Ahra tog sig selv i at sidde og stirre lidt på ham, mens han drak. Det fascinerede hende mildt, hvordan han var nød til at manøvrer koppen helt rigtigt for at kunne drikke fra den. Hun tvivlede på, at hun selv ville kunne forstå hans besvær foruden et, hun kunne forestille sig ved at observere ham, men hun var selv blevet givet langt flere menneskelige kropstræk end ham. Halvdyr måtte være den mest udbredte af racerne i Krystallandet, kom hun til at tænke på. Så forskellige som alle halvdyrene kunne være og samtidig ligge under den samme kategori. Halvt. Dyr. Egentlig et meget nedladende navn at blive kaldt, men alligevel fandt mange – hende selv inkluderet – en vis stolthed i sit væsen.

”Tænk ikke på det. Det ville have været uhøfligt at bare efterlade dig på gulvet nedenunder. Og selv hvis jeg havde noget du kunne gøre for mig, ville jeg ikke sætte dig i gang med noget for nu. Hvad hvis du ender med at besvime igen?” Et diskret, dog taknemmeligt og tilfredst smil tittede frem på hendes læber og sendt i retningen af Cedrik, hvorefter hun igen rejste sig for at finde vej tilbage til krukken med friskt vand. Denne gang for at fyldte en messing kande, der stod ikke langt derfra.
”Men ’heldig’ er egentlig et meget godt ord at bruge om dig,” gav hun ham ret med et eftertænksomt løft i stemmen og valsede tilbage til sengen af puder. Roligt hældte hun vand i hans kop igen, hvis han da stadig følte sig tørstig, og satte sig endelig ordentligt ned ved hans side. Kanden placeret ved hendes egen på gulvet. Benene lagt ud til siden i en halvvejs liggende stilling, der afholdte hendes ellers korte kjole fra at være endnu mere afslørende.

”Hvor er du fra? Og hvad har dog bragt dig helt her ned til Sarghos? Jeg kan ikke forestille mig, at du er kommet her for varmen.” Det var vist ved at blive noget køligt, når man bevægede sig nok nord på fra Rubinien, men med hans pelsdragt, var hun overbevist om, at han ikke skulle bekymre sig om kulde. End ikke i ørkenen efter mørkets frembrud.

Cedrik lo let "Jeg er nu glad for at du ikke vil have mig som gulvtæppe, men ja der er ikke så meget jeg kan gøre hvis jeg ligger og daser på gulvet, andet end at se køn ud" klukkede han med en let rysten på hovedet. Nogengange var den bedste måde at hjælpe andre, bare at hjælpe og passe på sig selv. Også selvom det var svært. Cedriks hoved lagde sig lidt på skrå "Hvorfor? Du er ikke den første der har sagt det ihvertfald" lo han kort, smilende taknemmeligt over at få mere vand. Vandet blev drukket hurtigere end før, men ikke for hurtigt ifølge ham selv. 
Hvis han havde været mere til narrestreger kunne han have spildt vand på hende, men det var ikke ligefrem den bedste måde at få nye venner, så han holdt det ved en underholdende tanke for nu, men hun var nu virkelig smuk, hendes hår og ører så utroligt bløde ud, gad vide om det var sådan?

Et hurtige blik fik ham tilbage til nuet, hun havde spurgt ham om noget. "Jeg kommer fra Medanien, og grunden til jeg er her er fordi at jeg prøver at vinde et vædemål jeg har med en ven. Han er en dværg der der hedder Dal, eller han hedder egentlig noget længere, men jeg har aldrig hørt nogen kalde ham for det andet navn. Men du har ret her er lidt varmere end jeg havde troet, men folkene her er nu meget fine, især dig" smilte han varmt, når først han gik igang med at snakke så var det svært at stoppe.

Nej. Nu kunne han ligge blødt i hendes ’seng’ og se køn ud i stedet for, for et pragteksemplar af en halvræv, var han da bestemt.
”Det…” Al sikkerhed i sætningen forsvandt allerede efter det første ord, hvor det gik op for hende, at der ikke var flere gjort parat lige her og nu, og hendes ansigt blev sløret af eftertænksomhed. Hvorfor egentlig? Tanken var kommet til hende så naturligt som en hver anden tanke, da han havde nævnt sit eget held. Hun tog hermed tiden til at se ham en smule dybere i hans øjne, som ville hun have nemmere ved at finde svaret i dem frem for alle andre steder. ”Du virker til at øse af ubevidst held. Først lykkedes det dig at få den uduelige mand til at gå uden at så meget som at lade hans vrede gå ud over dig selv. Og du stjal endda hans ting uden han lagde mærke til det.” Det sidste gav nu god nok mening. En ophidset person lagde sjældent mærke til det, hvis lange fingre sneg sig i lommerne på dem. ”At du skulle besvime her, kan vi måske endda kalde for ’held i uheld.”

