Varmen var kommet bag på hende, ikke fordi hun ikke havde set hans ild før, men det var uden tvivl en anderledes måde at bruge sin evne på. Selvfølgelig havde hun også brugt sin magi på sit eget sværd, men ild og stål var en farlig blanding, specielt når det kom så tæt på. Men Yotul kunne også mærke at varmen fra klingen havde givet hende nogle udfordringer med rustningen, så hendes bevægelser var ikke helt så flydende, som de kunne have været. Det irriterede hende, men hun forsøgte at skjule det, som hun atter var tvunget til at lave noget afstand imellem dem.

De stod med fronten imod hinanden igen. Hun forsøgte at holde fat i sværdet, men rustningen var blevet virkelig ubehagelig varm og hun var overbevist om at den havde brændt sig fast i noget af hendes hud. Så hvis hun først fik den af, ville hun trække huden med. ”Jeg sagde ikke, at det ikke var tilladt..” lo hun med et smil på læben, han kunne bruge alle de tricks, som han kunne finde på. Hun skulle bare finde en måde at arbejde imod ham på. Yotul bed sig hårdt i læben, nok til at bide hul, dog skjulte hun såret ved at trække læben ind i munden, som slikkede hun sig på læben.

Denne gang satte hun i gang med et langt spring frem mod ham. Sværdet var en forlængelse af hendes højre arm, som rustningen dog trak i alle hendes bevægelser. Hun skar en kort grimasse, før at hun svang sværdet mod hans hals. Hun var klar med et modtræk, hvis han dukkede sig. Den anden hånd var knyttet, men foldede sig ud, som hun rakte dem frem mod hans nakke for at hive ham imod hende og deres læber sammen. Det var risikabelt, som hun nemt kunne ende på røven eller med et slag imod sin mave. Hun var blottet for en stund.

Han smilede let ad hendes ord.
Han havde nu heller ikke regnet med, at hun ikke ville acceptere hans brug af de magiske flammer... og selv hvis hun ikke havde accepteret det, ville han naturligvis have gjort det alligevel.

Elverkvinden foran ham var parat til at slå ham ihjel, det havde hun vist et par gange.

Om hun ønskededet, var en anden sag - men han regnede med at hendes tankegang var noget i stil med: Hvis ikke han kan klare mig, hvorfor så spilde tid på ham?

"Det ville være nemmere for dig at smide rustningen." sagde han og blinkede til hende.
"Jeg vil endda vente, og lade dig tage den a-" hendes angreb afbrød ham.

Finten ville have virket perfekt, og hun ville have myrdet ham på stedet... hvis ikke hendes egen rustning var kommet i vejen for hende.
Den gjorde hendes bevægelser kluntede nu, og da hun greb ham om nakken og trak ham ind i et ikke helt så overraskende, snedigt kys, lykkedes det ham at være hurtigere end hende: han rakte ud og greb hende hårdt on armen, lige under albuen, og holdt dermed den skarpe klinge på nok afstand til, at han ikke mistede livet.

Hun var blottet i dette øjeblik, og i et splitsekund overvejede han at sende en næve ind i maven på hende... men den del var det bedste, og skulle gemmes lidt endnu.

I stedet forsøgte han at få fat i hende, og fælde hende så hun ville komme ned og ligge på ryggen, med ham over sig.

Der var ingen grund til at begrænse mulighederne og hvis han havde lyst til at bruge sin magi, så ville Yotul ikke forsøge at stoppe ham. Hun ville gøre det samme, hvis hun havde en chance for at overraske ham. Dog lod han til at være ekstra opmærksom på hendes blod, som ville han gøre alt for at forhindre at hvad der skete sidst, ikke skulle ske igen. Det gjorde det selvfølgelig lidt mere problematisk for hende. Men så måtte hun finde andre måder at nedlægge ham på. Hvis ikke de begge tog kampen alvorligt, så var der ingen grund til at have den til at begynde med. Så Zane havde nok ret i sine antagelser.

