Det var egentlig fint, at Ragnor ikke vidste, hvad hun havde brugt sværdet til, for på den måde var han langt mere overrasket og måske chokeret over, at hendes hånd var blodig. Hun brummede dog lettere irriteret, som han greb ud efter hendes arme og fik fat. Yotul havde ikke problemer med at mærke hans styrke, men hun lod ikke til at trække sig heller, som hun ramte jorden med maven. Et smil gled over hendes læber, som hun knurrede hænderne sammen og forsøgte at rive dem ud af hans greb. ”Hvis du tror, at jeg har brug for mine hænder til at skade dig, så bliver du slemt overrasket” hvæste hun køligt, som hun skævede mod ham. Hun havde formået at smøre sit blod ud over hans brystkasse og det var langsomt begyndt at arbejde sig ind i rifterne i hans hud for at gå ind i hans blodårer.

Yotul løftede benene let, som hun forsøgte at skubbe ham af, men han var langt større end hende og hun lå i en virkelig upraktisk position, så der var ikke meget hun kunne gøre derfra. Hun smilte stille, som hun koncentrerede sig om blodet i hans kredsløb. ”Du kunne bare have sagt, hvis du foretrak at være øverst” kommenterede hun køligt. Hun rev neglene over jorden, utålmodig og irriteret, men i virkeligheden var det en facade for hvad der var i færd med at ske i hans krop. Hun kunne nemt blokere hans arme, hvis hun ønskede. Men han fik én sidste chance.

Grebet om hendes håndled blev hårdere som hun prøvede at hive dem fri. ”Tror ikke jeg har behov for mine evner til at skade dig.” hvæste Ragnor tilbage. Det var tydeligt nu at hun havde en magisk evne, ellers ville hun ikke tale på den måde, og Ragnor havde måske allerede dummet sig. Hvorfor skulle hun ellers bløde lige pludselig, og Ragnor var klar over hendes blod nu var på ham. Men han mærkede ikke nogen umiddelbar forskel. Han måtte stole på sine fysiske kræfter.

Ragnor så ned på hende. Hvad var det denne kvinde ville? Ragnor flyttede på hendes arme, så han kunne holde dem begge med en hånd. Det ville være sværere, men ikke umuligt at holde hendes fast hvis hun prøvede at kæmpe sig fri igen. ”Du kunne have spurgt pænt og respektfuldt.” han havde lænede sig frem og talte ind i hendes øre. ”Du er her vel af samme grund som alle andre som spørg om et privat rum.” Han lod sin fri hånd kører ned af hendes arm og ned af hendes side. ”Fortæl mig, skal jeg være blid, glemme hvor forfærdelig et væsen du er, eller skal jeg lade mine sande følelser vise.” Han hånd strammede sig om hendes side og han lod sine finger boer sin i hendes hud.

Talor havde bedt hende om ikke at skade hans ejendom, men Yotul havde efterhånden svært ved at lade vær. Selvfølgelig kunne hun sagtens forvolde skade uden at røre ham. Det hele kunne ske indvendigt, men så ville hun også sikre sig, at han kunne mærke hvilket greb hun havde på ham. Men indtil nu udstødte hun bare et utilfreds suk, som han strammede grebet om hendes håndled. Den stakkel vidste ikke bedre. Troede han virkelig at det ville være så nemt at nedlægge hende? Yotuls metoder var langt fra som de øvrige krigere i hæren. Men det kunne han ikke vide noget om, dog skulle hun nok vise ham det. ”Gør dit værste” svarede hun opmuntrende, næsten bedende, som hun lod blikket glide frem, hun kunne fornemme bevægelserne lige på den anden side af forklædet. De var ikke langt fra den store gade og der skulle vist ikke meget til, før at Talor ville dukke op. Ragnor havde alt imod sig, også selvom han lige nu sad ovenpå hende.

