Juno satte sig ned, da han blev bedt om det, og skævede ud mod køkkenet, da Serena blev nævnt. Han var mindst lige så taknemmelig overfor hendes arbejde, som han var for Giles'. Selvom det selvfølgelig havde været Giles, der var gået med til at blive hos ham, imens han sov. Endnu en gang blev han helt flov af at tænke på det. Han havde opført sig som et lille barn. Et lille, skræmt barn der ville have sin far til at blive på sit værelse, til han faldt i søvn, i tilfælde af at monstret i skabet kom ud. 
Men Junos far ville aldrig være blevet hos far, ville aldrig have spurgt ham om han ville have det, og Juno havde klaret alle monstre i skabet helt alene fra det øjeblik han kom til verden. Dét var også grunden til, at han havde gjort alt hvad han kunne for at sørge for at Mars ikke skulle gå igennem det samme.

Juno foldede sin serviet ud og lagde den i sit skød, som en gammel vane, der pludselig kom tilbage til ham, og han så først op, da Giles endnu en gang talte til ham.
"Det går udmærket," svarede han vagt, og så sig omkring i lokalet, inden han lavmælt sagde, hvad han egentligt tænkte om det; "Thoran er tålmodig med mig. Killian er..." Juno slog blikket ned i sit skød igen og smilede sigende. "Killian er Killian." Han løftede smilende blikket til Giles og gik fuldstændig ud fra at manden vidste, hvad han mente. Killian var sød og nem, nem at snakke med, nem at blive venner med, nem at slappe af med, nem at komme i bukserne på. Han var på rekordtid blevet en af Junos bedste venner, og han lagde ikke skjul på, at han var fuldstændig forgabt i ham, platonisk. 

"Og arbejdet keder mig ikke engang endnu. Ting keder mig normalt hurtigt. Men det her er okay." Han følte, at han måske burde sige noget om, hvor hårdt det var, for at forklare sit sammenbrud om natten, men sandheden var, at det ikke var arbejdet selv, der var skyld i sammenbruddet. Det var stress, dårlig prioritering af sin tid, for mange tanker i sit hoved, angst, PTSD, for meget ansvar, og at han ikke kunne finde ud af at bede om hjælp. 

Giles lagde hovedet en anelse på skrå, da Juno begyndte at fortælle og han kunne ikke lade være med at smile lidt, samtidigt med at hans ene øjenbryn gled lidt op. At Thoran var tålmodig var ikke så overraskende for Giles, der havde kendt manden i mange år. Nok virkede han evigt gnaven og uvenlig, men han havde et stort hjerte og forstod, at ikke alle kunne det samme. 
Hans krop lavede et lille hop, som han kom med en enkelt lyd af morskab over Junos ord om Killian. Ja, Killian var Killian, og han kunne et eller andet med dyr, men havde nogle specielle evner med andre væsner også. I de syv år, Giles havde haft ham ansat, havde han set ham gøre ufattelige ting for ødelagte sjæle, bare ved at smile til dem. Sådan var nogle væsner, men for Killian kom det skræmmende naturligt.

"Jeg er glad for, at du er faldet godt til. Det er vigtigt, at alle føler sig godt tilpas." Det var sandt, han ville gerne have, at alle i hans firma kunne lide at være der. Et godt arbejdsmiljø var ofte undervurderet og han havde hurtigt opdaget, at glade ansatte gav mere effektive ansatte. Så der var ikke kun hans egen følelsesmæssige tilfredsstillelse bag ønsket om glade ansatte, men også et praktisk mål.

Måske det mest logiske for ham nu ville være at begynde at spørge ind til Juno og hvorfor han var endt op i hans gæsteværelse, langt forbi hvad der var en fornuftigt brandert, men det gjorde han ikke. Ikke fordi, at han ikke ville, det skulle nok komme, men lige nu var det vigtigere at gøre Juno bedre tilpas. Få noget mad i ham og måske få ham til at løsne lidt op. Vise ham, at Giles ikke var farlig. Men Giles ville meget gerne vide mere om Juno, for selvom drengen havde fortalt ham om Thanos, følte han, at der var mere bag de udtryk af total udmattelse, sjælelig smerte og overvældelse, han havde set på hans ansigt tidligere. Det han havde set var et menneske drevet til kanten af, hvad han kunne holde til og der måtte næsten være mere bag.

Tavsheden lagde sig for et øjeblik, men inden nogen kunne nå at afbryde den, kom Serena ind i stuen med en stor bakke med mad. Hun daskede til Giles hånd, da han ville hjælpe hende, og snart stod maden spredt på bordet. En stor skål med dampende grød, et fad med skiver af flæsk, en skål med æble i både, en skål med røræg, nybagt brød og et glas med honning. Hun forsvandt kort for at komme tilbage med en kande med sød saft og en kande med te. Giles rystede let på hovedet, der var mad nok til halvdelen af lageret, men han brokkede sig ikke, for hans mave fortalte ham, at han var sulten.
"Du forkæler os, Serena." Han sendte hende et smil, hvilket hun vrissede lidt kærligt af, inden hun formanede dem om, at de skulle kalde, hvis der manglede noget, og så forsvandt hun ud i køkkenet igen, dog med et ekstra langt blik til Juno, der udtrykte tydelig tilfredshed over hans nye udseende i skjorten.

