Det frustrerede ham, at han lod det påvirke ham på denne måde. Men det var lidt som om, at nu hvor han var faldet i med begge ben, så blev hullet dybere og han kunne ikke længere kravle op af hullet. Han måtte bare satse på, at der var noget andet, som kunne redde ham ud af situationen. For han havde faktisk ikke den store lyst til at være fanget der meget længere. Han rynkede på næsen af hans ord, som han egentlig havde regnet med, at han kunne ramme ham med ordene. Men det var ikke tilfældet. Hvem var han og hvordan var han blevet sådan? Philotanus kunne slet ikke se nogen sammenhæng imellem den dreng der sad ovenpå ham lige nu og den skikkelse han havde fanget tidligere på aftenen. Havde han misset noget? Han havde ingen problemer med at møde hans blik, som masken blev løftet. Blikket borede sig ind i hans, så længe det var muligt for ham. Der var ingen chance for at Dandels blev reddet, grotten var umulig at finde og han tvivlede virkelig på, at nogen ville savne ham allerede. Når først de begyndte at savne ham, så ville han for længst være blevet solgt videre.

Det sitrede i hans krop, som den brændende fornemmelse spredte sig over hans krop. Han kunne mærke hvordan den fulgte med hans bevægelser og hvordan hans muskler forsøgte at spænde under bevægelsen. Philotanus vidste ikke hvordan han skulle blokere smerten og den var begyndt at påvirke ham for alvor, som hans vejrtrækning var blevet tungere og mere hidsig. Biddet forbavsede ham, som han udstødte et støn, smertefuldt og langt. Kort efter valgte han at flytte på benet eller bøje det i håb om at få ham til at slippe. ”Så bliver jeg den første..” forsikrede han ham med et streng tone, som han dog ikke formåede at kigge på ham. Hans hoved var begravet imod underlaget, som pisken atter ramte hans kind og han udstødte et frustreret støn.

Hvor han hadede ham lige nu.. Orcus skulle ikke blandes ind i dette, men Dandels blev ved med at insistere og lige som han skulle til at beklage sig, mærkede han pisken over skridtet. Smerten skød igennem hans krop, som han forsøgte at samle benene og afskærme drengens adgang til hans skridt. Han endte med at bide sig tungen, hårdt nok til at det begyndte at bløde. Der kom ikke flere ord ud af hans mund, som han tav og forsøgte at håndtere den dunkende smerte i hans skridt.

Det var faktisk meget sødt at han stadig prøvede at snakke til ham, få sat en frygt i ham - nej, det mest søde var at han virkelig troede på at det hjalp ham i stuationen, men det havde ikke virket på noget tidspunkt. Hvorfor prøvede han stadig? Var det et form for princip? Han vidste det ikke helt, men det var nu et komisk indslag i det hele. Biddet der var blevet efterladt gav ham nogle små slik, tog smagen ind af dæmon (som var en delikatesse, i følge ham, men måske kom det hele sig af at blodet kom fra hans offer), og han kigede på ham, intenst, for at følge hvert enkel lille træk han gjorde sig. Smerten der trak i krogene. Hans smerte fodrede ham.

"Se på mig," beordrede han, og den ellers søde, blide stemme ændrede sig til noget koldt, og det var frygtindgydende anderledes. Hans hænder landede på hans smertefulde kæber, pressede dem sammen som hans søgte hans blik. Han ville se hadet. "Er det ikke bare vidunderligt?" spurgte han retorisk, i en hviskende tone som det forskruede smil bredte sig på læberne. Han slap hans kæber så hans hænder kunne glide over hans krop - denne gang med rivende negle der kun var toppen af den kage af lidelser, han var igang med at give ham.

De rev så hårdt, at de trængte igennem huden på ham, som var det smør, dybt ned, så blodet flossede ud - han lignede så sandelig en der var ved at trevle. "Uha da. Min fejl," sagde Dandels, i en komplet uskyld.

Smerten var overdøvende, Philotanus vidste ikke hvordan han skulle blokere det. Normalt ville sårene for længst have lukket sig, men uanset hvor meget han koncentrere sig, så brændte de endnu og blodet flød endnu ned over hans krop. Hans blik vandrede væk fra Dandels, som han i stedet søgte et punkt i loftet, som han kunne koncentrere sig om, så han kunne blokere smerten, ignorere den og forhåbentlig overleve den. Der var ikke mange ord tilbage i hans stemme, som han bed smerten i sig i stedet. Han koncentrere sig om ikke at give udtryk for smerten, men han kunne ikke helt undgå at rykke let på kroppen, hver gang at han ramte et ømt punkt. Han bekymrede sig ikke længere for hans blikke, men distancerede sig ved at kigge væk og ignorere det. Så kunne det være, at han ikke længere følte smerten, som om den ikke var der.