Yotul hvæste irriteret af ham, som han flyttede rundt på hendes arme og snart blokere dem med én hånd. For en kort stund lukkede hun øjnene og åndede ud. Hun bed sig i underlæben og pressede neglene ned i hendes egen håndflade, pressede imod hendes sår. ”Du glemmer, at du er slaven her, ikke jeg” lo hun irriteret, også selvom han så ud til at taget kontrollen over situationen. Men hvem sagde ikke, at det var hvad hun ønskede? ”Nej..” svarede hun, som et ondt smil gled over hendes læber. ”Jeg fandt det bare ikke nødvendigt at ydmyge dig offentligt” fortsatte hun, som hun åbnede øjnene og fulgte hans bevægelser med hånden med blikket. Ordene bragte en latter over hendes læber, som hun atter trak armene til sig. Hun udstødte et nydende støn, som han borede fingrene ind i hendes hud. ”Du er slet ikke parat til at give mig, hvad jeg længes efter. Du er ikke klar.. endnu” hendes stemme dryppede af fryd og nydelse, som hun drejede hovedet for at kigge på ham. I det sekund deres blikke mødtes lukkede Yotul af for blodtilførslen i den arm, som holdt hendes hænder nede.

For hvert sekund der gik, for hver en lyd de lavede, blev det farligere for Ragnor. Han vidste straffen ville være omgående hvis Talor så dem i denne position. Ragnor, en slave, skulle ikke holde en mulig kunde fast mod jorden.

Ragnor tog sig ikke af at hun hvæste af ham, da han flyttede rundt på hende. Lige nu virkede det til at han havde overhånden. Ragnor smilte koldt. ”Hvordan er det så, at være fanget under en slave?” Ragnor sagde ikke noget til, at hun ikke ville ydmyge ham offentligt, han troede ikke hendes ord. Hun virkede ikke til at være en der holdte sig tilbage fra den slags. Ragnor strammede sit greb om hendes hænder da hun prøvede at flytte på sig. Ragnor forstod ikke hendes ord, men nåede hellere ikke at tænke over det, da han mærkede smerte skyde ned af sin arm. Hans blik søgte mod sin arm, prøvede at finde grund til den pludselige smerte. Der var intet at se. Han kunne mærke hvordan han var ved at miste følelsen i sin arm, styrken. Ragnor slap hendes side og lage hånden om hendes nakke i stedet og pressede hende mod jorden. ”Få det til at stoppe!” Hans stemme fast. Han hånd var nu slap om hendes hænder.

Hvis Talor kendte hendes intentioner, så havde han nok aldrig efterladt hende alene sammen med Ragnor. Men hun var god til at skjule den slags, og Ragnor lod heller ikke til at vide hvad der foregik. I hvert fald ikke før det var for sent for ham at stoppe hende eller forhindre hende i at få adgang til hans kredsløb.. Men indtil videre kunne blodet arbejde uden at blive opdaget af ham. Nok havde blodcellerne i hans krop allerede fornemmet det fremmede blod, men Yotul havde tid nok til at presse ham længere ud, før at hendes blod ville blive opløst i hans system. De hvide celler var allerede i gang med at nedbryde hendes blod, men det var først farligt, når hun koncentrerede sig om et område, så vidste de hvor de skulle arbejde henne.

Krigerånden var ikke svær at få øje på, som han stædigt forsøgte at holde fat i attitude. Ja, lige nu havde han kontrollen over hendes krop, men hun kunne sagtens vende det rundt. ”Fanget?” gentog hun køligt. Ragnor havde ret, hvis hun ikke havde noget imod at blive smidt ud fra området, så var hun nok gået til den med det samme, men visse slavehandlere skulle man bare ikke spøge med. Så meget vidste hun da. Det var for sent.. Yotul fik hurtigt revet sine arme ud af hans greb, hun vrissede dog irriteret, da han brugte den anden hånd til at presse hende mod jorden igen. Hun grinte af hans ord, som hun rystede svagt på hovedet. Hun kunne ikke bevæge det særlig meget for hånden i nakken. Dog slap hun grebet om hans arm og lod blodet flyde med strømmen videre igennem hans krop. ”Hvad vil du gøre ved det?” spurgte hun koldt. Nok havde hun givet hans arm tilbage, men det var ikke til at sige hvor hun ville angribe ham næste gang. Hun drejede hænderne rundt, blodet var væk og såret var ikke til at se mere. ”Læg dig i sengen, Ragnor” beordrede hun koldt. Nu var det slut med at lege og han havde lige gjort sig fortjent til en ordentlig omgang.

