Ompries nægtede simpelthen at lade ham vinde denne kamp. Eller kamp og kamp var det jo ikke lige frem, det var mere en konstatering på hvem der var mest voksen, og umiddelbart vandt Ompries ikke.
Da der blev taget fat i hans skridt fik han et chok men udviste ikke nogen former for smerte eller bange anelser. Han ikke engang sagde noget til Deavás. Hans blik sagde det hele 'det gør du ikke' men ak og ve det måtte Deavás jo selv finde ud af om han gjorde. Han kiggede på Deavas der forsvandt op af trappen og han knyttede sine næver. Sådan en idiot! Hvor vovede Deavás at tage fat i skridtet på Ompries. Hvor vovede han i det hele taget at ligge hånd på en anden mands skridt? Det var åbenbart ikke første gang at han havde gjort det.
Ompries vendte sig om for at gå ned i kælderen. Hvis han var heldig var der stadig noget vin der nede, og hvis han var endnu mere heldig så var Zidiac's rede der stadig.

Skridtene føltes tunge som han gik og måtte tage sig i skridtet et par gange for at være sikker på hans lem stadig sad der. Han nikkede et par gange og var nu helt sikker på at den stadig var der, og at der ikke var sket noget med den. Deavás havde ikke på mystisk vis fået den til at forsvinde, han kunne også bare prøve!
Som han bevægede sig ned i kælderen trådte han i vand, ikke dybt vand, men vand dnok til at hans sko blev våde. Han kiggede lidt rundt for at finde ud af hvor han var henne. Han havde faktisk ikke været her nede i kælderen så tit. I stedet for at lede gik han efter hvad han kunne huske og hvad han ikke kunne huske. Hans føder blev slæbt afsted igennem vandet og han begyndte at få våde tær men det rørte ham ikke. Det var meget rart at blive afkølet på sådan en dag som denne, han trængte! Måske han skulle bevæge sig ned på stranden når han engang var færdig her ved borgen? Han kunne da godt bruge en lille dukkert.

Han fandt vej igennem vandet og fandt til sidst reden fra Zidiac og alt hendes glas. At hun havde gidet og sove i det! Han fattede det ikke, men så igen hun var en dæmon så hvorfor skulle hun ikke sove i det. Alle dæmoner var underlige! Der var den! Deavás måtte være en dæmon! Han opførte sig som en dæmon, hans humør var præcis lige som Zidiac's, det var ikke andre muligheder var der?
Nej han var uden tvivl en dæmon. Hvilket Ompries bare vidste måtte kræve alt for meget energi for ham at lukke ned for hans evner. Eller bruge sin mind-control, det var ikke lige frem noget han havde brug for at gøre lige nu. Et suk kom fra ham som han bevægede sig igennem reden og sparkede til noget glas som blev smadret imod en af væggene. Han bevægede sig længere ind i kælderen og fandt til sidst vin depotet. Yeps den var god nok der var stadig vin flasker og øl tønder! Så var det næste spørgsmål bare om der var noget i dem! Han bevægede sig over for at tjekken en af vin flaskerne, og fandt ingen ting i den. Han måtte lede i et stykke tid før han fandt en vin flaske der rent faktisk var noget i. Så kunne han godt gå igen.

Han sjoskede tilbage igennem vandet og ind i et nyt rum hvor Samson havde haft sin stol oppe som en konge. Han fnyste kort ved synet. Tog fat i proppen på vinen med tænderne og hev den ud. Han spyttede proppen ud af munden satte sig på stolen og lænede sig tilbage. ”Åndssvage dæmon” mumlede han for sig selv og tog en stor slurk af vinen. Han sad halvvejs i stolen og halvt nede på gulvet, ja han sad ikke ordentligt men hvorfor skulle han også det? Han var sin egen herre, og det var der ikke nogen der kunne ændre på!  Han lagde en af bøgerne fra sig på det lille bord der stod ved siden af satte vinflasken ned med et DOINK og satte sig til at læse i bogen. Det ville tage tid at komme igennem de bøger for han kunne dårligt nok læse. Han havde da lært lidt, så nu skulle han bare igennem resten.

