Elaina sukkede indvendig, han havde tydeligvis misforstået hende. ”Nej selvfølgelig ikke. Jeg mener, at hele ens barndom går på at lære bestyre et len.” svarede hun roligt, dog blev hun anelse irriteret over at vitterlig troede at det var det adelige blev lært til, men hun kunne dog godt se at svaret var en anelse tvetydigt, dog ville hun ikke nævne det for ham. Nej generelt blev de oplært i at styre et len. Det var ikke til at forudse at ens ægtemand og derfor burde enhver værdig kone kunne og vide om det der kræves ”Ligesom så mange andre, har jeg mine styrke og svagheder indenfor visse områder” uddybede hun. Selvom hun ikke brød sig om at indrømme det, så var hun hellere ikke perfekt. Hendes irritation forsvandt hurtigt igen, han havde jo ikke ment noget ondt med det, blot ønsket om en bedre forståelse og det kunne hun i bund og grund godt se. Hun smilede kort og tog efterfølgende en tår af hendes the.

Elaina nikkede roligt, hun vidste ikke hvordan det ville lykkes nogen var på Astras side, så om at sige. Men hun vidste hvis hun afskaffe disse kunne det få andre konsekvenser. Fandt hun skidt på dem, så ville de være af frygt og ville det være bedre? Elaina spekulere kort men rev tænkerne væk, som han forsatte med at snakke ”Hvad har De i tankerne, hvis jeg må høre?” spurgte hun roligt.

Nej, han havde ikke misforstået hende, blot vendt det hele lidt på hovedet for at få hende til at uddybe og føle sig lidt på udebane. Deavás var godt klar over, hvordan deres ’uddannelse’ foregik, men han var ikke særlig interesseret i det, da han sagtens kunne klare sig uden. ”Jeg er skam klar over, hvad I gennemgår i jeres opvækst, Deres nåde” lød det stille, som han nikkede let til hende. Deavás var ikke klar over om Hertuginden. ”Men til tider er det også vigtigt at give lidt slip” det var langt fra dømmende, dog måtte det være befriende ikke at være så anstændig hele tiden. Deavás selv kunne mærke hvordan det irriterede ham, at holde tonen så ren og blid som overhovedet muligt. Masken var også irriterende at bære rundt på. Hisashi skulle nok få hans utilfredshed af føle senere. ”Det har vi alle” svarede han med et let smil på læben, ikke at han ville indrømme sine egne mangler, men Hertuginden var velkommen til at forklare sine svagheder for ham.

Interessen var der fortsat også selvom Elaina muligvis ikke lod til at være synderlig overbevist om hans ord, så lyttede hun stadig. Hun havde endnu ikke bedt ham om at gå, men hvor længe ville det vare? Kunne han snakke frit? ”At respekt kan fås på flere måder. Enten skal de gøre sig fortjent til Deres hjælp eller også skal De give den frivilligt” lød det i et roligt toneleje, som han dog lænede sig fremad. ”Disse rygter kan volde mere skade for Dem, end jeg, men jeg fornemmer lidt at De frygtede et anden emne for rygterne?” han hævede det ene øjenbryn, som han forsøgte at læse hendes reaktion.

Elaina blev en anelse irriteret, hvis han allerede vidste det. Hvorfor så overhovedet kommentarer det. ”De har en besynderlig måde, at ligefrem at ligge ord i min mund, især når De allerede er klar over hvordan det fungere” svarede hun roligt, dog med en anelse snert af irritationen. ”Det er jeg ganske klar over” svarede hun blot og tog endnu en tår af sin the. Hun havde ikke tænkt sig at forsvare sig overfor ham, hvorfor skulle hun? Astra tog sig af nogle opgaverne, hvilket var naturligt på et len at familien passede det. Alligevel overvejede hun at uddybe det, da han besad nogle informationer og vis han ville gøre livet surere for hende kunne han sige alt muligt dårligt om hende. ”Men vær rolig, men svigerinde har også en del af ansvaret for lennet” præcis hvilket, ville hun ikke komme ind på. Elaina nikkede blot, ja det havde de. Ikke at hun ville sige sine. Det kom bestemt ikke ham ved.

