Tarek var tavs, men kunne ikke lade være med at vise sine tænder i et stort smil, som den lille knægt og den gamle mand gik i gang med deres forhandlinger. Det her var ganske underholdende, han kunne godt fornemme, at Bigwig ikke var helt tilfreds over situationen, selvom han ikke var vred. Tarek lagde armene over kors og fulgte med i præsentationen af tøjet. Havde han været et mindre væsen, havde han lænet sig i mod husmuren, men den var måske også lige kold nok på denne årstid og når han manglede sin jakke, der stadig hang på den gamle mands krop.

Som Bigwig viste tøjet frem, forsvandt lidt af den kække attitude fra drengen, der i stedet halvt begyndte at måbe over det fine tøj, de havde taget med til at bytte med. Han kastede et kort spørgende blik på Tarek, der nikkede bekræftende og Lyua måtte lige synke en klump, inden han fandt lidt af sin flabede holdning tilbage. Det var jo rigdomme, der var blevet præsenteret for ham.
”Vi har passet godt på det.” Han kastede et blik ned i mod den gamle mands fødder og fortsatte med at forsøge at forhandle. ”Det bliver koldt i længden uden støvler. Så skal Tarek bære mere rundt på dig.” Selvfølgelig havde de set kentauren bære rundt på den ældre, støvleløse byvagt. Han sendte Tarek et blik og kentauren hoppede straks med på den.

”Åh nej, sikke da en tanke! Evigt dømt til at være Bigwigs transport! Det er ikke til at bære. Løjtnant, du bliver simpelthen nødt til at bytte dig til dine støvler! Jeg ville ikke kunne holde til, hvis du fryser fødderne af!” Han slog ud med armene og satte et ganske forfærdet ansigtsudtryk op, han havde lidt svært ved at holde, som han var ved at dø af grin, men han gjorde sit bedste. Hvilket passede knægten fint, for han så igen på Bigwig med et udtryk, der sagde ”Hvad sagde jeg?”

Forhandlingerne var egentlig bare en ting der blev gjort, ja fordi det var for nemt bare at give det hele fra sig. Der skulle en smule morskab ind i billedet, trods Bigwig også havde sin irritationsmoment over det. Hans fødder frøs og maveskindet følte sig også en smule for frit! Puha nej, det skulle helst gå ganske udemærket med denne forhandling. Den kække attitude krakelerede en smule, hvilket Bigwig til fulde ignorerede og bare lod som om ikke skete. Nok var det gadebørn, men man skulle ikke tage den smule stolhed de havde fra dem. Det gik ikke. Desuden, de var her ikke for at udmyge af nogen art.

"Nå så det har i alligevel?" der var et muntert strej i hans påtvungene alvorlige og arbejdsprægede ansigt. Det skulle jo holdes professionelt. Ja, så længe det kunne holdes. Bigwig bed sig hårdt i underlæben og pressede øjnene en smule sammen som Tarek startede op.
Langsomt skævede han til siden og rystede ganske let på hovedet med et ansigt der var sammenbidt sammen for ikke at grine. Med en dyb indånding drejede han sit hoved tilbage og kiggede på knægten inden han slog et klik med tungen.

"Hvor fristende det end er at benytte min kære kollega som transportmiddel, må jeg nok se mig overvundet.. og skænke disse sko i bytte for mine møre gennemtrådte støvler" han lagde skoene oven på bunken af tøj, fik det holdt en smule akavet i en hånd før han stak den store lap af en hånd frem. "Aftale?"