Hendes blik veg igen fra ham og afslappet hen til grævlingen. Det havde ikke været ofte, at hun havde set sådan en og det var virkelig underligt at støde på en så langt syd på. Afprøvende førte hun den smidige hale hen i dens retning og viftede nu halespidsen som en ’rævehale’ – blomsten – blev brugt i leg med katte.
Ørene peppede opmærksomt op og en stigning i mundvigene skete trods hun ikke så op på ham. ”Du forstår dig virkelig på at vide, hvad du skal sige.” Søde ord fra en som Cedrik var noget anderledes fra søde ord fra ganske rubinske ungkarle og mænd. Ikke så meget af ordene direkte, men af tonen hvorved de blev sagt. Hans medanske dialekt gjorde det mere kækt og friskt.
”Men et væddemål? Af hvilken slags? Det kan være at din ven Dal ikke har noget imod, at du får lidt hjælp, hvis det skulle være.” Ahra var en næsvis og stolt kvinde, men hun var endnu ikke gammel nok til at være helt grå og kedelig.

Cedrik klørede sig bag sit ene sortpelsede øre "Det.." svarede han lige så usikkert som hun havde lydt da hun skulle svare ham på om hvorfor hun mente at han var heldig. "... giver fin nok mening. Jeg kunne godt være fristet til at sige at man kan sige det om de fleste ting. Men jeg kan godt se hvad du mener!" lød det med et bredt smil, det kunne godt tænkes at nok var heldigere end de fleste, men det kunne jo være at det hjalp andre. Hvilket var en tanke der gjorde ham glad.

Helga så mod Ahras hale, kort mod Cedrik før hendes blik vendte tilbage og hoppede lidt efter den, om hun gjorde det for at lege for hende eller Ahras var svært at sige for Cedrik, for Helga gjorde tingene på sin egen måde, om det var besværligt eller ej. Cedrik sendte et smil mod ædelræven og gav hendes ben et blidt dask med hans bløde pjuskede hale "Hvad kan jeg sige? Du forstår at få det bedste frem i mig" Lo han kort.
Mon Ahra havde en mage? Hun kunne sikkert få hvem end hun ville, men hun virkede også til at kunne få sin vilje. Hun var nok egentlig lige så sej som hendes bedstemor. "Åh! Det var bare om jeg kunne nå til Balzera og så tilbage til Dianthos inden sommeren går på hel, jeg tænker at jeg har god tid, men jeg tager da gerne imod hjælp!" Klukkede han varmt, som han rullede om på maven og så op på Ahra, forgabt i hendes skønhed.

Ahra blev godt tilfreds, da Helga deltog i den lille leg med halen. Selvfølgelig var hun selv overbevist om, at grævlingen gjorde det helt af egen vilje og ikke bare for at ikke gøre halvræven flov over et mislykket forsøg. Så havde det ikke være pga. af det lette strøg af utrolig blød pels mod hendes bare hud, ville hun nok have fortsat, indtil den ene af dem ville blive træt af det. Hun stoppede dog kun med at vifte den omkring, men den var stadig løftet lige akkurat uden for rækkevidne, da hun atter så på Cedrik, som han møvede sig omkring i puderne og virkelig gjorde sig til.

”Balzera?” gentog hun en smule overrasket og med et skeptisk løft i det ene øjenbryn. ”Hm, men med mindre, at du har draget igennem Kzar Mora, har du da måtte have taget lidt af en omvej for at ende her i Sarghos på din vej.” Hun sænkede atter sin hale til afslappet position og rykkede sig lidt tættere på ham for at tillade sig selv at tage hans store pjusk af en hale i sit skød. For det simple menneske ville det muligvis kunne antages for at være en meget intim og personlig gerning. Men iblandt dyr var det nok mere en handling af familiær tillid.
”Det er dog ikke noget, jeg tror kan gøre for at hjælpe dig på din færd,” indrømmede hun, mens hun kørte fingrene igennem hans pels. ”Jeg skal ikke tilbage til Dianthos med varer før engang i næste måned. Jeg kender godt nok nogle, der kan tage dig det sidst stykke igennem ørkenen til Balzera.”

