"Slip mig! Få dine klamme hænder væk, sit syge svin! Skrid ad helveds til! Lad mig være! Slip!"

Lyden af Hectors stemme kunne høres længe, inden han blev skubbet ind i rummet. Vagten var kommet ind og hevet ham væk, mens han havde forsøgt at stave sig igennem en af Anas bøger. Hector havde slået, spyttet, revet, bidt og sparket alt, hvad han havde lært, men vagten var for stærk til ham, og selvom det endda lykkedes ham at vriste sig fri et par gange, var han ikke nået langt. Især ikke efter vagten "diskret" havde banket en albue i tindingen på ham.

Hector snublede ind i rummet, og det tog ham et øjeblik, før han fik løftet hovedet for at se, hvad der foregik. Vargas og Juno var der. Vargas havde en hånd om Junos hals...

"Slip ham!" råbte Hector straks og rettede sig op til sin fulde, men desværre ret ubetydelige højde. Han troede skrammerne og sårene på Junos hænder og ansigt kom fra Vargas.

Vargas lod sig ikke påvirke af Junos spark og forsøg på at komme fri, der var kommet en del mere kraft bag siden Thanos kom med ham, men ikke nok til at det gjorde noget for den vrede dæmon. At Juno reagerede så voldsomt, da han nævnte satyren, fortalte ham bare, at han gjorde det rigtige. Ramte det rigtige punkt. Han slap ikke drengens hals, dog holdt han heller ikke mere fast end at han kunne trække vejret, men nok til at kunne holde ham på benene.

At bede Liv om noget kunne være risikabelt og han havde forberedt sig på, at hun ville gøre noget for at modsætte sig eller forhindre ham i at straffe drengen, men til alt held kom hun i stedet over for at kysse ham på kinden og bede ham være lidt sød ved drengen. Noget han desværre ikke kunne love hende, så han brummede bare som svar og så efter hende. Et godt tegn på, at han var i meget dårligt humør var, at hans frie hånd ikke fandt hendes lokkende former uden på den tynde kjole, men den blev hængende ned langs hans side.

Liv var knapt kommet ud af rummet, før satyrens stemme lød ned igennem gangen og vagten snart kom slæbende med ham, tydeligvis ikke tilfreds. Hectors ordre fik Vargas til at knibe øjnene sammen for et øjeblik, da den blot pustede til hans vrede.
"Intet problem." Han hev drengen ud fra væggen og slæbte ham hen over gulvet for at kaste ham ind i favnen på vagten, der var noget større end Juno. "Hold ham fast." Og derefter vendte han sin opmærksomhed mod halvdyret.
Vagten vred Junos arme om på ryggen, klar til at holde godt fast. Var Juno for vild, jamen så ville han nok ende med at placere sit noget tungere korpus oven på drengen på gulvet. Når Herre Aziz sagde "hold ham fast", så holdt man ham fast.

Vargas trådte et skridt nærmere Hector.
"Din ven og jeg har en aftale. Gør han noget dumt, går det ud over dig. Og denne gang gjorde han noget rigtigt dumt." Den i forvejen lidt hæse stemme, var nærmest hvæsende i iskold vrede. Med en hurtig bevægelse trådte han frem mod Hector for at gribe ham i håret og kaste ham ind i mod væggen. Lykkedes det, ville han bagefter lade en knyttet næve suse mod hans ansigt.

"Hector, løb!" bad Juno sin ven. Han vidste, at han ikke ville få muligheden for at sige meget mere end dét, og ganske rigtigt, øjeblikket efter var han i favnen på den vagt der havde slæbt ham ind i stuen. Manden havde svedt i solen, ligesom Juno havde, men lugten af ham var besk og mindede Juno om de utallige andre gange han havde fået tæv af dem. Han havde givet dig selv et mentalt klap på skulderen alle de gange, han havde modstået at slå igen for Hectors skyld, men her og nu gik det op for ham, at ingen af de gange betød noget, når ikke han havde kunnet holde sig fra det længere end til nu. Hans straf ville gå ud over Hector, og det var hans skyld.
Juno tillod ikke vagten at vende ham om, men sparkede ham i maven og satte fra, for at styrte hen til Hector. Men ikke hurtigt nok, for han nåede ikke en meter, før han lå ned, ansigtet holdt nede i gulvet af en stor hånd, en arm vredet om på ryggen og en knæ presset ned imellem skulderbladene.