Ordren fik ham til at trække let på smilebåndet, som han ikke havde nogen planer om at følge hans ordre. I stedet valgte han at lukke øjnene, som Dandels greb ud efter hans kæbe og atter lagde pres imod sårene. Det skar huden, som de blev presset sammen. Han bed hårdt tænderne sammen for at holde smerten inde. Men blikket var stadig fyldt med had. Foragt for hans berøringer. Neglene blev denne gang ført ned over hans krop, som han udstødte et støn.. Et forbavsende støn, der bar spor af nydelse, de var ikke voldsomme, men det var muligt at fornemme dem under smerten, som han vendte blikket væk og trak vejret dybt. Philotanus’ krop begyndte at ryste, som blodet flød ud over rifterne og dækkede hans overkrop i blod. Han var ikke klar over, hvad der egentlig foregik, han havde fået nok.. ”Slip mig” stemmen var knap så hård, som tidligere, som han ikke gjorde meget modstand mere. Han forsøgte bare at overleve smerten lige nu. Ikke at han var typen til at fælde en tåre. Han gav udtryk for smerten igennem hadet i stedet.

Selvfølgelig skulle han var på tværs. Selvfølgelig. Dandels havde måske håbet på at Philotanus havde lært sin lektie, men nej - det gør de aldrig. I et split sekund, havde hånden fat om den selv samme kniv, manipuleret frem af ingenting, og den fløj i retningen af hans ene øje, hvorefter det borede sig ind og satte sig fast - dog ej dybt nok til at ramme hjernen, ellers ville det for alvor se sort ud. Dandels smilede makabert som han drejede kniven et par omgange, hvorefter han lirkede den ud. Det irriterede ham så grænseløst når folk var på tværs... men alligevel var det også en gave, for så kunne han bevise overfor dem, hvor svage de var i hans magt. "Ønsker du jeg tager det andet øje også?" spurgte enhjørningen let, med ingen intentioner om at give det, han ønskede. Han havde intentioner om at lade ham beholde det ene øje, for han skulle se ham. Se, hvordan han pinte ham, og rev ham til blods.

Philotanus var ikke den eneste som blev forbavset. Dandels havde ikke ligefrem forventet at høre den form for nydelse fra ham, men ikke desto mindre gav det et nyt perspektiv, og Dandels smilede grumt, som han tørrede noget af hans blod bort fra hans hænder, ned af hans lyse, blege krop. "Ser man det, ser man det. Der er vidst en der nyder sig selv," bemærkede Dandels, for hans øjne undslap ikke det, der rumsterede nede i underlivet på dæmonen. Han gjorde det præcis modsatte af at slippe ham - han tog fat om hans manddom, hårdt og knusende, mens hans læber fandt vej til hans øre, som han bed i, dog en tand mere blidt og i en mere forførende tone.

"Vil du gerne have fingrene i mig, mhm? Vise hvor meget du hader mig?" hviskede Dandels, stille og afdæmpet som han lod hånden køre op og ned langs, for at gøre ydmygelsen endnu større.

Hvis ikke han var bare lidt på tværs, så ville han ikke være i stand til at se sig selv i øjnene igen. For han var nødt til at gøre modstand, for ikke at miste troen på sig selv. Nok følte han lidt, at han havde givet op, men der var stadigt lidt modstand tilbage i hans krop. Dette forsvandt do meget hurtigt, som kniven blev boret ind i øjet på ham. Skriget var oprigtigt højt og yderst smertefuldt, som han forsøgte at vride sig ud i hans greb. Kniven var kold, men den smerte som spredte sig igennem hans krop var brændende varm. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre for at blokere den form for smerte. Det var umuligt, som han med sit skrig fra revet sårene fra mundvigen mod hans kind yderligere op. Endnu en smerte skød igennem hans krop. Hvor ville han bare gerne give slip nu.. Forlade kroppen og slippe ud af dette mareridt, men så ville kroppen dø og han ville ikke kunne vende tilbage. Philotanus tog nogle dybe indåndinger, besvarede ikke hans spørgsmål, men fokuserede i stedet på at berolige sin vejrtrækning.