Tarek var ikke i tvivl om, at Bigwig var nær tårer af grin, hvilket bare gjorde det sværere for ham selv at holde masken. Det var meget vigtige forhandlinger med gadebarnet. Man kunne ikke bare gå og forære så dyre ting væk, ikke uden at børnene forstod, at det var alvorligt. Et eller andet skulle de lære af dem.
Det hele gik nu som det skulle og Bigwig gik med til at bytte skoene for sine støvler. Noget Tarek var glad for, det var nu for koldt at rende rundt uden. Et smil kunne ikke skjules, som Bigwig rakte hånden frem mod drengen. Situationen varmede nu alligevel den unge kentaurs hjerte. Respekten fra hans ven i mod den dreng, der havde forskrækket ham og stjålet hans tøj. Der var ikke mange, der ville behandle et gadebarn på den måde.

Lyua tøvede lidt, kastede et blik på skoene øverst på bunken og greb så den gamle mands hånd for at trykke den fast. Nok var han kun 11, men han kunne godt opføre sig voksent!
"Det er en aftale!" Et smil med manglende tænder gled over drengens ansigt, inden han slap hånden igen og drejede sig for at kalde ind i huset.
"Ritty! Deen! Kom bare med den gamle knarks tøj! Husk støvlerne!" Han grinede lidt, da han vendte sig mod Bigwig og Tarek igen. Han blinkede hurtigt til kentauren, inden to børn, en lille beskidt pige og lidt større dreng dukkede op bag ham. Pigen slæbte af sted med Bigwigs støvler og drengen havde tøjet i favnen. Der var gjort et næsten vellykket forsøg på at folde det lidt pænt sammen, men det ene bukseben slæbte nu hen af jorden. Større var ungen ikke.

Tarek lyste op ved synet af børnene, børn han genkendte. Det var altid rart at se, at de havde det godt. Pigen havde han haft slæbt med til Helbredelseshuset, da hun havde haft en grim feber og han var ret sikker på, at det var den eneste grund til, at hun levede endnu. Han vinkede til hende med fingrene og hun smilede lidt sky tilbage. 
Hurtigt snuppede Lyua bunken af tøj fra Bigwig, fik skoene samlet op i hånden og stirret lidt på dem, inden han vendte rundt og med et råb styrtede ind i huset.
"Jans, jeg tror, at jeg har et par sko til dig!"

Det tog virkelig en solid kamp! En kamp at få ansigtet tilbage til alvorlige folder og dermed ikke fremstå total latterligt. Det var jo ikke bare for sjov de var her! og selvom det var børn, var det børn der levede et helt andet liv end Bigwig selv var vokset op med. Ingen sikkerhed og kun hinanden at nogenlunde stole på. Så meget man nu kunne stole på nogen i deres tilværelse. Deres liv var hårdt nok som det var, han behøvede ikke at være en stor styk ulv der gjorde det hele værre eller mere utåleligt. Det var børn. Der lavede narrestreger som børn gør.

"Knark?!" kom der forskrækket fra ham som han kiggede olmt på knægten. Et fnys forlod hans næse, som han kiggede ind i døråbningen til en meget ung knægt og en beskidt pige komme ud derfra med hans tøj og støvler. Det skulle vaskes efter det her, men det var ikke ligefrem fordi de havde behandlet det skidt. De havde nok egentlig planlagt at bruge det selv hvis han ikke var kommet efter det.
"Hey hey, slap nu af" han havde nær hevet tøjet til sig i forskrækkelse som knægten hev det ud af hænderne på ham og nær havde fået sko til at vælte ud til alle sider. Men han holdte det ikke tilbage, men ragte hånden ud, tog imod bylten af tøj. "Mange tak unge mand, og unge dame" som han tog støvlerne bagefter.

Det var faktisk ikke et opløftende syn. Det var egentlig søde børn alle sammen, der foretrak livet på denne måde fremfor et børnehjem hvor mulighederne egentlig ikke var større end her. "Jans? Oh min gud hvad har jeg gjort. Jeg kommer til at løbe mine støvler af efter den knægt" sukkede han opgivende som han vendte sig og gik en smule væk, lod børnene kigge på deres nye tilegnede vare og fordele dem imellem sig som det passede bedst. De var faktisk mere retfærdige end mange voksne. Det var nok også det der holdte dem i live.