Mest af alt havde Juno lyst til at løse situationen. Myrde Vargas, banke alle hans vagter, sætte ild til slavehandelen og flygte med Hector. Men han kunne gøre ingen af delene, og derefter var det eneste han havde lyst til at undskylde. Hvad end der skete med Hector nu, var hans skyld. Det var en mantra, der løb igennem hans hoved igen og igen. Det her er min skyld, det her er min skyld, det her er min skyld. Men han sagde ikke noget. Han forsøgte at vende sit hoved væk, men vagten lod ham ikke bevæge sig den mindste smule. Han forsøgte at lukke øjnene, men lyden af slag tvang hans øjne åbne. I hans brystkasse galoperede hans hjerte af sted ved synet af hans bedste ven, og hvad der uden tvivl var den farligste mand de kendte.

"Som om jeg ikke ved, du vil gøre hvad du kan for at få lov til at gøre os fortræd, din perverse stodder," hvæsede Hector tilbage. Han ville hellere dø end at tage Vargas' parti, og slet ikke foran Juno. Hector ville være loyal overfor Juno til sidste blodsdråbe. Sådan var det bare.

Han nåede lige akkurat at vende sig mod Juno, da Juno råbte til ham, inden Vargas greb ham i håret. Hector gryntede i smerte og rakte op for at gribe fat om Vargas' håndled, men inden han kunne nå det, fløj han igennem luften og bankede mod væggen. Det var mere held end forstand, at Hector undgik Vargas' næve, der kom flyvende mod ham sekundet senere, for hans hove gled på stengulvet og fik ham til at tumble om. Han var svimmel fra det slag, hans hoved havde fået mod væggen, og det hele dunkede smertefuldt.

"Hvorfor kan du ikke bare lade os være?" gryntede Hector og spyttede en blodig spytklat efter Vargas. "Vi har aldrig gjort dig noget! Vi vil bare gerne hjem!"

Hector havde i denne stund glemt alt om sin eliksir, at han burde være flink mod Vargas, så han ikke trak den tilbage igen. Der var flere måneder til, det begyndte at blive kritisk med hensyn til eliksiren, og Hector regnede med, at han enten ville være død til den tid, og hvis ikke, så havde han tid til at mildne Vargas igen.

Efter at have overladt Juno til vagten, ignorerede Vargas ham totalt. Han regnede med at vagten var duelig nok til at holde styr på en enkelt sølle slave. At kaste rundt med satyren havde den ønskede effekt, men han ramte ikke, da han slog ud efter ham. Heldigvis ramte han heller ikke væggen, hurtig nok i reflekserne til at stoppe sig selv. Spytklatten ramte hans bukser, men han registrerede det næsten ikke. At blive spyttet på var ikke noget nyt for ham, men det blev lagt til vreden, der pulserede i ham.
"I er mine slaver og jeg kan gøre med jer, hvad jeg vil." Hans ord blev fulgt af endnu et knytnæveslag, der denne gang ramte, hvad det skulle - satyrens ansigt. Han greb fat i det krøllede hår igen og slæbte satyren ud på gulvet. En bar fod ramte det mindre væsen.

Normalt var Vargas for raffineret til blot at bruge sin egen krop til at slå med, medmindre han brugte en slave som sandsæk til at træne lidt slå-teknik, men hans piske var ikke i rummet og han havde ikke nogen våben på sig efter turen i baderummet. Så han brugte, hvad han havde. Sine næver og sine fødder. Det var også længe siden, at han havde givet en regulær omgang tæv og det var faktisk næsten befriende. Han slog og slog og var ligeglad med smerten fra sine egne hænder eller hvilke protester der ville lyde. Vreden lå som en ild i ham og han ville udleve den, lade sig opsluge af den.