Det sitrede i hele hans krop, som han bed tænderne sammen igen, han håbede inderligt at Dandels ikke havde hørt den forfærdelige undertone. Men ordene forsikrede ham om, at det ikke var sagen. Han ville gerne have sagt ham imod, men han var ikke i stand til at forme en sætning, som han inderligt forsøgte at forhindre lysten i at vokse i hans skød. Der var intet værre end at få nydelse af den dreng! Hans erfaring var lig nul sammenlignet med ham, men alligevel havde han provokeret det med sin tortur. Hvorfor? Det var sygt. Det blev dog kun værre, som han greb fat i ham i et hårdt greb. Philotanus spændte i mavemusklerne for at kæmpe imod, men det var ikke til megen nytte i hans nuværende position, som han dog slugte et støn og forhindrede det i at komme fri af hans læber. Han rev øret væk fra ham, ligeglad med om det efterlod ham med en rift eller en manglende øreflip, han skulle bare væk!

Bevægelserne var konstante, Philotanus forsøgte at tænke på alt andet end, hvad Dandels havde gang i med sin hånd. Han valgte i stedet at koncentrere sig om smerten, som han rev tænderne over læben. Brugte dem til at forværre såret om hans mund, så han kunne distrahere sig selv fra den forfærdelige nydelse, som blev påtvunget ham. Ordene havde han opgivet..

Det fik det til at sitre i hele hans krop, som skriget lød gennem lokalet. Han tændede på det, og han skjulte det ikke. Han elskede at se ham lide, se ham fortryde hvad han gjorde mod ham, og ja: det med øjet kunne man jo sige var en bemærkning om at han ikke skal gøre sige ham imod, for alt giver konsekvenser, og det lod til at give ham en lærestreg. "Dygtig dreng," hviskede Dandels som han klappede ham på kinden, med uden hensyn til hans blodige kinder. Neglene rev nærmest sårene op.

"Du kan få lov til det. Slippe fri fra rebene, og gøre det, du vil med mig," hviskede han atter i øret på dæmonen, han slippede ikke så nemt fra ham. "Slå mig, kvæle mig, tage mig, hvad end du fantaserede om...," han var begyndt at blive kedelig nu, som han nærmest havde opgivet. De opgivende ofre var ikke sjove, og derfor var dæmoner hans foretrukne ofre. De var så fandens stædige at det var helt morsomt. Han så hellere ikke Philotanus som nogen trussel og hvem ved - det var måske meget interessant at lade ham gøre det, der passede ham, se hvad han ville gøre.
"Alt du behøver at gøre, er bare at spørge," tilføjede han med det grumme smil, som han lod tungen glide over hans øreflip.

Han slap for et par sekunder dæmonen, for at lade fingrene glide over sig selv, som fik ham til at sukke frydefyldt. I virkeligheden var han temmelig ligeglad med Philotanus nydelse, den eneste grund til at han gav ham den var fortid han vidste hvor meget han hadede det... At han kunne gøre de ting ved ham, og derfor ville han blot hælde mere salt i såret på ham. 

Det hul, som blev efterladt i hans øje var dybt og brændende, som han ikke rigtig følte, at han kunne slippe af med smerten. Han havde ikke forventet at drengen kunne finde på at gøre noget så modbydeligt imod ham. Alt han havde gjort var at kidnappe ham. Philotanus havde endnu ikke gjort ham ondt, men fik han først chancen, så ville han med glæde gøre ham ondt. Lige nu.. Længe nok til at se livet forsvinde fra hans øjne. Længe nok til at høre ham tage sit sidste åndedrag. Han var træt af ham og vreden blussede atter op, som Dandels klappede ham som en hund. Han var arrig og frustreret, men smerten var alt overdøvende lige nu. Han kunne kun se med det ene øje og smerten i det andet var konstant. Hvordan skulle han kunne koncentrere sig med den evige smerte? Neglene rev atter i hans kind, som han hvæste af ham.

Der lå noget mere bagved ordene, det var han udmærket klar over, men smerten blændede ham for den fælde, han sikkert ville ryge i, hvis han gik med til det. Der var dog en mindre håb for at det kunne lade sig gøre, hvilket fik ham til at overveje det. Han havde ikke planer om at gøre noget med sin lyst. Den kunne han nemt lægge fra sig igen, så længe at han bare fik mulighed for at gøre ham ondt. ”Så slip mig fri” beordrede han. Tonen var vendt tilbage, den var endnu arrig, bestemt og streng, som han rev lidt i armene igen. Han forventede at blive sluppet fri, men Dandels ønske om at han skulle spørge om det fik ham til at trække på skulderne. ”Hvorfor? Fordi du selv nyder at være eftertragtet?” spurgte han koldt. Manglede drengen selvtillid, var han usikker på sig selv? Det var lidt som om at han havde skiftet karakter igen, som Dandels havde givet ham muligheden for at slappe af igen. Smerten var der fortsat, men ordene havde bragt noget nyt med sig.