Deavás var træt af at Ompries valgte at følge efter ham, som en hund efter sin ejer. Så han fandt det nødvendigt at vise Ompries sin plads og noget kunne tyde på, at det havde den rigtige effekt. Hans blik derimod skræmte ham ikke, som han blot smilte tilbage til ham, gav hans skridt et klem og slap så for at gå videre. Deavás var bestemt ikke den generte type og hvad der ikke kunne bringe ham ud af fatning kunne ofte bringe andre ud på dybt vand. Knægten havde jo ikke engang svar på tiltale, som det hele faldt til jorden det sekund han havde grebet fat i ham.

De første par skridt op af trappen var rolige, som Deavás ikke havde i sinde at afsløre sin rute rundt på borgen, samtidig med at han helst ville undgå at knægten fulgte ham. Til sin overraskelse, så lod Ompries dog til at finde andre veje og lod ham derfor være. Dermed sagt fik Deavás arbejdsro til at undersøge de øvre etager efter værdier og informationer. Desværre for ham, var der ikke meget at komme efter, for stedet var blevet ryddet længe før. Det var højst sandsynligt sket, så snart at banden havde efterladt stedet. Det var overraskende at en ny bande ikke havde slået sig ned endnu, mon der hvilede en forbandelse over stedet, som de var bange for? Eller var der for mange minder skjulte de tykke mure?

Arbejdsro var altid bedst, da Deavás var van til at arbejde alene og i skyggerne, så det generede ham ikke synderligt, at knægten var forsvundet eller havde fået andre at genere. Deavás rettede kort på blikket, som han hørte noget glas smadre i det fjerne. Han havde haft kursen mod trappen, hvor lyden også kom fra, men da han ikke havde i sinde at gå tomhændet derfra ledte han videre. Der var rigelig med informationer, dog virkede de alle forældede medmindre at Samson lige pludselig vendte retur til øen.  Dog efterlod han alt hvad han fandt på sin vej, hvor det havde lagt. Det var muligvis knap så støvet mere, men støvet ville snart vende retur. I stedet hørte han lyden af en flaske fra et modstående rum, som han bevægede sig ud og ind i rummet. Til sin store overraskelse.. eller ikke sad Ompries på tronen med en bog i hånden. Han var dukket op bag ham, som han kunne fornemme den dårlige holdning på den måde hans arme var placeret og fødder. Dog vendte han blikket mod flasken, som han bevægede sig op til den og greb flaskehalsen for at placere den mod læberne og tage en slurk. Deavás slap ikke flasken, som han gik om på den anden side af stolen. ”Læser De?” lo han hånligt, for det kunne da umuligt passe.

Ompries nød faktisk at sidde i stilheden. Han nød at være en fri mand, eller så fri som man nu kunne være. Hvis han ikke var så opsat på at finde Samson kunne han da have været mere fri, men han måtte vide om Samson levede og i det hele taget hvor han levede. Sådan var det vel at være 'fars dreng'. Han kunne ikke blive ved med at være fars dængse og han vidste det godt. Det handlede vel egentlig bare om at være sig selv, finde ud af hvad man ville med livet og gå efter det. Var det ikke?

Han tog fat i flasken og satte den for munden og tog en tår af vinen inden han satte den fra sig på bordet. Han læste videre så godt han nu kunne.
Skridt lød som kom tættere på og han himlede med øjne. Var den dæmon ikke gået endnu? Hvorfor var han her i det hele taget! Han rystede lidt på hovedet og løftede blikket fra bogen da Deavás kom ind. Han himlede lidt med øjne og satte sig lidt mere op i stolen. Han skulle lige til at række ud efter vinen da Deavás kom ham i forkøbet. Hvad var nu det for noget?! Hvorfor skulle han lige drikke den vin som Ompries selv havde været nede for at hente. Han kunne da selv gå i kælderen for at finde sit eget, eller tage en tønde øl, eller hvad han nu ønskede. Der var sikkert også rom. Han lignede en der drak rom.

