Varulven var komplet sindssyg. Han havde en direkte ulækker form for tilgang, og Sarafina følte sig underligt betaget af det. Hun var vant til at være koldere end is, og ligeglad med alt omkring sig. Hun skyede ikke fra at torturere for at få oplysninger, og dræbte uden samvittighed. Nød hun det? Det havde hun aldrig rigtig tænkt over. Men hun nød ikke frygten og selve morderne så meget som varulven.

Det endte faktisk med at Sarafina holdte sig tilbage for at betragte forløbet. Se hvordan den bredde mand gik til værks, med ikke bare at banke de skrækslagende beboere, men lege med dem. Lege med sit legetøj i bedste stil, til sin egen fornøjelses skyld. Stanken af frygt og urin gennemsylede rummet og fik engang imellem Sarafina til at puste ud gennem næsen. Føj. Men blikket forblev på folkene, der klemte sig så hårdt op af bagvæggen at det så ud til at de håbede på at gå lige igennem den. Håbede på en eller anden højere magt ville redde deres røv. Sarafina hørte sig selv grine en kold lavmæld latter. Hvis ikke de kunne redde sig selv, var der ikke noget at gøre.

En af børnene havde i hvert fald selv fået den opfattelse og var panisk sluppet fri af sin moders faste greb, kastet sig forbi den store mand, og forsøgte på bedste vis at sprinte mod opgangen, i en halvvæltet position. Sarafina var fristet til at lade ham. Fristet til at gå op og skyde langskydning efter knægten. Men reflekserne var for hurtige. Pilen fløj fra buen på tæt hold og borede sig direkte igennem det ene håndled og satte sig hårdt fast i væggen på den anden side. Et hjerteskærende skrig forlod knægten, som var han et svin til slagtning. "Oh nej da - den gik vidst ikke"

Der var ikke nogen tvivl om at varulven nød denne massakre han var gået på nede i denne krybekælder. Hele hans krop sitrede af spænding, over at se, den intense frygt der var spredt mellem individerne. 

En mand greb en fakkel der hang på væggen, svingede den mod det store skideskur af et væsen, forsøgte at jage dyret bort, men intet hjalp det. En dyb brummen kom fra ham som han blot blev stående foran manden, så på ham som om han ikke var andet end en myre. Anthony sagde ikke et ord, holdt blot blikket på manden der smed faklen mod varulven, som blot trådte til side og så hvordan lyset flakkede, før det kort efter gik ud. Endnu en gang kom en dyb knurren fra ham som han gik med langsomme skridt mod manden, der var som frosset til det sted han stod. Med en hurtig bevægelse greb Anthony ud efter mandens hals og greb fat, borede neglene ind i mandens hals. Uden tøven, rev dyret til, trak struben ud og lod manden falde til jorden. Hvis han ikke var dækket i blod før, var han i hvert fald nu. De krystal klare øjne skulede rundt på de folk der var tilbage og så drengen, der havde taget mod til sig og løb mod udgangen.

Pilen der kom flyvende gennem luften lavede en svag hyle lyd, før den ramte igennem drengens håndled og ind i væggen. Han skreg værre end en stykket gris, hvilket fik et dystert smil frem på hans læber. Han så mod en kvinde der sad og skreg og stortudede, mumlede noget med "Lad min søn leve.. " Anthony gik mod kvinden og da han nåede over til hende, greb han hende i håret og hev hende ud, så hun kunne se sin elskede søn mere "Sikke en dårlig mor... At din lille lorte unge skal dø på din bekostning? Egoistiske møg kælling" brummede han og rev kvindens hoved op så hun kunne se sin søn, nærmest sømmet fast til væggen. Han sørgede for med den frie hånd, at mindst en af hendes øjne altid var åbne, så hun ikke missede et eneste sekund.

Sarafina end ikke reagerede på den gurglende lyd fra manden hvis strube blev flået brutalt ud af halsen på ham. Det var et syn der kunne knække svagere sjæle og bringe kvalme til selv de mere standhaftige. Blodets metalliske stank var heller ikke langsom til at blande sig med den fugtige kælderlugt. For ikke at nævne de andre lugte der var begyndt at fylde rummet, der alligevel bragte en let rynke hen over det ellers kønne men hårde elveransigt. De stank af frygt og afføring. Kroppens svaghedstegn. Drengen var ikke anderledes trods han havde haft større mod end resten der havde stået som navlet til stedet. Måske var han bare flygtet for at redde sin egen røv, eller også et desperat forsøg på at hente hjælp. Under alle omstændigheder, var det fejlet.

