et øjebliks stilhed fulgte som Jabari tog en slurk af sin øl før at hun fortsatte den historie de alle tre vidste hun skulle til at forklare. "Grunden til jeg spørger er at Maya her ikke tror på at du er hendes far, og har jeg ret i at der ikke var mange kvinder som hende du var med dengang?"  nok var det den detalje der sandsynligt var overflødig, men hun kunne have lov at håbe på det understregede det nok for Kragen.
"Under alle omstændigheder blev hun med barn og fik vores fælles ven her" fortsatte hun med en hånd gestikulerende mod Maya. "Så hvad jeg vil have dig til er at passe på din datter" med et forsvandt smilet der ellers havde været under den akavede familie forening "Hvad end det koster dig, for hvis du ikke gør det finder jeg dig og fortærer din sjæl" lød det med en iskold stemme. "Det ville være synd hvis Maya skulle blive forældreløs, Hvilket jeg ikke håber at du tvinger mig til gøre mod hende, nu hvor i endelig har fundet hindanden" og med det var smilet tilbage på de mørke læber.

Jarko var begyndt at tænke som en rasende, efter Jabaris ord, gravende i det gamle, glemte minder. Hvorfor kunne han ikke huske kvindens navn? Det eneste, der dukkede op i hukommelsen, var det svage billede af et væld af krøllede lokker, mørke og sammen med den bare, solbrune skulder stående i stærk kontrast til det lyse pudebetræk under dem.
Da hans blik kort landede på Maya, var ligheden så slående, at han med det samme så væk igen. Hans datter. En del af ham var vred på kvinden over, at hun aldrig havde opsøgt ham og fortalt det. Men så igen - han bebrejdede hende ikke. Han var ikke en mand, man ville have ønsket sig i faderrollen.

Passe på din datter.. fortære din sjæl .. fundet hinanden. Det tog lidt tid før Jabaris ord fandt vej ind i hans sind, men så var det som om, at der var et eller andet, der knækkede i ham. Han rejste sig brat op med en aggressiv bevægelse, der nær havde fået stolen til at tippe bagover, og slog en tung næve i bordet:

"Hvem fanden er du!? Har du et eller andet magi, der bare kan se den slags eller hvad? Hvorfor er det så vigtigt for dig?" 

Hans stemme var vred og ophidset. Det var den nemmeste reaktion for at skjule det væld af følelser, der var steget op i ham ved afsløringen. En del af ham prøvede hårdt at overbevise sig selv om, at kvinden foran ham løj - at hun forsøgte at drive gæk med dem, men en anden del af ham, inderst inde, vidste at hun talte sandt. 

Maya fik det dårligt. Hun skubbede sig væk fra bordet og holdte håndfladerne presset mod bordkanten, mens hun næsten så grøn ud. Ikke fordi Jarko var som en ulækker rødden fisk der var blevet kastet op foran hende, men fordi hele situationen forstyrrede hende. Det var for meget. Ordene begyndte at sive ud til en ubestemmelig støj for hendes øre, mens hun bare stirrede ned i bordet.

Hun blinkede dovent, som var hun fanget i en for langsom verden i forhold til tiden der løb forbi hende. Hun kunne ikke bearbejde det. Få ord som fortæret sjæl og blive forældreløs, fik hende til at gispe efter vejret. Hvad havde hun rodet sig ud i? Hvad fanden var det lige der foregik.

Maya hoppede forskrækket med en halvkvalt lyd og trak sine hænder til sig, da Jarko havde væltet sin stol i vrede og slået i bordet. Et øjeblik så man Mayas rigtige alder. Hun drejede de kønne, store, grønne øjne op på Jarko hvis ansigt var forvreden i vrede og ophidselse. Hun bebrejdede ham ikke, men ikke destro mindre var hun blevet bange, og hendes forskræmte blik hvilede på ham et par lange sekunder, før hun drejede blikket ned til hans knytnæve og lod sit indre hærde sig. Sarkasmen vendte tilbage som hendes foretrukne beskyttelse, trods stemmen var tør og usikker "Du tager det virkelig pænt.. At springe i en vulkan havde været mindre smertefuldt" Hun rejste sig og gik. Efterlod de to voksne og tilsyneladende eneste familiemedlemmer hun havde, tilbage. Alt imens hendes mave snurrede sig sammen og forsøgte at kvæle hendes indre organer. Hun havde kvalme. Alligevel var hendes første valg at gå op til krofaren og få det stærkste han kunne give hende, mens han ikke engang tog notits af den unge alder.