Drengen begyndte at røre ved sig selv, som Philotanus lod blikket glide mod udgangen. Han væmmes ved tanken om at give efter, når Dandels havde tilbudt ham det på den måde. ”Er vi blevet lidt usikker på sig selv?” fortsatte han i den samme tone, som han ikke lod sig mærke af, at han endnu var bundet til sengen. Hvis han kunne vende det hele rundt ved at køre på enhjørningen, så ville han gøre det uden tøven.

Dandels blev glad, og et smil lå på hans læber som det så ud til at det havde været nok til at give ham gejsten tilbage. Hvor var han dog nem! Det gjorde ham til et perfekt offer, for han var både nem at manipulere, men også stædig, og det var komboen der gjorde det godt for ham selv. "Hvis du spørg pænt, vil jeg overveje det," svarede enhjørningen let, med et faretruende smil på læberne der ej gav et tydeligt signal om han havde tænkt sig at gøre det. Han kunne måske overveje det hvis han virkelig blev patetisk, og bad ham om det, men indtil videre, så det ikke ud til han ville gøre det.
Hans skyts fik ham til at le, mens han hænder gled over hans blodige krop, ned mod hans underliv, og han kom med en hummen, som han tog fat i ham. "Nej," svarede han, kort og kontant. Han havde allerede den mand i sit liv, han ønskede at være eftertragtet af. Alle andre... Dem var han ligeglad med, om de begærede ham eller ej, men det var selvfølgelig altid en fryd at se dem begære ham, for det gjorde kun spillet meget sjovere.

"Hvordan kunne jeg nogensinde være usikker i selskab med dig?" spurgte Dandels blidt, som de grå, farveløse øjne så i hans. Et skarpt smil bredte sig på hans læber, hvorefter han langsomt, så uendeligt, pirrende langsomt, gled ned ad, mod hans krop. "Jeg vil lade dig tænke lidt over din opførsel. I mens...," og mere sagde han ikke, før han lod tungen gøre arbejdet for ham, i et miks af både tortur og nydelse, som han lod tænderne komme til. Selvom det ikke var noget han havde gjort sig i virkeligheden, vidste han lige hvor han skulle ramme. Ej følte han nogen nydelse ved at give den til en mand, han følte ingenting for - nydelsen kom af at vide, at hans fange ej ønskede den og prøvede at benægte den.

Havde Philotanus vidst, at det drejede sig om at give ham gejsten tilbage, så var han nok forblevet stum, men han havde endnu ikke opfattet det, da smerten blokerede for store del af hans tanker. Det var kun ganske få, som trængt sig igennem og de var desværre ikke nok til at få ham til at lade enhjørningen kede sig nok til at lade ham gå. I stedet smed han brænde på bålet.. Et bål, som ville have været langt smartere at slukke med det samme gløderne var dukket op. Men det var for sent. Han kunne dog ikke få sig selv til at tigge eller spørge pænt om at blive sluppet fri, så han var egentlig godt klar over, at han næppe ville komme så langt. Ikke når det var lige netop det, han bad ham om. Kunne han ikke have valgt noget andet? ”Det er ikke nok” kommenterede han dog, som han ikke havde i sinde at risikere sin stolthed kun for at gøre sig berettiget til hans overvejelser.
Philotanus spændte atter i mavemusklerne, hvor meget det end gjorde ondt, så ville han gerne forhindre sig selv i at kunne mærke det greb, han havde om ham. Han ville ønske at han kunne vride sig ud af hans greb, men han kunne endnu ikke flytte på sig. Svaret var kort og fattet, som Philotanus fik den opfattelse at der ikke var megen usikkerhed i hans ord. Men samtidig tvang det også et lystigt smil over hans læber, som han var distraheret længe nok til at kunne mærke Dandels hånd. Han bed sig i læben for at blokere stønnet, men lidt slap igennem. ”Men ingen som ønsker at befri dig..” fortsatte han tungt, hans vejrtrækning var blevet tungere og temperaturen i rummet syntes at stige.

Ordene betød ikke meget for ham, som han fnøs af dem og trak på skulderen igen. Han havde ikke tænkt sig at besvare sådan et spørgsmål. Da det egentlig ikke bekymrede ham. Han var ikke interesseret om end hans underliv fortalte en anden historie. ”Lad mig.. gå” sætningen blev afbrudt af et støn, hvilket fik ordene til at lyde langt mere bedende, end han havde haft i sinde til at begynde med. Dog viste vreden sig atter i hans blik, denne gang var den dog rettet imod ham selv, som han var sur på sig selv. Eller vred. Dandels bevægede sig over hans krop, som Philotanus endte med at gribe fat i underlaget i et forsøg på at hive sig væk fra ham. Underligt nok, så føltes det ikke lige så ubehageligt, som han gerne ville have det til. For så havde han haft nemmere ved at ignorere berøringerne.