Elaina nikkede roligt. Fornuftige muligheder der muligvis kunne komme til at ske i fremtiden. Elaina vidste at der skulle snarest tages handling på dette, hvis ikke hun ville lade hendes titel forsvinde ud i sandet. Trods at Astra og hende var kommet nogle lunde på god fod. Kunne tjenestefolkene så finde på at foreslå at hun var uægte? De havde trods alt set mere til deres forhold end Astras og hvis de ikke ville have hende som leder og have Astra i stedet. Så kunne de lave en del rav for hende. Elaina så roligt på ham, hun var ikke ligefrem glad for at han havde opdaget hendes kropssprog for frygten af hvad det kunne være. ”Man sætter sig vel altid nogle ting i hovedet, når man ikke kender rygtet” svarede hun roligt, Elaina havde ikke tænkt sig at fortælle alle hendes små hemmeligheder. 

Deavás fornemmede lidt at hertuginden ikke var i stand til at give slip på den stive facade, det var lid en skam, men Deavás kunne ikke hjælpe hende, så længe at vagten stod ved hendes side. Han sukkede lavt, som han hev let på skulderne. Beskyldte hun ham for at lægge ord i hendes mund? Måske, det var ikke nødvendigvis en dårlig ting, men kunne hun forhindre det? Eller var hun også naiv? Ungdommen var svær at gøre sig klog på og hun var tydeligvis ung.. Deavás bukkede hovedet let, som han lod emnet ligge. Hun trængte virkelig til at slappe af, hvis den kommentar gik hende på. Som Elaina nævnte en svigerinde, smilte han blot roligt. Selvfølgelig skulle hele familien involveres i den slags sager. Deavás selv kunne ikke drømme om at inddrage sin familie i hans affære. Men sådan var de jo bare forskellige. ”Og De mener, at Deres svigerinde har styr på det?” spurgte han stille, som han førte en finger langs med papiret i bogen. Siderne var godt brugte efter hånden, men indholdet var ikke hvad man forventede, dog holdt han den tæt til sig, så den ikke faldt i de forkerte hænder.

Smilet på hans læber forsvandt ikke, som hun lod til at tænke over det. Han havde tydeligvis ramt et ømt punkt. Var hun nervøs for at magten skulle glide ud imellem hendes fingre, som sand? Deavás mødte hendes blik, som han nikkede let, han lignede en der tænkte for en stund. ”Måske De i virkeligheden har mere at skjule?” lød det køligt, som han hævede det ene øjenbryn og ledte efter hendes reaktion i øjnene. ”Men jeg kom ikke her for at blande mig, blot De er overbevist om at gøre noget, så skal jeg ikke presse mig yderligere på” svarede han med et nik. Hvor langt kunne han trække det ud? Han ville have haft meget nemmere ved det, hvis hun lod vagten gå, men det ville næppe ske.

Det var en nødvendighed at have Astra med indover, Elaina havde fuld forståelse for at hun ikke ligefrem syntes om hende. ”Ja, jeg har tillid til hendes evner” svarede hun roligt. Selvom hun ikke altid var helt fan over de valg hun gjorde, men sådan ville det nok også være i et ægteskab. Hektor gjorde endda nogle ting hun fandt dybt forkerte, så som at vandre offentlig i blandt folket helt sårbar. Det kunne hun aldrig drømme om.

Da deres øjne mødtes bevarede hun roen det var hun nødt til. Elaina ville ikke råbe sine hemmeligheder. ”De er ikke så lidt nysgerrig” svarede hun tilbage. Selvom hun vidste at han muligvis kunne en ting eller to om hende, hendes overfald var blevet lettere udbredt i byen. Af det følte hun sig svag og naiv. Hun hade at det var sket, ikke kun af det, men også de mén hun havde fået og de ar. Det kunne heldigvis ikke ses i dag, men under kjolen over hendes bryst stod dæmonens navn, som en evig påmindelse. ”Selvfølgelig. Jeg er dog nysgerrig hvorfor ønsker De at hjælpe mig?” spurgte hun roligt. Hun undrede sig over, hvad mon han fik ud af dette møde.

Deavás nikkede roligt til hendes ord, han var ikke kommet for at betvivle deres evner, men det var måske noget hun var van til. Han valgte blot at udtrykke sin bekymring, så hun havde en chance for at gøre noget ved det. Det var ikke fordi han havde erfaring med ægteskaber og den slags aftaler man lavede med hinanden, han ville umuligt passe ind i den ’kasse’, så det var bedst at undgå det. Desuden så gav det kun problemer..

