Kommentaren fra Deavás fik straks stoppet Haurus latter, som hun udmærket var klar over hvad han mente. Egentlig vidste hun ikke selv hvor meget hendes tidligere aktivitet havde påvirket denne krop, men for at være helt logisk, havde denne krop ikke oplevet noget. Slet ingenting. Hvilket også var dét der gjorde hende nervøs for hvad hun skulle forvente. Hun havde vidst givet et par andre piger en dårlig første gang i fortiden, men hun havde så heller ikke forventet at stå i selv samme situation på noget tidspunkt.

Hauru forsøgte at presse sig selv endnu tættere på Deavás for at forhindre ham i at presse hånden mellem dem, men det lykkedes selvfølgelig ikke. Kysset slap hun selv idet fingrene blev skubbet ind i hende og hele kroppen blev spændt i nervøsitet for følelsen. Gispet der kom fra hende lød også lidt tilbageholdt, som en blanding af hvad der foregik længere nede og vægten fra Deavás der blev presset mod hende. Efter nogle få tunge vejrtrækninger løsnede hun dog lidt op igen i et forsøg på at nyde det. Den smerte hun forventede hele tiden, var stadig ikke kommet, men hun strammede grebet om hans hår. Den anden hånd lagde hun mod hans skulder og skubbede let. Det var ikke fordi det var ubehageligt, nok mere fordi det var anderledes. Det var noget meget andet end hvad hun var vant til, så ikke at prøve at få det til at stoppe ville være underligt.

Hauru havde ingen ide om hvad der ventede hende og noget kunne tyde på, at hun godt var klar over det, som latteren hurtigt falmede, så snart at han gjorde hende opmærksom på det. Mon det var et tegn på, at der var tale om en jomfrus krop også selvom Hauru langt fra kunne kategoriseres som én? Tanken morede han gevaldigt, som ikke havde noget imod at give ham en ordentlig omgang, som han ikke ville komme til at glemme. Så længe Deavás selv fik noget ud af det, så var der intet i vejen for at gøre det bare lidt behageligt for Hauru, hvor meget han gerne så ham vride sig.

Der var ingen grund til at trække i land nu, så Deavás lod ham ikke lukke ham ude, ikke at det ville være nemt, så længe at Haurus ben stadig var spredt på den måde. Han følte sig roligt frem for at presse på det rette sted, så han rigtig kunne mærke forandringen i nydelsen. Det var selvfølgelig ikke det samme, som havde det været Haurus lem, men nu hvor det var forsvundet, kunne Deavás drage nytte af noget andet i stedet for. Han valgte bevidst at varme hende op først, som han nødigt ønskede at skræmme hende bort, så snart at han tog det hele skridtet videre. Han slap hendes læber, som han bevægede sin ned over hendes hals og over hendes bryst endnu en gang. Med denne hånd på hendes bryst masserede han hende, imens at han legede med det andet bryst med tungen. Stille bevægede han sig længere ned over hendes mave til han havde placeret sig imellem hendes ben og tog et hårdt tag i dem, så hun ikke stak af, når han først begyndte. Med blikket rettet mod Hauru, lod han tungen strejfe hende kort.

Presset der blev lagt lige præcis hvor Deavás ville, fik Hauru til at slippe resten af spændingerne i kroppen og udbryde et støn, der ikke var til at tage fejl af. Som han begyndte at flytte sig ned over hendes hals, slap hun grebet om hans hår og rettede sig lidt op. Hun placerede albuerne i jorden, mens han koncentrerede sig om brysterne, hvilket langsomt fik hendes vejrtækning til at blive lidt tungere i takt med de lave støn.

Hauru gispede kort over grebet om hendes ben og endnu engang bragte det nervøsiteten frem. Kort forsøgte hun at hive det ene ben til sig, for at slippe ud af hans greb, men lige så snart tungen strejfede hende, stoppede hun med at gøre modstand. Det blik hun fik sendt tilbage til ham var lidt forvirrende, i form af at det tydeligt kunne ses at hun nød det, men alligevel så hun lettere irriteret ud. Af frygt for hvad der skulle ske, havde hun flere gange haft lyst til at bede ham om at stoppe, men på den anden side havde intet været ubehageligt indtil videre. Hun tænkte også at hun muligvis ville blive straffet, hvis hun bad ham om at lade være. Med en tung vejrtrækning, for at forberede sig en anelse, lagde hun sig ned igen og forsøgte så vidt muligt at slappe af.

