Det så heldigvis ud til, at drengen ikke var så svær at muntre op igen, hvilket glædede Tarek. Nok var det sørgeligt med stodderens død, men det kunne være svært at sørge over en person som ham. Ikke at det ikke påvirkede Tarek med en persons død, men det var lidt en del af hans arbejde og han var overraskende god til at skubbe sådan noget fra sig. Det var sværere med de efterladtes sorg. Men Rofus var ikke så meget ked af Randalls død som noget med hans sjæl og forhåbentligt var det muligt at få hans tanker rettet mod noget andet.

Tarek kom på benene, klar til at hjælpe med at hive i den døde krop, men Rofus løftede den døde op som om, at han ingenting vejede. Nåh ja, det var, hvad han kunne. Så i stedet stod han stille, indtil liget lå ind over hans ryg, hvor han rettede lidt på dets placering, så vægten var ligeligt fordelt. Det gik ikke at tabe ham på halvvejen. Derefter trak han sit sværd og gik hen til manden under tæppet.
”Op at stå.” Så snart Rofus havde fjernet vægten og manden kom på benene, tydeligvis lettet over at være fri, greb Tarek ham i skulderen. Han besluttede sig for, at de ikke skulle længere end at han nok kunne styre ham med sværdet og uden håndjern. Så han skubbede ham fremad og de begyndte at gå mod hovedkvarteret.

I mens de gik, skævede han til Rofus, lidt nysgerrig. Han var tydeligvis et ungt menneske, men han virkede ikke til at bo hjemme. Endnu et gadebarn? Selvom han vist var på kanten til , hvad man kunne kalde et barn mere. Tarek nikkede kort og smilende til en, der hilste på ham , inden han besluttede sig for, at det ikke kunne skade at være nysgerrig.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg har set dig før situationen i Helbredelseshuset. Er du her fra byen?” Ikke at Tarek havde set hver eneste person i byen, han havde kun været der i halvandet år selv, men hvis drengen var et gadebarn, burde han næsten kende til ham. Han havde efterhånden været hver eneste lille gruppe igennem.

Rofus glædede sig til at komme til forbi byvagternes hovedkvarter. Han havde set bygningen flere gange, men aldrig været inde i den. Og det var ret sejt at skulle derind, især når man havde fanget en skurk! Men det gjorde det kun bedre at Tarek var der og kunne sige havde gjort det! Det var også ret sejt at skurken bare fulgte med når Tarek pegede på ham, jo det var med et sværd men det betød sikkert ikke så meget!
Hele situationen med Randy nagede stadig, men lige nu var det gemt væk og bare et problem han kunne se på senere. Lyset fra Tareks sjæl var lige så beroligende som han altid havde husket det, blidt som morgengryet. 

Lyden af Tareks hove mod den brolagte gade ekkoede en smule, et kort øjeblik var han i tvivl om kentaurer brugte heste sko eller ej, men selv om det var spændende at spørge om så turde han alligevel ikke helt spørge om det. 
To hurtige blik fulgte hinanden, det spørgsmål havde han ikke lige forventet! "Øh jo, jeg har boet her i byen hele mit liv. Jeg gætter at vi bare ikke har været så meget de samme steder, byen er ret stor, eller jo det er den for mig, den er nok lidt mindre for dig siden de er noget støre en mig" plaprede den unge knægt for at han blev ildrød i kinderne, ved Isari hvor lød han kikset!

(Lukket)