Men til sidst var det ikke helt som om, at det var nok. Der manglede noget. Han slap satyren og rettede sig op, så rundt i rummet. Vagten. Med et par lange skridt var han henne ved vagten og trak hans sværd, inden han gik tilbage til satyren. Et voldsomt våben, når han ikke ville slå væsnet ihjel, men den skarpe klinge burde kunne få blodet til at flyde på den rigtige måde. Han overvejede kort, hvad han kunne finde på. Et øre måske. Det kunne ikke ses, så længe satyren havde det store krøllede hår. Men hvis Ana ville beholde ham, skulle han alligevel ikke sælges og så ville et manglende øre ikke gøre noget. Så tænkt, så gjort og han bukkede sig ned over satyren for at befri ham for et øre.

Liv havde stået bag døren til den anden stue og lyttet. Måske var det hormonerne i hendes krop, der stadig var tilbage fra fødsel og amning, for hun blandede sig normalt ikke i noget, der ikke angik hende, men nu syntes hun simpelthen, at Vargas gik for vidt. Da hun hørte lyden af et sværd, der blev trukket, blev hun nødt til at gribe ind.

Synet, der mødte hende, da hun trådte ind ad døren, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, men hun lod det ikke vise på sit ansigt.

"Vargas," sagde hun akkurat et splitsekund, før sværdets klinge ramte satyrens øre. "Nu skal du ikke overanstrenge dig, vel? Der skulle gerne være lidt saft og kraft tilbage i dig senere til lille mig."

Hun smilede og gik roligt hen til ham, som om han ikke var midt i at skamfere en stakkels dreng, og lagde en blid hånd på hans skulder.

"Kommer du ikke og spiser med mig?" spurgte hun og strøg over hans skulder. "Maden bliver kold."

Hendes blik gled over den lille satyr, der lå forskræmt på gulvet, og videre til den anden dreng, der stadig blev holdt nede af vagten. Hendes blik blev næsten til is, da det mødte vagtens, og han nærmest skrumpede under det, selvom han blev, hvor han var med et knæ i ryggen på Juno.

Vargas havde flået satyrens hår til side og skulle lige til at lade den skarpe klinge skære igennem kødet, da en stemme fik ham til at stoppe i bevægelsen. Liv. Han havde glemt alt om, at Liv var i rummet ved siden af og sikkert havde kunnet høre, hvad han lavede. Ikke at det var så stort et problem, de havde kendt hinanden i længere tid end han kunne huske, så hun burde kende til hans tendenser. Men han kunne dog ikke huske, at hun havde set det så direkte. Ikke sådan her. Var han bange for at skræmme hende væk? Nej, ikke rigtigt, selvom det ville være en skam. Måske ville han gerne have, at hun ikke tænkte alt for grimt om ham, han ville jo gerne kunne fortsætte med at have hyggestunder med hende.

Han tøvede kort og rettede sig så op, hvilket derved fjernede sværdet fra drengens hoved. Englens hånd lagde sig på hans skulder, en beroligende følelse igennem det silkebløde stof. Det varede et øjeblik, inden han reagerede på hendes ord. Mad. De var blevet afbrudt inden maden kom ind. Han så lidt på hendes ansigt, inden hans blik faldt ned på den godt forslåede og blødende satyr. Måske det var nok. Han så på sin ene hånd, hvor knoerne var skrabede, forslåede og uden tvivl ville gøre ondt af Zaladins til, når han var faldet til ro igen. Han lod hånden falde igen og sukkede så dæmpet.

"Jo, selvfølgelig smukke Liv. Jeg er vist alligevel færdig her." Han vendte om uden at se mere på satyren og gik hen til vagten, for at række ham sværdet. Hans blik gled ned på Juno. Mon ikke, at han havde forstået budskabet nu? 
"Bare slip ham. Slæb ham tilbage til buret, når du synes, at han har pylret nok om sin ven. Lad satyren ligge, han skal bare ovenpå igen." Vagten nikkede hurtigt, tog sværdet og rejste sig fra Juno. Vargas ofrede ikke de to drenge mere opmærksomhed, men gav den i stedet til sin kvindlige selskab. Det var som om, at han rystede den sidste rest vrede af sig, for et smil dukkede op på hans ansigt og han tog roligt Livs arm.
"Jeg undskylder for afbrydelsen, nogle gange presser arbejdet sig på." Inden de han havde ført hende tilbage til den private stue, havde hans arm sneget sig rundt om hendes liv. Mad lød som en god idé og den kjole gjorde underværker for hans lyst til hende. Han håbede hun blev til dagen efter.

