Netrish mærkede panikken gribe hende som hun gispede efter vejret, og hans ord stak som en kniv i hendes bryst. Hun havde aldrig frygtet Kiles omfavnelse før, og ville stadig møde den med oprejst pande! Alligevel var der noget der havde ændret sig. Hun viste hendes gudinde ikke bekymrede sig om de levende, men det var netop ikke Kiles ord der fyldte hendes sind.
Asbjörn..
Hjertet hamrede i brystet på hende, og som hun tvang sig selv til at tage dybere indåndinger var han alt der fyldte hendes sind.
Det kunne have været hendes endeligt, og hun ville aldrig havde set ham igen. Hun havde lovet, svoret at vende tilbage, at se ham igen. Hun måtte holde det løfte. Hun måtte udstå hvad end denne galning havde i tankerne, ikke blot for at vende tilbage til sin gerning, men også så hun kunne vende tilbage til ham...

Med let skælvende lemmer trådte hun ud af karret som befalet, og hans blik gav hende viljen til at ignorere hendes svimmelhed og stå opret. Det ville snart være ovre.. for denne gang. Hun forholdt sig i ro som han tørrede hende af, og ignorerede knuden i hendes bryst der frygtet hvad der ville komme efter. Den tid den sorg. Han ville tage hende når han ønskede det. Hun kunne ikke ændre det alligevel.

Netrish holdt sin lettelse tilbage så vel hun kunne da han rakte hende kjolen, og tvang sig selv til at tage imod den roligt. "Bestemt. Hvid og Rød, for de der tjener Gudinden i livet" svarede hun og trak kjolen på. Den sad en smule løst over hendes barm og hofter, men sad til gengæld en anelse stramt over skuldrene. Ellers var det ikke langt fra. Ana og Netrish var næsten lige høje, og begge spinkle som elvere nu var det. 

Vargas lod blikket løbe over hende, da hun havde kjolen på. En skam. Nok var hun alt for senet og tynd efter hans smag, han ville gerne have lidt kød at gribe og gøre i, men hun var trods alt en kvinde og kjolen skjulte de få former hun havde. Men han havde ikke planer om at ændre mening, så han lod hende beholde den på. For nu.
”Rød kan du kun få, hvis du bløder lidt på den.” Der var let humor i hans stemme, som han slog ud med armen og viste hende vej ud af rummet. Tavst førte han hende ud i gangen og ned til udgangen ud til den store plads, hvor hendes bur ventede på hende.

Eftermiddagssolen var lige så nådesløs som altid, hvilket ikke rørte dæmonen. Hans hylster var født til at bo i denne del af landet og det var sjældent, at han faktisk mærkede det store til solens bid. Varmen skulle han dog stadig være lidt forsigtig med, en gang i mellem blev han til stadighed overrasket over, hvor hårdt den kunne ramme en krop.
Som havde de blot haft en hyggelig stund sammen, slentrede han ved hendes side ned langs burene. Endeligt kom de frem til der, hvor Netrish havde sit nuværende hjem og han stoppede op for at vente på at hun selv gik ind.
”Det var ganske interessant at tale med dig. Det kan være, vi skulle gøre det igen.” Han smilede stort til hende, inden han lod en vagt lukke buret og han, stadig smilende, gik tilbage mod huset. At hun havde fået et bad og en ny kjole burde ikke være svært at spotte. Måske misundelsen fik lov til at blomstre lidt, siden hendes sidekammerat havde været udsat for nogle mere brutale ting tidligere i dag. Ah.

Nu stod den på afslapning resten af dagen. Måske noget hygge med Ana, hun havde trods alt tirret ham ved at være nøgen. Men først skulle der ligges lidt planer til dagen efter.

Netrish fulgte med, storisk og med ret ryg som altid. Til trods for Vargas havde tørret hendes hår, var det stadig temmelig vådt, og gennemblødte hurtigt ryggen af den lette kjole. Hun tænkte ikke på gennemsigtigheden, men priste den kølende velsignelse det var i stilhed.
Selv den ubarmhjertige sols hede virkede mindre dræbende end den havde gjort det meste af rejsen til Vargas, nu hun faktisk var påklædt. Alligevel var burets skygge kærkommen, om end hun viste nattenkulden snart ville ændre på det.

"Min teologiske viden og erfaring står altid til tjeneste" svarede hun med et høfligt lille buk, og hun prøvede ikke at skæve til drengene i naboburet før Vargas havde vendt ryggen til og var på vej væk. Medlidenheden og en smule skyld vældede op i hende, over den milde behandling hun havde fået selv. Men det varede ikke længe før hun skubbede disse følelser til siden og satte sig til rette i sit bur i stilhed. Hun var ikke i tvivl om drengene havde forværret hvad end dæmonen havde haft planlagt ved egen gerning. Men hun var ligeledes heller ikke i tvivl om, at hendes egne pinsler kun lige var begyndt.