Juno trak blot på skuldrene, da Giles gav udtryk for, at det betød noget for ham, om Juno havde det godt på arbejdet eller ej, men han smilede også samtidig, og hans blik, der genert blev slået væk, afslørede alt for tydeligt, at det betød meget for ham at høre Giles spørge ind til ham.

Juno så straks op, da Serena kom ind. Juno kunne ikke huske at han nogensinde havde set så meget mad samlet ét sted, ikke når de kun var to om at spise den, og hans mave rumlede straks ved lugten.
"Det ser virkelig godt ud," tilføjede Juno lavmælt, da Giles roste hende. Normalt ville han have flirtet mere, men han var blevet sparket ned til et mere ydmygt sted, efter at have givet hende en spand, der havde været opkast i, og efter at hun havde vasket hans tøj og lavet mad til ham. Han smilede stadig til hende, men det var et oprigtigt, sødt smil, ikke ét af den slags smil han kastede efter enhver kvinde han så. 

Det gik heller ikke hans opmærksomhed forbi, at hun var tilfreds med hans nye look, og dét fik ham til at smile lidt større til hende. Han gned også distræt et par fingre ned ad over knapperne for at sikre sig, at skjorten sad som den skulle. Så snart hun var ude i køkkenet igen, vendte han sin opmærksomhed mod maden igen, og på inden tid havde han grød i en skål, flæsk og æbler oven på grøden, og en skrive brød i hånden. Hvis ikke Giles igangsatte en samtale, ville Juno ikke gøre det - han havde for travlt med at stoppe sig med mad, især flæsk. 

Giles kunne ikke lade være med at smile lidt over Juno, der helt havde skiftet personlighed i forhold til, hvordan han normalt opførte sig. Han virkede næsten helt rolig og meget mindre fremme i skoen. Det var nu meget rart at se den side af ham også og Giles lod ham spise i fred, mens han selv hældte grød i en skål, lagde flæsk og æbler over og pyntede med honning. Røræggen kom på en skive brød og til sidst fyldte han sin kop med varm te. 
Giles var en heldig mand, han tænkte ikke så nøje over madens kvalitet, siden han altid havde været en del af en velhavende familie. Han var rigere end hans bedsteforældre nogensinde havde været, men han havde også kun sig selv i privatlivet. Og han havde fået firmaet til at vokse sig meget større end da han overtog det fra sin morfar. Måske især fordi det meste af tiden havde han kun været sig selv.

Stilheden føltes ikke forkert som de spiste i mens, men han skævede ind i mellem til Juno for at sikre sig, at han følte sig behageligt tilpas. Da skålene var ved at være tomme, flyttede han lidt på sig og drak en tår af sin te, inden han stille og roligt begyndte at stille spørgsmål.
"Jeg ved ikke, om du kan huske vores samtale tidligere? Men tilbuddet står ved magt, jeg vil gerne vise dig, hvordan man slås. En smule mere effektivt end de nævekampe gadebørn går op i." Lidt en underdrivelse, hans måde at slås på var noget mere effektiv og virkede overraskende lidt voldelig, selvom modstanderen uden tvivl kom til skade.

Han skrabede en skefuld grød op og stak den i munden, mens hans grå øjne hvilede på Juno for at se hans reaktion. Om han kunne huske samtalen, hvad han tænkte om det og om han stadig var interesseret i tilbuddet. Det var i orden, hvis han ikke var, men Giles kunne godt overveje at lægge lidt pres på ham. Hvis Juno skulle være en del af hans liv, hvis han ville, havde Giles det bedst med, hvis han vidste, at drengen kunne passe på sig selv.

Juno kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde fået så god mad, som han fik nu. Faktisk troede han slet ikke at det nogensinde var sket. Det var helt simpel mad, men den var fed og god og der var tydeligvis lagt en masse kærlighed i den. Han sad med sin te og en skive flæsk i hver sin hånd og nippede til begge dele, da Giles brød tavsheden og han så op for at møde hans blik igen.
Han kunne godt huske tilbuddet, men først nu hvor Giles mindede ham om det. Han nikkede og lænede sig tilbage i stolen med et eftertænksomt udtryk. Han havde intet problem med at slås. Han var sjældent den, der startede et slåskamp, for han havde egentligt et meget roligt temperament, men når Hector startede en slåskamp kunne han alligevel ikke lade være med at blande sig. Og han havde kæmpet mere for sit liv end han havde haft lyst til. Så var der også den mand, han muligvis havde taget livet fra, da Vargas havde lovet ham at få lov til at se Hector, hvis han vandt en slåskamp. Han ville aldrig have slået nogle af sine medslaver, hvis ikke Vargas havde opmuntret ham på dén måde, og han han hadede, at han havde gjort det, men han kunne også stadig genkalde sig den ensomhed han var blevet fyldt med, da både Netrish og Hector var blevet taget fra ham og han ikke havde en eneste ven tilbage. På det tidspunkt havde Vargas været det nærmeste, han havde haft på en ven, og Juno havde ikke været så kritisk overfor hans handel som han burde have været.