Skriget døde ud til høj hulken blandet med grå. Tårene løb allerede som regn ned af hans røde barnekinder. Sarafina så på ham med et ganske lille smil på læben. Et smil der hverken bragte nogen glæde i hendes træk eller tryghed til resten. Smilet fik hende ikke til på nogen måde at fremstå betryggende, men derimod mentalt forstyrret, over at hun kunne finde noget at smile over i denne situation. Sarafina løftede buen igen, spændte strengen helt tilbage, selvom det ikke ville være nødvendigt for at gøre drengen til en fin nålepude. ”At stikke af fra os? Skal han lide?” Hendes stemme var rolig og rettet mod moren der klynkede og rystede som et bange lam. Hendes desperation var tydelig i den skælvende stemme, og selvfølgelig tryglede hun om at hendes søn blev skånet. En pil gik igennem hans lår. Skriget fyldte kælderen igen. En pil ramte igennem hans mave, med stor sandsynlighed lige igennem hans lever. Kræfterne var ved at svinde på i den lille drengekrop. ”Se nu godt efter. Han dør efter noget tid ved at ramme der. Hurtigere hvis ramt… her” pilen gik igennem venstre lunge og han begynde at hoste blod op. ”Men hjertet..” kvinden græd som pisket. Den sidste pil borede sig igennem drengens sårbare brystkasse, igennem hjertet og hele vejen igennem ryggen, siden han var på så tæt hold. Skrigene og gråden ophørte og han hang i sit håndled som en slaskedukke. ”Er den sidste vej” eller hovedet, det kunne hun også have gjort.. Men at se livet svinde ud af drengens øjne var også stærkt traumatiserende. Hvor længe hun end fik det traume før hun selv røg samme vej.

Varulven rynkede på næsen over den stank der var nede i kælderen og i hans tilfælde, var det nærmest hundrede gange værre, grundet sanserne. En irriteret knurren kom fra ham som en kvinde begyndte at skrige, hvilket ikke hjalp da han vendte sig mod hende og knurrede hende direkte ind i hovedet. Hun var som sømmet til jorden som varulven trak sig tilbage og blot holdt blikket fast på den flok mennesker der stod i en klump for at beskytte de mest dyrebare individer, på trods af, de fleste af dem sikkert havde indset det ikke ville nytte, for de var nærmest døde allerede.

Anthony rettede da blikket mod drengen der var begyndt at hulke som en stukket gris og derefter skulede på kvinden han holdt som febrilsk vred sig i hans greb, men det fik ham ikke til at rykke på sig. Elverens ord fik et dystert smil frem på hans læber og lyden fra kvinden i hans arme om at skåne barnet, fik ham til at sukke, men sukket forsvandt hurtigt, da han så elverkvinden spænde buen ud igen og med et, slap hun og en pil satte sig i låret på det arme barn. Kvindens og barnets skrig fyldte kælderen for en kort stund og det fik blot varulven til at holde det forstyrrede og skumle smil. Barnet var snart ikke til ret meget sjov længere, kroppen var begyndt at være svag, for han hang let i kroppen. Som elveren begyndte at tale, hævede Anthony et øjenbryn, men holdt øje med hver eneste bevægelse og tog hvert ord ind. Endnu en pil blev tilføjet til barnets krop, lungen. Varulvens øjne lyste nærmest op som drengen hostede blod op og kvinden begyndte at græde som var der monsun. Han skar en svag grimasse som endnu en pil borede sig igennem drengens brystkasse og  gennem ryggen. En svag brummen kom fra ham som kvinden atter begyndte at skrige, som om det var hende der var blevet gennemboret af en pil. Langsomt lænede varulven sig ned mod kvinden ”Shhh” sagde han og lod fingrede bevæge sig over kvindens ansigt og mod hendes øjne, hvor han uden tøven, begyndte han at presse tommelfingrene ind i kvindens øjne. Hendes smerteskrig fyldte kælderen og som Anthony gav slip på hende, faldt hun til jorden med et bump og hendes skrig blev til gråd. Hans blik rettede sig mod flokken af mennesker og blottede tænder mens han knurrede. Han vidste de gode ting var i midten af dem alle…

