Isadora gengældte det lette smil, før hun pustede let hen over kruset og nød duften der steg op fra det efterfølgende. "Det ville blive en meget lang rejse tilbage ellers..." Hun hævede blikket fra kruset og mødte hans uden pres eller tvang, men med en forhåbning om at der ville blive en sådan rejse. Noget de måtte snakke om. På et tidspunkt.
For nu lukkede hun blot hænderne om kruset og lyttede til Williams fortælling. Lidt flere prikker til hvorfor han ikke var vendt hjem til hende, men var blevet hernede. Ting havde simpelthen taget hinanden hvor ondt det end gjorde at alt andet var kommet ind før hende.

"Ingen af de omkringboede har sagt noget om dem?" Der var altid muligheden, men med alle de der var døde af pesten eller de efterfølgende plager og nu af de oprør og straf-episoder rundt om i landet var så mange væk og så mange på flugt at hvem vidste lige hvem der var tilbage og hvor nogen hørte til.
Så smilede hun skævt. "Jeg kan sige at ingen sætter pris på at træde ind i en isdækket fløj få timer før en fest skal holdes der, så min evne blev pænt lukket for med en amulet." Den havde ikke kunne forhindre alt for den var trods alt selv magisk, men den havde holdt det kaotiske fra hende nede til kun tre udfald for resten af plagen.

Isadora nippede let til theen og spurgte så forsigtigt. "Vil Marie og den lille rejse med os?" Hun så alvorligt over på ham og sukkede så. "Jeg har ikke noget imod at blive, men der er jo min mormoder... og eftersom jeg ikke rigtig spurgte om lov til at rejse, så har hun mig nok efterlyst på nuværende tidspunkt, hvilket betyder at før eller senre så vil der dukke nogen op for at slæbe os hjem og det er jo nok ikke så godt et indtryk at gøre på din Marie..." Hun smilede drillende til ham.
Med deres historik sammen ville de nok også rejse hjem med nedlukket magi og bundet til hestene. Bare for at de ikke udsatte sig selv for noget dumt.

William tog en dyb indånding og rystede ganske let på hovedet. Ingen havde hørt noget. Og nu, var det bare slået fast at de måtte være omkomne under pesten. Som William selv havde været tæt på, hvis ikke det havde været så sent i forløbet at en kur var blevet fundet. Ikke at det havde været særlig hyggeligt senere med nattevandringen og tomme blikke.
Et ganske let grin forlod William ved de mentale billeder af en stor omgang frost der fyldte hele balsalen. "Pludselig transportering ud af det blå gør også dagen lidt mere spændende" heldigvis var han aldrig havnet langt væk. Men det havde da været ret irriterende.

"Jeg er nødt til at spørge hende. Men jeg tror ikke de vil blive her alene." svarede han ærligt. Han kunne ikke tage valg på Maries eller hendes datters vejne. Det ville for det første ikke falde i god jord, og sådan havde William heller aldrig været. "Men nu, ser fremtiden jo også en del lysere ud for dem, og især mig" pointerede han med et varmt smil og kiggede ind i Isadoras øjne. Dvælede i dem var det nok mere. De havde den mulighed han ikke selv havde kunne tænke sig frem til, og i mange år frem kom til at slå sig selv mentalt for ikke at havde set. Desuden var tanken om at nogen kom og hentede dem og slæbte dem med hjem virkelig ikke spor opløftende eller lovende for nogen parter!

Isadora gjorde intet for at forhindre morskab i at stige op i hendes grå øjne ved Williams lette ord. Hun havde set - og oplevet! - hvor hans ikke helt gennemtænkte teleportationen kunne føre hen. Det havde reddet dem ud af et ikke ubetydeligt antal kniber og ind i endnu flere. "Mere spændende end et springvand?" Det havde bare været en uforglemmelig aften, den første de havde haft.

Så nikkede hun let og forstående. Det hørte ikke deres klasse til at spørge folk under dem om deres meninger, men nu var hverken William eller hun meget fast i lige de holdninger. For meget tid på egen hånd og uden opsyn ville dommen nok lyde på, men hun fandt det langt fra en dårlig indsigt de havde opsamlet. Hun kunne da heller ikke lade være med at række en hånd hen over bordet og lægge over hans. "Og lys er der brug for." Et ægte varmt smil var krøbet frem på hendes læber og lyste hendes blik op.

Det var rart endelig at være sammen igen. Snakken havde ladet roen falde over dem og med planer skitseret for den nærmeste fremtid var det muligt blot for en stund at være i øjeblikket. Nyde at være og ikke tænke over hvad der ventede. Noget de kun alt for lidt havde haft mulighed for gennem deres bekendtskab uden at anstandsdamer, familiemedlemer eller velmenende bekendte havde brudt ind. Hvert sekund skulle nydes her af samme grund.