Des mere hun tænkte over, des bedre var Deavás som mulighed, et godt valg. Det eneste lille minus, var at han ikke ville faderrollen. Noget hun bestemt ikke ville tvinge ham til, delen i at lave børn, ville nok være sjov og måske lidt underlig. Mest fordi Nyssa aldrig rigtigt havde haft ham i tankerne som en partner, ikke før nu. Han var bestemt attraktiv, og som hun tænkte blev det tydeligt for hende, at han betragtede hende. Hun smilede smigrende, lettere tilfreds og beæret over hans kropslige kompliment, af at dele en seng med hende aldrig ville være et problem. 

Nyssa var bestemt indforstået og hævede glasset. At børn så nogle gange havde deres egne mål i livet, ville hun ikke kunne stå ansvar for. Det kunne tænkes de ville vide, hvem var faderen, men måske det ville kunne løses, hvis det skulle blive ham. Den tid, den sorg. ”Tak for din tillid til mig” svarede hun roligt med et smil.

Nyssa grinede lidt ”Er det ikke altid en åben invitation imellem dæmoner?” svarede hun lidt drillende igen. Det var næsten en sjældenhed når hun var sammen med andre dæmoner, at der ikke blev skænket lidt blod, af en eller anden form. Nyssa måtte fnise lidt af hans næste kommentar ”Kun et?, mindst to” svarede hun igen. Især hvis han nu også ville se hende i aktion, og nu hvor tænkte over det kunne de endda prøve med en tredje ”Måske endda 3, har du for resten kendskab til min evne?” spurgte hun. Nyssa kunne ikke på stående fod, huske om han var klar over at hun per automatik modtog følelser fra andre, igennem deres berøring. Det kunne da være interesseret at udføre tortur ud fra hans impulser.

Faderrollen var ikke noget, som Deavás kunne se sig selv i, mest af alt fordi han aldrig rigtig havde brudt sig om sin egen familie. Noget han faktisk sjældent talte om. Den eneste i familien, som han havde bare lidt kontakt til, var hans lillesøster, men hun vidste ikke at han eksisterede, så måske forholdet ikke var så familiært, som man skulle tro. Derfor faldt det ham ikke naturligt selv at stifte familie, men han var lidt i tvivl om det nu også var, hvad Nyssa var ude efter. Ikke umiddelbart? De delte en kort stund, som de begge kiggede på den modsatte og tog indtrykkene ind, før at de delte et nik og en tår.

Hvis det nogensinde kom på tale, at han skulle hjælpe hende med at stifte familie, så ville han måske ikke forhindre barnet i at opsøge ham, men han ville næppe behandle det, som sit eget og da bestemt ikke give det nogen fordel i livet. Eller sådan var hans tankegang lige nu. Men kunne han overhovedet vide det med sikkerhed uden at have prøvet det? Han nikkede til hendes tak.

Et bredt smil gled over hans læber af hendes ord, som han nikkede til hendes udtalelse. Jo, sådan var det vel altid med dæmoner, de kunne vist ikke rigtig undgå at træde andre væsner over tæerne. Det var der morskaben lå, så hvorfor forsøge at lade vær? "Jeg er vild med din tankegang" lo han, som hun mente, at de bestemt skulle have fat i mere end én og måske endda tre. Blikket vandrede automatisk rundt i rummet, som han ledte efter nogle ofre, de kunne lege med. Dog måtte han vende blikket tilbage til hende, som hun nævnte sin evne? Det var da en nem måde at fange hans opmærksomhed på. "Fortæl endelig" lød det opmuntrende, som han lagde hænder imod bordet og lænede sig let fremad. "Er det noget vi kan bruge til torturen?" spurgte han, for at få hende til at uddybe så meget som muligt.

Nyssa smilede, ja hun mente at en bestemt ikke kunne være nok. Nogle gange kunne man endda risikere at ofret forsøgte at fremskynde processen eller have et es i ærmet, så personen døde. Nyssa hade det, hun ville gerne nyde det til fulde! 

Selv beskuede Nyssa personerne omkring dem. Der da nogle som de muligvis ville kunne lokke, for Nyssa var det ligegyldigt for hvem eller hvad det var, bare de kunne have det sjovt.

Hun smilte drillende, som hun havde vakt en større interesse hos ham. ”Som sådan” svarede hun lettere kringlet, blot for at drille ham. Hun lænede sig lidt hen imod, så hun sikrede sig at ingen nysgerrige kunne lytte med. Trods måske evnen var lettere harmløs – havde den stor værdi og effekt med de rigtige indgangsvinkler. ”Ved berøring af andre, vil jeg begynde at modtage en andens følelser” fortalte hun roligt og forsatte, for at egentlig at fortælle planen med det tredje ofre ”Jeg kunne udføre tortur med dine impulser, hvis du altså tør at dele dine følelser med mig?” afsluttede hun drillende. Det var ikke sikkert at Deavás fandt det behageligt at dele det med hende, for det ville ikke kunne skjules, medmindre hans egne evner kunne blokere det. Nyssa havde endnu kun oplevet, en anden dæmon blokere hendes passive evne. For Nyssa var da også en lettelse, ikke at styre hans og sine følelser, men hun var godt vant til at holde styr på dem. Sjælendt var det da at følelser kunne overrumple hende og gøre hende forpustet og nærmest gøre hende dårlig. Kun tiden kunne vise hvor kraftige Deavás følelser ville være, uanset ville det være fed oplevelsen. ”Samtidig kan jeg også teleportete” sagde hun efter lidt tid. Især fordi det kunne også benyttes når de havde fundet deres ofre.

