Lettelsen spredte sig i Sheno, da elverkvinden sagde, at hun kun var forskrækket. Godt, han havde formået at beskytte hende mod de fremmede mænd. Skammen over at have været for optaget over sine egne behov og ikke have kunnet udføre sit arbejde ville have været svær at bære. Han havde svigtet før med fatal udgang og det ville han aldrig have skulle ske igen. 
Lettelsen fik ham til at give hendes tynde arm et blidt klem. 
"Godt." Han flyttede kort blikket fra hende for at se rundt, men der var stadig ingen farer. Kamelerne var faldet til ro igen og månens lys afslørede ingen uvedkommende skygger. Trods roen vidste han, at han ikke ville sove resten af natten.

Hans blik vendte tilbage til hende. Hun var chokeret. Blidt ledte han hende hen til bålet og fik hende til at sætte sig.
"Jeg finder noget mere brænde. Natten er kold. Jeg går ikke så langt." Hans stemme var beroligende. Som sagt så gjort og han samlede noget kvas i mellem de buske, der stod nærmest. Samtidigt undersøgte han deres omgivelser. Det så ud til, at de to mænd havde valgt at forsvinde ud i natten.
Snart var han tilbage ved bålet og fik gang i ilden, der spredte et varmt lys i mørket. Herefter hentede han hendes vandskind og gav det til hende, som han satte sig ved hendes side. Hans blik var bekymret og undersøgende, for selvom de ikke havde gjort hende noget, havde han nok kunne se, hvor chokeret hun var blevet.
"Er der noget, jeg kan gøre for Dem?" Uden at tænke over det, satte han hendes behov foran sine egne. Riften over hans side og mave sved, men den var holdt op med at bløde, så værre var det ikke.

Sayyida havde allermest lyst til at knuge sig ind til halvløven, da han gav hendes arm et klem. Den fysiske kontakt var beroligende og hun havde brug for mere af den. Inden hun kunne artikulere dét behov, ledte han hende hen til bålet og hun satte sig lydigt ned. Hun stolede på at han vidste, hvad der var bedst lige nu, for hun kunne godt mærke at hendes ellers så skarpe hjerne sad fast med noget andet lige nu. 

Hun fulgte ham med blikket, da han forlod hende. Faktisk så hun slet ikke væk fra ham. Havde der været en lyd, havde hun måske været forskrækket nok til at tjekke den ud, men der var ikke andet end lyden af bålet i den øde ørken, og hun var ivrig efter at have Sheno ved sin side igen.

Hun holdt om det vandskind han gav hende, men tænkte slet ikke over at tage en tår af det. Alt hun kunne tænke på var den tryghed hun fandt i at være tæt på Sheno.

"Du kan blive hos mig," svarede hun og skubbede sit lår op imod hans. Hendes var dækket af hendes lange, hvide kjole, men hun kunne føle hans kropsvarme igennem det tynde stof, og desuden var det hendes kropssprog han skulle høre, ikke hendes ord. Hun løftede sit blik til hans og så afventede op på ham under sine lange, mørke øjenvipper. 

Sheno var ikke selv faldet helt til ro efter kampen, adrenalinen var længe om at forlade hans krop, også på grund af den lette skade hen over hans side og mave. De runde ører blev ved med at dreje sig efter lyde og hans hale slog en smule utroligt, men der var fredeligt omkring dem. Et eller andet sted var han vred på sig selv, fordi han havde været så sen til at opdage røverne, det kunne være gået helt galt, hvis kamelen ikke havde været skræmt. Men han havde bare været så træt efter sin vandring igennem ørkenen. 

Hans tanker blev afbrudt, som hun hvilede sit lår i mod hans og sagde, at han kunne blive ved hende. Han drejede hovedet fra at kigge ud over omgivelserne, til at se mod hende. Den måde hun sagde det på, og den måde hun så på ham på. Han var ikke dum, han vidste nøjagtigt, hvad hun havde i tankerne. Hendes ben i mod hans var varmt.
Hans første reaktion var nej. Det var farligt, de var lige blevet angrebet. Men han så blot lidt på hende. Røverne var væk. Og hun var hans arbejdsgiver for en ukendt tid, og man sagde ikke nej til en arbejdsgiver. Det var, hvad han var blevet trænet til, lige så snart han var gammel nok til at forstå.