Juno havde forstået budskabet. Udmærket. Det var også derfor, da Vargas så ned på ham, at han pressede sin pande mod det hårde stengulv og nægtede at se op på ham. Han vidste, at hvis han først så på hans grimme ansigt, ville han ikke kunne holde kæft og ville komme til at sige noget, der kun ville få dem i større problemer. Få Hector i større problemer.

Han så først op, da han hørte Vargas vende rundt på hælen, og vagten over ham langsomt slap taget i ham. Han hejste sig op på en albue, imens hans blik gled over en stort set gennemsigtig kjole og runde former. Da hans blik nåede hans redningskvindes ansigt, havde han ubevidst slikket sin underlæbe, og idet han fik øjenkontakt med hende, bed han ned i den og smilede kækt op til hende med et blink. Det måtte blive den eneste måde han kunne takke hende på, for han troede ikke et sekund på at det ville falde i god jord, hvis Vargas hørte ham takke hende. Han holdt også kun deres øjenkontakt i det sekund det tog ham at blinke til hende, inden han fik revet sig helt løs fra vagten og spurtede over til Hector.

Han greb Hectors ansigt imellem sine hænder, strøg hans hår til siden og tjekkede hans øre, inden hans blik gled videre ned over fyrens blodsprængte kæbe, blødende næse og blodige læber. Om det var blod fra hans næse, læbe eller fra Vargas' knoer var ikke til at bestemme, men Juno pressede forsigtigt sine læber imod dem uden omtanke for det.
"Tilgiv mig," bad han ind imod Hectors læber, og ignorerede at hans stemme knækkede. "Jeg er en idiot, tilgiv mig," gentog han bedende, og gjorde alt i sin magt for at holde gråden væk. Det havde været en utrolig venlighed af Hector at påstå, at det ikke var Junos skyld at han var blevet kaldt ind, og Juno værdsatte at han ikke lod Vargas skabe splid imellem dem, men de vidste begge to, at hvis bare han havde kunnet styre sit temperament, så ville Hector ikke næsten have mistet et øre, eller være blevet banket overhovedet.

Hector hørte ikke rigtigt, hvad der blev sagt og opfattede ikke rigtigt, hvad der skete omkring ham, før han pludselig var i Junos arme. Hans hoved dunkede og gjorde ondt, og hele hans ansigt føltes varmt og samtidig følelsesløst efter de mange slag. Han havde ikke engang været helt ved bevidsthed, da Vargas havde ville skære hans øre af. Det var først, da han hørte Junos stemme igennem hyletonen i hans hoved, at han rigtigt kom tilbage igen.

Det tog noget af en kraftanstrengelse for Hector at åbne sine øjne, men lykkedes til sidst, og han smilede blodigt og halvfjoget til Juno.

"Hej chef," sagde han, ikke helt ved sine fulde fem endnu, og han fnes lidt, da Juno kyssede hans læber. Hans ene arm var vist brækket, for den ville ikke rigtigt bevæge sig, når han prøvede, så Hector nøjedes med at vikle den anden arm om Juno.

"Du ved, jeg tilgiver dig, chef," mumlede han og klappede Juno på hovedet. "Vi sætter ild til hele lortet, ikke? Jeg vil fandme gerne brænde op, hvis jeg tager det svin med i døden."

Han mente det kun halvt, men hans hjerne var ved at indhente det, der var sket i den sidste halve time.