Nyssa talte tydeligvis af erfaring, hvilket vakte en vis form for interesse hos Deavás, som han bestemt gerne ville lære den side af Nyssa bedre at kende. Var det mon en interesse, som var kommet med alderen, ligesom ved ham eller lå der noget helt andet bag ved det? Uanset hvad, så havde Deavás planer om at se det an, for måske hun kunne bruges til mere end bare hyggesnak og leg. Hendes svar lød en anelse kringlet, som han dog var lutter øre og ikke havde i sinde at lade andre på kroen forstyrre deres samtale. Nu havde de gang i noget langt mere privat end tidligere, omend nogle ville mene at de fleste af deres emner skulle holdes privat. Han nikkede blot til hende for at få hende til at uddybe. Deavás tvivlede på, at det ville være nødvendigt at hive informationerne ud af hende, for så havde hun næppe spurgt ham. Medmindre hun ønskede at pirre ham ved ikke at sige mere end det.

Deavás løftede let det ene øjenbryn, som han lyttede til hendes forklaring. Den andens følelser? Hans blik dalede mod den hånd, der hvilede imod bordpladen ikke langt fra hans glas. Så hendes evne var også forbundet med berøring, ligesom hans. Ikke at hun med sikkerhed vidste, at han faktisk godt havde vidst, at hun befandt sig på kroen.. Så meget tid de havde tilbragt med hinanden i deres barndom, så var det svært at undgå hendes lys. Et lystigt smil gled over hans læber. At dele sine følelser med hende, ville ikke nødvendigvis være et problem for meget af det kunne hun sikkert hurtigt genkende. "Er du sikker på, at du tør nærme dig mine følelser? Man ved jo aldrig hvor de fører dig hen" drillede han retur, som han egentlig ikke havde noget imod ideen. Så skulle de bare finde nogle uskyldige sjæle at lege med. Desuden så ville en eventuel berøring forstærke hendes lys hos ham, så hvorfor sige nej? Han ville bestemt ikke have noget imod at kunne finde hende, hvor som helst. "Du har da fået nogle praktiske evner" indrømmede han med et nik, som det at teleportere kunne være yderst praktisk i hans tilfælde. Eller sådan kunne det være ret ofte. "Kan du kun teleportere dig selv eller også sammen med andre?" spurgte han uddybende for at kende hendes grænse og for at være i stand til at vide, hvordan evnen kunne bruges, skulle det blive aktuelt.

Nyssa smilede ved hans drillen, hun vidste der var begrænsninger på hendes evne, men kun enkelt gang i hendes ældredage, havde en anden kunnet næsten knækket hende. Zane, mon Deavás var af samme støbning. Det var svært at sige, om han ville det. ”Ja da, tror bestemt ikke du har noget at skjule” drillede hun igen. Ingen ville kunne skjule deres følelser for hende, selvom de måske prøvede. Den svære del var faktisk at tolke på disse følelser, for de kunne betyde alverdens eller ingenting.

Nyssa nikkede, men også en anelse rystede ”Jeg kan desværre aldrig slukke for at modtage andres følelser” sagde hun så. Nogle gange ville hun da ønske, at hun blot kunne nyde et øjeblik for sig selv, uden at skulle skelne imellem sine egne og andres følelser, men ja de var bestemt praktiske, hun formåede også altid at spille dem til hendes fordel. Det var hun nødt til, hun havde hverken muskler eller var af en størrelse der var frygtindgydende.

”Hvis nogen skal med mig, skal jeg blot være i berøring med dem” svarede hun, det gav vel næsten også mening. ”Genstande kan jeg få frem og teleportere til andre steder, dog kun steder jeg rent faktisk har set – des større element eller flere personer, kræver en del af mig og jeg kan derfor være meget afkræftet i længere tid efter” med det skulle, det også gøres med omtanke. Hun kunne ikke bare teleportere i vildskab, trods det havde nok været mere praktisk, så havde alt sine begrænsninger. 

Der foregik en mindre leg imellem dem, Deavás kunne tydeligvis mærke på hende og hvordan han selv tiltalte hende. Måske det var fejlfortolkning når man tænkte på, hvor længe de havde været adskilt, så det var ikke sikkert, at han kunne læse hendes signaler korrekt. Der havde det nok være bare en anelse mere praktisk, hvis han kunne aflæse hendes følelser, selvom det med fysisk kontakt ofte kunne være en udfordringer. "Jeg er som en åben bog?" spurgte han med et hævet øjenbryn og en rynket næse, som blev han fornærmet af det, men der gik ikke længe før at det blev erstattet af et stort smil, som han hævede glasset imod hende og atter drak en slurk.

Deavás nikkede en anelse eftertænksomt, som hun forklarede sin evne yderligere. Ikke at kunne slukke for andres følelser, måtte egentlig være en udfordring, hvis det kom i vejen for sine egne. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det ville være at fornemme sit offers frygt og hvordan de tiggede for deres liv. Det måtte være forfærdeligt at få helt tæt på kroppen, omend Deavás ville være sikker på, at det bestemt ikke ville være hans egne følelser, for han ville aldrig have ondt af et offer, som sådan. Han havde i hvert fald aldrig haft ondt af nogen. "Det lyder.. problematisk" indrømmede han med et nik, som han atter satte glasset tilbage på bordet og vendte blikket ud i rummet. Han rakte hånden over imod hende, som for at de skulle lave et lille forsøg nu. "Kan du mærke, hvilke ofre, jeg gerne vil lege med?" spurgte han stadig med blikket rettet ud imod mængden på kroen. Han kiggede kort på hende, før at han vendte blikket imod de mange besøgende.

"Så hvis du finder de rette personer, så ville det ikke være et problem at fragte dem til at værelse ovenpå?" spurgte han mere direkte end noget andet, som han bestemt ikke lagde skjul på, at han gerne tog tingene et andet sted hen, så de kunne lege i fred.

Nyssa nød denne leg, denne voksen leg der var i gang sat imellem dem. Det var bestemt noget andet end da de var børn. Dette var da også langt mere spændende og sjovt. Nyssa grinede lidt, ikke at hun troede han skjulte noget, men det var mere et princip at nogle følelser blot var rare at holde for sig selv. Nyssa gengældte, hvor hun hævede glasset og tog en tår. 