Da Deavás spurgte om han læste skulle Ompries lige til at sige noget dumt men gjorde det ikke. I stedet for løftede han det ene øjenbryn og kiggede på manden. Han måtte da virkelig være dum, han havde da øjne i hovedet til at kunne se Ompries sad og læste. Hvad han ikke vidste var at Ompries ikke læste så godt. Men denne bog var interessant, det handlede noget om eliksirer og deres påvirkninger, det var virkelig interessant læsning uden tvivl om det.

Ompries åbnede munden for at sige noget men lod vær. Dæmonen måtte jo være idiot. I stedet for at sige noget om læsningen åbnede han munden og sagde. ”Har du tænkt dig at aflevere den der?” spurgte han og pegede på flasken. Det kunne ikke være meningen at han skulle gå hele vejen ned i kælderen igen for at få noget at drikke!

Deavás havde fået hvad han havde brug for, men han havde ikke i sinde at dele det med knægten, alligevel kunne han ikke lade vær med at provokere ham bare en anelse mere. Hvilket også var grunden til at han gik efter flasken for den var knap så støvet som resten, så noget kunne tyde på at han havde haft fingrene i den og indholdet var der stadig noget af. Så havde han vel ikke noget imod at dele lidt? Deavás placerede åbningen mod sine læber, som han drak en slurk af indholdet uden at tage øjnene fra Ompries. Et provokerende smil hvilede over hans læber, som han fjernede flasken fra sine læber og holdt den i højre hånd. Han kunne drikke næsten hvad som helst og vinen var da ikke blevet dårligere af at ligge lidt.

Det virkede højst usandligt, at knægten kunne læse, men han svarede ikke rigtig på spørgsmålet, så Deavás lod det passere. For nu. Han kunne altid finde en anden måde at træde i det, hvis det blev nødvendigt. Det var ikke fordi han var dum, men knægten forstod tydeligvis ikke hans tankegang, som han i sidste ende trak let på skulderne og vendte ryggen til ham. Han hævede flasken over hovedet og grinte køligt. ”Kom og ta’ den” udfordrede han med et smil, før at han tog en slurk mere, hvis han ikke skyndte sig, så ville Deavás hurtig tømme flaskens indhold.

Ompries himlede med øjne. 'kom og ta' den' var det nu lige pludselig gået hen og blevet barnligt? Han rystede på hovedet tydeligt fornærmet og sagde. "Jeg er ikke et barn, desuden er du højere end mig!" han var rolig i sit toneleje og overvejede om han skulle bruge sine evner på Deavás. Det var bare så meget arbejde i det, og spørgsmålet var også hvor stærk Deavás var i sit sind. Det kunne tage flere timer at komme igennem sådan et tyk skal som Deavás havde. Eller det regnede Ompries i hvert fald med at han havde, det virket sådan.

Før havde Deavás været irriteret på Ompries og nu opførte han sig som om at Ompries bare var et lille barn. Men det var han vel også i hans øjne, men hvad skulle man gøre ved det? Ompries rystede på hovedet og lukkede bogen for at klamre den ind til sig. Det var noget der ikke skulle afleveres nogle steder hen, ikke engang til Deavás

Mon vinen havde gjort Ompries mere klar i hovedet? Han lod i hvert fald ikke til at hoppe i med begge ben, som Deavás langsomt sænkede flasken fra hans læber og holdt den i hånden, imens at han holdt blikket mod ham. Måske det faktisk var muligt at snakke med ham nu, uden at han ville komme med tilnærmelser? Han tvivlede lidt på det, men var villig til at give knægten en chance, men også kun én. ”Godt at se, at De også kan bruge hovedet” lød det roligt, som han bukkede hovedet kort, før at han bevægede sig op til ham igen og rakte ham flasken. ”Det var ikke så svært, vel?” spurgte han med et smil på læben. Deavás havde vendt på en tallerken, så længe at Ompries opførte sig ordentligt.