Deavàs havde ikke sagt at hun ikke måtte flytte på sig eller tage flere i løjerne, dog var han fint tilfreds med at få følelsen tilbage i nakken, som hun ikke længere rev rundt med ham. Det gav ham også mere frirum til at bevæge sig i. Han nød hendes lyde, imens at han bevægede sig længere ned over hende. Havde Hauru atter sluppet hæmningerne og lod ham gøre som han ville? Sikkert ikke, men for nu nød han muligheden. Mand eller kvinde, det var underordnet.

Hauru skulle ikke stikke af fra ham og han var overbevist om at han godt kunne holde hende ned på nuværende tidspunkt. Der var dog en anelse modstand, men ikke længe ad gangen, som Deavàs strejfede hende med tungen. Han kyssede hende roligt, før at han pressede en finger ind i hende. Fingeren fandt dog stille vej til hendes røv. Der var vel intet i vejen med at minde hende om at hun i havde to.. Deavàs slap hende let, som han rettede sig op for at smide skjorten og åbne bukserne. Der var ingen grund til at tirre hende for længe, så længe hun var gjort varm, så kunne han godt tage del i nydelsen. Derfor lagde han sig imellem hendes ben for at presse deres underliv imod hinanden. Han søgte at hendes læber for at forhindre hende i at protestere.

Hauru havde mere eller mindre sluppet alle hæmninger og lod Deavás gøre som det passede ham, men der var ingen tvivl om at hun var mere end klar til at gøre lidt mere modstand hvis hun følte for det. Indtil videre havde hun dog affundet sig med situationen og nervøsiteten var ikke så stor som den havde været.

Som fingeren blev presset ind i hende undslap endnu et støn og vejrtækningen blev straks tungere. Hendes reaktion på at han fandt vej til hendes røv, var et lettere tilfreds smil. Hun foretrak bestemt røven frem for noget andet, hvis det stod til hende, det vidste hun hvad var og hvordan det føltes. Hun rettede straks blikket mod ham, da han slap hende for at afklæde sig selv og straks kunne man ane en form for skræk i øjnene. Lige så snart han lagde sig mellem benene på hende, blev hendes vejrtrækning lettere panisk. Det kys han fik placeret på hendes læber, slap hun hurtigt ved at dreje hovedet til siden og hun satte hænderne i jorden for at forsøge at trække sig væk.
"Nej, vent! Stop!" Panikkede hun, mens hun fortsat gjorde hvad hun kunne for at flytte sig fra ham.

Så længe at Hauru arbejdede med ham, havde Deavás intet imod at gøre det bare lidt behageligt for hende, men for at aftalen skulle overholdes, så forventede Deavás også at hun ikke ville komme med nogle seriøse forsøg på at få ham til at stoppe. Han kunne allerede mærke på hende, at hun nød det, så der var intet i vejen for at føre det lidt videre, han ville jo ikke selv få meget ud af at bruge fingrene til at behage hende, han skulle bestemt også selv have noget ud af arbejdet. Det tilfredse smil på hendes læber, som han strejfede hendes røv, fik et lusket smil frem. Var hun blevet van til at få den i røven allerede? ”Foretrækker De røven allerede?” lød det en anelse hånligt, eftersom at Hauru ikke havde været særlig villig til at begynde med, men måske havde noget forandret sig?  Det kunne ske, at han havde prøvet det mere end en gang og andre derved havde fået chancen? Det ville være ærgerligt, hvis ikke Hauru fik muligheden for at mærke det på den anden måde, men hvis hun gerne ville have det der, så skulle han nok gøre noget for at det blev opfyldt.