Yotul kunne sagtens have kommenteret på hans forsøg på at få hende til at smide rustningen, men hun var for optaget af dit modangreb til at bekymre sig om det. De kunne tale om det senere, når først den ene havde tabt. Det var riskibalt at være så tæt på, men hvordan skulle hun ellers tvinge blodet i ham? Dog vendte kysset sig hurtigt til noget andet, som hendes arm blev låst. Hun slap hans læber for at komme væk, samtidig med at hun afslørede såret på sin læbe. Travlt optaget af at more sig over at hun var kommet tæt nok på, nåede hun ikke at flytte benet tilbage for at forhindre hans modspil. Benene forsvandt og hun røg bagover sammen med ham. "For Thatos også.." mumlede hun irriteret i styrtet, før at hun ramte jorden og endte fladt på jorden. Hun forsøgte at trække benet til sig for at slå ham imellem benene.

Trods sin mindre triumfrus, så Zane godt såret på hendes læbe.
Fandens!
Han spyttede på jorden i et forsøg på at få hvad end blod der måtte have neget sig ind ved kysset, ud.
Om han fik det hele, vidste han ikke.

Han opdagede hendes bevægelse, og frygtede et øjeblik for sit skridt, som enhver mand ville!
Dog nåede han at stoppe hendes ben halvt med sit eget, hvilket resulterede i at han fik et los... bare ikke så hårdt som hun havde forventet.

"Arg... av for..." ømmede han sig.
"Og du kalder mig for fej?"

Men... han havde overtaget.
I hvert fald lige nu.
"Giv op."

Det var med fuld overlæg, at Yotul valgte at afsløre såret på hendes læbe, blot for at se hans ansigts udtryk, når det ville gå op for ham, at han havde lavet en fejl. Zanes reaktion var oplagt, som han forsøgte at spytte blodet ud og derved undgå at havne i samme situationen som sidst. Kysset havde dog ikke varet længe nok til at Yotul havde haft en chance for at presse nok blod ind i hans system. Hun havde håbet på et længere kys, men han havde straks udnyttet situationen og vendt det hele imod hende. Ikke at hun ikke havde set det komme, men altså.. Man havde vel lov til at håbe. I stedet endte hun på jorden med et utilfreds smil på læben. Blot for at understrege sin utilfredshed gik hun efter hans skridt. Det lykkes halvt, som smilet på hendes læber forandrede sig. Nu var hun villig til at slappe af og give ham pladsen til at komme på benene igen. Hvis det var ønsket. Uden at svare på hans ord lagde hun benet ned igen, spredte armene ud og slap sværdet.

Det var ikke længere muligt at bruge sværdet i deres nuværende position, som hun holdt blikket på ham og strøg tungen svagt over hullet på sin læbe. Anden gang tungen blev ført over hullet var det forsvundet igen. De grønne øjne hvilede i hans, som hun tænkte over sit næste træk. ”Hvorfor skulle jeg give op, når jeg har styr på det?” lød det selvsikkert i en svag latter, som forsøgte hun at bilde ham ind, at hendes blod allerede var inde i hans system og derved kunne hun nemt vende situationen om. Desværre for hende, så var det ikke tilfældet, men hun måtte godt gøre et forsøg på at få ham til at give op først. Så hun kunne tage sejren. "Hvad vil jeg få ud af det?" spurgte hun lokkende, som skulle prisen være det værd, for at hun ville give op.

Han havde hende lige hvor han ville have hende nu. På trods af hendes selvsikre personlighed og hendes ord, var hun ret så sikkert ude af stand til rigtigt at angribe ham... og selv hvis der var en anelse af hendes blod i hans system, troede han ikke på at det ville være nok til at gøre mere, end blot irritere lidt.

Og hvad ville hun få ud af at give op...? Hmmm...

"Smerte og nydelse...?" kom det fra ham med et lavt grin.

Så kastede han et blik på hendes sværd.
Nok havde hun sluppet det, men dder var stadig lidt af hendes blod på det - og derfor kunne det muligvis stadig bruges som et våben.

Han hævede hendes arm op over hendes hoved, og tog fat om begge hendes håndled med én hånd, så han kunne række ud og skubbe hendes sværd længere væk, før hans fulde opmærksomhed vendte tilbage til hende.
"Skal jeg virkelig se om jeg kan komme igennem rustningen, eller tager du den af frivilligt?" spurgte han med et humoristisk glimt i øjet.