Sarafina vendte sig mod scenariet der foregik med moren. Hendes skrig havde fyldt alt, og afdæmpet alle andre lyde udenfor denne lusede kælder, og det stoppede ikke som drengen hang livløs på væggen. Elverens udtryk var følelsesløse og øjnene skræmmende rolige. Et svagt stik af morskab greb de grå øjne som Anthony gav sig til at lege og dermed sikre sig at det sidste den kvinde nogensinde fik at se, var hendes egen lille søns makabre død. Det kunne få lov at hjemsøge hende den korte tid hun var i live.

"Vil du gerne flænse? Det er fristende er det ikke?.." Sarafina lænede sig op af væggen ved siden af drengen der hang, og lagde sine arme over kors mens hun betragtede den lille forsamling af forskræmte folk. "Hvad venter du på?" hun havde intet behov for at være med, men derimod havde det rigeligt sjovt med blot at kigge på. Sørge for at stoppe dem der skulle få det spinkle held med sig at flygte væk fra varulven, for i stedet at blive ramt af en pil i ryggen hvis de overhovedet kom forbi. Ingen kom ud fra denne kælder, med mindre de ville det.

Fra kvindens øjne begyndte blod og hvad der en gang var et øje, at dække hans tommelfingre og med et bliv kvinden svag og han slap hende, så hun faldt til jorden med et lille bump. De lysende øjne rettede sig mod flokken af ældre og børn og et dystert smil kom frem på hans læber. Ikke et ord undslap ham som elveren talte til ham, ikke så meget som at vende blikket gjorde han, men holdt det låst på sine nye ofre, der netop havde været vidner på han gjorde ved kvinden, der nu lå så godt som livløs på jorden foran ham. Hvad han ventede på? Ja det var et godt spørgsmål.

Nærmest ud af den blå luft satte han i spring direkte mod flokken der var begyndt at lade panikken sprede sig mellem dem. En dyb knurren kom fra ham som han landede oven på et barn, der hurtigt faldt til jorden under den store varulvs vægt. Barnet skreg og vred sig for at komme fri under varulvens fod, men intet hjalp det. Anthony lå mere vægt på barnets ribben og med et KNÆK brækkede han nogle ribben, blot ved at bruge sin vægt. Barnet hev efter vejret og varulven trak sin fod fra sig og langede ud efter nogle af de andre i flokken som var lammet af frygt for de monstre der var foran dem.

Manden var faktisk direkte ulækker og barbarisk. Sarafina kunne slet ikke lade være med at smile tilfreds, trods øjnene ikke var med. De var som altid kolde og næsten døde. Følelsesløse og ligeglad med alt omkring sig. Hun betragtede hvordan kvinden faldte til jorden, død som en fisk, og hun så hvordan han listede videre.

Listede var så meget sagt, for pludselig sprang han afsted og gik på rov. Barnets skrig var som sød musik i hendes øre og smilet blev breddere. Alt den blod og ødelæggelse. Hun huskede hvorfor hun var her, hvorfor hun elskede at tage på rov. Hun følte noget, og det føltes godt. Betaget så hun på, blokerede udgangen i processen og så blot på mens varulven gik amok. Man kunne havde svoret at Sarafina slikkede sig over læben ved synet - eller var det dunkeltheden der spillede et pus.

Anthony fik ram på en ældre kvinde i flokken der faldt om kuld på jorden foran ham. Han skævede mod hende, men gjorde ikke yderligere. Et dyb knurren kom fra ham da han fortsat langede ud efter en hver person der var foran ham. Nogle af dem havde taget chancen og var løbet mod udgangen, direkte i favnen på elveren, der formentlig var klar med sine bue, til at sende en pil igennem de stupide folks kroppe.

En af kvinderne i flokken, havde smuglet en kniv med sig, som hun svingede mod varulvens ansigt, i håb om at ramme ham. Han havde snuden for langt fremme og mærkede hvordan kniven skar hans hud op omkring snuden. En dyb brummen kom fra ham som han atter kom til sig selv og blottede sine tænder mod kvinden. Uden så meget som at sige et ord, greb han ud efter hende og fik hende omkring halsen. Uden tøven hævede han hende fra jorden, som vejede hun ingenting. Hun forsøgte ganske vidst ivrigt på at skade ham, men Anthony lod blot kniven efterlade utal af blødende sår på hans arme. Han kastede hende mod en af væggene i rummet og faldt til jorden som en slatten klump.