Alligevel havde Deavás allerede sat sig i hovedet, at han ville forsøge sig med det andet først, for det ville uden tvivl føles godt, i hvert fald for ham og hvis Hauru formåede at kommer over det, så ville det sikkert ikke være dårligt for hende. Dog fornemmede han hurtigt modstanden, som han dog ikke flyttede sig meget for at lade hende gå. Men hvis hun virkelig gerne ville stikke af, så ville han bare bruge magt. Så han holdt faktisk ikke fat i hende, hun kunne stikke af, hvis hun ønskede, men havde hun modet til det? ”Sikker på at De ønsker at gøre modstand? Aftalen lød på at jeg ville være flink, så længe De var villig til at følge mig” det var sidste chance for at komme tilbage til ham og opføre sig som en lydig hund, for ellers ville han blot tage det og så lovede han intet.

Den hånlige tone fra Deavás ville normalt have gjort Hauru vred, men denne gang kom et kort grin fra hende. Selvfølgelig var hun ikke vant til den følelse allerede, eftersom det kun var sket den ene gang med ham, men det var i det mindste en kendt følelse. Hun vidste hvad hun kunne forvente. Hun havde selv set de kvinder hun havde været lidt hårde over for i fortiden og de så bestemt ikke ud til at nyde det, så selvfølgelig var hun næsten rædselsslagen for hvordan det blev for hende selv.
"Frem for noget andet lige nu, ja," svarede hun med en snert af håb i stemmen. Måske hun kunne overtale ham til ikke at tage de nye dele i brug? Hun tvivlede.

Hauru fik ikke flyttet sig ret meget fra Deavás, før hun stoppede op for at lytte til ham. Hun vidste at han mente det, men om hun havde lyst til at bukke under for ham igen, var hun ikke sikker på. Det var ekstremt irriterende for hende at han havde formået at få en form for magt over hende, ikke kun nu, men også de andre gange. Skulle hun virkelig lade ham gøre det her, uden en smule modstand? Der var selvfølgelig også en anden mulighed. Det ville give Deavás hvad han ville have og Hauru ville have en lille smule kontrol over situationen. Hvis hun selvfølgelig fik lov, hvilket hun ikke vidste før hun prøvede. Så efter et kort stykke tid, hvor hun overvejende havde stirret på ham, flyttede hun sig en anelse fra ham, men kun for at stille sig på knæ. Hun lagde hænderne på hans skuldre og skubbede let til ham, for at få ham til at ligge sig. Samtidig genoptog hun det grådige kys hun fik stoppet før.

Mon latteren skjulte det faktum at Hauru ikke ønskede at finde ud af, hvordan det føltes i det andet? Det var dog ikke noget som ville forhindre ham i at bruge det. Der var altid mulighed for at bruge begge.. Men det ville måske bedrøve hende mere, hvis han fortalte hende om det? Men hvem havde sagt han var tvunget til at vælge? Deavás smilte let over hendes forslag, men så nemt ville hun bestemt ikke slippe. ”Den ene udelukker ikke det andet” han kunne ikke lade vær med at håne hende med situationen. Det var yderst nemt, men hvis hun nå bare lænede sig tilbage og forsøgte at nyde det, så kunne det næppe være så slemt, ikke at Deavás kunne tale af erfaring.

Det lod ikke til at være en let beslutning og Deavás kunne sagtens lade det gå sig på, men måske Hauru forsøgte at overtale sig selv til bare at give slip, så han havde mulighed for at lege frit med hende. Han nød magten over vampyren, så længe han ikke bed ham, så skulle det også nok gå stille for sig.. eller noget. At hun valgte at stirre på ham, fik han langsomt til at læne sig ned over hende igen, som han placerede nogle kys mod hendes bryst. Hvis hun ventede for længe, ville han ikke engang overveje at lytte til hende. At hun lige pludselig valgte at flytte på sig, fik han til at rynke på næsen. Hvilken konklusion var hun kommet til? Deavás var ikke overbevist om at Hauru havde overgivet sig helt, så han var ikke overbevist om at følge hendes ønske. Dog tog han flittigt imod hendes kys, som han alligevel lod sig skubbe. Han flyttede en hånd mod hendes nakke for at gribe fat i det lange hår. ”Få mig ikke til at fortryde det” hvæste han koldt, som han endte med at ligge sig ned, dog trak han bevist hende med sig, så hun ikke lige pludselig ville rejse sig og stikke af.