Det var tydeligt at hun var ude på noget, det var Ragnor ikke i tvivl om, men han kunne ikke regne ud hvad. Eller var det sådan hun ville have det? Hun grinte, hun vidste hun havde ham hvor hun ville have ham. Ragnor løftede sin arm da han fik føling tilbage i den og bevægede stille fingrene. Han så på hendes hænder da hun vendte dem. Blodmagi, og åbenbart ikke kun på hende selv. Ragnor kunne ikke vide hvor længe det virkede eller hvor meget skade hun kunne gøre. Hun kunne stoppe hans hjerte, eller blodtilføjelsen til hans hjerne. Igen, den eneste mulighed han så for at stoppe det hele, stoppe hende, var at knække nakken på hende. Men resultatet ville være det samme. Han havde ikke et svar, og hun vidste det. Hvis han havde haft sine evner, havde han måske haft en chance. Ragnor bed vredt tænderne sammen og løsnede sit greb om hendes nakke. Han blev siddende et sekund mere før han rejste sig op og gik hen til sengen. Han satte sig på kanten og så en sidste gang på hende, før han lage sig på ryggen og så op mod loftet.

Han lod til at have mistet pusten ved hendes lille stunt, ikke at det bekymrede Yotul, for han havde faktisk selv bedt om det. Hvis han havde opført sig som en hver anden slave, så var hun nok bare gået forbi ham, men hans stædighed havde fanget hendes opmærksomhed, noget som ikke mange kunne sige at de ønskede at få. Yotul betragtede hans fingre, som han atter fik blod til fingrene, et smil hvilede over hendes læber. Hun sagde ikke et ord, for hun havde allerede forklaret ham, hvad hun krævede, så skulle han bare give hende det. Hvis hun ønskede at dræbe ham, så havde hun nok gjort det for længst, men eftersom at det ikke var tilfældet, så var han som sådan ikke meget i fare. Eller han var i en anden form for fare. Det sekund han ville presse imod hendes nakke eller tage fat i hendes hoved for at knække nakken på hende, ville han for alvor få hendes evner at føle. For han havde kun fået en lille smagsprøve på det. Evnen kunne bruges til mange ting, alt der var forbundet med blod faktisk.

Yotul strøg fingrene over sin nakke, som han slap hende og gik mod sengen. Hun foldede benene sammen for at sidde på hug, fortsat med knæene plantet mod jorden. Stille bevægede hun hovedet fra side til side for at løsne musklerne lidt. De grønne øjne blev vendt mod ham, som hun kom op og stå igen. Hun bed sig atter i læben, som hun så til imens at han fik lagt sig i sengen. Krigeren lod til at være forsvundet. Frygtede han så meget for sit liv? Hendes fokus blev vendt mod rustningen, som endnu hang rundt om hendes hofter. Hun pressede den ned over hendes hofter og lod efterfølgende rustningen falde til jorden, som hun trådte væk fra den og over mod sengen. ”Gav krigeren op for at gøre plads til slaven?” hendes stemme var kølig og hånende, som hun lod blikket dale over hans krop. Øjnene vendte retur til hans ansigt, som hun løftede det ene ben over ham og satte sig tilrette ovenpå hans skød. Hun flyttede let på hofterne blot for at presse sig imod ham. Langsomt lænede hun sig ned over ham, som han havde gjort tidligere ved hende. Hun lagde sit ansigt mod siden af hans hoved og førte tungen over hans øre. ”Hvad ville der ske, hvis jeg fik overtalt din herre til at lade mig få dig med hjem?” spurgte hun lokkende, blot for at se hans reaktion. Yotul pressede sit bryst imod hans, som hun egentlig lå meget behageligt ovenpå ham.