”Er De så klar til at snakke?” spurgte han køligt, som de gyldne øjne søgte hans ganske kort, før at han lod ham tage flasken, hvortil han selv gik lidt på afstand af ham og blot smilte let. ”Sidste gang De så Deres fader, var det her?” spurgte han uddybende, som  om han var i færd med at stable en samtale på benene. "Hvad får Dem til at tro, at han er i live?" informationerne var hans levevej, men han vidste ikke meget om situationen med Samson og hvordan det hele var forløbet, spørgsmålet var om Samson var for svag til at vende tilbage eller om han samlede en hær i skyggen.

Ompries var ved at springe af vrede! Hvor vovede denne person lige frem at snakke ned til ham. Hvad havde han nogen sinde gjort for at fortjene sådan en behandling?
Bruge hovedet... Ompries brugte altid hovedet, måske var det ikke lige altid det rigtige der kom ud af munden på ham, men han brugte altid hovedet. Ompries knyttede hånden og havde lyst til at slå fra sig men gjorde det ikke. Han holdte sig i skindet lidt endnu. I stedet for at slå fra sig bed han sig i læben men slappede dog lidt mere af da flasken blev rakt ud til ham. Han tog imod den og tog en tår at drikke. "Hvad var ikke svært?" kom det roligt fra ham og satte flasken for munden igen. Han  tog en ordentlig tår af flasken så den næsten var tømt. Han rakte den tilbage imod Deavás, lidt flink kunne han da godt være nu om dage.

Hvad var der lige at snakke om? De to havde bestemt ikke noget at snakke om det var da helt sikkert. I stedet for at svare løftede han det ene øjenbryn og kiggede blot på ham. Han skulle lige til at sige noget da Deavás åbnede mundne og snakkede igen. Sådan en irriterende stemme var det faktisk, og her skulle ham komme og udspørge ham om Samson hvad bildte han sig egentlig ind? Havde han planer med Samson, eller var han bare nysgerrig? "Hvis du absolut vil vide det så jeg min fader  sidst var da jeg så hans lig." han kiggede lidt ned på sin bog og så op på Deavás igen. "Men det viser sig jo så at han ikke er død, takket være hans slave Murizz, eller min slave" sagde han og kiggede på Deavás med et mindre smil.

Alt Deavás så var et forkælet barn, der havde fået taget sit legetøj, men der var et mindre håb for ham, nu hvor han ikke havde valgt at springe efter flasken. Så slap han også for at føle sig helt dum i situationen. Alligevel morede det ham lid, som han kunne fornemme vreden, men at han formåede at holde den i skak overraskede ham en anelse. Måske vinen havde gjort ham godt? Deavás kunne ikke rigtig mærke noget endnu, men måske Ompries kunne? ”At slippe attituden” sagde han med et nik, som han virkelig ikke brød sig om folk med en attitude som denne, specielt ikke når de ikke havde noget at have det i. Så var det bare irriterende og frustrerende.

Uanset om Ompries havde i sinde at dele noget med ham eller ej, så behøvede Deavás ikke at presse på. Han vidste godt Samson holdt sine kort tæt, men hvis han egen søn ikke havde set ham siden, så var han måske den forkerte at spørge i virkeligheden og det sidste han ønskede var at spilde sin tid. Som Ompries bragte et andet navn på banen, lyttede Deavás opmærksomt efter. Han var ikke overbevist om at ordene fra en slave var til at stole på, for mange slaver ville bare sige alt for at slippe for straf og at dømme på Ompries, så var straf ikke usandsynligt. ”Og De er sikker på at ordene fra en slave, kan tages for gode informationer?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Han var nød til at vide det, for ellers ville han bare spille tiden på endnu en slave i fremtiden.

Ompries kiggede på Deavás og tog flasken for munden igen da han ikke lige frem havde taget imod den. Han satte flasken fra sig på bordet igen og lod blikket glide ned på bogen han knyttede ind til sig. Hvad han havde fundet ud af var det en interessant bog, noget med nogle eliksirer og det var tydeligvis nogle gode eliksirer. Det var nok sådan nogle som Samson havde brugt før i tiden.
Slippe attituden... Hvilken attitude? Han havde da ikke nogen attitude havde han? Nej det mente han da ikke at han havde. Et kort fnys kom fra ham og han vendte blikket ned imod bogen igen for at samle tankerne. "Ser du, hvis ikke du kan lide min såkaldt attitude så beklager jeg ikke et sekund." sagde ahn og ventede blikket væk fra ham.