Hertuginden virkede umådelig fattet, som deres blikke mødtes, alligevel kunne han ikke lade vær med at smile af hendes ord, et glimt viste sig i hans øjne, som han måtte se sig afsløret. ”Det beklager jeg” lød det roligt, som han bukkede hovedet let. ”Med mit arbejde, så er der ikke den viden, som jeg ikke vil have fat i” indrømmede han smilende, som han mødte hendes blik igen. Dæmoner var aldrig til at lege med, men det vidste hun vist også godt selv og Deavás var bestemt ikke et bedre eksemplar, han var måske værre. Dog brugte han en del tid på at tænke og overveje de konsekvenser, som det ville have for ham. Hertuginden var jo godt beskyttet og den slags overfald ville være svære at skjule. ”De lader til at være mindst lige så nysgerrig” pointerede han med et næsten venligt smil på læben. Han kunne godt forstå hendes undren. ”Jeg kunne frygte, hvad en eventuel afløser vil have af indflydelse på lennet, så måske De er det bedste bud?” det var en lettere flyvsk konklusion, som det ikke forklarede hans intentioner helt.

Trods deres nok uenighed, så beklagede han for hans direkthed. ”Vi går vel blot det, vi vabt til” hun var trods alt også vant til, at værnere om sit privatliv. Da mange var nysgerrige og som næsten hele samtalen var bygget på, rygter. En sætning forkert og det kunne være nok til at starte en hel lavine af forklaringer og gøremål for at rette op.

Selvom hun selv var nysgerrig, hvilket han også påpegede. Elaina smilede blot, da det var en anelse dobbeltmoralsk ”Kan De bearbejde mig?” spurgte hun, en anelse kæphøj, men stadig med et smil om læben. De fleste ville nok ikke bearbejde om at finde ud til bund i rygterne og hvad tænker den anden havde. Hun var trods alt ung, dog ikke dum, derfor vidste Elaina også at det var væsentligt at lytte til andre selvom hun ikke altid var enig. Kunne den andens mening være synet hun ikke selv havde set. ”De har måske kendskab til, hvem der ville bestyre Lennet, hvis ikke jeg?” Spurgte hun roligt og tog endnu en tår af theen. Der var trods alt to muligheder, Elainas svigermor eller svigerinde. Den ene mere egnet end den anden også ikke. Elaina var spændt på, at høre hvad han mon havde hørt om disse, hvis han overhovedet ville fortælle hende det.

Hertuginden så ud til at acceptere hans undskyldning, som han bukkede hovedet stille til hendes ord. Det blev til et svagt nik, ikke at han var van til at opføre sig så… formelt. Det gøs ham langt ned af nakken, men det var ikke noget han gav udtryk for. Han var forholdsvis fattet og rolig, Deavás havde spillet skuespil op til flere gange, men det var nok første gang, at han ikke havde haft meget tid til at forberede sig på sin modstander. Hisashi skyld, men nu befandt han sig i situationen, så kunne han lige så godt få noget ud af det. Et stille smil spillede over hans læber, som han lod blikket dale. Hertuginden var en smuk kvinde, men den form for tanker, kunne få smidt ham i fangehullet og han var bestemt ikke kommet for at starte endnu et rygte. Men så igen, en kvinde i hendes alder havde også behov, der skulle dækkes og nu hvor Hertugen ikke længere var en del af husstanden, så måtte hun finde det et andet sted?

De gyldne øjne søgte hendes blik igen, som hun spurgte ham direkte. Deavás trak let på skulderne, som han smilte til hende. ”Selvfølgelig ikke” svarede han med et fattet smil. Han var mindst lige så nysgerrig. Hvilket de begge havde slået fast allerede. Rygter kunne hurtigt tage overhånd og hvis man ikke gjorde noget for at forhindre dem i sprede sig, så ville det ende galt. ”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den familie, som Deres nåde giftede sig ind i, har et andet syn på lennet end Dem selv.” lød det roligt, hans blik dalede igen. Alternativet var en ældre og knap så attraktiv kvinde eller en stædig tøs, som ikke lod sig skubbe rundt. Deavás havde mødt hendes svigerinde, men han var næppe klar over, at det var hende. Det var blevet til et kort visit og han var ikke ligefrem overbevist om hendes værd. Eller nogen andens. ”Men jeg befinder mig ikke i en position, hvor jeg føler, at jeg kan tale frit” svarede han stille, som han nikkede mod hendes vagt, før at han vendte blikket mod hende.