Det irriterede hende grænseløst, at hun havde ladet sig selv være åben overfor en sådan angreb. Men hun kunne ikke gøre meget ved det, som situationen var lige nu. I stedet lod hun de grønne øjne betragte bevægelserne i hans krop og musklerne i hans mund, som han talte. Yotul bed irriteret tænderne sammen, for at skjule nederlaget i hendes blik. Hun havde ikke chancen for at give ham igen, medmindre at hun virkelig ønskede at bruge alle sine kræfter på at skubbe ham ned. Egentlig var det ikke forfærdeligt at tabe, for det betød kun at de stod lige.. Ikke at mørkelveren tænkte over det, Yotul ville med glæde tørre det af på ham, hvis han blev for kæphøj. Alligevel lod svaret til at fange hendes opmærksomhed, som hun langsomt førte tungen hen over sin underlæbe, hun overvejede tilbuddet med et lystigt smil på læben. Som hun skulle til at svare på hans tilbud, så hun hans blik glide mod sit sværd. Yotul rettede blikket mod sværdet ude af stand til at kunne nå det i hendes nuværende position, så gjorde hun ikke en forsøg. Alligevel lod det til at bekymre ham.

Da armene blev ført op over hovedet på hende, lænede hun roligt hovedet mod højre arm for at se ham skubbe sværdet længere væk. Et opgivende suk forlod hendes læber, før hun vendte blikket retur til ham. Forsigtigt hev hun let i sine arme. Hvordan skulle hun få rustningen af, hvis hun var låst til jorden på denne måde? Spørgsmålet provokerede et glimt i hendes blik, som hun stille bed sig i underlæben. ”Hvis du tør løbe risikoen.. Så kan jeg godt tage den af..” han ville være nød til at give slip på hende, hvis hun skulle have den af. Men det ville også betyde at hun atter ville kunne få fodfæste og dermed gå efter sværdet. De kunne ende med at starte forfra.. ”Jeg vil gerne have det fulde udbytte af slagene” fastslog hun med et glimt i øjet. Hun hev lidt ekstra i armene.

Det var tydeligt hvad hun mente, da hun spurgte om han turde løbe risikoen.
Hvis han slap hende, ville hun kunne gå efter sværdet, og de ville havne i endnu en ståldans.

På den anden side, tilbød hun faktisk at gøre præcis som han ønskede lige nu.

Hvad var det sjove da også i at lege sikkert?

Zane smilede skævt, og slap hende mens han trak sig tilbage, og rejste sig op.

Det hele lå ved ham lige nu, Yotul var ikke i en position, hvor hun kunne tvinge ham til at give slip eller lade hende få sin vilje. I stedet var hun tvunget til at afvente hans bedømmelse af situationen, ikke at hun havde noget imod at skubbe det lidt længere ud. Hvis hun fik chancen for at gå til angreb igen, så ville hun højst sandsynligt tage den. Så var spørgsmålet bare om han ønskede lydighed eller modstand. Hvis de begge havde været efter præmien, så kunne de sagtens have sprunget kampen over. Men noget kunne tyde på, at kampen dertil var mindst lige så vigtig, som målet. Derfor lod hun også de grønne øjne betragte ham. Smilet var udfordrende og blikket lokkende. Ville han lade hende slippe fri?

Yotul fik intet svar. I stedet så hun ham trække sig, som hun langsomt hev armene ned og lod hænderne hvile på maven. Hun så til, imens at han kom på benene. Det skæve smil kunne betyde mange ting, men hun var også frisk på lidt af hvert. Der var stilhed imellem dem, som hun langsomt satte sig op. De grønne øjne skævede roligt mod sværdet, før at hun lænede sig frem og kom op på benene igen. Blikket vendte retur til ham, som hun førte fingrene op over rustningen og skubbede to fingre under, hvad der lignede et blad på skulderen. Man kunne høre klik lyden, som hun fik løsnet haspen og mast hånden under for at skubbe den over skulderen. Langsomt trak hun armen fri af rustningen, før at hun førte fingrene mod den anden skulder.

