Maden var virkelig god og selvom det gik stærkt med at skovle den ind, nød Randall den. Hans mave kunne ikke helt beslutte sig for, om den var glad eller ej, men det stoppede ham ikke. Han kendte sig selv godt nok til at vide, at han ville kunne holde det nede, selvom han måske ville ende ud med mavepine. Skidt med det, det var vigtigst at få noget at spise, mens han kunne.
Så han var over halvvejs, da byvagten stillede sit næste spørgsmål. Skeen stoppede halvvejs mellem tallerken og mund og de grå øjne fik kort et mørkt udtryk, mens han stirrede ned i bordet. Tænksomt og overvejende. Skulle han uddybe eller bare fyre noget lort af? Det var en byvagt. Hans svoren fjende. Men manden havde slæbt ham hjem i sin egen seng, bare for at han kunne sove. Og nu sad han her og spiste hans mad. Skeen fortsatte sin bane og han tyggede langsomt, som han prøvede at beslutte sig for om han skulle svare. 

Til sidst gav han op, han havde aldrig været en mand, der gik op i at holde ting for sig selv og han gad ærligt talt ikke skulle slås for at undgå at fortælle noget, flere godt vidste i forvejen. Ind til videre havde byvagten jo heller ikke ligefrem virket specielt fordømmende. Så han tyggede for første gang roligt af munden og rettede så blikket mod den gråhårede mand, mens han svingede skeen til at pege på ham.
"Hvor gammel tror du jeg er?" Han gav ham ikke mulighed for at svare, han ville nok sige det samme som alle andre. "Sidst i 30'erne, ikke? Ja, nej, jeg er... hvad er vi i? 2018? Så må jeg være omkring... 69." 

Han så ned på sin mad igen og skovlede en mundfuld op, i et helt andet tempo end før. Nok en indikation på, at emnet betød mere for ham, end hvad resten af hans udstråling og opførsel sagde. Hans forbandelse og de medfølgende komplikationer havde redet ham som en mare i mange år. Hvilket også var grunden til, at han sjældent frivilligt gav sig til at snakke om den. Det førte sjældent noget godt med sig alligevel.
"Og ja, jeg er bare et skide menneske. Ingen spændende racer i det her kadaver." Hans blik gled op og fandt mandens, udtryksløst og alligevel med et snert af uendelig træthed. Lige nu gad han vitterligt ikke mere.

Det mørke udtryk sagde mere end det nok var intentionen. Som Bigwig havde regnet med, lå der mere bag denne dødsdruk, end bare at drikke fordi man syntes det kunne være sjovt. Han gav ham tid til at spise det der havde været på skeen, tygge af munden og bestemme sig for hvad han ville svare. Hvis han da overhovedet ville sige. Det var et ret nærgående spørgsmål, men Bigwig mente lige nu at han kunne tillade sig det. Han havde trods alt slæbt manden med hjem, kastet ham i seng og nu fodret ham. Han havde nok gjort det alligevel, men nu måtte tiderne vise hvorfor det havde været nødvendigt.

Bigwig nåede ikke engang at tænke over spørgsmålt, før Randall snakkede videre. Han nikkede et kort nik over det med 30'erne. Det var nok ikke meget galt. Nævnelsen af hans egentlige alder fik de buskede øjenbryn til at løfte sig, et mere end det andet. Den var overraskende. "Jamen du holder dig godt.. Eller.. Du ligner ikke en over 60" svarede han brummende og lænede sig tilbage i stolen, ikke helt sikker på om han selv skulle fortsætte med at spise. Han var ikke voldsomt sulten mere, efter de første gode solide bider. Det kom nok senere.

Bigwig blinkede et par gange. Eftertænksom. "Hvad er så forklaringen bag din alder?" ingen grund til at pakke noget ind. Bigwig var sgu nysgerrig, og der var noget i måden manden opførte sig, trods den ligegyldige måde han holdte sig på, der indikerede at det faktisk tyngede ham. Gjorde ham træt. Hvad end årsag var til at han bare blev ældre og ældre, men ikke af udseende.

Byvagtens kommentar om hans udseende fik ikke andet end et dæmpet "hø" ud af Randall, der ikke rigtigt var i humør til den slags sjov og ballade lige nu, selvom han normalt sagtens ville kunne fyre et smart svar tilbage. Men han skovlede i stedet endnu en mundfuld ind og tyggede den i det nyfundne mere rolige tempo. Egentligt smagte det ham pludseligt ikke mere, men han agtede at tømme tallerkenen, mad var efterhånden lidt af en sjældenhed for ham og han kunne godt mærke, at hans krop havde brug for det. Hvilket var lige meget, men det her var gratis mad og ned skulle det.