Liv var lettet, da Vargas blev beroliget. Tanken om, at den uskyldige, lille satyr skulle miste et øre var simpelthen for trist, og så lige inden maden! Da den anden dreng, Juno, fangede hendes blik og blinkede til hende, selv i den forfærdelige situation, kunne hun ikke lade være med at smile lidt, mens hendes kinder blev en anelse lyserøde. Sikke en charmetrold! Han var sikkert også ganske pæn, når han ikke var banket vind og skæv. Liv rev blikket væk fra drengen og lod en arm glide rundt om Vargas' liv, mens de forlod rummet. Hun fnes, da han strøg over hendes former. 

"Sikke et udbrud," drillede hun og tog Vargas' hånd, da de havde lukket døren bag dem. Hun kyssede de blodige knoer forsigtig, en ad gangen. "Jeg sagde jo, du skulle passe lidt på din krop. Jeg kan vældig godt lide den."

Hendes frie hånd sneg sig ned for at klemme hans bagdel et par gange, inden hun trak sig væk og satte sig ved bordet, hvor maden stod klar. Hun sørgede for at lade den ene kjolestrop glide ned ad sin skulder i et forsøg på for alvor at få Vargas' tanker væk fra død og ødelæggelse og hen på hende i stedet. Hun brød sig ikke om ikke at være midtpunktet, især ikke når hun ellers var alene med en mand.

Der var noget beroligende at mærke Livs krop i mod sin og Vargas faldt meget hurtigt til ro. Han havde fået vreden ud med at give satyren tæv og Liv fik piftet det sidste luft ud af ballonen. Et af de lynhurtige humørskift, han var frygtet for blandt både slaver og ansatte. Lige nu gik det dog den rigtige vej.
Hendes drilleri prikkede kun svagt til ham og trak let på den ene skulder.
"Nogle af slaverne har brug for en meget fast hånd. Mennesket har lidt svært ved at falde til, han angriber gerne mine vagter." Og i dag havde været overgrænsen, Vargas' tålmodighed varede ikke for evigt. Et slag eller to var vagterne vant til, de hævnede sig på deres egne måder, men ligefrem at bringe dem i livsfare var for meget. Forhåbentligt havde han forstået, at det skulle ikke gøre igen, næste gang var Liv der med sikkerhed ikke til at stoppe Vargas.

Han betragtede hende kysse de forslåede knoer og han besluttede med det samme, at han ikke ville hidkalde en healer. Han havde ikke noget i mod lidt pylren fra Liv. Og smerten gik ham ikke på.
"Jeg lover at prøve." Så snart hun slap hans hånd, strøg han fingrene over hendes kind, inden han satte sig ved bordet overfor hende. Det gav ham en god udsigt mod den gennemsigtige kjole og hvad der gemte sig bag stoffet. Måske de skulle rydde bordet, når de havde spist. Han var ikke træt endnu.
Maden så som sædvanligt ganske fantastisk ud og Vargas var sulten efter alt det fysiske arbejde, så han begyndte straks at samle lidt af hvert på sin tallerken. Kokken havde åbenbart fået at vide, at der var gæst, for det var mere overdådigt i forhold til, hvad Vargas normalt fik til frokost. Godt. Tilfreds begyndte han at spise.

Men hans blik blev ved med at glide til englen og det, han kunne se. Hun var sådan en drillepind. Det var lidt svært at koncentrere sig om maden.
"Hvor længe har du lyst til at blive?" Det var altid rart at vide. Hvor meget tid i soveværelset skulle han tilbringe det næste døgns tid?

Juno grinede, lavmælt og halvhjertet, da Hector klappede ham på håret. "Tak," svarede han lettet, da Hector tilgav ham. Den slags havde aldrig været vigtig for Juno før - så længe de havde det fedt sammen, så var det ikke nødvendigt at tilgive eller undskylde for fejltagelser, det var en indirekte del af at stadig ville være en del af hinandens liv. Men pludselig var det vigtigt for ham alligevel. Han havde heller aldrig fucket så slemt op, som han havde denne gang.

"Vi sætter ild til det, når vi har fundet en måde at komme herfra på," lovede han, latter i sin stemme, der var på grænsen til at være lyden af tilbageholdt gråd i stedet.