Hauru skar en grimasse over den tanke. Hvis hun selv skulle vælge havde det helt sikkert været det bagerste, men tanken om at blive udnyttet begge steder var mindre behagelig. Hun håbede dog på at hun kunne distrahere Deavás en anelse, måske få ham til at fokusere på det hun selv foretrak og glemme resten lidt. Ikke fordi hun regnede med det, da han havde det alt for morsomt over at skulle indvie Haurus nye krop.

Som der blev grebet fat i hendes hår kom der, som altid, et nydende gisp fra hende, uden at slippe kysset. Dog gjorde det hende mindre tilfreds at blive hevet med ned, som det havde været nemmere bare at rejse sig og flygte. Hendes intention var bestemt heller ikke at få ham til at fortryde at han lod hende ligge ham ned, men hun kunne selvfølgelig aldrig vide om hendes plan var tilfredsstillende nok for ham. Det skænkede hun dog ikke en eneste tanke, da hun udelukkende ville fokusere på at gøre det så mildt for hende som muligt. Som hun blev hevet med ned, kravlede hun ind over ham og placerede et knæ på hver side af ham. Hun fik med vilje sat sig lidt for langt frem, så hvis han ville ind i hende, ville det ikke blive der han ønskede. 

Grimassen var mere end velkommen, som det blot fortalte ham, at hun bestemt ikke brød sig om tanken. Men det gjorde det selvfølgelig mere sandsynligt at han ville gøre det mod hende. Hvordan skulle hun også kunne modsætte sig ham i deres nuværende situation? Selvfølgelig holdt han et vågent øje med hendes hugtænder og sikrede sig at hun ikke kom for tæt på. Men hvis hun valgte at bide ham igen, så ville han måske bare tage begge hendes hugtænder, så der ville gå lang tid før at hun atter ville kunne få noget som helst føde.

Der var tydeligvis intet i vejen med den grove behandling og dog så lod Hauru til at være en anelse tilbageholdende. Hun havde været mere medgørlig som mand, men måske hun ikke længere var så begejstret for det hele? Kysset blev en anelse grådigt og ivrig, som Deavás ikke ønskede at vente meget længere, han var klar på det næste og hvis hun ikke blev det, så var det bare ærgerligt. Deavás slap roligt hendes hår, som hun placerede sig over ham, men bevidst rykkede sig for langt frem til at han kunne nå hende rigtigt. Han kiggede irriteret op på hende, som han greb fat i hendes lår og forsøgte at skubbe hende længere ned. ”Hvis De ikke snart gør noget, så gør jeg” advarede han hende med et lystigt smil. Hun fik en chance og så var det slut.

Hauru vidste godt at hendes forsøg på at få Deavás til at gøre noget andet end det han ville ved hende, nok ikke ville virke, men hun knyttede stadig den ene hånd og bed tænderne sammen i irritation, da han fik flyttet hende længere ned. Men lige så snart hun mærkede ham den mindste smule mellem benene, løftede hun sig selv lidt op. Hun var dog nødt til at indse at hun ikke kunne trække det ud længere. Det var hun mere end klar over. Selvom det nu alligevel var fristende at udnytte situationen til lige at få et enkelt slag ind. Om det var i form af smerte eller sin sædvanlige flabethed, skulle hun lige tænke lidt over.

"Okay. Jeg skal nok gøre noget," sagde hun med en lettere usikkerhed i stemmen, som hun langsomt flyttede den ene hånd ned mellem benene og tog fat om ham. Hun sænkede sig stille og roligt og lige som hun skulle til at føre ham ind i sig, valgte hun i stedet at rykke sig lidt frem igen. Hvis han ikke nåede at stoppe hende, ville han blive ført ind lige der hvor hun foretrak og ikke der han havde planer om. Samtidig placerede hun den anden hånd på hans brystkasse og lod neglene rive ned over hans mave med et lettere lumsk grin.