Nyssa var så sadistisk at det mærke livet og frygten fra en anden gjorde det langt sjovere, des mere frygt des sjovere. Der var intet ved en anden som nær kom døden. Det var bare kedeligt. Nyssa elskede at se livet forlade øjnene, de sidste øjeblikke om en stor kæmpe mand kunne vise sig at være den største kujon og det ville man kun se i folks sidste øjeblikke. Der hvor Nyssa hade det mest, var når hun delte seng med en anden. Hun havde aldrig kunne nyde det for sig selv, hun ville oftest blive styret af en anden, medmindre denne havde nogen lig hendes følelser for akten. ”Det kan det være nogle gange”.
Nyssa grinede lidt, hvis evnen blot var så enkel ” Tja, jeg vil nok mærke at du vil lege med nogen, men med hvilke er nok mere en tanke end en følelse” svarede hun med et glimt, hvorefter hun lage hånden på hans. Hans følelser ville langsomt trænge ind i hendes sin. Nyssa ville kun mærke hvornår følelserne blev kraftige samtidig med, at hun observerede hans øjne. På den måde kunne hun muligvis regne ud, hvilke han foretrak.

”Bestemt ikke, men tror du de kan være stille nok – til ikke vække opsigt?” spurgte hun, lidt eftertænktsomt. Nyssa foretrak bestemt at de gjorde det et andet sted, men om dette var stedet, var et godt spørgsmål. For det første ville de være nødsaget til at gøre rent efter dem, og de skulle sikre sig ingen af dem skreg eller larmede så andre gæster blev mistænksomme. Derudover nød Nyssa at de kunne skrige i vildskab eller bare skabe sig generelt uden de kunne gøre en skid! Nyssa kunne da teleportere dem, men det var 4 personer. Det ville kræve meget af hende, og hun ville udkørt i nok to tre døgn. Det ville ikke det værd, hun ville have energi til også føle andres følelser og slet ikke hvis de var mentale stærke så de trængte for langt ind til hende. 

En følelse var en ting, men at se ofret vride sig og være fuld af lidelse var også en særlig form for sensation for Deavás selv. Men han havde nu heller ikke haft muligheden for at prøve det af og desværre for ham, så kunne han ikke vide hvordan det ville være at dele en andens følelser. Så længe det ikke var ynk, så ville det nok ikke være et problem. Men hvilke ofre forsøgte ikke at tigge for deres liv og hvorfor skulle det påvirke ham? Det var ikke lige for ham. Deavás virkede næsten skuffet over, at hun ikke ville kunne udpege hans mål ved at mærke hans følelser omkring det. Men det ville måske også være en sund udfordring for ham at få hende til at gætte det? Så kunne de samtidig også udforske hendes evne og finde måder hvorpå de kunne udvide hendes horisont. "Så må jeg bare være ekstra tydelig.. Omend følelser ikke er min stærkeste side" lo han stille, som blikket dalede imod hendes hånd, der blev lagt ovenpå hans. Siden at Agarés ikke havde kendt hans evne, så kendte hun den næppe.. Men han havde bestemt ikke nogen problemer med at genopfriske sin forbindelse til Nyssa. Det var efterhånden længe siden, at han havde været så tæt på hende. Han ville gerne tættere på, men først skulle de lige finde nogle af dele stunden med. Hans blik mødte hendes, før at han kiggede rundt i mængden. Høje, lave, gamle, unge, mænd og kvinder.. Der var mange forskellige typer denne aften og Deavás havde svært ved at udvælge én. Godt, de var blevet enige om 3. 

En kortvarig stilhed faldt over dem, som Deavás lod blikket vandre. Han kunne fornemme ud af øjenkrogen af Nyssa fulgte hans bevægelse med øjnene, som et bredt smil bredte sig over hans læber. Han morede sig allerede nu, som stemningen var lagt. Følelsen af morskab hvilede over hans udstråling, som han også var særdeles forventningsfuld omkring hvad Nyssa kunne finde på. Han stoppede dog op for en stund, som blikket faldt på en rødhåret kvinde.. Kvinden bar et hvidt sjal over de bare skuldre. Kjolen var mørkeblå og fødderne dækket af en høj sko, som hun snakkede med 2 mænd ved baren.

Deavás vendte blikket retur til Nyssa, som de endnu ikke havde sluppet deres samtale helt. "Jeg må give dig ret, hvis vi skal udnytte din evne til fulde, så har vi brug for pladsen.. og freden" indrømmede han med et nik, som han lænede sig let ind over bordet og tog bedre fat i hendes hånd. "Der er mange forladte huse i området, så det skulle være nemt at finde et sted.." fortsatte han, som han roligt flettede sine fingre med hendes, så hun ikke så let kunne undslippe hans greb. Der hvilede en dyster følelse over hans personlighed, som tanken om at gøre det et fjernt sted, var ganske tilfredstillende.

Uanset hvad en anden følte, ville hun være ligeglad. Hun ville bare suge energien fra vedkommendes frygt og nok nærmest stå og grine imens livet ville ebbe og faktisk blot forøge frygten fra den anden. Hun var sadistisk og for andre, ville det nok være et noget skræmmende syn. Nyssa troede da ikke at Deavás ville finde det skræmmende, nok nærmere underholdende og måske var han endda af samme støbning. ”Du skal heldigvis ikke kommunikere dem, de kommer helt af sig til mig” drillede hun lidt. Helt generelt havde mænd, svært ved at sætte ord eller for den sags skyld beskrive de følelser de sad med. 

Nyssa havde ingen bekendtskab til hans evner, trods at emnet ikke endnu var faldt på hans, var hun da også interesseret i hvad kunne af spekulative ting, men hun havde en formodning om få kendskab til dem, som deres totur ville begynde.

