Anastasya snøftede og forsøgte desperat at holde op med at græde da Vargas og vagten hev hende på benene. Hele hendes væsen rystede og hendes knæ føltes som gelé. Der var ingen modstand i dem men det hårde greb i hendes arme, efterfulgt af grebet om hendes hage fik hende alligevel til at stå, om end svagt.
Frygtsomt mødte hun Vargas blik da han insisterede på at hun så på ham. Hun nikkede svagt, så godt hun kunne mens han holdt om hendes hage – hun var fuldt ud klar over at det var hendes skyld, at hun var fejlen.

Ubarmhjertigt hev han hende med sig mod huset, og hun forsøgte at følge med uden at tabe fodfæstet. Hendes ben rystede stadig og det var svært at holde balancen ordentligt. Da vagten slap hende var hun nær væltet men Vargas greb lod hende genfinde balancen. Hun kæmpede stadig mod tårerne men de var ved at stilne. Hun forsøgte at lade være med at tænke på løven og vagten, forsøgte at gemme sig i den afkrog af sit hoved der ikke havde set eller hørt noget, men det var næsten umuligt.