Så i stedet lagde han en arm om hendes skuldre og trak hende ind til sig. Tryghed var uden tvivl det, hun var efter, og det kunne han som en start tilbyde. Hans fysik indgød enten frygt eller tryghed, alt efter hvordan han bruge den. Lige nu var det ikke svært at holde om hende og tilbyde hende en varm krop som klippe i den kølige nat. 
Og det var jo ikke fordi, at han ikke ville give hende det, hun ville have. Hvis hun bad mere direkte om det, for lige nu var han mere optaget af deres sikkerhed.

Sayyida vidste ikke hvad hun havde regnet med. Noget voldsommere, måske. Men Shenos bevægelser var rolige, afslappede. Og det var rart. Havde han kastet med hende, var hun uden tvivl endt med at blive forskrækket igen. Normalt ville hun have nydt det, men det de lige havde været igennem havde trods alt været rimelig skræmmende, og i det øjeblik hun var trukket ind til Shenos varme, bløde pels, åndede hun lettet op. 
Hun kunne høre hans rolige hjerteslag imod hans brystkasse og hans duft omringede hende på den bedst mulige måde. Hun havde ikke lyst til andet end at begrave sit tættere ind mod ham. 

Hun løftede en hånd og begravede sine spredte fingre i hans man, indtil hendes fingerspidser kunne stryge imod huden under og op til hans kæbe. Hun kunne godt mærke at han tøvede, eller at der var andet i hans tanker, men hun kunne ikke lade være med at overveje at presse ham yderligere. Og så alligevel - hun kunne nemt få tryghed fra ham uden at bede om mere end hans arme.

"Halvdyr, men gentleman?" Der var ingen hån over hendes stemme, kun undren. Det var sjældent hun tilbød sig selv og blev mødt med tøven. Selv som hun talte, vendte hun sig, så hun kunne lægge sine ben over hans lår og absorbere endnu mere af hans kropsvarme. Som hun sad nu var det også lige før hun kunne falde i søvn uden at flytte på sig. 

Det var vitterligt ikke fordi, at Sheno ikke ville give hende sin fulde opmærksomhed, men han skulle lige være sikker på, at de var sikre. Kamelerne var stille igen, og en fugl landede ved søens bred på den anden side. Måske han kunne slappe lidt af.
Tanken blev fulgt af hendes fingre i hans manke, fingre der bevægede sig ned og kærtegnede ham under hagen. Han sukkede svagt, ikke negativt, men fordi han alligevel ikke kunne lade være med at reagere på hendes berøring. Det var ikke så ofte, at folk rørte ved ham på en god måde. Han var trods alt en kriger og det meste fysiske kontakt handlede om at slås.

Havde hun sagt ordene i et andet tonefald, ville han have taget det som om, at hun ikke mente, at et halvdyr kunne være en gentleman. Det lå stadig lidt i hendes ord, men han mindede sig selv om, at hun var en ørkenelver, og de få af dem, han havde mødt, havde altid været yderst nedladende for alle andre racer end dem selv. Så han så måske mere hendes ord som uvidenhed.
Hendes ben lagde sig over hans og han endte med at hvile en stor hånd på hendes ene lår. Det måtte hun tage, som hun ville.
"Det er, hvad jeg er blevet trænet til." Om han bekræftede eller afkræftede hendes fordomme, vidste han ikke. Betød det noget?

Han blev ved med at se på hende, betragte hende nærmere, nu hun var så tæt på. Han kunne godt se det kønne i racer andre end hans egen. Han havde en tanke om, at hun måtte blive anset som ganske smuk ved sin egen race, hun havde et meget symmetrisk ansigt og nogle kønne øjne.
Selvom han ikke ellers rørte ved hende, fjernede han sig heller ikke. Hans ene arm lå om hendes ryg og den anden med hånden hvilende på hendes lår. Ikke alt for langt nede, men heller ikke helt oppe. Han ville lade hende tage første skridt, for det kunne være, at han havde misforstået noget, og med hans størrelse, ville han kunne skræmme hende til noget, hun ikke ville, også selvom han ikke var klar over det.