Yotul var afklaret med at orkerne havde haft det en anelse stramt med, at hun havde været en del af deres klan så længe, så det var ikke kommet bag på hende, at hun var blevet smidt ud. Men havde de ikke gjort det, så var hun aldrig endt hvor hun var nu, så hun var fint tilfreds, hvilket tydeligvis også kunne ses på hende. Det var virkelig sjældent at hun faktisk fortrød noget. Og næsten håbløst at få hende til at indse det. Hvis man tog det hele så tungt, så ville man ende med at blive virkelig nedtrykt og det var ikke til at sige, om Yotul nogensinde havde været nedtrykt. For hvad skulle forstyrre hendes nuværende livsstil nok til at hun ville blive nedtrykt? Det var tæt på umuligt, hvis man spurgte hende.

Det var ikke fordi Yotul kunne se sig fri for at have set på slaver, men hun havde ikke ligefrem muligheden for at hive dem med hjem, så var det langt nemmere at teste dem af ved slavehandleren. Så var der heller ingen risiko for at hun blev trætte af dem. ”Kan du godt få din egen krop igen?” spurgte hun lettere forundret. Hun havde aldrig rigtig forstået sig på dæmoner og deres åndeform. Det hele var så underligt. Hun ville ikke skifte sin egen krop ud for noget, så det var en anelse svært at sætte sig ind i. Men så længe dæmonerne havde styr på det. En svag latter undslap hendes smalle læber, som han forklarede sig yderligere. At han valgte at bruge min kære overfor hende, var ikke noget der generede hende, tværtimod bragte det et lystigt smil frem på hendes læber. Hun var bestemt ikke den sædvanlige kvinde og det havde han allerede fået en forsmag på, som lugten af blod ikke var til at undgå. Yotul var ikke genert og han kunne kigge alt det han ville, for det gjorde hende ikke noget.

”Du gør intet for at spice måltidet op?” kommenterede hun med et løftet bryn, som hun bed sig svagt i læben. Hun havde en underlig trang til blod og kunne finde på at krydre maden med det, men det var næppe dette selskab hun skulle dele de tanker i. Han lod i hvert fald ikke til at være synderlig begejstret for blodet der allerede befandt sig i lokalet. Han var lidt en besynderlig dæmon, ikke sandt? Dæmonen havde tydeligvis problemer med at holde fokus og det morede Yotul, som hun rodede lidt rundt i hans nakkehår og holdt sig tæt på ham.
Uden bekymring valgte Yotul at presse sit bryst imod hans krop, som hun hvilede størstedelen af sin vægt imod ham, ikke at hun vejede meget, men nok til at skubbe let til ham. Hun så lettere forbavset på ham, som han tilbød sin hjælp uden videre. Et skummelt smil gled over hendes læber, som hun flyttede sit hoved tætter på hans og strøg fingrene op igennem hans hår for at gribe let fat i håret. ”Jeg kunne sikkert finde på noget” startede hun i en svag hvisken, før at hun flyttede hovedet forbi hans og strøg neglen ned over hans nakke. ”Men har jeg virkelig brug for at sige det højt?” fortsatte hun i samme tone, som hun hvilede sin kæbe mod hans og strøg en varm ånde over hans øre.

”Det er ikke umuligt at genskabe min krop som den var før. Men det ville tage tid, tid som jeg ikke helt selv føler at jeg har,” eller måske var hans tålmodighed ikke stor nok, Oswald havde andre planner end at skabe sin krop igen. Han kunne god vis han ville man han kendte ikke til tiden som det ville tag, før at han ville være sit sande jeg igen.
”Jeg har ikke erfaring med, hvor længe det tager for en dæmon at genskabe sig selv. I de to tusind år, hvor jeg har været levende har ikke oplevet en fysisk død før” han vidste godt at det kunne ske for dæmoner, men hans familie talte næsten aldrig om hvordan en fysisk genskabelse forgik.

Oswald måtte trække på skulderen ved hendes spørgsmål, ”Min maskerade som menneske, gør at jeg lever meget menneske. Der er klaner som lever mere vildt, med kannibalsk natur, men den holder min familie sig fra” der var andre måder at leve på. Sjælen var en de bedste ting som dæmon kunne leve af, men det var ikke så tit at Oswald dræbte sine slaver for deres sjæle. ”Men hvad jeg spiser, er ikke så vigtig, bare at det holder mine magiske kræfter i gang, så det alt hvad jeg skal bruge” sagde han kort.

Hans fokus blev med det samme trukket tilbage på deres kropslige kontakt, lige så snart der tilført vægt til hans krop, var han mere fokuseret på hende. Han kunne mærke at der blev sendt mere blod igennem kroppen.
Nej, hun behøvede ikke at sige det. Overhoved ikke, en mild lyd kom fra hans læber. Et eller andet sted kunne han god lide hvordan at kun trak hans hår, dertil hvordan neglende efterlod indtryk på hans nakke.

Dæmoner var virkelig nogle sære væsner, eller måske havde de bare nogle underlige vaner. Det måtte bunde ud i, at de faktisk havde mulighed for at overleve næsten hvad som helst. Så længe at deres sjæl blot var intakt, så ville de være i stand til at overleve at den fysiske krop døde. Det var uden tvivl det, som Oswald talte om, men Yotul var ikke rigtig i stand til at forstå meningen. Slet ikke at Oswald faktisk ville være i stand til at genskabe sin krop, hvis han ønskede. ”Det er vel langt mere underholdende at tage en andens krop?” spurgte hun med et interesseret blik i øjnene. Han var i stand til at bosætte sig i andres kroppe og derved overtage deres liv, hvis han ønskede, ikke sandt? ”At overtage en andens liv?” fortsatte hun med et grin på læben. Måske han ikke selv havde overvejet det, men det var faktisk det første hun selv var kommet til at tænke på. Hvis han virkelig ønskede sin egen krop tilbage, så ville han højst sandsynligt tage tiden til at genskabe den. Men måske han var tilfreds med den nye krop?

”Jeg var ikke klar over, at I kunne være så forskellige” indrømmede hun blankt, som hun slikkede sig langsomt over underlæben, før at hendes blik nærstuderede hans øjne. Øjnene skulle være porten til sjælen, men Yotul havde aldrig selv troet på den slags, alligevel nød hun at se ham i øjnene. Der var noget så uskyldigt over hans blik. ”Forståeligt” svarede hun med et nik, før at hun kom helt tæt på og åndede ham let over øret. Hun kiggede frem mod døren, før at hun rev neglene over hans nakke og ned over hans hals. Derfra gik der ikke lang tid før at hun flyttede sig fra at stå kind mod kind med ham til at presse deres læber sammen i et kys. Hendes læber havde en jernagtig smag, men det skyldes blodet fra tidligere på aftenen, som hun ikke havde i planerne at tørre helt væk. Eller jo måske med hans læber. Yotul løftede det ene ben op og førte det rundt om hans ben, imens at hendes hænder blev omkring hans nakke. Det meste af hendes vægt var stadig rettet imod gulvet med det ben, der endnu var plantet imod jorden.

//Afsluttet efter aftale x3