Roligt stoppede hun nusseriet og flyttede blidt halen fra sit skød igen, hvorpå hun gjorde tegn til at rejse sig igen. Et suk fulgte efter. ”Men for nu; bliv liggende indtil du føler dig sikker på benene igen. Og tænk over det. Sommeren er ikke ved sit varmeste endnu, og heden bliver kun værre jo tættere på Balzera du kommer, så det ville være bedst for dig at rejse i følge med andre.” Hun så ned på ham med et bestemt udtryk. Hun tog ikke just et nej for et nej her. ”Jeg må hellere se, om jeg kan få flyttet vognen fra gaden, inden jeg får en klage,” forklarede hun, inden hun roligt gik mod trapperne og efterlod Cedrik til at komme sig. Stolede blindt på at han kunne holde styr på hans lange fingre.

Tilbage udenfor butikken, stod hun med armene over kors, et stramt ansigt og ørene lagt en smule tilbage. Stirrede på vognen i genfundet arrighed. Det havde været en god vogn.

Cedrik trak på skuldrene "Som jeg forstod der rejser mange forbi her, mest af alt fordi at der en større oase på vejen og noget med at man kan få god kaffe her" forklarede han med et skævt smil. Af hvad han havde forstået var det ikke en synderlig stor omvej at komme forbi Sarghos, samt hvordan kunne han sige at han havde været i Rubinien uden at have besøgt de to store byer? For det eneste der kunne toppe det ville være at finde der hvor ørkenelverne kom fra, men han tvivlede på at han ville være så heldig.
"Det gør ikke noget, jeg er sikker på at jeg nok skal finde derhen" brummede han tilfreds som hendes fingre dansede gennem hans pels. "Det kunne være hyggeligt at rejse sammen med nogen! sandet bliver hurtigt lidt kedeligt" klukkede han mest for sig selv.

Et let utilfreds miv lød det fra Cedrik som Ahra flyttede på sig, det var ellers lige blevet så hyggeligt. "Bare rolig, jeg skal nok blive liggende her og vente ivrigt på at jeg kan gengælde nusningen" spandt han, uden at kommentere på at hun mente han skulle have folk der hold øje med ham, men det var nok hendes måde at sige hun ikke ville have der skete ham noget. "Lyder som en god plan, held og lykke med det! Jeg kommer og giver en hånd så snart jeg kan" smilte han som hun gik nedenunder. Lige nu ville han aller helst hjælpe, men man skulle passe på sig selv før man kunne passe på andre. 

Halen svang frem og tilbage i ophidselse, som en ilter kat, og kloge folk omkring hende, forstod at ikke nærme sig hende. Hun var ikke truende nok til at gik i store halvcirkler omkring hende, men havde de henvendelser eller hilsner, blev ord slugt igen og sat klar til en anden gang, hvor hun ikke udstrålede så meget frustration. Ingen hverdagssnak var risikoen værd hos en rubinsk kvinde i det begyndende røde felt.

Efter at have stået og stirret på vognen i et svagt håb om, at den på magisk vis ville reparere sig selv, hvis bare hun holdte blikket længe nok. Som var den et uartigt barn og hun, moren der ville kunne få en løgn frem ved blot at kigge skuffet nok på sit afkom. Men det virkede ikke. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Hendes evner strakte sig hverken så langt eller på den måde omkring, så hun måtte efter noget tid indrømme, at der skulle egen handling til.
Ahra så kortvarigt sig selv over skulderen op mod det det ene åbne vindue oppe på første etage af kalkbygningen, der udgjorde hendes hjem og forretning. Cedrik burde klage sig helt fint deroppe. Også selvom at hun pludselig ikke kunne sætte en finger på, hvordan han havde formået at vække sådan medlidenhed med ham. Var det noget hun normalt gjorde for fremmede?

