Måske det kun var en facade, at han var besværlig at have med at gøre normalt, måske var det ikke. Agarés vidste det egentlig ikke selv længere, for var det bare en facade, var det en han havde haft oppe så længe, at det næsten ville være umuligt at pille den af igen. Alligevel formåede Dandels at gøre et eller andet ved ham, der gjorde det nemmere at fjerne den evige facade, bare en smule. Hans stædighed og aggressioner var derimod oprigtige nok og ikke muligt for ham at styre specielt meget, når tingene ikke gik efter hans hoved. Det havde han fået vist godt i det værste mareridt han nogensinde havde haft, som Dandels havde været skyld i. Det var heldigvis overstået, skulle aldrig gentages og nu stod han i en langt mere behagelig situation, i færd med at føle det nærvær, han havde længtes efter i lang tid.

Han var næsten overrasket over, at kysset holdt så længe som det gjorde, men der var bestemt ingen grund til at protestere, som han nød hvert sekund af det, samt lyden Dandels fik undsluppet. Alligevel ønskede han ikke at det skulle stoppe, blev næsten skuffet da det blev brudt, men uden at vise det. Han pressede let sine læber sammen, for at beholde fornemmelsen af kysset lidt endnu, før han rettede sig lidt op igen. Den drillende tone fik ham til at fnyse let i et smil, men der var vel ingen grund til ikke at sige sandheden. ”Jeg fik ret ofte sagt, eller gjort, det forkerte.” Han valgte ikke at uddybe det svar, for Dandels ville uden tvivl vide hvilke ting han havde sagt eller gjort forkert. Han vidste trods alt kun at det var forkert, fordi Dandels havde reageret med alt andet end glæde på de ting. ”Derudover havde jeg lovet dig, at du skulle vælge hvor hurtigt det her gik,” forklarede han videre kort efter. Han rettede sig helt op og fjernede fingeren fra hans hage, som han trak hånden til sig igen og sukkede let. ”Jeg burde få ryddet op..” Sagde han lavt, hentydende til glasset og alt det blod, han havde efterladt på gulvet, ellers ville det efterlade nogle mindre pæne mærker, hvis blodet fik lov at trænge ned i træet. Han burde også få vasket sig selv, for hele den ene arm var dækket i den røde væske, der også var sat i en stribe hen over panden og allerede var størknet. Måske han også skulle tjekke såret. Det skulle muligvis sys.

Det var en fair grund, selvom hans "spørgsmål" havde været i dril. Hans følgende kommentar gjorde ham dog en smule overrasket, på den gode måde fordi det beviste overfor ham, at det her var helt rigtigt. Han havde virkelig taget hånd om ham, selv nu hvor Dandels lod til at føle sig mere sikker i hans selskab, give små hentydninger til at han godt kunne klare ét kys til... eller to. Han lod til at distrahere sig selv med gulvet, blodet og såret, men Dandels vidste, at han ikke ønskede at lade ham gå fra ham endnu, så fingrene lod sig blive på ham, måske lidt mere vovet som han lod dem stryge ned langs hans bryst, stadig med øjnene i hans.

Han rømmede sig, en smule genert som kinderne stadig var røde. "Haster det?" spurgte han, stadig så genert som før, hvis ikke mere, som hans blik måtte søge væk, ned mod hans arm. Nu var de lige kommet så langt...

Agarés fik skævet mod blodet på gulvet, egentlig for at tage sig sammen til at gøre noget ved det, men hans blik faldt straks mod fingrene, der blev strøget over brystet. Han havde set hvordan Dandels havde kunne fremstå i drømmene, og der var der ingen problemer med at føre sig frem, men det kom næsten bag på ham, at han ikke var helt uskyldig i den virkelige verden også. Tidligere havde han haft problemer med bare at lægge sin hånd i hans, så dette var et større skridt, end han forventede at se så hurtigt. Det var bestemt ikke noget han brokkede sig over, som han virkelig nød endelig at få den slags opmærksomhed fra Dandels.

Agarés bed sig let i læben, for at lægge skjul på et smil, der ville have været lidt bredere end det blev. Tanken om oprydning blev skubbet til side, i samme øjeblik han hørte det generte spørgsmål. "Overhovedet ikke," svarede han, som han slap håndklædet og lod det falde mod gulvet, for i stedet at placere hånden let mod Dandels ryg. Han lod ham se væk, han ønskede ikke at gøre ham mere genert. "Er der da noget andet, du hellere vil have jeg skal gøre?" Spurgte han, rimelig direkte, men han ville vide hvor langt Dandels var villig til at gå nu. 