Hans ord fik ham til at klemme hårdere om ham end ment. Der var ikke gået særlig lang tid, og Dandels nærede ikke tvivl om at Agarés ville komme... Spørgsmålet var bare hvornår, og han kunne mærke sorgen brede sig. Måske var han virkelig ligeglad med ham, og bare lod ham være her, i stikken. Men så snart tankerne bosatte sig, tvang han dem ud af deres hjem, væk fra fra grå øjne. Det kunne han ikke tænke på nu. Han ville komme. Han... Han elskede ham jo. Og han elskede ham.
Og hvis han ikke ville komme og redde ham, ville han tvine Philotanus til at gøre det, ved at pine ham hver evig eneste nat, indtil han gav op.

De grå øjne så på den patetiske mand som han lod hånden køre op af skaftet og ned igen, hvorefter læberne tog over. Med vilje blev det gjort til en blidhed, som han vidste de fleste mænd nød. Han ville se skammen flyde over ham, vreden, og det var allerede en god start som han hørt ordene, der blev formuleret bedende. Han svarede ham ikke - lod læberne tale for sig selv, som de greb om hovedet hvorefter han tog ham helt ind med vibrerende, små støn. Læberne gav slip med en lille lyd som han så på hans offer, der så temmelig medtaget ud. "Mhm... Nej," sagde han, med tungen der let kærtegnede ham.
"Du er så nem, Philotanus. Det er de fleste. Der skal intet til at gejle dig op, og jeg elsker det," sagde Dandels, tydeligvis fornøjet.
"og nu hvor du ser ud til at nyde min behandling så meget, så kunne det være jeg skulle til at udnytte dig... Medmindre du beder mig om noget andet, naturligvis," sagde han, mens han allerede var igang med at binde de fine trusser op.

Et uventet gisp undslap hans læber, som presset omkring skaffet blev strammere. Han følte næsten at lyden blev kvalt på samme måde, som hans manddom imellem Dandels smalle fingre. Det fik ham til at synke en klump, som han måtte bide det i sig og langsomt forsøgte at vænne sig til smerten. Det var ikke nødvendigvis en nem opgave, men alligevel formåede han at se smerten i enhjørningen øjne. Det var kort, men nok til at give Philotanus ny energi. Han havde ramt et ømt punkt og hvis han ikke tog meget fejl, så kunne han sagtens udnytte det, hvis bare han fik chancen. Noget som Dandels ikke lod til at være villig til at give ham lige med det samme. Han kunne altid bede om det, men han følte sig endnu ikke knækket nok til at tigge.. Specielt ikke med det spinkle håb, som han havde set i enhjørningens øjne.

Hvorfor kunne han ikke bare vriste sig fri fra hans greb og smide ham tilbage i cellen? Det irriterede ham, men irritationen blev hurtigt overskygget af nydelsen, som strømmede over hans krop, så snart at Dandels valgte at bruge sine læber..  Philotanus udstødte et frustreret støn, som dog var en anelse længere end forventet, som han trak det ud til et nydende suk i stedet. Hænderne greb fat i lagnet, som han klemte til, så knoerne blev hvide. Hvorfor havde han skubbet det i denne retning? Tortur og smerte kunne han sagtens holde til, men at finde nydelse i en sådan skikkelse var absurd. Han forstod det virkelig ikke og alligevel slap endnu et lavt støn over hans læber. Han vrissede let for at skjule stønnet, drukne det. ”Hold din mund..” der var ikke meget ordre over stemmen, som han slap lagnet og gjorde et sidste forsøg på at komme fri. Ordene løb, men forvirringen stod malet i hans ansigt, som han rettede blikket imod ham og straks forsøgte at flytte underlivet væk fra ham. Ikke tale om at han skulle tage det skridtet videre. ”Det kan du godt glemme” hvæste han igen. Ikke tale om at han ville ligge stille længe nok til at han kunne udnytte ham på den måde. ”Hvad vil han ikke sige til, at du gør det med en anden” der blev lagt tryk på han, som han lige som kunne konkludere at Dandels muligvis var mere interesseret i mænd end kvinder. Og dermed sagt, så måtte der være en speciel mand i hans liv, ellers ville han da ikke have reageret sådan? Lige nu var han nød til at forsøge alt for at stoppe det.