Hun forkastede straks tanken, og hun kravlede til sidst ind under vognen, hvor det var hende muligt at klemme sig ind ved at nøjes med at være nede på hug og ikke helt nede og skrabe knæene. Det var heldigvis en hvis lettelse, der kom hende i møde, da hun så, hvordan det område, hvor hjulet var påsat, ikke havde de skader, som hun havde frygtet. Det var kun selve hjulet, der var ødelagt. Flækket til ubrugelighed. Tømreren ville nok bruge resterne til at lave et nyt for hende, og hun kunne spare penge på den måde.
Det var med et suk, at hun møvede sig ud fra vognens eller så behagelige skygge og kastede sin enorme manke af hår om på ryggen og væk fra ansigtet. Hun havde ikke skulle se til den her vågn før, men hvor svært kunne det være? Hun hev med lidt besvær en pæl ud her. Og førte en hånd ind igennem den intakte halvdel af hjulets tremmer for at vippe en fastende træ-krog op fra dens hak.
Hvad hun ikke havde set komme, da hun gjorde, var hvor nemt det åbenbart havde været for hende at få hjulet løst, så idét hun fik krogen fri, gled hjulet ud af dens vandrette stykke, og før hun kunne nå at reagere, faldt hjulets ene tremme hårdt ned over hendes overarm. Hun nåede derefter at trække armen til sig i et smertende udbrud samtidig med at vognen nu faldt helt sammen mod siden med det manglende hjul, og hjulet lå frigjort på jorden. Hurtigt havde hun grebet om det ømmende punkt, og hun skar da også diverse grimmaser.

Cedrik stirrede op i loftet i hvad der for ham føltes som et en halv evighed, men det var nok ikke sandt. Så istedet for at ligge og lave ingenting prøvede han forsigtigt at drikke noget mere vand, hvilket gik noget bedre end han havde turde håbe på. 
Det kriblede i ham for at gå på opdagelse i de fine ting der var i Rubinræves hjem, der var så mange spændende dufte han aldrig havde oplevet før, hvilket gjorde det til noget som han virkelig gerne ville sætte udseende på! Men han var gæst så det var ikke iorden at gå og rode i andres ting, så han måtte istedet tålmodigt vente på at hun kom indenfor igen, samt gav ham lov til at flytte sig fra puderne.

Det kom dog ikke til at ske da det pludselig lød som at Ahra var i smerte, og før han nåede af tænke over det var han halvvejs nede af trappen på vej ud mod døren. "Hvad er der sket??!!?" kom det bekymret fra den røde halvræv, mens hans øjne ledte efter hvad eller hvem der havde gjort hende ondt, klar til at hoppe på banditterne.
Dog da det viste sig at hun bandede og svovlede var det egentlig et godt tegn, hun kunne snakke så det hjalp gevaldigt. 
"Må jeg se det? Jeg har nok noget i tasken der kan hjælpe"

Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle flytte sig fra, hvor hun stod og ømmede sig. Det kunne godt være, at det ikke var hendes ben, der var kommet til skade, der var bare noget i hendes hoved var stadig fuldt overbevist om, at det kun ville blive værre, hvis hun bevægede sig for meget. Men der var også den påmindelse om, at hun stod midt ude på gaden lige nu. Og hendes udbrød havde udover at have fået opmærksomheden fra hendes hushæst, også fået opmærksomheden fra tilfældige forbipasserende. Ahra var en kvinde der nød opmærksomhed, men ikke lige den her slags opmærksomhed. Ikke den, hvor hun blev udstillet som svag, skrøbelig og dum. For dumt havde, hvad end hun havde gjort, da bestemt været! Om hun ville indrømme det eller ej.

Det var dog lyden af Cedriks stemme inde fra forretningen, der for alvor fik hende til at fjerne sig fra den åbne plads på gaden. Hun gjorde sit bedste for at stadigvæk stå hævet, som var det ingenting, selvom at hun ikke gjorde tegn til at nogensinde slippe den beskadigede arm, som hun hastigt marcherede indenfor og efterlod den nu endnu mere ubrugelige vogn i den sene eftermiddagssol. Vrissede af civile der havde nået at nærme sig hende, nok for at se om hun var okay, ligesom den røde ræv.
Døren blev smækket i med brug af halen. ”Jeg har det fint. Jeg har det fint!” vrissede hun så også videre af Cedrik uden at så meget som at se op på ham. Det var ikke helt svært at gøre det skælvende underliggende i hendes stemme. Det gjorde ondt. Virkelig ondt. Så vidt hun kunne fornemme, så var den ikke brækket – guderne takke og lov! – men stedet hun holdte om dunkede faretruende. ”Der skete ikke noget alvorligt.”

Hun var hurtigt henne ved betalingsdisken, hvor hun først bare lænede sig op ad det for at sunde sig yderligere. Forsigtigt hævede hun sin arm en smule og endnu mere forsigtigt begyndte hun at fjerne sin hånd fra det smertende område. Og det så ikke godt ud. Midt på underarmen var en faretruende blå-lilla plamage allerede ved at tage form. Og det var hævet.