Elaina smilede blot. Hun følte det nærmest lidt underligt, som samtalen skred frem, at de begyndte kunne bedre forstå hinanden, selvom der var ting i det usagte endnu. Hun nikkede blot ”Jeg må desværre være enig med Dem” uden at sige, hvad det konkret indebar. For Elaina lød det til, at havde kendskab til dem begge. Selvom hendes svigermor sjældent befandt sig offentligt. Så var Astra og jeg da enige om, at hun havde bedst ved at være inde. Den fulderik ville intet godt gøre og ville nok kun komme i problemer.

Elaina så roligt på ham. Selvom hun følte at de bedre kunne snakke, følte hun stadig ikke helt tryg. Mon hun nogensinde ville det? Alligevel viftede hun vagten væk, dog bevægede vagten sig væk, men stadig i stand til at se på dem. Elaina sendte dem aldrig væk. ”Bedre?” spurgte med et snu smil, uden dog at mene noget med det. Ville han dog gøre hende fortræd, så ville det vel ske uanset om vagten var tæt på eller ej. Det gøs ned ad ryggen på hende, som tankerne samlede sig om Vokun og væk fra det faktum, at han blot ønskede at tale mere frit.

De var muligvis kommet en anelse skævt ind på hinanden, mest af alt fordi Elaina havde set sig sur på ham fra begyndelsen, noget som de begge kunne takke Hisashi for. Men nu hvor de havde chancen for at lytte til hinanden, så var der en større chance for at Deavás faktisk ville gå derfra uden at føle, at han havde spildt tiden. De var dog enige, som Deavás nikkede høfligt og kort med hovedet. ”Så er vi faktisk kommet til enighed om noget, Deres Nåde” svarede han med et smil, der var ingen grund til at rode mere rundt i det. Rygter var der mange af og Deavás havde også brugt tiden til at undersøge hendes familie. Det var uden tvivl en underlig familie at være fanget af. Men så igen, Deavás forstod sig ikke på den slags familiære bånd, han havde kun hans søster, som han en sjældent gang besøgte, når det passede ind i planerne og når hovedstaden ikke var overrendt af vagter, der ønskede afløb for deres frustrationer.

Vagten blev ikke sendt helt væk, som han fulgte vagten med blikket. Det var ikke nok til at han kunne komme tæt på, men så måtte han bruge en anden fremgangsmåde, for hun ville blive mistænksom, hvis han bad hende om at sende vagten helt væk. Deavás rettede blikket mod Elaina igen, som han nikkede roligt. Han lænede sig frem, så han placerede albuerne mod sine knæ. ”Jeg fornemme lidt, at De er utryg?” det var ikke en direkte konklusion, men han kunne fornemme det på hende. Han havde brugt meget tid på ofre og lignende til at læse deres mindste træk og hun lod til at virke bange? Men han havde intet gjort for at fortjen den form for frygt. ”Er der noget, som De skjuler for Deres ansatte? Er der sket Dem noget?” hans stemme var rolig, som hans blik var fattet og ikke bar præg af de direkte spørgsmål. Hun skjulte noget, ikke sandt?

Elaina smilede kort ”Ja” svarede kortfattet, det var ikke en diskussion eller snak hun ville tage med ham. Den lå nok mest til egne tanker, da man som individ altid oplevede noget forskelligt og havde forskellige opfattelser af hvordan det hele hang sammen. 

Hun så ned da han nævnte det. Hun brød sig ikke om at blive læst på denne måde eller give en anden de fornemmelser. Måske det var med til at rygtet var startet, at hun simpelthen var for naiv, at ride ud da det frarådes og sætte andres liv på slip. Hvis de bare vidste, dengang. Elaina krummede sine tæer, det var en hård tid og endnu hårdere tid hun stod foran nu. Elaina bed sig kort i læben og så imod ham. ”Jeg fornemmer De ikke har hørt det?” de var ellers på alles læber, de dage hvor hun lå i koma. Eller havde andre ikke set som noget at snakke om mere, måske var det derfor han ikke havde hørt det.

