Hun stort set klar over at de kompetencer ikke lå hos Agarés og formentlig hellere ikke Deavás, men Nyssa kunne hvis hun ville være sød ved andre, men kun hvis de fandt vej ind til hende. Fremmede og bekendte var hun sjældent søde ved, måske mest drillende og lystig efter hvad hendes hoved begæret. ”Det ville overraske mig at se dig være smidig” svarede hun drillende igen, hun var trods alt så lille, hvor Agarés så høj og mandig. ”Det klæder dig at være vokset op, de må være så stolte af dig” afsluttede hun oprigtigt. Nyssa egne forældre manglede kun en ting, børnebørn. Nyssa ønskede da også børn, det skulle bare være med den rette dæmon. Hun ikke mange krav, gensidig respekt, lidt sjov og ja hjælp med opdragelse af børnene. Hun var atypisk på et punkt om at hun faktisk havde et ønske om et åben forhold. Det lå til hende at være flirtende og charmerende med hendes ofre og andre hun fandt interessant og det havde hun bestemt ikke tænkt sig at stoppe med.

Nyssa var yderst imponeret af det syn som mødte hende, en minotaur det var bestemt ikke hver dag, man så sådan et pragtfuldt væsen. Hun nikkede igen til ham. Hun så imod Agarés som han sagde, at han ikke var så hård ”Han skal vel være hård, hvordan har du fået skaffet ham?” spurgte hun nysgerrigt med et smil. Nyssa var nu alligevel sikker på at minotauren var hård, de var trods alt hårdføre væsner af natur.  Da de nåede frem til boksene, var det måtte hun alligevel stå og indtage det hele, både synes af boksene, men ligeledes halvdyret. Det var utrolig godt beskyttet, men hun havde ikke forventet andet ”Det er vitterlig imponerende Agarés – men jeg ville aldrig være i tvivl om de ville være godt beskyttet” afsluttede hun lidt drillende.  ”Hvor tænker du mine skal være?” spurgte hun roligt, for så ville hun nemt som ingenting, for dem transporteret og på den måde ville ingen se dem komme i boksene.

Agarés nikkede let og småfnøs, som den eneste kommentar til hendes drillende svar. Det ville helt bestemt også overraske ham selv. Nej, smidig var vist ikke hans stærke side, men det var heldigvis heller ikke et talent han havde brug for i sin hverdag. Bredskuldret og lidt intimiderende var mere ham og fungerede bedre, når han skulle forestille at være i toppen af bankens hierarki.
”I lige måde,” gav han tilbage. Det klædte Nyssa at være vokset op. Hun var dog, i hans øjne, stadig den kønne, lille dæmon, der fik lov til at bruge sin tid på at holde de to, flabede drenge til Agarés og Deavás i ørene. Han valgte ikke at kommentere på hans forældre. Havde de stadig været her, var han næsten sikker på, at de havde været stolte af ham. Næsten. Han havde sin tvivl, eftersom han stadig ikke levede helt som de ville have forventet.

Agarés kunne ikke lade være med at smile over Nyssas spørgsmål, som det bragte en lang række af minder frem.
”Hans familie har arbejdet for min gennem flere generationer,” svarede han. Generationer for minotauren, vel at mærke, da Agarés’ forældre havde været i live længe nok til at kende de fleste. Gennem de låste porte havde de selvfølgelig aldrig haft andet valg, end at blive i bankens kældre, men de var trods alt altid blevet behandlet respektfuldt. Det var blandt andet dem, der havde været med til at bygge det meste af banken op igen efter krigen.
Som de nåede boksene stoppede Agarés op, bare så Nyssa kunne få lov til at se det hele an.
”Den første boks til højre,” sagde han og gestikulerede kort mod den med en hånd. Alle boksene havde et nummer indgraveret i døren, det gjorde det langt lettere at holde styr på hvilke boks der blev brugt til hvilken kunde, og gjorde det samtidig sikrere, da han ikke behøvede at få navn sat på dørene.

Han vendte et lidt skeptisk, drillende blik mod Nyssa.
”Men lov mig nu ikke at teleportere ind i alle de andres bokse.” Selvfølgelig lå der intet alvor i de ord, da Agarés slet ikke var i tvivl om, at han kunne stole på Nyssa. Det var også den eneste grund til, at hun havde fået lov til at se boksene. Det var der ellers ingen andre end ham selv og vagterne, der gjorde. Han trådte et skridt tilbage, som en lydløs hentydning til at de vel lige så godt kunne gå tilbage.
”Skal jeg finde nøglen til boksen frem, eller håndterer du selv transporten af dine genstande?” For ham ville det da være til at foretrække, hvis hun kunne stå for transporten selv. Han hjalp gerne hvis det skulle til, det gjorde han altid, også selvom han oftest ikke havde tiden til det.


//Rydder lidt op i trådene, skriv endelig hvis vi skal tage den op igen en anden gang!