Anastasya smilede lidt da hun fornemmede hans positivitet og følte sig selv slappe en anelse mere af. ”Mit navn er Anastasya” Svarede hun og lod hånden glide fra hans skulder og flette sig sammen med den anden foran sig. Hun viste ikke hvad hun ellers lige skulle sige. Hun kunne ikke huske sit liv før kort før hun kom her til og hun spekulerede tit over hvem hun selv var.
Hun grinede lidt ved hans kommentar om hendes tåre ”Det har de altid gjort. Det var derfor jeg blev solgt til Vargas til at starte med. Men det er vist ikke derfor han beholder mig..” Hun skævede tænksomt til døren, hun havde tit spekuleret på hvorfor Vargas ikke havde solgt hende videre endnu. Men det virkede ikke til at det ville ske.

”Jeg er ikke så spændende.. Jeg er bare…” Hun trak overfladisk på skuldrene. ”Husmor.. Tjener.. Hvad du vælger at kalde det” Hun undlod at nævne at det var på de gode dage. Hun var også boksebold, syndebuk og  den Vargas kom til hvis han kedede sig.  ”Jeg kan ikke rigtig huske noget af mit liv, kun lige kort før jeg kom her til og så frem” Hun smilede til ham og gned sig i det grønne øje mens hun holdt blikket på ham. ”Hvad med dig? Er der noget at fortælle?” Hun smilede lidt, hun kunne lige så godt forsøge at opbygge lidt tillid mellem dem hvis de alligevel skulle tilbringe så meget tid sammen.

Nu hvor Hector slappede lidt mere af og kunne tænke lidt mere klart, havde han også overskud nok til at vise bare en smule interesse i andre end ham selv og Juno. Pigen, Ana, virkede jo flink nok, og hun havde tilsyneladende tænkt sig at hjælpe Hector og Juno, så det mindste Hector kunne gøre, var at opbygge lidt tillid og venskab mellem dem.

"Ja, øh, det ved jeg sgu ikke," sagde han, da hun spurgte til ham, og han kløede sig lidt på kinden, mens han overvejede hendes spørgsmål. "Jeg ved ikke rigtig noget om min familie... altså, min rigtige familie. Jeg blev fundet af nogle teaterfolk, da jeg var baby. Så voksede jeg op hos dem, men..." Hector sank en klump; han havde ikke lyst til at fortælle om, hvordan hans teater-familie var blevet nedslagtet af landevejsrøvere... "Ja, så endte jeg i Dianthos sammen med Junos og resten af banden."

Han trak på skuldrene. Børnebanden og huset i Dianthos virkede så langt vøk, at det næsten føltes som tilhørte de en anden virkelighed, at andet liv.

Anastasyas øjne blev store. ”Teater?” Hun havde læst om store teater stykker i nogle af de bøger hun allernådigst havde fået af Vargas men havde aldrig selv set noget i den dur. ”Det må have været prægtigt..” Hun fornemmede tydeligt at der var noget ømtåleligt ved hans ord og rynkede brynene lidt. ”Juno.. Menneskedrengen.. Er det din mage?” Hun var ikke sikker på hvad han mente med banden, var de flere end de to? Det måtte de næsten være. Hun smilede sørgmodig og lagde forsigtigt en hånd på hans arm. ”Jeg håber du får ham at se igen.. Og at I kommer her fra sammen” Hun sendte blidt sine positive energier over mod ham for at gøre ham i bedre humør.

Anastasya havde ikke noget koncept omkring kærlighed. Hun havde så vidt hun viste aldrig været forelsket og ingen havde lært hende noget om hvad der var normer og standarder. Så at Satyren foran hende havde menneskedrengen som mage, det var vel bare sådan det var. Hendes eneste ide omkring forhold og par kom fra dyreverdenen og det var nok også derfor hun udtalte sig som hun gjorde. Grifferne i stalden havde mager så hun følte det kun naturligt at overføre den tanke gang til andre væsner og mennesker.

"Hæh, jeg ved ikke om prægtigt er det rigtige ord at bruge," sagde Hector og trak for skuldrene. "Men vi fik da mad hver dag."

Hectors øjne blev store, da Ana spurgte, om Juno var hans mage. Et øjeblik sagde han slet ikke noget, men så begyndte han at grine, så han måtte ømme sig og holde om sig selv.

"Som om," hikkede han og tørrede sine øjne i sin skulder. "Som om jeg nogensinde kunne få fat på en fyr som Juno. Juno, han... ham er der ingen, der kan få til mage. Slet ikke mig. Jeg er bare en lille, pik-løs lort."

Han kiggede et kort øjeblik på Ana, før han så ned på sine klove.

"Du ville måske kunne, lidt. Et kort stykke tid. Men kun fordi du er så pæn."