Elaina så imod vinduet og sukkede svagt ”De kan vel lige så godt høre det fra mig, som alle mulige andre” hendes stemme var trist og det tydeligt at høre, at ikke var noget hun var stolt over. ”Jeg red ud en dag. Dengang plagerne herskede, jeg blev angrebet af en” hun gik svagt i stå. Det var stadig hårdt for hende at tale om ”væsenet torturere mig, end til han blev kaldt på. Jeg blev heldigvis fundet af Hektors vagter, da jeg havde været væk så længe, at Hektor blev bekymret og de begyndte at lede. Jeg lå nok i koma i et par dage” afsluttede hun. Arene var stadig tydelig, en evig påmindelse om det hun gik igennem. Det hun stadig gik igennem. Nætterne var dog de værste, men det var heldigvis blevet en anelse bedre. Elaina lukkede kort sine øjne tog en dyb vejrtrækning og så på ham igen.

Der var ikke mere at diskutere og Deavás var tilfreds med de informationer, han havde fået indtil nu. Hun var næppe klar over det, men han analyserede alle og enhver, som han stødte på. Hver enkelt detalje blev noteret i hans sind, til når det skulle bruges igen. Han havde faktisk ikke brug for nedskrevne ord, da han havde det hele gemt i hovedet. Låst og gemt langt væk, men han kunne nemt tilgå informationerne. Men der var ikke mange, som troede på hans evne, så ofte var det nødvendigt at kunne fremvise de skrevne ord. De betød tilsyneladende mere for nogen end ham selv.

Der var mange rygter og han havde allerede forklaret sin mening til disse, han ville langt hellere til bunds i dem og høre det direkte fra kilden. For rygter kunne nemt fordrejes og rettes til efter behov, afhængig af, hvad de skulle ramme og såre hos modstanderen. ”Jeg foretrækker at høre historier direkte fra kilden” han nikkede svagt mod hende. Hendes stemme bar spor af smerte, en smerte, som ikke var nem at glemme. Men der var mange måder hvorpå man kunne glemme minder, men det kom altid med en pris for måske man ville ende med at miste noget af sig selv i processen. Det ville heller ikke være en smertefri proces, men Hertuginden ville næppe være interesseret i den slags formularer, uanset hvor meget smerte hun var i.

Plagerne havde påvirket alle.. De havde ødelagt mange aftaler, som Deavás havde samlet over årene, men med tiden havde han skabt lignende forbindelser og deres organisation var ikke længere i fare for at miste fodfæste. Men nogle væsner havde lidt større tab, at hun så havde været dum nok til at bevæge sig ud selv, var hendes eget valg. Men det fortalte ham også at hun var villig til at gå ud på egen hånd. Så skulle han bare vide hvornår. Men måske oplevelsen havde holdt hende inden døre lige siden? Tortur fik hans opmærksomhed igen, som tankestrømmen begyndte på nu. Han blev kaldt på.. Sætningen lød så specifik, der kunne næsten kun være tale om en dæmon. En dæmon vis navn var blevet afsløret og nu var dæmonen nødsaget til at adlyde et andet væsen. En frygtelig skæbne. Han rynkede irriteret på næsen, som han satte sig tilbage i stolen og lod fingrene glide over armlænet. ”Det er desværre de oplevelser, som former os” svarede han med et nik. Oplevelsen påvirkede hende endnu, mon der var noget ved ham, som mindede hende om dæmonen? Derfor hun var utryg?

Elaina kunne ikke helt tyde om han havde hørt det fra andre eller ej. Det var dog alligevel ligegyldigt. Hektor havde gjort et stort arbejde, at få folket til at forstå og dermed føle med hende end at tænke det værste om hende. Det var nok nogen som alligevel tænkte deres, men det kunne ingen forbydes. Elaina havde gjort det fordi, hun følte sig fanget i ægteskabet og plagen havde blot gjort det svært at være på lennet. Det var underligt for hende at tænke på, for nu var han her ikke mere også savnet hun det et sted, eller måske var det nok nærmere savnet om at føle sig i sikkerhed.

