Selv med blade og kviste i håret, og med jord og græs på albuerne, var elveren unaturligt smuk, som var det den letteste ting i verden for ham bare at skubbe håret bag sine fine, spidse ører og så igen se ud som om han var på vej hjem til et slot. Marcels lyst til at slå ham vendte tilbage, mangedoblet.

"Hvorfor ikke?" bed Marcel tilbage og greb alligevel elverens arm for at hjælpe ham på benene, kun for at skubbe til ham, så snart han stod op igen. "Er det så forfærdeligt at blive rørt ved af et menneske? Er vi så langt under dig?" Marcel, der så alt for højt op til elvere, havde nogle komplekser, som han lod fuldstændig gå ud over elveren nu, med endnu et skub til ham. Han var ikke længere bange for om fyren prøvede at snyde ham eller gøre ham ondt, han var for optaget af at kæmpe imellem at vide, at han burde gå sin vej, og imellem ikke at kunne tage sit blik fra elveren foran ham; en led, snobbet elver, der tilsyneladende væmmedes ved tanken om at blive rørt af et menneske.
Marcel ville aldrig kunne komme til at røre ham, og det var nemmere at påstå overfor sig selv, at han havde lyst til at slå ham, end det var at indrømme overfor sig selv, at han havde lyst til noget, han aldrig ville kunne komme til. 

Renaél gjorde endnu et forsøg på at vriste sin arm fri af menneskeknægtens greb, og var ved at falde bagover, da han fik et hårdt skub. Et øjeblik vaklede han, vildt svingende med armene, for at holde balancen. Han vaklede et par skridt bagud og fik endelig støttet sig op af et træ, hvorfra han surt betragtede mennesket.

"Er det måske derfor du lusker rundt i vores skove? For at komme til at røre ved elvere? Hvad er der galt med dig?" Svarede han igen. Det ville ikke undre mig, om det i virkeligheden var det, menneskeknægten var ude på! Og hvorfor var han ikke skredet endnu?
Renaél forsøgte at sende ham et vredt blik. Det så ikke særlig intimiderende ud, og han begyndte i stedet at børste jord, græs og blade ud af tøj og hår. Han afsluttede med at køre hånden gennem de lyse lokker - et særligt trick, der fik håret til at se en smule rodet ud, uden at det var det. 

Elverens ord ramte så meget plet, at Marcel slet ikke kunne tage det. Han havde ganske vist kun lige sluppet ham, men han tøvede ikke med at springe på ham igen. Han havde forsøgt at stoppe slåskampen, men elveren tiggede ham praktisk talt om at starte den igen, når hans mund kørte som den gjorde.
I to lange skridt var han henne ved ham igen, imens skovprinsen var godt optaget af at gøre sig smuk igen, og hans hænder røg op til fyrens hår, som han straks uglede fuldstændig til - hvis ikke han skulle slå på ham, så ville han i det mindste stoppe ham fra at se så forbandet køn ud!

"Du - du ved ikke hvad du snakker om!" spruttede han, hans kinder helt røde og hans tøj omkring lige så beskidt som elverens. Med den hånd, han ikke brugte til at rodde op i elverens hår, greb han fat om morgenmynte blomsterne og gnubbede dem voldsomt imod elverens kind, så den blå farve smittede af på hans hud. Han skulle have brugt dem uskadt, men det kunne han slet ikke tænke på lige nu - han ville bare se ham så grim som muligt!

Det kunne godt være, at Renaél slet ikke havde samme størrelse muskler som menneskeknægten, men i det mindste så han meget bedre ud! Det gjorde elvere naturligvis generelt i forhold til mennesker: deres kropsbygning var slankere, ansigtstrækkende langt mere forfinede og de havde ikke den samme mængde frastødende hårvækst. Det havde menneskeknægten dog heller ikke - men han lignede også, at han var ret ung. 

Tydeligvis ramte Renaéls ord plet, men de havde ikke den ønskede virkning! Frem for at mennesket gik sin vej, så var han igen lige i Renaéls ansigt - og denne gang havde han den frækhed at røre ved det lækre, lyse hår, som Renaél lige havde fået til at sidde på den rigtige måde! Han forsøgte rasende at skubbe den anden væk:
"DU .. RØRER IKKE MIT HÅR! FORSTÅR DU!?" Råbte han ind i ansigtet på ham. Hans hænder greb efter morgenmynten, hvis hæslige blå farve plettede hans ansigt, og han forsøgte at vriste de ødelagte planter ud af hænderne på mennesket..

"JO - JEG GØR!" Råbte Marcel tilbage. Pludselig var elveren ikke en fremmede halvgud, der skulle tilbedes, ligesom han heller ikke var en farlig fjende, han var bare ligesom én af Marcels mindre søskende, der havde brug for en god omgav mobning, så han kunne holde op med at være så forfærdeligt irriterende. 