Nyssa bemærkede hans blik stoppede iblandt folkene af mennesker, hun fulgte hans blik og opdagede en rødhåret kvinde, der havde en samtale med to andre mænd. De ville bestemt være et udmærket valg og som hans følelser afslørede med et begær om at drage pinsel imod andre var hun næsten sikker på at de det skulle være.

Nyssa nikkede, et tomt hus ville være perfekt. Nyssa gjorde ingen indsigelser i at han tog mere fat om hendes hånd, tværtimod gjorde det nemmere for ham så deres hænder let blev flettet ind i hinanden. Hun undrede sig dog lidt over de lidt afdæmpede følelser som strømmende ind i hende. Nyssa lage ikke meget i det, da han generelt nok bare en mørk og spekulativ person som hende selv. Følelser kunne meget vel være rettet imod det der skulle ske og ikke drejer sig om hende. For andre lignede de nok blot et par der flettede fingre. ”Skal jeg få lokket den rødhåret og de to mænd ud på gaden? Jeg gætter på det er dem du hentydede til tidligere?” spurgte hun roligt, klar til at udnytte hendes ”lille søde væsen”. Taktikken for at lokke dem, var ikke helt på plads, men ud skulle de nok komme.

Det var måske svært at holde hemmeligt, at Deavás havde en sygelig fantasi, men Nyssa havde næppe stiftet bekendtskab med det, netop fordi det efterhånden var så længe siden, at de to havde mødtes og der var sket meget siden.. Deavás havde valgt et helt andet spor end hvad hans forældre måske havde forventet. Dem havde han jo heller ikke kontakt med længere.. Hans far var forsvundet og moren, troede han var død. Men lysten til at gøre andre ondt kom ikke fra et fremmed sted, det var næsten den eneste måde, hvorpå man kunne leve på. Hvis man altså skulle nyde livet rigtigt. Derfor kunne Deavás var også sagtens forstå Nyssas lyst til at finde nogle ofre, der kunne hygge sig lidt med. Han hævede let det ene bryn, som han var fanget i sine egne tanker, men dertil valgte at nikke til hendes ord. Så skulle det ikke være noget problem for hende at opfange, når han bare skulle koncentrere sig om sine lyster og hvordan det kom til at gøre mest ondt på ofrene. En ganske passende aftale. "Interessant.." svarede han lettere betænksomt, men samtidig kunne man også spore et lystigt glimt i de gyldne øjne.

Der var ikke en hemmelighed, at Deavás kunne lokalisere næsten alt og alle, han havde været i kontakt med. Der var en klar grund til at ingen havde formået at flygte fra ham, fordi han netop kunne finde dem alle vegne. Selvfølgelig blev det nemmere, når han var tæt på, men så længe han vidste hvor de normalt opholdt sig, så var det ikke svært. Desuden så var de fleste ofre ikke i stand til at tænke klart, så de løb ofte rundt i ring, altså ikke svære at få fingrene i, selv uden hans evne.
Blikket vandrede rundt, men han holdt stadig fokus på Nyssa og den samtale de havde kørende, om end den var ved at nå sin ende, da de også skulle videre i teksten og derfor have fundet nogle sjæle de kunne lokke med sig. Han slap ikke hendes hånd lige med det samme, som en ondskabsfuld følelse strømmede ind over ham, men samtidig også en voldsom lyst til at have det sjovt. Det var en finurlig blanding, men det skulle nok blive underholdende, hvis hun kunne holde styr på det.

En rolig indånding var en let afslutning på jagten efter deres ofre, som han vendte blikket retur imod hende. Deavás kiggede ned mod deres hænder, som han strøg en negl over hendes håndryg. Han sendte et lusket smil til hende, som han lænede sig ind over bordet til hende. Glasset havde han sat væk for noget tid siden, som han bukkede sig ned og løftede hendes hånd op imod hans mund. Han plantede et drilsk kys imod hendes håndryg, som han svagt nappede hende i huden, før at han gav slip. "Lad mig se, hvordan du arbejder, Nyssa" svarede han med et nik, som hun havde haft ret i de 3 skikkelser, som han havde udset sig. Deavás var ikke nødvendigvis tilhænger af et særligt køn, når det kom til pinsler. Der var noget ganske underholdende ved at få en stor mand til at bukke sig i støvet og tigge for sit liv. Hvilket han var sikker på, ville være tilfældet her. Han rejste sig roligt op, som han nikkede til hende og bevægede sig imod døren. Med hånden på håndtaget vendte han sig rundt og sendte hende et sidste glimt, før at han strøg udenfor at blot afventede hendes arbejde, så de kunne komme frem til den nærmeste bolig. Han behøvede ikke overvåge hendes arbejde på kroen. Nej, det ville være langt mere interessant at se dem komme ud og hvordan hun ville fastholde deres interesse.

Nyssa havde lært at torturer af hendes far, det kom dog først da hun blev ældre og de nærmest tog ud for at jage for at bemærke lyset. Hendes mor lærte hende især at være listig og snedig, hvilket også ofte var nødvendigt, især nu når Nyssa var en lille pité kvinde. Dengang de kendte hinanden, havde Nyssa endnu ikke udforsket den side af sig selv. Det var utroligt hvor meget der havde sket, både med dem som flok, men også hvor de var nu. Nyssa var en dengang en lille pige, fuld af krudt og alligevel et stort ledergen, som skilte de to drenge ad når de kom i totterne af hinanden. Det ville bestemt ikke undre hende, at selv i dag, ville de gå o flæsket på hinanden. 

