Bigwig kom med en brummende lav latter ved hendes ord, mens han kiggede på hende med et smil på læben, og et af sine velkendte kække glimt i øjet. "Du må hellere tjekke dem senere. Vi kan ikke have at jeg går rundt og forestiller mig ting der ikke bliver sagt!" Der var forskel på den professionelle Dhalia som vandrede healerhusets gange tyndt dag ud og dag ind, og på den kvinde hun var, når hun tog sig tiden til at slappe en smule af og snakke. Det var i hvert fald sådan Bigwig havde oplevet hende, og han satte pris på begge sider af hende. Den hyggelige, der godt kunne finde ud af at komme med en solid kæk bemærkning til hans ord, og smile. Men også den alvorlige, der tog sit arbejde seriøst, og holdte sig fokuseret og fastlagt på sin opgave, uden at lade nogle tossede bemærkninger distrahere hende fra arbejdet.

Bigwig løftede op i armen, og drejede den en smule i skulderledet med et let påvirket udtryk, som bevægelsen irriterede hans muskler og led. "Det mærker mere rigtigt - selvom den har sine indvendinger mod at blive brugt!" måtte han alligevel konstatere, og lod den derfor falde ned i hvile position igen. Ribbenene... jo, de var vidst også på vej rigtigt ind hvor de skulle, efter at være blevet sat bedre tilpas af forbindingerne. "Hvordan har øjet det?" spurgte han tilbage - det kunne godt være at hun skulle holde et vågent øje med ham, men hvem skulle så holde øje med hende?

Dhalia holdt nøje øje som Lance bevægede sin arm, og hans udtryk gik hende ikke forbi. "Du brugte den efter den gik af led" sagde hun lidt tørt, en konstatering mere end et spørgsmål "Hold den i ro en uges tid.. og når du nu ikke gør det alligevel, så kom ind forbi om et par dage, så jeg kan se den efter" formanede hun, og kunne ikke holde en anelse bebrejdelse fra sin stemme. Hun viste han ikke ville holde den i ro, for han havde et job at udføre.. en holdning der gav hende mere arbejde, selvom den nok reddede liv i den anden ende.

Nogle gange var det svært at forholde sig til der også var en verden udenfor helbrederhusets vægge. En verden der ikke kun bestod af idioter der forsøgte at sende dem alle på overarbejde.

Dhalia løftede kluden fra sit øje igen ved hans spørgsmål. Det var ved at tage farve, og var hurtigt blevet mørkere endnu. Hun rørte forsigtig ved det, og skar en grimasse. "Ømt som bare pokker, og sviger værre en alkohol på en hudafskrabning" svarede hun ærligt. Hun havde ingen grund til at lyve for ham i det øjeblik. Han var blevet tilset så meget som hun kunne for nu. Hun sukkede en anelse "Men det er ikke så slemt som det lyder. Trætheden for det til at føles værre end det-"
Dhalia afbrød sig selv og så mod døråbningen, som nogen trådte ind. "Kit" 

Kit kiggede op fra den bog hun havde haft næsen i "Oh Dhalia, jeg-" Kit fik øje på Bigwig og stoppede sig selv "Oh! Ehm, undskyld jeg afbryder, jeg går bare igen!" sagde hun hurtigt og skulle til at gå igen, da hun fik øje på Dhalias øje. "Åh Nej dit øje! Jeg troede ikke han ramte så hårdt!" udbrød den unge kvinde, mens Dhalia forsøgte at få hende til at falde ned med en beroligende håndbevægelse, der ikke lod til at gøre der store. Kit stod fast "Dhalia, du må lade mig heale det senere, eller i det mindste lade mig ligge et ordenligt omslag! Du kan da ikke mene at have et blåt øje på din fridag!"

Bigwig afholdte sig fra at himle med øjnende. Hun havde jo ret. Selvfølgelig havde han brugt den efter den var gået af led, og han kom også til at bruge den indenfor den nærmeste fremtid. Noget hun tydeligt vidste ud fra hvad hun sagde. Han kunne simpelthen ikke holde sig i ro og hun vidste det! Det var efterhånden heller ikke svært at gætte. "Jeg skal gøre mit bedste for at holde den i ro, Dhalia" svarede han nærmest for at berolige hende - han vidste det jo godt!