Ragnor så på hende mens hun løsnede sin nakken. Åh hvis han bare havde sin økse, sågar bare sine evner, ville det føles som en mere lige kamp. Hvis han ønskede at død en ligegyldig død, kunne han havde gjort det op til flere gange den sidste måned. Han kunne hører hvordan hun bevægede sig, og hvordan rustningen ramte jorden. Hans gule øjne mødte hendes grønne. ”Snarere overlevesinstinktet tog over.” han stemme rolig. ”Gør det til en lige kamp, så kan vi tale om det.” Blikket vendte tilbage mod loftet som hun satte sig over ham. Lige meget, hvor meget kontrol Ragnor havde over sin krop, kunne han ikke stoppe reaktion på at hun sad og pressede sig imod ham. Ragnor holdte sit blik mod loftet som hun lænede sig over ham. Han flyttede let på sit hoved da hun slikkede hans øre, men blev ellers liggende. Hans krop spændte da hun talte. Hvad var fælden? Han ville ønske hans folk tænkte mere over den slags, men ærlig talt var det for meget hjerne arbejde. Hvor meget ville ændre sig for ham? Han ville muligvis komme ud af syden, væk fra varmen. Men hvor var hendes hjem? Hun var skovelever, men var tydeligt mørkekriger. Hvis han blev bragt til Elverly, var han tættere på hjem. ”Hvad ville du få ud af det?” han stemme rolig, og mislykkes i at holde en smule håb ude af stemmen.

Yotul holdt fat i hans blik, som hun bevægede sig over til ham. Der hvilede et foruroligende smil på hendes læber. Der var flere måder hun kunne vælge at gøre det på, men hun ønskede ikke en kludedukke, hun havde brug for modstand og lige siden hun havde brugt sin evne på ham, så havde han ikke været andet end en lydig køter. Hun smilte dog af hans ord, det var fair nok, at han helst ikke ville dø her, og da slet ikke som slave, hvis det var sandt, at han var kriger, så måtte det virkelig gøre ondt på stoltheden at være fanget et sted som dette. ”Der var ingen, som talte om en fair kamp” lo hun stille. Yotul satte sig i stedet tilrette på hans skød. Der skulle ikke meget til at hun kunne mærke hans reaktion igennem de korte shorts som hun endnu havde på.

Slaven var stædig nok til at forsøge at ignorere hende, han lod ikke til at reagere på meget, hvilket faktisk gjorde det en anelse kedeligt. Og kedeligt var aldrig godt i Yotuls selskab, for så ville hun være tvunget til at krydre det lidt. Hun fik dog en mindre reaktion, som han flyttede hovedet, da hun kom for tæt på. Men det var ingenting, virkelig. Hvis hun endte med at købe ham, så ville hans liv næppe blive nemmere for fæstningen var ikke et fredeligt sted at bo og slet ikke som slave. Egentlig var hun ikke sikker på om det var i orden at hun holdt slaver. Men hvem skulle stoppe hende? Dog ville han aldrig komme til at se sit hjem igen. Yotul placerede sin hånd mod hans brystkasse, som hun skubbede sig op og sidde med rank ryg. Hans spørgsmål overraskede hende. Var det alt der skulle til? ”Nyt legetøj” svarede hun med et farligt glimt i øjene. Hun bukkede sig atter ned og førte denne gang tungen over hans bryst, mere præcist de rifter hun selv havde lavet på hans brystkasse. "Jeg er kørt træt i det gamle" fortsatte hun køligt, som hun rettede blikket mod ham. Hendes fingre vandrede ned over hans overkrop, ned over maven og længere ned, så langt hun kunne komme i sin nuværende position uden at flytte sig.