Deavás følelser skiftede en anelse imellem et mørke og et legesygt sind. Hun formodede at han tænkte fremad, til hvor de atter ville være i huset og begynde deres leg. Nyssa havde det præcis på samme måde, det sitterede nærmest i fingerne for at komme i gang.
Nyssa smilede, mens hun samtidig rystede lidt på hovedet ad ham som han tog hendes hånd op og kyssede den og nappede i hendes hud. Alle hans følelser gjorde også klart for hende at det hele handlede om at drille hende. Da hans følelser viste sig som humørfyldte og anelse glade eller måske endda lidt lumske. Helt præcist var svært for hende at sige, uanset var hun klar til at gå i aktion for at få de tre med sig ud.
Nyssa lod deres greb slippe, hvorefter hun rejste sig fra bordet og gik mod flokken. Nyssa ville normalt fløje dem i par dage før at henvende sig, men i dag måtte hun se hvordan de reagerede som hun kom hen imod dem. Nyssa stillede sig ved siden af den ene mand førte stille sin hånd ned i hans taske og tog nogle ting op. Hun var sådan ligeglad hvad hun fik fat i, pointen var at fat i noget, det samme gjorde hun ved kvinden. For at de faktisk ikke skulle lægge mærke til at hun overhovedet tog noget fra dem. Lod hun som om hun snubbede hvilket resultere i at hun faldt ind i manden og kvinden ”Ej ej, nej det er jeg virkelig ked af – skete der noget med jer?” spurgte hun undskyldende, lidt sukkersødt og undskylde.
Selvfølgelig smilede de og hjalp hende op, Nyssa fik der deres impulser, mændene var selvfølgelig i gang med at forsøge at overvinde kvinden til noget seksuelt, det undre hende bestemt ikke. Kvinden ville bestemt også, spørgsmålet var bare om de begge var kommet så langt i deres samtale?
Nyssa smilede og vendte sig mod manden, lænede sig ind mod ham og hviskede i hans øre ”Jeg ved hvad I er ude på, men hvis vil have en firkant så kom med” sagde hun drilsk, hvorefter hun tog kvindens hånd og sagde med et blidt betryggende smil ”Kom med” kvinden så lidt forsigtigt på hende, og Nyssa kunne også mærke hendes usikkerhed og sagde derfor så ”Vil du hellere være med dem alene?” kvinden blev først en anelse fornærmet, det var tydeligt på hendes rynkede øjenbryn, og hendes følelser de ændrede sig dog – som hun så at mændene faktisk ville have hende. De så nærmest lidt sulte ud. Til sidst flugter de alle med gaden og heldigvis uden at bemærke at hun stjålet fra dem. Nyssa havde gjort det for en plan b, hvis plan a ikke virkede, ville folk altid prøve at fange en tyv. Det ville derfor være nemt for hende at bare løbe ind i huset, hvor de ville løbe efter. Dog var dette sjovere, fordi de troede, de skulle til at have en leg. Det ville bare være en leg som de aldrig ville drømme om, som de stod ude på gaden ”Jeg kender det perfekte sted, ikke langt herfra” svarede hun roligt, selvom det Deavás der kendte stedet.
Fik hun øje på ham derude, og ville gå efter ham og de andre dumme, dumme mennesker nok ikke engang se ham, fordi de glæde sig over det der skulle ske. Nyssa holdt forsat kvinden i hånden føre at føre dem hen i huset, hvor de nok ville blive overrasket. 

Gamle roller var svære at komme af med, hvilket Deavás bestemt også havde oplevet, da han havde mødt Agarés første gang. Men han ville nu heller ikke forblive i den yngre rolle, som han havde haft i gruppen. Nok var han den yngste, men han synes nu alligevel, at han var kommet langt i forhold til, hvad der var sket imens at dæmonernes by var lukket af for omverdenen. Men ham og Agarés var bestemt ikke de eneste til at forandre sig. Nyssa havde allerede nu gjort et interessant indtryk på ham, som han ikke helt kunne lade vær med at betragte hendes udstråling og den fare, der med sikkerhed lurede lige under overfladen, måske det var for godt til at være sandt, måske ikke..

De brød op med hinanden, som Deavás stadig kunne mærke Nyssas hånd om sin. Han smilte fortsat, selv da han bevægede sig hen til døren, men pausede for at vende blikket imod Nyssa, der havde en stabil kurs imod gruppen på 3. Mon de ville bide på krogen og hvordan ville de selv håndtere 3 mod 2? Deavás vidste godt at det ikke var alle, der ville følge med frivilligt og hvis de først fik mistanke om, hvad der skulle ske, så ville de næppe overgive sig på stedet. Han kunne sagtens være noget så overbevisende, men det hele byggede nærmere på, hvad Nyssa havde af planer for at lokke til dem. Derfor blev han indenfor en nogenlunde afstand til dem, så han var i stand til at overhøre deres samtale, når først den gik i gang. Han havde svært ved at skjule smilet, da han bemærkede, hvordan Nyssa uden problemer fik fisket nogle ting op af deres tasker og lommer. Mon de allerede var påvirket og derved lette ofre for deres kommende leg?

Snart havde Nyssa grebet kvindens hånd og hvisket hende i øret. Deavás kunne ikke helt fornemme hvad der blev sagt, men kvindens reaktion gav ham en mindre antydning af, hvad der kunne være blevet sagt. Han valgte dog at åbne døren, som han kunne fornemme at Nyssa havde dem på krogen og derved bare skulle lokke dem udenfor. Deavás valgte at bevæge sig et stykke væk fra kroen, før at han lod blikket hvile på døren. De skulle nødigt opdage, at han forsøgte at holde øje med dem. I hvert fald ikke før det allerede ville være for sent. Han rettede blikket imod Nyssa, så de kort fik øjenkontakt, som han nikkede til hende og begyndte at gå imod de smalle gader. Deavás behøvede ikke at kigge sig over skulderen, som han kunne fornemme at Nyssa fulgte med og så længe hun gjorde det, så var der næppe udfordringer med gruppen.

De kom ned ad en smal gade, hvor husene lå langt hen i mørke. Der var kun enkelte bygninger, som der var liv og lys i. Deavás stoppede op ved en havelåge, som han skubbede den op med håndryggen og lod den stå åben, imens at han gik hen til døren. Han greb ud efter håndtaget.. Den var ikke låst, så døren gik nemt op, hvortil han valgte at gå indenfor. Han valgte et rum bagerst i huset, så ingen ville få øje på dem udefra. Døren lod han stå åben, som han fandt en lænestol, hvor han kunne sætte sig. Rummet var nok beregnet som opholdsstue, med en slidt sofa, et stort træbord og 3 forfaldne stole. Der var 2 lænestole, hvor Deavás havde valgt den der havde ryggen til døren.