Han lavede en grimasse til udtalelsen om alkohol på hudafskrabning. Det gjorde ondt bare ved tanken! Han lod hende snakke så færdig hun nu kunne blive før de blev afbrudt. Han drejede hovedet fra hende og så på den unge healerkvinde der var kommet ind af døren uden at orientere sig overhovedet. Han smilede - hun havde altid næsen nede i en bog!
Et øjenbryn skød i vejret og Bigwig drejede sit blik meget bebrejdende til Dhalia og holdte det der, efter Kit's ord for alvor meldte klart at han ikke var den eneste der ikke kunne finde på at holde fri. "Og så endda på din fridag!" gentog han og kiggede på hende med en blanding af skarphed og morskab. De var vidst lige gode om det.

Bigwig rettede sig op i stolen, og gjorde sig klar til at rejse sig op efter at have taget en dyb indånding. "Tak for te og mad, og en hyggelig snak, men jeg må hellere komme tilbage til arbejdet. Og du må hellere.. komme tilbage til din fridag?" han kunne simpelthen ikke lade være med at drille hende, som han kom op og stå og så på hende med et muntert smil.

Dhalia åbnede munden for at sige noget, protestere højst sandsynligt, over det ene eller det andet, men Kit kom hende i forkøbet "Åh, nej i dag er ikke fridag" et halvt, skævt smil trak op i den unge kvindens mundvig "Om 8 dage har Dhalia sin årlige fridag, på hendes fødselsdag" forklarede hun og skævede kort til Dhalia, hvis blik hvilede stramt på Kit. Den unge kvinde grammede sig lidt under blikket, og gik over mod Dhalia i stedet.

Dhalia nikkede engang til Lance "Vi må heller komme tilbage til arbejdet ja.. Alle tre" hun sendte Kit et blik, og fjernede kluden, så den unde helbreder kunne komme til.

Kit lagde hænderne mod Dhalias blå øje, og skævede en gang mod Lance igen. Hun havde stadig svært ved at arbejde når folk kiggede, men der var én ting hun gerne ville have ud inden løjtnanten gik. "Der er altid arbejde" hendes blik flakkede kort mellem Bigwig og Dhalia igen "Men vi skal nok holde skansen på din fødselsdag! Især nu du fylder rund" Dhalia sukkede let opgivende ved de ord, mens Kit sendte Bigwig et mærkeligt blik.

Der var noget ganske morsommeligt ved at se hvordan de to udvekslede blikke. Kit der talte uden helt at ligge omsvøb på nogen ting, og Dhalia der sendte nogle meget stramme blikke. Han burde ikke more sig så meget over det. "Det er rigtigt! Din fødselsdag" okay, Bigwig havde ikke ligefrem verdens bedste hukommelse til at huske præcis hvad dag folk havde fødselsdag - men han forstod godt at Dhalia ønskede at have fri den dag. At det så kun var en årlig fridag, det kunne han så godt sætte spørgsmålstegn til. Nok var hun glad for arbejde, men hun var ikke en hest! Fridage var nogen gange tiltrængt.

Den unge healers lette ukomfortable måde at stå på som hun arbejdede med Dhalias øjne, fik Bigwig til at smile et lille smil imod hende og i stedet vende blikket hen på Dhalia. Han var der ikke for at gøre nogen ukomfortabel. "Desværre, er der altid arbejde for os" han sagde det ikke dystert, men med en let beklagende undertone. "De damer - Vi ses om et par dage, Dhalia" han lavede et let buk med hovedet, sørgede for ikke at bruge sin skulder, nu hun i hvert fald kunne se ham, og gik imod døren, men stadig klar over at det ikke snød hende. Han kom til at bruge armen og ville troeligt vende tilbage et par dage senere for at få den tjekket. Hun var ikke til at løbe hjørner med. Og nu han fandt ud af at det var hendes fødselsdag snart, oven i købet en rund fødselsdag, måtte han nok også hellere gøre en smule ud af det!