Det tændte ham kun mere at høre den frustration, der hvilede i hans krop. Dandels havde fat i noget godt her, og hans ord, den gejst han havde haft før, var ved at drukne i hans egen, patetiske nydelse. Og det gjorde ham kun mere villig til at gøre det, som han afskyede tanken om at ville være sammen med ham på den måde, så det skulle naturligvis gøres. Som han fik sig kravlet tættere op ad, så han sad det rette sted, fik han pisken samlet op i hånden og den gav et smertefuldt smæk på låret af Philotanus, for at få ham til at rette ind - uroligt hvor meget han orkede at bevæge sig, efter det her, det måtte han give ham. Det var han imponeret over, og det var netop svært at få sig selv helt placeret, så han udnyttede tiden til at kærtegne sig selv, mens Philotanus ej sparede sig selv noget som helst energimæssigt.

Hans ord fik ham til at se på ham, med en dødbringende ro. Hans øjne var skræmmende fikseret på ham, og som et slags modsvar, fik han endnu et slag med pisken, denne gang hen over det øje, han havde mistet. Det var egentlig et godt spørgsmål, han vidste ikke hvad han helt skulle sige for et øjeblik... Han havde jo selv sagt til Agarés at han ikke ønskede at han lå med andre men det her... Det her var anderledes. Han var ikke sammen med Philotanus fordi han kunne lide ham, fordi han ønskede at være sammen med ham for nydelsens skyld. Han ønskede at se ham være patetisk, se ham lide, og hvis det var det der skulle til, ville han gøre det - og der gjorde det ikke forskellen om det var en akt eller ej, hans lidelse var nok for ham.

Han så ned på manden, hvorefter tænderne blev afsløret i det grumme spil, hvorefter han satte sig til rette, med et godt tag i ham, hvorefter han prøvede at fuldbyrde akten, med et smil der tydeligt viste hvor både forskruet han var, men også at Philotanus ikke havde en chance mod ham.

Philotanus blev ved med at insistere på at slippe fri fra grebet. Rebene måtte da for helvede give slip på et eller andet tidspunkt. Han kunne mærke hvordan de borede sig ind i hans håndled, men selvom det brændte i huden, så fortsatte han, for han ville ikke lade enhjørningen få denne nydelse fra ham. At hans kamp var en del af nydelsen var dog ikke gået op for ham endnu. Han var travlt optaget af at forhindre det, så han havde faktisk ikke tid til at overveje, hvad det betød for den forskruede knægt, der havde kastet sig over ham på denne måde. Endnu en gang ramte pisken, denne gang på hans lår, som han spændte i låret og bed sig i læben for at udstå den smerte, som havde boret sig fast i hans krop. Blikket var hadefuldt og frustreret, som Dandels flyttede på sig og forhindrede ham i at flytte sig yderligere. Bevægelserne var begrænset, men han forsøgte endnu at få ham til at miste interessen for det. Selv med de svage støn, som slap over hans læber.. Han måtte da kunne få ham til at droppe det?

Ordene ramte ham igen, men denne gang kom der prompte en konsekvens på hans ord, som pisken svang over hans øje. Havde han haft armene fri, så havde han nok forsøgte at dække det til, men det blev til et hiv i rebet og så et frustreret støn, som han atter bed det i sig. Uanset hvad, så havde det haft en betydning for ham, der var altså en derude, som kunne holde denne skikkelse ud i længden. Han rynkede på næsen ved tanken og rystede på hovedet for ikke at blive distraheret yderligere. Dog var der tale om informationer, som han måske kunne bruge på et andet tidspunkt, hvis han nogensinde skulle få lyst til at se enhjørningen igen.. Han havde teknisk set lovet ham det, og lige nu havde han et brændende ønske for at hævne sig.

Dandels flyttede sig tættere og uanset hvor meget han forsøgte at krølle sig sammen, så kunne han ikke forhindre det. Philotanus måtte for al i verden ikke opgive nu, men han var slet ikke klar på at trænge ind i en fremmed. Han havde intet ønske om at fuldbyrde det. ”Lad mig..” stemmen var lav, bedende og svag, som han bed sig i underlæben. Det sidste ord at sætningen kom ikke med, som han spændte i lårmusklerne og pressede røven imod sengen, blot for at komme længere væk.