Dette glimt af selvtillid kom nok fra at han var begyndt at stole på Agarés ord - om det var fordi manden havde gjort sig decideret fortjent til dem, eller om det var fordi han bare virkelig gerne ville kunne stole på ham, var ikke til at sige, men... Han prøvede sig frem. Det var klart noget andet at gøre det i den virkelige verden end i drømmenes univers og han fortrød egentlig straks at han overhovedet havde prøvet, da han så dæmonens lidt overraskede mine. Var det virkelig så skidt gjort? De hvide ører strøg tilbage i det han skulle til at træde et skridt tilbage af ren usikkerhed, men som han mærkede hans varme, brede hånd mod hans ryg, blev han stående: og langsomt vænnede sig til denne nye form for intimitet mellem dem.

"Jeg, øh...," det skulle han lige tænke over. Han ønskede vel bare ikke det skulle være over så hurtigt? Måske ønskede han et kys til? Han var ej et sted hvor han kunne decideret spørge efter det, men det lå i tankerne, i hans øjne. Han løftede ej blikket, som han ikke helt vidste hvad han skulle sige, men fingrene blev, hvor de var. "Jeg... vil bare ikke have du går endnu," fik han frem, dog en anelse tøvende da det jo ikke var den fulde årsag. Hans læber blev let fugtet, som endnu en af hans subtile, små hentydninger. 

Agarés var ikke i tvivl om, at han ikke havde gjort sig specielt meget fortjent til noget som helst. Han vidste at der skulle meget til endnu, for at tilliden til ham ville være der og derfor var han også lidt overrasket over, at han havde fået lov til at komme så tæt på. Han havde nydt det intense kys, meget mere end han troede at han ville. Der var vel et eller andet over, endelig at mærke den man elskede, på den måde. Specielt når det havde taget så lang tid at komme hertil.

Genertheden hos Dandels var tydelig, og han ønskede ikke at gøre noget, for at gøre det værre for ham. Derfor ventede han tålmodigt på hans svar. ”Okay,” svarede han med det samme, i den rolige tone. At rydde op kunne vente, endnu mere hvis Dandels ikke ville have, at han skulle gå endnu. Tætheden var sjælden, så det ville vel også kun være en god idé at holde fast på det lidt endnu. Hans tøven fik ham også til at tænke over, om det nu var hele sandheden. Forsigtigt forsøgte han at skubbe Dandels til siden, for til sidst at kunne få ham til at læne sig op ad den væg, Agarés selv havde stået op ad for et øjeblik siden. Han lagde blidt en finger under hans hage igen og løftede hans hoved, for at kunne møde hans blik. ”Sig til, hvis jeg skal stoppe,” lød det lavt fra ham, som han bukkede sig lidt ned og pressede sine læber mod hans, denne gang ikke helt så blidt som den første. Hånden, der var placeret mod Dandels ryg, lod han glide længere ned over lænden, ned over hans bagdel og ned over låret.

Dandels kunne godt mærke, at det var svært. Han ville gerne give sig hen, for åh gud hvor ville han dog gerne, men han synes også det var svært, fordi der var så mange ting han ikke helt forstod hvad betød. Hvad betød det helt præcist som han fik ham hen imod væggen? Det gjorde kun Dandels mere utryg fordi kun mindede ham om rigtig dårlige erfaringer af folk, der har brugt det til at holde ham fast med, og han kunne mærke den gamle panik sidde i ham, og få alle hans muskler spændt op. Han gav derfor et lille hop fra sig som han kunne mærke hans hånd glide ned over hans balle og ned mod låret, og det var endnu en af det ting som gjorde ham usikkerhed grundet uvidenhed. Det føltes ikke nødvendigvis dårligt, han vidste bare ikke helt hvad han skulle gøre ved det.

Han prøvede at gengælde kysset af bedste evne, men det var ret åbenlyst at enhjørningen var nervøs. Ja, han havde kysset ham i hans drømme, men det her var helt anderledes. Han havde aldrig prøvet at være så intim med nogen før, i så lang tid, og han var usikker på om han skulle gøre noget med hans læber, hans tunge, hans tænder... I et overtænksomt øjeblik kom han til at hakke tænderne ned i stakkels Agarés underlæbe. Han kom selv med et lille gisp som han trak sig tilbage og måtte holde sig for læberne.