Blikket hvilede på ham, før at hun med et hurtigt spring kom udenfor hans rækkevidde og hen til sværdet. Hun holdt ham i øjenkrogen, som hun samlede sværdet op med den hånd, der var fri af rustningen. Den anden hånd løsnede dog let den anden hasp, så hun kunne få begge arme fri af rustningen. Den dækkede dog endnu hendes bryst, men der ville ikke skulle mere til end et ryk for at den ville falde ned. Hun placerede begge hænder mod sværdet. "Skal vi?" Spurgte hun med et grin.

Han smilede let da hun begyndte at arbejde med rustningen.
Det så ud til at hun faktisk havde ment det - at hun havde overgivet sig, og nu var klar til at gå videre til den del, de begge vist syntes var ganske... interessant.

Altså, lige indtil hun sprang væk og samlede sit sværd op.

Hvor andre måske ville have været irriteret, slog Zane blot en latter op og hævede sit eget våben imod hende.
"Ikke noget dårligt look... men jeg har nu en preference for bar mave." sagde han og blinkede til hende.
Han var ganske nysgerrig efter at finde ud af, hvad hun havde på under rustningen - samt om hendes mave var lige så tiltrækkende som han bildte sig selv ind at han huskede.

"Så kom da. Lad os fortsætte den dans, som vi er så gode til efterhånden."
Han havde tænkt sig at vinde, for han var godt klar over at hun havde vundet sidste runde, tilbage i skoven nær Elverly...

Det var svært at overgive sig overfor en mørkelver, eller for den sags skyld nogen. Yotul gjorde det aldrig, når hun stadig følte at hun var i stand til at kæmpe sig ud af det og nu havde han jo faktisk givet hende mulighed for at komme tilbage og vise ham, at hun endnu ikke var færdig. Alligevel havde hun ikke noget imod at fjerne rustningen, også selvom hun var klar over at enkelte steder ville den have brændt sig fast i hendes hud. Men for at hun kunne heale det, så ville hun være tvunget til at adskille metallet og huden på den ene eller anden måde. At få sværdet tilbage i hånden var dog en lettelse, som hun atter følte at hun var i stand til at forsvare sig mod hvad end han kunne finde på at smide efter hende.

Zane lod til at være enig i hendes forsøg efter at fortsætte kampen. Han lod ikke til at have noget imod at hun fortsatte, som om hun ikke lige havde været fanget på jorden. Hans ord bragte en lystigt latter over hendes læber, som hun nikkede let. Yotul havde godt haft det på fornemmelsen sidst og hun var klar over, at det sikkert var maven han gik efter senere. Men der var ingen grund til at glæde ham allerede, eller var der? Hun tænkte over det i et øjeblik, som hun slap sværdet med den ene hånd og placerede hånden mod sin brystkasse for at skubbe rustningen ned over hendes bryst. ”Der er vel intet i vejen med en forsmag” der hvilede et konstant smil over hendes læber. Hun var slet ikke i stand til at fjerne smilet, som hun langsomt hev rustningen ned over sin mave. Den havde sat sig fast i hendes side dog, hun kunne mærke hvordan hun var blevet forbrændt og hvordan huden rev sig fri af hendes krop, da hun valgte at skubbe yderligere. Det sekund hun rev hul på huden begyndte hendes evne dog at arbejde med såret. Det var indkapslet i blod, imens at det healede. Maven var dækket i nogle svage mærker, som hun bevist ikke havde valgt at heale.

Et støn undslap dog hendes læber, som hun trak rustningen op igen. Det var kun blevet til få sekunder, hvor han havde mulighed for at beskue hendes mave. ”Men du får ikke mere, før du vinder” lød udfordringen, som hun låste rustningen lige under sit bryst. Brystet var dækket af hvidt stof, så hun var ikke hel bar, udover hendes arme og skulderne. Opfordringen blev modtaget med et smil, som hun atter greb sværdet med begge hænder og løb frem mod ham. Sværdet var blevet vendt mod siden, hendes krop var let drejet, som hun løb frem mod ham. Sværdet blev pludseligt presset mod jorden, som hun brugte det til fremdrift i sit spring direkte mod ham. Hun gik efter at sparke ham omkuld med hende over ham.