At hun ræven var et stolt væsen var ikke gået forbi Cedriks næse, men hvor stolt hun var det var dog noget overraskende for den røderæv. Normalt ville han syntes at hendes måde at snakke til ham var lige grov nok, men det var tydeligt for ham at hun havde mere ondt end hun var villig til at sige. "Lad mig om det, nok har jeg ikke styr på kaffe, men det her ved jeg noget om" Bjæffede han venligt men bestemt, som han bevægede sig hen til disken.

"Hmmm" lød det som hans blik så undersøgende på hendes arm. En sagte stønnen kom fra Helga kom slæbende med hans taske ned af trappen. "Tak Helga" lød det som rodede i tasken og fandt en mintgrøn salve frem. "Den her vil tage det meste smerten, men du må stadig ikke anstrenge den for meget" en liflig duft spredte sig som han smurte salven på det hævede område. Det føltes altid koldt når den gjorde sit arbejde, ikke at salven var en mirakelkur der gjorde hun kom sig fra den ene dag til den anden, men det fik det til at gå noget hurtigere, samt at hun ikke behøvede at have ondt.
"Du får noget af den her som en tak for din venlighed, om du vil det eller ej" selvom ordne lød noget bestemte, var der stadig et levende glimt i hans øjne.

Det var stadigvæk meget modvilligt at Ahra faktisk lod Cedrik undersøge hendes arm. Hun havde allerhelst bare set at ignorere smerten og alt det der kom med skaden indtil, at hun var alene og bedre kunne tillade sig at ømme sig og have ondt af sig selv. Det var trods alt bare en skramme! Intet alvorligt. Lige som hun havde sagt til ham. Ikke noget alvorligt. Det var godt nok en stor, fed løgn, men hun stod som altid parat til at tage konsekvenserne for sine egne løgne, såvel som hun gjorde når hun ytrede sine meninger. Men det var ret slemt. Hvad andet kunne man forvente, når man fik en hel vogns vægt ned over sin arm?

Bare dét at blive rørt omkring det hævede og blå område fik hende til at bide tænderne sammen. Og så snart at en salve, uden hendes egentlige accept eller noget, blev smurt oven på skaden, vrængede hun voldsomt sit ansigt i smertende folder. Hendes sammenbidte og skarpe gebis blev vist godt frem i takt med at luft blev suget ind mellem dem, og hendes øjne blev klemt så meget sammen, at de næsten bare lukkede sig.
Han kunne umuligt bebrejde hende for at forsøge sig med at rive sin arm til sig igen under processen. Eller at hun meget hurtigt gjorde det så snart processen var færdig og salven var på.

”Du havde virkelig ikke behøvet gøre noget. Jeg ville have lagt et koldt omslag, når du var gået, og så vil det gå væk af sig selv. Er du en eller anden form for healer?” spurgte hun ham, efter at atter have løftet blikket fra den indsmurte skade. Den kølende fornemmelse var virkelig behagelig. Det dunkede stadig i armen. Især når hun flyttede rundt på den. Cedrik havde nævnt, at hun ikke skulle belaste den, men noget sagde hende, at hun også lige skulle undgå at i det hele taget bevæge den i lidt tid.
Med ét hoppede hun let op at sidde på betalingsdisken i stedet. På den måde kunne hun nemmere hvile sin arm i sit skød frem for at have den hængende ned langs siden og have tyngdekræften gøre følelsen værre eller skulle bruge den anden hånd til at holde den oppe. Hendes anden hånd lå dog stadig omkring underarmen, hvor hun nænsomt nussede området omkring med tommelfingeren.

Meget som Cedrik havde forventet var hun ikke ligefrem glad for at blive undersøgt, hun ville nok gerne vise verden at hun kunne klare sig selv. Hvilket hun sagtens kunne, hendes butik var et fantastisk bevis på det! Men som han hans hænder arbejde blev det først tydeligt hvor ond hun faktisk havde. Det var kun godt at han havde valgt at hjælpe hende om hun ville det eller ej. 
Det ville nok have mere venligt at faktisk have spurgt om lov, men som det var der var havde hun bare sagt at hun ikke havde brug for noget og kun gjort det værre. Nogengange var man nødt til at lytte andres råd. Ligesom at hun havde beorderet at han slappede af, noget han nok ville have glemt at gøre der af sig selv.