"Det... Det er jeg ked af-" sagde han, men alligevel viste der sig et lille, forlegent smil der var knapt tydeligt. Han anede ikke helt hvordan det var sket, men udkommet af det var måske lidt morsomt... Og fik ham til at glemme panikken for lidt tid. 

Agarés var godt klar over at Dandels ikke følte sig helt tryg ved det hele. Det var derfor hans berøringer var så blide. Alt, eller næsten alt, der var foregået i drømmene mellem dem, ville han bestemt ikke brokke sig over at gøre nu, men han havde ingen intentioner om at presse Dandels til noget han ikke ville. Han gjorde sig umage, for ikke at tage så meget fat, som han egentlig havde lyst til. Han havde fra starten af været forberedt på at det var ham selv, der skulle tage styringen i den del af forholdet, så det gjorde ham intet at der ikke blev reageret meget på hånden, der gled ned over låret.

Kysset gik ikke som forventet, da han hurtigt mærkede tænderne der blev sat i hans læbe, men han trak sig ikke med det samme og der lød et lavt suk i nydelse, inden der viste sig en let rød farve i kanten af læben. Blodet nåede ikke langt, for han lod kort tungen glide hen over, for at fjerne det værste, inden han trak hovedet lidt tilbage og smilede beroligende til Dandels. "Det skal du ikke være," forsikrede han om i et let nik. Han var vel efterhånden vant til meget værre, så et bid var ingenting. "Som jeg sagde, så bestemmer du, hvor hurtigt det her skal gå," sagde han roligt, som han kort skævede mod sin hånd, der stadig var lag let mod Dandels lår. "Skal jeg stoppe?" Han rettede blikket mod ham igen, et blik der fortalte at han ikke havde tænkt sig at fortsætte, hvis han sagde ja. Men samtidig et blik der viste, at han hellere ned gerne ville fortsætte. Det krævede kun et ærligt svar fra Dandels.

Han burde jo nok havde forventet at dæmonen kunne lide det, og Dandels bed mærke at han selv lod en tunge stryge over hans egne læber, en smule undersøgende som han kunne smage resterne af blodet. Enhjørningen kom med det lille, farlige smil. Godt nok var han langt mere usikker i virkeligheden, men... Man kunne sige, det ændrede jo ikke helt de voldelige tendenser. De kom jo stadig fra ham, fra hans hoved - han skulle bare lære at det var ok at lade sig rive løs af nervøsiteten. At Agarés ikke ville gøre ham noget og tage sig god, kærlig tid til ham, og det var det han havde brug for.

Hans hænder gled lidt over hans bryst og op mod hans skuldre, hvor han fik fat i det lange, mørke hår som han begyndte at pille ved, og fandt lidt ro i som han snoede en af lokkerne om hans fingre, samtidigt mod han havde blikket mod hans blå øjne. Han ville gerne lidt mere... Bare lidt mere. Han kunne godt klare lidt mere. Dandels rystede let på hovedet som han forsøgte sig med hånden, der strøg over hans kind. Han ønskede dog ikke at stå så tæt på væggen og lod det sig vise ved at træde et skridt længere fra den, imod ham med de klikkende hove under ham. 

Det lille farlige smil faldt i god jord og Agarés tog det som en mindre hentydning, til at han ikke skulle stoppe. Men han undlod stadig at fortsætte lidt endnu, for han ville have et svar, der ikke var til at misforstå. Tålmodighed havde han nok af, specielt når berøringerne fra Dandels gjorde det meget mere behageligt at vente. Der lød et suk mere. Det var langt fra hvad han var vant til, for han var vant til at modtage en hård behandling, ligeledes var han vant til at give en rimelig hård behandling. Men det gjorde ikke at han nød det mindre. Måske fordi det lige nøjagtig var Dandels.

Han nikkede let til hans svar. Det var ikke mundtligt, men det behøvede det heller ikke at være. Den lette ryst på hovedet var rigeligt, og hentydningen i skridtet væk fra væggen var også nok. Hvis Dandels ville endnu længere væk fra væggen, havde han fri mulighed for at flytte sig, som Agarés med vilje ikke havde taget ordentligt fat i ham. Han rykkede hovedet tættere på igen, men genoptog ikke kysset denne gang. I stedet rykkede han sig lidt længere ned, for at placere nogle blide kys mod hans kæbe, derefter mod halsen. Han fjernede fingeren fra hans hage, for at flytte hånden ned om det andet lår. Langsomt lod han begge hænder glide op over hans bagdel igen, for samtidig at hive den hvide kjole med op. Agarés' tidligere blik havde vist, at han var villig til at fortsætte. Så var det bare spørgsmålet, hvor langt Dandels havde tænkt sig at lade ham gå?