Hauru var virkelig ikke i stand til at slappe af, og Deavás kunne sagtens se det på hende, som hun straks forsøgte at flytte, bare hun mærkede ham strejfe imod hende. Det var en anelse komisk og Deavás kunne ikke lade vær med at nyde øjeblikket, som han dog holdt fast i hendes lår, så hun ikke lige pludselig rejste sig og prøvede at flygte. Et slag ville dog forværre situationen for Hauru, men hvis hun var villig til at risikere det, så skulle hun selvfølgelig bare give det et forsøg. Han var selv travlt optaget af at presse på.

Truslen lod til at virke, som Hauru måske følte sig trængt op i en krog. Enten skete det nu eller også tog han over og så var det ikke til at sige, hvad det ville udvikle sig til. Et tilfreds støn undslap hans læber, som hun greb fat om ham. Hans blik hvilede på hende og hendes bevægelser, som han lidt forventede at hun ville gøre hvad der blev sagt. Et sidste forsøg skulle Hauru dog lige prøve, som han udmærket mærkede bevægelser, men han kunne altid starte ét sted, indtil hun ville tigge ham om at fortsætte det andet sted. Så han tog hårdt fat i hendes lår, så hun ikke kunne flygte op, hvorfra han valgte at løfte hofterne så han hurtigt smuttede ind i hende. Nok var det ikke der han først havde ønsket, men de kunne sagtens starte blidt ud.. Deavás bevægede sine hofter op og ned for at presse sig helt ind i hende, hvortil han udstødte et langt suk, som hun rev ham ned over maven. Hauru havde intet vundet på situationen. Hvilket også var grunden til at han slap hendes ene lår og lod hånden søge mod hendes underliv for at massere hende let på ydersiden samtidig med sine stød, før at han maste to fingre op i hende. Nok havde hun givet ham noget, men det var ikke helt nok, dog kunne han fortsat pirre hende lidt.

Hauru var mere end tilfreds med at hun havde valgt at flytte sig, så hun fik det præcist som hun ville have det. Lige indtil han blev presset ind i hende. Hun havde selvfølgelig ikke tænkt over at hendes krop slet ikke var den samme som første gang de var sammen på den måde og smerten der kom var hun bestemt ikke forberedt på. Hun udbrød straks et sammenbidt smerteskrig og forsøgte igen at løfte sig selv op, væk fra ham. Det lykkedes dog ikke, da han stadig holdt hende fast. Den lette berøringen mod underlivet fik hende til at trække vejret lidt tungere og et støn i nydelse lød fra hende da fingrene blev mast op i hende. Dog prøvede hun stadig at løfte sig selv op, ved at lægge begge hænder på hans mave og skubbe fra, for at slippe for smerten bagtil.

Selvfølgelig skulle Hauru have tænkt sig lidt om før hun havde taget valget om at flytte sig og lade ham trænge ind der, men der havde ikke været mege tid til at tænke sig om, da hun ikke havde haft nogle planer om at indvie den nye krop overhovedet. Selvom hun kunne have sagt sig selv at et møde med Deavás hurtigt ville ændre den beslutning. Det eneste hun havde nået at tænke over var, at tanken om at bruge en ny del afskrækkede hende mere end at bruge en del der allerede havde været i brug tidligere. Det havde hun så fortrudt rimelig meget nu.
"Stop! Slip mig!" Råbte hun, med samme form for irritation hun altid havde haft når noget gjorde ondt.

Selv når Hauru fik hvad hun gerne ville, så kunne hun ikke andet end at beklage sig. Der ville ikke gå lang tid før at Deavás atter ville overveje at lukke munden på hende, hvis hun altså ikke snart rettede ind. Hendes skrig kunne sikkert høres langt væk, men de var langt nok ude til at det ikke ville blive et problem. For selvfølgelig var det ikke smart at angribe en kvinde på denne måde, men nu havde Hauru selv bedt om det. Det lod til at hun reagerede bedre på berøringen af hendes underliv, som stønnene var mildere og mere behagelig, men så skulle hun ikke have modsat ham til at begynde med. Nu måtte hun så bare lære af sine fejl, som han ikke havde tænkt sig at stoppe nu hvor han endelig var kommet ind i varmen. Alligevel kunne han godt mærke at hun kæmpede imod igen og det var svært at holde hende ned kun med en hånd, så længe at han valgte at tirre hende med den anden.