Elaina trak på skulderne, han havde ret, men ens valg og de personer hun havde mødt på sin vej havde også gjort sit for at forme hende til den person hun var i dag. Det slog pludselig Elaina, nu hvor han var overhoved for bibliotekarerne kendte han måske dæmonen hun havde stået overfor. ”Siger navnet Vokun Dem noget?” spurgte hun endelig og tavsheden blev brudt for en stund. Elaina brød sig ikke om at sige væsenets navn, men hvis hun kunne finde ud af hvad og hvem det var, kunne hun måske også bedre beskytte sig selv imod det? 

Deavás ønskede ikke at Hertuginden kunne læse ham, så han gjorde en del for ikke at give udtryk for det. For han skulle nødigt give hende den forkerte ide omkring ham, det var slemt nok, at hun så ham som en simpelbibliotekar, men om ikke andet, så virkede erhvervet knap så truende, som han kunne fremstå i visse situationer. Måske det var den eneste grund til at hun faktisk havde indvilligt i at møde ham i enerum, for uden den ene vagt. Men han kunne stadig fornemme hendes uro, så der var noget over ham, som påvirkede hendes minder om denne dæmon. Tanken morede ham, men han gav ikke udtryk for det, som han blot lyttede til hendes historier. Dæmoner var kendt for deres direkte fremgangsmetode og det samme var Deavás, men med hende, var han nødt til at være forsigtigt. Primært på grund af vagten ikke langt fra dem.

Det var længe siden at han havde ladet nogen påvirke ham, men han kunne næppe se sig fri fra andres indflydelse, men det var langt fra i samme omfang som hende. Hun havde ladet dæmonen påvirke sig, og oplevelsen havde sat sig fast i hendes sind. Han rynkede let på næsen, som hun nævnte navnet på dæmonen. Et stille smil gled over hans læber. ”Dæmoner er farlige væsner, Deres Nåde” han svarede ikke direkte på hendes spørgsmål, men var det virkelig nødvendigt, for hvad ville hun bruge et eventuelt svar til? Hun vidste udmærket godt, at hun for al i verden skulle undgå denne dæmon en anden gang. Men hun var næppe klar over, hvem hun faktisk sad overfor. Deavás kunne gøre værre ting blot med sine ord, men så længe hendes tanker holdt fat i mindet om denne Vokun, så kunne han ikke gøre meget.

”Selv med de minder, lader De til at stå med oprejst pande overfor Deres folk. Det er beundringsværdigt, Deres Nåde.” hans stemme var rolig, mild og fattet, som de gyldne øjne hvilede i hendes. Blikket flyttede sig ikke og han lod atter tavsheden lægge sig over dem, som han smilte let til hende. Der var ikke lagt mange følelser i smilte, dog var det svært at læse, medmindre man kunne læse hans tanker samtidigt.

Elaina ville ikke kræve et svar fra ham, det tydeligt at han undgik at svare direkte på det. Hun nikkede blot. De var meget farlige, men dengang kunne hun ikke engang flugte. Han havde dræbt hendes hest på stedet og løbe ja, det nyttede intet. Så hvad skulle hun have gjort, jo hun skulle aldrig have gået ud. 

Hun så imod ham, det var ikke en sætning hun havde forventet ”Mange tak, jeg forsøger ikke at gøre mine personlige kampe til andres” svarede hun roligt tilbage og så i de gule øjne, det var som om han vidste mere om denne dæmon end han ville sige, men hun lod det ligge. Hun havde alligevel ingen hun ville sende for at pågribe ham.

Enhver fornuftig hertuginde sige, aldrig ville det blive andres ansvar, og hun kunne ikke vise svaghed og slet ikke nu slet ikke med det rygte, de ville blot få hende til at se svagere ud. ”Jeg har for resten slet ikke fået Deres navn” sagde hun så, for at bryde den lidt underlige tavshed. Katten havde aldrig nævnt det, blot hvad han lavede, og han vidste tydeligvis hendes, det var vel kun fair at hun også kendte hans.