Det var noget andet nu. Han ville aldrig igen slå på én, der ikke havde fortjent det. Men han vidste også, at han blev nødt til at lære at forsvare sig, også selvom han aldrig ville blive god nok til at kunne slå Thanos ihjel. Han satte tekoppen fra sig.

"Det vil jeg gerne." Hans stemme var rolig og hans blik på Giles'. "Jeg har samlet fjender i rekordfart," sagde han og gned sin frie hånd over sit ansigt. Det var fandme næsten pinligt, hvor mange der ville ham ondt. Vargas, Thanos, Liv, rivaliserende bander, der var utilfredse med at ham og Hector var kommet hjem, og igen ville have de områder, der før havde været deres. Det ville ikke undre ham, hvis én af de bander fik hænderne i ham snart. Han havde ikke overset, at han engang imellem blev forfulgt, men han havde ikke sagt det til nogen. Det var børn, eller unge mennesker, og han kunne ikke lade være med at blive lettet, hver gang det gik op for ham at det bare var en anden bande, og ikke Thanos. 

Man kunne næsten se hjulene køre i hovedet på den lyshårede dreng og Giles ventede tålmodigt på, at han kom frem til et svar. Han havde en fornemmelse af, at lige meget hvor flink han var, ville han altid blive mødt med forbehold, men han håbede lidt, at han kunne trænge ind under det mistroiske lag og få drengen til at stole på sig.
Men alt det var noget for fremtiden og det vidste han godt. Nu kom det først og fremmet til, om Juno i det hele taget var interesseret i, at skulle have noget med ham at gøre ud over i forhold til arbejde.
Svaret fik ham til at smile lidt, inden han drak af teen igen.

"Det lyder ikke så behageligt." Han så lidt undersøgende på ham. Overvejede om det var noget, han skulle spørge ind til, men han ville egentligt også gerne træde lidt forsigtigt. 
"Hvad laver du, siden du har så mange fjender? Ud over at bryde ind i folks hjem." Den sidste kommentar fik ham til at løfte et øjenbryn for at fortælle ham, at han ikke havde glemt det endnu. Men samtidigt var det også lidt for at vise, at han ikke mente andet end sjov med det. Han valgte at spørge direkte alligevel, selvom han var et meget diplomatisk væsen, kunne han ikke holde sin nysgerrighed i ave alt for længe og han var heller ikke den helt store fan af at gå som katten rundt om den varme grød.

Giles var nysgerrig. Juno var et puslespil. Han opførte sig som et gadebarn, en teenager med stor tro på sig selv, samtidigt med, at han var så utryg. Og selvom han var klædt og teede sig som en fra gaden, var han tydeligvis mere end det, han kunne skrive og den måde, han håndterede arbejdet. Han havde uden tvivl været mere end et gadebarn, men han så ikke ud til at ville godkende den del af sig selv. Og nu snakkede han om fjender på en måde, der fortalt Giles, at det var et problem for ham.
Det var tydeligt, at Juno gerne ville være voksen nok til at klare sig selv, men det at han var kommet forbi midt om natten, mere fuld end hvad godt var, tydeligvis ødelagt over ting, der var sket, viste, at han havde brug for hjælp. Giles havde ikke glemt hans udtryk, der havde vist, at han var en eksistens på randen af, hvad han kunne klare. 

Juno trak på skuldrene, som svar til Giles. Det var på ingen måde behageligt, men hvad skulle han gøre ved det? Han kunne ikke blive venner med nogen af dem igen. Liv var måske god nok på bunden, men han ville aldrig kunne tilgive hende. Vargas var måske til at handle med, men Juno ville aldrig få noget, der var nok værd til at Vargas overhovedet ville se ham som andet end en vare.

"Bryder ind i de forkerte folks hjem," svarede Juno med et halvhjertet smil og lagde begge hænder om sin tekop, som han vendte og drejede på bordet, ude af stand til at sidde stille. Det var ment som en joke - Giles havde jo tydeligvis været et af den slags personer man endelig bare skulle bryde ind hos, men det havde Thanos ikke været. "Jeg gør hvad jeg skal for at holde mine venner i live." For sent gik det op for ham, at han havde talt over sig, og han skiftede straks emne. Han havde ikke lyst til at fortælle Giles om hverken børnene eller hvad han gjorde for at skaffe mad til dem. 

"Desuden er det ikke mig, der gør noget," sagde han opildnet og satte sig rankere op i stolen. "Det er dem. Én mand sælger mig til en anden mand, er det så min skyld, at de begge bliver mine fjender? En kvinde køber mig og tror at hun kan udnytte mig som hun vil, er det så min skyld, at vi bliver fjender, når jeg siger fra? Nogle idioter tror, at de kan tage hvad der er mit, bare fordi jeg har været ude af byen i et par måneder, hvad er det meningen at jeg skal gøre med dem? Arrangere en fredsaftale?" Han havde ikke det store temperament han så ofte så hos Hector, men han var vred, og han lænede sig tilbage i stolen igen med armene over kors og hagen hævet, som udfordrede han Giles til at sige sig imod. 