Hvis Hauru ikke havde opført sig, som hun havde ved deres første møde, så var det ikke en gang sikkert at Deavás ville have vist interesse for hende igen. Han ville sikkert heller ikke have haft muligheden for at finde hende igen, medmindre de stødte på hinanden. Men Hauru havde stukket hånden ned i hans bukser og ikke omvendt.. Nu gav han bare efter for det brændende ønske hun havde. Hendes ønske om at han slap hende fik ham til at kigge lettere irriteret på hende, som han løftede hofterne og tvang sig helt op i hende. ”Det skulle De have tænkt på tidligere” lo han stille. Ikke at Hauru havde haft problemer med det tidligere, men det gjorde tydeligvis lidt mere ondt, når kroppen var forvandlet på denne måde. I sidste ende valgte han at give slip på hende, som han nev hende i underlivet og flyttede en hånd mod hendes bryst for at massere det roligt. ”Jeg var villig til at lade Dem nyde det, men De ender med at få mig til at skifte mening” kommenterede han køligt, som han legede med hendes bryst og hev lidt i brystvorten for at tirre hende. "Jeg kan jo mærke, at De godt kan lide det" fortsatte han, som hendes underliv ikke lod til at have noget imod det.

Hauru var mere end klar over at det var en masse forskellige signaler der blev sendt fra hendes side, men hun havde jo talent for at skifte mening ret hurtigt og ikke kun som kvinde. Endnu et skrig kom fra hende, da Deavás fik tvunget sig op i hende, mens hun fortsat gjorde modstand. De kvinder Hauru selv havde været mindre søde ved, havde som regel været i fuld gang med at lade tårene falde nu, men det eneste det gjorde ved hende selv, var at hun blev vred.

Lige så snart hun blev sluppet, men mærkede nivet i stedet fik hun lænet sig lidt for over og dermed fik hun også presset brystet mod hans hånd. Hun lukkede kort øjnene i og forsøgte at udholde smerten, som mere eller mindre blev glemt i det sekund han hev i brystvorten. Hun lænede sig til siden for at glide ned af ham og ned ved siden af hvor hun lagde sig på ryggen i græsset, for at få en kort pause. Dog hamrede hun lige et knæ efter hans mave med et smil, inden hun fik flyttet sig helt.
"Hvis det så bare var det hele jeg kunne lide, ville jeg ikke have noget problem," sagde hun irriteret og vendte blikket mod ham. Hun var forberedt på at få en straf for knæet hun havde hamret efter ham, om hun så havde ramt eller ej. Det var egentlig også hendes egen skyld at der var noget af det der var mindre rart end andet, men som altid bebrejdede hun Deavás og ikke sig selv. Til gengæld havde han gjort nogle ting hun ikke kunne brokke sig over, hvilket gjorde hende nysgerrig på hvad han ellers ville gøre. Måske hun alligevel skulle lade ham tage over? Hun var trods alt sikker på at hun nok skulle få nogle muligheder for at få en anelse hævn på en eller anden måde.
"Men okay. Så gør hvad du vil," sagde hun, som hun løftede sig op på albuerne og spredte benene igen. Der var selvfølgelig chance for at hun allerede havde fået irriteret ham nok til at han ikke ville være helt så blid ved hende længere, men hun håbede på at de lidt hårdere ting stadig var behagelige for hende, også i den nye krop.