Ragnor lod sit blik glide op af hende da hun satte sig op igen. Hun var klart en tiltrækkende kvinde. Men han kunne ikke li glimtet i hendes øjne. Ville hun være bedre eller værre løsning? Hvis han blev her, endte han sikkert med at skulle kæmpe for sit liv, over for andre slaver der gjorde det samme. Der kunne komme andre købere, værre eller bedre, det var ikke til at sige. Men havde han overhovedet et valg? Han var slave, kunne han nogensinde komme ud af det liv igen. Ragnor lukkede øjne, da han mærkede hendes tunge over hans bryst og hans hænder greb fat om hendes lår. Det var en farlig tanke at bevæge sig ind i. Han kunne ikke tillade at tænke sig selv som slave, for så ville han virkelig aldrig slippe fri. Han åbnede øjne igen da hun talte, og mødte hendes blik. ”Hvis du købte mig.” hans stemme rolig, og han lod den ene hånd kører videre op af hendes lår og op til hendes side. ”Vil du få en slave.” hans anden hånd fandt hendes arm, som havde vandret ned af hans krop. ”Som aldrig vil acceptere det.” Han greb hårdt fat med begge hænder. Hun havde ikke brugt sine evner på ham siden, og hun havde kun advaret ham før, hvor hun kunne have slået ham ihjel. Selvom han var Nordfolk og ikke den store tænker, havde han ikke tænkt sig at død uden en real kamp. Hvis kampen ikke virkede fair, og han kunne slippe ud af den i live, gjorde han det. Så hellere vente til et andet tidspunkt, hvor det var muligt at prøve igen.

Det ene valg ville ikke være bedre end det andet, og Ragnor vidste han ikke havde et. En dag ville han blive købt, en dag ville han være et andet sted, men det betød ikke han ville stoppe med at kæmpe. Så længe han var ved Talor, ville han se efter en mulighed at flygte. Hvis en ny dukkede op, ville han lede efter en mulighed der. Måske ville det blive nemmere, måske sværere, men det betød ikke Ragnor ville stoppe. Målet var at komme hjem i live, ikke hvor lang tid det ville tage.

Ragnor ville forsøge at flytte hendes hånd og sætte sig op. Han ville forsøge at ændre deres position igen, så han ville komme til at ligge over hende, i mellem hendes ben og bruge hans kropvægt til at holde hende fast under sig.

Skovelvere var slet ikke ment til at opføre sig på denne måde, men Yotul kunne ikke se sig opføre sig som en pæn kvinde, nok kunne hun være elegant og høflig, men det var yderst sjældent. Desuden så morede hun sig altid med at opføre sig på måder, som ingen forventede af hende. Ragnor burde dog vide, at hun ikke var en almindelig skovelver med den rustning han havde set hende bære. Hun var langt fra godhjertet og hendes tørst efter blod var uhørt, medmindre der var tale om mørkelvere. I sidste ende ville hun nok være en værre løsning for ham. For hun behandlede ikke mange godt, selvfølgelig var hun villig til at give ham nydelse, så længe at hun selv nød det. Intet var gratis i denne verden. Yotul pressede tungen imod rifterne, som hun mærkede hans hænder vandre over hendes lår. Hun gjorde intet for at stoppe ham, travlt optaget med at smage hans blod. Yotul rettede blikket mod ham igen, som han talte. Langsomt.. Men et smil gled over hendes læber, som han fortsatte. Havde han accepteret det? Nej, hans afsluttende ord var svar nok. Hun vendte blikket mod hans hænder, som hun skød brystet let frem, da han tog hårdere fat i hende. Glimtet forsvandt ikke i hendes øjne, som hun bed sig i læben igen. ”Du vil komme til at lære det” lød det næsten kærligt fra hende, som hun atter bukkede sig ned over ham, denne gang førte hun dog ikke tungen over hans bryst, i stedet bed hun ham i brystvorten. Ikke hårdt nok til at bryde huden, bare nok til at markere sig.

Talor havde givet hende lov til at lege, så det var hvad hun havde tænkt sig at gøre. Om han ville det eller ej, så havde han egentlig ikke meget valg. Yotul mærkede dog stadig modstand, som han holdt fat i hendes hånd og flyttede på den, så hun endte med at læne sig tilbage og presse underlivet mod hans, som hun lod ham sætte sig op. Der hvilede et forventningsfuldt smil på hendes læber, som hun uden videre fulgte hans ønske om at ændre deres position. ”Skuf mig nu ikke” lo hun koldt, som hun placerede fødderne mod sengen, så hendes ben var bøjet. Hun spændte i maven og benene for at holde ham fanget imellem sine ben.