Tidligere ville han ikke have brudt sig om at udvise så mange følelser foran en vagt, slet ikke med Vargas så tæt på, men han havde kunnet miste Hector i dag, og dén tanke løb stadig igennem hovedet på ham, da han endnu en gang kyssede drengens læber.
"Jeg pissede på en vagt. Bogstavelig talt," fortalte han lavmælt, med et skævt smil imod Hectors læber, i håb om at få ham til at grine.

Denne gang gengældte Hector kysset, og hans fingre gled ind i Junos fedtede hår, mens de kyssede. Alt kunne lidt være lige meget, så længe Juno stadig gerne ville kysse med ham. Hector sukkede mod hans læber og glemte alt omkring et kort øjeblik.

Da Juno talte igen, strøg Hector over hans kind, men måtte så vende hovedet til siden, så han ikke kom til at sprutte blod i ansigtet på Juno. Han hostede og hakkede og grinede så meget, at heles hans krop gjorde ondt (trykket ribben?), men det var smerten værd.

"Det er det bedste, du nogensinde har gjort i dit liv, chef," gispede han, da han endelig fik vejret igen. "Jeg tilgiver dig ikke alligevel, for der er sgu ikke noget at tilgive. Dét tager jeg fandme gerne et lag tæsk for!"

Det var ikke engang helt løgn; tanken om Juno, der pissede på en af Vargas' vagter, var så morsom efter Hectors mening, at han næsten ikke havde noget imod alt det, der var sket bagefter.

Liv lagde tilfreds mærke til, hvordan Vargas' opmærksomhed blev rettet mere mod hende end noget andet, og hun nød det i fulde drag. Hun løftede en bar fod under bordet for at lade den glide op ad Vargas' ben, langs hans lår, og endelig ind mellem dem, så hun kunne blidt presse sin fod mod hans skridt. Hun slikkede sine læber ved hans spørgsmål; egentlig havde hun vist haft den plan at tage hjem igen i aften, men hun nød Vargas' opmærksomhed så meget, at hun ikke havde lyst til at undvære den endnu. Ungerne var jo under opsyn af både Sakse og Cole, så mon ikke de klarede sig?

"Hvis du stiller en seng til rådighed, så bliver jeg gerne en nat," sagde hun, mens hun stadig gned mod ham under bordet. "Jeg tror ikke helt, jeg har fået nok af dig og din vidunderlige pik endnu."

Hun smilede sødt til ham.

Vargas' opmærksomhed var ligeligt delt mellem maden på bordet og kvinden, der sad foran ham, men Liv tog alligevel det meste af hans koncentration og maden forsvandt uden at han smagte alt for nøje på den. Hendes fod fandt hans ben og gled op efter. Ud over lidt smil i den ene mundvig, gjorde han intet for at vise, at han registrerede hendes drilleri. Men det var heller ikke nødvendigt, for som foden nåede hans skridt, burde hun kunne tyde det ud fra det, hun kunne mærke. Spørgsmålet om de skulle tage den ind over bordet efter maden, var ganske tydeligt blevet besvaret.

Hendes svar fik ham til at læne sig en smule frem og se på hende med et glimt i de brune øjne. Grådigheden lod sig sjældent skjule helt hos dødssynden.
"En seng er ikke et problem, men mon dog, at der bliver så meget tid til at sove?" Han skubbede sit underliv en smule frem mod hendes fod for at understrege, hvad han mente. Hans smil blev større og kunne stadig ses, som han stak noget mere mad i munden. Åh, Liv var vitterligt noget, han aldrig kunne få nok af. Havde han haft muligheden, havde han bundet en snor i hende og beholdt hende som sengevarmer, men han vidste også godt, at det aldrig ville komme til at ske. Hun var en fri fugl og var meget sjovere, når hun fik lov til det. Han måtte nøjes med at nyde hende i fulde drag, når han havde muligheden.


Inde ved siden af, stirrede vagten bare en smule træt på de to slaver, der åbenbart fandt det passende at kysse løs for øjnene af ham. Vargas havde bare sagt, at han skulle slæbe mennesket ud, når det passede ham, og det gjorde det vist nu. Han havde andet at lave end at stå og glo, faktisk var det snart vagtskifte og han havde en aftale med en flaske rom og en dame. Så til sidst rømmede han sig for at gøre opmærksom på sig selv. Det kunne jo være, at den irriterende lyshårede dreng ville gå med frivilligt efter den her omgang.