Det rørte ham ikke, at Hauru blev vred, for det kunne han sagtens håndtere. Der var altid en mulighed for at droppe nydelsen og vende retur til at skaffe tand nummer to, men det ville næppe ske frivilligt fra Haurus side af. Så hvad foretrak han egentlig? Deavás blik hvilede konstant på hende, men fra tid til anden dalede blikket over hendes krop. Der var næppe nogen som ville bebrejde ham, hvis det var dem. Han skulede dog irriteret på hende, som hun lænede sig til siden og lagde sig på ryggen. Der var ikke meget vilje i hende og hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at prøve. Eller der var en anelse, som hun sendte et knæ lige ind i maven på ham. Han hvæste køligt af hende, som han lige skulle bruge nogle sekunder på at få luften tilbage i sine lunger. Hvad fanden bildte hun sig ind? Deavás rejste sig på den ene albue for at vende kroppen mod hende. Han strøg fingrene ned over hendes maveskind og holdt blikket rettet mod hendes øjne. Hans fingre kunne sagtens udforske hendes krop uden at hans blik behøvede følge med. Det endte dog med at han rev neglene ned over hendes krop med intention om at efterlade nogle mærker. Han flyttede hånden mod hendes hals igen. ”De ønsker nydelse, men samtidig forvolder De mig gerne smerte, så hvordan kan de forvente konstant nydelse?” han hævede det ene øjenbryn og havde mest af alt lyst til at gøre hende ondt.

Han vendte sig helt om, som han låste hendes ben med sit eget og spredte det ud til siden, så hun ikke kunne lukke af for ham. ”Beklag Dem én gang mere og jeg bruger kniven” truede han frustreret, som han ikke ønskede mere brok. Ikke hvis han skulle give hende bare lidt nydelse. Efterfølgende valgte han at stryge sine fingre ned over hendes maveskind, før han lænede sig halvt ind over hende og begyndte at kærtegne hendes bryst med tungen. Dette var sidste chance..

Hauru kunne ikke lade være med at smile tilfreds over knæet hun fik hamret i hans mave. Jo, det var mere end tilfredsstillende at give lidt igen, selvom hun egentlig gerne så at det blev lidt voldsommere end bare et knæ i maven. Det måtte hun se på senere. En lav nydende lyd kom fra hende over neglene over kroppen, men de mærker de efterlod var væk efter få sekunder. Hun fik sendt et svagt lumsk smil til Deavás som hun rettede sit blik mod ham, da hånden blev lagt om hendes hals.
"Det beklager jeg. Jeg troede du kunne lide lidt smerte," sagde hun drilsk, måske for at hovere en smule over at det faktisk var lykkedes hende at få et enkelt lille slag ind.

Hauru skævede kort mod benet der blev låst med hans, før hun udbrød et kort grin over hans trussel.
"Kom nu, brug den lidt alligevel," sagde hun lystigt med et lige så lystigt blik i øjnene, hvorefter hun udbrød et støn over tungen mod brystet. En kniv mod kroppen havde aldrig afskrækket hende. Hun var dog ikke i tvivl om at Deavás havde nogle andre tricks i ærmet med en kniv end hun havde oplevet andre havde, men det handlede mere om at vise ham at hun ikke var bange. Udover det ville det være underligt hvis hun ikke kom med en sådan kommentar på en trussel. Hun kunne ikke lade være. Hauru lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene i, i nydelse over tungen mod brystet, men hun hvilede stadig på albuerne for ikke at ligge sig helt ned.

Knæet var ingenting og det var Hauru sikkert også godt klar over, hvilket var grunden til at Deavás lod det passere forholdsvis smertefrit også selvom han sagtens kunne have brugt det til en påbud for at gøre ham ondt igen. Han kunne sagtens finde på at gentage succesen fra sidst, men der ville Hauru nok gøre for meget modstand til at lade ham få arbejdsro. Der var dog noget ganske praktisk over Haurus evne til at heale sig selv, så kunne han gentage den samme procedure igen og igen og igen. Smerten kunne han jo ikke blokere, men Deavás kunne altid skære hul det samme sted hver gang. De gyldne øjne havde set lidt af hvert, men det havde Hauru også efterhånden. Han fik dog godt øje på det lumske smil. ”Jeg nyder Deres mere” lo han stille, som han ikke havde noget imod smerten, men de udråb, som Hauru kom med var bestemt også lokkende.