Han var ganske tilfreds med det syn der ventede ham - og han var ret vild med hendes modige, totalt ligeglade med alt væremåde.
Hun virkede som en han kunne have enormt meget sjov med...

"Ikke dårligt..." sagde han, selvom det så smertefuldt ud med mærkerne og såret fra rutningen.
"Og det bedste er, at du kan heale hvad end jeg gør ved dig... når jeg har vundet." 
Han smilede udfordrende til hende, og ventede på at hun angreb ham.

Og naturligvis gjorde hun da det!
På voldelig vis.

Han smilede da hun satte af. Sparket havde han tænkt sig at tage... på en måde.

Da hun kom flyvende imod ham, trådte han et hurtigt skridt tilbage for at minimere sparkets kraft.
Han tog det dog stadig lige på, og mærkede også hvordan det næsten slog luften ud af ham, og var lige ved at tage hans balance.

I samme øjeblik han blev ramt, forsøgte han at bribe fat i hendes ben, og slynge hende igennem luften, direkte ind i et træ.
Af og til måtte man tage lidt tæsk, for at give endnu flere tæsk...

Der var intet i vejen med at vise ham, hvad der ventede ham, hvis han skulle være så heldig at komme så langt. Nok havde han fået hende ned at ligge, men hun havde ingen planer om at gentage de samme bevægelser, for så ville han uden tvivl se hende komme på afstand. Smerterne var egentlig ikke noget problem, også selvom hun ikke havde lige nemt ved at håndtere ømheden, så kunne Yotul stadig forhindre sig selv i at forbløde, hvis det skulle komme så langt. De var dog begge villig til at gå langt, kunne hun fornemme. Hans ord bekræftede blot hendes antagelse, men hvor andre ville frygte for hvad han ville gøre, så hun nærmere frem til at finde ud af, hvad han kunne finde på. "Din sejr er ikke skrevet i sten" forsikrede hun ham, som hun bestemt ikke havde tænkt sig at gøre det nemt for ham. Ikke når hun havde fået en chance mere for at lægge ham ned.

Selvom Yotul havde kæmpet for at få sværdet tilbage, så lod hun ikke til at have problemer med at give slip på det. Det var med til at give hende ekstra fremdrift, som hun havde på fornemmelsen ville blive nødvendig for at vælte ham omkuld. Desværre for hende, kom hun ikke til at vælte ham omkuld.. grebet om benene fik hende til at le kort, før at han slap hende direkte mod et træ. Hun ramte træet med ryggen først, en knæk lyd forsikrede ham om at hun havde ramt det hårdt, som hun faldt sammen mod jorden. Luften var blevet slået ud af hende og hun var nød til at hive efter vejret. "Du holder... Dig ... Vist ikke.. tilbage" fremstammede hun, som hun hostede let, men holdt sig for munden. Yotul lagde godt mærke til den rødlige farve, men det var jo ikke noget problem for hende, så længe hun havde magi i kroppen. Hun greb fat i træet for at komme på benene igen og rettede sig atter mod ham. Hun skulle lige genfinde balancen og synet, før at hun kiggede mod ham med et smil på læben. "Så behøver jeg heller ikke" der var atter kontrol over hendes stemme. Der var et sygeligt blik i hendes øjne, som hun faktisk morede sig gevaldigt.

Han tog sig til brystet hvor hendes spark havde ramt ham, men smilede lumsk til hende som hun bragede ind i træet.
Knæklyden forsikrede ham for, at det havde gjort pænt ondt... og han var ret sikker på at mange andre modstandere, ville have været sendt til tælling.

"Hvorfor skulle vi dog holde os tilbage?" kom det fra ham.
"Det gør jeg normalt... men med dig, er det en anden sag. Du kan lide det."

Det var klart og tydeligt.

Hendes sygelige blik frembragte endnu et smil hos ham - åh ja, ingen af dem var normale.
Det var netop det, der gjorde det hele så uendeligt interessant!