"Se det som tak for din egen hjælp" smilte han varmt med hovedet lidt på skrå. "Ikke rigtigt, jeg ved bare en masse om urter og hvad jeg har lært på vejen" han så tænksom ud et øjeblik "Samt kloge koner har en tildens til at dele deres opskrifter med mig" klukkede han lidt for sig selv.
Lidt akavet puffede han lidt til en sæk med den bittert duftende nød så han kunne sidde på den. "Men hold den i ro, så burde den komme sig ret hurtigt"

”…Tak.” Ahra kunne nok havde været tidligere ude med sin taknemmelighed, og hun kunne nok også have sagt det mere tydeligt, men kommende fra hende var hvad Cedrik fik alt andet end noget overfladisk eller obligatorisk. Hun var faktisk taknemmelig for hans hjælp og hans bekymring for hende. Også selvom hun havde sagt, at hun ikke ville have den.

Dybt og henkastende sukkede hun og rankede ryggen, som var hun en ballon og det at få luft godt ned i lungerne, kvikkede hende på og strammede atmosfæren omkring hende ud igen. Ingen grund til at beklage sig yderligere. Det gjorde ondt, ja, men hvad mere kunne der gøres ved det? Salven gjorde sit. Og hun var ikke typen til at fælde en tåre over smerten.
”Er en af disse kloge koner din mage, Cedrik?” spurgte hun så for at tage en pludselig drejning væk fra hele situationen. Hendes hoved lagde sig let på skrå af nysgerrighed, mens de røde øjne lige tog en ekstra tur omkring på ham. Han var en flot han-ræv, det var der ingen tvivl om.
Kort – og forsigtigt! – løftede hun sin dårlige arm fra dens større i skødet, så hun kunne smide sit ene ben hen over det andet og så lægge armen til hvile igen. Og så med benene over kors begyndte hun diskret at vippe med den ene bagpote. Hun smilte ikke, men humøret var da igen blevet løftet bort fra raseriet smerten havde forsaget. Det lille smil i hendes øjne var rigeligt. ”I så faldt hvad siger hun til at du er draget ud på en større rejse baseret på ikke andet end et væddemål?” Så snart ordene havde forladt hendes mund, gik det op for hende, hvordan han nok egentlig bare var for ung til at for alvor slå sig ned, hvis han havde taget imod en sådan udfordring. Unge drenge havde det med at ville bevise sig overfor sine venner på den måde.

Cedrik smilede varmt over det stille tak, han var sikker på at det nok ikke havde været let for hende at sige, men han var sikker på at hun mente det. Nogen ville måske mene at hun kunne have gjort mere, eller takket tidligere men det var Cedrik ligeglad med, han var bare glad for at hun havde sagt det, mere behøvede han ikke.

Og så var hendes ansigt tilbage til dets bestemte udseende, hun havde ting hun ville og skulle, det var den røde han ræv sikker på var årsagen. Cedriks hovedet lagde sig på skrå som Ahra stillede et meget underligt spørgsmål. Han havde ihvertfald ikke forventet at blive spurgt om det! Inden han overhovedet havde nået at tænkte over hvordan han skulle svare havde hun allerede stillet det næste spørgsmål. "Jeg har dog ingen mage, men hvis jeg havde en ville jeg tage hende med ud og se verden! Mine ord kan kun fortælle så meget, men det kan ikke måles med hvad øjnene kan se, eller fingre og fødder føle!" lo han varmt og muntert, endnu engang vandrede hans tanker til den sorte halvkat og hvor meget han lige nu ønskede at have hende med. "Hvad med din mage? Han eller hun må være stolt over din butik" 

”En mand herfra ville ikke sætte pris på, at deres kvinde lod en anden mand ligge i sin seng, så havde jeg haft en mage havde du måtte nøjes med sækkene hernede, da du mistede bevidstheden,” forklarede hun med en tone af åbenlyshed. Hun talte som om, at det var et faktum, hun længe havde affundet sig med, men stadig lå der en bitterhed nedenunder, der sagtens kunne være grundlaget for hendes kendte trodsigheds for at slå sig ned. ”Nej. Jeg har alt for travlt med at holde min handel kørende til at også skulle tage mig af en ægtemand. Planterne, jeg bruger og sælger, gror ikke af sig selv. Bønnerne ristes ikke af sig selv.”