Han tog fat flasken i hånden igen viftede lidt med den i luften for at få lidt mere luft i vinen. Han satte flasken for munden og satte den derefter ned i bordet med en Boink. "Denne slave er yderst interessant, og til at stole på." startede han og kiggede ned i skødet på sig selv for at vende blikket op igen. "Ser du min fader laver et slave mærke, og disse slaver kan mærke hans tilstedeværelse, og Murizz har vist sig at være yderst interessant i at fortælle han stadig lever. Så ja det er en information jeg kan bruge til noget" han kiggede på Deavás og var egentlig nysgerrig i at vide hvorfor disse informationer var vigtig for Deavás, der var ingen grund til at han skulle vide så meget.

Der var attituden igen. Han sukkede dybt, som han blot viftede let med hånden. Måske de bare skulle droppe emnet, for der var ikke mere at sige til det. Han var ikke interesseret i at køre det for langt ud. Deavás vendte i stedet blikket mod flasken. Han havde ikke behov for at drikke den samme mængden, som Ompries, ikke at han kunne mærke alkoholens effekt, men han foretrak at have klare tanker, når han skulle udspørge ham, som han allerede var godt i gang med.

Ompries lod til at insistere, som han lyttede til hans forklaring. Han nikkede roligt, som han var nød til tage ham på ordet. Men han var nok mere interesseret i denne Murizz end Ompries lige nu. Han vidste jo næste ingenting.. ”Og slaven kan ikke finde Samson igennem sit mærke?” spurgte han ledende, det kunne selvfølgelig bare være et andet mærke, der var skabt af Samson’s energi, som ikke lavede et link imellem dem. Det ville særlig være beklageligt, men han var tilbøjelig til at opsøge denne Murizz i stedet.

Ompries var allerede træt af Deavás det var der ingen tvivl om. Det var bare spørgsmål om hvor lang tid Deavas ville blive her, og udspørger ham om latterlige ting der ikke var noget hver. Hvorfor skulle han egentlig vide disse ting? Han kunne da være lige glad med hvad Samson fortog sig, og han kunne da bestemt være lige glad med Ompries. Det var bare ikke nemt for Ompries at forstå hvad det var der forgik lige her og nu.

”Jo det kan han sagtens, men Murizz er..” han tænkte sig lidt om for at finde det rigtige ordvalg. ”..En bangebuks for min fader, af hvilken grund skal jeg ikke kunne fortælle dig. Så for at sige det mildt så gemmer Murizz sig for min fader.” han kiggede lidt på Deavás og så på flasken med vinens indhold. Skulle han drikke det sidste, eller skulle han bare  lade den være for nu?

Spørgsmål eller ej, så var Deavàs ligeglad med knægten, han var mere interesseret i hans far, men det var sikkert heller ikke svært at fornemme på ham. Dog holdt han knægten hen, så han kunne få lidt mere at arbejde med. Ofte var det nemmere at skaffe informationer fra andre, men Ompries havde ikke meget at gå efter udover denne Murizz.. måske han var nød til at søge land og rige efter ham for at finde en, der faktisk kunne besvare hans spørgsmål. Samsons magt var ikke noget der bare sådan lige gik i opløsning, der måtte være mere under opsejling.
Deavàs hævede det ene øjenbryn af hans svar. En bangebuks? Så måtte det da være nemt at få oplysningerne ud af ham? Han tænkte sig kort om, før at han nikkede med et glimt i øjet. "Jamen, så må jeg tale med denne Murizz.." konkluderede han med et skuldertræk, klar til at gå videre. Så kunne Ompries nyde vinen i fred og han kunne komme videre.