Han havde godt set at hun ikke længere havde sværdet på sig, og selvom det ville give ham en stor fordel, ville han ikke bruge sit eget imod hende.
Så han satte det i jorden, og sprang frem imod hende.

Målet var at tackle hende, presse hende op imod træstammen, og få fat i hendes håndled igen.
Meget mere direkte end han før han gjort det - hvilket han håbede ville komme bag på hende.

Yotul så godt at han tog sig til brystet, men hun var overbevist om, at den fornemmelse hun havde i kroppen, måtte være langt værre end hvad han selv følte lige nu. Hun kunne mærke hvordan krop skreg efter opmærksomhed for at blive healet, men Yotul kunne ikke koncentrere sig fuldt ud om det, da hun ville tabe fokus på ham. Hvilket var risikabelt, når hun lige havde lovet ham, at hun ikke ville holde sig tilbage. At komme til skade var jo ikke et problem, men hun ville også ende med at blive udmattet, hvis de trak det for langt ud.

Spørgsmålet bragte et smil frem på hendes læber, for han havde ret. Der var ingen grund til at holde sig tilbage. De mente det begge to og Yotul var uden tvivl tilfreds med mødet endnu en gang. Hun var godt tilfreds med at det kun var dem. "Jeg føler mig jo næsten speciel" hun blinkede drillende til ham, som hun gjorde klar til næste angreb.

Det var ikke påkrævet af ham, at kampen blev gjort fair, men hun smilede alligevel til ham, da han valgte at frasige sig muligheden for at bruge sværdet. Dog forventede hun at hun ville få fornøjelsen af hans lilla flammer, så hun havde ikke set hans direkte angreb komme. Måske hvis det havde været kombineret med nogle flammer. Men det var kun ham. Yotul fjernede hånden fra træet, som hun ikke ønskede at blive fanget med ryggen mod træet, men hans fart var med til at skubbe hende mod træet alligevel. Dog nåede hun at flytte den ene hånd ud af hans greb, som hun knyttede næven og slog den ind mod hans mave. Den anden hånd var dog fanget i hans greb. "Du snød mig" lo hun med en kølig latter, som hun pressede næven mod ham.

Succes!
...efterfulgt af en lille dose af hans egen medicin.

Han havde en stærk krop, og hendes næve mødte muskler - noget han personligt ikke brød sig om, når han var på den givende ende - men det var da alligevel nok til at det kunne mærkes.
Om man var mand eller kvinde, så var det et sårbart område.

"Ikke værst... men du kommer til at lære mere om, hvordan man virkelig gør. Meget snart." sagde han og lagde nærmest drillende sin egen næve imod hendes mave.
Rustningen var kølig imod hans hud, men han smilede skævt ved tanken om, hvad der var inden under.

"Du er nu ellers meget snu, og ganske god i en kamp... derfor, uortodokse metoder." sagde han.
"Giver du op?"

Yotul var udmærket klar over, at hun ikke ville kunne stå imod hans fysik, hvilket var grunden til at hun endte brugte sværdet eller sin magi, men lige nu befandt hun sig ikke i en situation, hvor hun kunne bruge noget af det imod ham. Medmindre at hun skar sig selv og brugte blodet som et mere direkte våben. Men den type sår ville blot efterlade hende svækket samtidig med, at hun ikke havde fuldkommen kontrol over den evne. Hun var langt mere øvet i at manipulere med blodet inde i andre, så det ville næppe lykkes særlig godt. Alligevel var hun nødt til at slå fra sig, bare en anelse, selvom hendes ene arm var låst af hans greb. Hun fik dog ikke meget ud af slaget, som smerten hurtigt strakte sig i hendes hånd og hun var nød til at trække hånden til sig og ryste den let. Mørkelveren havde jo muskler.

Blikket forlod hendes hånd, som hun søgte hans øjne. Det var tydeligt på ham, at han havde overhånden lige nu, for hun behøvede ikke at anstrenge sig for at se blikket i hans øjne. Han gjorde svagt grin med hendes forsøg på at give ham igen, men det lod ikke til at bekymre hende, som hun trak let på skulderne. ”Nu” rettede hun med et skævt smil på læben. Hun var villig til at tage imod nu, for hun følte selv at hun havde kæmpet sin sag, så der var ikke meget mere at gøre. Foruden at længes efter, hvad han mon kunne finde på. Hun sukkede let, som han placerede sin næve imod hendes mave. Hvad ventede han på?