Dog faldt skeen til ro på tallerkenen, da Bigwig spurgte nærmere ind til, hvordan han var blevet så gammel. Igen nåede han lige at overveje, hvor meget han skulle fortælle, men det var som om, at hans mund havde sit eget liv, for ordene begyndte alligevel at vælte ud af ham, inden han havde taget stilling.
"Det er lidt dumt... ser du, jeg blev engang hyret til at stjæle noget. Det vidste sig at være fra en troldmand og det lykkedes mig at pisse ham godt og grundigt af, så han valgte at flå min sjæl ud." Han rynkede på næsen. "Det kan i øvrigt ikke anbefales, det gør pænt nullernaller. Nå, men han flåede den ud og forbandede resten af mig, så nu kan jeg ikke dø." Han skubbede lidt rundt med maden på tallerkenen, inden han skubbede noget op på skeen. "Eller, det kan jeg så godt." Han efterlod den kryptiske bemærkning lidt, mens han stak mad i munden og begyndte at tygge igen. Dog uden at vente på at have tygget af munden, inden han snakkede videre.
"Du kan sagtens slå mig ihjel og stå tilbage med et lig, men jeg dukker op i en ny krop et nyt sted i Krystallandet, en præcis kopi fra det øjeblik, forbandelsen blev lagt på mig. Komplet med ar og tilbehør som tøj og våben." Uden at tænke så meget over det, rørte han ved et af de store ar, der sad skævt fra lige under det yderste af kravebenet, hen over brystmusklen og ned mod brystbenet, et gammelt øksehug. Han ville egentligt gerne stoppe med at fortælle, det var efterhånden ved at blive lidt for dybt, men det skete ikke. Det var noget, han havde brug for at fortælle, selvom han ikke var klar over det.

"Jeg er død flere gange, en jeg kan tælle til, de sidste 35 års tid. Sværdhug, knivstik, pile, druknet, banket til døde, hængt, brændt, flået i stykker, kvalt, mast, spiddet, faldet, sparket ihjel af en hest, trampet ned, hjerteanfald, hjerneblødning, ødelagte indre organer, blødt ihjel, drukket mig selv ihjel og utallige former for selvmord, for det er bare nogle gange den letteste måde at slippe ud af ting på. Tænk på det og jeg har prøvet det. Og jeg kan huske hver eneste en af dem." Som han remsede op, blev hans stemme mere flad og man kunne nok fornemme, at han forsøgte at lukke ned for det, der fulgte med hans ord. Minderne. Lysten til maden var efterhånden helt væk, men han tvang endnu en mundfuld i sig. Han havde set på byvagten til at starte med, men blikket var landet på maden igen, de grå øjne fuldt med bitterhed, smilet væk fra hans træk, afløst af livstrætheden. Lige pludseligt kunne han godt bruge en øl.

Bigwig ventede tålmodigt på at Randall fik tygget af munden og bestemte sig for hvad han ville sige. Det var nok et mere dybdegående spørgsmål end mange andre der kunne skilles. Men den gamle byvagt var faktisk nysgerrig efter at vide det. Vide hvorfor den fordrukne mand var så forbandet fordrukken hele tiden. Der kom et let fnys der aldrig blev helt til et grin, over kommentaren at sjælfjernelse gjorde pænt ondt. Ja, det kunne han forestille sig. Det lød så absolut ikke spor behageligt! Noget han ikke havde planer om at prøve.

Den gråhårede man rynkede brynende en smule uforstående sammen. Han kunne ikke dø? og alligevel kunne han godt. Han kommenterede intet, men ventede blot på at Randall selv besluttede at han ville fortsætte. De gamle øjne fulgte hans bevægelse over det store ar. Højst sandsynligt et meget brutalt minde der havde ført ham igennem døden. En ud af mange gange lød det til.

Bigwig tog en dyb indånding, lod stilheden ligge sig en smule over dem, mens han tænkte over det han havde hørt. At manden ikke kunne dø. Han var tvunget til at vågne op i live igen og igen. Tanken om at blive dræbt så mange gange, på så mange forskellige måder, var forfærdelig. Bare tanken om at dø en gang var ubehagelig. "Der er ingen vej ud af denne forbandelse? En måde at få det vendt, eller på anden vis undgå at du dør i tide og utide" hans spørgsmål var praktike. Han overvejede hvad det mon kunne betyde for Randall. Han tvivlede stærkt på at manden holdte op med at være en stodder, der nød sin alkohol. Men han kunne nok undgå et dødstilfælde eller to ved at tænke sig om.

Randall spiste videre. Tallerkenen var snart tom og hans mave var fyldt og sagde stop, men han skovlede langsomt de sidste mundfulde ind, mens stilheden lå over bordet. Hvordan byvagten reagerede på hans ord, vidste han ikke og han var egentligt også ret ligeglad. Han havde allerede fortrudt, at han havde sagt noget som helst, ikke kun fordi, at han havde fortalt noget meget personligt til en fremmed, der egentligt ville kunne tage den viden og bruge den i mod ham. Men også fordi emnet i sig selv var trælst at snakke om. Han blev så mørk indeni, meget mørk, og det brød han sig ikke om. Han var en livsglad mand, men det sidste år tid var det bare gået ned af bakke og hver gang han mærkede mørket tittede frem, forsøgte han at drukne det i sprut, fordi han havde ikke lyst til at føle det.