Det var altid dumt at afsløre for meget som sig selv og Hertuginden skulle nødigt tro, at hun kendte ham. For hvad hun så lige nu, var kun hvad han ønskede at hun skulle se. Og sådan skulle det helst forblive, så længe at han kunne holde samtalen under kontrol. Ikke at den havde været farlig indtil nu, hun havde haft fokus et andet sted end på ham.
Deavás nikkede roligt af hendes taknemmelighed, som han smilte høfligt til hende. Et anstrengende smil for ham, men han gav ikke udtryk for det. Han havde respekt nok for de adelige, men det betød ikke at han altid var enig i deres metoder. Elaina ville dog næppe lytte til de ønsker han bar rundt på, for det ville ikke falde hende naturligt og ville bestemt også rette mere opmærksomhed mod hende, end hvad hun ville indrømme. Hun ønskede jo at holde privatlivet privat. Og det var som sådan forståeligt nok. Andet kunne være farligt. ”Det lyder modent, Deres nåde” det var en form for bekræftelse af hendes beslutning, som han var enig i hendes ord.

Samtalen var begyndt at blive vendt mod ham, som han pludselig blev spurgt efter sit navn. Fristelsen var for stor til ikke at udnytte, som han roligt lod blikket hvile i hendes. ”Vokun” svarede han køligt. Han lod tavsheden sænke sig over dem, før at et smil bredte sig over hans læber. Måske det var at tage det hele et skridt for langt? ”Det beklager jeg..” nej, det gjorde han faktisk ikke. ”Navnet er Deavás, Deres nåde” svarede han med et buk med hovedet, som han afventede hendes reaktion. Oplevelsen havde sat sine spor, men ville hun kunne lægge det til siden, eller hvordan ville hun reagere?

Elaina nikkede blot. Det var ikke første gang hun fik at vide, at hun var moden af hendes alder. Trods det, var hun glad for, at få bekræftelsen. Det tyde jo blot på at trods alt gjorde noget rigtigt.

Elaina tog endnu en slurk af theen, men da han sagde Vokun slap hun koppen og det sidste varme the landede i hendes skød, og koppen faldt videre på gulvet og gik i stykker. Elainas øjne blev store, fulde af frygt og rædsel for det der kunne ske. Hun var nærmest stivnet i situation og kunne ikke få et eneste ord ud af munden. Da vagten hørte koppen gå i stykker skyndte han sig imod dem. Det var tydeligt for ham, at Elaina var langt fra okay. Hun var nærmest gået i chok. Vagten kendte ikke til samtalen og selvom han havde undskyldt for lidt siden og sagt sit reele navn. Sad hun stadig frosset til, blot frosset fast på ham. I løbet af de få sekunder var hun blevet ligbleg at se på. Vagten kunne se dette og antog derfor at han havde sagt noget til hende, som fik hende til at reagere således. ”Hvad sagde De til hertuginden” hans stemme var alvorlig og anklagende. Elaina sagde stadig intet og gjorde intet.

Der var komplimenter nok at hente eller tage af, men Deavás var også overbevist om at de næppe alle ville falde i god jord hos Hertuginden. Desværre så det også ud som om hun ikke var i stand til at håndtere navnet. Hun havde selv lige sagt det højt, men det lød tydeligvis anderledes, når det kom over hans læber. Hendes reaktion fortalte ham blot hvor dybt oplevelsen stadig sad i hende. Hun var tydeligvis stærkt påvirket af det endnu og facaden var smuldret for øjnene af ham. Indvendigt irriterede det ham, at hun havde haft koppen i hånden, for hvis det ikke havde været tilfældet, så var vagten nok ikke dukket op og han kunne leve længe på den form for traumer, men nu var han tvunget til at tage stilling til vagten.

Allerede før at vagten var kommet hen til dem, havde Deavás rejst sig op for at samle skårene af koppen op i sin hånd. Hans gyldne øjne rettede sig mod vagten, som straks stillede spørgsmål ved hans ordvalg. Han rynkede let på næsen. ”Intet usædvanligt..” løj han, men han var god til at holde facaden kørende og så længe Elaina ikke kunne sige noget, så kunne han nå at køre den langt ud. ”Men jeg tror hun er i chok, har I nogen i huset, som kan tilse hende?” spurgte han lettere forhastet, som var de nød til at reagere hurtigt, skulle det blive værre.