Tareks udtryk var efterhånden en lille smule anstrengt, som han kæmpede med latteren, der boblede i hans mave. Gammel knark. Ganske godt beskrivende, ikke at han nogensinde ville sige det til Bigwig. Han kunne ikke andet end at le og forholde sig til det morsomme ved situationen, for som altid var der et ulykkeligt glimt over det hele. De stakkels forældreløse børn, der kæmpede sig igennem deres unge liv for at overleve. At børn havde så dårlige forhold i en så fine n by, det forstod han ikke. På landet havde børn bedre muligheder, så vidt han havde kunne se på sine rejser, og hos kentaurerne gik intet barn alene. De alt for få til at det kunne ske, alt for tætte. De tog sig af hinanden på en helt anden måde end de tobenede.

Endeligt var Bigwig i besiddelse af alle sine ejendele og Tarek vinkede farvel til de to børn, inden han fulgte efter den gamle mand, der gik lidt væk.
”Ja, Luya? Han skal nok komme på kant med loven, når han bliver ældre. Han er alt for… frisk.” Selvfølgelig håbede Tarek ikke, at det ville ske, men han kunne se det i drengens blik. Nok kunne han lide Tarek og Bigwig, men respekten for loven lå på et meget lille sted. Sådan var det nok med de fleste af ungerne. Og hvem kunne bebrejde dem det?

Tareks grå øjne hvilede på den anden byvagt og langsomt voksede hans smil sig større, indtil han ikke kunne holde det inde mere.
”Gammel knark.” Først lød der et fnis fra ham, men så kom latteren også. En latter, der indeholdt al den positivitet og glæde, Tarek var kendt for. Der var intet nedgørende eller ondt i den, den var bare ren morskab. En latter, der smittede. Han trippede lidt på stedet og hans hale slog et par gange i ren morskab.

Bigwig sukkede træt, omend ikke opgivende. Ungerne var og blev fremtiden for deres generation, og det så alt andet end lyst ud for de børn. Men det var stadig nogle gode unger som det så ud nu. Selvfølgelig var de på kant med loven, de skulle jo overleve i dette hul af en by, der for fremmede så fin og perfekt ud, men gemte en langt mere dyster sandhed. Men de var ikke onde. Men den rigtige mulighed, ja så kunne de komme langt. Desværre for Bigwig kunne han ikke tilbyde dem alle en mulighed, hvor meget han end gerne ville! "Og al al for hurtig på aftrækkeren!" både med munden der talte hurtigere end hjernen nogle gange ville følge med til, men også hvad hans fødder angik. For satan den knægt kunne løbe stærkt.

Bigwig løftede overrasket et øjenbryn, mens han sagtnede farten og kiggede på kentaueren. Hva satan. Bigwig fnøs, trods det ikke kunne undgåes at der kom et smil frem på hans læber, inden han rystede på hovedet og opgav. Latteren smittede for meget til at han kunne holde et seriøst udtryk, og satte i stedet i rask gang, efter støvlerne var blevet hevet på plads over de kolde fødder. "Jeg skal kige dig gammel knark, din krække" brummede han morene, men tog absolut intet ilde op. "Men først! Mad" og kursen blev lagt for en af de bedre kroer der kunne tilbyde mere end hundeæde.

Tareks latter blev kun større, da den gamle byvagt blev fornærmet, men alligevel ikke kunne lade være med at smile og kalde ham en krikke. Noget Tarek lod ham, da det ellers var et ord, han normalt fandt ganske fornærmede. Men det var okay, når det kom fra Bigwig. Tarek vidste, at han ikke mente det ondt. Stadig med latteren i kroppen fulgtes han med sin ven mod en kro, der serverede noget andet end det hundeæde, de fik det andet sted. Det havde været en god dag for Tarek og han elskede sit job. Og sin ven.