Nyssa flugte Deavás i skyggen og fik dem med sig. Nyssa kunne mærke en vis usikkerhed stryge over sig, som stammede fra kvinden. Hun så på hende og gav hende kort et glemt og sagde forsigtigt ”Det skal nok gå, hvem vil du helst have?” kvindens usikker følelse, blev skiftet ud med nervøsitet og spænding, hvor hun svarede ”Ham den lyshåret” Nyssa nikkede og gav hende endnu et klem, for at betrygge kvinden. 

Nyssa vidste at kvinder kunne dreje rundt og skifte holdning, mænd derimod, ja de var langt nemmere fordi fandtes der mon noget bedre end to kvinder? Næppe tænkte Nyssa, det var nok enhver mands fantasi.

For at sikre at de stadig til ilden sendte hun et flirtende smil, uden at kunne mærke deres følelser skinnede det dog ud af dem at de glædede sig.

Nyssa havde forsat fokus på hvor Deavás bevægede sig hen og da forsvandt ind i huset, men lod husets dør stod åben, gik hun de alle roligt ind og forsatte videre ind til det rum hvor hun forestillede sig Deavás ville befinde sig. Det var også under ordnet, først fremmest skulle de føle sig sikre så de slap murerne så om at sige. Som de kom ind i den større opholdsstue med slidte møbler, gav Nyssa slip på kvinden gik over til mørkhåret, hvorefter hendes hænder gik på opdagelse på hans krop. Ganske vist han var da ikke den værste at se på, men bestemt ikke den kønneste. Kvinden og den lyshåret begyndte at kysse, ligesom Nyssa havde håbet på.

Nyssa fik manden skubbet ned i sofaen, hvor hun fik øjenkontakt med Deavás et lumsk smil kom frem på hendes læber. De dumme menneske havde ikke engang opdaget ham, hvilket var perfekt. Nyssa tog sin hånd bag ryggen og fik fremskaffet et reb. Hun gik atter mod manden igen, satte sig over ham begyndte at kysse og bide i hans hals, al imens hun bandt hans hænder. ”Du vil elske det her” hviskede hun i hans øre, hvor han derfor lod hende gøre det.

Grebet var fast, han ville ikke sådan lige kunne slippe fri, ikke før det ville være for sent. Nyssa stillede sig derefter bag parret, hun så kort imod Deavás som signal på, at han skulle vælge sit offer af de to. Det tredje var ligesom bundet fast og under kontrol. Så kunne han fint se sin ven, blive tortureret og kvinden, ja hendes blod ville sikkert smage bedst af de tre.

Lydene af fodtrin over de knirkende brædder i det gamle hus, fik ikke Deavás til at flytte sig, som han sagtens kunne fornemme at det var Nyssa og ud fra de mange trin, så havde hun formået at lokke alle 3 med sig. Deavás blev dog siddende i stolen, som han lod legen udfolde sig. De skulle jo helst fordybe sig, hvad de troede, ville blive en fantastisk oplevelse, før at han ville komme ind og forstyrre dem helt. Derfor valgte han også ganske roligt at lægge hænderne i sit skød, imens at blikket blev rettet imod kanten af lænestolen, som han sad i. Derfra kunne han svagt fornemme de 4 skikkelser i rummet, udover ham selv. Derfor var det også nemt for ham at få øjenkontakt med Nyssa, som hun straks skubbede en mand ned i sofaen og lagde op til, hvad der kunne blive ganske fantastisk for manden. Men som sikkert ville blive frygteligt.

Manden blev bundet til sofaen, men han lod sig ikke mærke af det, det eneste man kunne fornemme på ham, var den spænding der strålede ud af hans blik. Han forventede virkelig den vildeste oplevelse? Hvilket jo var klart, for Nyssa var da et pragteksemplar på noget der ville blive fantastisk. Men sådan skulle det ikke forblive, som Deavás roligt rejste sig fra stolen uden en lyd. Han rettede blikket imod Nyssa, som han nikkede imod manden og derefter sendte hende et legende blik. ”Er det et problem, hvis jeg tager del i morskaben?” spurgte han ud af det blå, men som manden og kvinden reagerede, afbrød deres kys, havde Deavás allerede grebet mandens arm og trukket den om på ryggen af ham. Med den anden hånd havde han fisket en skalpel op fra lommen, hvor spidsen hurtigt blev rettet imod mandens hals. ”Hvad er meningen?” spurgte manden noget så forbavset, som han forsøgte at vride sig ud af Deavás greb, men det fik ham blot til at stramme og løfte grebet, så manden var tvunget til at stå på tæer for ikke at føle at armen blev vredet af.

”Skal vi tænde op i pejsen?” spurgte Deavás roligt, som de sikkert kunne få gavn af ilden senere, men manden lod ikke til at forstå hentydningen. Ilden var bestemt ikke beregnet til at holde dem varme, men skulle tværtimod bruges til at være en del af legen. Derfor valgte han også at skubbe manden hen til pejsen, som han slap armen og placerede den imod hans skulder for at tvinge ham ned på knæ. ”Hvad venter du på?” spurgte han lettere irriteret, som manden bestemt ikke kunne se fidusen med det. Han måtte dog vride sig en smule, da Deavás satte neglene i og pressede skalpellen ind i halsen på ham. Der gik hul på huden, som manden også lavede et ryk for at undslippe. I sidste ende måtte han dog opgive, som han bukkede sig fremad for at samle det lidt brænde, der var i pejsen.