Det lød næsten som en opfordring, dog tvivlede han på at Hauru ville finde ro, hvis han valgte at bruge kniven. Men hvis hun insisterede, så skulle han selvfølgelig ikke ødelægge øjeblikket for hende. Han kommenterede dog ikke på hendes tiggen, som han i stedet vendte fokus mod hendes krop og brystet. At Hauru ikke lagde sig helt ned generede ham ikke, som han holdt sig selv oppe med den ene arm og brugte tungen mod hendes bryst og fingrene imellem hendes ben. Fingrene bevægede sig frem og tilbage og til tider smuttede de også længere mod hendes røv blot for at holde hende beskæftiget med flere følelserne på en gang. Han bed stille i hendes bryst, som han holdt de gyldne øjne på hende.

Haurus utilfredshed over Deavás kommentar var tydelig, men det kunne umuligt komme bag på ham at det irriterede hende. Smerten var ikke kun dårlig, tværtimod. Men det var ikke alt hun havde været forberedt på og noget af det var værre end hun før havde oplevet, fordi kroppen havde ændret sig så meget. Det motiverede hende dog bare mere til at få hævn senere.

Alt om hævn blev hurtigt glemt, da hun mærkede fingrene mellem benene og hun røg hurtigt helt ned at ligge med et støn. At koncentrere sig om at holde sig oprejst var ikke nemt når noget andet føltes så godt. Selv havde hun slet ikke fokus nok til at vende blikket mod Deavás, hun havde allerede lukket øjnene i og den tunge og uregelmæssige vejrtrækning havde hun heller ikke styr på. Et gisp lød fra hende over bidet i brystet, men hun nød det helt sikkert. Hun kunne stadig mærke smerte ved røven fra tidligere, hver gang han nærmede sig med fingrene, men denne gang stoppede hun ham ikke. Alle de forskellige følelser fik hende engang imellem til at udbryde nydende støn, nogle højere end andre, det havde hun ikke kontrol over. Hun greb fat om Deavás skulder og borede neglene i, kun for at have et eller andet at holde fast i mens hun nød hver eneste ting han gjorde ved hende. Følelsen af nydelse var hun vant til, men det var helt sikkert ikke det samme som kvinde, som det var som mand.

Deavás tvivlede på at han nogensinde havde noget at frygte fra Hauru, for hvis hun havde haft mulighed for at skade ham, så var han sikker på at det allerede var sket. Et knæ i maven var dog ingenting, det var ganske harmløst, men Hauru forsøgte sikkert bare at bevise noget overfor sig selv. Men Deavás var ganske rolig ved situationen, som han følte at han havde styr på det og Hauru lod ikke til at modsætte sig det helt så meget, så snart at han fortsatte hvor han var sluppet sidst, hvor hun havde insisteret på at bytte rundt på deres placering. Men forhåbentlig havde hun lært lidt nu.

At hun valgte at lukke øjnene, fik blot ham til at smile af situationen. Havde hun endelig overgivet sig? Deavás lagde sig roligt tilrette, som han førte fingrene frem og tilbage, blot for at gøre hende varm. Hvis hun havde i sinde at stikke af igen, så ville han sikre sig at hendes krop skreg efter mere. Måske hjernen ikke var helt overbevist endnu, men kroppen lod til at give udtryk for noget andet. Han lod hendes krop reagere, som han arbejde sig over hendes krop med sine læber og bed hende hist og her. Deavás gispede let, som hun greb fat i hans skulder og borede neglene i. Det fik ham til at presse fingrene længere ind i hende, som han bevægede dem frem og tilbage. Han udstødte et længere suk, som han lagde sig halvt ind over hende igen og denne gang havde i sinde at holde hende ned. Langsomt søgte kyssene op over hendes bryst, over halsen og tilbage mod hendes læber, som han placerede et grådigt kys mod dem og bed hende let i halsen undervejs. Han løftede sig let op, som han atter lagde sig imellem hendes ben, men han gjorde ikke noget endnu. I stedet forsøgte han at distrahere hende med kærtegn, så han senere kunne trænge ind i hende i et støn.