Han lagde skeen fra sig og lænede sig lidt tilbage, hvilket også fik ham til at løfte blikket til Bigwig. For første gang så han rigtigt på ham, betragtede den gamle mands træk. Han burde se lige så gammel ud. Hvis han overhovedet ville have levet så længe, det tvivlede han på.
Mandens spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene.
"Hvis jeg vidste det, sad jeg nok ikke her..." Han sukkede og pillede lidt ved bordkanten med den ene hånd. "Det virker mest som om, at døden søger mig. Fyrer nogen en pil ind i en gruppe af væsner, er det næsten helt sikkert, at den rammer mig. Jeg er også blevet ramt af lynet elleve gange, så vidt jeg lige har talt. Jeg har forsøgt at lade være med at bevæge mig ud i farlige situationer, men de finder mig alligevel."

Den ellers normalt friske Randalls stemme, var flad og dæmpet. Hans blik trist og gråt, det var ikke muligt for ham at skjule det. Han var så træt. Af livet. Af det hele. Han var ødelagt.
"Troldmanden sagde, at jeg er den eneste, der kan ophæve forbandelsen, men jeg aner ikke, hvordan. Jeg har efterhånden prøvet alt. Og jeg kan ikke finde røvhullet igen. Jeg har ledt og haft følere ude alle steder de sidste 35 år, jeg kan ikke finde ham. Han er forduftet." Bitterheden strømmede ud af ham og han greb skeen igen, bare fordi at dreje den mellem fingrene. Havde han haft en kniv, var det gået ud over bordet i ren frustration.

Hvad end han havde gjort, for at fortjene denne skæbne, kunne Bigwig virkelig ikke sætte ord på. Han snakkede om en troldmand, og en forbandelse denne mand havde langt over ham. Men hvad kunne man i realiteten stjæle der gjorde man fortjente denne skæbne? For Bigwigs øre lød det jo fuldstændig umenneskeligt at blive udsat for. Men hvad vidste han. Han var ikke bange for at dø, også selvom han vidste at han ikke kom tilbage igen. Faktisk var det sådan han foretrak at tænke på det. Bigwig havde intet ønske om konstant at vågne op et andet sted, efter at være død. Nej tak.

"Jeg fornemmer at det ikke vil virke at gå den anden vej. Nemlig at opsøge farlige situationer" han kunne ikke rigtig se en løsning på dette problem. Faktisk så det ud til at Randall ville blive ved med at dø og dø igen og igen. Uden at nogen kunne gøre noget ved det. Intet under han så så træt ud.

Bigwig kiggede på ham. Bragtede ham nærmest, da han nævnte troldmanden igen. Mange troldmænd var direkte farlige at være i nærheden af. De kunne finde på de mest modbydelige ting. Dog som regel aldrig uden en grund. "Hvem sendte dig på opgaven dengang?" ikke at det var sikkert det kunne give noget hjælp, men man vidste aldrig. Nogengange stod folk i ledtog. Måske det i virkeligheden havde været ansætteren der havde et problem med Randall og ikke troldmanden. Alt sammen teorier han forsøgte at prøve af. Af en eller anden årsag havde han på den måde han kunne, besluttet sig for at hjælpe. Også selvom det bare var igennem at lytte.

Randall rystede let på hovedet.
"Så dør jeg bare hurtigere. Oftere." Han havde efterhånden prøvet det meste, intet havde virket. Han vågnede altid op igen, når døden havde forsøgt at tage ham med sine klamme hænder. Intet havde åbnet dørene til dødsriget og han vidste snart ikke, hvilke andre muligheder han havde. Hvis han nu bare kunne finde den dumme troldmand, men nej. Ingen vidste hvem han var, ingen kendte til ham. Med et træt og frustreret udtryk i ansigtet, smed Randall skeen fra sig igen og lod blikket glide rundt på omgivelserne uden rigtigt at interessere sig for dem.

"En adelig med hang til specielle skatte. Han er død forlængst. Vidste ikke noget om troldmanden, tro mig, så havde han sagt det." Det blev sagt med et mørkt blik. Randall gik ikke op i at pine andre, men han havde gjort en undtagelse for denne mand. Efterladt ham i live dog, hvis han skulle komme i tanke om noget eller høre noget. Men han havde ikke været helt ung og det var efterhånden en snes år siden, at han var taget til dødsriget.

En ru hånd blev trukket ned over hans ansigt og han sukkede. Hvorfor sad han her og fortalte dette til en byvagt? Han burde rejse sig, få resten af sit beskiste tøj på og skynde sig langt væk herfra. Men han var træt, helt ind i den manglende sjæl, så han blev siddende. På en eller anden måde var det også rart nok at komme af med det, men hvad nyttede det? Byvagten kunne ikke gøre noget, og selvom det så ud til, at han havde ondt af ham, kunne Randall ikke forvente andet, end at det ville blive brugt i mod ham. Næste gang byvagterne fik fingre i ham, ville det nok være umuligt at finde en måde at dø på og derved undgå fængsel.