Det var faktisk fristende at lade de få af dem der turde, løbe forbi hende. Ud i friheden og mærke følelsen af at være sluppet fri, for bagefter at få en pil igennem ryggen. Så fristende. Men hendes instinkter var tændt og hun var fokuseret.
Buen blev spændt igen og igen og skød de stakkels bondefolk på klods hold. Ikke en af dem nåede tæt nok på hende til at gøre noget som helst.

Kælderen stank af død, blod og møg. Frygten der gennemsylede de få overlevende der så deres død i øjnende for varulvens glubske appetit og nådesløse leg, mens Sarafina så på. Snart var der ikke flere tilbage. Snart var der kun de døde lemlæstede bloddækkede kroppe tilbage. Snart ville byen forsvinde fra landkortet, som havde den aldrig eksisteret.

Nogle af folkene havde været så heldige at komme forbi varulven, men stod i stedet ansigt til ansigt med elveren, der bestemt heller ikke holdt tilbage med at dræbe de sølle væsener. Anthony vidste næsten ikke hvad der var værst, en pil på klods hold, eller ham der rev en i stumper? Anthony foretrak nok pilen, jo den var formentlig smertefuld, men sikkert ikke på samme måde som at være i fuld bevidsthed, mens et monster af en køter bider armen eller benet af en. Hver eneste sanse var optimeret til det ypperste, hvilket fik stanken i kælderen til at virke mere intens end den sikkert var.

Over alt man kiggede hen i det lille rum, var der lig, enten med pile i kroppen eller folk der var blevet revet i stumper af varulven, der stadig boltrede sig i flokken med mennesker der endnu var foran ham. Han langede ud i flokken endnu en gang og fik en ældre dame slået omkuld. Kvindens jammerlige gråd samt ord fik Anthony til at ligge hovedet på skrå ”Nåde? ” sagde han og satte en hånd på hver side af hendes ansigt og med et hurtigt twist brækkede nakken på hende og lod liget dumpe ned i flokken, der skreg og sprang rundt, i forsøg på at komme over til noget der mindede om en mere nådig død.

Sarafina fik en lille smule motion med de få der slap forbi ulven, men det var ikke meget hun havde at se til, andet end blodbadet der udformede sig foran hende. Hun ventede og betragtede scenariet i stilhed. Han så ud til at hygge sig. En skam hun sjældent følte ret meget mere end hvad hendes krop mente var nødvendigt for at overleve. Sult, træthed, lyst. Men der var et stik af morskab i hende over det som skete. Men ikke nok til at hun begyndte at smile.

”Færdig?” Han så ud til at være i gang med den sidste efterhånden, med mindre han kunne opsnuse flere i det blodbad han havde skabt. Hvis ikke de alle havde været døde, ville Sarafina mene at de var traumatiseret for livet. Hun ventede ikke på at han bekræftede, for var der mere, måtte han jo lege videre. Hun selv gik op af kælderen igen og tog en dyb indånding i det friskere luft. Luft der var præget af svovl, død og røg, men bedre end den indelukkede kælder der stank af afføring og frygt.

Anthony så hvordan de en efter en faldt til jorden og uden så meget som at tænke over at deres kroppe lå halv døde på jorden, trådte han på dem for at komme til den sidste der stod inde i hjørnet og gemte sig. En dyb brummen kom fra ham som han nærmede sig og ud af intet så han en svingende kniv. Uden tøven greb han kvindens håndled og hev hende ud i faklens skær og nærmest kastede hende mod en af væggene i rummet og med et knæk faldt hun sammen på jorden ved væggen. Dette var den sidste der var hundrede procent levende, men det var snart slut. De fleste lå på jorden og hev efter vejret eller var allerede døde, takke været elverens pile.

Anthony nikkede blot til elverens ord og kravlede efter hende, ud fra kælderen og op til den friske luft. Han tog et dybt åndedrag, hvilket der bestemt havde været brug for taget i betragtning af, hvor meget der efterhånden var begyndt at stinke nede i den kælder. Man kunne vel nærmest sige det var befriende?