Der havde været en betydelig reaktion over hans ord. Der var nogen derude, som endnu ikke havde set han var blevet kidnappet, slæbt et sted hen han ikke vidste hvad var... Når han var færdig med denne lille, ynkelige mand ville han få fat i Agarés og fortælle ham hvad han havde set. Han måtte da vide det... Og hvis han ikke gjorde, hvis han ikke kom, ville han bare håbe på at Philotanus blev tilpas nok bange for han kunne finde på, til at lade ham gå. Han havde jo endnu ikke endnu skåret nogle af hans lemmer af! Blot udnyttet det, der var, og det var det han havde tænkt sig at gøre nu.

"Hvad siger du dog? Kan du tale?" spurgte han ham, i en lys, venlig stemme som om han var en hund der prøvede at sige noget. Dandels havde ingen sympati med ham og som han prøvede at flygte fra ham, stadig med overskuddet til overhovedet at gøre det, fik han sat sig helt ned, med ham igennem, og Dandels kom med et højt suk. Han følte ikke noget ved det. Selvfølgelig, det var hvad det var, og det føltes rart, men han gjorde det udelukkende fordi han vidste hvilken provokation det var og han begyndte langsomt let at vugge for se hvor mange grænser han havde tilbage. Hans ene hov hvilede let mod hans kind som han havde sig lænede med begge sine arme. Han smilede til ham, med den samme grumhed. "Du ved... Det her er udelukkende din egen skyld, Philotanus. Man kunne bare lade være med at tage fremmede folk fra gaden, og se dem som ingen trussel...," bemærkede Dandels flabet, som han kom endnu med et suk. 

Grotten var tæt på umulig at finde, hvilket var grunden til at Philotanus og Orcus havde levet i den så længe uden at føle træng til at forsegle indgangen. Kløften var ikke et sted, hvor mange valgte at flyve ned igennem. Mest af alt fordi der ikke lod til at være nogen bund og mørket var uendeligt, derfor tvivlede Philotanus også på, at nogen ville komme for at redde ham. Ikke medmindre at han selv gjorde en indsats for at lede denne specielle person imod drengen.. Dog havde han ingen intention om at forkorte opholdet, for dette her skulle han selvfølgelig bøde for. Og han skulle nok finde kræfterne på den ene eller anden måde. Alternativt måtte han bryde båndet og gøre brug af sine evner, men de lod ikke til at have nogen effekt lige nu, så han ville ikke spilde energien på at forsøge. Så måtte han bare forsøge at flytte sig fra ham.

Philotanus vrissede let af hans ord, den lyse stemme skar i hans sind, som den var klar og trængte igennem den uendelige smerte. Hvorfor kunne han ikke bare lukke af? Uanset hvor meget han forsøgte at flygte, som kom han ingen vejen og der gik ikke længe før at han mærkede hvordan hans lem blev presset op i drengen. Modbydeligt! Det sendte alligevel en sensation igennem hans krop, som han gav udtryk for nydelse igennem et suk, tænderne bed hårdt sammen og han vendte de hadefulde øjne imod ham. Denne gang hev han en anelse mere voldsom i arme og ben for at forsøge at dreje sig om på siden og smide ham af. Drengen valgte dog at bevæge sig vuggende over ham, som han spændte i musklerne igen og pressede hovedet tilbage imod sengen. At blive angrebet på denne måde var uden tvivl nyt for ham, men det var ikke noget han havde planer om at gentage i fremtiden. ”Slip mig fri..” der var væmmelse i hans stemme, foragt i hans blik og frustration i hans bevægelser, som han forsøgte at holde stønnet inde. Han forsøgte at fylde tankerne med alt andet end hvad der foregik foran ham.

Han sørgede bare for at ignorere ham, og nyde ham selv - fordi han vidste det var til stor provokation for dæmonen. At en lille, skrøbelig enhjørning havde så meget magt over ham og brugte ham til lige det, der passede ham. Han rørte ved sig selv som han skabte en rytme, og lod det blive hørt hvor meget han lod sig nyde på hans bekostninger. Og det mest frydefylde var at se hvordan dæmonens krop reagerede på ham, uden for hans egen kontrol. Dandels spændte let op som han lavede en lyd af flere støn, før han forsatte, med et vildt, provokerende blik i hans øjne. Han havde ikke tænkt sig at høre på hans ord, eller se hans blik, så hoven der var placeret på hans ansigt blev trukket tilbage og derefter sparket i ansigtet på ham yderligere med hård kraft. "I teorien kunne jeg vel sige det samme...," sagde enhjørningen uskyldigt, som han lænede sig ind over dæmonen, med et smil på læberne.

"Men jeg ser ikke du har planer for det lige nu, så... Dig og mig, vi kommer til at have det rigtigt sjovt i fremtiden, det lover jeg dig," sagde han med et kæmpe, grumt smil som han klappede ham atter på kinden.