Bryde ind i de forkerte folks hjem. Ord der ikke lød af meget, men som Giles ikke havde svært ved at forestille sig, kunne have meget store konsekvenser. Juno havde været heldig ved ham, men han var ikke i tvivl om, at de fleste andre væsner ville have reageret meget anderledes. Voldeligt, endda. Så han gav udtalelsen et svagt forstående nik, han kunne godt følge ham i, at det måske skabte fjender. Den næste afslørede noget om Juno, man måske ikke skulle forvente at se i den tilsyneladende arrogante og selvcentrerede dreng. Han bekymrede sig for folk i sit liv. Hvem disse venner var, stod hen i det uvisse, men var det også vigtigt?

Tavst lyttede han til det lange udbrud. Et udbrud der skabte mange flere spørgsmål end svar. Han var blevet solgt? Udnyttet? En hel ny verden åbnede sig, en grim verden og havde man lagt mærke til Giles' hænder, ville man have set dem lukke sig hårdt om koppen, han havde i mellem dem. Han vidste, hvad Thanos gjorde, så der var ikke langt fra hans navn til ordet solgt. Manden havde solgt Juno som slave? Og en kvinde havde købt ham, åbenbart med en bestemt tanke i hovedet. Tanken gav Giles en let kvalme, samtidigt med at hans mave føltes varm af vrede på Junos vegne.

Da Juno var færdig med at snakke, var Giles stadig tavs, mens han så lidt tænksomt på ham. Der var så mange spørgsmål, så mange ting, han gerne ville vide mere om. Ikke for egen nysgerrighed, men fordi det ville være nemmere at få Juno flyttet til et bedre sted, hvis han vidste, hvad han havde at arbejde med. Men han vidste, at han lige nu balancerede på en meget smal æg, og han ville nødigt skræmme ham væk eller gøre ham vred. Så han gjorde noget andet, Viste ham, at han havde hans støtte.
"Det lyder som om, at det har været en hård tid for dig. Så kan jeg bedre forstå din fortvivlelse i nat." Han løftede kruset og drak en tår, inden han lænede sig tilbage i stolen. "Du har meget at bære rundt på." Der var intet dømmende i hans stemme, i stedet var den varm og mild, det samme var hans udtryk. "Hvis du vil have det, vil jeg godt hjælpe dig."

Juno trak intetsigende på skuldrene, da Giles gav udtryk for sin sympati og forståelse for, hvad der havde fået ham til at dukke fuld op ved hans hoveddør i nat. Mindet om hændelsen var nok til at få ham til at skamme sig og han faldt straks lidt ned igen. Giles var ikke fjenden og der var ingen grund til at råbe i hans nærhed.

"Hjælpe mig?" gentog han skeptisk og imens han tænkte over tilbuddet tog han endnu en skrive bacon og kørte ned. Giles havde allerede tibudt sin hjælp med at lære ham at slås. Og givet ham sin hjælp ved at give ham et job og ved at lukke ham indenfor i nat. Og ved at give ham tøj på og mad. Det virkede overdrevet at bede om hans hjælp med mere. Hvad kunne han overhovedet også hjælpe med, sådan en gammel mand?

Junos blik faldt op på en af malerierne bag Giles, af en mand, der ikke lignede Giles det meste. En søn? En bror? Et øjeblik blev Juno helt distraheret.

"Jeg kender gadens regler bedre end du gør," svarede han så endelig. Han kunne ikke forestille sig at Giles kunne hjælpe ham med at slutte fred med Asads bande eller at Giles kunne hjælpe ham med noget som helst andet end hvad han allerede havde gjort. "Jeg finder en måde at fikse det. Det hele," tilføjede han og tog nonchalant den sidste skrive bacon også.

Der kom et lille nik fra Giles, da Juno stillede sit retoriske spørgsmål, men han sagde ikke noget. Lod ham overveje tilbuddet lidt. I mens spiste Giles selv et af de sidste stykker æble. Det var en sød sort og med en lille smule honning... perfekt. Giles havde lidt af en sød tand, hvilket han ikke forsøgte at lægge skjul på. Afventende betragtede han Juno og lå godt mærke til hans blik mod et af malerierne. Det var Kallinus, den ene af hans gamle lærlinge. Den første. Tanken om han gav stadig et lille stød i Giles, selvom det var mange år siden, at han var død af alderdom. Han havde holdt meget af ham.

Junos ord fik ham til at smile dæmpet.
"Det gør du uden tvivl. Jeg tænkte også mere på, at jeg kan give dig noget fast. Et værelse som sikker base, en seng der altid er klar, skulle du have brug for at tilbringe noget tid hjemmefra. Serena laver gerne ekstra mad til gæster." Han blinkede let med det ene øje. "Jeg tror, at hun kan lide dig." Den smilende alvor vendte dog tilbage med det samme og han lænede sig lidt tilbage i stolen. "Nok ved jeg ikke så meget om livet på gaden, men jeg har trods alt penge og kontakter til at kunne være behjælpelig med problemer. Og selvom du nok tænker mig som en tør gammel mand, er jeg en ganske god lytter og stiller, synes jeg selv, ganske gode løsningsforslag på små og store ting."