Det var det han ventede på. Han ville have hende til at give op for alvor. Et svagt suk forlod hendes læber, som hun løftede den anden hånd mod hans greb, så han kunne få ordentligt fat. ”Jeg..” hun trak det i langdrag, som de grønne øjne hvilede i hans. ”..giver op” hun lo let, blikket var lokkende og udfordrende, som hun ventede på hans næste træk.

"Fantastisk." sagde han roligt, som han greb hende om håndledet.
Han elskede hvordan hun nærmest havde givet sin hånd til ham, så han kunne holde hende sådan her.

Kampen var overstået - umiddelbart - og det var tid til at høste belønningen, og i sandhed se hvor langt de begge to ville ende med at gå.
Lige nu, var det helt umuligt at sige.

Zane førte hendes ene hånd ned til rustningen, og sagde så:
"Tag den af... og lad os så se om du kan tage det. Jeg stopper dig ikke i at stå imod... men hvis du virkelig vil kunne mærke det, så lad være med at spænde i maven... vær blød og... hmm.. sårbar i stedet."
Det sidste var tilføjet med et smil.
Mon hun kunne få sig til at være sårbar over for ham...? Hun var trods alt en rigtig kriger.

Der var intet i vejen med at overgive sig på denne måde, hun ville jo gerne modtage, det han kunne give hende. Nu havde Yotul jo også kæmpet imod længe nok, til at føle at hun havde gjort en indsats for at overbevise ham. Nu var de kvit, spørgsmålet var om de nogensinde ville få afgjort den interne kamp imellem dem. Først havde hun dog planer om at byde det lidt. At være fanget på denne måde var midlertidig, eller det var hun i hvert fald overbevist om. Det var ikke sikkert at Zane mente det samme..

Om det var modigt eller dumdristig at få hende til at tage rustningen af selv eller ej, var ikke til at sige. Hun lagde dog forsigtigt hånden mod rustningen, som hun greb kanten på rustningen og begynder at skubbe den ned over hendes mave. Hun svarede ham ikke, men holdt blikket mod ham. Rustningen gled langsomt ned over hendes krop, som hun førte den over røven og lod den falde ned om hendes ankler helt af sig selv.. Yotul trådte stille ud af rustningen, som hun skubbede den bort med den ene fod. Dernæst stillede hun sig mod træet igen. Under rustningen kunne hun ikke bære meget tøj, så alt hun var iklædt var et tyndt stykke stof om brystet og nogle korte shorts. "Lad os lige se, hvad du dur til først" svarede hun med et glimt i øjet. Hun løftede endnu en gang armen op, strakte maven ud og gjorde sig klar til hans første slag.

Det var dumdristigt at lade hende tage rustningen af selv.
Helt afgjort.
Og hans vidste det.

Men han vidste også at han sjældent havde haft så interessant et møde før, og hvad end der skete, så var det det værd.

Hun gjorde som han sagde, og tog rutningen af med én hånd.
Da hun var færdig, og gav ham sin hånd igen så han kunne holde hende på samme måde som før, lod han blikket glide ned over hende.

Han elskede den måde hun blottede maven for ham på - det var som en invitation!
Og hendes påklædning gjorde bestemt ikke situationen værre.

"Som du ønsker." sagde han, hvorefter han lod fingrene på sin frie hånd glide hen over hendes bare mave - han var rolig i sine bevægelser, men indvendigt meget ivrig efter at finde ud af, hvordan denne del af hendes krop føltes.

Så kom det første slag. 
Han sigtede efter midten af hendes blottede mave, lige over navlen.
Det var et halvhårdt slag med en hård knytnæve - der var hverken grund til at gå til kanten, eller være alt for blid til at begynde med.

Ligegyldigt hvad, vidste han at han i hvert fald ville nyde dette.