"Jeg er bare ved at være pænt træt af livet. Så der har du dit svar på, hvorfor du kunne samle mig op af rendestenen. Du kan nok finde mig der næste gang igen." Hvad der burde have været en smart replik smagte bare lidt bittert. Hvorfor den fløj ud vidste han ikke. Han burde virkeligt bare gå.

Ja, det kunne han havde sagt sig selv. Bigwigs svar blev en eftertænksom brummen, som han lagde armene over kors og hvilede mod sit bryst og mave, i det han lænede sig lidt tilbage i stolen. Det var da en noget rodet situation at stå i, oven i at den mand der havde ansat ham tilsyneladende intet vidste. Det mørke blik afslørede, at der var blevet taget hårde midler i brug for at sikre sig at det var sandheden. Noget Bigwig personligt ikke kunne fortænke ham i, og som hans proffesionsside ignorerede fuldstændig. Han vidste den anden var forbryder - det havde han vidst allerede da han havde samlet ham op. Der var ingen grund til at begynde at lave lektioner og være hellig.

Den dystre og noget bitre bemærkning fik igen et af de buskede øjenbryn til at løfte sig. Manden var træt, han var udkørt og han var bitter. Kunne han være andet? At være træt af konstant at blive kastet tilbage i live efter igen og igen at være blevet dræbt på den ene og den anden måde. Garenteret ikke spor ærværdigt særlig mange af gangene, og ligemeget hvad, vågnede han op igen. "Livet er umådelig trættende hvis man ikke finder en mening i det" selvfølgelig var det en forbandelse. Han ville ikke stoppe med at dø, sådan som Bigwig forstod det, men han kunne vel bruge det. Udnytte det til at gøre noget der gav mening i det uendelige lange liv han havde fået. "Søge vismænd, afprøve muligheder, søge hjælp. Ikke alle er ude på at udnytte dig, Randall. Selvom det godt kan virke sådan" hvis man udvidste venlighed og næstekærlighed, ville man finde sig selv i mere venlige områder og favne. Nogen der kunne hjælpe, der ejede skjulte talenter og kunne give ham en løsning. "Måske kan det give dig en smule forløsning og liv i dit lange usluttelige liv."

Træt. Han var bare træt og egentligt kunne han godt kravle tilbage i sengen og sove videre, men han vidste også godt, at det ikke ville hjælpe på trætheden. Og nu hvor sprutten efterhånden var ude af hans system, ville drømmene bare komme, mens han sov. Dem ville han sådan set gerne være fri for, de ledte ham bare igennem død efter død. Til at starte med, havde det ikke været så slemt, men efterhånden som hans sind blev fyldt mere og mere op med diverse former for endeligt, var det snart det eneste, han kunne drømme om. Også derfor han ikke ligefrem fik så meget søvn for tiden.

Han var ved at glide ind i sine egne tanker, mens han atter pillede lidt ved bordets kant, da byvagten snakkede til ham igen. Mening med livet. Sad han virkeligt og sagde, at han skulle finde mening med livet?! En svag rynke dukkede op i hans pande, som hans øjenbryn trak sig sammen. Tavst lod han manden snakke færdig, selvom et strejf af vrede gled over ham. Men det varede kun kort, Randall blev sjældent rigtig vred, selv når han var så langt nede som nu. Det var spild af energi. Men han brød sig på en eller anden måde ikke om det, der blev sagt. Han havde søgt hjælp, snakket med vise folk og ledt til hans fødder blødte fra at gå og øjnene var ved at falde ud af hovedet på ham.

Han sukkede og gned sig over et øjenbryn inden han træt svarede.
"Jeg plejede nu at tænke, at jeg havde liv og mening i mit liv." Kællinger, sprut og livsnydelse. Det plejede at være nok. Han plejede ikke at lide som han gjorde nu. Han havde aldrig prøvet at have mistet lysten til alt som han havde nu. Det var så slemt, at han ikke rigtigt kunne genkende sig selv, nej han væmmedes næsten ved det, han var blevet til det sidste stykke tid. Der var lidt for meget druk, lidt for meget ynkelighed.
"Og fortæl mig, at alle ikke er ude på at udnytte mig, når folk holder op med at stikke mig i ryggen for at få den dusør, der hænger over mit hoved." Han flyttede på sig og havde nær rejst sig. Den her samtale var ikke ligefrem behagelig. Langt fra.

Selvfølgelig huede det forslag ikke den fordrukne mand. Det kunne tydeligt ses, og kom ikke som nogen overraskelse for Bigwig. At forsøge at omlægge sit sorgløse liv, der vidste sig at være knap så løs for sorg, til et med en dybere mening, men også mere arbejde. Det var ikke ligefrem et nemt omskifte af nogen art! Men det kunne lade sig gøre, han havde set mere lyssky folk tage den beslutning før, i løbet af hans karriere.
"Men den mening har ændret sig, har den ikke?" hvad end man havde brugt sit liv på, til bare at gøre hvad man ville, kunne være nok for nogen - men de fleste havde heller ikke en uendelig livstid. Vendte ikke tilbage når livet var taget frem dem. Ikke ligesom Randall der kom tilbage, igen og igen.