Man kunne diskutere, at hun bare ikke havde fundet den rette person at slå sig ned med endnu. Og så kunne man efterfølgende diskutere, om der overhoved fandtes den rette person for hende at slå sig ned med. Hun var i forvejen en svær kvinde at tilfredsstille så det ville først og fremmest betyde, at hun skulle ændre lidt på sine syn og gøre sit 1+ til 2. Men det ville nok ikke ske før hun ikke længere var tilfreds med sin nuværende livsstil.

Cedrik klukkede lidt overhendes svar, syden var ikke anderledes bare på grund af dets sand og varme! "Måske, det kan jeg ikke sige dig imod! Men ingen siger at du skulle finde dig en mand herfra? Jeg er sikker på at så spændende en kvinde som dig må kunne få hvem end du skulle ønske!" nikkede han i hendes retning, hvis han havde været heldig at hun syntes han var spændende havde han nok set det nu, heldigvis behøvede alle spændende kvinder ikke at falde for ham, det ville nok også blive noget rod i længden!
"Det lyder også som meget arbejde! At få noget til at gro hernede lyder også nærmest magisk? Så tørt og sandet der er!" han kunne ikke sætte sig ind i hvor meget arbejde der mon lå i den slags, han egen familie havde aldrig passet planter som menneskene gjorde, nej deres rejsen rundt havde ledt dem til hvor maden var, så længe man passede på naturen undervejs, var den mere end villig til at give tilbage.

Cedrik lagde hovedet let på skrå "Har du egentlig mange kunder? Eller er... kaffe? meget dyrt? Din butik er så stor, så det virker meget imponerende!" 

Der var ingen tvivl om, at Cedrik havde en meget anderledes mening og et anderledes syn på parforhold og ægteskab end, hvad hun havde og var vant til. Hendes forældre tvang dog ikke en mage på hende eller forlangte børnebørn og dermed sikrede at familien blev ført videre. Hun havde et frirum, som hun også benyttede sig af ned til sidste dråbe. Hun havde ikke i sinde at overgive sig selv og sit liv til en anden mand. Og så havde rødræven ret i, at hun kunne få, hvem hun ønskede, så hvorfor skulle hun have behov for at slå sig fast ned med én?
De røde øjne tog ham mere ind igen. Han havde virkelig en imponerende pels. Hun huskede stadig følelsen af den mellem sine fingre. Blød og velplejet. Som en pels burde være.

”Det er ikke billige varer. Det er dyrere i forhold til markedets grønsager og krydderier, men det overstiger ikke priserne for stof og klæder. Ting som kaffe, chokolade og lakrids er mere en hverdags-luksus, så kunder er villige til at bruge ekstra mønt på det.” Hun kørte blikket rundt i butikkens midte, hvor de befandt sig. Stor ville hun ikke selv beskrive den, men den var stor nok. Den perfekte størrelse. ”Min far startede handlen op, fordi han vidste dét. Jeg har bare bygget op fra, hvor han lod mig tage over. Stamkunder var hovedsageligt, hvad der får det til at køre rundt.” Hun så tilbage på ham. Vippede med den ene dinglende pote. ”Det har ikke gjort mig rig, men jeg har aldrig skulle bekymre mig meget om penge, for så snart folk genkender kvalitet kommer de for den.”

Ahra kunne egentlig godt lide at fortælle om det, lige som hun havde det med at fortælle om sin bedstemor. Selvfølgelig sørgede hun altid for at tone iveren ned. Det var kun børn der hoppede og sprang i glæde på den måde, og hun var en voksen, professionel kvinde.
”Jeg sælger nu størstedelen af mine vare til byerne længere nord på eller Balzera, hvor de sælges videre af andre handelsfolk. Det er hårdt men godt arbejde. Planterne får rigtig nok magisk hjælp til at gro, men det er kun en lille del af det,” fortalte hun erfarent og mundviene vendte da heller ikke direkte nedad. Armens dunken var blevet dulmet af distraktion. ”Drikker du selv kaffe, Cedrik?”

Cedrik nikkede kort. Det ville være en løgn at sige at han ikke vidste hvad ting nogenlunde var værd, men han vidste det bare ikke ret godt, og han var heller ikke rigtigt interesseret i at vide det. Han havde lært at man kunne forhandle sig til det meste, og ellers kunne folk spontant miste ting hvis andre havde mere brug for det end andre. "Hvad hed din far? Oh! Og hedder din butik egentlig noget specielt?" Spørgsmål efter spørgsmål forlod Cedrik, måske var det for mange ligegyldige detaljer, men hvordan skulle han ellers kunne fortælle historien om Peles butik? 
Ikke at han selv bekymrede sig om krystaller, men at sådan aktivt ikke at skulle bekymre sig for dem lyder ret magisk på sin egen måde!