Han havde regnet med at få endnu et kys, så det var det han forberedte sig på, men han blev (glædeligt) overrasket som Agarés lænede sig ind, blot for at kysse hans kæbe og bløde hals. I et øjeblik gik der lidt panik i ham fordi han ikke helt vidste hvad det skulle betyde, men han lod sig falde hen i det, og det... føltes godt. Måske lidt mere, end det gjorde for andre, men Dandels kunne ikke holde sig fra at komme med en lille, nydende lyd som var meget privat og kun lå mellem de to. Det føltes bare så rigtigt, at han helt glemte hvor de var, og hvad tid på det lå på.

Han havde lukket øjnene i ekstasen, men de blev åbnet, som han mærkede hænderne stryge over hans baller, let hive den fine kjole med op så ballerne blev afsløret for væggen bag ham. Det føltes ikke perverst, men sensuelt og undersøgende, og Dandels kom med endnu et suk, som han lænede hovedet tilbage. Han var på nippet til blot at lade ham... gå videre med det, men som han fik set sig omkring, gik det op for ham at de stadig stod i stuen, et temmelig synligt sted, og han foretrak hvis de var alene - og havde universet helt for dem selv.


Hans hænder placerede sig på skuldrene af dæmonen, som han prøvede at komme lidt til sig selv, prøvede at fange hans øjne en smule insisterende. "Ikke her," hviskede han, blidt. 

Lysten til at fortsætte, meget hurtigere end han gjorde, var der helt bestemt. Men for Dandels skyld holdt han sig utrolig meget tilbage, for at gøre det så trygt som muligt. Den nydende lyd fra Dandels var så uskyldig som noget kunne være, og Agarés måtte tage en kort, dyb vejrtrækning for at holde sig tilbage, da han måske nød det lidt mere end han troede han ville. Havde de stået tættere sammen end de gjorde, ville han umuligt have kunne lagt skjul på, hvor meget det opstemte ham. I sin overbevisning, om at han faktisk havde tænkt sig at lade ham fortsætte, førte han hænderne længere og længere op, for at hive kjolen med og fingerspidserne fik kærtegnet den lyse hud.

I sekundet Agarés mærkede hænderne mod skuldrene, stoppede han de blide kys mod halsen, som han rettede hovedet op og de blå øjne mod ham. Han nikkede let, fjernede hænderne fra ham og lod kjolen dække ham til igen, før han i stedet lukkede sin hånd om hans. Han gik et par skridt tilbage, i retning af døren, der ledte ud til gangen, og hev let Dandels i samme retning. "Er du sikker på, at du vil have mig til at fortsætte?" Spurgte han, bare for endnu engang at være helt sikker. Måske han havde presset ham for meget? Også selvom han egentlig ikke følte, at han havde presset overhovedet, men han kunne aldrig vide hvad der foregik i hovedet på enhjørningen. Han fortsatte mod døren, som han stadig hev Dandels med sig, men langt fra i tvang, for han kunne stoppe lige når han ville.

Han fulgte med, som han ledte ham ud af døren, ud til gangen og herfra tog Dandels ved ham, og førte ham til hans værelse - han tror aldrig han nogensinde havde inviteret dæmonen derind men han fik lov nu. Værelset var fint, og tydeligvis viste, at han ikke var af ubetydelig rang: det var hvidt og bredt, med en bred seng, og alt var fint, nydeligt og organiseret. Et par få planter var hist og her, en kjole hængt op, men ikke så meget mere. Som han trak ham ind på værelset og døren blev lukket, vendte Dandels sig om - han følte sig meget mere sikker nu hvor de var inde på hans private område, hvor han var mest tryg. En dag ville Agarés også være den zone af mest ultimative tryghed, og måske inden så længe.

Hans hænder fandt op til hans kæber og han var lige ved at tage sig sammen til at kysse ham, da han blev afbrudt af Agarés spørgsmål, som fik ham til at tænke. "Jeg- jeg er ikke klar til mere end det her," mumlede han så, undskyldende. Han havde aldrig været nøgen overfor andre end ham selv i det virkelig liv, og det var noget af en omvæltning at på en måde smede ham og hans anden jeg sammen seksuelt og personlighedsmæssigt. Det ville tage tid. 