Skoveleven over ham, virkede til at nyde smerte, både at modtage og påfører. Det havde aldrig sagt Ragnor noget og det gjorde ham bare mere arrig. Smerte hørte til kamppladsen, ikke i private rum. ”Aldrig.” det var nærmest en knurren der kom ud af Ragnor. Han kunne spille med, lade som om, men han ville aldrig acceptere det. Der undslap et grynt af smerte da hun bed ham, men begge hans hænder fra optaget til at kunne få hende væk.

Talor ville ikke være tilfreds over mærkerne på Ragnor, hvis hun ikke endte med at købe ham, men han ville ikke sige noget til hende. Det var et sats at lade mulige kunder være alene med slaverne. Ragnor mødte hendes blik, og indså hurtigt at den nye position ikke gav ham overtaget, det var mere af hvad hun ville have. Ragnor havde stadig fast om hendes arm, og holdte den over hendes hoved. Den anden havde sluppet hendes side og hjalp ham med at holde sig oppe. Ragnor så vredt ned på hende. Han kunne ikke bevæge sig meget, hun var stærkere end han havde regnet med. Han skulle vise hende, vise hende at han ikke bakkede væk fra en udfordring. Ragnor lod sig synke ned i armene. Han lod sine næse rører hendes og hun ville kunne mærke hans ånde mod sine læber. Han så direkte ind i hendes øjne og smilte, og lod sig så synke længere ned, forbi hendes læber og ned til hendes hals. Han kyssede hende ikke, han bed sig i stedet fast, mellem skulder og halsen. Ikke nok til at bryde huden, men til at efterlade et mærke. Han skulle ikke have mere af hendes blod i sig. Han pressede samtidig sit underliv mod hendes.

Egentlig var Yotul ligeglad med hvad han mente om situationen. Han var slave og han skulle blot finde sig tilrette i øjeblikket, ellers ville hun have langt nemmere ved at påvirke ham. Hans stemme bragte et smil frem på hendes læber. Den tydelige knurren betød ikke meget for hende, som hun dog ikke besvarede hans kommentar. Ord var en ting, men hun kunne også sagtens bruge sine hænder til at overbevise ham. Måske han endda ville komme til at nyde det, hvis han bare gav slip i sin stædige attitude. Yotul havde hørt ham tidligere, som han ønskede at forklare overfor hende, at han var kriger og ikke slave. Men havde han set sig selv for nylig? Han havde virkelig ikke noget valg og han kunne gøre lige så meget skade på hende, som han ønskede, for hun ville bare vende det rundt til nydelse i stedet. Så hvad var hans taktik? Hvordan ville han stoppe hende?

Mærkerne var få og hvis Talor viste sig at være utilfreds, så skulle han ikke have givet hende lov til at begynde med. Men det var også en svær branche, for man vidste aldrig hvad kunderne ønskede, når de kom ind i slavehandlen. De fleste regnede dog med nogle lydige slaver, der gjorde hvad de fik besked på. Men hvis Yotul havde ønsket det, så havde hun nok ikke valgt Ragnor.. Men det var nok desværre ikke gået op for den unge Nordling. Mon han havde indset, at han havde tabt på forhånd? Han havde tydeligvis et eller andet ønske om at holde hende nede, som han atter låste hendes arm over hovedet. Et suk undslap hendes læber, som et smil gled over dem. Hun mødte hans blik for en stund. De grønne øjne fastholdt hans blik, som deres næser rørte hinanden. Hvad var han ude på? Hun strakte halsen for at mærke hans læber mod hendes, men inden forsvandt han.. Biddet kom bag på hende, som hun spærrede øjnene op og pressede kroppen imod sengen. Hun svajede let i ryggen, som hun gav slip på et nydende støn. Yotul slap grebet om hans krop med benene og spredte i stedet benene yderligere.

//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!