Bigwig sad stadig roligt tilbage, selvom Randall begyndte at røre lidt uroligt på sig. Samtalen var nok tungere og mere ubehagelig end hvad han selv havde lyst til - men måske brug for. Det krævede pludselig at man tog overvejelser. "Ah ja. En dusør du igennem dine mange liv, har fået over dig, ved at gøre præcis hvad der passer dig, har jeg ret?" startede Bigwig ud, uden at have megen medlidenhed. "Har du overvejet at tage den straf der hænger over dit hoved, over de gerninger du har begået? Tage de konsekvenser du ellers løber ganske effektivt fra, som havde du en sværdspids der prikkede dig i røven konstant." brummede han. Bigwig var overhovedet ikke tilnærmelsesvis sikker på om Randall ville tage det råd, og rent faktisk stoppe op og lade konsekvenserne indhente ham og tage dem med rank ryg. Han regnede ikke med at manden nogensinde blev andet end en der satte sig selv højest - i hvert fald det meste af tiden. Men hvis han vendte det til noget positivt, og hvad han kunne få for nogle års straf. Måske det virkede.

Den gamle mand var ved at blive lidt aggressiv efter Randalls mening, men han var nu absolut heller ikke vant til at have dybere samtaler med folk. Faktisk kunne han ikke huske, hvornår nogen nogensinde havde prikket så meget til ham som byvagten gjorde nu. Ingen bekymrede sig om ham og satte sig til at spørge ind til ham. Og det kunne da sikkert være meget rart at få snakket om nogle ting, men det lå bare ikke til den slidte lejesoldat. Hans lort var hans eget lort og det skulle ingen andre blandes ind i. At han allerede havde sagt så meget, forstod han ikke.

Hvert eneste ord, der lød fra manden, føltes som en kold spand vand. Og som han bevægede sig ind på, at Randall skulle tage sin straf, blev vantroen tydeligere i hans ansigt. Fængsel?! Mente den gamle mand, at han skulle lade sig smide i fængsel?!
Endeligt rejste han sig lidt brat fra sin stol, der skrabede mod gulvet bag ham.
”Jeg vidste, at den ville ende der! Kunne jeg havde sagt mig selv, jeg snakker trods alt med en byvagt!” En irriteret og fornærmet lyd lød fra ham, inden han på de bare fødder trådte væk fra bordet og hen i mod pejsen, hvor hans tøj og sværd var placeret. Hans støvler stod der også og bæltet med hans pung, som han straks tjekkede. Der var et eller andet, der raslede, så han var ikke helt på røven.

Som det første hev han sine støvler på, diskret tjekkende at dirken stadig sad i dens gemmested.
”Jeg ved ikke, hvad Zaladin jeg laver her. Hælder mine indvolde ud på bordet som om det rager andre.” Han mumlede mest for sig selv, surt. Ikke bare på byvagten, men også på sig selv. Han burde vide bedre. Være kommet derfra så hurtigt som muligt. For et øjeblik havde han lige været… tryg. På en eller anden måde. Hvorfor i alverden havde han det? I en byvagts hus? Han skar ansigt over sig selv og fik den første støvle hevet på. Forbandet være ham og hans forbandede liv.

Bigwig lagde armene over kors, godt tilbagelænet i sin stol som det begyndte at synke ind hos Randall hvad han lige havde sagt. Og reaktionen var virkelig forventet. Han var ikke glad. Han var ganske umunter og måden han rejste sig fik ham til brummende at grine en lille smule. Såden en rigtig brummen helt ned i maven. "Kan du bebrejde mig?" svarede han på det irriterende udbrud og kiggede efter manden som han begyndte at gå over mod sine ting og gøre antræk til at trække i sit tøj. Muligvis ved at gøre klar til at forlade stedet så hurtigt hans ben kunne bære ham. Hvem ville ikke gøre det, når nogen bad ham om at tage ansvar for sine gerninger. Forbrydere er er da også virkelig forfærdelige nemme at gøre fornærmede. Ganske underholdende.

"Randall, jeg har ikke tænkt mig at smide dig i fangehullet vel" svarede han som den Randall begyndte at trække sine støvler på. Bigwig gjorde ikke antræk til at stoppe ham af nogen art, selvom han burde. Han burde havde smidt manden ned og ruske trammer da han fandt i rendestenen, og det var nok en smule for sent at begynde at tænke på at gøre det nu. Bigwig havde i hvert fald ikke tænkt sig t tage kampen op. "Mere at du skulle tænke over hvad du gør i dit liv. Og med dit held, var du nok død inden der var gået fjorten dage" påpegede han, rettede sig op og tog sit krus med vand og begyndte at drikke nogle solide slurke af det, satte det fra sig på bordet med et bump og lænede sig afslappet tilbage igen.