Men han ville gerne være tæt på ham. Han så derfor hen mod sengen, som han tog hans hånd. "Men vi kan... ligge sammen?" spurgte han, forsigtigt. Han var ligeglad om han svinede fine, hvide lagner til, han havde alligevel en masse af den samme slags.

Agarés havde ikke tænkt sig at bevæge sig mod værelset for hurtigt. Hvis Dandels nåede at ændre mening på vejen, skulle han have tiden til at tænke sig om og finde ud af, om det virkelig var det her, han ville have skulle ske. Han havde sådan set også tænkt sig at tage ham med til sit eget værelse, for selvom det var Agarés’ hus, gik han stadig meget op i at Dandels havde sit private sted. Derfor havde han aldrig sat fod i hans værelse før nu, som han blev trukket med derop. Det var kun få sekunder han brugte på at se sig omkring, før han fik svar på sit spørgsmål.

Han smilede skævt. Han kunne ikke lægge skjul på at han havde håbet på et andet svar, men hvis Dandels ikke var klar, ville han hellere vente. ”Det er okay, jeg venter gerne,” svarede han roligt, som han klemte blidt om hans hånd og kort så mod sengen. Han nikkede let til hans forslag, men løftede så lidt op i den blodige hånd og arm. ”Jeg efterlader nok lidt farve,” sagde han kort med et skævt smil. At det ikke betød noget for Dandels vidste han ikke, han ville bare ikke svine det hvide lagen til. Han var selv vant til de sorte lagener, hvor diverse farver ikke fremstod så tydelige. Måske det var med vilje?

Dandels blev nok lidt lettet da det lod til at være "okay" at det ikke blev nu - han havde ikke helt regnet med andet, men det var nu rart med den plads. Han havde også strukket sig rigeligt for ham nu synes han: han havde gengældt hans kys, vist ham hans værelse... og nu skulle han ligge sammen med ham. Han kunne ikke svare ham på hvornår han ville gå med til mere, på den anden side var han klar men på den anden side var han temmelig usikker omkring det hele. Selv når de lagde sig i hans seng, måske tog sig en lur, ville han ikke have sin kjole af - han turde ikke. Han var ikke klar til at vise sig selv... nøgen... selv når det ikke var helt nøgen.

Han nikkede let. Såret var for det meste størknet, så det gik nok. "Det er okay," sagde han, blidt, dog med et lille smil der prøvede at gengælde hans. Han vendte sig om for at tage tæppet af sengen, og foldede det pænt sammen, hvorefter han kravlede op i den for at ligge på de dyre, skønne lagner han havde fået sig foræret. Han lagde sig forsigtigt, mens han kiggede op på ham med de grå øjne, afventende.

Som Dandels tog ved tæppet og fik det lagt pænt sammen, fik Agarés kort mulighed for at lade blikket glide rundt i rummet. Han var selv en mand der forstod at holde orden i tingene, men ikke når det handlede om sit værelse. Herinde var her meget pænere. Det burde ikke komme som en overraskelse, Dandels slog ham ikke som et rodehoved. Måske det hele så pænere ud, fordi det ikke var indsølet i sort, som på hans eget værelse. Det var en kort strøtanke, og ikke noget han havde tænkt sig at tænke videre over nu.

Agarés nikkede let. Hvis det ikke gjorde ham noget at de fine hvide lagener blev farvet, så ville han da ikke holde sig tilbage. Han var stadig utrolig træt, og hvis han kunne få et par timer mere, og så med Dandels i favnen, ville han bestemt ikke brokke sig. Han betragtede kort Dandels, som han kravlede op i sengen og Agarés kravlede efter. Han lagde sig ved siden af på ryggen, med den ene arm løftet, som han gav tegn til Dandels, at han kunne ligge sig ind til ham. Han havde egentlig tænkt sig at gå i gang med arbejdet, men det kunne vente. Han ville hellere ligge tæt med ham.

Det var en befrielse at der ej skete mere. Som Agarés fulgte efter, og lagde sig ved siden af ham, var Dandels lidt bekymret for at ligge sig indtil ham men han besluttede sig for, at det ville han gerne. Og som han lagde sig, følte det lidt som om at alle brikkerne faldt på plads og han kunne give sig selv lov til at falde hen... som han gjorde. Inden længe, faldt enhjørningen i søvn, tæt omslynget med dæmonen, med inden bekymringer for at der var arbejde forude.