Ana så temmelig forvirret ud da Hecor brød ud i latter. Hendes forvirring blev dog hurtigt erstattet af ren bekymring da han ømmede sig og hendes bryn rynkede sig i en bekymret fure på hendes pande. Dog ændrede hendes mine sig tilbage til den forvirrede ved hans ord. Hun var ikke en ømtålelig pige når det kom til sprog og sprog brug, hun havde hørt det meste fra slaverne i slavehandlen når hun en gang i mellem havde overhørt deres eder og forbandelser.
Dog blev hun en anelse forvirret over hans ord. Hun havde aldrig skænket hans køn en tanke, det havde som sådan ikke en betydning for hende. Den eneste betydning der var for hende var at han havde det godt, og var glad.

Dog ændrede hendes mine sig igen, denne gang til skeptisk da han afsluttede sine ord. Han kaldte hende pæn. Han sagde at hans menneskeven ville syntes hun var spændende om end for en kort tid. ”… Var det derfor han så så underligt på mig da i ankom?” Hun forstod ikke hans ord, desuden tilhørte hun Vargas så det gav slet ikke nogen mening at overveje. ”Jeg forstår det ikke. Jeg er bare mig..” Hun rystede på hovedet og skubbede en af de rødblonde lokker tilbage bag øret.

”Men jeg vil spørge Vargas om du kan blive her.. Og om du kan få din eliksir..” Hun lod blikket glide over ham. ”Er der noget du har brug for ellers? Har du stadig meget ondt?” Hun var urolig for hans tilstand, hun ønskede ikke at han var i smerter.

"Juno opfører sig altid som en idiot, når der er damer til stede," sagde Hector og rystede lidt på hovedet. Hemmeligt ville han ønske, at Juno også opførte sig som en idiot, når Hector var til stede. Han gad godt oplevel, hvordan det mon føltes, når Juno skruede op for charmen overfor en, hvordan det føltes at blive klædt af med de blå øjne, hvordan det mon kildede, når den uforskammede mund hviskede uartige ting i ens øre...

Hectors kinder blev lidt røde, og han skyndte sig at rømme sig og ryste sit hoved igen.

"Nej, det er fint nok," sagde han og lod en hånd løbe igennem de mørke krøller, inden han forsigtigt satte sig igen. Han håbede inderligt, at Ana kunne overtale Vargas. Hans krop føltes allerede mere end mærkelig, og han kunne høre, hvordan hans stemme var ved at blive lysere. Hans brystkasse var også svulmet lidt op. Ikke nok til, at det lignede rigtige damebryster, men der skulle ikke gå ret mange uger, før det ville kunne ses tydeligt. Det allerværste ville være, hvis Hector begyndte at bløde... Det andet kunne han nok håndtere (måske), men at bløde? Det ville drive ham til vandvid.

Ana forstod ikke helt hvad Hector mente, men hun valgte at lade det ligge. Hun ville ikke betegne sig selv om en dame og forstod ikke, at der var andre der så hende sådan. Hun var ikke helt sikker på hvornår hendes slags, altså Skovelvere, blev anset som voksne men hun var ret sikker på at hun ikke blev set som sådan endnu.

Hun bemærkede at Hectors kinder fik en fin rødlig tone, som vis han havde løbet en længere distance. Hun fandt det besynderligt, da han jo ikke havde flyttet sig. Hendes nysgerrighed steg men hun valgte at holde tand for tunge. Det virkede ikke til at Hector var komfortabel med at snakke om Juno og hun havde på fornemmelsen at hans rødlige glød havde noget med emnet at gøre.

Hun smilede lidt da han svarede at der ikke var andet han havde brug for. ”Så vil jeg forsøge at overtale Vargas ved lejlighed” Hun samlede tingene sammen på bakken igen og rettede sig atter mens hun kastede et blik på Hector igen. ”Måske du skulle tage et hvil... Du har været ude for meget i dag” Hun blottede sine tænder i et smil og følte sig helt lykkelig over at hun ikke skulle være alene mere.

“Tak, Ana,” sagde Hector, og det lykkedes ham faktisk at smile sådan helt rigtigt. Faktisk blev han så glad for, at hun ville hjælpe ham og Juno, at han gav hende et kram; Hector gav ellers ikke kram, og slet ikke til fremmede, men han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle gøre uden Anas hjælp. Og han svor stille, at Vargas nok skulle komme til at bitterligt fortryde, at han havde ført Ana og Hector sammen, men det ville være for sent.

”Hvis vi slipper fri, tager vi dig med,” lovede han i en lav mumlen, der nok mest var til ham selv end til Ana. Han vidste ikke, om han ville være i stand til at holde sit løfte, men han ville gøre alt, hvad han kunne!