Randall gav sig i kast med den anden slidte støvle, da byvagten snakkede til ham. Først svarede han ikke, irriteret og vred over det hele, mest sig selv. Men som han fik foden i den anden støvle rettede han sig op og pegede på den gamle mand.
”Du kan more sig så meget, du vil. Fængsel spøger man ikke med! Ingen kællinger, ingen øl og absolut ingenting at lave! Nej tak, det har jeg prøvet mere end én gang, det er ikke lige mig!” Han begyndte at lukke støvlerne med lidt hidsige bevægelser. Dog var han blevet en smule beroliget af mandens forsikring om, at han ikke ville smide ham i kachotten. Og som han rettede sig op igen og så på ham, var det nok lidt tydeligt, at han allerede havde givet op på at løbe derfra.
”Og jeg gider ved guderne ikke vente fjorten dage i fængsel på, at uheldet finder mig, så svært er det heller ikke at snuppe et sværd fra en vagt.” Og hvad han gjorde med det sværd, måtte Bigwig selv regne ud.

Randall greb sin stinkende trøje og stod lidt med den i hænderne og et alvorligt og tænksomt udtryk, inden han trak den over hovedet og derefter gav op på resten, men i stedet uroligt begyndte at gå lidt rundt i det lille hus.
”Jeg var engang soldat.” Han viftede hånden mod den slidte røde læderjakke. ”Det er der, den kommer fra.” Han løftede låget på en krukke og kiggede ned i den. Åbnede en skabslåge og kiggede ind.
”Ud over evnerne til at slås, fik jeg kun én ting med mig derfra.” Han lukkede skabslågen og drejede rundt mod byvagten. ”Livet er kort, beskidt og døden kommer ikke smertefrit, og der er ingen, der gør noget godt for en, ud over en selv.” Han slog let ud med hænderne. ”Mit liv er nu langt og beskidt, men det ændrer ikke så meget. Jeg har set så mange forsøge at ændre verden og stadig ligge tilbage i rendestenen med blodet fossende ud af kroppen. Hvorfor skulle jeg forsøge at gøre andet end at få så meget sjov ud af det her rod? Jeg har uendeligt meget lort i sigte, så jeg kan lige så godt forsøde resten af tilværelsen. Utak er verdens løn, gamle, så jeg gider slet ikke forsøge at få andet ud af det.” Han så bare træt ud, som han snakkede. Det var måske ikke ligefrem den mest positive livsindstilling, men ærligt talt havde han ikke så meget andet at bygge noget på. Livet var lort, sådan var det.

Hvor længe kunne han blive ved med at løbe fra sit ansvar. Fra konsekvenserne af sine gerninger og ikke mindst sit eget uheld. Bigwig kunne absolut ikke svare på det, men hans reaktion var ikke spor overraskende. Selvfølgelig ville Randall ikke bruge fjorten dage i et mørkt rum bag træmmer og bare vente på at han blev kvalt i et fiskeben eller på anden måde stillede træskoende. Den gamle byvagt forholdte sig tavs og roligt følgende den andens bevægelser.

Bevægelser der gik fra at tage tøj på, til pludseligt at kigge på sine omgivelser. Bigwig rørte sig ikke fra stolen men løftede et øjenbryn - han vara ikke helt sikker på hvad Randall ledte efter, men han skulle nok ikke forvente at finde meget af værdig i disse omgivelser. "Du har nok ret. Ingen gør noget godt for andre end dem selv. Hvornår har du sidst gjort noget som var godt for dig. Ikke sjovt, ikke livsforlængende eller forkortende for den sags skyld. Men godt" det var en nedbrudt mand der kom med denne opsang. At han kun skulle have alt det sjove i livet, og ikke skulle forsøge sig på at tage ansvar for sit eget eller andres liv. Men udnytte og lave en falsk forestilling om at de havde det fantastisk med sjov, sprut og kvinder.
"Du var soldat engang, Randall. Hvorfor valgte du det liv, i stedet for bare at tage for dig af livets goder fra dag et?" nærgående spørgsmål, men Bigwig havde ikke så meget andet han kunne gøre end at prikke til mandens egne erfaringer og valg i livet. Om det virkede eller ej.

Inden byvagten begyndte at svare, var Randall i gang med at kigge på næste ting, denne gang en skuffe. Han ledte egentligt ikke efter noget, og selvom han skulle finde noget af værdi, ville han ikke tage det foran manden. Han havde bare brug for at være beskæftiget, mens de tunge ord tumlede rundt i hans hoved og i luften omkring ham.
Noget godt. Han lukkede skuffen igen og stirrede lidt på den, mens han forsøgte at forstå. Noget godt. Hvad var godt? Hans tanker gled straks til en kvindes varme favn, men han havde en fornemmelse af, at det ikke var det, den gamle mand mente. Han vidste ikke, hvad ”godt” ville være, ikke som byvagten mente det. Så han trak på skuldrene uden at svare.