Han lænede sig frem igen, denne gang lidt ind over bordet, så han kom nærmere drengen på den anden side. De grå øjne var venlige og det svage smil beroligende og støttende.
"Jeg tilbyder dig noget, jeg tænker, du ikke virker til at have kendt til længe. En voksen støtte og et sikkert sted at fortrække til. Der vil ikke være nogen forventninger her, ingen spørgsmål, hvis du ikke vil have det." Der ville være spørgsmål, men ikke påtrængende eller krævende. Det var ikke et krav at fortælle eller forklare, for at han kunne være i mellem husets fire vægge.

Juno kunne godt lide lyden af Giles, der gav ham ret. Det skete for sjældent at voksne gav ham ret, især i forhold til hvor ofte han havde ret. Det var lige så ofte at han løj, men det skulle nødig overskygge når han endelig sagde sandheden. 
Og så blev han tilbudt noget, han aldrig havde fået tilbudt før. Ikke engang Kerfeir havde tilbudt ham noget lignende. Et værelse, en seng, mad, den slags havde han godt nok fået derhjemme, men penge, kontakter, hjælp? Intet af det havde hverken hans far eller mor nogensinde tilbudt ham. Et øre og løsningsforslag? Det lød fuldstændig vanvittigt for Juno og et øjeblik brød han også ud i latter, fordi det lød så surrealistisk. En latter, der kun blev højere og næsten hånlig, da Giles omtalte sig selv som værende en voksen støtte. Det var han, ingen tvivl om det, det var trods alt derfor Juno havde fundet hjem til ham og ikke et andet sted, da han havde drukket sig fra sans og samling. 

Han grinede lidt videre, men slog også blikket ned på sin te og åbnede og lukkede nervøst hånden om den varme kop i flere sekunder, inden forslaget endelig trængte helt igennem til ham. Det var jo tydeligt at Giles mente det helt seriøst, selvom Juno havde svært ved at tage det seriøst. 

"Det er, ømh, det er... et rimelig vildt foreslag," svarede Juno og smilede nervøst op til Giles, stadig med sine nervøse håndbevægelser. "Jeg roder mig ud i meget lort, hele tiden, lortet er sandt at sige tiltrukket til mig, knuder strammer sig om mig, hurtigere end jeg kan bundet dem op, det er sgu, det er en løkke om min hals, som jeg-" Han holdt en kunstpause, hvor han indikerede med hænderne at han kæmpede for løsne en usynlige knude.

"Hvis jeg bare er et projekt for dig, så skal du finde dig et andet, for jeg kommer til at skuffe dig. Igen og igen. Jeg tager alle de stoffer jeg kommer i nærheden af, jeg ryger og drikker, jeg tager mig af sultende, hjemløse børn, jeg er forelsket i en anden dreng, jeg er blevet voldtaget, været slave, været misbrugt fuldstændig - jeg kommer aldrig til at blive et af de børn du bare kan hive ind fra gaden og vise frem i nyt, rent tøj og så påstå, at du har reddet mig. Hvis det er dét du vil, så skal du ikke spilde din tid."

Hans hjerte sad i halsen på ham, da han var færdig med at tale. Han havde aldrig før åbnet sig sådan for nogen, men han kunne ikke tage imod hvad end det var Giles tilbød ham, hvis ikke Giles vidste hvad han gik ind til. Han ville ikke lokkes ind i en varm seng, væne sig til Serenas kærlige udtryk og Giles' hjælpende hånd, kun for at blive smidt ud igen når Giles opdagede hvem han virkelig var. Så var det bedre at afslå tilbudet nu end at få sine håb knust senere. 

Giles var lettere forvirret over Junoes reaktion med en latter, især fordi den lød svagt hånligt, og han var lige ved at holde fast i den vrede følelse, der dukkede op, men mindede så sig selv på, at reaktionen egentligt passede godt til Juno og at han sikkert ikke mente noget ondt med den. Så han ventede i stedet på, at der kom et mere konstruktivt svar ud af ham. Og trods den tydelige nervøsitet, så det ud til at gå op for ham, at Giles var seriøs. At han mente, hvad han sagde.
Tavst lyttede han til Juno, først omkring det med løkken og derefter om hans tanker om sig selv. Det var trist, at nogen kunne have det sådan med sig selv, at man ville komme til at skuffe nogen og være spild af tid. 

Han var tavs i et øjeblik efter, at drengen var færdig med at tage, inden han rettede sig lidt op og så alvorligt på ham, nu uden smil i sit udtryk. Bare alvor.
"Jeg ser dig ikke som et projekt. Jeg ser dig som et levende væsen, der har brug for hjælp til at komme igennem livet, til at få noget ud af det, du har." Han overvejede sine ord lidt. "Du er ikke den første unge mand, jeg har tilbudt at hjælpe. Der har været to før dig." Han drejede sig i stolen og pegede på to af malerierne på væggen. "Dette er Julien og Luc. Julien var den første. Han boede på et børnehjem, inden han stak af og fandt sig selv på gaden, hvor han blev indfanget af en daværende narkobaron til at sælge for sig. Han var ødelagt, da jeg mødte ham, ødelagt af stofferne og sit liv. Jeg købte ham fri fra sine bånd, inden jeg gav ham muligheden at blive hos mig eller finde sig et nyt liv uden for Dianthos. Da han døde af alderdom, havde han både børn og børnebørn og han havde levet et godt liv." Det var tydeligt at høre på Giles, at der var store følelser i den fortælling. Men han fortsatte.