Ompries kiggede på Deavás og hævede det ene øjenbryn. Hvad ville han med en som Murizz? Murizz kunne ikke fortælle ham noget som helst. Eller kunne han? "Hvad vil du med Murizz?" spurgte han og kiggede på Deavás. Han tog fat i vinflasken og bed sig i læben. Han satte flasken for munden og tog en tår af den inden han satte den fra sig igen. Han kiggede lidt ned på bogen og så op på Deavás igen. "Men så igen jeg kan også være lige glad. Murizz bliver nok svær at finde, men det må du om." kom det roligt fra ham og gav en gestus med hånden til at han kunne gå. Hvis det var det Deavás ønskede, så var det sådan det var. Ompries ville i hvert fald ikke stoppe ham hvis det var det han ønskede.

Havde knægten lige pludselig skiftet mening om at se ham smutte så hurtigt som muligt? Han lod ikke til at forstå, hvor Deavàs ville udspørge en simpel slave, men til tider kunne de vide mere end hvad de var klar over. Måske det var derfor at Ompries ikke forstod? Egentlig havde han ikke i sinde at forklare sig selv, men han vendte alligevel de gyldne øjne mod Ompries. "De fandt ham da?" han løftede det ene øjenbryn, som han ikke lagde skjul på at Ompries ikke lod til at have held med at finde sin egen far, men han havde fundet Murizz, så det var ikke helt håbløst. "Og hvis jeg finder Samson, skal jeg så hilse fra dig?" Spørgsmålet var en anelse hånligt, som han nikkede let til ham og passerede ham med et smil på læben.

Ompries kiggede lidt på Deavás og sendte ham et kort smil. "Faktisk fandt han mig" han kiggede lidt ned imod gulvet og så op på Deavás igen. Egentlig forstod han stadig ikke hvad han ville med Murizz og hvorfor Murizz var så vigtig. Men det måtte Deavás vel selv om. Han bed sig lidt i læben da Samson's navn blev nævnt. Her kom det igen, det faderlige udtryk som kun en idiot kunne komme med! Han rystede på hovedet og bed sig i læben igen. Hvorfor skulle Samson's navn altid nævnes til det gjorde helt ondt. Det var en forfærdelig følelse han havde, og han kunne ikke gøre noget ved det. "Ellers tak, jeg skal nok give ham mit hej hvis han er til at finde." han kiggede på Deavás og sendte ham et kort smil. Så var det vel sådan det var. Tiden var over imellem dem, hvilket egentlig ikke gjorde Ompries ret meget.

Deavás trak let på skuldrene, som det ikke gjorde noget, hvis Murizz fandt ham først, han tvivlede dog eftersom at Murizz ikke kendte ham. Der var mange måder at skaffe informationer på og når dem under Deavás ikke kunne skaffe det, så måtte han jo selv på udkig efter det. Samsons navn lod til at have en vis effekt på knægten, som Deavás blot smilte af reaktion. ”De lader til at have nogle seriøse problemer med Deres fader” lo han stille og med et glimt i øjet. Dog havde han ikke i sinde at hjælpe ham igennem det. Den slags måtte han være gammel nok til selv at kunne håndtere. Han nikkede roligt af hans ord, som han vendte ryggen til ham og bevægede sig mod den nærmeste udgang.

”Skulle De være interesseret i at glemme Deres fader, så har jeg måske løsningen” lød det køligt fra ham, som han var stoppet op i døren. Måske knægten i virkeligheden havde brug for at glemme, så han kunne komme videre med sit eget liv? Deavás løftede den ene hånd i en gestus, som han gik igennem døren og ud af borgen. Der var ingen grund til at blive, når han havde fået et spor til hvem der kunne skaffe ham flere informationer.

Problemer? PROBLEMER?! Det kunne man vidst godt kalde det. Der var en masse usagte ting som Ompries aldrig havde fået sagt, eller ting han ikke havde gjort for sin fader. Men det ændrede da ikke på noget gjorde det? I stedet for at svare nikkede han en enkelt gang og kiggede på Deavás. Måske havde denne dæmon lidt mellem ørene, eller også havde Ompries bare ikke set det for sig før nu. Men så igen, det var jo ikke lige frem fordi dæmoner havde den største mening i Ompries liv. De havde kun været til besvær, og det var alt sammen Zidiac's skyld.