Intet havde nogensinde føltes så godt, som Hectors fingre føltes i Junos hår nu. Juno kunne ikke dy sig, og på trods af de skader Hector tydeligvis lige havde fået, pressede Juno sit ansigt tættere op imod hans og skubbede sin tunge ind imellem fyrens læber. 

Juno så med forundring til, imens hans ord havde den ønskede effekt, og et smil spredte sig, langsomt men sikkert, over hans ansigt efterhånden som Hector blev ved med at grine. 

"Jeg fik også dét her ud af det," gav Juno Hector ret, da han påstod at det havde været Vargas' vrede værd, og gav Hector endnu et kys, denne gang kun et kort, uskyldigt ét på læberne, fordi han hørte vagten rømme på sig. Han havde ikke lyst til at gå endnu, men værre endnu, så kunne han ikke tillade sig at gå. Ikke når Hector så ud, som han gjorde. Han havde brug for hjælp, og Hector var næsten lige så stolt som Juno selv var, så han regnede ikke med at han selv ville bede Vargas om at se en healer.

"Vent her," hviskede han til ham, og hans blik gled ned på den arm, Hector endnu ikke havde bevæget, og på den misfarvning der allerede var ved at danne sig på hans krop - mørkere omkring hans ribben end andre steder.

På et øjeblik var han oppe og spurtede hen til den dør, Vargas havde taget sin dame med ud af. Han havde forventet en labyrint af gange og rum, inden han ville finde slavehandleren endnu, men på et øjeblik stod han i en dørkam, hvorfra han fik øjenkontakt med ham. Og øje på den letpåklædte kvinde, der virkede til kun at have halvt så meget tøj på som før, på grund af måden hun sad på, hendes tunge øjenlåg og stroppen af kjolen, der var faldet ned over hendes skulder. Juno rev omgående sit blik væk fra hende, som kunne han allerede høre Vargas true med at flå øjnene ud af hans hoved.

"Herre Aziz," sagde han og faldt straks på knæ, som havde han ikke gjort andet hele sit liv. Han var selv både stolt og foruroliget over, hvor nemt det kom til ham, når det galt Hector. "Hector har brug for en healer. Han kan ikke løfte sin arm, han kan ikke trække vejret rigtigt, han -" ved siden af sig kunne Juno høre tunge fodskridt. Vagten havde halet ind på ham. I desperation klaskede han begge sine hænder mod gulvet og slog ydmygt blikket ned. Med frustration gik det op for ham, at han ikke havde noget som helst at tilbyde Vargas i bytte. 

"Det håber jeg bestemt ikke," lo Liv som svar til Vargas' spørgsmål om søvn, og selvom hun lænede sig lidt tilbage og begyndte at spise lidt, så tog hun på intet tidspunkt foden væk fra Vargas' skridt eller stoppede med at gnide mod det. Der var få ting, der kunne få gang i hende som at mærke en anden persons lyst til hende. Det var faktisk svært at blive siddende efter få minutter, og Liv var i gang med at overveje, om hun mon skulle glide ned under bordet og lade Vargas stifte bekendtskab med hendes læber, tunge og mund, da døren blev åbnet, og drengen fra før kom ind.

Hun mærkede med det samme hans blik på hende, også selvom det kun var kortvarigt, men hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Hendes hjerte dirrede da også lidt, da drengen faldt på knæ og tryglede Vargas om at få en healer til at tilse sin ven. Han måtte virkelig elske sig ven, siden han kunne falde på knæ foran Vargas på denne måde så kort tid, efter Vargas havde tæsket hans ven halvt fordærvet.

Hun havde lyst til at sige noget, men hun varede sig. Vargas' humør balancerede ofte på en knivsæg, selv på gode dage, så hun ventede med at sige noget, til hun havde set, hvordan Vargas ville reagere på drengens forespørgsel.