"Luc var slave. Købte sig selv fri, men vidste ikke så meget bedre, så han sloges for penge. Jeg fandt ham en nat, jeg var på vej hjem, banket halvt ihjel, fordrukken og alt for ødelagt af sådan en ung mand at være. Han fik samme tilbud, efter jeg havde haft en healer til at se på ham. Han havde Thorans job til han døde. Ingen børn, men han var tilfreds med livet." tavsheden lagde sig over ham for et øjeblik, mens minderne faldt over hinanden i hans sind. Endeligt vente han sig mod Juno igen.

"Jeg gør det ikke for velgørenhed eller for at have et projekt. Jeg gør det, fordi jeg ser et væsen med muligheder, en ung mand, der har brug for en hånd til at komme bedre igennem livet. Jeg er ligeglad med din bagage eller hvor du kommer fra, jeg er bare interesseret i, hvor du skal hen. Måske er det fordi, at jeg aldrig har fået børn selv, måske er jeg bare en gammel mand med et for stort et hjerte. Men jeg vil oprigtigt gerne hjælpe dig, også selvom jeg ved, at det ikke bliver problemfrit. Jeg tager tingene en af gangen. Det er sjældent, at man møder et problem, der er så stort, at det ikke kan løses." Han smilede svagt til ham og rakte ud og drejede lidt på sit tomme krus. "Og hvem ved. Måske en hjælpende hånd kan hjælpe dig med at løsne løkken lidt."

Juno havde sagt alt, hvad han havde at sige, og nu lyttede han blot tavst til Giles. Til hans fortælling om Julien og Luc. Juliens historie lød for god til at være sand, men intet i Giles gav udtryk for at han løj, så Juno valgte at tro på ham alligevel. Det var næsten skræmmende at tillade sig selv at tro på, at han en dag også kunne få børn og børnebørn, et godt liv og leve helt til en gammel alder med Giles' hjælp. Indtil nu havde han altid forestillet sig at dø ung, ikke fordi han ikke ville blive gammel, men fordi gadebørn bare ikke blev gamle det meste af tiden.

Juno var for ambitiøs til at kunne forholde sig til Lucs historie på samme måde. Han ville ikke selv være tilfreds med livet, hvis alt han opnåede var Thorans job. Han vidste ikke præcis hvad han ville have, men det var mere end dét.

Da Giles begyndte at snakke om Juno og hans muligheder, det potentiale han så i ham og hvorfor han ville hjælpe ham, blev det for meget for ham. Løkken løsnede sig, præcis som Giles havde sagt at den ville, bare af at han tilbød sin hjælp, og idet den gjorde dét, begyndte tårerne at falde. Én efter én trillede de ned ad kinderne på Juno, der sad helt stille i stolen, og knap nok ænsede dem, imens han søgte i Giles' udtryk efter noget som helst tegn på, at han tog pis på ham, uden at finde det. 

Først da hans blik blev sløret af tårerne, rakte han en hånd op og tørrede dem lydløst væk. Det var et nytteløst forsøg, for de faldt efter hinanden konstant, og selvom det var en lydløs og rolig gråd, så kunne han ikke stoppe tårerne, der satte sig fast i hans øjenvipper og omkransede hans blå øjne. 

"Okay," svarede han lavmælt, efterfulgt af et snøft og begravede så sit ansigt i sine hænder, så Giles ikke behøvede at se ham græde. Han ville gerne have Giles' hjælp og håbede at hans korte svar var nok til at Giles forstod dét, for han vidste, at hans stemme ville knække, hvis han sagde mere, og han følte sig allerede alt for ynkelig. 

Giles så tårerne begynde at falde, som han talte. Det rørte ham, men først reagerede han ikke, mest fordi Juno ikke reagerede. I stedet snakkede han færdigt, og sad derefter et øjeblik og betragtede ham lidt. "Okay." Giles vidste ikke helt, om det blot var en tilkendegivelse af, at han havde forstået meningen med hans fortælling eller om det var et ja til, at han gerne ville have hjælp. Men hans gråd fortalte nok også mere end hans ene ord. Han havde brug for nogen til at tro på sig, hvilket Giles havde tilbudt. Halvdæmonen havde aldrig haft samme behov for at blive anerkendt, da han ret automatisk var blevet det via sin familie, så han kendte ikke følelsen fra sig selv, men han havde set den i så mange personer igennem hans lange liv, at han kunne genkende den uden problemer. 

Langsomt og næsten fordigtigt, som var det et skræmt dyr, han havde med at gøre, rejste han sig og gik over på den anden side af bordet, hvor han trak en stol ud og satte sig. Stadig forsigtigt lagde han fingrene, ikke hele hånden, mod Junos skulder, klar til at trække hånden til sig, hvis Juno ikke ville røres ved. Men Giles blev nødt til at vise ham, at det var okay.
"Det er helt i orden, det gør ikke noget." Faktisk var det lige før, at han allermest havde lyst til at trække drengen ind i et kram, men han vidste godt, at det ikke var en god idé. Og det forstod han også godt. Så han kunne ikke gøre så meget andet end at tilbyde sine ord.