Enhjørningen havde mere kontrol over situationen, end han selv havde og det var virkelig noget, som gik ham på. Han kunne ikke flygte fra hans bevægelser og lysten var ikke til at undertrykke mere. Han var magtesløs overfor den nydelse, som spredte sig i kroppen på ham. Det irriterede ham stadig, som han bed tænderne sammen og spændte i kinderne, nok til at blive mindet om de lange snit, som enhjørningen havde lavet. Ansigtet var dog ikke det eneste, som var forrevet. Overkroppen brændte endnu, men enhjørningens bevægelser fyldte ham med en anden form for følelse. Han hadede det stadig, men han kunne ikke skjule, at han nød det på samme tid. Stønnene var ikke til at stoppe. Slaget imod ansigtet fik ham dog til at hvæse lettere irriteret, som han vendte blikket den anden vej. Efter denne behandling, så havde han ingen planer om at slippe ham fri igen. Han fik lyst til at spytte på ham, men følte at det ville være at synke for lavt, selv for ham.
”Jeg vil ikke give dig den tilfredshed” hvæste han køligt, som han både hentydede til at slippe ham fri blot på grund af dette og samtidig ville han gøre alt for at undgå en forløsning, uanset hvor lang tid han skulle holde igen, så skulle han nok finde en måde hvorpå, det ville være umuligt for enhjørningen at få ham til at nå sit klimaks. Stønnene flød dog stadig over hans læber, som han forsøgte at drukne dem i hvæs.

---

Et klap på kinden og en irriteret stemme.. ”Er du nu faldet i søvn igen?” det var Orcus stemme, som han havde sat sig på sengen, lettere skævt, som Philotanus var faldet i søvn med benene udover sengen. Egentlig havde han nok lagt fint til at begynde med, men drømmen havde flyttet ham rundt i sengen for det store tæppe var også røget på gulvet. Philotanus slog øjnene op i en hast, greb Orcus hånd og væltede ham ned på gulvet, som han greb drengens arme og hævede dem over hans hoved. Et hvæs undslap han læber, før at det gik op for ham, at det var Orcus han havde låst til gulvet. Han trak sig hurtigt væk og dumpede ned på gulvet siden af ham. Hænderne strøg over kinderne og ned over kroppen. Rifterne var væk? Hvad foregik der? Blikket dalede mod hans skridt, som han pænt lagde armen over. Han var tvunget til at tage en dyb indånding, som han fik kontrol over sin puls igen.

Orcus var lettere chokeret over reaktionen, som han stirrede på Philotanus med et koldt blik. Han mumlede let for sig selv og fik sat sig op med hænderne hvilende imod sine ben. ”Hvad fanden skulle det til for?” vrissede han irriteret, som han forventede en reaktion fra Philotanus eller en undskyldning. Han mumlede blot, som han viftede let med den ene arm. ”Mareridt..” mumlede han undskyldende, som blikket blev vendt imod ham. Han var træt.. Rigtig træt for luren havde ikke givet ham ny energi. Orcus rystede på hovedet, som han kom på benene igen og greb posen med krystaller, som han egentlig ville have vist ham. ”Gnavpot” mumlede han med et suk, som han dog endte med at smile til ham. Han trak på skulderen. Den slags var hurtigt glemt, men det var kommet en anelse bag på ham alligevel. Philotanus orkede slet ikke at sige ham imod. ”Fik du fat i de resterende krystaller?” han var nødt til at tænke på noget andet, som han lagde hånden imod sengen og fik rejst sig op igen. Orcus nikkede, som han stoppede op i døråbningen. ”Ja, det var ikke noget problem, han beklagede mange gange” lo han med et smil, som han dog nikkede imod sengen. ”Du kan sagtens sove lidt endnu.. Klokken er mange..” Philotanus var alligevel ikke til megen nytte, hvis han var træt. Philotanus dumpede ned i sengen igen. Kroppen var endnu træt og han tvivlede på, at han ville havne i det samme mareridt igen. Han lå lidt, før at han faldt i søvn igen.

Og alt forsatte, som det var blevet slapt.

Dandels sad stadig overskrævs på Philotanus, som virkede yderst overrasket, og enhjørningen lænede sig ind over dæmonen, mens han klemte om hans kinder, så han fik en skæv grimmasse.

"Velkommen tilbage," hilste han så modbydelidt venligt, mens øjnene lyste.

"Skal vi forsætte?" spurgte han, men det var tydeligt at det ikke stod til diskussion som han lo rædselsvækkende.