Intersseret i at glemme sin fader. Tjo det kunne der måske være en ide i. Men hvordan glemme sin fader? Han havde jo ikke tænkt sig at glemme ham helt, han havde stadig noget at snakke med ham om, eller i det mindste bare skælde ham lidt ud. "Glemme ham? Hvordan glemme ham?" spurgte han og virkede meget interesseret i hans svar. Det var på tide at få nogle svar, og når man ikke kunne få nogle svar, så måtte man vel bare finde nogle andre svar et andet sted fra. Her var svaret jo så bare at glemme ham, og hvad ville der ske der efter?

Irritationen lyste ud af knægten, som han ikke formåede at ligge låg på. Det var en anelse morsomt, som han lod det hele gå sig på. Deavás nægtede at lade sine forældre have den indflydelse på sig selv, men det var efterhånden også rigtig mange år siden at han havde snakket med dem sidst. For hans vedkommende var det den bedste beslutning han havde taget tilbage for mange år siden. Men Ompries blev ved med at holde fast og den slags kunne nemt holde ham fanget længe.

Deavás havde ikke forventet en interesse, som Ompries aldrig rigtig havde været interesseret i at snakke med ham. Men noget måtte have fået ham på andre tanker, så var spørgsmålet bare, hvor langt han ville gå for det? For ingenting var gratis i denne verden.. Men det vidste han vel godt, når han var opvokset i Samsons skygge? ”Det er mange måder hvorpå man kan glemme et minde” startede han ud, som han var stoppet op i døråbningen og havde vendt sig mod ham. ”Et minde kan fjernes helt, delvist eller midlertidigt” fortsatte han, som han rettede de gyldne øjne mod ham. ”Så hvad ville de være interesseret i?” bed han på krogen eller turde han ikke stole på en dæmon som ham?

Ompries kiggede på Deavás med halv lukkede øjne. Der var noget over ham han ikke kunne tage seriøst, måske var det bare det faktum at han var dæmon og dem vidste man aldrig om man kunne stole på. Han lyttede lidt til Deavás ord og vidste ikke hvad han skulle sige i første omgang. Der var så meget han kunne sige, men så igen så var der noget andet han kunne fortælle om eller var der? Han bed sig i læben og tænkte sig lidt om. Hvad skulle han egentlig sige til denne dæmon?
"Hvad kræver det at være en del af dette, og hvad kræver det af mig, eller retter sagt dig? Hvad skal du have af mig?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Det var et meget godt spørgsmål at stille. En dæmon gav da ikke bare noget fra sig uden at få noget igen, gjorde de? Zidiac gjorde måske nok, men hun var også en slave, så hun gjorde vel bare som det passede ham. Han ved sig lidt i læben igen og tog fat i vinflasken for at tage en tår af den.

Det var ikke noget nyt at møde væsner, som havde et anstrengt forhold til dæmoner, men Deavás kunne ikke være mere ligeglad, for hvad andre tænkte betød intet for ham. Men Ompries havde ret, der var intet som var gratis og han gjorde klogt i at bede om en forklaring, før han tog imod tilbuddet. Så var det op til Deavás at finde ud af, hvor meget han rent faktisk ønskede at fortælle ham. Han foldede hænderne foran sig, som han bevægede sig væk fra døråbningen og mod ham med rolige skridt. Han virkede ikke truende på nogen måde. ”Det vil som sådan ikke kræve meget af Dem” startede han roligt ud, som han smilte let for sig selv. De gyldne øjne havde et køligt glimt gemt i øjenkrogen, som han dog stoppede op nogle meter fra ham.

”Jeg ønsker blot at holde fat i Deres minder, indtil De ønsker Dem tilbage” forklarede han med et smil. Hans blik gled mod vinflasken, som han bed sig let i underlæben. Alkoholen havde ikke påvirket ham efter den lille slurk han havde tillusket sig, men smagen hvilede stadig mod hans læber.