Elveren fik fat i nogle af planterne, men med dem Marcel stadig havde i hånden, gnubbede ham dem fortsat imod elverens ellers-smukke hud, indtil han fuldstændig tabte de ødelagte planter, der sad nogle steder i elverens lyse hår og i hans tøj, med blå og grønne pletter på huden og hår, der var helt roddet op, og Marcel, ubevæbnet uden resten af planterne, forsøgte i stedet at holde sine arme op for at stoppe elveren fra at komme efter ham, inden han begyndte at grine af synet foran sig. Lavmælt først, men lidt højere, indtil han slet ikke kunne skubbe elverens arm væk fra sig, fordi latteren, der gennemrungede hans krop, gjorde ham svag. 

Resterne af myntebladene faldt mod græsset. De var ødelagte, ligegyldige og kunne ikke bruges til noget. Den blålige farve fra dem plettede den ellers så forfinede, ensfarvede hud i den unge elvers ansigt, kun afløst af en rødmen af vrede øverst på kinderne. Han forbandede sit held: hvorfor skulle han netop plukke morgenmynte på en dag, hvor en forfærdelig menneskeknægt var ude på det samme?

Småbitte stumper af mynteblade klistrede til hans hænder, som han brugte til skubbe hårdt til mennesket foran sig. Eller - så hårdt man nu kunne, når man var Renaél, og man sjældent løftede noget tungere end et par flasker elvervin. Arrigt stirrede han på den mørkhårede menneskedreng. Hvad var det lige, han fandt så morsomt!?
"Hvad I Avanyas navn griner du sådan af?" Udbrød han, stemmen stadig dirrende en smule af vrede og ydmygelse over det, der var foregået.

Marcel grinede, og fortsatte med at grine, da elveren spurgte ham, hvad han grinede af. Det var svært at lade være, når han havde blå og rødlige pletter i ansigtet. Op og ned af sine skarpe kindben, hen over sine svage fregner, under sine lyse, blågrå øjne. Des mere Marcel så på elveren, des mere stilnede hans latter dog også af.

"Jeg griner af dit nye look," svarede han med et skævt smil, men uden den modbydelighed, der tidligere havde været i hans stemme. "Bare rolig - du er stadig smuk, hvis det er dét der bekymrer dig." Marcels lyst til at slå elveren var forsvundet, nu hvor han ikke var så irriterende smuk, men nærmere så lidt... menneskelig ud. Pletterne på hans ellers perfekte, nærmest glødende hud, gjorde ham til at holde ud. 

Havde Marcel troet, bare et øjeblik, at han ville kunne slippe af sted med det, havde han kysset ham. Der var ingen grund til at benægte det nu. Han ville prøve at benægte det senere, når elverens ansigtstræk ikke stod så skarpt i hans hukommelse, men lige nu ville det være umuligt, selv hvis han prøvede.

I stedet smed han de sidste rester af morgenmynten fra sig og rakte elveren sin hånd. "Fred?" tilbød han prøvende. 

Renaél stirrede vantro på mennesket foran sig. Han vidste for det første slet ikke, hvad han skulle sige til de pludseligt rosende ord om hans udseende. Selvfølgelig så han langt bedre ud, end en menneskemand! Elverne var født til at være bedre og langt mere perfekte, end menneskeracen på alle måder. Og så var der ikke grund til at tænke nærmere over, at mennesket, som skulle forestille sig at være langt under ham, lige havde fået ham til at bide i græsset..

Irriteret gned han på kinden med bagsiden af hånden - det hjalp ikke rigtig på myntepletterne, tværede nærmest bare farven mere ud. Ved Guderne, hvad ville de sige, når han kom tilbage til Elverly? Måske skulle han styre direkte mod de varme kilder, men han risikere jo, at nogle af de unge elverkvinder, han havde et godt øje til, var ude og bade..

I stedet for at tage mod den fremstrakte hånd, lagde han armene over kors med en mine, der mest af alt så pigefornærmet ud. Ikke tale om, at han ville slutte fred med et menneske på den måde! - Men han skulle heller ikke nyde noget af endnu en omgang i græsset.
I stedet vendte han fornærmet ryggen til og begyndte at stavre bort. Morgenmynten ville han skide på. "Jeg slutter ikke fred med mennesker. Og hvis du nogensinde viser dig i nærheden af Elverly, skal jeg, Renaél Runeldth personligt sørge for at smide dig på porten!" Truslen rungede ikke af særlig meget mellem træerne, for en dyst mellem de to, havde allerede afgjort, hvem der var stærkest. Det forhindrede ham dog ikke i at være storsnudet.

Everens attitude fik kun Marcel til at smile bredere. Han var lidt tøsefornærmet, på en måde der kun gav Marcel endnu mere lyst til at drille ham. Og da elveren vendte ryggen til ham og begyndte at gå, havde Marcel allermest lyst til at løbe efter ham. Hive ham lidt i håret, måske minde ham om, hvem af dem der var stærkest.

"Jeg kommer tilbage," råbte han i stedet efter ham - et løfte, ikke en trussel. På trods af hvad elveren - Renaél - havde sagt om ikke at slutte fred med mennesker, så opfattede Marcel dem allerede som venner. Han havde endnu ingen ide om, hvordan hans følelser ville vokse og forme sig fra det øjeblik af, og han forlod ubekymret skoven med et smil på læberne.