"Det giver mening, folk har nok svært ved at få det der" nikkede Cedrik igen, før han så tænksom ud et øjeblik. "Hyrer du nogen til at passe på planterne så? Eller er det din egen magi? Jeg kan ikke selv sådan noget, jeg ved bare en del om hvilke planter der gør hvad, så som at nogle blomster og slyngplanter holder visse insekter væk" delte han glædeligt, det kunne jo være at hun kunne bruge det til noget!
"Åh, nej dog ikke! Jeg har aldrig hørt om det før, men det dufter nu desværre alt for bittert for mig" måtte han indrømme, samt han var meget i tvivl om han faktisk havde råd til det.

”Hedder.” Rettede hun ham straks. Manden var trods alt stadig i live og levede sit bedste velgående. Og så vidt hun forstod, så havde han da bestemt ikke planer om at kradse af lige foreløbig. Den mand havde alt for meget kærlighed at give sin datter og sin kone til at kunne lade det gå til spilde, skulle han gå hen og dø. Men efter at have rettet ham, så var hun lidt tøvende med at faktisk give sin fars navn videre bare sådan videre til en fremmed. Men var rødræven virkelig en fremmed længere? Jovist havde de ikke kendt hinanden i mere end et par time, men ukendt var han da ikke.
Så hun bed på. ”Han hedder Calside. Han navngav ikke butikken, da han satte den op, og siden da har den bare automatisk fået navne af folk. Jeg nænnede ikke at ændre det.” Hendes blik faldt ned på skrivebordet, hendes bagdel var placeret på, og med sin raske hånd strøg hun fingrene henover det polerede mørke træ. Ahra havde gjort sit for butikken, da hun havde overtaget, men det meste var det samme. Hylderne med krukker af kaffe og te og andet godt. Disken. Vægtene. Tavlerne bag disken. Det var sådan hun bedst kunne lide det. Sådan hun var vokset op med det.

Forundrede og lettere store øjne mødte så Cedrik igen. Han var en sådan nysgerrig person, men flere gange nu, havde han også vist sig til at være et klogt væsen. At det forbløffede hende, var blot en af hendes laster, som hun selvfølgelig ikke selv ville indrømme var det; en last. ”Desværre ikke. Der er en dygtig magiker her i Sarghos der sælger mig, hvad jeg har brug for til mine afgrøder, så de gror i ørkenens klima. Jeg har dog aldrig set hende for at være en med eget jord under neglene. Men… slyngplanter? Blomster”
Hun flyttede lidt på sin siddeplads, møvede sig en tand længere ud på kanten. Mindskede interesseret afstand mellem dem. ”Sig mig. Jeg har haft problemer med at sandkornsmider æder sig ind under barken hos mine sarteste af træer. Magi har hjulpet, men det er kun midlertidigt. Og dyrt. Findes der en blomst, der ville kunne klare problemet?”

"Ah! det må du undskylde" Kom det undskyldende fra Cedrik. Han havde ikke ligefrem regnet med at han kunne være i live, for hvis han bare lidt mindede som sin datter ville han have arbejdet sig selv ihjel inden han ville bede om hjælp. Måske de var mere forskellige end han havde troet? Det eller at der nok vare mere til hende end han havde set. 
"Ahhh! Jeg ser! Hvor længe har den været her?" Det gav god mening at det var noget hun ikke havde lyst til at ændre især hvis den havde lagt her længe! "Er det så ham der har kaldet dig Pele? Eller var det din mor?" Spurgte Cedrik endnu engang nysgerrigt, mens han foldede sine men så han kunne sidde lidt mere behageligt.

Cedrik slog en mild bjæffende latter op "Nej de færreste der siger de er magikere har sjældet lavet meget andet arbejde end flytte papirer og blækhuse!" lød det varmt efterfuldt af et smil, de var ofte meget flinke, men ville ikke ret ofte lave andet end deres magi, men det skulle der også være plads til. 
"Sandkornsmider? Dem har jeg ikke lige hørt om, har træerne en duft? Og er det hele året at det er et problem?" svarede han tænksomt, uden at vise tegn på at være påvirket af at hun var kommet tættere på, eller det skulle være at han havde lyst til at prikke hende på næsen, men det ville hun nok ikke kunne lide!