Det næste spørgsmål fik ham til at sukke og slentre tilbage til stolen som han smed sig lidt tungt i, inden han slog let ud med hænderne.
”Det var enten det eller arbejde på familiens gård. Og jeg må indrømme, at korn og grise ikke ligefrem interesserer mig, så jeg valgte at tjene nogle krystaller ved at melde mig ind i herremandens sold.” Se, det havde været noget bedre, at lære at bruge et sværd og slås. Få kammerater og more sig. Indtil krigen kom og det blev til alvor.

Han stirrede tomt ned i bordpladen for et øjeblik, mens minderne tog en tur rundt i skallen på ham. Til sidst trak han på skuldrene.
”Det var først, da krigen, livet og herremanden havde taget mig bagfra, at jeg fandt ud af, at der ikke er andre end en selv til at passe på en, så jeg sluttede mig til en flok lejesoldater, der lærte mig at nyde livet. Dem kan man så heller ikke stole på, så…” Han slog ud med hænderne for at sige, at nu var han altså her. De nærmede sig grænsen til nogle detaljer fra hans liv, han normalt ikke fortalte til andre, men ind til videre var der ikke noget, der betød noget.

Det rørte Bigwig ubeskrivelig lidt at den lurvede mand gik og rodede rundt i hans hjem. Måske i søgen på noget, eller også bare for at optage sig selv. Han havde alligevel ikke noget skummelt i hjørnerne at skjule, desuden trængte støvet til at blive vendt med lidt rumstering. Det var begrænset hvor meget han selv var hjemme. "Og din familie?" dem måtte han jo havde ladt alene tilbage på gården ved at tage afsted. Mindre eller ældre søskende, alt efter om han skulle overtage eller blot deltage i arbejdet.

Bigwig sad tilbagelænet og afslappet i sin stol stadig, uden at røre alt for meget på sig, men mest bare følge Randall med blikket. Det var ikke en hæderlig mand, men det var trods alt en mand. Med alt hvad det indebar. Et fnys forlod Bigwigs næse som et skævt smil løb frem på hans læber. "Nej det kan man vidst ikke" hentydende til at han selv var en lejesoldat nu og derfor ikke kunne stoles på. "Men hvis det er den vej du har valgt, den du ser som allerbest for netop dig." Bigwig lænede sig frem og lod sine arme hvile på bordet og så på manden med et alvorligt blik. "Hvorfor er du så ikke glad?"

Et dæmpet fnys kom fra Randall, da byvagten spurgte til hans familie. Han havde ikke set dem, siden han forlod herremandens sold, hvilket efterhånden var en del år siden. Han havde da holdt af dem, især de mindre søskende, men de havde været så mange og alting havde handlet om at arbejde. Om nogen af dem i det hele taget levede endnu, vidste han ikke, havde ikke undersøgt det. Niecer og nevøer havde han uden tvivl masser af, men ud over de ældste søskendes børn, havde han ikke mødt dem. Interesserede sig ikke for dem. Det lille hjørne af Medanien holdt han sig helst langt fra.
”Den flok bønder? Jeg ved slet ikke, om de lever endnu. Men de er sikkert spredt ud over hele Medanien, vi var 12 børn, da jeg skred.” Hans stemme var afvisende, men han så ikke på ham. Det var alligevel et lidt ømt punkt. Bare lidt.

Spørgsmålet fik et lidt sammenbidt udtryk frem i den gamle lejesoldats ansigt, inden han hvilede sine albuer på bordet og træt gned sig i ansigtet med begge hænder.
”Jeg ved det ikke,” mumlede han svagt opgivende. Pludseligt var han bare så træt og han kunne næsten overveje at vælte tilbage i mandens seng, bare for at sove sig ud af den her samtale.
”Hvis jeg vidste det, ville jeg ikke sidde her, i en fremmed mands hus, og stinke af gårsdagens brandert, mens jeg plaprer om mit sølle liv, vel?” Der var ikke noget vrede i hans stemme, bare træthed. Han blev færdig med at gnubbe sit ansigt og rettede sig op med en dyb vejrtrækning. De grå øjne så på Bigwig uden nogen form for gnist.
”Jeg gætter på, at sagen med den manglende sjæl har noget med det at gøre. Eller udsigten til et evigt liv med utallige døde. Hvem ved.” Var det bare derfor? Han tvivlede. Men han vidste ved guderne da ikke, hvor hans livsglæde var skredet hen. Ellers havde han ligesom fundet den igen, ikke?!

Bigwig kommenterede ikke på Randalls afvisende ord omhandlende familien. En stor familie med mange munde at fodre, og derfor også en tilværelse Bigwig kunne forestille sig ikke havde givet meget plads til den individuelle person. Noget i Bigwig troede stadig på at hans familie havde elsket ham højt, selvom det havde været en bondefamilie med meget arbejde og med stor sandsynlighed et bestemt syn på at børnene skulle blive, sørge for forældrene når de blev gamle og opretholde samme erhverv. Noget Randall havde forladt. Men han ville ikke grave i det. Lod Randall være med tankerne om hvad der var hentydet, og i stedet fokuseret på det andet.