"Jeg kan godt se på dig, at det må være et hårdt liv, du lever. Og jeg ved jo, at du ikke lever helt på den lovlydige side, men nogle gange må man jo gøre, hvad der skal til for at overleve." Havde han ikke fjernet sin hånd fra hans skulder, gav han den et lille klem. "Det betyder ikke så meget for mig. Hvad der betyder noget for mig er, at jeg kan fornemme, at du gerne vil mere. Thoran fortæller mig, at du arbejder hårdt og rimeligt villigt." Han smilede svagt mens han snakkede, hvilket kunne høres på hans stemme. "Og jeg hader at se talent gå til spilde. Du kan læse og skrive, du vil gerne arbejde hårdt. Du kan få meget mere ud af den del af livet end lidt småkriminalitet, hvilket jeg gerne vil hjælpe dig med."

Juno rystede på hovedet. Det var ikke i orden, at han sad her og tudede. Han følte sig som et lille barn. Giles blev ved med at give ham tilladelse til at føle sig som et lille barn og det var overvældende, hvor gerne han bare ville holdes om og trøstes. Derfor skubbede han heller ikke Giles' hånd væk.

"Du kommer til at fortryde det, hvis du lover mig alt det her nu og så bare pisser på mig senere." Det var en trussel, men der var gråd i Junos stemme og han lød bare ynkelig. Ynkelig og bange. For at blive forladt, for at få sine håb op kun for at få dem knust igen, for at stole på en mands bedømmelse af sig, kun for igen at få at vide, at han ikke var noget værd. 

Han gned sine hænder over sine kinder og fik det værste af sine tårer tørt væk, inden han sænkede sine hænder og tørrede dem af i sin skjorte. Han lænede sig tilbage, hans kropssprog mere selvsikkert igen, som han lænede sig imod stoleryggen og så på Giles med løftet hage. Han var bleg efter nattens strabadser og hans kinder var våde, hans øjne røde og hans kinder samme farve, og men blandt gråden og desperationen kunne man nu også se håb i hans blik, det hele gemt bag den attitude han havde lært for at overleve på gaden.

"Hvad forventer du til gengæld?" Han ville så gerne møve sig helt ind til Giles, der nu sad ved siden af ham, og bare græde videre imod hans skulder. Føle et par stærke arme om sig, føle sig beskyttet af en voksen, som han ikke havde siden sin morbrors død, men Liv havde påvirket ham i for stor grad til at han kunne røre ved Giles på nogen som helst måde, inden han havde fået slået det fast, at deres aftale ikke mindede om den han havde lavet med Liv. Selv da, ville han nok ikke kunne få sig selv til det - frygten for at blive afvist var stadig for stor. 

Junos grådkvalte trussel fik Giles til at smile lidt mere, ikke fordi han fandt den latterlig, bare en smule morsom på sådan en diskret måde. 
”Jeg holder, hvad jeg lover. Som altid.” Han trak hånden til sig, da Juno gned sine kinder og lænede sig tilbage. Hans udstråling skiftede og Giles lod ham vende tilbage til det mere hårde. Hvis han havde det bedst med det, skulle han have lov til det. Selvom Giles mest havde lyst til at trække ham ind i en omfavnelse for at trøste ham, noget han vidste drengen havde brug for. Men han gjorde det ikke, lod ham i stedet samle sig lidt.

Spørgsmålet var ikke helt uventet, og Giles kendte godt de skjulte ord bag. Frygten for, hvad han virkeligt ønskede sig af ham. Noget der vakte afsky ved Giles, ikke mod Juno, men mod de væsner, der ville udnytte en ung mand på den måde. Han skulle lige finde ro til at svare, så det varede et øjeblik, inden han trak let på den ene skulder.
”At du stoler på mig. Kommer forbi og spiser aftensmad en gang i mellem og underholder mig med samtaler. At du lægger dig i selen og arbejder hårdt på at gøre tingene bedre. Ikke smider det, jeg giver dig, væk. Og at du fungerer som min assistent, når jeg har brug for det.” Han lænede sig lidt frem mod ham og så ham i øjnene. ”Jeg ved godt, hvad du tror, jeg forventer til gengæld, men det kommer aldrig til at ske. Så slap du bare af.”

Juno sank en klump. Det var ikke meget Giles forventede af ham, men det var noget. Det var et forhold, et venskab. Tillid havde aldrig faldet Juno let - havde det, ville han ikke have været i live i dag. Men han kunne godt lide hvad Giles foreslog. Han var fristet af det, ønskede sig det, næsten mere end noget andet. Han ville gerne tilbage hertil. At tænke på at sengen, han havde sovet i i nat, stod klar til ham igen en anden gang, gjorde ham uforklarligt glad.