Nyssa smil blev bredere som Deavás rejste sig op og spurgte om han måtte være med. Det gav næsten et større sæt i dem alle, hvor de sendte især Nyssa et blik ’hvem er han? Hvad er nu dette?!’ små forvirrede fjols, tænkte hun. ”Bestemt ikke, du er mere end velkommen” svarede Nyssa, hvor de andre nærmest mobbede. Det havde nok bestemt ikke været en del af deres planer. 

Deavás der tog fat i manden, gik Nyssa mod kvinden og tog fat i hendes ene arm, hvor hun vred den i greb kvinden ikke kunne slippe ud af, medmindre hun ønskede at brække sin hånd. Nyssa smilede blot. ”Rolig, det gør kun mere ondt at bevæge sig” sagde hun stille. Kvindens følelse viste hende, at hun var nervøs og bange for nok hvad der ville ske med dem.

”En god ide, det duer bestemt ikke at vores gæster fryser” sagde hun med et smil. Ild kunne benyttes til mange ting, både varmen, men også gløder på deres bare hud. Nyssa små grinede som Deavás kommanderet manden til at få gang i ilden. Manden ville tydeligvis ikke, han havde bare ikke et valg.

Som Deavás var i gang med at få ild i pejsen, førte Nyssa kvinden hen til sofaen, for at binde hende til sofaen. ”Vær sød, sæt mig fri, jeg vil ikke” klynkede kvinden. Nyssa så blot skrapt på hende, hvor hun holdt grebet mere stramt og kvinden skar en grimasse, herefter var hun stille. Nyssa ville bestemt ikke diskutere med dem. Manden på sofaen begyndte at bevæge sig, forsøge at komme fri. Lige lidt lykkes det, for da hun endelig var færdig med at binde kvinden til stod hun roligt foran dem. Hun ville skræmme dem.

Nyssa tog derfor sin hånd frem og fik to tørklæder frem. Det gav et sæt i dem begge, til nærmest et spørgende blik ’hvordan?! Efter følgende blev hvert af 4 tørklæder brugt til at blive stoppet i deres mund, men lidt besvær fra begge og de to andre foran deres øjne. Nyssa fandt det yderst sjovt når de kun kunne høre lyde fra deres såkaldte ven. For lyde om smerte ville skabe en større frygt end at se tingene. Deavás og Nyssa kunne skabe et større scenarie for dem, fordi de ville forestille sig alverden, når de var bilde for det der virkelig skete. Efterfølgende satte hun sig ved deres side, både for at holde øje og overværer Deavás.

Deavás valgte at nikke taknemmeligt til hendes accept, som han bed sig ganske svagt i læben, blot for at vende fokus væk fra glimtet i hans øjne. Hun måtte gerne se det, men de skulle ikke nødvendigvis få øje på det, for så ville de måske for alvor begynde at gøre modstand. Så meget Nyssa og Deavás nu ville tillade det i hvert fald. Han følte ikke at han behøvede at svare på hendes accept, som han straks henvendte sig til den mand, der endnu ikke var bundet fast. 

Henne ved pejsen skævede Deavás sig kort over skulderen, for at se hvad Nyssa havde gang i. Hun var i færd med at binde kvinden fast og gjorde det umuligt for hende at undslippe, hvad de havde gang i. Så vendte han atter blikket imod manden, der brummede lettere utilfreds med blikket rettet imod asken og den mindre mængde brænde der lå inde i pejsen. Neglene blev bordet en smule mere voldsomt ned i mandens skulder, som han straks begyndte at jamre en smule. Så tog han sig endelig sammen og samlede brændet i pejsen, før at han fandt nogle sten ved siden af den, som han slog imod hinanden i retningen af brændet. Der kom enkelte gløder, men slet ikke nok til at sætte ilden igang. "Bliv ved" beordrede Deavás, som han bestemt ikke havde i sinde at lade ham slippe, før det var lykkes ham. Imens kunne han jo lystigt følge med i hvad Nyssa havde gang i.

At Nyssa havde valgt at finde tørklæder frem, gjorde ham bestemt intet, som han dog måtte rette blikket imod pejsen, da det endelig lykkes manden at få gang i ilden. Så blev han hurtigt hevet på benene og skubbet i retningen af sofaen og det bord, der stod foran. "Vil du have noget imod en liggende position?" spurgte han, henvendt til Nyssa, som han nikkede til bordet og puffede manden i retningen af bordet. Det var ikke højere end til deres knæ og ville give dem en god højde at arbejde i. Manden brokkede sig og rev sig ud af Deavás greb. Men der gik ikke lang tid før, at Deavás havde sendt en knytnæve imod hans kæbe, som manden drejede omkring og kollapsede over bordet med et stort bump. "Jeg havde nu forestillet mig, at han skulle ligge på ryggen.." mumlede han lettere frustreret, som manden lå halvt med maven på bordet og hang ud over siden med hovedet tæt ved Nyssas fødder. Deavás rystede hånden for at fjerne smerten en smule. Det var ikke ham, der skulle have smerten lige nu.

Nyssa så hans nik og så hans blik, og det glimt han sendte. Hun smilede indvendig det så ud til at han glædede sig vist lige så meget til at komme i gang som hun gjorde. Det kriblede nærmest i fingerede.
Nyssa nød synet af Deavás kommanderer over manden. Det var tydeligt at han både ikke kunne se ideen i målet samt hvad der egentlig skulle ske med dem. Det tog manden lidt tid, men endelig kom der gang i bålet, som lyste rummet op med de varme toner fra flammerne. ”Bestemt ikke” svarede hun roligt og sad endnu i sofaen afventede på at manden kom helt ned at ligge, næsten overfor hende. Manden gav da en anelse kamp fra sig, det ville blive interessant at se ham knække sammen og måske endda jamre sig, bede og tigge for sit liv i sidste ende. Nyssa fandt det morsomt, når mænd som ham kunne blive til små piger i deres sidste sekunder.