Efter en rum stilhed fra Bigwigs side, mens han bare så på den trætte soldat, kom der en let brummen fra ham. ”Du er den eneste der kan ændre noget ved det. Hvis du ikke er glad for den tilværelse du har, så skab dig en ny. Ændre på din hverdag og hvad der har taget gnisten væk. Kan du ikke det, så er du fanget i dit sølle liv, uden mulighed for hjælp eller ændring.” konstaterede han. Ord der kunne virke hårde, når sandheden blev lagt frem, men Bigwig var ikke ude på at såre manden. Lagde blot de kort han kendte på bordet, og lagde aktivt op til, at ingen kunne ændre hans tilstand hvis han ikke selv ville. Ville han blive i sølet af det liv han førte, håbende at livsglæden vendte tilbage var det hans valg. Men han skulle stå ved at det var det valg han havde taget. ”Også selvom det er den manglende sjæl der spiller ind” så måtte han finde en måde at få sin sjæl igen på. Hvor den så end var og hvordan man end gjorde det.

Randall hvilede sit hoved i sine hænder, så han stadig kunne se på manden foran sig. Stilheden lagde sig, hvilket gav ham lyst til at åbne munden, men ærligt talt var han for træt til at finde på noget at sige. Tømmermændene havde stadig godt fat i ham og allermest havde han lyst til at sove noget mere, nu hvor maven var fuld. Om han var velkommen til mere søvn i mandens seng vidste han ikke, men han ville nok finde sig en stald og en høstak i stedet for. Eller betale sig til et værelse på en eller anden måde. Det sidste virkede næsten mest lokkende. Han trængte til at sove ud.

Endeligt åbnede den gamle mand munden igen og Randall lyttede uden at flytte på sig og uden at skifte udtryk, stadig træt og med et halvdødt udtryk i øjnene. Denne gang var det hans tur til at være tavs, da talestrømmen tørrede ud. Det var hårde ord, men Randall tog dem ikke så tungt. Ikke på den måde. Men det var ord, der fandt plads i hans indre, så de kunne overvejes og vendes og drejes. Tages frem og tænkes nærmere over. Men lige nu var det for meget for ham at skulle tage stilling til. Hans krop led for meget og han trængte til at lukke øjnene.

Så efter et øjebliks stilhed, rettede han sig lidt pludseligt op.
"Jeg skal videre." Uden at forklare mere, rejste han sig og gik hen til sine ting. Det første han greb var jakken, han hurtigt trak i. Han havde ikke behov for at lave et yndefuldt exit, lige kunne han bare ikke holde ud at være i det lille hus mere med den alt for venlige byvagt. Det var forkert. Alt for forkert. Alvoren, venligheden, den tunge snak. Nej, han havde brug for at komme ud i den friske luft og gøre et eller andet, der ville få ham til at føle sig som sig selv igen. Måske nakke en pung, så der var krystaller til det værelse, han havde overvejet at købe sig til. 

"Tak for hjælpen du gamle, men alt det her plidderpladder giver mig udslæt og dårlig mave, så nu smutter jeg." Hans stemme var lidt mere frisk, men han lignede nu stadig udskidt æblegrød. Mens han snakkede, spændte han sværdet om livet. Der gik et par sekunder, før han kom i tanke om, at han havde solgt sin lange kniv for nogle krystaller til øl. Forbandet. Nå, han kunne godt nøjes med sværdet. En kniv kom i bæltet og en i støvlen, inden han vendte sig mod byvagten.
"Jeg har sgu aldrig mødt en byvagt, der lod mig sove den ud i deres seng, det er da helt vildt." Han kneb øjnene sammen. "Lad være med at følge efter mig ud, så ser du bare ting, byvagter ikke skal se."

Bigwig gjorde intet for at afbryde den stilhed medfødt af hans sagte ord. Han holdte sig til at slappe af i sin stol og blot kigge på den anden. Roligt, måske afventende på hvad han præcis ville gøre. Om der kom et respons, om han ville ignorere det eller noget helt tredje. Det var aldrig til at vide hvordan nogen reagerede på ord som disse.

Bigwig løftede blikket og et øjenbryn som Randall rettede sig op meget pludseligt og bekendtgjorde at han skulle videre. Han kommenterede det ikke, men lod blot den fordrukne mand samle sine ting i stilhed. Et let fnys som et lydløst grin undslap ham som den gamle luskede personlighed på en eller anden måde skinnede igennem. "En gang skal jo være den første" brummede han som svar, men flyttede sig stadig ikke.

Bigwig trak på skulderne. "Jeg har fri i dag. Desuden, har jeg en ganske gennemtrængende lugt af fordrukkenhed i mit hus, der helst ikke skal blive hængende for længe." svarede han, tydeligt i stand til at lugte den anden mand, selv på afstand. "Lad mig ikke fange dig igen." Det var en engangsforestilling. Et håb om at få vendt manden til noget bedre. Noget der kunne leve en hverdag uden at havne i brummen. Men der var ingen garenti for at det havde virket.