Da Giles selv nåede til at påtale den frygt, de begge vidste sad i Juno, fik han lyst til at udfordre ham. Lyst til at afprøve, om Giles virkelig mente det. Han havde lyst til at tage hans hånd i sin, lyst til at stryge sine fingre op under Giles' stive skjorteærme og kærtegne hans håndled, ae en finger over hans puls og mærke den stige. Han havde lyst til at læne sig ind imod Giles og fortælle ham, at hvis han ville have mere, så kunne han bare tage det. Fortælle ham, at han stadig skyldte ham, at han ikke behøvede sin egen seng i huset, at han gerne ville være tættere med Giles.

Med enhver anden ville han have gjort det. Han ville have leget med dem og pisset på dem, når de viste deres sande følelser; når de gav efter og indrømmede at de gerne ville have ham. Men selvom Juno gerne ville vide, om Giles fortalte sandheden, kunne han ikke få sig selv til at lege sådan med ham. Han ønskede at tro på Giles' ord og han ville ikke risikere det forhold de havde til hinanden nu, ikke for at provokere. 

Han vædede sin underlæbe imens han tænkte og lagde derefter en hånd over Giles'. Hans hjerte sprang nervøst et slag over, da han strøg sine fingre over den ældre mands, men længere end dét kunne han ikke gå. Han fjernede sin hånd, uden overhovedet at kunne få sig selv til at tjekke Giles' reaktion, og daskede så til hans skulder. "Du har dig selv en aftale. Jeg siger ikke nej til noget, der involverer et gratis måltid."
Han skævede til Giles igen med et forsigtigt smil, ved bedre mod end han havde været længe. 

Et lidt stramt udtryk gled kort over Giles ansigt, da Juno rakte ud og rørte hans hånd på en måde, der ikke kunne misforstås. Men han hverken sagde eller gjorde noget, og Juno trak også hurtigt hånden til sig. Han havde en fornemmelse af, at han prøvede grænser af, men det skulle helst ikke gentage sig. Killian havde været på samme måde til at starte med, næsten som om, at han ikek kunne håndtere et nej, men Giles havde fast og tålmodigt afvist ham, og til sidst var han holdt op. Det samme ville han gøre ved Juno. Men han vidste godt, at der var forskel på Juno og Killian. Killian ville virkeligt gerne, hvor Giles som sagt havde en fornemmelse af, at Juno prøvede nogle grænser af, måske også for sig selv. Men han ville ikke få noget ud af Giles, han havde en stærk morale. Havde en anden end hans egne "børn" gjort det, havde han måske takket ja, hvis han havde vidst, at det var oprigtigt ment. Men ikke om han nogensinde kunne finde på at tage fra nogen, der ikke ville give.

Et smil afløste dig hurtigt det lidt utilfredse udtryk.
"Godt. Det er jeg glad for at høre. Og som sagt er døren altid åben og sengen står klar." Medmindre den var optaget, men Giles havde to gæsteværelser i det store hus. Killian kom en gang i mellem forbi for at sove. Han ville helst sove inde ved Giles, men sov for det meste i den ekstra seng. Og så skete det jo, at han havde overnattende gæster, men det var ikke så ofte.

Han betragtede Juno lidt, inden han smilede lidt mere.
"Serena har lagt dit tøj op på sengen. Du bestemmer selv, om du vil sove noget mere, være lidt her i stuen med mig eller om du vil tage hjem. Jeg ved ikke, om der er nogen, der venter på dig?" Faktisk vidste han ikke rigtigt noget om Junos liv, men han regnede med, at det kom lidt af gangen. Bare fordi Juno havde godkendt hans tilbud, betød det ikke, at han skulle have alt at vide på én gang. Det behøvede han heller ikke.

Følelsen af Giles' hånd under hans fingerspidser forlod ikke Juno og han havde en uforklarlig lyst til at gentage berøringen, selvom han på alle logiske måder vidste, at det ville være forkert. Forkert for både ham og for Giles. Så da Giles svarede ham, åndede han lettet op og tog glædeligt imod muligheden for at tænke på noget andet.

Hans blik gled automatisk mod trappen, da Giles nævnte hans tøj. Han var tilpas i det, han havde lånt af Giles, men han ville også gerne have sit eget tilbage. Især nyvasket - det var sjældent han selv havde tid eller lyst til at vaske. Giles' næste tilbud overraskede ham så meget, at han blot stirrede på ham, med store øjne og et dumt udtryk, i flere sekunder. Normalt blev han aldrig overrasket på denne måde - han vidste hvad folk ville have af ham, og han havde troet, at kommentaren om hans tøj var tegn på at Giles var ved at blive træt af ham.

"Jeg... øh..." svarede han og trak sine øjenbryn sammen, imens han skævede ud af vinduet, helt ubevidst, da han tænkte på banden derhjemme. Han burde tage hjem. "Kan jeg blive her i stuen med dig? Bare lidt?" Juno kunne knap nok genkende sin egen stemme, da han bad om lov om noget så simpelt.

Da Giles gav ham lov, satte han sig over i en af lænestolene, sine ben trukket op under sig og sine arme lagt om sig selv, ikke fordi der var koldt i stuen, men fordi han var træt, og blev kold, når han var træt. Med øjenlåg, der blev tungere og tungere, holdt han øje med Giles, indtil han helt faldt i søvn.

Først da han vågnede en times tid senere, skiftede han tøj og tog afsked med Serena og Giles.