Vagten så anelse mistænksom på Deavás, som han forklarede sig. Der måtte jo have sket noget, spørgsmålet var blot hvad. Vagten vidste at Elaina ikke lige var sådan at skubbe udover en kant. Vagten valgte derfor ikke at forlade dem, men blot til kalde en tjenestepige, som fik besked på hente en kølig klud og noget urte the, som hun før havde fået til hjalp af reaktioner som disse. 

Elaina så med store øjne, som han kom tættere på hinanden. Inderst inde havde hun lyst til at give ham en lussing, men endnu var hun lammet. Det var først da vagten blev ved hende, at kroppen lige så stille slappede af, samtidig så var han ikke ham. Elaina så anstrengt på ham, hvor hun forsøgte at finde ud af hvad hun egentlig ville sige til ham. Hun godtog bestemt ikke hans undskyldning, han ville jo ikke engang indrømme det for hendes vagt. ”De er godt nok ikke ked af det” kom det endelig ud af hende. Elaina havde mest af alt lyst til et kram, føle sig beskyttet, men hun havde ingen. Hun lage arme om sig selv og forsatte ”Jeg tilgiver dem ikke, for deres usmagelige humor” hendes stemme var en anelse kølig. Han skulle nok ikke forvente meget mere af hende, hun var som en lukket dør og det ville kræve en del at vinde hendes det tabte tilbage.

Tjenestepigen kom endelig tilbage og lage kluden på Elainas nakke, og gav hende theen. Hvorefter hun tog en tår, kroppen reagerede efterfølgende med at få mere farve i kinderne. Selvom hun nu havde fået sagt noget, var hun stadig ikke helt sig selv. Hun kunne stadig ikke rører sig, selvom lysten for at slå ham sad i hende, lysten til at forsvarer sig, men hun vidste at hun intet kunne, hun var hverken stræk eller kendte de rigtige teknikker. Da hun antog, at havde langt større kendskab til det end hende.

Så længe at Deavás ikke indrømmede, hvad han havde sagt, så havde vagten ikke noget på ham, så han havde ikke planer om at dele kommentaren med ham. Det var imellem ham og Hertuginden, så han følte ikke, at han behøvede at inddrage vagten. Det var ikke ligefrem et tegn på styrke, at Elaina kunne blive så påvirket af et navn, men det gjorde ham en anelse nysgerrig på, hvad denne dæmon havde gjort imod hende. Det måtte have været et interessant møde, som han ville have nydt at overvære, men det var ikke muligt. I stedet måtte han nøjes med de følelser, han kunne fornemme fra Elaina nu. Hun var mundlam, ude af stand til at sætte en stopper for hans indtrængen i hendes personlige rum. Men han holdt sig tilbage, så snart at vagten valgte at blande sig. Fokus hvilede mod skårene i hans hånd, som tjenestepigen blev tilkaldt. Han valgte roligt at lægge det fra sig på bordet, før at han rejste sig op igen. Det var ikke hans job.. Og så længe vagten var tæt på, så kunne han ikke fortsætte med sine ord, han måtte i stedet se hende genfinde sin styrke, hvor end hun havde smidt den hen.

Deavás vendte tilbage til sin stol, som han satte sig til rette. Hvis hun havde tænkt sig at smide ham ud, så måtte hun gøre det. Men indtil videre havde han i sinde at blive for at se, hvordan hun ville komme tilbage fra det. Hendes ord fandt endnu en gang vej udover hendes læber, som han foldede hænderne i sit skød og mødte hendes blik endnu en gang. Deavás valgte at bukke hovedet svagt, han havde ikke andre måder at være ydmyg på, men selv ikke det var særlig overbevisende, som han rettede de gyldne øjne mod hende igen. ”Jeg er klar over, at det var for tidligt” forsvarede han, blikket blev rettet mod vagten for en stund. Han sagde intet til ham, det eneste han gjorde var at smile. ”Men..” blikket blev rettet mod Elaina igen, som det var langt mere alvorligt, smilet var en anelse skummelt, som han langsomt rettede på skjorten. ”At De ikke er i stand til at håndtere det, får mig til at tvivle..” hans stemme var rolig, blikket forlod ikke hendes ansigtstræk, som han ønskede at få alle følelserne med. Hun havde dem uden på tøjet, så det var nemt at se hendes reaktion.