Nyssa leede svagt som han blev lagt hårdt på sofabordet. Nyssa svarede drillende til hans kommentar ”Det er nu også ret sjovt at tage ham bagfra” hendes tone var drillende og ordvalget bevidst, men kun Deavás ville vide det, da han kunne se hendes ansigtsudtryk. Ordene var valgt, så de andre to ville blive forvirret over hvad der reelt skete, om det var egentlig var sensuelt eller hvad det helt præcis var. Nyssa rejste sig derefter op og kørte hånden let igennem hans hår, for at få hans følelser. Manden var tydeligt skræmt, samt en anelse vred. Det var da også forståeligt han blev taget imod sin vilje.

Ilden i pejsen var med til at lyse det ellers mørke rum op, som flammerne sendte skygger omkring møblerne og personer. Deavás egen skygge lagde sig over manden, han havde tvunget i knæ for at placere ham på bordet. Nyssa lod til at forstå hans tankegang, som hun var enig i at en liggende position kunne fungere. Det ville måske være en smule mere praktisk i forhold til at holde ham nede og gøre det umuligt for ham at gøre rigtig modstand. Han skævede imod de to skikkelsen i sofaen, Nyssa havde han allerede delt et blik med, men han forsøgte dog at aflæse de to andre, som de ikke kunne se, hvad der foregik foran dem. De kunne faktisk kun høre manden jamre ganske let, fordi han havde fået kanten af bordet ind i mellemgulvet. Han hostede også ganske let, som Deavás dog valgte at træde let tilbage for at folderne ærmerne op og give Nyssa rig mulighed for at komme i kontakt med hans hud.

Så slog han en ond og kølig latter af, da Nyssa gav udtryk for at man sagtens kunne tage ham bagfra. Han endte med at nikke, som han gned hænderne imod hinanden og vendte blikket imod manden. Han forsøgte at komme op igen, ved at holde fat i sofabordet og skubbe kroppen væk fra den hårde overflade. Så endte Deavás med at løfte foden, placerede den imod hans røv og skubbe til. Bang.. Så røg han længere frem, denne gang kunne man dog høre bordet give efter, som det knirkede. "Pas dog på møblet.." lo han køligt, som han lod blikket glide imod Nyssa, der fik rejst sig op. Mon hun kunne fornemme noget brugbart igennem hendes kontakt med manden? Han havde stadig placeret foden imod mandens bagdel, som han ville sikre sig at han blev liggende.

Hun forsatte med at berøre manden i håret, mandens vrede blev større. Da det ikke lykkes ham at rejse sig op for Deavás fod der fik ham placeret hårdt på bordet igen. Det følelses som om det chokkede manden, at Deavás kunne slå luften ud ham. Han hostede lidt. ”Jeg er bange for, at han er al for anspændt til at vi kan begynde at lege med ham” sagde hun drillende, stadig med en sensuel undertone. Nyssa gik rundt om bordet og så manden i øjne. Han var tydeligvis vred, så vred at han forsøgte at spytte på hende. ”Din forbandede kælling! råbte han. Nyssa smilede blot ondt, ”Shh shh” tyssede hun på ham. Hun vidste det ville være værst for ham selv at trodse dem. Des mere han trodsede dem, des værre ville det faktisk være. Det gjorde hende da ikke noget, det var da kun sjovere, for den længere tid ville det tage for dem at knække ham.

Nyssa forsatte rundt til hun stod ved enden af bordet sammen med Deavás. Hun smilede, som hun så at han havde gjort sine arme klar til hende. Hun lage sin ene hånd på hans arm og ville lade hans følelser glide ind i hende. Så hun kunne mærke imens han lage an til næste skridt på deres kære, kære mand. Nyssa så kort imod de andre to, de rystede. De var sikkert begyndt at vide, at dette ikke var en seksuel leg, men noget langt værre.

Der var uden tvivl kampgejst i den fine herre, som lå fladt på maven med armene ud til siden og alligevel forsøgte at komme på benene, selvom Deavás havde en solid fod plantet imod hans ryg. For en stund fokuserede Deavás dog på Nyssa’s vandren, som hun slap manden og bevægede sig rundt om bordet. Spytteforsøget fik Deavás til at hæve et bryn, før at han lænede sig fremad og greb ud efter mandens hår for at trække hovedet tilbage. ”Sådan behandler man ikke en kvinde” hvæste han lettere køligt ad manden, imens at de gyldne øjne søgte Nyssa’s. Han kunne sagtens selv opføre sig på samme måde, hvis situationen var til det, men han hentydede nok mest til at manden ikke skulle forsøge at spytte på Nyssa. Deavás spredte mandens ben ud, for at fjerne styrken i benene, så han ikke ville kunne skubbe sig op over bordet, før at han fjernede sit ben og i stedet placerede en hånd imod hans ryg for at holde ham nede.

Ryggen var endnu rank, som Deavás holdt manden nede og samtidig mødte Nyssa’s blik, da hun lagde en hånd imod hans arm. Fysisk kontakt var måden hvorpå begge deres evner fungerede, så det var bestemt ikke et problem for ham at give hende adgang til den bare hud. I stedet spændte han blot lettere drilsk i armen, som han sendte et lusket smil i hendes retning. Hvor ville han gerne se manden tigge for sit liv. Bede om mere, blot for at få det hele overstået så hurtigt, som muligt. Følelserne var skumle og mørke, havde man haft mulighed for at ’se’ dem, ville det nok ligne en tyk klistret masse af ondskab. Ønsket om at se manden lide strejfede ham også, som han vendte blikket imod lommen på sin frakke, blinkede et par gange til Nyssa og nærmest opfordrede hende til at undersøge indholdet i jakken, så de kunne bruge ’legetøjet’ til morskab. Manden flyttede sig dog igen, som Deavás meget hurtigt borede neglene ned imellem to ryghvirvler. ”Vi skal have så meget hud blottet, som overhovedet muligt.” hviskede han kynisk, som han drejede let i fingrene for at vride neglen i huden.