De fortsatte bevægelser i hans skød havde sin indvirkning på ham og han var ved at miste koncentrationen om at spise, men han fortsatte nu, forsøgte at lade som ingenting, selvom han begyndte at miste tålmodigheden. Der skulle ikke gå mange øjeblikke, før han ville droppe resten af maden og overfalde hende her ved bordet. 
Men inden det nåede så langt, blev døren ind til den anden stue smækket op og den lyshårede menneskedreng væltede ind. Et stik af irritation gled igennem ham og han skubbede sin stol bagud for at rejse sig. Denne gang var det Juno, det skulle gå ud over. Han nåede dog ikke at rejse sig, før drengen kastede sig ned på gulvet og begyndte at plapre om sin skadede ven og en healer. 

Måske Vargas på en anden dag havde haft tålmodigheden til at handle med ham, men han sad her, med en smuk kvinde, der havde tændt ham på det groveste, og så forstyrrede dette sølle, usle menneske midt i hyggen. Efter han havde forsøgt at give ham en lektion i ordentlig opførsel! Nej, det var for sent med det. 
Vagten så næsten mere skræmt ud end slaven, sikkert velvidende, at han havde fejlet og at der ville være konsekvenser. Langsomt rakte Vargas ud og tog en serviet for kort at tørre sig om munden og derefter sine fingre, inden han rejste sig og hårdt smed den tunge stofserviet ned i bordet.

"Min tålmodighed er brugt op. Vagt, slæb ham ud i sit bur. Jeg er ligeglad med, om du må brække hans ben og bære ham. Han bliver smidt for løverne i morgen." De brune øjne var iskolde og han mente det. Det var slut. Han gad ikke bruge mere tid på knægten, der tydeligvis intet forstod, selvom man bankede det ind i hovedet på ham. Ja, han havde endda brugt tid på at snakke med ham. Var det spild af penge? Uden tvivl, men han gik ikke konkurs ved at fodre løverne med en slave i ny og næ. Den her kunne alligevel ikke være så meget værd som alt det kød, han alligevel skulle fodre de dyr med. Om vagten røg med i løveburet, det ville han tage stilling til i morgen, når Liv var taget hjem.
Vagten nikkede hurtigt for at sige, at han havde forstået og bukkede sig så ned over Juno, for at tage fat i ham og hive ham med.

"Åh, herregud, Vargas, se dog på ham."

Liv var på benene på få sekunder. Der var bare et eller andet ved drengen, hun slet ikke kun stå for. Det var sikkert bare alle hormonerne i hendes krop, som hun kunne takke tvillingerne for, men det ville dog være et spil af sød dreng, hvis han blev fodret til Vargas' løver.

Liv gik hen og stillede sig halvt bag Vargas, så hun kunne læne sin kind mod hans skulder. Hun strøg over hans bryst.

"Se, hvor pænt han spørger," nærmest spandt Liv til Vargas. "Smid ham tilbage i buret, hvis du vil, men lad dog hans ven blive helet en smule, når nu drengen spørger så fint."

Hun lænede sig lidt tættere på Vargas, så hun kunne hviske i hans øre, "Jeg føler mig barmhjertig i øjeblikket… Vil du ikke gøre det for mig? Jeg skal nok belønne dig rigeligt senere, det lover jeg. Og du ved, jeg altid holder mit ord."

Bare for at understrege, hvad hun mente, lod Liv sin tungespids glide langs Vargas' øre.

Der var ikke mere Juno kunne gøre, da vagten greb fat om ham og Vargas udstedte en henrettelsesordre. Allerhøjst kunne han sige farvel til Hector på vejen ud. Han spændte i hele kroppen, men han kæmpede ikke imod vagtens tag i ham. Vargas havde ødelagt ham, ved at få ham til at tro, at hans ord var lov.

Han skævede op, da kvinden blandede sig, men så derefter straks ned igen. Han måtte helt sikkert ikke se på hende, ligegyldigt hvad hun sagde.
Hans hjerte sad oppe i halsen på ham og han var sikker på at alle i værelset kunne høre det slå, men han stod blot, hvor vagten havde hevet ham på benene, og stirrede tavst direkte ind i en væg, imens han afventede Vargas' beslutning.