Hvor sjovt det end havde været at rassere nede i den kælder, så var det dybt befriende at komme op i den friske luft hvor Sarafina igen kunne tage en dyb indånding uden at blive påmindet om menneskes svagheder. Omgivelserne bar præg af ødelæggelse fra mørkets hære, og det som Anthony på egen hånd havde haft gang i. Nogen huse var efterhånden faldet sammen og småflammer kom op fra ruinerne. Brændte skamferede lig alle vejne og krigere der var oppe at slås med hinanden om de enkelte værdiggenstande der nu engang måtte befinde sig.

"Kan du lugte flere overlevende?" faktisk kunne han få lov at liste ud i mørket igen hvis han var færdig, eller komme op at slås med nogle andre. Sarafina havde egentlig ikke særlig mange præferencer, selvom hans råstyrke og komplete ligegyldighed overfor menneskelig havde imponeret hende. Vækket nogle mere dyriske følelser af overlevelse og magt i hendes indre, som hun ellers ikke følte. Faktisk følte Sarafina sjældent noget som helst.

Det var yderst forfriskende at komme på fra den kælder, at komme ud og mærke kulden mod huden igen, samt lugten af røg var nærmest bedre end stanken af afføring og urin. De blå øjne gled rundt på omgivelserne, ganske vidst var der ikke meget at ligge blikket på. De fleste bygninger var efterhånden ved at være styrtet sammen i flammerne, mens andre var på bristepunktet og kunne falde sammen hvert sekund det skulle være. Nogle af de få der havde været så heldige at overleve, blev enten opslugt af flammerne eller stod ansigt til ansigt med hæren.

Anthony tog en dyb indånding ”Mørkets hær… Og måske… ” sagde han og holdt en lille pause inden han tog endnu en indånding ”Måske et par stykker, men dem tager flammerne alligevel” sagde han med en brummen som han rettede blikket mod elveren. Det var ikke just dette han havde regnet med at skulle lave denne aften, ikke han klagede for lidt nådelys og ligegyldig vold og mord var altid en hyggelig beskæftigelse.

Sarafina var ret sikker på hun ville foretrække en hurtig død fremfor at blive ført væk af mørkets hær til et liv som ligegyldig slave. Hæren var ikke kendt for at behandle dem godt. Faktisk blev de behandlet værre en deres kvæg, for hvad værdi havde de? Ingen. Slaver var nemme at skaffe ved at gå ud og brænde byer af som nu. De fik selvfølgelig også kvæg ud af det her, for dem sørgede de da naturligvis for at få med. Det var forlangt, selvom de fleste hellere bare ville i gang med slåskampene og nedslagtningen.

Sarafina trak på skulderne og strak sig. Hun var allerede begyndt at vende snuden ind mod skovområdet, som ikke stank af død og frygt. Ikke at lugten generede hende når hun var i gang med sit arbejde, men hun havde udført sit arbejde, haft det sjovt og nu var tiden til at gå videre. "Sikke nogle stakler" stemmen emmede af ligegyldighed over ofrenes stakkels skæbne. Hun kunne helt ærligt ikke være mere ligeglad. "Du skal vel også liste tilbage til mørket" som de dyr han var. De fleste dyr listede altid ind i mørket når de var færdige med at skabe død og ødelæggelse. Hvis han da var færdig.

Anthony kunne ikke sætte sig ind i hvordan disse folk måtte have det, men i teorien var han også fuldkommen ligeglad. Han elskede at more sig på andre folks bekostning, hvilket man bestemt kunne sige han havde gjort nede i den kælder.

Han så sig omkring, spottede et eller andet i det fjerne og brummede ”Alligevel stak en af… Ak ja, Nem aftensmad…” sagde han og vendte sig imod hende ”God fornøjelse med nedslagtningen… Hvis der er flere… Så tager jeg lige en snack på vejen” sagde han inden han satte i retning af den landbyboer der var på vej væk. I det fjerne ville hun sikkert være i stand til at se han nærmest sprang på manden og slog ham til jorden. Skriget varede ikke længe og man kunne svagt ane at han kastede den slaskede mand over sin skulder og luntede tilbage hvor han var kommet fra.